DNA i straffesager

DNA har været brugt som bevismateriale i danske retssager siden 1993. I 2024 spillede DNA-beviser en vigtig rolle i bevisførelsen mod Philip Westh, der blev dømt for drabet på Emilie Meng, drabsforsøg og voldtægt af en 13-årige pige, samt et overfald på en 15-årig efterskoleelev.

     I 2024 blev mordet på Hanne With opklaret via DNA-beviser mere end 30 år efter forbrydelsen skete. Her brugte politiet en ny metode for at finde den nu 54-årige drabsmand. Da politiet tog en DNA-prøve fra drabsmandens søn i forbindelse med en anden sag, viste det sig, at der næsten var et match mellem sønnens DNA og DNA fra gerningsstedet, hvor Hanne With blev fundet dræbt i 1990. Politiet vidste derfor, at DNA’et fra gerningsstedet tilhørte et familiemedlem til sønnen.

     Den metode, som det danske politi anvendte i sagen, kaldtes slægtskabssøgning. Metoden adskiller sig fra genetisk slægtsforskning, der har været brugt i USA i flere år, og har gjort det muligt at opklare årtier gamle mord. I USA benytter politiet sig ikke kun af egne DNA-databaser til slægtskabssøgning. De anvender også private databaser, hvor almindelige mennesker har indsendt en prøve med deres DNA for at undersøge deres egen etnicitet eller stamtræ. Den metode kaldes genetisk slægtsforskning.

     I Danmark var Hanne With-sagen første gang, at politiet benyttede sig af slægtskabssøgning. Politiet må dog kun bruge sin egen DNA-database. Genetisk slægtsforskning er ikke lovlig i Danmark. Metoden har mødt kritik i USA, fordi mennesker, der ikke er mistænkt for en forbrydelse, risikerer, at deres personlige oplysninger bruges til at efterforske et familiemedlem.

DNA (Deoxyribonucleic Acid) beskriver vores arvemasse. Det vil sige de gener, vi har fået fra vores biologiske forældre. DNA er et kædeformet makromolekyle, som viser sig i form af en dobbelt-spiralformet struktur. DNA findes i vores celler og kaldes også for nukleinsyre. DNA består af såkaldte nukleotider, der løber som perler på en snor, som igen skaber et unikt mønster

. Når vi efterlader celler i form af f.eks. hud, hår, spyt, blod eller sæd, efterlader vi DNA. Vi efterlader på den måde et personligt og unikt mønster.

     I dag findes der præcise metoder til at spore DNA i selv meget små prøver. Der kan dog være en risiko for, at DNA’et i prøverne er beskadiget af varme, fugt eller bakterier. Det kan også være sværere at bestemme en DNA-profil, hvis to eller flere menneskers DNA er blandet, f.eks. hvis vaginalceller og sædceller er blandet sammen.

Når politiet er på et gerningssted eller finder materialer, som kan have forbindelse til en forbrydelse, kan de indsamle prøver af fx spyt, blod, hud eller hår og sende det til analyse hos Retsgenetisk Afdeling på Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet

.               

     Mennesker har stort set ens DNA, men der er nogle bestemte områder af DNA’et, som er forskellige fra person til person. I dag undersøger analytikerne derfor 23 forskellige områder af DNA’et, også kaldet DNA-systemer, som definerer forskellige aspekter af et menneske. Tidligere har man kun undersøgt 10 DNA-systemer, hvilket har øget risikoen for at finde flere personer, hvis DNA matchede et DNA-bevis.

     Selvom vi alle har unikt DNA, kan en DNA-prøve godt vise sig at være usikker. Der kan være prøver, hvor det ikke har været muligt at udtrække nok DNA til, at forskerne med 100 procents sikkerhed kan sige, at DNA’en kun kan stamme fra én person.

     Retsgenetisk Afdeling laver derfor altid en vurdering af, hvor sandsynligt det er, at DNA’et i sporet tilhører DNA’et til en mistænkt. Den vurdering kaldes en likelihood-kvotient. Jo lavere kvotienten er, desto flere andre omstændigheder skal tale for, at der er tale om et match mellem den mistænkte og det spor, der er fundet. F.eks. at personen kendte ofret eller har været i nærheden af gerningsstedet.

