Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti blev stiftet i 1995 af fire udbrydere fra Fremskridtspartiet med Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl i spidsen. Partiet blev i begyndelsen af sin levetid set som et yderliggående protestparti med en stærk indvandringskritisk og nationalistisk profil, men er efterhånden blevet kendt som et parti, der også lægger vægt på en styrkelse af dele af velfærdsstaten og kalder sig ”blå bloks bløde hjerte”. I 2001 blev partiet Folketingets tredjestørste parti og var de følgende mange år en indflydelsesrig magtfaktor, som fik sat store fingeraftryk på den førte politik. Dansk Folkeparti nåede et højdepunkt i vælgertilslutning i 2015, hvor over 20 % af vælgerne satte deres kryds ved partiet. Herefter gik det dog i stigende grad ned ad bakke for partiet, der blev ramt af vælgernes skuffelse over, at det ikke gik med i regering, intern uenighed, anklager om fusk med EU-midler og vælgere, der søgte tilbage til Venstre og Socialdemokratiet eller stemte på Nye Borgerlige. Kristian Thulesen Dahl trådte i 2022 tilbage som formand for partiet, og efter et kampvalg overtog Morten Messerschmidt posten. Dansk Folkeparti har de seneste år også mistet stemmer til Danmarksdemokraterne, som blev dannet af Inger Støjberg i 2022. Ligesom Dansk Folkeparti har Danmarksdemokraterne også en stram udlændingepolitik og et ”Danmark i balance” som vigtige mærkesager.

Efter det såkaldte jordskredsvalg i 1973 var det danske politiske landskab forandret. Mange vælgere havde vendt de veletablerede partier ryggen til fordel for nye partier. Et af de partier, der stormende ind i Folketinget, var Fremskridtspartiet, stiftet af advokat Mogens Glistrup. Det højreorienterede, populistiske og ultraliberale parti var fortaler for at afvikle indkomstskatterne, begrænse bureaukratiet, af partiet kaldet papirvældet, regulere den voksende offentlige sektor og stoppe indvandring til Danmark fra muslimske lande. Glistrup var en ny type politiker, som bl.a. blev kendt for at sammenligne skattesnydere med frihedskæmpere under Besættelsen, fremvise sin egen skatteopgørelse på 0 %, foreslå en telefonsvarer med ordene ”Vi overgiver os” på russisk som ny dansk forsvarspolitik og opfordre alle ”muhamedanere” til at rejse hjem. En anden markant skikkelse, Pia Kjærsgaard, blev i 1984 valgt til Folketinget for partiet. Der udviklede sig efterhånden en fløjkrig i Fremskridtspartiet med Glistrup-fløjens ’stramme’ kurs mod Kjærsgaard-fløjens mere pragmatiske eller ’slappe’ kurs. Den interne splittelse kulminerede i et dramatisk årsmøde i 1995, hvor ord som ”tøsedrenge” og ”du er syg i roen” føg gennem luften. Pia Kjærsgaard tabte kampen om at blive ny politisk leder og dannede herefter, sammen med tre partikolleger, Dansk Folkeparti. Et parti, der fra starten lagde vægt på en topstyret organisation, så partiet altid kunne fremtræde samlet og uden intern uro. Det nye partis ledelse slog også fra starten fast, at den ville slå hårdt ned på anarkistiske eller outrerede ytringer.

