Faktalink
Søg
Menu
Menu

Hvad leder du efter?

Række af jeans på bøjler i en genbrugsbutik.

Stadig flere køber og sælger brugt tøj, og genbrug er blevet mere tilgængeligt både online og i fysiske butikker.

Foto: Cecilie Rolvung/Ritzau Scanpix

Stadig flere køber og sælger brugt tøj, og genbrug er blevet mere tilgængeligt både online og i fysiske butikker. Foto: Cecilie Rolvung/Ritzau Scanpix

Tøj og bæredygtighed

Hovedforfatter

  • Anne Anthon Andersen, journalist, juli 2025

Læsetid: 16 min

Indhold

Indledning

Tøj er ikke bare et spørgsmål om stil, men også om grøn samvittighed. For tøj- og modebranchen står for cirka 10 procent af verdens CO2-udledning, og danskerne er blandt dem, der køber mest tøj. Klimakrisen har skabt øget fokus på bæredygtighed, også i modebranchen. Forskere arbejder med at udvikle nye, mere bæredygtige materialer og produktionsmetoder, og tøjdelefællesskaber og genbrug vinder frem. Men overproduktion af tøj er stadig et stort problem. For der bliver produceret meget mere tøj, end der kan sælges, og tonsvis af såkaldt overskudstøj brændes eller dumpes i udviklingslande. Mens tøjskam er blevet et fænomen blandt politisk bevidste forbrugere, argumenterer stemmer i debatten om klima og tøj for, at det er i forbundetheden – de følelser, vi lægger i vores tøj - at vi skal finde løsningen på vores overforbrug. Hvis vi lader tøj gå i arv og lader værdien bo i den kærlighed og de minder, vi knytter til tøjet, vil det blive mere attraktivt at overtage andres tøj end at købe nyt, lyder argumentationen. Men hvor går grænsen for forbrugernes ansvar og indflydelse, og hvordan kan industriens overproduktion reduceres? Det vil kræve et opgør med den såkaldte fast fashion-industri.

Relaterede emner

Sådan undgår du klima-tøjfælden.

P3 Essensen, 15-01-2023

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Definition

Hvad er bæredygtigt tøj?

Begrebet bæredygtigt tøj dækker over et ønske om at minimere de negative konsekvenser, som produktion og forbrug af tøj har for mennesker og klima. Det gælder hele tøjets livscyklus fra produktion over salg og forbrug til bortskaffelse. Bæredygtig tøjproduktion kan således handle om alt fra brug af miljøvenlige materialer, reduktion af vand- og energiforbrug i produktionsfasen, over fair arbejdsvilkår for dem, der producerer tøjet, til genbrug, genanvendelse og såkaldt gennemsigtighed i forsyningskæderne. Om tøj kan kaldes bæredygtigt, har således at gøre med mange forskellige forhold – fx om tøjet er produceret af miljøvenlige materialer af en vis holdbarhed i materialer og design med mulighed for reparation og genanvendelse, også kaldet upcycling, og om de, der har produceret tøjet, arbejder under vilkår, der sikrer dem rimelige arbejdsforhold fx i forhold til løn, arbejdstid, sikkerhed og tryghed. Bæredygtigt tøjforbrug kan også dække over måden, man bruger sit tøj på – fx om man køber genbrugt frem for nyt, eller om man låner eller giver tøjet videre, og på den måde forlænger levetiden. Der er mange måder at minimere tøjets klimaaftryk, og alt spiller ind i det samlede regnskab over, om man kan tale om bæredygtigt tøjforbrug, som man kan læse på Forbrugerrådet Tænks hjemmeside i artiklen ”Sådan får du et mindre klimabelastende tøjforbrug” [1].

Fakta om tøj og bæredygtighed

Hvor stort CO2-aftryk efterlader danskernes tøjforbrug og hvordan?