     I Danmark er der et grundlæggende princip i straffesager om, at ét bevis ikke kan stå alene. Et DNA-bevis skal derfor altid indgå sammen med en konkret vurdering af sagens omstændigheder

. DNA kan fremkomme på et gerningssted, fordi en person tidligere har været til stede og har forladt det igen. Derfor kan et DNA-match ikke i sig selv være bevis nok til at få en person dømt.

De seneste år har private firmaer tilbudt, at almindelige mennesker kan få analyseret deres DNA ved at sende en prøve med spyt til dem. Analysen kan kortlægge det genetiske ophav fra den person, som har indsendt prøven, herunder hvor i verden personens forfædre kommer fra. Man kan også få oplyst, om man har familiemedlemmer, som har registreret sig i databaserne. Databaserne er internationale. Det kan fx være Myheritage, 23andMe eller Ancestry.

     Politi i USA, Canada og Sverige har anvendt disse databaser i deres efterforskningsarbejde. Det gør de ved at oprette en profil baseret på DNA, som de har fundet på gerningsstedet. I databasen vil det fremgå, om der er et helt eller delvist DNA-match via en anden profil. Det kan være en grandfætter eller et familiemedlem længere ude ad stamtræet. Efterforskerne vil derpå – ud fra andre oplysninger i sagen – analysere, om der er nogen med relation til personen med et (delvist) match, det kan være relevant at mistænke og derfor bede om en DNA-test fra. Det kan godt være over 1000 forskellige personer, der har delvist match. Det kræver derfor et stort arbejde for politiet at indkredse eventuelle mistænkte ved hjælp af slægtskabsmetoden

.

     I Danmark er det ikke lovligt for politiet at bruge de private DNA-databaser til genetisk slægtsforskning. Foreløbigt må politiet kun anvende slægtsskabssøgning, som vil sige, at de må søge på DNA-match fra eventuelle familiemedlemmer, som er registreret i politiets egen DNA-database, også kaldet Det Centrale DNA-profil-register. Det vil de blandt andet være, hvis de på et tidspunkt har været mistænkt for at begå en forbrydelse med en strafferamme på 1,5 år eller mere. Men DNA-profiler slettes også løbende fra databasen. Reglerne om, hvornår DNA slettes, findes i Lov om Det Centrale Dna-profilregister og Det Centrale Fingeraftryksregister. Hvornår sletningen foretages, afhænger af forbrydelsens karakter og hvorvidt den registrerede blot har været sigtet eller er blevet dømt

.

Første gang DNA blev brugt til at opklare en forbrydelse var i 1986. I 1983 og 1986 blev to unge piger voldtaget og myrdet i England. En 17-årig dreng, der var indlagt på en psykiatrisk afdeling, tilstod, at han havde begået det ene mord. Men DNA-prøver fra begge mord viste spor fra den samme person. Og da man tog en DNA-prøve fra den 17-årige, var der ikke et match. Politiet tog herefter prøver fra 1400 personer i lokalområdet. En af de personer var Colin Pitchfork, som havde forsøgt at aflevere en anden persons prøve. Da politiet endelig fik taget en prøve fra ham, matchede den med DNA’en, der var fundet på de to gerningssteder. Han blev dømt for begge mord

.

     I Danmark blev DNA første gang anvendt som bevis i en retssag i 1993

. Der var tale om mordet på Inga Nørgaard Jensen, som var enlig mor til to børn. Hun blev voldtaget, før hun blev myrdet. Morderen havde efterladt sædpletter på hendes frakke, og DNA-prøverne fra de spor viste, at den person, som vidner havde peget på, ikke havde matchende DNA. Herefter tog politiet blodprøver fra 25 andre mænd, og det endte med, at DNA-beviserne matchede den 21-årige Carsten Jeppesen. Han fik 16 års fængsel.

