Valg i Tyskland
Læsetid: 1 min
Cases
Volkswagen og Tysklands økonomi
I slutningen af oktober 2024 meldte Volkswagen ud, at de ville lukke tre fabrikker og fyre titusindvis af arbejdere. Det fik en allerede eskalerende politisk krise – med baggrund i økonomiens dårlige tilstand – til at eksplodere. I løbet af fem år er omkring 60.000 job forsvundet i den tyske bilindustri. Mest spektakulær har krisen i Volkswagen – en af Tysklands største virksomheder – været. Volkswagen har hverken evnet at omstille sig til et nyt internationalt bilfremstillingsmarked eller til den nye klimadagsorden. I stedet har Volkswagen forsøgt at holde sig oven vande ved at opsige overenskomsterne, få arbejderne til at gå ned i løn og ned i tid og skære ned på produktionen. Den strategi har både været socialt omkostningsfuld for de titusindvis af (tidligere) medarbejdere og har fejlet totalt, da Volkswagen – og Tysklands økonomi – fortsætter i nedadgående spiral.
BSW og indvandringspolitik
Det nystiftede Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW) fik et solidt resultat ved delstatsvalget i september 2024, særligt i de østlige delstater. Målt på partiets resultat ved Europaparlamentsvalget i juni 2024 har BSW også en chance for at nå over spærregrænsen ved Forbundsdagsvalget. Det bliver i så fald formodentlig på bekostning af det parti, BSW udspringer af – og som ikke nåede over spærregrænsen i 2021, men stiller op igen – nemlig Die Linke. BSW fremstiller sig selv som Tysklands ”eneste fredsparti”, da de går ind for nedrustning og for at stoppe våbenstøtten til bl.a. Ukraine. Det er imidlertid ikke det, der adskiller dem fra Die Linke. Det er derimod især BSW’s holdning til asyl- og indvandringspolitik. I BSW’s politiske program bliver der talt om ”en ukontrolleret tilstrømning af mennesker”, og det påstås, at ”de seneste års naive politik om at byde migranter velkomne har allerede ført til en uproportioneret stigning i væbnede overfald, seksuelle overgreb og religiøst motiveret terrorisme”.
Læs mere om BSW og partiets muligheder for at blive valgt ind i Forbundsdagen her.