ETA og den baskiske løsrivelse

Den baskiske, nationalistiske organisation ETA blev i 1960'erne og 1970'erne mest kendt for sin voldelige modstand mod det fascistiske diktatur under ledelse af Franco. Efter Francos død i 1975 og demokratiets genindførelse i Spanien har organisationen gennemført en lang række attentater og drab på personer med tilknytning til det spanske politiske system og de spanske myndigheder. ETA har siden 2011 erklæret permanent våbenhvile og vil i stedet arbejde politisk for en løsrivelse af Baskerlandet fra Spanien.

ETA er en forkortelse af det baskiske Euskadi Ta Askatasuna, som betyder "Baskisk hjemland og frihed". Det er navnet på den organisation, der har kæmpet en væbnet kamp for et selvstændigt baskerland. ETA erklærede i 2011 en permanent våbenhvile og vil ifølge artiklen ”ETA tæt på et endeligt farvel til våbnene” i Information i februar 2014 (se kilder) nu i stedet arbejde politisk for en løsrivelse fra Spanien.  ETA blev dannet den 31. juli 1959 under general Francisco Francos diktatur i Spanien. Nationalismen og modstanden mod styret i Madrid stammede dog fra tidligere.  ETA blev i 1960'erne og 1970'erne mest kendt for sin voldelige modstand mod Franco-regimet i Spanien. Efter Francos død i 1975 og demokratiets genindførsel gennemførte organisationen en lang række attentater og drab på personer med tilknytning til det spanske politiske system og de spanske myndigheder. Modstanden mod Franco-diktaturet betød, at ETA også fik en vis støtte hos Franco-modstandere i resten af Spanien, men denne støtte svandt dog med demokratiets genindførsel.

Forløberen for ETA var en gruppe unge med tilknytning til det illegale tidsskrift Ekin (på dansk ”at handle”). Med Francos sejr i den spanske borgerkrig i 1939 blev al tale om regionalt selvstyre fejet af bordet. Det dominerende baskiske parti PNV blev mere og mere midtsøgende, og der herskede stor utilfredshed blandt især partiets unge, som indså, at de stod alene med deres selvstændighedskrav. I 1952 opstod der således en gruppe omkring Ekin, som forlod PNV. Denne bevægelse tog endelig form i løbet af 1958-59 med dannelsen af den oprindelige kerne i ETA.

ETA gik ind i kampen for et selvstændigt Baskerland. I begyndelsen bestod organisationens aktiviteter især af agitation og faglig kamp gennem den kommunistisk dominerede arbejder- og fagbevægelse. Der forekom dog også væbnede aktioner, men det var først fra omkring 1967, at en regulær væbnet kamp blev en del af modstanden mod Franco-regimet, og at ETA definerede sig som en revolutionær, socialistisk bevægelse.

Euskal Herria er den baskiske betegnelse for Baskerlandet. Euskal Herria kan direkte oversættes med "Baskisk hjemland" eller "De baskisk-talendes land". I nogle regioner af Euskal Herria anser et flertal af befolkningen dog ikke sig selv som baskere.

     Cirka en tredjedel af Euskal Herrias område kaldes Euskadi, som er det baskiske område, der har selvstyre i forhold til den spanske stat. De fleste af de store byer i Baskerlandet, inklusiv Bilbao, ligger i Euskadi.

     Størstedelen af Baskerlandet ligger i Spanien, hvor cirka 90 % af baskerne bor, mens den resterende del ligger i Frankrig. Baskerlandets areal er på 20.664 km², hvilket svarer til cirka halvdelen af Danmark. Regionen har en befolkning på cirka 3 millioner indbyggere.

I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev Baskerlandet rammen om Spaniens tidligste industrialisering, centreret omkring forekomsten af jernmalm nær Bilbao. Med en ny industrialiseringsbølge i 1960'erne gennemgik også service- og finanssektoren en stærk udvikling.  Med oliekriserne i 1970'erne og den efterfølgende økonomiske krise i hele Europa faldt industriens beskæftigelse dog drastisk, men til gengæld er servicesektoren vokset siden da.

     Euskadi (det baskiske selvstyreområde) er i dag den rigeste region i Spanien med styrkeområder inden for maskinindustri, banker, fiskeri, landbrug og vedvarende energi.

Det baskiske sprog, euskara, er ikke beslægtet med nogen andre europæiske sprog og tales kun i Baskerlandet. For baskerne er det særprægede sprog den vigtigste komponent i deres nationale identitet. Imidlertid var baskisk – ligesom catalansk – forbudt under Francos diktatur. Der måtte ikke undervises i disse sprog i skolerne, og med få undtagelser har de officielle institutioner frem til 1980 undertrykt brugen af baskisk. I dag er euskara officielt sprog i Baskerlandet side om side med spansk. Den nye, konsekvente brug af baskisk fra officielt hold i det baskiske selvstyre har medvirket til, at sproget igen er blevet udbredt i det baskiske samfund. Sproget tales nu af omkring 30 % af baskerne.

Baskerlandet har fra den tidlige middelalder haft en omskiftelig historie under forskellige herskere. Baskerlandet havde tilbage fra middelalderen haft en form for selvstyre med kun behersket indblanding fra Madrid. I 1659 underskrev Frankrig og Spanien Pyrenæerfreden, der fastlagde Bidasoa-floden og Pyrenæerne som grænsen mellem de to lande. Dermed skabtes den stadig eksisterende deling af Baskerlandet.  I kølvandet på det spanske verdensimperiums opløsning i 1700- og 1800-tallet og som modstand mod Madridregeringen opstod en kulturnationalistisk protestbevægelse blandt baskere. Dette skete også som følge af, at den spanske del af Baskerlandet mistede deres politiske selvstyre.

     I 1894 stiftede journalisten Sabino Arana y Goiri Den Baskiske Forening, Euzkaldun Batzokija, og skabte dermed fundamentet for en politisk nationalisme. Arena fremhævede bondesamfundets værdier, opbyggede myten om den særlige, overlegne baskiske "race" og omsatte sine tanker til en politisk strategi, som blev bærende for det største baskiske nationalistparti, PNV.

     Det er omdiskuteret, om man overhovedet kan tale om en historisk, baskisk nation, lige som det også har været heftigt diskuteret, om der findes en særlig baskisk ”race”, der adskiller sig genetisk fra andre spaniere.

Partido Nacionalista Vasco / Euzko Alderdi Jeltzalea (PNV/EAJ) blev grundlagt af den baskiske journalist Sabino Arana i 1895, og er i dag det største baskiske nationalistparti. Partiet har udviklet sig fra en undergrundsbevægelse til et moderat, katolsk orienteret parti.

     I 1978 fik Spanien en demokratisk forfatning efter Francos død, og et baskisk selvstyre blev vedtaget i Euskadi i 1979 og udråbt samme år. Ved det første valg til det nye baskiske parlament dannede PNV regering i Baskerlandet og har siden 1980 haft regeringsmagten i det baskiske selvstyre.

Den spanske borgerkrig fra 1936 til 1939 var en krig mellem en koalition af højreorienterede kræfter og Spaniens centrumvenstreregering. De højreorienterede kræfters sejr førte til 36 års fascistisk diktatur under general Francisco Franco.  Borgerkrigen var hård mod baskerne. Af en befolkning på godt 1,3 millioner døde 50.000, cirka 100.000 blev indespærret, og 200.000 gik i eksil.  I de følgende år bekæmpede Franco-regimet alt baskisk med systematisk undertrykkelse. Det var forbudt at tale baskisk uden for hjemmet, ligesom regimet forbød alle former for kulturaktiviteter og andet, der kunne mistænkes for at fremme den baskiske sag. I fængslerne var tortur udbredt, og blandt ofrene var et stort antal præster, fordi den baskiske del af den katolske kirke var det eneste kirkesamfund i Spanien, som satte sig op mod Franco. De baskiske kommuner blev pålagt mere skat end andre, og i skolerne underviste lærere fra andre dele af Spanien.

ETA gik som undergrundsorganisation ind i kampen for et samlet, helt og selvstændigt baskerland. Hermed adskilte de sig fra det store baskiske nationalistparti PNV og den hidtidige kulturnationalisme, som i vidt omfang havde accepteret Baskerlandets deling i Euskadi (der nu er selvstyreområde) og de øvrige provinser.  Også på andre væsentlige punkter skilte ETA sig ud fra den gamle nationalisme, som blandt andet byggede på en fremmedangst over for indvandrerne fra det øvrige Spanien. ETA tog afstand fra denne fjendtlige holdning, tilnærmede sig desuden arbejderbevægelsen og gik ind for en væbnet frihedskamp.

     ETA var dog ikke fra starten en socialistisk orienteret gruppering. Det var først fra 1967, at ETA definerede sig som en revolutionær, socialistisk og antiimperialistisk bevægelse.

ETAs kamp rettede sig primært mod den spanske stat med angreb på statens repræsentanter og dens styrker, især politiet. Senere blev hovedmålene "den baskiske nationalismes modstandere", det vil sige andre militære og politiske mål som for eksempel partikontorer, journalister, politikere og militærfolk. Gruppen gennemførte også bombeattentater mod civile mål som eksempelvis indkøbscentre for at skade spanske turistinteresser og for at anrette økonomisk skade på det kapitalistiske system.

     I slutningen af 1970'erne nåede ETA op på at myrde næsten 100 personer om året. ETA bliver ifølge artiklen ”Baskiske separatister nærmer sig fuld afvæbning” fra Information i juli 2014 (se kilder) beskyldt for at have dræbt i alt 829 mennesker.

ETAs voldsstrategi gik ud på at provokere myndighederne med forskellige voldsaktioner, så yderligere statslig undertrykkelse i Baskerlandet skulle få flere til at acceptere den væbnede kamp og slutte sig til ETA. Det skulle ske i en såkaldt voldsspiral-proces, som ville bringe hele det baskiske folk til en opstand mod de spanske "koloniherrer". ETA betragtede fra 1967 Baskerlandet som en koloni, der burde benfries på samme måde som Algeriet og Vietnam.

Batasuna (tidligere Herri Batasuna) var et politisk parti, der blev stiftet i 1978 og har været forbudt siden 2003. Batasuna blev regnet som ETAs politiske gren og deltog i valg i de spanske basker-provinser. Ledelsen i partiet er flere gange blevet anholdt og fængslet for sin nære tilknytning til ETA. Siden 2003 har Batasuna i lighed med ETA været på både USAs og EUs terrorlister. Ifølge artiklen ”Batasuna på EU's terrorliste” fra maj 2003 (se kilder) skulle det være en indirekte tak for hjælpen fra USA for Spaniens deltagelse i Irak-krigen.

     En række politiske grupperinger har siden forbuddet mod Batasuna været regnet som ETAs politiske fløj, og de er blevet mødt med modstand og forbud fra spansk side. I artiklen ”ETA tæt på et endeligt farvel til våbnene” i Information i februar 2014 (se kilder) beskrives partiet Sortu som Batasunas arvtager, men forbindelsen mellem Sortu og ETA bliver dog afvist af Sortu selv. Sortu stod i en meningsmåling fra 2014 til at få 26 % af stemmerne i Baskerlandet.

I foråret 1969 pågreb politiet størstedelen af ETAs ledelse i to baghold, og i Euskadi blev organisationen på det nærmeste tilintetgjort.

     I efteråret 1970 stillede Franco-regimet aktivisterne for en militærdomstol i byen Burgos. Med Burgos-processen kom det svækkede og splittede ETA igen i fokus og blev dermed i stand til at gøre politisk comeback.

     Seks ETA-folk fik dødsstraf, og de øvrige blev idømt tilsammen 700 års fængsel. Med de hårde domme regnede regimet med at kunne stoppe al fremtidig modstand. Men Burgos-processen udløste i stedet den største folkelige protestbevægelse i Spanien siden borgerkrigens afslutning i 1939. Den blev et tilbageslag for general Franco, som til sidst blev tvunget til at benåde de dødsdømte baskere.

     Efter Burgos-processen var den politiske situation i Euskadi i ETAs favør, fordi stort set alle baskere betragtede Baskerlandet som en undertrykt nation og dermed fandt den væbnede kamp, som ETA kæmpede, legitim. ETAs nye offensiv nåede sit højdepunkt med bombemordet på den spanske regeringschef Luis Carrero Blanco i 1973.

Efter Francos død, den efterfølgende demokratisering af Spanien og indførelsen af selvstyret i Baskerlandet gennemførte regeringen den såkaldte ZEN-plan (Zona Especial Norte, Den nordlige specialzone) i begyndelsen af 1980'erne – en form for undtagelsestilstand i de spanske baskerprovinser. I bogen ”The Basques: Their Struggle for Independence” (se kilder) beskrives denne strategi: ytrings- og forsamlingsfriheden kunne begrænses af myndighederne, anholdte under anklage for kontakt med ETA kunne tilbageholdes i fem dage uden at blive sat for en dommer eller få adgang til at tale med en advokat, og alle former for kontakt til og samarbejde med ETA blev straffet meget hårdt.

     Planen omfattede også en reform af politistyrkernes bekæmpelse af ETA. Det skulle effektivisere deres propagandaarbejde blandt andet ved brug af misinformation, psykologisk krigsførelse og mediekampagner.

GAL står for Grupos Antiterrroristas de Liberación (Antiterroristiske befrielsesgrupper), som var kommandogrupper, som blev sat ind mod ETA. GAL blev dannet i forlængelse af den statslige ZEN-plan.  Medlemmer af det franske og det spanske politi besluttede at indsætte særlige enheder i en hemmelig krig mod ETA. De oprettede organisationen GAL, der udviklede sig til regulære dødspatruljer. I årene 1984-87 gennemførte GAL den såkaldt "beskidte krig" og dræbte 28 personer, heraf angiveligt en del uden tilknytning til ETA.  Terroristbekæmpelsen viste sig senere at involvere ansættelse af både småkriminelle og lejemordere. GAL rakte også langt ind i det politiske establishment og nåede helt op i toppen af den spanske socialistregering. I juli 1998 blev den tidligere indenrigsminister og den tidligere chef for den spanske sikkerhedstjeneste dømt for deres deltagelse i GALs "beskidte krig" mod ETA.

Den franske regering har ligesom den spanske hele tiden afvist baskisk selvstændighed, men den baskiske konflikt har langt overvejende udspillet sig på den spanske side af grænsen. De franske baskere har en lang tradition for solidaritet med ETA, og mange ETA-medlemmer befandt sig under de værste forfølgelser i Franco-tidens Spanien i eksil på den franske side af Pyrenæerne. Fra starten af 1960'erne var de franske baskerprovinser således både tilflugtssted og udgangspunkt for ETA's operationer i Spanien, men fra 1970’erne har den franske stat ført en hårdere kurs over for ETA.

I 1996 kom det konservative parti Partido Popular (Folkepartiet) til magten i Spanien. Partiet betragtes af nogle på venstrefløjen som en moderne arvtager til general Francos fascistiske system, og ETAs attentater blev nu rettet direkte mod regeringspartiets medlemmer. Flere konservative byrådsmedlemmer blev dræbt, men en enkelt af disse likvideringer fik en afgørende betydning, nemlig drabet på det konservative byrådsmedlem Miguel Angel Blanco. I sommeren 1997 blev Blanco kidnappet og kort efter henrettet, da regeringen ikke efterkom ETAs krav om at overflytte ETA-fanger til baskiske fængsler til gengæld for, at Blanco ville blive frigivet.

     I dagene op til og efter henrettelsen mobiliserede den spanske regering de øvrige spanske partier samt de moderate baskiske partier til kolossale demonstrationer mod ETA med flere millioner deltagere rundt omkring i Spanien. Hele ledelsen af den politiske gren af ETA, Batasuna, blev fængslet, og avisen Egin blev lukket på grund af samarbejde med ETA.

Samtidigt med at ETA fortsatte den væbnede kamp, lagde organisationen op til forhandlinger og fredsslutning, og den har flere gange erklæret våbenhvile. I 1995 offentliggjorde ETA et fredsforslag, hvor der blev lagt op til våbenhvile og fredsslutning, hvis Spanien anerkendte baskernes ret til selvbestemmelse. Den spanske regering svarede ikke på fredsudspillet, og da ETAs politiske gren i form af partiet Batasuna i valgkampen i 1996 forsøgte at vise en video med ETAs udspil, blev partiets ledere hver idømt syv års fængsel.

     På Batasunas initiativ underskrev en lang række baskiske partier og bevægelser i 1998 den såkaldte Lizarra-erklæring. Den lagde op til forhandling og en demokratisk proces, hvor baskerne skulle have mulighed for at vælge selvstændighed. Erklæringen blev udformet på baggrund af erfaringerne fra fredsprocessen i Nordirland.  Kort tid efter erklærede ETA for første gang en ensidig, tidsubestemt våbenhvile. Herefter blev det op til de politiske partier og folkelige bevægelser at lægge pres på den spanske og franske regering for at indgå i forhandlinger, hvilket begge umiddelbart afviste.

Regeringen fastholdt en afvisningskurs, og med selvstændigheden langt uden for rækkevidde ophævede ETA våbenhvilen den 3. december 1999. Organisationen gennemførte siden en lang række attentater med adskillige døde og ødelæggelser til følge. Bombeattentater, mordforsøg og dødstrusler rettedes ikke længere kun mod repræsentanter for den spanske stat.

     Angrebene ramte i stigende grad baskiske lokalpolitikere, baskiske politifolk, journalister, forfattere og kunstnere. ETA opfattede nu ikke længere kun den spanske stat som fjenden. Fjendebilledet blev udvidet til at være alle, der ikke er baskiske nationalister og alle, der åbent tager afstand fra ETA. De mange attentater bekræftede formodninger om, at ETA benyttede våbenhvilen til at forynge og modernisere sig med henblik på også at flytte frihedskampen uden for Baskerlandet.

     ETA indgik også en våbenhvile i 2006, som blev brudt året efter.

ETA møder mindre og mindre forståelse i Baskerlandet for deres voldelige metoder, og i resten af Spanien vækker ETA og dens metoder dyb vrede, decideret afsky og foragt. Muligvis blandt andet på grund af den stigende folkelige modstand besluttede ETA i 2014 at afsværge vold som politisk kampmiddel og opgive eller uskadeliggøre sine våben. Det er ifølge kilder i artiklen ”ETA tæt på et endeligt farvel til våbnene” i Information i februar 2014 (se kilder) en naturlig udvikling, fordi ETA i de senere år blevet markant svækket og mangler opbakning fra den baskiske befolkning.

Ifølge artiklen ”Separatister i hele Europa vejrer morgenluft” i Berlingske (se kilder) bakkede 59 % af baskerne i 2014 op om en folkeafstemning om uafhængighed, hvis det ikke automatisk betyder udmeldelse af EU. I juni dannede 150.000 baskere en 123 kilometer lang menneskekæde under mottoet ”ret til at bestemme”, der kopierede de baltiske landes menneskekæder, da de i 1989 kæmpede for løsrivelse af Sovjetunionen.

     I artiklen ”Historisk demonstration i Baskerlandet: Bliver Spanien splittet op?” i det danske magasin Ræson i januar 2014 (se kilder) hævdes det, at kun 1-2 % af baskerne bakker op om væbnet kamp for selvstændighed.