Før DNA-beviser var politiet afhængig af andre tekniske beviser for at opklare sager. Det kunne være i form af fingeraftryk, tandsæt, fodaftryk eller blodtype. Man skrabede også fibre og hudceller fra mistænktes negle for at undersøge, om fibrene passede med fibre fra tøj eller gulvtæpper fra gerningssteder. Da DNA-metoden blev introduceret i slutningen af 1980’erne blev det dog tydeligt, at den både var effektiv og et godt supplement til de andre typer tekniske beviser. Med de analysemetoder, der er udviklet i dag, er det næsten umuligt at begå en forbrydelse uden at efterlade sporbart DNA.

     DNA-metoden betyder også, at politiet kan opklare forbrydelser mange år efter, de er begået. Det skyldes, at politiet gemmer DNA-prøver og andet bevismateriale og tager det frem engang i mellem for at undersøge, om der er kommet nye DNA-spor i politiets database.

2024, Danmark: 54-årig dømmes for mordet på Hanne With – Den første person i Danmark, som dømmes, efter politiet har anvendt slægtssøgning i deres egen DNA-database i efterforskningen

.

     2024, Danmark: Philip Westh dømmes for mordet på Emilie Meng – DNA fra Emilie Mengs bukser blev fremlagt i retten. Professor i geogenetik Eske Willerslev mente at kunne påvise, at det var Philip Wesths DNA, som politiet havde fundet på hendes bukser. Han brugte en anden DNA-metode end Retsgenetisk Afdeling. Retten lagde dog især vægt på, at politiet havde fundet en rulle gaffatape på Philip Wesths bopæl, hvor man via den traditionelle DNA-metode fandt DNA fra Emilie Meng

.

     2020, Sverige: Daniel Nyqvist dømmes for mordet på Mohamad Ammouri og Anna-Lena Svenson – Det var den første sag i Sverige, hvor politiet opklarede mordet ved blandt andet at søge efter DNA i amerikanske DNA-databaser, som mindede om DNA’et fundet på gerningsstedet

.

     2020, USA: Joseph James DeAngelo, der siden fik tilnavnet The Golden State Killer, dømmes for 13 drab og 45 voldtægter – Sagen var blandt de første i USA, hvor politiet opklarede forbrydelser ved hjælp af søgning i private DNA-databaser, som almindelige amerikanere har indsendt DNA-prøver til for at finde slægtninge eller opklare egen etnicitet

.

     2019, USA: William Earl Talbott II dømmes for mordene på Tanya van Cuylenborg og Jay Cook – Sammen med The Golden State Killer var det en af de første sager i USA, hvor slægtsforskning i DNA-databaser blev brugt til at opklare mord. Det tog kun slægtsforskeren Cece Moore to timer at opklare mordet, efter hun havde oprettet en profil med gerningsmandens DNA på den private database GEDmatch

.

     2011, Danmark: Marcel Lychau Hansen, siden kendt som Amager-manden, dømmes for mordene på Edith Louise Andrup og Lene Buchardt Rasmussen – Ved hjælp af DNA-spor kunne politiet knytte ham til flere uopklarede drab og voldtægtssager, der fandt sted fra 1980’erne og frem til 2010. Det var en henvendelse fra en borger og en gennemgang af mobiltelefoner i nærheden af en voldtægt, som fik politiet til at anmode ham om at afgive en DNA-test

.

     1993, Danmark: Carsten Jeppesen dømmes for mordet på Inga Nørgaard Jensen – Første gang, at DNA-beviser anvendes i en dansk straffesag.

     1986, England: Colin Pitchfork dømmes for mordene på Lynda Mann og Dawn Ashworth – Første gang, at DNA-beviser anvendes i en straffesag på verdensplan.

Når man undersøger DNA, undersøger man de dele af DNA’et, der til sammen udgør en unik kombination. Enæggede tvillinger bærer rundt på det samme DNA og er undtagelsen.

     Når Retsgenetisk Afdeling laver en DNA-profil, ser de som minimum på 23 mønstre i DNA’et, også kaldet DNA-systemer. Når man ser på de 23 mønstre i en kombination, er der meget stor sandsynlighed for, at vi adskiller os fra hinanden.

