Baggrund for sundhedsvæsenet

Hvilken udvikling har det danske sundhedsvæsen gennemgået?

Før reformationen blev omsorgen for syge og fattige overordnet set varetaget af den katolske kirke. Med reformationen skiftede det sociale ansvar for de syge og fattige. Fra at have været kirkens ansvar, blev det nu en opgave for kongen og staten. De første danske statslige sygehuse blev oprettet i midten af 1700-tallet. Først i 1757 med opførelsen af Det Kongelige Frederiks Hospital blev der oprettet en uddannelse i medicin og kirurgi. For at mindske børnedødeligheden blev Fødselsstiftelsen og jordemoderskolen oprettet i 1750, og i 1803 blev Det Kongelige Sundhedskollegium oprettet. Det skulle føre tilsyn med sundhedsvæsenet, som voksede sig stadigt større i 1800-tallet, fremgår det af opslagsartiklen ”Danmark – sundhedsforhold” i Den store Danske (se kilder). Sygehusene i provinsen blev oftest drevet af en såkaldt økonom og hans hustru. De boede ved sygehuset og stod for alle gøremål, opvarmning, ordinering af medicin, tøjvask m.m. Økonomerne blev også kaldt sygevogtere eller sygepassere og havde typisk ingen speciel uddannelse i sygepleje. I midten af 1800-tallet blev sygeplejen varetaget af såkaldte opvartnings- eller stuekoner. De blev ansat på daglejer- eller ugebasis og boede på den stue, de skulle holde opsyn med. I slutningen af 1800-tallet blev stuekonerne erstattet af uddannede sygeplejersker, og der fandtes nu sygehuse i de fleste danske købstæder. Der blev ansat jordemødre over hele landet, og antallet af praktiserende læger voksede. Det kan man læse i artiklen ”De første hospitaler i Danmark og deres plejepersonale” på Dansk Sygeplejeråds hjemmeside (se kilder).

Hvilke tanker og idealer ligger bag det danske sundhedsvæsen?

Tankerne og ideologien bag det danske sundhedsvæsen har helt tilbage fra oprettelsen af de første danske sygehuse været, at befolkningens sundhed var et fælles anliggende, fordi det var i statens og landets interesse, at befolkningen var så sund og rask som muligt. Det er også disse tanker, der ligger til grund for Sundhedsloven, der trådte i kraft 1. januar 2007 (se kilder), hvor §1 lyder: ”Sundhedsvæsenet har til formål at fremme befolkningens sundhed samt at forebygge og behandle sygdom, lidelse og funktionsbegrænsning for den enkelte”. Loven slår fast:

· at alle skal have lige adgang til sundhedsvæsenet

· at behandlingen skal være af høj kvalitet

· at der skal være sammenhæng mellem ydelserne (dvs. at de forskellige afdelinger af sundhedssystemet samarbejder, så patienten oplever, at behandlingsforløb, som kræver besøg hos forskellige læger og hospitaler, hænger sammen)

· at den syge skal have frihed til at vælge

· at information om sundhedstilbud skal være let tilgængelig

· at der skal være gennemsigtighed i sundhedsvæsenet (dvs. at fejl bliver registreret, og at patienter kan gennemskue eventuelle bivirkninger og risici forbundet med behandlinger)

· at ventetiden på behandling skal være kort.

Hvem har ret til at benytte det danske sundhedsvæsen?

Sundhedsloven (se kilder) sikrer alle, der bor i Danmark, behandling. Det vil sige alle, der er registreret i Folkeregistret. Dertil har borgere fra EU- eller EØS-lande mulighed for at få behandling i det offentlige danske sundhedsvæsen, hvis de får brug for lægehjælp under deres ophold i Danmark, ligesom flygtninge eller andre, der opholder sig midlertidigt i Danmark, har ret til hjælp.

Hvilke rettigheder har danske patienter ifølge Sundhedsloven?

Patienter i det danske sundhedsvæsen har en række rettigheder. Blandt andet ret til:

· at få foretaget abort

· at blive steriliseret

· frit at vælge, på hvilket offentligt hospital, de vil undersøges og behandles

· at blive behandlet indenfor de gældende fastsatte garantier for ventetid

· at blive medinddraget i beslutninger om behandling

· at takke nej til behandling

· at søge erstatning ved fejlbehandling

· i en vis udstrækning at blive undersøgt og behandlet i udlandet.

Man kan læse mere om patientrettigheder under Patientrettigheder på Region Hovedstadens hjemmeside (se kilder).

Hvad betød det, at man i 2007 flyttede ansvaret for hospitalerne fra amter til regioner?

I 2005 blev en kommunalreform vedtaget i Folketinget af et flertal bestående af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Reformen indebar, at de dengang 13 amter blev lagt sammen til fem regioner, og at de dengang 271 kommuner blev lagt sammen til 98 kommuner. Hidtil havde hospitalerne været amternes opgave. Nu overtog de fem regioner opgaven med at tage vare på danskernes sundhed; regionernes vigtigste opgave blev at drive sygehusene, psykiatrien og sygeforsikringen, herunder praktiserende læger og speciallæger. Regionerne fik, modsat de tidligere amter, ikke ret til at udskrive skatter. Det kan man læse i ”Lov om regioner og nedlæggelse af amtskommuner på Danmarkshistorien.dk (se kilder). Til gengæld skulle staten fastsætte og tildele ressourcer direkte til regionerne. Formålet med kommunalreformen var at sikre den enkelte borger ”mere kvalitet for pengene i den offentlige service, navnlig sundhedsvæsenet”, ifølge regeringens præsentation af reformen ”Kommunalreformen kort fortalt” (se kilder). Reformen vakte en del debat. I artiklen ”Reformen der forandrede Danmark” på Altinget.dk (se kilder), kan man læse, hvordan nogle borgmestre kalder reformen en succes, mens andre er mere kritiske og peger på, at reformen har været på bekostning af nære relationer mellem borgere og systemet. Centraliseringen af sundhedsvæsenet har haft en pris, vurderer en række kommunalforskere i artiklen. Ikke mindst i landsbyer og mindre byer på landet, som har måttet vinke farvel til hospitaler, tandlæger og praktiserende læger i nærmiljøet.
”Udgangspunktet for den daværende regerings udspil var ’mennesket først’. Men sådan blev det ikke, det blev systemet først. Når nærheden forsvinder, kan det få nogle meget værdifulde ting til at smuldre, som ikke lige indgår i de teknokratisk regneark,” siger kommunalforsker Roger Buch i artiklen.

Hvordan har digitaliseringen forandret det danske sundhedsvæsen?

Det danske sundhedsvæsen har de seneste år indført digitale løsninger for at gøre kontakten mellem sundhedsvæsen og borger mere direkte, effektivisere kommunikationen mellem forskellige sundhedsydelser og sikre patienterne, at de ikke selv skal bære ansvaret for, at forskellige sundhedspersoner i forskellige dele af sundhedssystemet kender deres sygehistorie. Det gælder blandt andet Medicinkortet.dk, som er en APP, der samler informationer om recepter og medicin, der giver den enkelte patient og det sundhedsfaglige personale overblik over, hvilken medicin patienten har fået ordineret de seneste to år. Formålet med it-systemet Sundhedsplatformen var også at skabe overblik og samle viden om den enkelte patients forløb for at gøre behandlingen bedre og gøre arbejdsgangene på hospitalerne mere effektiv. Man udskiftede flere gamle it-systemer for at samle oplysningerne derfra i Sundhedsplatformen. Det nye system har dog vakt stor kritik blandt andet for at medføre, at patienter har fået forkerte doser medicin, for at true patientsikkerheden, fordi data ikke opbevares korrekt og for at tage tid og unødvendige ressourcer fra i forvejen presset sundhedspersonale, der skal registrere langt flere oplysninger om patienterne end i tidligere it-systemer. Digitale løsninger bliver ellers af mange udråbt som en vigtig del af løsningen på sundhedsvæsenets store udfordring med at sikre bedre sammenhæng i behandlingen og udnytte ressourcerne bedst muligt. Det er blevet endnu vigtigere, fordi mange patienter i dag lider af flere sygdomme på én gang og derfor er i kontakt med flere dele af sundhedsvæsenet. Digitalisering spiller en nøglerolle i ”ambitionen om udviklingen af et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen, der skal bidrage til, at flere patienter vil opleve behandlingsforløb, der går på tværs af hospitaler og sektorer”. Det kan man læse i Sundheds- og Ældreministeriets Strategi for Digital Sundhed 2018-2022 (se kilder).