Danmarks Grønne Tænketank CONCITO har beregnet klimaaftrykket af danskernes tøj- og tekstilforbrug. Danskerne forbruger cirka 40 kg pr. person om året, svarende til 0,4 ton CO2 e-udledning pr. dansker pr. år, svarende til en samlet udledning på godt 2 millioner tons CO2-e, viser rapporten ”Danmarks globale forbrugsudledninger” fra august 2023 [2]. Og her er der udelukkende tale om forbrugsudledninger fra tøj og tekstiler i de danske husholdninger. Hertil skal lægges det CO2-aftryk, som tøj og tekstilproduktion efterlader, når det skal bortskaffes og håndteres som affald.

Hvor meget tøj forbruges globalt, og hvor stort er danskernes tøjforbrug til sammenligning?

Tøjindustrien er en af verdens største industrier, og ifølge Fashion United (en online medie- og netværks platform for professionelle i modebranchen), bliver der på verdensplan hvert år produceret mere end 100-150 milliarder beklædningsgenstande [3], mens der bliver brugt op imod 100 millioner tons tekstiler globalt, hvoraf cirka 92 millioner tons ender som affald, som det fremgår af artiklen ”10 Concerning Fast Fashion Waste Statistics” på onlinemediet earth.org, der bringer uafhængige journalistiske artikler om miljømæssige udfordringer [4]. I gennemsnit køber de europæiske forbrugere hver især 19 kg tøj hvert år, viser tal fra Det Europæiske Miljøagentur. 
Selvom der i flere år har været fokus på, at vores tøjforbrug er en stor belastning for klimaet, er tekstilforbruget i EU steget med et gennemsnit på 2 kg - fra 17 kg per person i 2019 til 19 kg pr person i 2022. En del af stigningen skyldes, at vi beholder tøjet i kortere tid. Hver enkelt forbruger skaber hvert år 16 kg tekstilaffald, der ender som affald, kan man læse i artiklen ”Vi har aldrig nogensinde købt mere tøj, end vi gør nu” på dr.dk [5].

Hvad betyder fast fashion, og hvilke konsekvenser har det?

Fast fashion dækker over hurtigt og billigt produceret tøj, der konstant følger nye modetrends, og som resulterer i tøj af dårlig kvalitet, der medfører store miljømæssige og sociale konsekvenser. Fast fashion-tøjindustrien er drevet af, at virksomheder tjener penge på at sælge store volumener frem for et enkelt stykke tøj ved hjælp af en aggressiv markedsføring, hvor producenter og forhandlere konstant fortæller forbrugerne, at de skal købe nyt. Det er et stort problem i et klimaperspektiv, fordi denne forbrugs- og smid-ud-kultur efterlader et stort klima- og miljøaftryk.

Illustration der viser, at i 2020 krævede forbruget for en gennemsnitlig EU-borger 400 m² land, 9 m³ vand og 391 kg råstoffer – og udledte omkring 270 kg CO₂
Kilde: Det Europæiske Miljøagentur

Det er ekstremt ressourcekrævende at producere nyt tøj, fordi det kræver enorme mængder af vand, kemikalier og store arealer til bomuldsdyrkning. Dertil kommer, at fast fashion-industrien prioriterer kvantitet frem for kvalitet og opererer med store mængder spild, fordi tøjet produceres så billigt. Fast fashion-industrien er medvirkende til, at danske producenter hvert år sender 677 tons nyt tøj, der ikke har kunnet sælges, til forbrænding eller eksporterer det til Asien eller Afrika, kan man læse i artiklen ”Vi har aldrig nogensinde købt mere tøj, end vi gør nu” på dr.dk [5].

Hvad betyder vores store forbrug af tøj?

Hvilke konsekvenser har det store tøjforbrug på samfundsplan?

