To høje bannere foran Statens Museum for Kunst med teksten “Nationalmuseet” og “National Museum of Denmark” samt en stor “N”-grafik. Bannere er monteret på en lygtepæl, med museumsbygninger i baggrunden.

large_Museers rolle - Nationalmuseet - Mads Claus RasmussenRitzau Scanpix@20200730-121112-L-6000x4000ma.jpg

medium_Museers rolle - Nationalmuseet - Mads Claus RasmussenRitzau Scanpix@20200730-121112-L-6000x4000ma.jpg

small_Museers rolle - Nationalmuseet - Mads Claus RasmussenRitzau Scanpix@20200730-121112-L-6000x4000ma.jpg

thumbnail_Museers rolle - Nationalmuseet - Mads Claus RasmussenRitzau Scanpix@20200730-121112-L-6000x4000ma.jpg

Museers rolle - Nationalmuseet - Mads Claus RasmussenRitzau Scanpix@20200730-121112-L-6000x4000ma.jpg

Nationalmuseets ’fødselsdag’ regnes gerne for den 22. maj 1807 – dog ikke forstået på den måde, at museet dengang på nogen måde var klar til at slå dørene op for besøgende, for hvad der faktisk opstod på denne dag, var en "Kongelig Commission til Oldsagers Opbevaring". Kommissionens opgave var, foruden at etablere et statsligt museum, at understøtte bevaringen af monumenter og bygninger fra oldtiden og middelalder og formidle forståelsen af den værdi, fortiden og dens spor havde. \[16]

Ifølge Nationalmuseet var målet bag det planlagte museum klart: ”Tanken om, at museet skulle være offentligt, og adgangen gratis, var i centrum fra begyndelsen. Med ideen om et Nationalmuseum fulgte håbet om, at den uvidende befolkning, der som bønder og tjenestepiger var blevet latterliggjort af Ludvig Holberg i århundredet før, kunne løftes op på et højere moralsk trin, og hjælpes til en bedre adfærd. Museet skulle altså både danne og uddanne, oplyse, men også opdrage.” \[17]

En samling af oldsager, der skulle danne grundlag for det nye museum, begyndte at tage form, indledningsvis opbevaret under beskedne forhold på loftet under Trinitatis Kirke. Først i 1849 flyttede samlingerne til Nationalmuseets nuværende adresse i Prinsens Palæ. Ved folkestyrets indførelse i 1849 overtog staten også de tidligere kongelige samlinger, og en vigtig del af grundlaget for Nationalmuseets samlinger blev dermed genstande fra Det Kongelige Kunstkammer, som Frederik III i tråd med tendenserne i samtidens Europa havde oprettet i 1650, men som det tidligere ikke havde været enhver forundt at opleve.

 

Læs mere:

\[18] \[19]

Hvordan opstod Nationalmuseet?

Indgang til museet KØN (tidl. Kvindemuseet) i Aarhus i en rød murstensbygning. Skiltet “KVINDEMUSEET” står over døren, og bannere med “KØN” hænger på facaden. Flere personer går op ad trappen, og cykler står langs bygningen.

small_køn beskåret.jpg

thumbnail_køn beskåret.jpg

køn beskåret.jpg

Museers redegørelse for deres mission, vision og værdier kan sige meget om, hvilken rolle museerne ønsker at spille i samfundet, og hvordan de ser på deres brugere. På sin hjemmeside forklarer KØN - Museum for Kønnenes Kulturhistorie f.eks. sin vision sådan:

”KØN er et moderne forsamlingshus, et samfundsengageret museum, der bruger sin samling, faglighed og forskning som afsæt for at styrke den demokratiske samtale om køn, ligestilling og mangfoldighed.

KØN giver ny viden, indsigt og inspiration og gør kønnenes kulturhistorie tilgængelig, værdifuld og relevant for et bredt publikum. Vi viser vedkommende og dagsordensættende udstillinger om væsentlige og aktuelle kønsproblematikker, som berører os alle. Vi tilbyder et fyldigt arrangementsprogram med folkelige events, tankevækkende dialoger, relationsskabende aktiviteter og tilbagevendende begivenheder. Vi udbyder læringsforløb til alle aldersgrupper – fra indskoling til videregående uddannelser.

