Tinnisspilleren Simona Halep under Wimbledon 2022

large_Doping_case_halep_Glyn KirkAFPRitzau Scanpix@000_32DT4FN-6646x4431ma.jpg

medium_Doping_case_halep_Glyn KirkAFPRitzau Scanpix@000_32DT4FN-6646x4431ma.jpg

small_Doping_case_halep_Glyn KirkAFPRitzau Scanpix@000_32DT4FN-6646x4431ma.jpg

thumbnail_Doping_case_halep_Glyn KirkAFPRitzau Scanpix@000_32DT4FN-6646x4431ma.jpg

Doping_case_halep_Glyn KirkAFPRitzau Scanpix@000_32DT4FN-6646x4431ma.jpg

Den rumænske tennisstjerne Simona Halep har ligget nummer et på verdensranglisten over bedste, kvindelige tennisspillere i 64 uger fra 2017-2019. Hun har vundet to grand slams. Derudover fik hun en dom for doping i 2023, som medførte fire års karantæne. Der var fundet stoffet roxadustat i en af hendes blodprøver, som blev taget i forbindelse med den amerikanske Grand Slam-turnering US Open. Oven i dette var der uregelmæssigheder i hendes biologiske pas.   
I 2024 blev hun dog frifundet af den sportslige appeldomstol CAS. CAS mente, at Simona Halep havde godtgjort, at hun ved en fejl havde indtaget roxadustat. Roxadustat stimulerer kroppens produktion af røde blodlegemer.

Simona Halep (Rumænien)

Cykelrytteren Lance Armstrong under Tour de France 2003

Lance Armstrong under Tour de France 2003

large_Doping_case_Armstrong_Eric GaillardReutersRitzau Scanpix@20031208-201122-6-2313x1604ma.jpg

medium_Doping_case_Armstrong_Eric GaillardReutersRitzau Scanpix@20031208-201122-6-2313x1604ma.jpg

small_Doping_case_Armstrong_Eric GaillardReutersRitzau Scanpix@20031208-201122-6-2313x1604ma.jpg

thumbnail_Doping_case_Armstrong_Eric GaillardReutersRitzau Scanpix@20031208-201122-6-2313x1604ma.jpg

Doping_case_Armstrong_Eric GaillardReutersRitzau Scanpix@20031208-201122-6-2313x1604ma.jpg

Cykelrytteren Lance Armstrong er en af de mest kendte idrætsudøvere, der er blevet afsløret i at dope sig, blandt andet ved hjælp af EPO, bloddoping og testosteron. Han vandt Tour de France syv gange fra 1999-2005. I dokumentaren The Armstrong Lie oprulles dopingskandalen \[30\].   
Det var ikke positive dopingtest, der fik Lance Armstrong til endelig at indrømme, at han havde dopet sig under alle de syv løb, hvor han havde vundet Tour de France. I stedet var det undersøgende arbejde og en 1000 sider lang rapport af den amerikanske dopingmyndighed USADA der sammen med vidneudsagn fra flere af hans holdkammerater cykelholdet US Postal blev afgørende. I 2012 fik Lance Armstrong frataget alle sine sejre fra 1998-2011 og tildelt livsvarig karantæne fra sporten af USADA og Det internationale cykelforbund UCI.

Lance Armstrong (USA)

Indledning

Doping kan gøre sportsudøvere stærkere, hurtigere, mere udholdende, mere præcise, bedre til at restituere sig eller til at koncentrere sig.

I Danmark er doping især kendt i cykelsporten. Professionelle cykelryttere fra 1990’erne og frem har indrømmet brug af doping. Det gælder blandt andet Bjarne Riis, Rolf Sørensen, Michael Rasmussen, Brian Holm, Jesper Skibby, Bo Hamburger og Frank Høj.

Doping er også udbredt inden for andre sportsgrene. For eksempel har svømning, atletik, langrend og vægtløftning trukket overskrifter. Det er faktisk de færreste sportsgrene, hvor udøvere ikke kan opnå forbedringer på kort sigt, hvis de anvender ulovlige stoffer.

Der er flere måder at skjule doping på. På individniveau er en metode at anvende så små doser, at det er svært at måle. På organisatorisk niveau er en metode, at en positiv dopingtest ikke bliver offentliggjort. En tredje måde er, at sportsudøveren bosætter sig i et land, hvor hverken myndigheder eller sportsforbund tester systematisk.

Doping er ulovligt, både fordi det giver uretmæssige fordele, og fordi man forsøger at beskytte sportsudøverne. En dopingskandale fra det forhenværende DDR (Østtyskland) har blandt andet vist, hvor store fysiske skader, sportsudøvere kan få, hvis deres trænere og læger har frie hænder til at dope dem.

Den russiske dopingskandale fra 2015 afslørede ikke kun Ruslands statsstyrede dopingprogram. Skandalen afslørede også, at det internationale system, som skal holde doping ude af international og professionel sport, ikke fungerer tilstrækkeligt.

Doping in sport: why it can't be stopped

Definition

Definition af doping

Hvad er doping?