Vores overforbrug af tøj er ekstremt skadeligt for klimaet, fordi produktionen kræver et stort forbrug af naturens ressourcer. Det kræver enorme mængder vand og store landbrugsarealer at dyrke bomuld og andre afgrøder, som bruges til at producere tøjfibre. Fx kræver det cirka 2700 liter ferskvand at fremstille en bomulds-t-shirt. Det svarer til den mængde drikkevand, som et enkelt menneske har brug for i 2,5 år. Dernæst forurener tøjproduktion, når tøjet farves og behandles. 0,5 millioner ton mikrofibre vaskes hvert år ud i havene som følge af tøjvask. Både når forbrugerne vasker tøjet, og hvor det fremstilles. Dernæst medfører produktionen sundhedsrisici for mennesker, dyr og økosystemer i de nærområder, hvor tøjet produceres. Konsekvenserne for klimaet og menneskers sundhed er store globalt, og omstilling til en mere bæredygtig produktion af tøj og tekstiler bliver et stadigt vigtigere indsatsområde i klimakampen.

Illustration der viser at tekstilfiberproduktionen er vokset fra 58 mio tons i år 2000 til 109 mio tons i 2020. Ventes at stige til 145 mio. tons i 2030
Kilde: Det Europæiske Miljøagentur

Særligt i lyset af, at tekstilproduktionen er steget markant og forventes at fortsætte med at stige, fordi tøjproduktion er en af verdens største markeder. Mens der i 2000 blev produceret 58 millioner tons tekstilfiber, blev der i 2020 produceret 109 millioner tons, og det forventes, at produktionen stiger til 145 millioner tons i 2030, kan man læse i artiklen ”Tekstilproduktionens og affaldets indvirkning på miljøet” på Europa-Parlamentets hjemmeside [6].

Hvordan forsøger tøjindustrien at vise handling via såkaldt greenwashing?

Som konsekvens af en øget opmærksomhed om, hvor skadeligt tøjproduktion og overforbrug af tøj er for miljøet, er mange virksomheder begyndt at markedsføre deres produkter som grønne og bæredygtige. Fx ved at skrive på produktet, at det er CO2-neutralt, bæredygtigt, klimavenligt eller lignende. Men hvis virksomhederne ikke kan dokumentere, at deres produkter lever op til sådanne påstande, er der tale om vildledende markedsføring – også kaldet greenwashing. Greenwashing er ulovligt, da markedsføringsloven stiller krav om, at producenterne skal kunne dokumentere, at der er handling bag ordene. Det kan være svært for forbrugerne at gennemskue. Men de har ret til at klage. Forbrugerrådet Tænk opfordrer til, at der bliver lavet klarere regler for såkaldte grønne anprisninger, så det ikke som for nuværende er muligt for producenter at smykke sig med generelle udsagn som grøn, bæredygtig, klimavenlig, kan man læse i artiklen ”Undgå at blive snydt af grøn salgsgas” på Forbrugerrådet Tænks hjemmeside [7].

Hvordan har klimakrisen gjort tøjforbrug til et moralsk spørgsmål for den enkelte?

Den stigende bevidsthed om, hvor meget produktion og forbrug af tøj belaster klima og miljø, har gjort tøjforbrug til et moralsk anliggende for den enkelte, fordi vores forbrug af tøj er et individuelt valg. Tøjindustriens overproduktion er afhængig af, at vi som forbrugere køber tøjet. De seneste år har medier og myndigheder som fx Det Europæiske Miljøagentur, FN’s Miljøprogram, UN Alliance for Sustainable Fashion og EU-Kommissionen styrket kommunikationen om de skadelige konsekvenser af vores tøjforbrug, så disse er blevet alment kendt. Den enkelte forbruger har mulighed for at forbruge mere bæredygtigt, købe mindre nyproduceret tøj og fravælge producenter, der tjener penge på fast fashion. Tøjforbrug er med andre ord blevet et spørgsmål om moral, etik og værdier, hvor vi kan tage ansvar og påvirke industrien i kraft af vores forbrugsvalg, som det fremgår af artiklen ”EU vil stramme miljøkrav: Dit tøj og dine møbler skal kunne holde længere” på altinget.dk [8].

Problemer ved vores tøjforbrug

Hvorfor vokser tøjforbruget fortsat trods viden om klimabelastningen?