 

KØN er et åbent og attraktivt mødested, som danner grobund for nye og eksisterende fællesskaber og tiltrækker mange forskellige mennesker. Vi inddrager publikum og er et sted, hvor man føler sig velkommen, hvor man gerne vil bruge tid, og som man glæder sig til at vende tilbage til.” \[28]

 

At kunne se sig repræsenteret i museernes arbejde kan have stor betydning også for den enkelte. En muslimsk, homoseksuel mand har givet følgende vidnesbyrd om sit forhold til KØNs arbejde: ”Da jeg kom på museet for første gang, forstod jeg det ikke som mit eget, jeg kom ind som besøgende, som fremmed i et nyt hjem. Det var, før jeg forstod mig selv og forstod, hvordan museet også fortalte min historie, mine kampe og mine sejre (...) I dag er jeg ikke i tvivl om, at museets formidling og behandling af min historie, mit liv og min kamp var med til at bygge modet til, at jeg kunne stå ved mig selv, samt bruge min stemme, give synlighed og spejling til andre i samme situation." \[29]

 

Læs mere: \[28] \[30]

KØN - Museum for Kønnenes Kulturhistorie

Indledning

Der er snart sagt ikke det, man ikke kan finde på museum: fra moderne samtidskunst til fossile dinosaurknogler, etnografiske genstande fra fjerne verdensdele og en mangfoldighed af arkæologiske og historiske genstande, der præsenteres som en del af museumsgængernes egen fortid, lige fra moselig til hverdagsredskaber. Museernes samlinger og formidling er med til at skabe forståelser af både fortid, nutid og fremtid, på globalt såvel som nationalt og lokalt plan. Museerne spiller en central rolle i arbejdet med at definere, hvad der har betydning som kultur- og naturarv, hvem der skal bruge den, til hvad, og med hvilke formål. Museer er – forstået som samlinger af kulturskatte, der er blevet brugt til at skabe viden om verden og etablere en kontinuitet med fortiden – et fænomen der kendes helt tilbage fra antikken. I sin moderne form som en offentligt finansieret og offentligt tilgængelig institution, der gennem sine samlinger skal formidle dannelse til befolkningen, er museet knyttet til den moderne nationalstats udvikling i 1800-tallets Europa. Museers rolle i samfundet skifter med de historiske omvæltninger, som samfundet gennemgår, og de debatter, der præger det, og definitionen af museer og deres funktion er derfor også foranderlig og til fortsat diskussion. I denne Faktalinkartikel kan du stifte bekendtskab med historien og debatten om museets rolle i samfundet, og hvordan den har udviklet sig.

Medlemmer af det oprindelige Tupinamba-folk betragter den Tupinamba-kappe, som Nationalmuseet har tilbageleveret, i Quinta de Boa Vista-parken i Rio de Janeiro, Brasilien, den 11. september 2024

Tilbagelevering.... case Brasilien - Pablo PorciunculaAFPRitzau Scanpix@20240912-094745-L-7695x5130ma.jpg

Tilbagelevering af kulturgenstande fra museer

Skilt med påskriften "Unesco" og " FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur" ved hovedsædet i Paris.

UNESCO, FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur, fejrer sit 80-års jubilæum i november 2025. Organisationen har hovedsæde i Paris.

Unesco - Chen YichenPhotoshotRitzau Scanpix@20171013-194531-pf-5390x3593ma.jpg

UNESCO	

Britiske soldater tager opstilling ved Den store Sphinx i Egypten i 1882.

imperialisme_faktalink_20100616-232226-pf-1920x1474we.jpg

Imperialisme

Relaterede emner

Denne video fra YouTube-uddannelseskanalen The Brain Scoop viser, hvor mange forskellige svar man kan få på, hvad et museum er, når man spørger en blanding af almindelige mennesker og museumsfagfolk. 

What is a museum?

Definition

Hvad er museer?

Museer kan defineres på mere end en måde. Et aktuelt forsøg på en kort definition fra Danmarks Nationalleksikon, Lex.dk, lyder: ”Et museum er en offentligt tilgængelig samling af billedkunst, naturhistoriske eller kulturhistoriske genstande med tilhørende videnskabelig dokumentation.” \[1] Som institution er museet en foranderlig størrelse, der er et produkt af skiftende historiske og sociale omstændigheder. Museumshistorien kan derfor også indledes på mange steder og tidspunkter, alt afhængigt af, præcist hvad man forstår ved et museum. Hvor selve betegnelsen ”museum” kommer fra, er der dog ingen tvivl om.