Doping er at indtage ulovlige stoffer, som optræder på dopinglisten, for at forbedre en sportslig præstation. Der findes mange forskellige, forbudte stoffer. De mest kendte er anabole steroider, erytropoetin (EPO), væksthormon, bloddoping og beta-blokere. Men der er en lang række andre stoffer, som er ulovlige, og organisationen Anti Doping Danmark udgiver derfor en dopingliste hvert år \[1\]. Udover præstationsfremmende stoffer, er der også stoffer, som kan bruges til at skjule andre stoffer. De kaldes for sløringsstoffer, som ligeledes er på dopinglisten.    
Du overtræder også antidopingreglerne, hvis du aktivt undgår at blive testet, hvis du manipulerer med test, eller hvis du handler med ulovlige stoffer eller er medvirkende til, at andre overtræder dopingreglerne.  
Der er kendte eksempler på atleter, som anvender doping i en lang række sportsgrene, heriblandt cykling, atletik, kampsport, svømning, tennis, fodbold, skiskydning, gymnastik, kunstskøjteløb og fitness \[2\]\[5\]. Selv i en sport som skak kan det være en fordel at være dopet. Her kan stofferne modafinil og ritalin forbedre spillernes præstationer.

Fakta

Fakta om doping

Hvad er effekten af doping?

Når man anvender doping, løber man en betydelig risiko. Selvom mange ulovlige stoffer kan have gavnlige effekter i forhold til de umiddelbare præstationer, kan stofferne også have skadelige effekter på længere sigt. Der er også mange stoffer, hvor omfanget af skaderne endnu ikke er kendt, enten fordi stofferne er nye, eller fordi der ikke er forsket tilstrækkeligt i effekterne.  
I dag ved vi, at steroider hæmmer mænds produktion af hormonet testosteron, endda flere år efter at man er holdt op med at bruge dem. Andre bivirkninger er træthed, impotens, nedsat sexlyst og forøget risiko for depression. Brugen af steroider er også forbundet med øget risiko for hjerte-kar-sygdomme.  
EPO og bloddoping er kendt for at kunne forbedre præstationer med op til 10 procent. Det øger antallet af røde blodlegemer i kroppen og gør blodet tykkere. Men disse stoffer kan også medføre blodpropper og hjerte-kar-sygdomme. EPO er desuden under mistanke for at være kræftfremkaldende.   
Der er også andre former for doping, som muligvis er kræftfremkaldende. Det kan dog være svært at undersøge til bunds, da man ikke kan lave kliniske studier. Det ville ikke være etisk forsvarligt at udsætte mennesker for høje doser af ulovlige stoffer, for at teste, hvor store doser der skal til, for at de udløser kræft.  
Ifølge Sundhed.dk \[6\] afhænger effekt og bivirkning i høj grad af hvor store mængder stoffer, man indtager, og over hvor lang tid. Dertil er det individuelt, hvor modtagelig den enkelte er overfor stoffet og dets bivirkninger. Tager man et stof i kombination med andre stoffer og/eller medicin kan det også have indflydelse på både effekt og bivirkninger.  
Nogle former for doping har vist sig at give en varig effekt, også når man holder op med at indtage dem. Ifølge Videnskab.dk \[7\] gælder det for eksempel steroider, som kan påvirke muskelmassens størrelse mange år efter.

Hvor længe har man kendt til doping?

Doping har i over 100 år været en integreret del af professionel sport. Ved OL i 1904 tog maratonløberen Tom Hicks nervegiften stryknin sammen med brandy og æggehvide for at klare løbet. I 1930’erne blev amfetamin og testosteron populært. Da den danske cykelrytter Knud Eremark Jensen pludselig døde til OL i Rom i 1960, mistænkte man, at han havde taget stoffet ronicol. Blot et år senere blev flere kvindelige, amerikanske atleter anklaget for at bruge det anabole steriod dianobol.  
Først i 1967 indførte Den olympiske Komité (IOC) dopingkontrol. Det skete få måneder efter, at den britiske cykelrytter Tom Simpson kollapsede og døde på bjerget Mont Ventoux i Tour de France. Det viste sig, at han havde amfetamin i kroppen.  
I løbet af 1970’erne blev forbudte dopingpræparater mere udbredte i USA. Den italienske mafia slog sig op på at smugle og sælge anabole steroider og var medproducent på en film med Arnold Schwarzenegger, kaldet Pumping Iron. Filmen havde til formål at gøre Arnold Schwarzenegger interessant for Hollywood. Planen lykkedes, og Schwarzenegger, som senere har indrømmet brug af steroider, blev et forbillede for mange unge mænd. Den historiske udvikling bliver forklaret i organisationen Play the Games 25 års jubilæumsbog fra 2023 \[8\]. Play the Game har hovedsæde i København og er et initiativ drevet af Dansk Institut for Idrætsstudier (Idan) for at højne idrættens etiske standarder og fremme demokrati, gennemsigtighed og ytringsfrihed i verdensidrætten.

Hvor udbredt er doping?