En del af forklaringen er, at industrien lever af fast fashion ud fra en forretningsmodel, hvor det gælder om at sælge så meget som muligt ved konstant at levere nye kollektioner, så forbrugerne hele tiden kan købe nyt. Producenterne går efter at producere tøjet billigt frem for langtidsholdbart for at få forbrugerne til at købe mere. Og fordi tøj er blevet så billigt, mister det også værdi for forbrugerne, som hellere køber nyt end prioriterer at reparere eller genbruge. En anden del af forklaringen er, at vores forbrug af tøj ikke kun handler om et fysisk behov for f.eks. at holde varmen, men i mindst ligeså grad om identitet og signalværdi. Tøj er et statussymbol, og med salg via internet og smartphones er det blevet ekstremt let og hurtigt at swipe sig til det dopamin-kick, som det ifølge forskning udløser i hjernen at købe nyt tøj. Denne mekanisme kan man læse om i artiklen” Dopamine and Endorphins: A Study of Speed in Fashion as a Mechanism of Desire”, udgivet af Science Publishing Group [9]. Med aggressiv reklame båret af influencere og målrettede fast fashion ”outfit of the day”-reklamer på sociale medier er det let for tøjindustrien at friste forbrugerne til at købe nyt, selv om de ikke mangler tøj.

Hvilke udfordringer giver den manglende gennemsigtighed i forsyningskæderne?

Manglende gennemsigtighed i forsyningskæderne betyder, at forbrugerne ofte har meget lidt indsigt i, hvordan tøjet er blevet produceret, som det fremgår af artiklen ”Rapport: Der mangler stadig transparens i tøjindustrien” på scm.dk [10]. Det gør det vanskeligt at vide, om materialerne er produceret under såkaldt bæredygtige forhold, om arbejdsforholdene for dem, der har produceret tøj, er i orden, hvordan tøjet efterfølgende er blevet transporteret osv. Der er med andre ord mange led i en produktionskæde, og derfor er det en kompleks opgave at skaffe information om, hvorvidt tøj er bæredygtigt. Det er ikke nødvendigvis tilstrækkeligt, at det er mærket som økologisk. Der findes certificeringer som fx GOTS (Global Organic Textile Standard), Fair Trade (retfærdig handel hvad angår arbejdsforhold, rettigheder og lønvilkår) og OEKO-TEX (Økologisk Tekstil). Men det kan være svært for forbrugerne at forholde sig til et tøjmærkes certificeringer og produktionsforhold, og mangel på ensartede standarder og mærkninger gør det svært at sammenligne produkter og forholde sig kritisk til, om der er handling bag tøjproducenternes anprisninger af deres produkter. Uden indsigt i hele forsyningskæden kan det være svært for forbrugerne at presse virksomhederne til at levere reelt bæredygtigt produceret tøj.

Hvorfor er det svært at få forbrugerne til at ændre adfærd?

Selvom ”størstedelen af de danske forbrugere er bekymrede for miljøet og klimaet og fortæller, at de tager hensyn til det i deres forbrug”, som det fremgår af analysen ”Vejen til et tøjforbrug med mindre miljø- og klimaaftryk”, som Forbrugerrådet Tænk, står bag [11], ”oplever forbrugerne mange barrierer, der gør, at de har svært ved at undgå tøjspild”, fremgår det af rapporten. Den peger blandt andet på det forhold, at prisen på tøj er faldet markant – med 30 procent siden 1996 - mens velstanden hos forbrugerne er blevet større. Forbruget af tøj er siden 1996 steget med 40 procent, kan man læse i rapporten [9], som fastslår, at der er momentum til at gentænke og skabe en ny kultur for vores tøjforbrug. Men det kræver ifølge rapporten, at forbrugerne bliver hjulpet til, hvordan de kan reducere forbruget, forlænge tøjets levetid og vedligeholde det i stedet for at smide ud og købe nyt. Hertil kommer, at producenter konstant forsøger at lokke forbrugerne til at købe mere – og med tech-giganternes sociale platforme og indsamling af data om forbrugerne har producenterne fået mulighed for at skræddersy annoncer målrettet den enkelte forbruger og reklamere direkte på de sociale medier.