Da Dansk Folkeparti blev dannet efter et tumultarisk årsmøde i Fremskridtspartiet, var det vigtigt for Pia Kjærsgaard og hendes støtter, at der blev etableret en partiorganisation med en høj grad af centralisering og partidisciplin. Der skulle være ro på bagsmækken, og partiets medlemmer skulle følge den linje, som blev udstukket af partiledelsen. Det var nødvendigt for, at Dansk Folkeparti kunne være et parlamentarisk troværdigt parti. Siden er flere partimedlemmer blevet ekskluderet af DF, hvis de har kritiseret partiet offentligt, har afveget fra den politisk linje defineret af ledelsen eller er kommet med uacceptable ytringer. Det var f.eks. tilfældet, da 18 medlemmer af foreningen Dansk Forum i 1999 blev smidt ud af DF – en beslutning, de to præster på partiets højrefløj, Søren Krarup og Jesper Langballe, siden kaldte en fejltagelse. Søren Krarup blev af mange set som chefideolog i partiet, og han var, sammen med sin fætter, Jesper Langballe, især toneangivende i indvandringsdebatten, men de var også begge genstand for medieopmærksomhed på grund af markante værdipolitiske udtalelser. Deres kritik af eksklusionen fik dog ikke partiledelsen til at afvige fra deres hidtidige standpunkt. Det kan man læse i artiklen ”Præsterne udfordrer DF-toppen” fra 2006

. Partiets daværende næstformand, Peter Skaarup, sagde ifølge artiklen ved eksklusionen i 1999: ”Deres budskab er jo så tæt, man kan komme på støtte til nazisme”, og fastholdt partiledelsens holdning i 2006: ”Det er ikke aktuelt at snakke om, om nogen af de folk bliver genoptaget i Dansk Folkeparti. Vi vil ikke have ekstremistiske elementer ind i Dansk Folkeparti.”

Dansk Folkeparti er et parti, der lægger vægt på at opretholde det, partiet ser som vigtige kulturelle værdier og en befolkningssammensætning, som har kendetegnet det danske samfund i generationer. Partiet har på dette punkt nationalkonservative træk, der vil sige, at det har grundsynspunkter, der er en kombination af nationalisme og konservatisme. Som Morten Messerschmidt citeres for at sige det på forsiden af partiets hjemmeside: ”Vi kæmper for et land. Et folk. For vores alle sammens fremtid (…) Som det eneste parti sætter vi danskerne først. Ikke de fremmede, ikke EU, ikke eksperterne – danskerne!”

. Da Dansk Folkeparti blev stiftet, fortsatte partiet den indvandringsskeptiske linje, som havde vundet frem i Fremskridtspartiet op gennem 1970’erne og 1980’erne. Med sit fokus på mindre indvandring og migration, strengere straffe, bedre forhold i provinsområder og skepsis over for vidtgående miljøpolitiske tiltag er Dansk Folkeparti et parti placeret på den yderste højrefløj. I sin økonomiske politik er partiet imidlertid ikke altid enig med andre borgerlige partier. Især i forhold til den offentlige velfærd til de ældre, de syge og de handicappede har Dansk Folkeparti kæmpet for forbedringer og tilførsel af flere skattekroner. Partiet ligger her ofte mest på linje med partier på midten eller lidt til venstre for midten i dansk politik. Dansk Folkeparti har traditionelt set været modstander af EU og har også efter det britiske Brexit fastholdt sin EU-kritiske position. Partiet har dog på det seneste understreget, at en dansk udmeldelse af det europæiske samarbejde forudsætter et klart defineret alternativ – hvilket ikke var tilfældet, da Storbritannien meldte sig ud af EU. Som partiets spidskandidat til EP-valget i 2024, Anders Vistisen, forklarer det i artiklen ”I årevis har Dansk Folkeparti kæmpet for dansk exit fra EU – nu må der godt gå 15 år”: ”Vores tilgang er en fundamental anderledes tilgang, hvis vi skal have et dansk exit fra EU. Vi vil stadig have en handelsrelation til EU.”

.

Da Dansk Folkeparti blev dannet efter et tumultarisk årsmøde i Fremskridtspartiet, var det vigtigt for Pia Kjærsgaard og hendes støtter, at der blev etableret en partiorganisation med en høj grad af centralisering og partidisciplin. Der skulle være ro på bagsmækken, og partiets medlemmer skulle følge den linje, som blev udstukket af partiledelsen. Det var nødvendigt for, at Dansk Folkeparti kunne være et parlamentarisk troværdigt parti. Siden er flere partimedlemmer blevet ekskluderet af DF, hvis de har kritiseret partiet offentligt, har afveget fra den politisk linje defineret af ledelsen eller er kommet med uacceptable ytringer. Det var f.eks. tilfældet, da 18 medlemmer af foreningen Dansk Forum i 1999 blev smidt ud af DF – en beslutning, de to præster på partiets højrefløj, Søren Krarup og Jesper Langballe, siden kaldte en fejltagelse. Søren Krarup blev af mange set som chefideolog i partiet, og han var, sammen med sin fætter, Jesper Langballe, især toneangivende i indvandringsdebatten, men de var også begge genstand for medieopmærksomhed på grund af markante værdipolitiske udtalelser. Deres kritik af eksklusionen fik dog ikke partiledelsen til at afvige fra deres hidtidige standpunkt. Det kan man læse i artiklen ”Præsterne udfordrer DF-toppen” fra 2006

. Partiets daværende næstformand, Peter Skaarup, sagde ifølge artiklen ved eksklusionen i 1999: ”Deres budskab er jo så tæt, man kan komme på støtte til nazisme”, og fastholdt partiledelsens holdning i 2006: ”Det er ikke aktuelt at snakke om, om nogen af de folk bliver genoptaget i Dansk Folkeparti. Vi vil ikke have ekstremistiske elementer ind i Dansk Folkeparti.”

Den såkaldte Meld og Feld-sag handlede om anklager om brug af EU-støttekroner til noget andet, end det meningen, at pengene skulle bruges til. I 2015 holdt Dansk Folkeparti deres årlige sommergruppemøde i Skagen. Morten Messerschmidt var på det tidspunkt i Europa-Parlamentet og også formand for den europæiske alliance MELD og fonden FELD, som havde til formål at samle de europæiske partier på den nationalistiske højrefløj. Messerschmidt søgte og fik tildelt penge fra EU til en Meld-sommerkonference på samme tid og sted som Dansk Folkepartis sommergruppemøde. Det medførte efterfølgende anklager om, at der havde været tale om en fiktiv konference, samt kritik af, at andre ikke-EU-relaterede aktiviteter, som bl.a. en national valgkampagne, muligvis var blevet finansieret af EU-midler. Sagen involverede også anklager om dokumentfalsk og identitetstyveri, da et medlem af DF mente, hun var blevet meldt ind i Meld uden at vide det. I 2016 bliver DF pålagt at betale nogle af penge tilbage til EU. I 2021 blev Morten Messerschmidt dømt skyldig i sagen i byretten, men sagen måtte gå om på grund af tvivl om, hvorvidt dommeren var uvildig. I december 2022 blev Messerschmidt frifundet for svindel af en enig domsmandsret. Anklagemyndigheden valgte efterfølgende ikke at anke afgørelsen, og sagen var dermed endeligt afsluttet. Den megen polemik og medietale af sagen var dog en væsentlig brik i puslespillet over partiets nedtur, der kulminerede med et katastrofalt dårligt valg for DF i 2022.

Fra 2001 og de næste ti år var Dansk Folkeparti et loyalt støtteparti for skiftende borgerlige regeringer. Som parlamentarisk grundlag var DF med til at få gennemført en række stramninger på flygtninge- og indvandrerpolitikken, sikre strengere straffe og få indført ældrechecken – alt samme i bytte for at støtte en borgerlig økonomisk politik. DF markerede sig i årtiet som et parti med stærke værdipolitiske holdninger, men også som et parti, der formåede at indgå kompromiser og opnå politisk indflydelse. I 2015 blev Dansk Folkeparti det næststørste parti i Folketinget, kun overgået af Socialdemokratiet. I dele af landet blev Dansk Folkeparti det markant største parti, hvilket fik politiske kommentatorer til at tale om det ”Det gule Danmark”, under henvisning til den gule partifarve, DF blev tildelt i mediernes danmarkskort over valgresultatet. De områder, hvor DF havde fået flest stemmer, var landområderne i det sønderjyske og store dele af Syd- og Vestsjælland. De områder, som var gule, det vil sige, at DF her var det parti, der havde fået flest stemmer, var landområderne i det sønderjyske og store dele af Syd- og Vestsjælland. Som man kan læse i artiklen ”Valget, der delte Danmark”

  afspejlede valgresultatet blandt andet en polarisering mellem land og by: ”Væksten og fremgangen har været koncentreret omkring de store byer, mens man i store dele af det øvrige land har følt, at man er kommet i en trængt og udsigtsløs situation og har følt sig forsømt. Her bor de vælgere, som i meget stort omfang har knyttet deres forhåbninger til Dansk Folkeparti”, forklarer professor i statskundskab Kasper Møller Hansen. Som det største borgerlige parti var det manges forventning, at DF efter valget ville blive del af en Venstre-ledet regering. Partiledelsens udmelding var dog, at partiet ville få mere ud af at stå uden for en regering. Om beslutningen var partiledelsens eget valg, eller om den var blevet mødt med uspiselige krav fra Venstreformand Lars Løkke Rasmussen er siden blevet diskuteret.

Mange i Dansk Folkepartis bagland og vælgerskare nærede store forhåbninger til, at partiet efter valget i 2015 ville tage et nyt stort skridt mod større indflydelse og være del af en kommende regering. De blev derfor skuffede, da formand Kristian Thulesen Dahl og resten af partiledelsen valgte at holde DF ude af regering. Samtidig var Socialdemokratiet i gang med en nøje tilrettelagt plan, som havde til formål at få nogle af de tabte stemmer tilbage fra DF. Ifølge artiklen ”Socialdemokratiet har omsider fået åbnet døren til DF’s vælgere” fra 2017 lykkes det for Socialdemokratiet at få DF-stemmer tilbage ved at lægge sig tæt op ad Dansk Folkeparti i værdipolitiske spørgsmål og desuden fremstille kampagner som ”Den bedste danske opfindelse er Danmark”, der kunne minde om en kampagne fra DF

. Det gode forhold mellem Dansk Folkepartis Thulesen Dahl og den socialdemokratiske formand Mette Frederiksen fik også en del DF-vælgere til at mene, at partiet var ved at rykke væk fra den blå blok. Den langvarig sag om muligt misbrug af EU-penge skadede også Dansk Folkepartis troværdighed blandt mange vælgere. Dertil kom dannelse af Nye Borgerlige i 2015. DF havde hidtil haft den yderste højrefløj for sig selv, men skulle nu kæmpe om stemmerne med et nyt parti med en stram indvandringspolitik. Det skulle siden gå mindre godt for Nye Borgerlige, men i 2022 blev Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne en ny konkurrent til stemmerne på højrefløjen. Intern splid, magtkampe og siden et formandsopgør for åbent tæppe i 2022 var heller ikke gunstig for Dansk Folkepartis omdømme i den brede offentlighed. Morten Messerschmidt vandt kampvalget og fik til opgave at genrejse et parti, der var gået fra storhed til nu at være kriseramt.

I 2015 stiftede Pernille Vermund Nye Borgerlige, der i sin nationalkonservative værdipolitik lå på linje med Dansk Folkeparti, men som i sin økonomiske politik mest var at sammenligne med et parti som Liberal Alliance. Nye Borgerlige kom for første gang i Folketinget i 2019, og allerede året efter viste en meningsmåling, at Nye Borgerlige havde overhalet Dansk Folkeparti, og stod til en vælgeropbakning på 7,7 % af stemmerne, mens DF med 6,6 % måtte se sig indtage en lillebrorrolle på højrefløjen, som det hedder i artiklen ”Nye Borgerlige har reduceret DF til højrefløjens lillebror – helt uden nævneværdige resultater”

. Spørgsmålet var, om DF havde undervurderet Vermunds parti, var rykket for langt ind mod midten efter vælgernes smag eller havde været ramt af så mange skandalesager, at vælgerne nu så sig om efter et alternativ. Nye Borgerliges indtog på den politiske scene havde for første gang udfordret DF på deres egen banehalvdel, nemlig det yderste højre. Nedturen fortsatte i DF, som ved Folketingsvalget 2022 nåede et foreløbigt lavpunkt med kun 2,6 % af stemmerne, som det fremgår af artiklen ”Folketingsvalg 2022: Sådan blev resultatet” på Folketingets hjemmeside

. En del DF-vælgere gik denne gang også til det nystiftede parti Danmarksdemokraterne. En undersøgelse foretaget af Megafon viste, at Danmarksdemokraterne med Inger Støjberg i spidsen havde haft held med at appellere til bl.a. DF-vælgere. ”Det ser ud til, at hun har haft succes med at få fat i de samme vælgere, som Dansk Folkeparti gerne vil have fat i. Så de er en alvorlig konkurrent til dem”, forklarer valgforsker Peter Frølund Thomsen i artiklen ”Ny undersøgelse: Her er Støjbergs vælgere”

  og tilføjer, at han mener, Støjberg har nogle af de samme kvaliteter, som Pia Kjærsgaard havde i sine velmagtsdage: ”En fremragende kommunikator, der kan kommunikere og henvende sig til det publikum, man ønsker at henvende sig til.” Nogle af de synspunkter, som de to partier har til fælles, er en stram udlændinge- og flygtningepolitik, forbedrede forhold for mennesker, der bor langt fra de større byer, og en miljø- og klimapolitik, der ikke forringer vilkårene for danske produktionsvirksomheder.

I Dansk Folkeparti mener man, at de seneste godt 50 års indvandringspolitik et langt stykke hen ad vejen har været forfejlet og forandret Danmark i negativ retning. Partiet er fortaler for en stram udlændingepolitik på alle områder og siger især nej til indvandring fra ikke-vestlige lande. Det fremgår af partiets hjemmeside under punktet ”Stram udlændingepolitik”

. Partiet foreslår bl.a., at alle kriminelle og udlændinge, der ikke kan integreres i det danske samfund, skal sendes hjem. Dansk Folkeparti mener ligeledes, at der skal sættes en stopper for muslimske særkrav, som f.eks. afskaffelse af svinekød i daginstitutionerne og kønsopdelt svømmeundervisning i skolerne, og så skal der helt lukkes for indvandring fra Afrika og Mellemøsten. I forhold til integrationen af danskere med anden etnisk herkomst end dansk er det vigtigt for partiet at arbejde imod det, der ses som parallelsamfund, hvor andre love og værdier står over Grundloven og de nationale grundværdier. At være velintegreret i det danske samfund kræver ifølge Dansk Folkeparti, at man taler dansk og fuldt ud går ind for demokrati og danske værdier, danske normer og dansk kultur. Partiet ønsker også at lukke de danske grænser for migranter, hjælpe i nærområderne i stedet for at tage kvoteflygtninge og lade al asylbehandling foregå i lejre uden for Danmark. Det kan man læse under punktet ”Stop for asyl i Danmark” på DF’s hjemmeside

.

Danmark skal være det bedste land at blive ældre i. Det er målsætningen i Dansk Folkeparti. Som det hedder på partiets hjemmeside under punktet ”Vores seniorer”: ”Et samfund bør bedømmes på, hvordan det behandler sine svage og udsatte – herunder særligt de ældre.”

. Ifølge Dansk Folkeparti har vi meget at takke de tidligere generationer for, og det er derfor kun rimeligt, at alle får en værdig alderdom, og at ingen ældre lider økonomisk nød. Derfor er DF også fortaler for en høj folkepension og en forbedret ældrecheck. Partiet kæmper også for, at ingen skal tvinges til at arbejde, når de er ældre end 70 år, og at der bliver oprettet ensomhedsambassadører i alle landets kommuner for at komme ensomheden blandt de ældste borgere til livs. Partiet arbejder også for, at muligheden for at komme på plejehjem, når behovet viser sig, skal forbedres. Der skal bygges flere plejeboliger, så man ikke skal vente på at få en plads.  Der bør i det hele taget, ifølge Dansk Folkeparti, indføres minimumsgarantier på ældreområdet, ligesom man kender det fra børneområdet.

For Dansk Folkeparti er det vigtigt, at Danmark er et trygt og samlet samfund, hvor alle kan færdes frit uden at frygte for deres sikkerhed. Som det fremgår af punktet ”Lov og orden” på partiets website ønsker partiet, at fokus altid skal være på offeret og ikke på gerningsmanden, og at forbrydelser altid skal straffes hårdt og kontant

. Partiet er også fortaler for mere politi på gaderne, flere visitationszoner og mere overvågning ved grænsen, i den offentlige transport og på steder, hvor mange mennesker er samlet. Straffen for kriminalitet skal øges, og der skal indføres minimumstraffe for særlig personfarlig kriminalitet. Derudover hænger partiets politik på området også sammen med dets syn på flygtninge- og udlændingepolitikken. Partiet ønsker, at udlændinge skal udvises efter første dom. Og en stram udlændingepolitik er en forudsætning for et trygt dansk samfund ifølge partiet. På deres hjemmeside skriver de blandt andet, at næsten halvdelen af alle indsatte i danske fængsler er udlændige, og at overfaldsvoldtægt næsten udelukkende begås af udlændige, hvilket ifølge DF er en bekymrende og sigende statistik.

Hvis man bliver syg, skal man have den bedst mulige behandling, understreger Dansk Folkeparti. Partiet er tilhænger af et stærk og skattefinansieret offentligt sundhedsvæsen, som kan sikre, at alle kan komme til lægen eller på sygehuset, når der er behov for det. Og så skal der hele tiden holdes øje med, om kvaliteten i sundhedsvæsenet kan forbedres – både når der drejer sig om behandlingsmetoder og behandlingseffektivitet. Det kan man læse på DF’s hjemmeside under overskriften ”Det bedste sundhedsvæsen”

. Partiet lægger også stor vægt på, at der skal være fri og lige adgang til sundhedssystemet over hele landet. Der skal ikke være forskel på behandling og rettigheder, alt efter hvor i landet, man bor. Kvaliteten i paramedicinernes arbejde i ambulancerne, lægehjælpen og sygehusbehandlingen skal være af topkvalitet i alle egne af Danmark, understreger partiet.

     Dansk Folkeparti kalder også sig selv for ”dyrenes stemme”, som kæmper for de bedst mulige forhold for dyrene. Partiet mener, at der skal indføres hårdere straffe for vanrøgt af dyr, der skal etableres mere dyrepoliti i hele landet, og produktionsdyrene i landbruget fortjener også bedre vilkår. Der fremgår af hjemmesiden under punktet ”Dyrevelfærd”

.

I Dansk Folkeparti har man altid været skeptisk over for øget EU-lovgivning og kæmpet for Danmarks selvbestemmelse i EU-samarbejdet. Som partiet selv skriver på deres hjemmeside under punktet ”Vores mærkesager i EU”, ønsker partiet at være ”danskernes vagthund i Bruxelles”, som holder et vågent øje med, at der ikke afgives for meget dansk selvbestemmelse til institutionerne i EU

. Partiet har traditionelt set været modstanden af dansk medlemskab af EU, men ønsker i dag kun et egentligt dansk exit fra EU, hvis der findes et bedre alternativ. Dansk Folkeparti arbejder for, at det suverænt er Folketinget og ikke EU, der træffer beslutninger, som handler om velfærd og arbejdsmarkedsforhold. I EU-regi arbejder partiet for, at der skal indføres permanent grænsekontrol, så illegale indvandrere, forbrydere, våben og narko ikke kan komme ind over den danske grænse. I forhold til de ydre grænser i Europa er det Dansk Folkepartis holdning, at alle illegale indvandrere, der kommer til det europæiske kontinent, omgående skal sendes tilbage til deres hjemland eller til lejre uden for Europa. Partiet ønsker også, at der skal sættes en stopper for en udvidelse af EU med optagelse af lande, som vil være en økonomisk byrde og afstedkomme mere kriminalitet.