Ordet ”museum” er latin, men kommer oprindeligt fra det græske ”museion”, der betød et helligt sted, f.eks. et tempel, viet til den græske mytologis ni muser. \[2] Muserne personificerede hver især en videnskab eller kunstart – fra astronomi til historieskrivning og lyrik – og var døtre af gudernes konge, Zeus, og Mnemosyne, som var gudinden for hukommelse. I antikken betegnede et museion et sted viet til lærdom, men ikke nødvendigvis et museum, som vi forstår dem i dag. For eksempel var det også betegnelsen for den ældste bygning i det verdensberømte bibliotek i Alexandria der blev grundlagt omkring 280 før vor tidsregning af den egyptiske hersker Ptolomaius Filadelphos (286-246 f.kr), og i sin tid var kendt som verdens største bibliotek.

Betragter man museer først og fremmest som samlinger af genstande, har de også en forhistorie i antikken, hvor vi ved, at fyrster i tidlige statsdannende civilisationer som Mesopotamien (i det nuværende Irak) og Kina har foretaget udgravninger og anlagt private samlinger for at understrege den historiske kontinuitet i deres riger. Samlinger, som på mange måder har lignet, hvad vi genfinder i senere tiders museumsinstitutioner, har også eksisteret i antikkens græske og romerske templer, som havde tempelskatte, der var var åbne for offentlig beskuelse. I den moderne betydning er museer dog et fænomen, som opstod i Europa og har rødder i slutningen af det 18. århundrede, i sammenhæng med den moderne nationalstats udvikling. Her blev store offentligt finansierede og offentligt tilgængelige museumsinstitutioner som British Museum og Louvre grundlagt, for at de kunne bidrage til offentlighedens dannelse gennem udstilling af deres samlinger, og op gennem det 19. århundrede blev det offentlige museum en stadig mere udbredt institution. \[3] \[4]

Fakta

Hvor mange museer er der i Danmark?

Hvor mange museer, der findes i Danmark – eller andre steder i verden – er svært at svare præcist på. Betegnelsen ”museum” er nemlig ikke en beskyttet titel, men bruges frit til at dække over en række ret forskellige foretagender, fra statslige institutioner som Nationalmuseet til kommercielle attraktioner som Ripley’s Believe It or Not og ganske små museer opbygget af private samlere, som f.eks. et københavnsk Barbiemuseum, der kun er åbent efter aftale. \[5] \[6] \[7]

En væsentlig forskel på museer i Danmark er, om de er omfattet af Museumsloven eller ej.  Museumsloven gælder for de statslige og statsanerkendte museer, som modtager driftstilskud fra staten. Danmark har 95 statsanerkendte og seks statslige museer \[8] \[9] At det danske museumsområde i praksis omfatter mere end de institutioner, som staten støtter, illustreres af, at organisationen Danske Museer, der er en faglig interesseorganisation for museer, har 169 medlemmer. Det omfatter samtlige statslige og statsanerkendte museer, men ikke alle de institutioner i Danmark, der kalder sig et museum eller har museumslignende funktioner. \[10]

Hvad siger den danske museumslov om museernes rolle?

Museumslovens formål er ”gennem fagligt og økonomisk bæredygtige museers virksomhed og samarbejde at sikre kulturarv og naturarv i Danmark og udvikle betydningen af disse i samspil med verden omkring os.” \[11] Museerne har ifølge Museumsloven tre grundlæggende arbejdsopgaver: samlingsudvikling, vidensudvikling og formidling. Disse funktioner skal ifølge Museumsloven varetages, for at museerne kan gøre viden om kultur- og naturarven tilgængelig og vedkommende for borgerne og samfundet og sikre, at arven bevares for fremtiden.

Museumsloven opdeler museer i tre typer med hver deres fagområde: kulturhistoriske museer, kunstmuseer og naturhistoriske museer. Tre statslige museer har status som nationale hovedmuseer, der bidrager med særlig ekspertise inden for hvert af disse faglige områder: Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst, og Statens Naturhistoriske Museum.

 Hvad siger internationale retningslinjer om museernes rolle?

I international sammenhæng er der blevet udviklet fælles regelsæt for museumsarbejde gennem International Council of Museums (ICOM), der blev grundlagt som museernes internationale organisation under Forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation, UNESCO (se Faktalinkartikel om UNESCO). Siden 1986 har ICOM vedtaget og løbende revideret internationale standarder for museernes samlede arbejdsfelt. \[12]

ICOM’s seneste officielle definition på, hvad et museum er, blev vedtaget i 2022, og lyder: ”Et museum er en permanent non-profit institution, der tjener samfundet gennem forskning, indsamling, bevaring, formidling og udstilling af materiel og immateriel natur- og kulturarv. Museer fremmer diversitet og bæredygtighed og er åbne, inkluderende og tilgængelige for offentligheden. Museer arbejder og kommunikerer etisk og professionelt med inddragelse af det øvrige samfund. Museer tilbyder en bred vifte af muligheder for læring, fornøjelse, refleksion og vidensdeling.” \[13]

Årlig brug af museer og museumslignende organisationer i Danmark

Danmarks Statistik udarbejder årlige opgørelser over besøg på museer og ”museumslignende organisationer” – en betegnelse, der dækker over steder som kunsthaller, videnspædagogiske aktivitetscentre, akvarier, zoologiske og botaniske haver. Opgørelserne viser, at særligt de kulturhistoriske museer har mange besøgende: I 2024 stod de for 57 % af alle museumsbesøg, fulgt af kunstmuseer (26 %) og naturhistoriske museer (3 %), mens de museumslignende organisationer stod for yderligere 13 %. Statistikken viser, at antallet af besøgende på museumsafdelinger landet over i 2024 var 17,5 mio. – fordelt på 397 forskellige besøgssteder.

 Interiør fra Krigsmuseet med en lang gang, hvor rustninger og våben er udstillet i glasmontrer langs væggen. En blank metalrustning står fremtrædende i forgrunden, mens flere andre rustninger og sværd ses i montrerne bagved.

Krigsmuseet i København har fokus på Danmarks krige og krigshistorie.

large_Museers rolle - Kirgsmuseet - Finn FrandsenRitzau Scanpix@20220711-103633-2-5920x3947ma.jpg

medium_Museers rolle - Kirgsmuseet - Finn FrandsenRitzau Scanpix@20220711-103633-2-5920x3947ma.jpg

small_Museers rolle - Kirgsmuseet - Finn FrandsenRitzau Scanpix@20220711-103633-2-5920x3947ma.jpg

thumbnail_Museers rolle - Kirgsmuseet - Finn FrandsenRitzau Scanpix@20220711-103633-2-5920x3947ma.jpg

Museers rolle - Kirgsmuseet - Finn FrandsenRitzau Scanpix@20220711-103633-2-5920x3947ma.jpg

Statistikken opgør museumsbrugen efter besøgssteder, da samme museumsinstitution ofte har mere end et besøgssted – f.eks. hører Kronborg Slot, Frilandsmuseet og Krigsmuseet (samt adskillige andre besøgssteder) alle under Nationalmuseet. De kulturhistoriske besøgssteder er dem, der findes flest af (74 %), mens kunstmuseer udgør 16 % af besøgsstederne, naturhistoriske museer 2 % og museumslignende organisationer 9 %. \[14]

Museernes betydning

Hvilke forløbere fandtes der for det moderne offentlige museum?

I Europa i perioden fra ca. 1500-1700 blev det at samle en lidenskab, som indgik i nye forsøg på at forstå verden, og historikere peger derfor ofte på renæssancen som, hvad man kunne kalde ’det moderne museums barndom’ (se Faktalinkartikel om renæssancen). I renæssancens Europa samlede lærde og fyrster mangfoldige genstande, både kunst, antikviteter, videnskabelige instrumenter, modeller og naturgenstande samt genstande fra de nye verdensdele, som samtidens Europa nyligt havde opdaget. Samlingerne var dyre at etablere og var ikke for den brede befolkning. Samlingerne tjente flere formål: videnskabelige studier såvel som fyrsters udstilling af deres magt, rigdom og privilegier. Først senere blev fik sådanne samlinger også til formål at tjene en mere almen pædagogisk funktion og medvirke til at fremme dannelsesniveauet i en bredere offentlighed.

I renæssancen lå samlingernes fokus især på enestående og mærkværdige genstande kaldet kuriositeter eller rariteter, der blev set som en kilde til at forstå verdens mangfoldighed. Ved overgangen til oplysningstiden i 1700-tallet skiftede interessen hen mod at indsamle mere almindelige genstande, der som typiske eksemplarer afspejlede bredere kulturelle, historiske og naturlige forhold. Målet var nu at bruge samlingerne til at observere, klassificere og forstå videnskabelige lovmæssigheder i verdens indretning (se Faktalinkartikel om oplysningstiden). I løbet af 1700-tallet blev det i Danmark almindeligt, at velhavere havde private samlinger, der siden i et vidt omfang kom til at danne grundstamme for de offentlige museer, som fremkom i 1800-tallet. Her afspejler den danske udvikling den europæiske, hvor der i 1700-tallets sidste halvdel blev etableret store offentlige museer som British Museum (1759) og Louvre (1793). Det blev karakteristisk for den moderne europæiske stat, at museerne skulle tjene en ny, folkeligt oplysende, pædagogik. \[3] \[15]

Hvilket verdensbillede prægede de nye offentlige museer, der voksede frem i 1800-tallet?

1800-tallet blev industrialiseringens og imperialismens gennembrud og en periode præget af såvel fremtidsoptimisme som bekymringer over voldsomme forandringer i samfundet (se Faktalinkartikler om industrialiseringen og imperialisme). Det kom til at sætte aftryk på udviklingen af nye offentlige museer og deres rolle i samfundet, som trækker tråde op i vores tid.

Periodens verdensbillede blev præget af nye forestillinger om, at både natur og kultur var genstand for en fremadskridende udvikling fra det simple til det komplekse, som kom til at gennemsyre museernes oplysning. Ikke blot blev nye ideer som Charles Darwins evolutionslære (1859) og inddelingen af arkæologien i kronologiske sekvenser med sten-, bronze- og jernalder (1833) introduceret. Samtidens europæiske nationer forstod også sig selv som den foreløbige kulmination på en universel civilisatorisk udvikling og formidlede denne selvopfattelse på nationale museer for at understøtte borgernes dannelse.

Når resten af verden i både fortid og nutid blev formidlet på museerne, handlede det også om at forstå, hvem man var i det nationale ’vi’, som de nye nationale museer forudsatte. Den formodede overlegenhed over andre folk uden for Europa var et ideologisk grundlag for kolonialisme og satte også spor i musernes praksis for indsamling og formidling, som præger nutidens kritiske postkoloniale debat (se Faktalinkartikel om tilbagelevering af kulturgenstande fra museer).

Industrialiseringens mange samfundsomvæltninger bevirkede samtidig både socialt opbrud og forandringer i hverdagens landskaber, som f.eks. at tusindvis af danske oldtidsminder kom under pres grundet øget opdyrkning i landbruget. Perioden blev derfor præget af en voksende interesse for at fastholde såvel national som lokalhistorisk identitet. Her fik både store og små offentlige museer en nøglerolle, som de har opretholdt til i dag. \[4]

Hvad er den ny museologi?

Museologi er læren om museer, og med udgangspunkt i det begreb har både teoretikere og praktikere med stigende gennemslagskraft fra 1990erne stillet et nyt spørgsmål: Museerne er gamle institutioner – så hvordan undgår de at blive levende fossiler i nutidens samfund? Da de offentlige museer blev udbredt op gennem 1800-tallet, skete det på baggrund af et ideal om, at offentlige forvaltninger og akademiske eksperter opbyggede samlinger af kultur- og naturarv, som skulle formidles til borgerne, ud fra den betragtning at eksperterne bedst vidste, hvad der har værdi som vores fælles arv, og hvad folk har godt af at vide om den, samt hvorfor. \[20] Samlingerne og museernes arbejde med den faglige viden bag dem har siden været omdrejningspunkter for, hvordan museer blev tænkt, og museernes formål blev gennem mange år betragtet som at levere dannelse og uddannelse, med borgerne i en mere passiv rolle som genstand for oplysning.

Ny museologi retter i stedet fokus på et større spørgsmål: hvad er museernes rolle i samfundet? Det handler om, hvordan museerne forbliver relevante institutioner, med et blik for, hvad folk faktisk interesserer sig for og gerne vil have ud af at bruge museerne, og hvilken bredere rolle museerne kan og bør spille som aktører i samfundet. Det har ført til et større fokus på brugerinddragelse, etik og demokrati i museumsudvikling og til, at museerne forsøger at appellere til brugerne på nye måder, f.eks. gennem oplevelser såvel som læring. \[1] \[21]

Problemstillinger

Problemstillinger ved museernes rolle i samfundet

Hvem bruger museerne – og ikke?

Fra 1990erne har museumsbrugere og museumsoplevelser i stigende grad været i fokus, og både forskere og institutioner stiller sig selv spørgsmål som: Hvem er museernes brugere egentlig – og hvem kommer i mindre grad eller slet ikke på museum? At museer er åbne for alle, er et udbredt ideal, men det betyder langtfra, at alle faktisk kommer på museum.

I Slots- og Kulturstyrelsens nationale brugerundersøgelse for de danske statslige og statsanerkendte museer i 2024 hedder det sammenfattende: ”Højtuddannede, personer over 50 år samt kvinder bruger museerne mest. Personer med en grundskole- eller ungdomsuddannelse, personer under 50 år samt mænd er underrepræsenterede brugergrupper.” Skævhederne er til at tage og føle på: 73 % af museernes brugere har en videregående uddannelse, mens det kun gælder for 38 % af den danske befolkning som helhed; 63 % af musernes brugere er kvinder, mens de kun udgør 51 % af befolkningen, og 60 % af museernes brugere er over 60 år, selv om samme aldersgruppe kun udgør 47 % af befolkningen. \[22] For de, der svarer, at de ikke har været på museum inden for de seneste 12 måneder, er den hyppigst angivne grund: ”det interesserer mig ikke”. \[23]

Etnicitet indgår ikke som en faktor i de danske brugerundersøgelser, men fra andre lande, f.eks. England, ved vi, at etniske minoriteter er underrepræsenterede som museumsbrugere. \[24] Spørgsmålet, som man i museumssektoren i en årrække har arbejdet med, er så: Er det et demokratisk problem, at ikke alle i befolkningen bruger museerne, og hvor opstår barriererne for museumsbrug for dem, der i mindre grad eller slet ikke kommer på museum?

Hvem repræsenterer og inkluderer museerne?

Om det er et problem, at dele af befolkningen ikke bruger museerne, kan anskues fra flere vinkler. De færreste bekymrer sig f.eks. over, at ikke alle interesserer sig for at spille fodbold, så hvorfor er det et problem, hvis ikke alle interesserer sig for at besøge kunstmuseer? Men hvis museernes formidling er udformet, så den ikke vækker interesse hos bestemte grupper i befolkningen, enten fordi den kræver så megen forudgående ekspertise at den er for svær at forstå, eller fordi den fremstår uden relevans for deres eget liv, kan man også med rimelighed sige, at problemet ligger hos museerne snarere end hos dem, der vælger ikke at bruge dem. I så fald har museerne indrettet sig, så der er en type af borgere som de udfylder en funktion for, og andre borgere, som de i praksis har ekskluderet, uden at det var hensigten.

Om et museum og dets formidling vækker interesse hos potentielle brugere, kan handle om alt fra opfyldelse af behov, der hænger sammen med f.eks. uddannelsesniveau og alder, til de emner og synsvinkler på natur- og kulturarven, som museerne formidler. Hvor mange flygtninge og indvandrere oplever for eksempel at se deres historier repræsenteret som en del af det danske samfund, når de besøger et museum?

Social inklusion, hvor marginaliserede grupper involveres i museernes arbejde, er i stigende grad kommet på dagsordenen, i forbindelse med, at spørgsmål om museernes sociale forpligtelser over for samfundet har vakt debat. Nogle museer er også vokset ud af græsrodsbevægelser med en mere aktivistisk agenda, som f.eks. Arbejdermuseet i København, der åbnede i 1983 på fagbevægelsens initiativ, og det århusianske KØN - Museum for Kønnenes Kulturhistorie, der blev oprettet af kvindebevægelsen i 1984, oprindeligt under navnet Kvindemuseet. \[15] \[25] \[26] \[27]

Hvad er museumsbrugernes motivation?

I museernes klassiske selvforståelse blev grunden til, at nogen skulle besøge et museum taget for givet: Det handlede om dannelse og læring. Med de seneste årtiers stigende fokus på, hvad folk faktisk gerne vil have ud af museumsbesøg, er det blevet indlysende, at der kan være mange forskellige motivationer til at bruge museer, og at de kan variere både fra person til person, og for den enkelte fra gang til gang, de bruger museerne. At gå på museum kan f.eks. i lige så høj grad handle om at finde rammer for en god social oplevelse med familie eller venner som at finde ny viden, og hvis det er motivationen, er det ikke alene afgørende, om museet har interessante og vedkommende udstillinger, men også om det f.eks. har en god cafe. Den oplevelse, der skabes i mødet med kultur- eller naturarven, kan også handle om at føle noget i lige så høj grad som at lære noget; fra undren til afslapning, morskab, æstetiske oplevelser eller en emotionel forbindelse med den arv, der formidles.

Når de nationale danske brugerundersøgelser beder folk om at angive én hovedårsag til deres museumsbrug på netop den dag, hvor de besvarer undersøgelsens spørgeskema, er de to hyppigst nævnte årsager fra 2024 (som begge angives af 31 % af brugerne): ” Jeg er på museet i dag for at skabe en god oplevelse for dem, jeg er sammen med” og ” Jeg er på museet i dag, fordi jeg er nysgerrig og for at lære nyt”. 10 % svarer henholdsvis, at de er på museum på grund af en specifik faglig interesse; for at opleve noget og bruge tiden på det mest iøjnefaldende; eller for at slappe af og få ny energi, mens de sidste 8 % svarer, at de er der, fordi de følges med andre. \[22]

Debat

Skal museer være neutrale vidensinstitutioner?

Hvad siger tilhængerne?

Offentlige museer er, på linje med lignende offentlige institutioner som biblioteker og arkiver, generelt genstand for en stor tillid i befolkningen, og denne tillid samt den legitimitet som samfundsinstitution, som den indebærer, forbindes ofte med museernes traditionelle rolle og selvforståelse som neutrale, objektive formidlere af viden. \[25] \[31] På den ene side siger Museumsloven, at de statslige og statsanerkendte museer i Danmark skal udvikle betydningen af natur- og kulturarv i samspil med verden omkring dem, og at de skal ”aktualisere viden om kultur- og naturarv og gøre denne tilgængelig og vedkommende”. \[11] På den anden side mener mange, at der er grænser for, hvor radikalt museerne bør gå til værks for at leve op til dette formål, eksempelvis i spørgsmålet om, hvor aktivistisk museernes arbejde bør være i forhold til aktuelle debatter i samfundet.

At der er en balance, der bør opretholdes, er en vigtig position i debatten. I 2021 udtalte Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst, for eksempel: ”Museer kan for så vidt betegnes som civilsamfundets orienteringspunkter og samlingssteder. Den tendens vil kun blive forstærket i de kommende år, også selv om museer som delvis offentligt finansierede institutioner ikke må træde for langt frem og blive for politisk profilerede: Museer skal kunne omfavne folkelige bevægelser på begge sider af holdningsskel. Nøgleordet i denne sammenhæng er ’relevans’. Museer forventes at tilbyde relevante oplevelser for så mange som overhovedet muligt; de skal være vedkommende, meningsfulde, tidssvarende og engagerende, men de kan ikke stille sig på en snæver ideologisk eller holdningsmæssig platform, da de forvalter en fælles arv for fælles midler.” \[32]

Hvad siger modstanderne?

Kritiske stemmer i debatten fremhæver, at museet som institution ganske vist historisk er blevet præsenteret som en neutral formidler af viden, men at denne opfattelse også skjuler, at der bag ethvert museums arbejde ligger enten erkendte eller uerkendte ideologiske positioner. Som Julie Rokkjær Birch har forklaret med udgangspunkt i sit arbejde som direktør for KØN: ”Der er ikke nogen museer, der er neutrale, selvom de måske påstår det.  (…) Al historiefortælling er bygget på valg og fortolkninger. Så selvfølgelig har museer aldrig været neutrale”. \[33]

I den optik kan det, som hun fremhæver, være en mere ærlig position at tage eksplicit stilling til museernes værdipolitiske agenda og aktivt forholde sig til, hvordan museernes arbejde forsøger at påvirke samfundets udvikling: “Det, der virkelig er blevet markant de senere år – og som mit museum altid har været progressivt i forhold til – er, at museer begynder at stå ved, at de har et ståsted.  Fra at have en selvforståelse som store neutrale mastodonter, der står som historiske runesten, så ses museer i langt højere grad som bevægelige størrelser, der agerer som samfundsaktører”. \[33] At museernes arbejde altid i en eller anden forstand er politisk, og at de enten med en højtråbende eller mere diskret form for aktivisme kan ændre virkeligheden, f.eks. ved at påvirke brugernes holdninger til problemstillinger lige fra klimakrise til ligestilling og flygtninges vilkår, er i stigende grad blevet en del af samtidens museumsdebat. \[34]

Perspektiv

Perspektiv på museernes rolle i samfundet

Hvor er fremtidens museer på vej hen?

Står nutidens museumsdebat til troende, kommer dagsordenen for museumsudvikling i den kommende årrække forsat til at dreje sig om museernes rolle i samfundet. I bogen ”Fremtidens museum: Museernes økonomiske og strategiske afsæt for fremtidig udvikling” citeres Sophie Phlege, Kultur- og Sundhedsdirektør i Vejle Kommune, f.eks. for denne pointe: ”Samfundsrelevansen er det, man skal stå op og gå i seng med som museumsmenneske de næste år. Hvilken forskel gør det i verden, at vi er der? Det handler rigtig meget om de store dagsordener, det demografiske pres på velfærden, unges mentale trivsel, hele snakken om information og kunstig intelligens. Der er nogle kæmpe dagsordener, som den offentlige sektor ikke kan løse, medmindre alle byder ind.” \[35]

I ”Magasinet Museum” hedder det tilsvarende i et debatindlæg af Sebastian Gyrst-Longsig Christensen, leder af Museum Helsingør: ”Den hårde relevans handler om overlevelse. Hvis vi ikke kan tiltrække besøgende og demonstrere vores økonomiske bæredygtighed eller evne til at tiltrække gæster, mister vi ikke bare opbakning, men også den nødvendige legitimitet.  (…) Museerne kan med fordel anvende deres viden og ressourcer til at udvikle initiativer, der forbinder historiske perspektiver med nutidens behov og fremtidens løsninger. (…) Blød relevans (…) handler om dannelse, dialog og demokratisk deltagelse, og understreger museernes rolle som arenaer for demokratiske mødesteder. Vi lever i en tid, hvor demokratiet globalt er under pres, og tilliden til institutionerne falder. (…) Vi skal tage ansvar, som demokratiske mødesteder, og fungere som forankringspunkter for historiens brud, konflikter og løsninger. ” \[36]

Interiør fra SMK med flere klassiske skulpturer placeret i nicher mellem hvide søjler; både lyse marmorskulpturer og en mørk bronzestatue med armen løftet. To besøgende står i forgrunden og kigger på værkerne. 

large_Museers rolle - forside -Smith KaareRitzau Scanpix@0080818-021203-pf-3344x2230ma.jpg

medium_Museers rolle - forside -Smith KaareRitzau Scanpix@0080818-021203-pf-3344x2230ma.jpg

small_Museers rolle - forside -Smith KaareRitzau Scanpix@0080818-021203-pf-3344x2230ma.jpg

thumbnail_Museers rolle - forside -Smith KaareRitzau Scanpix@0080818-021203-pf-3344x2230ma.jpg

Museers rolle - forside -Smith KaareRitzau Scanpix@0080818-021203-pf-3344x2230ma.jpg

Originalkilder

Museumsloven omfatter de statslige og statsanerkendte museer i Danmark og sætter rammer for, hvordan de skal forvalte deres samlinger.

Bekendtgørelse af Museumsloven

Dansk oversættelse af de museumsetiske regler, der fastsættes af den internationale standardsættende organisation ICOM (International Council of Museums). 

ICOM’s etiske regler

Baggrundskilder

Bøger

Museumsgrundbogen: kunsten at læse et museum

Fremtidens museer: Museernes økonomiske og strategiske afsæt for fremtidig udvikling

TV udsendelser

Dokumentarserie om Statens Museum for Kunst.

Museet

Dokumentarserie om Nationalmuseet, over to sæsoner.

Ranes Museum

Radio udsendelse

Fremtidens Museum

Indhold

Cases

Anbefalede links

Museum

Museernes ældste historie

Museet i tiden – Erindringsrum og verdensspejl

Nationalmuseet

Ripley’s Believe it Or Not – Copenhagen

Barbiemuseum

Om statslige og statsanerkendte museer

Museerne i Danmark

Medlemskab

Museumsdefinition

Fortsat flere museumsbesøg i 2024 

Oldsagskommissionen

Gratis og offentligt

Nationalmuseets historie

Kulturarv

i Ny dansk museologi s. 9-12
Introduktionen kan downloades fra 

Hvad leder du efter?

Museers rolle i samfundet