Hvordan vanskeliggør kapitalismens og forbrugersamfundets logikker grøn omstilling af tøjforbrug?

Kapitalismens og forbrugerismens logikker udgør en stærk barriere for grøn omstilling af vores tøjforbrug, fordi de strider imod at sænke forbruget, genbruge, reparere, låne og eje mindre. Kapitalismens logik er at skabe maksimal indtjening, og forbrugersamfundets logik er, at vækst og det at eje er tegn på fremgang og succes. Begge er logikker, der får os til at købe og producere stadigt mere tøj af dårligere og dårligere kvalitet. For jagten på den maksimale profit får virksomheder til at anvende billige materialer, som hurtigere går i stykker frem for bæredygtige alternativer af høj kvalitet, som giver tøjet en længere levetid. Mens forbrugersamfundets logikker om at vise personlig succes via forbrug motiverer forbrugerne til at holde garderoben ajour med de nyeste kollektioner. Produktion og forbrug af tøj har spillet en nøglerolle i udviklingen af den moderne kapitalisme – og ”tøj er urfortællingen om Vestens globale magtposition”, som det beskrives i artiklen ”Jeg har åbenbart 28 skjorter. Og det er et globalt problem” på Information.dk, der beskriver, hvordan tøjproduktion har været med til at sikre Vestens globale magtposition ved at flytte produktionen og de menneskelige og miljømæssige omkostninger til det globale syd [12]. Men markedslogikken kunne måske også omvendt netop blive lokomotivet bag en reel grøn omstilling. Hvis forbrugerne fik indsigt i produktionen og mulighed for at vælge reelt bæredygtigt produceret tøj, og producenterne turde omlægge og styrke deres forretning til kvalitet og bæredygtighed mod en højere pris, som klimabevidste forbrugere var villige til at betale.  Grøn omstilling kræver således strukturelle forandringer og en fundamental ændring af økonomiske, kulturelle systemer, der styrer vores mode- og forbrugskultur.

Hvordan er tøjindustrien med til at øge uligheden globalt?

Tøj- og tekstilindustrien er på mange måder med til at øge den globale ulighed. For globaliseringen har gjort det muligt og attraktivt for virksomheder at placere produktionen i udviklingslande, hvor lønningerne er markant lavere end i Europa, og hvor der ikke er de samme regler for ordentlige og sikre arbejdsforhold for arbejderne på fabrikkerne. Hertil kommer, at det overskudstøj, der opstår som følge af overproduktion og forbrug og smid ud-tøjkultur deponeres i udviklingslande, hvor det ender som bjerge af affald og belaster miljø og mennesker. Det kan man læse om i artiklen ”I Ghana hedder det ”Obroni Wawu”: Den døde, hvide mands tøj. Og der kommer stadig mere af det”, der beskriver, hvordan det afrikanske land Ghana fx modtager omkring 15 millioner stykker brugt tøj, hvoraf 40 procent kasseres pga. dårlig kvalitet, og at EU i 2019 eksporterede næsten 1,7 millioner tons brugt tøj – en stigning fra 550.000 tons i 2000 [13].

Hvilke moralske udfordringer stiller bevidsthed om tøjindustriens klimakonsekvenser modebranchen?

Den stigende bevidsthed om tøjindustriens konsekvenser for klima og mennesker stiller modeindustrien overfor en række moralske udfordringer. F.eks. bliver det et presserende spørgsmål, om det er rimeligt, at mennesker i lavtlønnede udviklingslande skal lide under de skadelige omkostninger for både klima, miljø og mennesker, der er forbundet med at producere billigt tøj til den vestlige verden. F.eks. sundhedsskadelige arbejdsforhold, rovdrift på naturressourcer og miljøskadelige udledninger som følge af produktion og tøjaffald, som de vestlige lande sender tilbage til udviklingslandene. En anden vigtig moralsk udfordring er, at nutidens overproduktion af tøj får konsekvenser for fremtidige generationer. Den stadigt større viden om tøjindustriens konsekvenser for klima og mennesker kræver, at virksomheder i modebranchen og politikere tager stilling til moralsk komplekse spørgsmål om ansvar, retfærdighed og valg i en verden, hvor profit og vækst ofte vinder over det moralsk og etisk forsvarlige. Som Karin Simondon, ansvarlig for bæredygtige projekter i Rambøll Group, skriver i debatindlægget ”Medarbejdere inden for bæredygtighed forlader tøjindustrien” på børsen.dk: ”Det er naivt at tro, at virksomheder med høj miljøpåvirkning effektivt kan reducere denne påvirkning proportionalt med en voksende produktion” [14].

Hvad siger loven?

Ecodesign for Sustainable Products Regulation (ESPR) (EU’s forordning om økodesign for bæredygtige produkter) stiller krav til miljødesign, ressourceeffektivitet og digital produktpas og trådte i kraft i EU den 18. juli 2024. 
 

Det danske supplement til forordningen blev vedtaget i Folketinget den 3. april 2025, og trådte i kraft 1. juli 2025.
https://www.retsinformation.dk/eli/ft/202412L00122

Hvem har ansvaret?

Skal ansvaret ligge hos forbrugeren, industrien eller politikerne?

Ansvaret for at skabe en mere bæredygtig tøjproduktion kan ikke placeres hos hverken forbrugerne, industrien eller politikerne alene. Kun i fællesskab kan det lykkes at skabe en kulturændring af den måde, vi producerer, forbruger og forholder os til tøj på. For selvom forbrugerne med deres købsadfærd kan påvirke producenterne, er det svært at være kritisk forbruger, hvis ikke politikerne laver lovgivning, der afkræver modebranchen åbenhed og indsigt i forsyningskæder og produktion. I analysen ”Hotspotanalyse: Fremme af et klimarigtigt tøjforbrug” har tænketanken CONCITO oplistet en række anbefalinger og virkemidler, der kan fremme en udvikling mod en grøn omstilling af tekstil- og tøjbranchen. F.eks. udvikling af lovgivning og regulering, der modvirker den massive overproduktion af tøj og krav om, at tøj skal produceres af en kvalitet, så det har en vis minimumsholdbarhed. Indsatser, der fremmer genbrug og genanvendelse f.eks. ved at forpligte tøjproducenter til at lave re-designede kollektioner ved at bruge materialerne fra det usolgte tøj, som for nuværende ender som skrald. Og udvidet producentansvar, som skal forpligte producenterne på at sikre, at deres tøjvarer ikke for tidligt bliver til affald [15].

Hvordan kan en ny bæredygtig tøjkultur balancere mellem hensyn til mode og miljø?

Der er flere forskellige indsatser og virkemidler, der kan være med til at skabe en mere bæredygtig tøjkultur. Her er et par af dem listet i vilkårlig rækkefølge:

  • Investering og prioritering af tøj af bedre kvalitet og holdbarhed, der kan repareres og tilskyndelse til en kultur, hvor både forbrugere og producenter reparerer i stedet for at smide ud.  
  • Mere bevidst forbrug baseret på egentligt behov frem for impulsive køb.
  • Mere tidløse designs.
  • Nye teknologier og materialer, der kan gøre produktionen mere bæredygtig.
  • Større bevidsthed blandt forbrugere og producenter.
  • Samarbejder mellem producenter, designere og genbrugsbutikker der kan fremme, at tøjet indgår i en cirkulær økonomi, hvor materialerne bliver genanvendt i stedet for at blive til affald, som er spild af ressourcer og skadeligt for miljø, klima og menneskers og dyrs sundhed. F.eks. projektet ReSuit hvis formål er at få alt tekstilaffald i Danmark ind i et kredsløb, hvor de kan genanvendes, som man kan læse om i artiklen ”Cirkulært design og banebrydende teknologi skal forvandle tekstilaffald til nye råvarer” på Aarhus Universitets hjemmeside [16].