     I den danske sag med en håndværker, som blev uskyldig dømt for indbrud, havde man sammenlignet hans DNA-prøve, som lå i politiets DNA-database med DNA fundet i lejligheden. Problemet var blot, at håndværkerens DNA-prøve var et par år gammel. Den var fra dengang, hvor man lavede en DNA-profil ved at se på 10 DNA-systemer. Da man undersøgte prøven ved at se på 16 DNA-systemer, viste det sig, at der ikke var et match.

     Ifølge Dansk Selskab for Retsmedicin benytter retsgenetikere sig i øvrigt af supplerende undersøgelser af DNA’et, hvis man vurderer, at de 23 DNA-systemer ikke er nok. Det kan være i straffesager eller i faderskabssager

.

DNA kan blive beskadiget, hvis det er blandet med en anden persons DNA. Det kan betyde, at det er sværere at lave en fuld DNA-profil på alle personerne, som potentielt optræder i DNA’et. Det kan også være beskadiget, hvis det er blevet udsat for fugt eller for høje eller meget lave temperaturer. Når man har et beskadiget DNA, kan der være risiko for, at man ikke kan udvinde alle 23-DNA-systemer. Måske kan man kun udvide 8-10 systemer, og det betyder, at der potentielt kan være flere mennesker, som kan matche.

     DNA kan også blive beskadiget, hvis der laves fejl i analysen og DNA bliver kontamineret (forurenet). Det skete i en sag med en ung mand i England i 2011. Manden var blevet anklaget for at have begået en voldtægt i en by, som lå 300 kilometer fra hans hjem. Han insisterede på, at han aldrig havde opholdt sig i byen. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at der var sket en kontaminering af hans DNA-prøve med et DNA-bevis fra gerningsstedet. Det var det private firma LGC, som stod for at udarbejde prøverne. De havde udtalt, at sandsynligheden for, at det ikke var Adams Scotts DNA, som optrådte i beviset var 1 til en milliard. Det viste sig, at der havde været et problem med firmaets udstyr, og at det var derfor, at fejlen opstod

.

At DNA-beviser kan være forbundet med usikkerhed, skyldes ikke kun, at der kan være situationer, hvor det er svært at lave en profil.

     I Danmark fandt politiet i 2010 ud af, at der var en fejl i deres computersystem, som matchede DNA-profiler med hinanden. Systemet, der var udviklet af et dansk firma, havde i en årrække haft den fejl, at den ikke matchede DNA-prøver fra enkeltpersoner med DNA-prøver, hvor DNA fra en mand og fra en kvinde var blandt sammen. Da politiet gennemgik systemet i 2011, viste det sig, at der var 1000 sager, som ikke var blevet analyseret korrekt. Det skriver TV2

.

     I et tilfælde var en gerningsmand gået fri. I 2003 blev den 93-årige Tove Rosa Hansen overfaldet af en mand, der havde brækket begge hendes arme og havde efterladt hende i en blodpøl. Hun overlevede, men gerningsmanden blev aldrig fundet, fordi politiets DNA-system ikke matchede gerningsmandens DNA med DNA-prøven på gerningsstedet, der var blandet med Tove Rosa Hansens DNA. Da man rettede fejlen i systemet, blev sagen taget op igen, men manden slap med 6 måneders betinget fængsel. Dommeren vurderede, at sagsbehandlingstiden havde været for lang.

At opbevare borgernes DNA i et register kan anses som en krænkelse af privatlivets fred. Derfor er der regler for, hvor længe politiet må have en borgers DNA registreret. Det står også skrevet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8 stk. 1:

     ”Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance”.

     Der er dog tilfælde, hvor hensynet til samfundets sikkerhed vejer tungere, end den enkelte rets til privatlivets fred. Retten til privatliv er altså ikke absolut, som det også står i menneskerettighedskonventionens artikel 8 stk. 2:

     ”Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen forsåvidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og friheder”.

     Spørgsmålet om, hvor længe borgeres DNA skal opbevares i et politi-register afhænger således af afvejningen mellem offentlig sikkerhed og individets ret til privatlivets fred. Den afvejning førte i 2022 til en lovændring, så politiet kunne opbevare DNA fra sigtede personer, som aldrig var blevet dømt i helt op til 20 år. Grænsen blev således flyttet fra 10 til 20 år

.

I USA har man i flere år benyttet sig af genetisk slægtsforskning til at opklare mord. I de første sager, hvor politiet brugte private databaser, spurgte det amerikanske politi ikke databaserne om lov. De indsendte blot DNA fra den formodede gerningsmand og udledte herefter stamtræer baseret på den DNA-data, der allerede var tilgængelig i systemet. Det vakte stor debat i landet, fordi borgere, der havde delt deres DNA, ikke havde givet tilladelse til, at det amerikanske politi måtte bruge deres DNA til efterforskningen

.

     Borgerne var ikke klar over, at de ved at dele deres DNA også potentielt var med til at angive familiemedlemmer til politiet. I Danmark har politiet endnu ikke fået lov til at bruge private databaser i deres efterforskning af mord. Dansk politi har kun anvendt genetisk slægtsforskning ved at søge i sin egen DNA-database.

     Svensk politi fik i 2019 lov til at bruge de internationale databaser i et pilotprojekt. Det resulterede i, at den svenske slægtsforsker Peter Sjölund efter tre måneders arbejde kunne indsnævre feltet af mistænkte til to brødre i sagen om et dobbeltmord i Linköping. Der var ikke nogen i de to personers nære familie, der havde indsendt DNA til databaserne, men ved hjælp af oplysninger fra DNA-databaserne og oplysninger fra svenske kirkebøger og dødsannoncer kunne forskeren indsnævre feltet. Da der blev taget DNA-prøver fra de to brødre, var der et DNA-match på den ene, og han tilstod herefter de to mord

.

I Danmark blev tre læger i 2014 tiltalt for bedrageri i forbindelse med en sag, hvor en DNA-prøve var blevet forfalsket. Kun en af lægerne endte med at blive dømt

. Den pågældende læge havde i 2010 gjort en kvinde gravid, men nægtede at være faren til barnet. Det endte i en faderskabssag, hvor Frederiksberg Ret afkrævede en DNA-prøve. Lægen fik herefter en af sine venner, der også var læge, til at udstede en lægeerklæring om, at lægen ikke var i stand til at møde op på Retsgenetisk Afdeling og få taget en DNA-prøve.

     Et par måneder senere fik lægen en anden lægeven til at indsende to falske DNA-prøver til Retsgenetisk Afdeling. Sagen gik videre til Østre Landsret, der krævede, at der blev taget nye DNA-prøver, som viste, at lægen var faren. Da det viste sig, at han var faren, fik lægen otte måneders ubetinget fængsel.

     En anden person, som har forsøgt at fuske med DNA, er Marcel Lychau Hansen – også kendt som Amagermanden, der er dømt for to mord of flere voldtægter. Mens han var varetægtsfængslet, smuglede han sæd ud af fængslet og fik det overdraget til sin søn. Det var hans plan, at sønnen skulle voldtage en person og plante sæden på personen.

     På den måde ville det se ud som om, at der var en anden person med helt samme DNA. Marcel Lychau Hansen forestillede sig, at det ville give ham et alibi, da han sad fængsel. Sønnen udførte aldrig planen. Sønnens kæreste opdagede flere breve med Marcels Lychau Hansens plan og sæd i gule gummidutter i deres hjem og afleverede dem til politiet. Sønnen blev ikke dømt for forfalskning af bevismateriale, men det gjorde Marcel Lychau Hansen – foruden dommen for mord og voldtægt

.

Politiets DNA-database (Det Centrale DNA-profilregister) er oprettet med henblik på at identificere personer og sammenligne spor i forbindelse med opklaringen af forbrydelser. Der er lovgivning, som regulerer, hvornår politiet må indsamle DNA, og hvor længe de må opbevare en persons DNA i sit register.

     De private DNA-databaser er oprettet med et andet formål for øje. Her indsender almindelige borgere prøver med spyt, som så analyseres af firmaet med henblik på at kortlægge personernes etniske baggrund og deres stamtræer.

Danske politikere har flere gange drøftet, om politiet skulle have ret til at oprette et DNA-register med alle borgeres DNA. Drøftelsen er også nået til Etisk Råd, der i 2006 tog stilling til spørgsmålet

. Medlemmerne af Rådet var enige om en ting: Ingen af medlemmer bakkede op om et borger-DNA-register med tvungen DNA-test af borgerne.

     Der var dog nogle spørgsmål, hvor medlemmerne af Etisk Råd delte sig i flere lejre. Nogle medlemmer bakkede op om et frivilligt DNA-register, hvor borgere frivilligt kunne registrere sig. Andre mente, at det blev for indgribende i borgernes privatliv, og at oplysningerne potentielt ville kunne misbruges på et senere tidspunkt til at udvide statens overvågning af borgerne, fx for at skabe eventuelle effektiviseringsfordele.

     ”Får politiet tillagt meget vidtgående beføjelser, erstattes retsstaten af en politistat. Omvendt, har politiet meget begrænsede muligheder, kan lovløsheden præge landet,” skrev Etisk Råd i sin rapport fra 2006.

     Selvom Etisk Råd var splittet i spørgsmålet om etableringen af et frivilligt borger-DNA-register, har der ikke været flertal i Folketinget for at ændre loven, så det kunne blive lovligt. Det ser dog også ud til, at det ikke er nødvendigt, hvis politiet får mulighed for at bruge de private DNA-databaser. Uanset om databaserne er styret af politiet eller af private virksomheder, er de etiske overvejelser dog de samme.

Spørgsmålet om, hvorvidt politiet må bruge private DNA-databaser til at efterforske gamle mord har delt vandene. Nogle mener, at det er et oplagt redskab, mens andre mener, at det er problematisk.

     Tilhængerne mener, at man kan udarbejde en lov, som giver politiet mulighed for at benytte redskabet i særlige tilfælde, fx i drabssager, og hvor det indskærpes, at alle andre efterforskningsskridt skal være afprøvet inden. På den måde vil redskabet ikke blive misbrugt, og det vil samtidig kunne løse mange af de uopklarede mord. En af fortalerne er Martin Wittrup Enggaard, der er drabsefterforsker ved Københavns Politi. Han har udtalt til Zetland

:

     “Når der findes en mulighed som slægtsforskning, og vi så ikke rækker ud efter den … Det synes jeg faktisk ikke er i orden.”

     Et andet argument, som kunne tale for at bruge genetisk slægtsforskning er, at der i forvejen er et element af tilfældig involveret i afgivelsen af DNA-prøver.

     I dag er Retsplejeloven indrettet således, at politiet kan tvinge personer, der er mistænkt for forbrydelser med en strafferamme over 1,5 år, til at afgive DNA-prøver. Man kan risikere at være mistænkt i en drabssag, hvis man bor i det område, hvor drabet har fundet sted, eller hvis man er i familie med den dræbte. Dermed er der allerede et element af tilfældighed forbundet med de DNA-prøver, politiet optager i sin efterforskning. At man bliver mistænkt, fordi et familiemedlem har afgivet en DNA-prøve til et privatfirma, er blot en anden form for tilfældighed.

     I dag er SVM-regeringen og flere partier i Folketinget positivt stemte overfor et forslag om at udvide politiets muligheder for efterforskning via genetisk slægtsforskning, herunder muligheden for at oprette en national DNA-database, hvor borgere frivilligt kan dele deres DNA og give samtykke til, at det må bruges i efterforskning. Blandt støtterne er Danmarksdemokraterne, SF, Dansk Folkeparti og De Konservative

.

En af kritikerne af politiets brug af DNA fra private databaser er Jesper Lund. Han er bestyrelsesformand i IT-Politisk Forening og har udtalt sig om emnet til en artikel i Zetland

     I EU forhindrer databeskyttelsesloven (GDPR) umiddelbart, at borgernes personlige data kan bruges til formål, som rækker ud over det konkrete samtykke. Men selv hvis alle personer i databaserne havde givet samtykke til, at politiet måtte bruge deres oplysninger, opstår der et problem. Samtykket har nemlig konsekvenser for alle i deres nære familie og alle børn, der fødes efter dem.

     “Det er samtykke på basis af alle andre personer ud over dig selv. Det udfordrer måden, som vi opfatter et samtykke på. Ikke på egne vegne, men på vegne af andre. Her vil man for alle fremtidige politiefterforskninger, uanset hvordan verden ser ud om 10, 20 eller 30 år, have udleveret ens familie til politiet,” siger Jesper Lund til Zetland.

     I dag kan man udlede utroligt meget om en person ud fra deres DNA. Foruden hårfarve, øjenfarve og højde kan man også se, om de er disponeret for at udvikle afhængighed eller specifikke sygdomme. Jesper Lund mener, at der er risiko for, at f.eks. stater eller forsikringsfirmaer kan misbruge den viden til at forskelsbehandle borgerne.

     Risikoen for at blive sigtet i en sag, man ikke har noget at gøre med, bliver desuden større, hvis man er registreret i en database. Det viser sagen med den danske håndværker og sagen med den engelske mand nævnt i Analyse-delen. Institut for Menneskerettigheder har kritiseret, at Justitsministeriet ønskede at udvide DNA-databasen, så mennesker, der alene har været sigtet, men aldrig er blevet dømt for en forbrydelse, har deres DNA liggende i politiets database i op til 20 år.

     ”Hvis man ikke er dømt for noget, er man uskyldig. Det er et centralt princip i retsstaten. Hvis en sigtet persons data opbevares i op til 20 år, selvom personen er frifundet, risikerer det at bryde med den enkeltes ret til at blive behandlet som uskyldig, ”siger Louise Holck, direktør hos Institut for Menneskerettigheder

.

     Der er en grund til, at DNA-beviser ikke må stå alene i retssager i Danmark. Det kan være svært at bevise sin uskyld i en 30 år gammel sag. De færreste vidner kan huske så langt tilbage, og det kan være svært at huske, hvor man selv præcis befandt sig, da forbrydelsen fandt sted, hvorfor det også kan være svært at etablere et troværdigt alibi. Et DNA-bevis viser kun, at man har været til stede eller i nærheden, men det kan ikke nødvendigvis sige, præcis hvornår du var til stede, eller hvad du har gjort.

DNA som bevismateriale i straffesager er kommet for at blive og metoderne til at analysere DNA bliver stadigt mere udviklede. Derudover ser det ud til, at genetisk slægtsforskning er blevet et særdeles effektivt værktøj for politiet til at opklare gamle mord, hvor man ikke har fået dømt en gerningsmand. I USA førte opklaringen af The Golden State Killer-sagen til, at mange amerikanere frivilligt afgav DNA til diverse DNA-databaser for at hjælpe politiet med at opklare andre mordsager.

     I Danmark har politifolk i et borgerforslag foreslået, at der bliver oprettet et frivilligt DNA-register, som borgere, der gerne vil hjælpe politiet i deres efterforskning, kan indsende deres DNA til. Faktisk er det en gammel idé, der også var oppe at vende i 2009 efter forslag fra Dansk Folkeparti. Dengang endte regeringen dog med at opgive forslaget, fordi den frygtede, at nogle borgere ville føle sig presset til at tilmelde sig registret. Det forklarede tidligere justitsminister Lene Espersen (C) ifølge Dagbladet Information

.

     Oplysninger fra DNA-databaser kan også misbruges i de forkerte hænder. I starten af 2024 kom det frem, at hackere havde fået adgang til 7 millioner menneskers data fra DNA-firmaet 23andMe. Det var halvdelen af de personer, som havde ladet sig teste af virksomheden. Hackerne havde herefter forsøgt at sælge lister over personer, som var etniske kinesere og ashkenaziske jøder på det mørke internet

. Ophobningen af DNA-profiler i store databaser kan i fremtiden vise sig at blive brugt på måder, som vi i dag ikke har fantasi til at forestille os. Med så meget og så detaljeret viden om så mange mennesker, vil det med stor sandsynlighed være viden, som mange gerne vil have adgang til.