Det kan være svært at vurdere, hvor udbredt doping er i en bestemt sportsgren. Men det er ikke umuligt at finde ud af. I 2011 gennemførte et hold af internationale forskere en anonym spørgeskemaundersøgelse blandt 2167 atleter. Det var deltagere i et internationalt atletikstævne i Sydkorea samt i en stor multisportsbegivenhed i Doha. Her var sportsgrene såsom håndbold, fodbold, svømning, fægtning, golf, brydning og skak.  
Ifølge undersøgelsen \[9\] havde cirka halvdelen af atleterne taget ulovlige præstationsfremmende stoffer. Når de blev spurgt anonymt, indrømmede altså omtrent hver anden atlet, at de var dopede. Resultaterne af undersøgelsen blev senere fagfællebedømt, men forskerne kunne først udgive en videnskabelig artikel i 2018, fordi den internationale atletikorganisation IAAF og Det internationale dopingforbund WADA forsøgte at stoppe udgivelsen \[10\].

Hvordan tester man for doping?

Anti Doping Danmark tager urinprøver, blodprøver og såkaldte blodprikprøver fra professionelle danske atleter \[11\]. Det gør de både i forbindelse med konkurrencer og i perioder mellem konkurrencerne. Prøverne transporteres til laboratorier, som er reguleret af WADA, der analyserer prøverne.  
En anden måde at teste atleter på er at følge deres biologiske pas. Et biologisk pas er en medicinsk profil på hver enkelt sportsudøver. Deres blod og urin testes med jævne mellemrum. Fordi mennesker ikke er helt ens, kan vi naturligt have forskellige værdier af forskellige stoffer i kroppen. Et biologisk pas kan vise, om den enkelte over tid viser store udsving i de forskellige værdier. Det kan give et praj om, hvorvidt atleten kan have brugt ulovlige stoffer eller bloddoping.    
Hvis man udøver sport på professionelt niveau, skal man altid oplyse, hvor man opholder sig, så dopingmyndighederne kan komme på uanmeldt besøg og teste. Den danske cykelrytter Michael Rasmussen blev smidt ud af Tour de France i 2007, fordi han havde oplyst til dopingmyndighederne, at han var på træningslejr i Mexico, selvom han var i Italien for at træne \[12\]. Nogle år senere fortalte Michael Rasmussen selv, at han i en periode på 12 år havde benyttet sig af doping.  
Den amerikanske tennisstjerne Serena Williams er aldrig blevet testet positiv for doping, men i 2011 gemte hun sig i et afsikret rum i sit hus, da dopingmyndighederne kom på uanmeldt besøg \[13\]. Dopingkontrollanten måtte gå uden at have testet hende. Historien kom frem, fordi Serena Williams assistent ringede til politiet. De oplyste, at de troede, at dopingkontrollanten var en stalker.  
Ifølge Anti Doping Danmarks regler er det doping, når man overtræder dopingreglerne. Det er også en overtrædelse, hvis man ikke medvirker til kontrol. I Serena Williams tilfælde fik det dog ingen konsekvenser, at hun gemte sig for kontrollanten.   
Uanmeldte besøg er vigtige i kampen mod doping, fordi nogle stoffer allerede efter kort tid er svære at spore i kroppen. Anti-doping-myndighederne har desuden svært ved at opdage, når atleter benytter sig af såkaldt mikrodoping. For eksempel kan meget små doser EPO give en positiv effekt hos atleten, men er hurtigt ude af kroppen. Nogle stoffer er umulige at spore, fordi de er så nye, at der endnu ikke testes for dem.

Er der doping i fodbold?

Doping i fodbold har ikke fået så meget opmærksomhed som andre sportsgrene. Gennem tiden har flere spillere imidlertid anklaget klubber for systematisk doping. Det gælder blandt andet spillere fra den italienske klub Juventus og den franske klub Marseille \[14\]. I Juventus’ tilfælde førte anklagerne om brug af EPO samt 281 forskellige typer medicin til, at klubbens læge Riccardo Agricola i 2004 fik en dom på 22 måneders fængsel. Han appellerede dog dommen og blev frifundet året efter. I 2017 genansatte klubben ham som sportslæge \[15\].   
I 2006 bragte den franske avis Le Monde en artikel, som anklagede fodboldklubberne Barcelona og Real Madrid for at sende spillere til behandling hos sportslægen Eufemiano Fuentes, der især er kendt for at medvirke til bloddoping af flere cykelryttere, blandt andet cykelholdet Kelme og cykelryttere som Ivan Baso og Tyler Hamilton. Eufemiano Fuentes var omdrejningspunktet i skandalen Operation Puerto, hvor de spanske myndigheder afdækkede et større netværk omkring sportsdoping \[16\].  
Barcelona og Real Madrid benægtede alle anklager. Klubberne vandt i 2014 en sag mod Le Monde ved Spaniens højesteret, hvor avisen blev dømt til at betale en erstatning til klubberne på 300.000 euro.  
I England er testmetoderne blevet anklaget for at være alt for nemme at komme udenom \[17\]. Mange fodboldspillere bliver slet ikke testet. Avisen The Daily Mail har i 2023 afsløret, at 15 fodboldspillere i Premier League testede positive for ulovlige stoffer, men ingen af dem fik karantæne.  
Nogle gange kan en positiv test dog få konsekvenser. Den mest kendte sag er fra 2023, hvor den franske spiller og verdensmester Poul Pogba blev testet positiv for testosteron. Det skete efter en kamp, Poul Pogba havde spillet for sit hold Juventus. Han fik fire års karantæne.   
Den internationale fodboldorganisation FIFA konkluderede i 2013, at doping ikke er et problem i sporten. Fem år senere kom det imidlertid frem, at FIFA havde forhindret advokaten Richard McLaren i at efterforske anklager om doping på det russiske landshold frem mod VM i fodbold 2018 \[18\].