Kan teknologi og genbrug løse problemerne?

Hvordan kan cirkulær økonomi være med til at skabe en bæredygtig tøjkultur?

Begrebet cirkulær økonomi beskriver et økonomisk system, der bruger ressourcerne så effektivt som muligt med et minimum af affald - modsat den traditionelle økonomi, hvor man tager ressourcer for at skabe forbrug og smider ud. Cirkulær økonomi handler med andre ord om at beholde materialerne i et kredsløb, så længe som muligt, ved f.eks. at genbruge, reparere, anvende materialer fra brugte produkter til at lave nye ting. Eller simpelthen i udgangspunktet at producere varer af en bedre kvalitet med en længere levetid. Formålet med cirkulær økonomi er at mindske spild og affald, at passe på Jordens ressourcer og reducere CO2-udledning og forurening. Da tøj- og tekstilbranchen står for cirka 10 procent af den globale CO₂-udledning, og mindre end 1 procent af materialerne fra tøjproduktionen bliver genanvendt til at skabe nyt tøj, mens kun 13 procent bliver genbrugt eller genanvendt, er potentialet for at skabe en mere bæredygtig tøjkultur gennem cirkulær økonomi stort – som det fremgår under overskriften 'Tøj og tekstiler' på Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside. [17].

Hvordan kan teknologisk udvikling hjælpe til at skabe mere bæredygtigt tøj?

Teknologisk udvikling spiller en afgørende rolle i omstillingen til en mere bæredygtig produktion af tøj og tekstiler. Både i udvikling af nye miljøvenlige materialer, ressourcebesparende processer og smartere genanvendelse. F.eks. arbejder forskere på at udvikle fibre, der kan erstatte langsomt nedbrydelige plastfibre og miljøskadelige kemikalier og udvikle såkaldte nano- og mikrostrukturer i tekstilerne og skabe tekstiler, som er selvrensende og anti-bakterielle, som man kan læse i artiklen ”Fremtidens tøj: Forskere fjerner farlig kemi fra tekstilproduktion” på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljøs hjemmeside [18].

Hvilke perspektiver er der i forbrugsregulerende tiltag?

Europa-Parlamentet har de seneste år arbejdet på at udvikle nye strategier og ny lovgivning, der skal være med til at tvinge producenter til at producere mere bæredygtigt tøj. F.eks.  vedtog Europa-Parlamentet i februar 2021 en handlingsplan med tiltag, der skal sikre mindre gift, strammere regler for genbrug og mål for materialer og forbrug fra 2030, som man kan læse i New Circular Action Plan på EuropaParlamentets hjemmeside [19]. Og i 2022 fremlagde EU-Kommissionen en ny strategi, der skal sikre, at tekstiler produceres med et krav om en vis holdbarhed, brug af genbrugsmaterialer og med mulighed for reparation for at bekæmpe forbrug og smid ud-tendensen. F.eks.med krav til såkaldt økodesign, krav om oplysning til forbrugerne om, hvordan tekstilerne er produceret og krav om et såkaldt digitalt pas for produkter, som forpligter producenterne til at tage ansvar ved at deklarere deres varers miljømæssige fodspor. Europa-Parlamentet har også vedtaget et direktiv, der forpligter producenter i EU til at dække omkostninger til indsamling, sortering og genanvendelse af affaldstekstiler, for på denne måde at motivere producenterne til at minimere overproduktion. Det gælder også for online-platforme, der sælger tøj og andre tekstiler på det europæiske marked, kan man læse i artiklen ”Endelig aftale: Rådet og EU Parlamentet indfører udvidet producentansvar for tekstiler” på Dansk Industris hjemmeside [20].

Citerede kilder

  2. Danmarks globale forbrugsudledninger

    Rapport
    Michael Minter, Charlotte Louise Jensen og Torben Chrintz
    CONCITO, Danmarks Grønne Tænketank, august 2023

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta