Pølsevogn ved Hovedbanegården i København i aftenlys.

large_Immateriel kulturarv - case - Mads Claus RasmussenRitzau Scanpix@20210118-153921-L-5622x3748ma.jpg

medium_Immateriel kulturarv - case - Mads Claus RasmussenRitzau Scanpix@20210118-153921-L-5622x3748ma.jpg

small_Immateriel kulturarv - case - Mads Claus RasmussenRitzau Scanpix@20210118-153921-L-5622x3748ma.jpg

thumbnail_Immateriel kulturarv - case - Mads Claus RasmussenRitzau Scanpix@20210118-153921-L-5622x3748ma.jpg

Immateriel kulturarv - case - Mads Claus RasmussenRitzau Scanpix@20210118-153921-L-5622x3748ma.jpg

Den folkelige kultur omkring pølsevognen var blandt de eksempler, som kulturminister Jakob Engel-Schmidt brugte, da han i 2024 lancerede sin folkehøring for at identificere dansk immateriel kulturarv med potentiale for anerkendelse fra UNESCO. At han nævnte pølsevognskulturen, var ikke blot udtryk for, at han personligt sætter pris på pølser \[5\] \[9\] \[12\] \[13\]. Faktisk står kødproducenten Danish Crown Foods bag en årelang kampagne for at sikre officiel anerkendelse af pølsevognen som et vigtigt kulturelt fænomen. I 2021 blev pølsevognens 100-års jubilæum fejret, med henvisning til, at der engang var over 700 pølsevogne i Danmark, hvor der nu kun findes omkring 100 \[17\]. “Vi synes, at pølsevognskulturen bør bevares for evigt”, udtalte kommunikationsansvarlig hos Danish Crown Foods, Michael Ravn, dengang. Det har udmøntet sig i det, han beskrev som ”vores mission om at få den danske pølsevogn på UNESCO’s liste” \[17\].  
Læs mere: Pølsevognen for evigt \[18\]

Pølsevognen – en kandidat til anerkendelse som immateriel kulturarv

Trommesdans på kajen i Maniitsoq med kongeskibet Dannebrog i baggrunden. 

large_Immateriel kulturarv - trommedans - Leiff Josefsen@Ritzau Scanpix@20150720-095324-pf-3000x1667ma.jpg

medium_Immateriel kulturarv - trommedans - Leiff Josefsen@Ritzau Scanpix@20150720-095324-pf-3000x1667ma.jpg

small_Immateriel kulturarv - trommedans - Leiff Josefsen@Ritzau Scanpix@20150720-095324-pf-3000x1667ma.jpg

thumbnail_Immateriel kulturarv - trommedans - Leiff Josefsen@Ritzau Scanpix@20150720-095324-pf-3000x1667ma.jpg

Immateriel kulturarv - trommedans - Leiff Josefsen@Ritzau Scanpix@20150720-095324-pf-3000x1667ma.jpg

Da Qilaatersorneq – grønlandsk trommedans og -sang – i 2021 blev optaget på UNESCO’s repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv \[21\], vakte det glæde i Grønland. Kalaallit Nunaata Radioa (KNR, Grønlands Radio) meddelte f.eks.: “Det er i dag en stor dag for den grønlandske kulturarv”, og brugte i anledning af den internationale anerkendelse overskrifter som ”Genrejsning efter århundrede i skammekrogen”. Direktøren for Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, Daniel Thorleifsen, udtalte til KNR: ”Det er lidt skæbnens ironi, at det sker i 2021 i 300-året for kolonisationens indtog i Grønland, hvor trommedans og -sang af kristendommen blev \[genstand for\] bandlysning og efterhånden forsvandt i Vestgrønland” \[19\]. Udøvere af trommedansen glædede sig over, at anerkendelsen fra UNESCO kunne betyde, at trommedansen ikke går i glemmebogen, men også vil blive praktiseret af fremtidige generationer.

Qilaatersorneq – grønlandsk trommedans og -sang

Indledning

D. 23. december 2024 lancerede kulturminister Jakob Engel-Schmidt (Moderaterne) en folkehøring, som skulle indsamle danskernes forslag til, hvad der er særlig dansk levende kulturarv. Formålet med høringen var at skabe basis for at udvælge forslag til nominering på en international liste over immateriel kulturarv, som løbende udarbejdes af Forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation, UNESCO.

Listen blev skabt på baggrund af en international konvention til beskyttelse af den immaterielle kulturarv, som UNESCO introducerede i 2003. Da folkehøringen blev igangsat, havde det danske rigsfællesskab endnu kun fået to emner optaget på det, der hedder _den repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv_. Qilaatersorneq – grønlandsk trommedans og -sang samt den nordiske klinkbådstradition.

Kulturministeren ville gerne have flere danske emner på listen og udtalte, at han håbede at ”pølsevognen, smørrebrødskulturen eller vores særlige hygge kan komme på UNESCO’s liste”. Men hvorfor findes denne UNESCO-konvention og hvad bliver den brugt til; hvem bestemmer, hvad der er særlig dansk immateriel kulturarv; og giver det mening af lave lister? Det kan du læse om i denne Faktalinkartikel.

Ti samfundsværdier, der udgør den nye såkaldte Danmarkskanon over "vores fælles kulturelle dna", er fundet. Velfærdssamfundet, frihed og tillid topper listen.

danmarkskanon_faktalink_20161211-140025-A-1000x716we.jpg

Danmarkskanon

USAs præsident Joe Biden på talerstolen ved FNs Generalforsamling i 2022.

Forenede Nationer_ny top.png

Forenede Nationer (FN)

Aarhus rådhus, som er tegnet af Erik Møller og Arne Jacobsen, blev indviet i 1941 og er medtaget i Kulturkanon under arkitektur.

kulturkanon_faktalink_20160219-112803-4-1920x1281we.jpg

Kulturkanon

Relaterede emner

Baggrunden for videoen var den første fejring af den internationale dag for immateriel kulturarv, som UNESCO har besluttet at afholde hvert år d. 17. oktober. 

UNESCO celebrates the first International Day of Intangible Heritage

Definition

Definition af immateriel kulturarv

Hvad er immateriel kulturarv? 

Immateriel kulturarv kaldes også levende kulturarv eller uhåndgribelig kulturarv. Betegnelsen dækker de former for kulturarv, som udspiller sig i kulturel og social praksis, som særlige traditioner, kundskab og skikke, frem for noget mere håndgribeligt og materielt, som f.eks. en museumsgenstand, et monument eller en bygning.

Kulturarv kan i bredeste forstand karakteriseres som de elementer fra fortiden, som et samfund eller en særlig befolkningsgruppe værdsætter og både ønsker at bevare i nutiden og videreføre til fremtiden, fordi det har en særlig betydning for, hvem de er. Når ordet kulturarv bliver bragt op, vil mange som det første tænke på noget materielt – noget, man f.eks. kan tage på museum og se, eller steder man kan besøge, f.eks. en historisk bydel. Den materielle kulturarv kan bevares ved en fysisk konserveringsindsats ud fra faglig viden fra eksperter som f.eks. arkæologer, kunsthistorikere og arkitekter. Anderledes er det med immaterielle kulturarv.

Den er en del af hverdagslivet kan derfor ikke defineres uproblematisk af akademiske eksperter alene eller bevares med fysiske konserveringstiltag. Den immaterielle kulturarv bevares kun, så længe folk finder det vigtigt at fortsætte med at praktisere den. Det rejser vigtige spørgsmål om, hvordan man kan understøtte, at den immaterielle kulturarv fortsat bliver værdsat og videreført til kommende generationer, og hvilken rolle regeringer og faglige eksperter såvel som almindelige mennesker skal have i den sammenhæng.

Fakta

Fakta om immateriel kulturarv

Hvorfor blev UNESCO’s konvention om beskyttelse af den immaterielle kulturarv skabt?

UNESCO blev grundlagt ud fra et ideal om, at gensidig respekt og åben dialog mellem kulturer bidrager til fred i verden. En del af UNESCO’s ansvarsområde er derfor at skabe globale rammer for at beskytte verdens kultur- og naturarv samt at fremme kulturel mangfoldighed og kreativitet (se også Faktalink om Forenede Nationer).

UNESCO er især kendt for Verdensarvskonventionen fra 1972, som beskytter steder med enestående værdi for hele menneskeheden og udmønter sig i Verdensarvslisten, der i Danmark f.eks. omfatter Roskilde Domkirke. Den populære Verdensarvskonventions fokus på fysiske steder vakte dog efterhånden international kritik for at være for fokuseret på kulturarv som noget materielt.

Den immaterielle kulturarvs betydning og spørgsmålet om, hvordan man bedst muligt beskytter den, blev sat på den internationale dagsorden da UNESCO i 2003 introducerede sin konvention om beskyttelse af den immaterielle kulturarv, som Danmark tiltrådte i 2010.

Konventionen tager udgangspunkt i, at kulturelle og sociale fællesskaber spiller en vigtig rolle i opretholdelsen af immateriel kulturarv, og at fænomener som globalisering og intolerance kan true den \[1\].

Hvad anerkender UNESCO som immateriel kulturarv?

I konventionen om beskyttelse af den immaterielle kulturarv anerkendes det, at den immaterielle kulturarv er mangeartet. Den omfatter ifølge konventionens paragraf 2 \[1\]:

1)      mundtlige traditioner og udtryk,

2)      udøvelse af kunst,

3)      sociale praksisser, ritualer og festivaler,

4)      viden og praksisser vedrørende naturen og universet,

5)      traditionelt håndværk.

UNESCO anerkender kun immateriel kulturarv, som er forenelig med menneskerettigheder, bæredygtig udvikling og gensidig respekt både på samfundsniveau, blandt grupper og enkeltindivider.

Et særligt træk ved konventionen er, at medlemslandene ikke kun skal benytte faglig ekspertise i deres identifikation og beskyttelse af immateriel kulturarv. De skal gøre det med deltagelse fra samfundet, f.eks. ikke-statslige organisationer og grupper, som praktiserer den immaterielle kulturarv.

Hvad bruger UNESCO sine lister til?

UNESCO har oprettet officielle lister over immateriel kulturarv for at øge offentlig bevidsthed om den immaterielle kulturarv både lokalt, nationalt og internationalt \[2\]. Målet er at understøtte gensidig påskønnelse af den immaterielle kulturarv i al dens mangfoldighed og fremme dens beskyttelse, samt at sikre internationalt samarbejde og bistand på området.

Konventionens medlemslande kan ansøge om at få bestemte kulturelle praksisser optaget på _den repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv._ En _liste over immateriel kulturarv med presserende behov for beskyttelse_ bruges desuden til at skabe opmærksomhed om praksisser, som risikerer at forsvinde, hvis de ikke understøttes af en målrettet bevaringsindsats, f.eks. uddannelse eller økonomisk støtte. Desuden er der oprettet et register over særlig god beskyttelsespraksis for immateriel kulturarv. Forslagene til listerne bedømmes af en mellemstatslig komité, som forvalter konventionen.

Hvordan er kulturarven fordelt geografisk?

Hvordan arbejder Danmark med konventionen?

I Danmark forvaltes konventionen til beskyttelse af den immaterielle kulturarv af Folkemindesamlingen ved Det Kgl. Bibliotek, som beskæftiger sig med dokumentation, forskning og formidling af hverdagsliv og traditioner i Danmark. Folkemindesamlingen administrerer bl.a. en hjemmeside kaldet ”Levende kultur”, som beskriver dansk immateriel kulturarv i bred forstand, også den der ikke er kandidat til at komme på UNESCO’s lister \[3\] \[4\].

Kulturministeriet åbnede i 2018 også for, at interesserede – det være sig enkeltpersoner eller organisationer – kunne indsende forslag til nominering til UNESCO’s lister over immateriel kulturarv. Udarbejdelse og bedømmelse af en sådan ansøgning er dog en langvarig proces, som kan tage flere år.

Hvordan fungerer fortegnelsen ”Levende kultur”?

Bidrag til fortegnelsen over levende kultur i Danmark blev indsendt af alt fra foreninger til privatpersoner i perioden fra november 2017 – november 2018, hvor 43 beskrivelser blev indsamlet fra offentligheden som en slags øjebliksbillede af dansk kultur, defineret og værdsat af udøverne selv. Her beskrives så forskelligartede traditioner som ringridning og Roskilde Festival.

Den danske fortegnelse blev oprettet som en brugerskabt database, men havde en række kriterier som skulle overholdes for optagelse. Bidrag blev udelukket hvis de stred mod konventionens retningslinjer eller dansk lov, hvis de handlede om fænomener der ikke længere praktiseres, eller handlede om grupper eller personer som ikke havde givet samtykke til at optræde i forslaget. Bidrag, der var ufuldstændige eller indsendt med politisk eller kommerciel baggrund var ligeledes udelukket.

Til gengæld var der intet krav om at bidragene skulle være enestående danske: Praksisser der også findes i andre lande kunne optages, hvis de også havde betydning i Danmark. De optagne praksisser kunne have betydning for både store og små grupper, også lokalt eller for minoriteter, og flere forskellige beskrivelser af samme tradition var velkomne.

I 2025 blev fortegnelsen desuden opdateret med vinderne fra Kulturministeriets folkehøring. Derudover er det aktuelt ikke muligt at indsende forslag.

Analyse

Analyse - Immateriel kulturarvs betydning

Hvad blev den danske folkehøring om immateriel kulturarv i 2025 brugt til?

Da den danske folkehøring om immateriel kulturarv blev annonceret i december 2024, henviste Kulturministeriet i pressemeddelelsen til UNESCO’s repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv. Her stod: ”Fx har Italien fået optaget operasang, Argentina har tangoen, og Finland har fået sauna-kulturen optaget på listen. Men hvad er særligt for den danske folkeånd?” \[5\].

At de emner, der bliver optaget på UNESCO’s lister skulle være udtryk for en særlig national folkeånd, er dog mere Kulturministeriets end UNESCO’s tolkning af den immaterielle kulturarvs betydning.  Her er det tydeligt, at emnet også forstås i sammenhæng med noget, som både politikere og befolkning i Danmark i forvejen kender, og som ikke har forbindelse til UNESCO, nemlig den danske kanondebat (se Faktalink om Danmarkskanon og kulturkanon).

Processen med at opstille officielle lister over særlig anerkendelsesværdig dansk kulturarv bliver dermed brugt som en måde at skabe national debat om dansk kultur og danske værdier; også selv om immateriel kulturarv f.eks. kan overskride landegrænser (som den nordiske klinkbådstradition \[6\]) eller være mere regional (som sønderjysk kaffebord).

Hvordan får Danmark immateriel kulturarv på UNESCO’s lister?

Hvilke forslag der skal indsendes til UNESCO om optagelse på organisationens officielle lister over immateriel kulturarv, og hvordan de udvælges, er noget den enkelte medlemsstat bestemmer. Ansøgningsproceduren i Danmark er foregået sådan, at de, der er interesserede i at få en kulturel praksis optaget på listerne, har kunnet indsende forslag, hvis potentiale i forhold til UNESCO’s procedurer så er blevet vurderet af eksperter.

Kulturministeriet står både bag processen med at invitere offentligheden til at indsende forslag og den endelige udvælgelse af, hvad der sendes videre til vurdering hos UNESCO. Den seneste runde af ansøgninger fandt sted i 2018, med svar fra UNESCO i 2021.

Hvad er motivationen til at indsende forslag til UNESCO’s lister?

For at noget overhovedet bliver bragt i forslag til optagelse på UNESCO’s lister, er de, der praktiserer den immaterielle kulturarv nødt til selv at interessere sig for nomineringen, men hvorfor gør de så det? På trods af en del forvirring om Konventionen om beskyttelse af den immaterielle kulturarv i den bredere offentlighed, er der ingen tvivl om, at official anerkendelse fra UNESCO opleves som et internationalt kvalitetsstempel.

Da det belgiske øl blev optaget på UNESCO’s repræsentativliste i 2016, affødte det ikke bare stolthed i Belgien, men også reklame mange andre steder i verden. Dansk Bryggerforening var hurtigt ude med en udtalelse fra Direktør Niels Hald: ” Det er på tide, at man anerkender, at øl i den grad er en del af vores fælles kulturarv. Det er stort og stort tillykke til Belgien med det (…). \[D\]et kan være med til at promovere øl endnu mere i det hele taget” \[7\].

Selv om det ikke er hensigten bag konventionen, hvis formål i højere grad er at hylde kulturel mangfoldighed, dialog og tolerance, får særligt dens repræsentativliste dermed også funktion af en slags praleliste. Den bruges til at danne grundlag for alt fra lokal eller national stolthed over egne traditioner, til markedsføring f.eks. i turismeregi, og til at skabe øget bevågenhed når det kommer til ansøgning om offentlig og privat støtte til bestemte kulturelle praksisser.

Hvad er den enkelte persons forhold til den immaterielle kulturarv?

Hvad der bliver oplevet som betydningsfuld immateriel kulturarv og hvordan man praktiserer den, varierer fra person til person, afhængig af social og kulturel baggrund og personlige interesser og evner. Alle danskere har f.eks. ikke samme forhold til eksempler på immateriel kulturarv som den nordiske klinkbådstradition (fra UNESCO’s repræsentativliste) eller Roskilde Festival (fra den danske hjemmeside om levende kulturarv).

Særligt betydningsfulde for den enkelte er som oftest de traditioner, man praktiserer selv. Selv når folk praktiserer og værdsætter den samme tradition, f.eks. tilberedningen af en særlig ret, eller fejringen af den samme højtid, kan der være en del variation i, hvordan de gør det. Det er også udtryk for, at den immaterielle kulturarv, til forskel fra den materielle, ikke kan fastfryses og bevares i én autentisk form. For at kunne fastholde sin sociale relevans må immateriel kulturarv være et rummeligt begreb med plads til variation og foranderlighed.

Der kan være stærke følelser på spil, når immateriel kulturarv kommer på dagsordenen både i hverdagslivet og i politik. Hvad der fortjener at komme på officielle lister, der anerkender kulturarv som værdifuld, kan lede til ophedede diskussioner. Det samme kan også selv umiddelbart banale spørgsmål, som f.eks. hvad der er ”den rigtige” måde at lave f.eks. ”en dansk frikadelle” – ironisk nok både fordi det betyder noget for folk, hvordan de praktiserer deres traditioner, og fordi der findes mange måder at gøre det på.

Problemstillinger

Problemstillinger ved immateriel kulturarv

Hvem afgør, hvad der er dansk immateriel kulturarv?

At immateriel kulturarv er noget, vi alle har og alle er med til at skabe, rejser særlige problemstillinger om, hvem der kan og skal bestemme, hvad der er værdigt til optagelse på officielle lister. Hvem bør have mest at sige: politikere, offentlige forvaltninger, akademiske eksperter, eller almindelige mennesker, og hvordan sikrer man, at alle får indflydelse? Den danske folkehøring var ét forsøg på at skabe offentlig debat og direkte folkelig deltagelse i vurderingen af, hvilken immateriel kulturarv der har værdi i Danmark \[5\] \[9\] \[10\] \[11\] \[12\] \[13\] \[14\].

Hvor godt det virkede, og hvem der blev hørt mest i processen, hersker der delte meninger om \[14\]. I alt 9.724 forslag kom ind i første runde af folkehøringen. De blev så skåret ned til 100 forskellige forslag af Kulturministeriet \[15\]. Disse blev gennemgået af en særligt nedsat komité, som bestod af kulturminister Jakob Engel-Schmidt (Moderaterne) samt to populære danske kulturpersonligheder: Søren Ryge og Ghita Nørby, med faglig bistand fra Det Kgl. Biblioteks vicedirektør Søren Bitsch \[10\] \[15\]. På baggrund af den proces blev en liste på 20 kandidater blev lagt ud til offentlig afstemning på Kulturministeriets hjemmeside \[8\] \[10\] \[11\] \[12\], hvor befolkningen i perioden d. 14. april til 14. maj kunne stemme på deres favoritforslag. Derefter blev fem vindere kåret, nemlig: Højskoler, pølsevogne, håndbold, foreningsliv, og tillidssamfundet \[16\].

De 20 kandidater, der kunne stemmes om, var:

·         Andelsbevægelsen

·         Bournonville ballet

·         Cykelkultur

·         Dannebrog og dets flagtraditioner

·         Efterskoler

·         Fællessang

·         Foreningsliv

·         Forsamlingshuskultur

·         H.C. Andersens eventyr

·         Håndbold

·         Højskoler

·         Hygge

·         Kolonihaver

·         Pølsevogne

·         Revy

·         Røgerier

·         Sankthans

·         Smørrebrød

·         Tillidssamfundet

·         Wienerbrød

Handler officiel anerkendelse af immateriel kulturarv om identitetspolitik?

Officiel anerkendelse fra UNESCO af en gruppes eller et lands immaterielle kulturarv kan opleves som en international støttetilkendegivelse, der vækker stolthed omkring det pågældende fællesskabs særlige identitet og historie. I Grønland vakte det f.eks. opmærksomhed i 2021, ”at Grønland er det første land i rigsfællesskabet, som får tilføjet noget til listen over immateriel kulturarv” \[19\].

De to eksempler på immateriel kulturarv, som det danske rigsfællesskab har fået anerkendt af UNESCO, bærer ikke præg af dansk nationalisme. Udover Qilaatersorneq – grønlandsk trommedans og -sang – består de af den nordiske klinkbådstradition, som blev nomineret gennem et fællesnordisk samarbejde, med Norge som hovedansøgerland.

At Kulturministeriet gerne vil have mere dansk immateriel kulturarv anerkendt af UNESCO, handlede i folkehøringen i 2025 om at se mere indad. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt talte om at identificere og beskytte ”ting, vi kan mødes om i Danmark, ting der siger noget om, hvad det vil sige at være dansk” \[9\]. Om det var et velvalgt fokus, blev diskuteret i medierne, hvor journalist Henrik Palle i Politiken f.eks. kommenterede: ”Det er et krisetegn, når vi atter begynder at udarbejde lister over, hvad der gør os så ind i Helvede danske i forhold til for eksempel de helt utroligt svenske svenskere eller totalt tyske tyskere” \[20\].

Hvordan kan man bevare immateriel kulturarv?

Immateriel kulturarv bliver bevaret, så længe udøverne føler, at den har relevans for deres liv, og prioriterer at praktisere og videreføre den. Hvordan det kan understøttes i praksis, varierer, fordi det kan dreje sig om så forskellige fænomener som andelsbevægelsen og wienerbrød.

Er overleveringen af en særlig håndværksmæssig kunnen f.eks. truet, kan man iværksætte praktisk og økonomisk støtte til det pågældende håndværk – men hvad gør man, hvis folk ikke længere gider at spise ved pølsevognen? Ud over kampagner, der fremmer tanken om, at man ved at deltage i en bestemt praksis er med til at bevare en særlig vigtig kulturarv, er der grænser for, hvad man kan stille op.

Mange vil også spørge, om det nødvendigvis er et problem, hvis nogle traditioner skifter, og folk f.eks. hellere vil spise shawarma eller sushi end en ristet hotdog. Kultur forandrer sig hele tiden, og insisterer man på at holde fast i alle traditioner, kan man ende med fornemmelsen af at være del af et frilandsmuseum: Måske skulle pølsevognen overleve ved at sælge sushi i stedet? er der blevet spurgt \[22\].

Undervisning, særligt i folkeskolen, kan være et vigtigt led i forsøget på at få befolkningen til at værdsætte og videreføre særlige dele af deres immaterielle kulturarv. F.eks. er den grønlandske trommedans og -sang et fænomen, som kan findes på skoleskemaet i flere grønlandske skoler \[23\].

Debat

Debat om immateriel kulturarv

For og imod lister over immateriel kulturarv

Hvad siger tilhængerne?

Blandt de vigtigste tilhængere finder man naturligvis UNESCO. Ifølge konventionen er immateriel kulturarv ”en grundlæggende kilde til kulturel mangfoldighed og en garant for bæredygtig udvikling”, men også genstand for ”alvorlige trusler om nedbrydning, forsvinden og ødelæggelse” \[1\]. En del af konventionens grundlag er ”behovet for at øge bevidstheden om vigtigheden af den immaterielle kulturarv og beskyttelse heraf, særligt hos den yngre generation” \[1\].

At langt de fleste af UNESCO’s medlemslande har valgt at tilslutte sig konventionen, viser bred støtte og interesse fra verdens lande i at bruge listerne til at bevare og fremme den immaterielle kulturarv.

På den danske UNESCO-nationalkommisions hjemmeside forklares: ”Den levende kulturarv er vigtig, og vi skal værne om den. Den er en del af det, der former os som mennesker og binder os sammen i fællesskaber. (…) Listerne under 2003-konventionen er med til at sætte fokus på kulturarven og dens betydning. Eksemplerne på listerne viser forskellighederne, lighederne og mangfoldigheden af al den levende kultur, som mennesker udøver” \[4\].

Hvad siger modstanderne?

Da UNESCO indledte sit arbejde med immateriel kulturarv, medførte det en del kritik, som stadig er aktuel. Ender den slags tiltag ikke let med, at man forvandler hverdagslivets kultur til folklore, spurgte bekymrede forskere og nationale kulturforvaltninger, som skulle tage stilling til konventionen. Kan det medføre, at den kanoniserede kultur forsøges fastfrosset i en bestemt form, hvor den kunstigt udstilles, politiseres eller overkommercialiseres i stedet for at blive praktiseret som et naturligt hverdagsfænomen? Ender det med identitetspolitisk selvros? \[24\] \[25\] \[26\]

Kritikken lød også på, at ved at sætte noget på disse lister frem for andet, indikerede man per per definition at det, der er med på listen, har større betydning, end det, der ikke er. Det kunne risikere at fjerne opmærksomheden fra andre mindst lige så vigtige fænomener.

Andre spurgte: Er kanonisering af f.eks. pizza på en særlig international kulturarvsliste ikke for banalt? Og hvor megen forskel gør det, når det kommer til stykket? Er lister ikke blot en synlig, men ikke særlig effektiv måde at give indtryk af, at man gør noget for at støtte kulturelle fænomener og grupper, som måske føler sig underprioriterede? \[27\]

I den danske debat om folkehøringen i 2025 gik mange af de samme problemstillinger igen. Forfatter Knud Romer var f.eks. meget kontant i sin kritik: ”Skal vi være stolte? Hvad med at have en aktiv kulturpolitik? Hvad med at gøre noget, der ændrer noget?” spurgte han \[28\]. Også journalist Henrik Palle ironiserede i Politiken over den nationale debat og mere end antydede, at ”sådanne lister er noget pjat” \[20\].

Perspektiv

Perspektiv på immateriel kulturarv

Hvordan arbejder andre lande med deres immaterielle kulturarv?

Mens det er frivilligt at søge om optagelse på UNESCO’s lister, forpligter alle lande, som har tilsluttet sig Konventionen om beskyttelse af den immaterielle kulturarv, sig til at oprette deres egne fortegnelser over den immaterielle kulturarv inden for deres territorier, for at kunne understøtte dens beskyttelse. Det varierer, hvor aktive de enkelte lande er med at søge optagelse på UNESCO’s lister, og hvordan de forvalter oprettelsen af nationale fortegnelser.

Kina er suverænt det land, som har flest eksempler på immateriel kulturarv – hele 44 – anerkendt af UNESCO \[2\]. Det skyldes ikke bare, at Kina er et stort land med rige kulturelle traditioner, men også at det fører en meget aktiv kulturpolitik på området, som blandt andet handler om at skabe et positivt billede af den kinesiske nation både indadtil og udadtil og bruge immateriel kulturarv som en ressource i turisme og økonomisk udvikling. Andre lande som Tyrkiet og Frankrig fylder, med henholdsvis 31 og 30 emner optaget på UNESCO’s lister, også godt i den officielle internationalt anerkendte immaterielle kulturarv \[2\].

Danmark er dog ikke det eneste land, hvis arbejde med Konventionen om beskyttelse af den immaterielle kulturarv stadig er ved at finde sin form. Storbritannien, som tilsluttede sig konventionen i 2024, annoncerede f.eks. d. 12. april 2025 sin invitation til den britiske offentlighed til at indsende forslag til et nyt nationalt register over immateriel kulturarv.

I det britiske kulturministeriums pressemeddelelse herom blev det fremhævet, at registret skulle styrke britiske værdier og kulturarv, og det blev nævnt, at traditioner, der er blevet bragt til landet af immigrantgrupper, er velkomne som nomineringer. Et kendt eksempel, som blev nævnt i den forbindelse, er det populære Notting Hill Carnival, en caribisk gadefestival som afholdes årligt i London \[29\].

Hvor meget kender danskerne til UNESCO’s lister over kulturarv og deres betydning?

På trods af at f.eks. DR i sin omtale af den danske folkehøring kalder UNESCO’s repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv en ”prestigefyldt liste” \[9\], er den relativt ukendt i den danske befolkning. Den forveksles ofte med den ældre og i offentligheden langt bedre kendte Verdensarvsliste, som ellers handler om noget materielt, nemlig kultur- og naturarvssteder. Det danske rigsfællesskab har siden 1994 fået 11 steder optaget på Verdensarvslisten \[30\].

Listerne glider sammen i den offentlige bevidsthed, f.eks. når det fejlagtigt påstås at ”de nordiske klinkbyggede både kom på UNESCOs verdensarvsliste allerede i 2021” \[31\]. Men der er tale om to forskellige konventioner med hver deres lister, som arbejder med helt forskellige definitioner af kulturarvens form, betydning og beskyttelse. At kalde UNESCO-anerkendt immateriel kulturarv for ”verdensarv” er faktisk en fejl.

Verdensarv er steder, som UNESCO har anerkendt for at have det, Verdensarvskonventionen kalder _enestående universel værdi_ for hele menneskeheden. Omdrejningspunktet i Konventionen om beskyttelse af den immaterielle kulturarv er et andet, nemlig _repræsentativ_ værdi med særligt fokus på de grupper, der skaber og opretholder den immaterielle kulturarv.

Hvis den danske befolkning skal forstå arbejdet med UNESCO’s forskellige kulturarvskonventioner, er mere folkeoplysende arbejde nødvendigt. Det kan tilføjelsen af nye danske emner til den repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv måske medvirke til at understøtte.

Vejskilt der viser mod Rødding Højskole

Højskolerne kom ind på førstepladsen i Kulturministeriets afstemning om dansk kulturarv. Rødding Højskole, der blev grundlagt i 1844, er Danmarks ældste højskole.

large_Immateriel kulturarv - forside - Bo AmstrupRitzau Scanpix@20250605-162134-L-8175x5450ma.jpg

medium_Immateriel kulturarv - forside - Bo AmstrupRitzau Scanpix@20250605-162134-L-8175x5450ma.jpg

small_Immateriel kulturarv - forside - Bo AmstrupRitzau Scanpix@20250605-162134-L-8175x5450ma.jpg

thumbnail_Immateriel kulturarv - forside - Bo AmstrupRitzau Scanpix@20250605-162134-L-8175x5450ma.jpg

Immateriel kulturarv - forside - Bo AmstrupRitzau Scanpix@20250605-162134-L-8175x5450ma.jpg

Originalkilder

Konventionens ordlyd på engelsk og dansk.

Bekendtgørelse af konvention af 17. oktober 2003 om beskyttelse af den immaterielle kulturarv

Interaktiv hjemmeside hvor UNESCO’s lister over immateriel kulturarv og deres baggrund samt de enkelte optagne emner beskrives. Rummer en effektiv søgefunktion som foruden fritekst kan filtrere resultaterne bl.a. efter liste, land, region, og optagelsesår.

Browse the Lists of Intangible Cultural Heritage and the Register of good safeguarding practices
UNESCO, udateret (kontinuerligt opdateret)

Baggrundskilder

Hvem bestemmer, hvad dansk kulturarv er?

Er pølsevognen kulturarv? Måske

Bøger

Bog med reflekterende bidrag fra danske forskere, fra en konference afholdt af Kulturministeriets Forskningsudvalg i december 2005. Formålet var at diskutere begrebet ”immateriel kulturarv” på baggrund af UNESCOs konvention til sikring af den immaterielle kulturarv, som Danmark dengang endnu ikke havde tiltrådt og først ønskede at overveje.

Begrebet immateriel kulturarv

Ph.d.-afhandling om det danske arbejde med UNESCO’s konvention om beskyttelse af den immaterielle kulturarv i perioden 2018-2021. Afhandlingen analyserer, hvordan og hvorfor både den offentlige forvaltning og ansøgergrupper arbejder med at få kulturelle praksisser anerkendt og optaget på UNESCO’s lister over immateriel kulturarv.

Hvad leder du efter?

Immateriel kulturarv

Anbefalede links