Betydning

Dopings betydning

Hvilken rolle spiller sportsforbund i dopingtest?

Det er ofte til debat, hvor grundige dopingtest skal være, og hvem der skal teste. Her kan der opstå konflikter mellem sportsforbund og doping-myndigheder. Et eksempel på det findes i USA, hvor der siden 2015 havde været et samarbejde mellem dopingagenturet USADA og kampsportspromoteren UFC – Ultimate Fighting Championship.   
UFC organiserer kampe indenfor den hastigt voksende kampsport MMA (mixed martial arts). UFC indgik samarbejde med USADA i 2015, fordi MMA igennem flere år blev beskyldt for at være et område, hvor der blev brugt præstationsfremmende stoffer. Ifølge New York Times \[19\] trak USADA sig fra samarbejdet i 2023, fordi de ikke kunne få lov til at teste UFC’s største stjerne, irske Connor Mcgregor, seks måneder før hans comeback. Siden har UFC meldt ud, at organisationen selv ønsker at gennemføre dopingtest.  
I løbet af de otte års samarbejde mellem USADA og UFC blev flere af organisationens største stjerner testet positive for brug af doping. Det gjaldt blandt andet John Jones, Anderson Silva, TJ Dillashaw, Brock Lesnar og Mirko Filipović.    
John Jones har altid benægtet at tage ulovlige stoffer. Han har dog bekræftet, at han engang gemte sig under et af de bure, som bruges i kampsporten, for at undgå en dopingkontrollør, der kom uanmeldt forbi. Så sent som i 2023 efterforskede politiet en hændelse, hvor John Jones havde truet en dopingkontrollør på livet.

Hvorfor kan man dope sig i årevis uden at blive taget?

De testredskaber, som anvendes til at undersøge, om atleterne har taget ulovlige stoffer, bliver bedre og bedre til at spore stofferne. Derfor tager man indimellem gamle blodprøver frem for at undersøge, om atleter har været dopet, selvom de oprindeligt bestod dopingtesten.  
I 2022 fandt Det internationale testagentur ITA eksempelvis frem til, at 73 atleter fra OL i 2012 havde været dopet \[20\]. ITA fokuserede på de sportsgrene, som tidligere har været i søgelyset, herunder atletik og vægtløftning. 36 vægtløftere og 28 atletikudøvere fra OL 2012 blev testet positive. Det var især anabole steroider, som den nye metode var bedre til at spore.   
Faktisk viser en undersøgelse, at rigtig mange atleters gamle prøver senere bliver testet positive. Forskere har ifølge Videnskab.dk set på dopingtest foretaget siden 1968. I gennemsnit gik der syv år fra prøven blev taget, til atleten blev afsløret. Det betyder, at mange når at vinde medaljer og høste hæder og økonomiske gevinster, før dopingen afsløres \[21\].

Hvilke skandaler har man set i nordiske lande?

Det sker jævnligt, at atleter indrømmer brug af doping længe efter, at de er stoppet i sporten. De danske cykelryttere Bjarne Riis og Rolf Sørensen indrømmede brug af blandt andet EPO mange år efter deres karrieres afslutning. Bjarne Riis har også indrømmet brug af bloddoping.  
En anden sportsgren, som har været genstand for spekulationer om brug af EPO og bloddoping, er langrend og biathlon (skiskydning). Her har flere stjerner gennem tiden testet positiv for doping. I 2016 testede den norske OL-vinder Therese Johaug positiv for stoffet clostebol. Det fik hun 18 måneders karantæne for.  
De norske langrendsløbere dominerede sporten i 1990’erne og 2000’erne. I en finsk dokumenter fra 2012 fortæller en anonym kilde, som havde en nøglerolle på det norske langrendslandshold i de år, at de mange medaljer, som norske, svenske og finske langrendsløbere opnåede i 1990’erne og 2000’erne ikke kun blev opnået via træning og sund kost \[22\]. De norske stjerner har benægtet alt. Det gælder også den største norske stjerne Bjørn Dæhlie. Rygterne er dog fortsat. De er blandt andet holdt i live af en bog, som blev udgivet af en tidligere afdelingsleder i det norske antidopingagentur, Mads Drange \[23\].  
I 2007 skulle Mads Drange indsamle og lave blodprofiler på langrendsløberne. Flere af løberne havde så høje profiler, at det kun kunne skyldes bloddoping, skriver han, men uden at sætte navne på, hvem det drejer sig om. I forbindelse med anklagerne lovede det norske skiforbund at fremlægge blodprofilerne, men det skete aldrig. Ifølge den svenske professor og doping-bekæmper Bengt Saltin var det ikke muligt at komme til tops i langrend i starten af 2000’erne, hvis ikke man brugte bloddoping. Det skriver BT.  
I 2017 kom det frem, at doping går hele vejen til toppen af det internationale skiskydningsforbund (IBU). Sagen er i 2024 stadig ikke fuldt afdækket og omhandler blandt andet den tidligere formand gennem 26 år, norske Anders Bessebjerg.  Han var anklaget for grov korruption og for at hjælpe russiske atleter med at undgå dopingforfølgelse, skriver TV2 \[24\]. En norsk domstol endte med at idømte Ander Bessebjerg tre års fængsel i april 2024.

Hvilke konsekvenser har manglen på internationale standarder for tests?

Der udføres ofte test ved store stævner og kampe. Men disse testformer er forudsigelige, og derfor er det muligt at planlægge indtaget af doping og sløringsstoffer på en måde, så testen ikke er positiv i forbindelse med selve konkurrencen.  
Det betyder, at uanmeldte dopingtest, som foregår mellem konkurrencerne, er meget vigtige i kampen mod doping. Men der er stor forskel på, hvor ofte de enkelte landes dopingmyndigheder vælger at komme på uanmeldt besøg imellem konkurrencer. Det viser en forskningsrapport fra 2020, som er udgivet af det amerikanske tidsskrift National Library of Medicine \[26\].  
12 afrikanske lande – herunder Kenya og Etiopien, der vinder mange medaljer i mellem- og langdistanceløb – havde sammenlagt gennemført blot fire dopingtest mellem konkurrencer i 2018. Til sammenligning havde Finland gennemført 289 test, Spanien havde gennemført 809 test, mens Grækenland kun havde gennemført 31.  
Forskerne udregnede en rangering af landene, hvor antallet af uanmeldte test sættes i forhold til antallet af professionelle atletikudøvere. Ifølge den rangering har Spanien en score på 21,3, mens USA og Jamaica med stærke atletiktraditioner har en score på henholdsvis 6,2 og 4,4.  
Jamaica er blevet kritiseret af en whistleblower for de manglende test. En tidligere leder af anti-doping-programmet i landet, Renee Anne Shirley, fortalte i 2017, at der slet ikke blev gennemført test mellem konkurrencer op mod OL i 2012.

Problemstillinger

Problemstillinger ved doping

Hvad sker der, når stater er aktivt involverede i doping?

Selvom der på globalt plan er indført forbud mod at dope sig, hvis man vil deltage i professionel sport, viser flere dopingskandaler, at der både kan være lande og sportsorganisationer, som har en interesse i at skjule dopingen.   
En af de største og nyeste dopingskandaler omhandler Rusland. Lederen af det russiske antidoping-center afslørede i 2015, hvordan der i Rusland blev gennemført statsstyrede dopingprogrammer. Whistleblowerens navn er Grigory Rodchenkov. Han bor i dag i USA og lever under beskyttelse fra FBI. I Netflix-dokumentaren Icarus bliver den russiske skandale langsomt afsløret med Grigory Rodchenkov som det primære vidne \[27\].  
Flere russiske atleter bakker hans forklaring op. Det gælder blandt andet de to atletikudøvere Yulia og Vitaly Stepanov. De flygtede fra Rusland til USA og indrømmede i 2014, at de selv havde brugt doping og fortalte om systematisk doping blandt russiske atleter. 

Skandalen betød, at Rusland delvist blev udelukket fra at deltage i sommer-OL i Tokyo i 2020. 329 russiske atleter fik alligevel lov til at deltage under navnet Russia Olympic Commitee (ROC). Yulia og Vitaly Stepanov var dog ikke blandt de russiske atleter, der fik lov at deltage, fordi de havde indrømmet brug af doping, da de afslørede det statsstyrede program. 

I praksis betød det, at der var ganske få konsekvenser for Rusland og de russiske atleter, som ikke indrømmede brug af doping. Hvorimod de atleter, som afslørede systemet, blev straffet. Rusland endte med en samlet straf på to års udelukkelse fra OL og VM på grund af skandalen. En afgørelse, som Dansk Idrætsforbund (DIF) fandt skuffende.

Hvordan kan stater dække over doping?

USA var i starten af 2000’erne involveret i en dopingskandale, der på samme måde som den russiske skandale blev bragt frem af en whistleblower, som var tilknyttet de amerikanske antidoping-myndigheder.  
Skandalen omhandlede ikke et statsstyret dopingprogram. I stedet var der ifølge whistlebloweren, Wade Exum, tale om, at myndighederne dækkede over mere end 100 positive dopingprøver i perioden 1988-2000.   
Wade Exum var den tidligere anti-doping-direktør i den amerikanske olympiske komité (USOC). Han var blevet fyret fra sit job og mente, at det skyldtes hans forsøg på at forhindre, at det amerikanske antidoping-system udviklede sig i stil med Østtyskland, hvor der i 1980’erne foregik systematisk doping. Hans anklager blev bakket op af den svenske professor og formand for Anti Doping Danmark, Bengt Saltin. Det skriver Play The Game i sin jubilæumsudgivelse.   
Saltin mente, at det kun var en brøkdel af dopingproblemerne i USA, som var blevet afsløret. Og at problemerne med doping i USA kunne sammenlignes med dopingskandalen i Østtyskland. Exum afslørede sidenhen 30.000 dokumenter, som ifølge WADA viste, at de amerikanske dopingmyndigheder havde dækket over positive dopingprøver \[28\].  
Blandt andet var atletikstjernen Carl Lewis (ni OL-medaljer) testet positiv for doping hele tre gange. Han fik alligevel lov til at deltage i konkurrencer, herunder OL. En af gangene vandt han en OL-guldmedalje, fordi canadiske Ben Johnson havde fået frataget sin medalje i 100 meterløb på grund af en positiv dopingtest.  
Flere af atleterne, som var en del af skandalen blev aldrig dømt. Men nogle endte med fængselsdomme. Det gjaldt blandt andet Marion Jones, der både var OL-guldvinder og verdensrekordholder på 100-meterdistancen. Hendes brug af doping blev afsløret i 2003 i forbindelse med BALCO-skandalen, som ledte op til Exums afsløringer. BALCO var et medicinsk laboratorium, der producerede ulovlige stoffer til en lang række amerikanske stjerner og deres trænere.

Hvad betyder det, når en hel sportsgren er præget af doping?

Man kan ikke tale om doping, uden at nævne cykelsport. De første afsløringer af systematisk doping kom frem, da de franske myndigheder i 1998 ransagede en bil, som tilhørte massøren på det franske cykelhold Festina. Ransagningen var beordret af den franske sportsminister Marie-George Buffet. Hun var kommunist og anså cykelrytterne for at være arbejdere, der fortjente beskyttelse fra medicinske overgreb.  
Siden har det vist sig, at der også foregik systematisk doping på det tyske cykelhold Telekom, som den danske cykelrytter Bjarne Riis cyklede for og vandt Touren sammen med i 1996. I alt har 14 tidligere Telekom-ryttere indrømmet brug af doping. Det gælder også tyske Jan Ulrich, der vandt Tour de France i 2017. Lance Armstrong, der vandt Tour de France hele syv gange, har også indrømmet brug af doping, efter at have afvist det i årevis.  
Bjarne Riis fortsatte sin cykelkarriere som manager for flere danske cykelhold, der deltog i Tour de France. I 2012 udgav den amerikanske cykelrytter Tyler Hamilton bogen Det hemmelige løb, hvori han fortalte, at Bjarne Riis satte ham i forbindelse med den spanske dopinglæge Eufemiano Fuentes. Det skete, mens Tyler Hamilton kørte for Bjarne Riis hold Team CSC Tiscali i 2002. I bogen afslørede Tyler Hamilton også, at han havde taget doping sammen med Lance Armstrong \[29\].

Hvordan skader statsstyret doping atleterne?

En af de største og mest systematiske dopingskandaler de sidste 100 år findes i det tidligere Østtyskland (DDR), som var en del af Østblokken indtil 1989. Efter Berlinmurens fald er det kommet frem, at mellem 10-15.000 atleter blev dopet gennem 1970’erne og 1980’erne. Flere atleter var blev dopet, mens de var børn, og mange kendte ikke til omfanget af dopingen, og troede at sportslægerne gav dem vitaminer.  
Den systematiske doping førte til et utal af verdensrekorder og OL-medaljer. Men dopingen havde store konsekvenser for mange atleter, som efterfølgende har kæmpet med bivirkningerne af den omfangsrige brug af Oral-Turinabol, der er et anabolt steroid, som blev fremstillet af det statsejede firma Jenapharm.  
Flere af atleterne sagsøgte den tyske stat og har siden fået tilkendt mindre økonomiske erstatninger. De oplevede at få hepatitis, hjertesygdomme og leverkræft. Kvinderne fik også akne, dybe stemmer, forøget hårvækst og forstørrede klitoris. Nogle af kvinderne fødte endda børn med misdannelser som et resultat af den enorme brug af steroider. Andre fik adskillige aborter.  
De læger, der ordinerede medicinen, kendte godt til de farlige bivirkninger. I 2000 blev den tidligere sportsminister i Østtyskland, Manfred Ewald, dømt for at have skadet 142 kvinders kroppe. En tysk læge, som havde givet steroider til 60 mindreårige svømmere, fik en fængselsdom på 15 måneder og en bøde på 7.500 D-mark \[32\].

Hvilke problemer er der i dag med statsstyret doping?

Kina blev i 2017 anklaget af en whistleblower for at gennemføre systematisk doping. Den kinesiske sportslæge, Xue Yinxian, var tilknyttet det kinesiske olympiske hold. Hun fortalte i 2017, ifølge The Guardian, at op mod 10.000 kinesiske atleter sandsynligvis har været involveret i systematisk doping på tværs af alle sportsgrene \[33\].  
Lægen flygtede ud af Kina i 2012, efter hun havde udtalt sig kritisk om den systematiske doping.  Hun søgte asyl i Tyskland med den begrundelse, at alle, der har modsat sig dopingprogrammet i Kina, angiveligt skulle være blevet fængslet. Xue Yinxian fortalte til den tyske tv-kanal ARD, at atleter helt ned til 11-årsalderen blev introduceret til doping. Hun blev især bekymret, da hun begyndte at se alvorlige bivirkninger på børn i 13-14-årsalderen. Ifølge hendes udsagn foregik dopingen i fodbold, atletik, svømning, volleyball, basket, bordtennis, dykning, gymnastik og vægtløftning.   
Xue Yinxian fortalte derudover, at alle atleter systematisk blev testet, så man kunne sikre sig, at det ikke var muligt at spore doping i deres urin eller blod, inden de tog til internationale stævner.  
Ifølge Xue Yinxian var dopingen massiv i 1980’erne og 1990’erne. Men den seneste dopingskandale fra den kinesiske svømmeverden, som blev afsløret i 2024 af New York Times, viser at problemerne sandsynligvis endnu ikke er løst \[34\].  
23 kinesiske svømmere, der havde været på den samme træningslejr, testede alle positiv for stoffet trimetazidine, også kendt som TMZ. Svømmerne testede positive kort før OL i Tokyo i 2021, men hverken det kinesiske antidopingforbund Chinada eller det internationale dopingforbund WADA suspenderede dem eller forfulgte sagen. Det på trods af, at tre af svømmerne tidligere var blevet testet positive for brug af steroider ifølge en rapport, som blev lækket til New York Times \[35\]. Svømmerne tog således uhindret til OL, hvor nogle af dem vandt guld og slog verdensrekorder.   
Skandalen er ikke blevet mindre af, at den russiske kunstskøjteløber Kamila Valieva, der vandt guld ved vinter-OL i 2022, har fået frataget sin medalje og samtidig fået fire års karantæne for at teste positiv for netop TMZ.

Debat

Debat: For og imod kontrol og straf

Hvem er tilhængere af strengere kontrol og straf for doping?

Den internationale dopingkontrol har i årevis været kritiseret for ikke at være effektiv nok. Flere forskere mener, at den russiske skandale viser, at det internationale dopingagentur WADA står med store udfordringer, fordi det ikke har formået at sanktionere Rusland \[36\].  
Senest har skandalen i Kina fået amerikanske svømmere til at tilkendegive, at de har meget lidt tillid til WADA. Det har fået WADA til at pege fingre tilbage på de amerikanske antidoping-myndigheder USADA. Ifølge WADA er det kun 10 procent af de amerikanske atleter, som er underlagt test af USADA. Det skyldes, at de resterende atleters sportsorganisationer og sportsligaer ikke ønsker at samarbejde med WADA. WADA fremhævede også, at 31 procent af de amerikanske atleter ikke var testet godt nok i de 12 måneder som ledte frem mod OL i Tokyo i 2020.   
Undersøgelser viser da også, at der er stor forskel på, hvor meget de enkelte lande og de enkelte sportsorganisationer tester. Historien viser også, at straffene til atleterne, som tages i at snyde, kan variere betydeligt. Nogle får karantæne, mens andre straffes med fængsel. Det afhænger af det enkelte lands lovgivning.

Hvem modvirker strengere kontrol og straf for doping?

Problemerne med doping og korruptionen i den internationale sportsverden har fået australieren Aron D'Souza til at foreslå et sportsstævne kaldet Enhanced Games, hvor atleterne gerne må være dopede. Hans ide med stævnet er at slå verdensrekorder, og han mener, at atleterne skal betales en god løn for at stille op. Spørgsmålet er så, om sådan et stævne kan foregå uden at sætte atleternes liv i fare.  
En dansk professor i filosofi og medlem af Etisk Råd har ligeledes advokeret for, at man ikke bør straffe dopede atleter. Thomas Søbirk Petersen advokerer i sin bog ’Fri Doping – et forsvar for en ny dopingpolitik’ at man bør legalisere doping. I en artikel i Videnskab.dk argumenterer han for, at doping kan være sundt, hvis det gives i små mængder, i korte perioder og under lægelig rådgivning \[37\].   
En legalisering vil også betyde, at atleter kan få stofferne på et legalt marked med mindre sundhedsrisiko end det illegale marked. Thomas Søbirk Petersen er ikke bekymret for, at legalisering vil medføre en slags dopingtvang, fordi atleterne kan føle sig nødsaget til at bruge doping i højere grad end i dag. Det vigtigste er, at atleterne har autonomi til at træffe et frit valg, mener han.

Hvad siger loven?

Perspektiv

Perspektiv på doping

Hvordan udvikler dopingtestene sig?

Der er udviklet nye og nemmere måder til at teste atleter. Blodpriktesten blev godkendt af WADA i 2021. Den er mindre invasiv og hurtigere at gennemføre. Problemet er, at det stadig kan være svært at spore mikrodoping og doping med stoffer, som er så nye, at de ikke optræder på dopinglisten.  
Samtidig kan en mere effektiv test ikke forhindre korruption i sport og hemmeligholdelse af test. Sammenholdt med det faktum, at dopede atleter kan opleve positive, sportslige effekter i mange år efter at stofferne kan spores, betyder det, at incitamentet til at dope sig stadig er højt.   
Sandsynligheden for at teste positiv i en dopingkontrol har indtil videre været relativt lille. Spørgsmålet er så, om blodpriktesten ændrer på den statistik.

Hvor er dopingforbruget på vej hen?

Den seneste dopingskandale med de kinesiske svømmere viser, at det synes meget svært at komme doping til livs. I hvert fald, når der ikke er nedskrevet globale standardiserede regler for, hvordan alle professionelle atleter skal testes.   
Udbredelsen af doping har været længe undervejs. I 1970’erne besluttede den italienske mafia i USA at steroider var et nyt illegalt marked, de gerne ville investere i. Derfor brugte de også ressourcer på at promovere typer som Arnold Schwarzenegger. I dag er der et stort verdensmarked for illegale steroider. I 2007 regnede WADA med, at 31 millioner mennesker på verdensplan anvendte dopingpræparater. Det kan dog være svært at sige noget entydigt om udviklingen på et illegalt marked.  
Det er også vanskeligt at vurdere omfanget, når der ikke gennemføres systematiske, anonyme spørgeskemaundersøgelser blandt atleterne. I 2017 fortalte den tidligere dopingkemiker, Angel ‘Memo’ Hernandez, om hans erfaringer i tennis. En sport, hvor der har været meget få dopingskandaler:   
»Tennis var paradis i lang tid. Der var ingen test involveret. Ingen test. De (tennisspillerne, red.) var i paradis, de nød deres ting, elskede deres ting. Ingen test overhovedet. Nu tror jeg, at de er begyndt at teste, men det er stadig en joke,« sagde Angel ‘Memo’ Hernandez i mediet The Spectator.   
Han fortæller også, at han er blevet tilbudt at arbejde med fodboldspillere i den engelske fodboldliga Premier League, som ønskede at dope sig \[38\].   
Et gæt på, hvor dopingen befinder sig i dag, vil være, at det er udbredt mellem konkurrencerne, men mindre lige op til en konkurrence, da de nye testmetoder kan fange selv små doser.

Personer der arbejder som dopingkontollanter ved fodbold-vm i Qatar i 2022.

Dopingkontrol før kampen mellem Portugal og Ghana ved FIFA World Cup 2022.

medium_Doping topbillede.png

small_Doping topbillede.png

thumbnail_Doping topbillede.png

Doping topbillede.png

Originalkilder

En af de få videnskabelige undersøgelser, der spørger ind til atleters brug af doping på tværs af en lang række sportsgrene. Atleterne svarer anonymt. Undersøgelsen konkluderer, at cirka halvdelen af atleterne i undersøgelsen har anvendt doping.

Doping in Two Elite Athletics Competitions Assessed by Randomized-Response Surveys

Baggrundskilder

Hjemmeside

Anti Doping Danmark (ADD) er den myndighed, der tester danske atleter. ADD har til opgave at fremme integriteten i idrætten. Det gøres ved at bekæmpe doping i idrætten og via forebyggelse og kontrol.

Anti Doping Danmark

Film

Netflix-dokumentar om systematisk doping i Rusland. Filmen omhandler venskabet mellem Brian Fogel og den russiske whistelblower, Grigory Rodchenkov.

Icarus

Om hvordan Lance Armstrongs forsøg på at gøre comeback i cykelsporten kolliderer med den amerikanske dopingmyndighed USADA’s undersøgelser af doping på hans tidligere cykelhold US Postal.

The Armstrong Lie

Bøger

Ines Geipel er tidligere østtysk topatlet. I denne bog afdækker hun sammenhængen mellem det østtyske rumprogram og doping af østtyske topatleter før murens fald. For læsere med interesse for DDRs hemmeligheder.

Fagre nye himmel: Rumeventyr, eksperimenter og hemmelige arkiver

Tyler Hamiltons bog afslørede ikke kun ham selv som en cykelrytter, der benyttede sig af doping. I bogen anklager han også Lance Armstrong for at bruge doping og sin tidligere manager Bjarne Riis for at sætte ham i forbindelse med en dopinglæge.

Det hemmelige løb: Tour de France set indefra - om doping, løgne og viljen til at vinde for enhver pris

Jubilæumsbogen giver et historisk indblik i dopingens historie og den samler op på, hvor der i dag stadig forekommer udfordringer. Bogen ser også på korruption i sport.

When the silence of sports was broken – Sports politics in the times of Play the Game

Udbredelse

Udbredelse af doping

På verdensplan testede 0,77 procent af alle dopingtest af atleter, som deltager i olympiske sportsgrene, positiv i 2022. Det oplyser Det Internationale dopingforbund WADA. I 2021 var tallet 0,65 procent. I rapporten står positive test beskrevet som AAF’s eller Adverse Analytical Findings. Det er de blå bobler, som viser test af atleter i olympiske sportsgrene \[25\].

Positive test er beskrevet som AAF’s eller Adverse Analytical Findings.

medium_Dopinggrafe1.png

small_Dopinggrafe1.png

thumbnail_Dopinggrafe1.png

Dopinggrafe1.png

Procentdelen der doper i sport

Indhold

Cases

Tal og grafer

Anbefalede links

Dopinglisten 2024

Lance Armstrong indrømmer doping

Norsk skidronning har fået sin dopingdom

Russisk OL-guldvinder får fire års udelukkelse for brug af doping

Choktal i fitnesscentre: 60 procent udelukket for doping

Hvor farligt er det at bruge doping?

Effekt af doping kan vare i årtier

Assessing Doping Prevalence is Possible. So What Are We Waiting For?

Analyse af dopingprøver

På en måde var det den bedste dag, og på en måde var det den værste

Serena Williams - Locked in panic room over drug test mix-up

‘No systematic doping in football?’: A critical review

The doctor who connects Pogba's case to a notorious 1990s doping scandal

Operacion Puerto - dag for dag

Does the Premier League have a drugs problem? MoS investigation reveals players could be tested as little as ONCE a season and they are almost NEVER tested for banned testosterone

Hvad leder du efter?

Doping

Tal og grafer

Udbredelse af doping

Procentdelen der doper i sport

Graf som datatabel

Citerede kilder

2022 Anti doping testing figures – Executive summary

Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt: