Cubakrisen

Indledning

Cubakrisen i oktober 1962 står som et af de mest dramatiske øjeblikke i den kolde krig, fordi verden kom tættere på atomkrig end nogensinde før. Krisen var en kritisk konfrontation mellem de to supermagter, USA og Sovjetunionen, og den opstod som følge af en kompleks blanding af geopolitisk spænding, ideologiske modsætninger, militære strategier og manglende kommunikation. Efter Fidel Castros kommunistiske revolution i Cuba i 1959, som blev set som en trussel af USA, begyndte Sovjetunionen at støtte den cubanske regering. Sovjetunionen besluttede at placere atommissiler på øen, hvilket blev opdaget af USA i oktober 1962. Den amerikanske regering, ledet af præsident John F. Kennedy, reagerede ved at indføre en blokade omkring Cuba for at forhindre yderligere sovjetiske leverancer. Krisen varede 13 intense dage (fra den 16. til den 28. oktober 1962), hvor mange politikere og befolkninger i hele verden var i alarmberedskab, inden der efter intense diplomatiske forhandlinger blev indgået en aftale. Krisen tydeliggjorde ikke kun det anspændte forhold mellem øst og vest i en optrappet fase under den kolde krig, men også de konsekvenser, som atomvåben kan have for den globale sikkerhed. Cubakrisen blev derfor et centralt eksempel på behovet for diplomati, og den fik langvarige indvirkninger på internationale relationer.

Relaterede emner

Definition

Hvad var Cubakrisen og baggrunden for den?

Årene omkring 1960 var præget af den første periode af den kolde krig, som begyndte kort efter 2. verdenskrig. På den ene side stod USA og en stor del af den vestlige verden, på den anden side det kommunistiske Sovjetunionen, de kommunistiske lande i Østeuropa og flere tredjeverdenslande. Afkoloniseringen af tidligere kolonier tog fart efter krigen, og de nye selvstændige lande blev brikker i stormagternes spil. Begge parter udbyggede deres indflydelse gennem militære samarbejder: I Vesten opstod NATO under USA’s ledelse i 1949, og de kommunistiske lande oprettede i 1955 under sovjetisk ledelse Warszawa-pagten som et modsvar. Det globale politiske miljø var præget af konfrontationer, der blev fulgt af oprustning og våbenkapløb. Især atomvåben kom til at spille en stor rolle. De var blevet anvendt af USA i august 1945 for at fremtvinge Japans kapitulation i 2. verdenskrig. Som den kolde krig udviklede sig, blev atomvåbenarsenaler en vigtig brik i oprustnings- og afskrækkelsespolitikken. Samtidig var disse våbens rækkevidde og konsekvenser langt voldsommere end mere konventionelle våben, så bekymringen for en atomkrig var fremtrædende hos både beslutningstagere og i befolkningen. Cuba lå i den amerikanske interessesfære, og efter at Fidel Castro i 1959 havde overtaget magten og etableret et kommunistisk styre og forbindelser til Sovjetunionen, var området højspændt. Da det i oktober 1962 blev konstateret, at Sovjetunionen var i gang med at opsætte affyringsramper til atombevæbnede missiler - og dermed angrebsvåben - på øen, blev det indledningen til 13 dage med storpolitisk krise og en reel risiko for militære konfrontationer, herunder en eventuel atomkrig. Krisen endte med, at der blev indgået aftaler om militær nedtrapning, og det indledte en ny periode i den kolde krig, der blev kendetegnet af afspænding og bedre kommunikation mellem stormagterne.

Hvorfor opstod Cuba-krisen?

Hvilken rolle spillede den kolde krig og våbenkapløbet for Cubakrisens opståen?

Kort tid efter afslutningen på 2. verdenskrig i 1945 opstod den kolde krig, hvor USA og Sovjetunionen sammen med deres allierede var ideologiske modstandere. Den kolde krig, der varede til 1989/90, havde vekslende intensitet og perioder med både optrapning og afspænding. Den førte ikke til direkte militære konfrontationer mellem supermagterne, men der opstod mange steder – især i den tredje verden og i nyligt afkoloniserede lande – krige og krigshandlinger, der bliver betegnet som stedfortræderkrige, fordi de flyttede arenaen for stormagtskonflikten til andre områder. De første år af den kolde krig var præget af optrapning. Det gav sig udslag i kriser i forbindelse med parternes geopolitiske interesser i Europa, hvor et nyt landkort skulle tegnes og alliancer opbygges. Det gav sig også udslag i et våbenkapløb, hvor de nye atomvåben stod centralt. Begge parter opbyggede store arsenaler og gennemførte prøvesprængninger, og et vigtigt rationale var afskrækkelse af modparten. Våbenproduktionen blev ledsaget af et rumkapløb, der skulle være med til at demonstrere hver parts teknologiske formåen og potentielle rækkevidde med a-våben. Alle var klar over, at en atomkrig ville få voldsomme konsekvenser, hvilket man havde set i forbindelse med de amerikanske atombomber i Japan i slutningen af 2. verdenskrig - og atomvåbnene var derfor en trussel, der også påvirkede verdens befolkninger. Det blev i 1961 vurderet, at en atomkrig risikerede at slå 1/3 af verdens befolkning ihjel [1]. Der var derfor tilbageholdenhed med at true med anvendelsen af våbnene. I 1961-62 placerede USA atombevæbnede missiler i Italien og Tyrkiet, der havde en rækkevidde, så de kunne nå Moskva/Sovjetunionen. I 1962 var klimaet mellem USA og Sovjetunionen efterhånden meget anspændt, kommunikationen var ringe, og der var meget lidt tillid mellem supermagterne.

Hvorfor var Cuba vigtig for både USA og Sovjetunionen?

Cuba ligger ca. 150 km syd for fra den amerikanske kyst i Florida. Øen har derfor traditionelt ligget i USA’s interessesfære på den vestlige halvkugle. Latin- og Mellemamerika bliver ofte kaldt for ”USA’s baghave”, fordi området bliver set som vigtigt i forhold til ressourcer og geopolitiske interesser. Efter at have været en spansk koloni blev øen fra 1902 selvstændig under amerikansk beskyttelse. Det indebar, at USA havde stor indflydelse på Cubas udenrigspolitik, og at amerikanske interesser stod for og drog økonomisk fordel af investeringer i infrastruktur og den vigtige sukkerproduktion [2]. Det politiske system var ustabilt, og i 1959 tog Fidel Castro magten og indførte et kommunistisk styre. På grund af USA’s støtte til det tidligere autoritære regime under Fulgencio Batista blev USA en ideologisk modstander, der blev anset som medvirkende til de store sociale og økonomiske problemer, landet stod i. Det medførte nationaliseringer af de mange amerikanske interesser, der var på Cuba. USA indførte økonomiske sanktioner og afbrød alle handelsforbindelser med landet, der efterfølgende indledte et økonomisk samarbejde med Sovjetunionen. Den amerikanske præsident John F. Kennedy og hans administration var interesserede i at få væltet Castro. Det medførte, at USA engagerede sig i paramilitær sabotage og terrorisme i Cuba, samt at den amerikanske efterretningstjeneste CIA planlagde adskillige mordforsøg på Castro, der dog alle mislykkedes[3]. Efter den cubanske revolution i 1959 under Fidel Castros ledelse var mange cubanere flygtet til USA, og der var derfor et stort miljø af eksilcubanere, især i Florida tæt på Cuba, og de blev centrale i USA’s bestræbelser på at vælte Castro og det kommunistiske styre.

Hvad var Svinebugtaffæren?

Eksilcubanerne blev også en vigtig del af USA’s næste træk. I første omgang udtænkte CIA en plan om gennem paramilitære aktioner i form af terrorisme og sabotage at medvirke til at destabilisere det nye cubanske styre. Planen var at vælte Castro ved at træne og bevæbne ca. 1500 eksilcubanere, kendt som Brigade 2506. Tanken var, at en invasion ville udløse en folkelig opstand mod styret. Den 17. april 1961 gik 1.400 bevæbnede eksilcubanere i land i Svinebugten på Cubas sydkyst. Operationen blev dog hurtigt en katastrofe. Præsident John F. Kennedy valgte at begrænse den amerikanske luftstøtte for at skjule USA’s direkte involvering, hvilket efterlod invasionsstyrken meget sårbar. Castros tropper reagerede hurtigt og effektivt; på tre dage blev over 100 medlemmer af brigaden dræbt og ca. 1100 taget til fange[4]. En medvirkende årsag til fiaskoen var, at den cubanske befolkning generelt ikke bakkede op om invasionen. Det mislykkede militære angreb svækkede Kennedys anseelse internationalt, styrkede Castros position i Cuba og skubbede landet endnu tættere på Sovjetunionen.

Hvad gjorde Sovjetunionen på Cuba?

Svinebugtaffæren medførte, at Castro nu søgte større beskyttelse mod fremtidige amerikanske angreb. Det skete også som en reaktion på, at USA efter fiaskoen i Svinebugten intensiverede sin medvirken i sabotage, terrorisme og mord på civile på Cuba. Sovjetunionen var i begyndelsen tøvende, men da Castro begyndte at forhandle med Kina om økonomisk støtte, så Sovjetunionen en mulighed for at styrke sin position ved at placere atommissiler på Cuba, tæt på USA, samtidig med at de fik stækket Kinas muligheder i en periode, hvor der var rivalisering og modsætninger mellem de to kommunistiske regimer. På samme tid ønskede Sovjet at give et modsvar til USA’s overlegenhed i interkontinentale missiler og deres placering af atomvåben i Italien og Tyrkiet. Castro indvilligede i planen i foråret. Den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov begyndte i løbet af sommeren og efteråret 1962 i dybeste hemmelighed at sende atombevæbnede mellemdistanceraketter, bombefly og cirka 40.000 soldater til øen. For Sovjetunionen handlede det ikke kun om at beskytte den cubanske revolution, men også om at forsøge at udfordre USA’s styrke på missilområdet og dermed ændre på den globale atombalance[5].

 Et begreb i denne fase af den kolde krig var den såkaldte MAD-doktrin, der gik ud på afskrækkelse af modparten gennem ’mutually assured destruction (gensidig sikret ødelæggelse)’. Ved at placere missiler kun 150 kilometer fra Florida kunne Sovjetunionen ramme næsten alle amerikanske storbyer med meget kort varsel, hvilket neutraliserede USA’s geografiske og militære fordel. Den enorme logistiske bedrift blev gennemført under dække af at være civile transporter af fx landbrugsmaskiner og teknisk udstyr[6], hvilket gjorde det muligt for Sovjetunionen at opbygge en betydelig slagkraft, før USA for alvor opdagede omfanget af våbenopbygningen.

Hvordan forløb Cubakrisen?

Hvordan reagerede USA, da de opdagede Sovjetunionens atombevæbnede missiler?

Fra august 1962 mistænkte USA, at USSR var i gang med at opføre militære angrebsinstallationer på Cuba. Hvad det præcist drejede sig om, var dog uklart. USSR forsikrede, at der ikke var tale om angrebsvåben, men jord-til-luft-anlæg og -missiler samt andre forsvarsvåben. Den 14. oktober 1962 gennemførte et amerikansk U-2 spionfly en overflyvning af Cuba. Den 15. oktober afslørede undersøgelser af fotografierne herfra en igangværende opbygning af affyringsramper og transporter af sovjetiske mellemdistancemissiler nær San Cristóbal i det vestlige Cuba. Der var altså – modsat de sovjetiske påstande – tale om jord-til-jord-missiler og dermed angrebsvåben. De efterretningsmæssige analyser viste, at missilerne af typen SS-4 kunne nå store dele af det østlige USA. John F. Kennedy blev informeret om dette om morgenen den 16. oktober, hvilket markerede begyndelsen på krisens aktive fase.

Han nedsatte The Executive Committee of the National Security Council (ExComm), en rådgivningsgruppe bestående af centrale ministre og militære ledere, der skulle vurdere USA’s modsvar. USA havde ikke forudset, at Sovjetunionen ville placere atombevæbnede missiler så tæt på, og der var derfor ingen plan for, hvordan man skulle reagere på dette træk. Inden for ExComm var der uenighed om strategien: Skulle man afvente situationen, bruge diplomati, forhandle, indføre blokader, invadere eller angribe? De militære ledere (Joint Chiefs of Staff) anbefalede indledningsvis luftangreb mod missilramperne efterfulgt af en invasion af øen. Kennedy og en del af de civile rådgivere var dog bekymrede for, at en direkte militær aktion ville eskalere til en global konflikt med Sovjetunionen, herunder et potentielt angreb på Vestberlin. Desuden var USA’s arsenal af missiler over ti gange større end Sovjetunionens, så den militære balance var uforandret. Derfor søgte man efter en løsning, der kunne tvinge missilerne væk uden at udløse en direkte krig.

Cubakrisen gennemgås kronologisk i [7][8].

Hvad skete der, da offentligheden fik kendskab til situationen og krisen eskalerede?

Den 22. oktober 1962 kl. 19 amerikansk tid holdt USA's præsident John F. Kennedy en tv-transmitteret tale, hvor han offentliggjorde fundet af missilerne og erklærede en omfattende flådeblokade af Cuba[9]. For at undgå, at det kunne defineres som en krigshandling og dermed opfattes som en formel krigserklæring, anvendte den amerikanske administration betegnelsen ’karantæne’ af angrebsvåbnene og materiellet[10]. Formålet var at stoppe alle skibe på vej mod Cuba for at kontrollere, om de medbragte offensivt militært udstyr. Den sovjetiske leder Khrusjtjov meddelte i et telegram John F. Kennedy, at han anså dette for at være et uacceptabelt ultimatum og en aggression[11]. Den 24. oktober trådte flådeblokaden i kraft. Sovjetiske fragtskibe med kurs mod øen blev fulgt tæt af de vestlige lande – blandt andet i farvandene omkring Danmark.

Efterretninger viste, at skibene stoppede eller ændrede kurs, så det kom ikke til en fysisk konfrontation mellem de to flåder. På selve Cuba fortsatte det sovjetiske personale arbejdet med at færdiggøre missilramperne. Sagen blev taget op ved et akut møde i FN’s Sikkerhedsråd, hvor Sovjetunionen nægtede at svare på, om de havde opsat missiler på Cuba[12]. USA reagerede den næste dag ved at hæve det militære beredskab til DEFCON (Defence Readiness Condition) niveau 2, hvilket er det højeste niveau før krig. Bombefly og affyringsramper blev klargjort, og store troppekoncentrationer blev samlet i Florida som forberedelse til en eventuel invasion. Begivenhederne forårsagede utryghed og panik i store dele af verden, og mange begyndte at forberede sig på en eventuel atomkrig.

Hvordan blev krisen løst?

Cubakrisen nåede sit mest kritiske punkt den 27. oktober, ofte betegnet som ”den sorte lørdag”. Et amerikansk U-2 spionfly blev skudt ned over Cuba af et sovjetisk jord-til-luft-missil, hvilket resulterede i pilotens død, det eneste dødsfald under konflikten. Det skete midt i, at der i kulisserne blev arbejdet på en løsning. Dagen før var der indledt hemmelige kontakter mellem de amerikanske og sovjetiske efterretningstjenester for at sondere situationen og afsøge en nedeskalering af konflikten. Både USA og Sovjetunionen valgte at se nedskydningen af flyet som et uheld eller en misforståelse, og derfor blev gengældelse ikke aktuelt. I de samme dage modtog Kennedy-administrationen to forskellige forslag fra den sovjetiske leder, Nikita Khrusjtjov. Det første brev indeholdt et forslag om en amerikansk garanti mod invasion af Cuba. Det andet brev stillede krav om, at USA derudover også fjernede sine Jupiter-missiler fra Tyrkiet[13]. Kennedy-administrationen valgte officielt at svare på det første, forsonlige brev, mens præsidentens bror, justitsminister Robert Kennedy, mødtes hemmeligt med den sovjetiske ambassadør Anatolij Dobrynin. Under dette møde blev der indgået en uformel aftale: USA ville fjerne missilerne fra Tyrkiet og Italien på et senere tidspunkt, forudsat at dette ikke blev koblet offentligt til Cubakrisen. Denne diplomatiske kanal viste sig at være afgørende for, at det lykkedes at bryde det militære dødvande.

Hvilke aftaler blev indgået for at løse Cubakrisen?

Efter intense forhandlinger nåede amerikanske og sovjetiske delegationer i hemmelighed til enighed om en aftale den 27. oktober. Den 28. oktober 1962 meddelte Nikita Khrusjtjov via Radio Moskva, at den sovjetiske regering havde givet ordre til at demontere våbnene og returnere dem til Sovjetunionen. Beslutningen blev truffet, da Khrusjtjov vurderede, at risikoen for en amerikansk invasion af Cuba og en efterfølgende atomkrig var overhængende. John F. Kennedy reagerede på meddelelsen ved officielt at bekræfte USA’s tilsagn om ikke at invadere øen. I de efterfølgende uger blev missilramperne fjernet under opsyn af amerikanske observationsfly. Selvom Fidel Castro var stærkt utilfreds med, at aftalen var indgået uden hans direkte medvirken, blev de sovjetiske mellemdistancemissiler lastet på fragtskibe og ført ud af cubansk farvand. Der opstod dog nye diplomatiske gnidninger vedrørende de sovjetiske bombefly, som USA også karakteriserede som offensive våben. Kennedy fastholdt flådekarantænen indtil november for at sikre, at også disse fly blev fjernet fra cubansk territorium. I løbet af november 1962 blev de sidste dele af aftalen implementeret. Den 20. november ophævede USA officielt flådeblokaden af Cuba, efter at Sovjetunionen havde indvilliget i også at trække deres bombefly tilbage. I begyndelsen af 1963 fjernede USA som aftalt deres Jupiter-missiler fra Tyrkiet og Italien – dog uden at denne tilbagetræknings sammenhæng med aftalerne med Sovjetunionen på det tidspunkt blev offentligt kendt. Begrundelsen lød i 1963, at missilerne var forældede og skulle erstattes af atombevæbnede ubåde. Den reelle sammenhæng blev først offentligt kendt i 1989[14], da slutningen af den kolde krig nærmede sig, og der var optøning på vej mellem USA og Sovjetunionen.

Der opstod dog nye diplomatiske gnidninger vedrørende de sovjetiske bombefly, som USA også karakteriserede som offensive våben. Kennedy fastholdt flådekarantænen indtil november for at sikre, at også disse fly blev fjernet fra cubansk territorium. I løbet af november 1962 blev de sidste dele af aftalen implementeret. Den 20. november ophævede USA officielt flådeblokaden af Cuba, efter at Sovjetunionen havde indvilliget i også at trække deres bombefly tilbage. I begyndelsen af 1963 fjernede USA som aftalt deres Jupiter-missiler fra Tyrkiet og Italien – dog uden at denne tilbagetræknings sammenhæng med aftalerne med Sovjetunionen på det tidspunkt blev offentligt kendt. Begrundelsen lød i 1963, at missilerne var forældede og skulle erstattes af atombevæbnede ubåde. Den reelle sammenhæng blev først offentligt kendt i 1989[14], da slutningen af den kolde krig nærmede sig, og der var optøning på vej mellem USA og Sovjetunionen.

Konsekvenser af Cubakrisen

Hvordan fik man forebygget, at en lignende krise opstod?

Selvom den akutte krigsfare var drevet over, fortsatte spændingerne mellem de involverede parter, og den kolde krig varede endnu ca. 25 år, hvor afspænding vekslede med optrapning. Men Cubakrisen medførte, at begge supermagter erkendte behovet for mere stabil kommunikation for at undgå utilsigtede konflikter, der kunne ende med en atomkrig. Dette førte til oprettelsen af ”den varme linje” mellem Washington og Moskva i 1963. Den bliver nogle gange kaldt for ”den røde telefon”, selvom der hverken var tale om en telefonlinje eller et rødt telefonapparat. Forbindelsen skulle sikre hurtig kontakt under fremtidige kriser for at undgå fatale misforståelser.

Hvilke konsekvenser fik Cubakrisen for den kolde krigs forløb?

Cubakrisen var en kulmination på stadig stærkere spændinger mellem USA og Sovjetunionen i den første periode af den kolde krig. Krisen førte til en ny fase: détente (fransk: afspænding). Den varede indtil 1979 og blev kendetegnet ved bedre kommunikation og nedrustningsaftaler. I første omgang underskrev supermagterne den 5. august 1963 en traktat, som forbød atomprøvesprængninger i atmosfæren, det ydre rum og under vandet. Dette var et afgørende skridt mod den senere ikke-spredningsaftale fra 1968, der var en international aftale mellem flere lande om at forebygge spredning af atomvåben og fremme nedrustning. SALT-aftalerne (Strategic Arms Limitation Talks) blev indgået af USA og Sovjetunionen i 1972 og 1979, og de satte loft over antallet af strategiske atombevæbnede missiler og raketter. På trods af aftalerne var der fortsat perioder med oprustning hos begge supermagter. Og selvom détente-perioden betød færre direkte konfrontationer i Europa, fortsatte den ideologiske kamp i form af stedfortræderkrige i den tredje verden, fx i Vietnam og Afghanistan. Men efter Cubakrisen blev de formelle spilleregler mellem Washington og Moskva permanent ændrede for at undgå en atomkrig med potentiel risiko for gensidig udslettelse.

Hvad betød krisen for Cuba, USA og Sovjetunionen?

For Cuba betød forløbet en konsolidering af det kommunistiske styre under sovjetisk beskyttelse, dog med en varig amerikansk økonomisk sanktionspolitik som konsekvens. Selvom Fidel Castro følte sig ignoreret under stormagternes forhandlinger, sikrede USA’s løfte om ikke-invasion regimets overlevelse på langt sigt. Cuba forblev dog fanget i stormagtsspillet. Landet var økonomisk og militært afhængigt af Sovjetunionen, og den amerikanske embargo blev et permanent redskab i USA’s forsøg på at isolere øen økonomisk og politisk. I en intern tale til den cubanske centralkomite i januar 1968, der først senere er blevet offentlig kendt, kritiserede Castro USA, men var tilsvarende hård i dommen over Sovjetunionen, som han anklagede for at have fremkaldt Cubakrisen og for at bruge Cuba som en spillebrik i koldkrigskonflikten[15].

For USA og præsident Kennedy betød krisen en betydelig indenrigspolitisk sejr. Kennedy genvandt sin autoritet og popularitet efter den mislykkede Svinebugt-affære og blev hyldet for sin beherskede, men faste håndtering af atomtruslen. Strategisk betød krisen dog, at USA måtte acceptere en kommunistisk stat tæt på sine grænser og fjerne sine egne atombevæbnede missiler fra Italien og Tyrkiet.

For Sovjetunionen var resultatet tvetydigt. Officielt præsenterede Nikita Khrusjtjov tilbagetrækningen som en fredsbevarende succes, der reddede Cuba. Men i partitoppen i Moskva blev forløbet set som en ydmygende retræte og et prestigetab over for det amerikanske pres. Dette svækkede Khrusjtjovs politiske position internt og førte to år senere til hans afsættelse. Erfaringen medførte desuden, at Sovjetunionen iværksatte en oprustning for at forsøge at matche USA, så man aldrig igen skulle stå i en diplomatisk og militært svag position i en lignende krisesituation.

Historiebrug af Cubakrisen

Hvordan er Cubakrisen blevet brugt politisk og diplomatisk?

I amerikansk politik er Cubakrisen ofte blevet brugt som et eksempel på vellykket krisestyring i en risikofyldt international situation. Denne brug af historien fokuserer på en opfattelse af en rationel ledelse, der formår at nedtone en konflikt gennem en blanding af fasthed og diplomati. Under senere konflikter, som USA har været involveret i - for eksempel krigene i Irak eller spændingerne med Nordkorea - er Cubakrisen ofte blevet trukket frem i den politiske debat, enten for at retfærdiggøre en hård linje eller for at advare mod overilet militær aktion. Her fungerer krisen som et moralsk og strategisk kompas, hvor man udvælger specifikke dele af forløbet for at legitimere aktuelle udenrigspolitiske beslutninger. Denne brug overser dog ofte de mange tilfældigheder og misforståelser, der var tæt på at udløse en atomkrig, og skaber i stedet en fortælling om kontrol.

Hvordan er Cubakrisen blevet set som en advarsel om risikoen for 3. verdenskrig?

I en bredere global sammenhæng bruges Cubakrisen som en advarsel om atomvåbens farlighed. Her er formålet ikke at fremhæve en bestemt nations sejr, men at minde menneskeheden om, hvor tæt vi har været på selvudslettelse. Denne historiebrug ses ofte i fredsbevægelser, hvor krisen bruges til at argumentere for nødvendigheden af international nedrustning og dialog. Ved at fokusere på ’de 13 dage i oktober 1962’ som et moment, hvor hele verden holdt vejret, skabes en kollektiv erindring om sårbarhed. Krisen bliver her et universelt symbol på krigslogik og dens farer. Denne brug af historien har fokus på at bruge fortiden til at fremme en dagsorden om global sikkerhed og antimilitarisme.

Hvordan er Cubakrisen blevet brugt i populærkulturen?

I den amerikanske offentlighed – og i store dele af resten af verden – er Cubakrisen en af de skelsættende begivenheder, som de personer, der oplevede den, tydeligt husker. Den figurerer her i den kollektive hukommelse og billedverden sammen med begivenheder som mordene på John F. Kennedy og Martin Luther King i hhv. 1963 og 1968 og månelandingen i 1969. Cubakrisen har derfor naturligt nok været genstand for mange kulturelle tolkninger i fx film, tv-serier, bøger og musik. Begivenhederne leverer en effektiv dramatisk kulisse til at skabe spænding og indfange 1960'ernes tidsånd, fordi de rummer skarpe modsætninger, fjendebilleder og et stort drama: truslen om verdens undergang. I film som Thirteen Days (2000) (se anbefalede links) bruges historien om Cubakrisen til at skabe en intens politisk thriller, hvor publikum føres helt ind i Det Hvide Hus. Her bliver de historiske begivenheder dramatiseret for at fremhæve heltefortællingen om Kennedy-brødrene, hvilket ofte sker på bekostning af de mere komplekse sovjetiske og cubanske perspektiver. På den fremvoksende beat- og rock-scene, der blev en del af ungdomsoprøret, var især atomkrigsperspektivet fremtrædende i mange tekster. Den amerikanske musiker Bob Dylans sang A Hard Rain's a-Gonna Fall [16] blev egentlig færdig i september 1962 umiddelbart før begivenhederne, men i takt med Dylans hurtigt voksende popularitet og tekstens aktualitet i forhold til truslen om atomkrig blev den ofte opfattet i tæt sammenhæng med Cubakrisen.

Perspektiv på Cubakrisen

Hvilken relevans siges Cubakrisen at have for senere politiske spændinger og konflikter?

Cubakrisen fremhæves ofte som et eksempel på nødvendigheden af forhandlinger og diplomati i en krisesituation. Det bliver også pointeret, at en løsning skal have fokus på, at begge parter går ud af konflikten uden at tabe ansigt. Krisen er også blevet en del af både Kennedys og Khrusjtjovs eftermæler – for sidstnævnte blev konfliktens resultat dog et indenrigspolitisk ansigtstab. En vigtig pointe er også, at der har været forskellige opfattelser af krisen i USA og Sovjetunionen. Mens tolkningen i USA var, at man kiggede ind i ”atomkrigens pistolløb” og derfor ikke ville sætte så stor lid til atomare våben med et formål om afskrækkelse, så forblev atomvåben centrale i den sovjetiske krigslogik [17]. Dette perspektiv er måske også aktuelt i forhold til nutidige konflikter, fx krigen i Ukraine, hvor truslen om og frygten for russisk brug af taktiske atomvåben lurer i baggrunden [18], og i relationerne til lande som Nordkorea og Iran, hvor potentielle atomvåben spiller en rolle i magtbalancen og diplomatiet. Efter afslutningen på den kolde krig virkede det i mange år utopisk, at verden igen skulle begynde at diskutere risiko for militære konflikter med inddragelse af atomvåben. Men de seneste års konflikter og opbrud i den globale verdensorden har medført, at det nok er usandsynligt, men at det er noget, som et beredskab skal tage højde for. Dette er en ny situation – eller måske rettere en tilbagevenden til de intense perioder af den kolde krig, som Cubakrisen i 1962 var et eksempel på.

Citerede kilder

1. Kopier link

   1.

   Daniel Ellsberg Reveals He Was a Nuclear War Planner, Warns of Nuclear Winter & Global Starvation

   Artikel

   Democracy Now, 2017

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Årsag
2. Kopier link

   2.

   Cubas historie

   Leksikonartikel

   Even Sandvik Underlid, Hans Petter Buvollen og Ottar Julsrud

   Store Norske Leksikon

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Årsag
3. Kopier link

   3.

   Her er de mest spektakulære forsøg på at komme Castro til livs

   Artikel

   Marie Sæhl

   dr.dk, 26-11-2016

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Årsag
4. Kopier link

   4.

   Svinebugtaffæren

   Leksikonartikel

   Niels Bjerre-Poulsen

   lex.dk, senest ændret 02-10-2024

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Årsag
5. Kopier link

   5.

   Den kolde krig

   Bog

   John Lewis Gaddis

   Gyldendal, 2006

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Årsag
6. Kopier link

   6.

   På afgrundens rand: Cubakrisen 1962, den kolde krig og Danmark

   Bog

   Peer Henrik Hansen

   Øhavsmuseet, 2012

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Årsag
7. Kopier link

   7.

   Cubakrisen: Kennedy, Khrusjtjov og Castro på randen af atomkrig

   Bog

   Michael Dobbs

   Informations Forlag, 2009

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Forløb
8. Kopier link

   8.

   På afgrundens rand: Cubakrisen 1962, den kolde krig og Danmark

   Bog

   Peer Henrik Hansen

   Øhavsmuseet, 2012

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Forløb
9. Kopier link

   9.

   From the archives: President John F. Kennedy announces discovery of Soviet nuclear weapons in Cuba

   Video

   CBS News/YouTube, 2025

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Forløb
10. Kopier link

    10.

    Toward “World Support” and “The Ultimate Judgment of History”: The U.S. Legal Case for the Blockade of Cuba during the Missile Crisis, October–November 1962

    Artikel

    Jonathan Colman

    Journal of Cold War Studies, 2019

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Forløb
11. Kopier link

    11.

    Letter From Chairman Khrushchev to President Kennedy, October 24, 1962

    Webside

    John F. Kennedy Library and Museum

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Forløb
12. Kopier link

    12.

    UN Security Council Address on Soviet Missiles in Cuba

    Webside

    American Rhetoric

    Debat I FN’s Sikkerhedsråd, 25. oktober 1963

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Forløb
13. Kopier link

    13.

    Letter From Chairman Khrushchev to President Kennedy, October 27, 1962

    Webside

    John F. Kennedy Library and Museum

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Forløb
14. Kopier link

    14.

    The Cuban Missile Crisis

    Artikel

    Michael Hankins

    National Air and Space Museum, Washington D.C.

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Forløb
15. Kopier link

    15.

    Sad and Luminous Days: Cuba's Struggle with the Superpowers after the Missile Crisis

    Bog

    James G. Blight og Philip Brenner

    Lanham and Oxford: Rowman & Littlefield Publishers, 2002

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvens
16. Kopier link

    16.

    A Hard Rain’s A-Gonna Fall

    Sangtekst

    bob.dylan.com

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Historiebrug
17. Kopier link

    17.

    I en atomkrig kan sejr være et meningsløst begreb. Hvad Cuba-krisen bør fortælle os om Ruslands forhold til »afskrækkelsesvåben«.

    Kronik

    Steen Andersen

    Berlingske, 01-01-2023

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Perspektiv
18. Kopier link

    18.

    Atomvåbnene er tilbage – og vi undervurderer faren for, at de kan komme i brug

    Artikel

    Villads Andersen

    Information, 09-03-2024

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Perspektiv
19. Kopier link

    19.

    Cubakrisen: Myte at Danmark observerede sovjetiske missiler

    Radioprogram

    Mads Bindesbøll Ohsten

    DR Detektor, 31-10-2013