hospital
Overflødige undersøgelser og operationer i sundhedsvæsenet skal findes og fjernes med et nyt projekt mellem patienter og læger, skriver Ritzau den 25. maj 2018.
Foto: Lars Helsinghof Bæk / Ritzau Scanpix

Det danske sundhedsvæsen

Anne Anthon Andersen, journalist og cand.comm., Bureauet, oktober 2019.
Top image group
hospital
Overflødige undersøgelser og operationer i sundhedsvæsenet skal findes og fjernes med et nyt projekt mellem patienter og læger, skriver Ritzau den 25. maj 2018.
Foto: Lars Helsinghof Bæk / Ritzau Scanpix

Indledning
I dag betragter de fleste danskere det nok som en selvfølge, at vi kan søge hjælp hos læger og på hospitaler, hvis vi bliver syge og får brug for behandling. Det danske sundhedsvæsen udgør ligesom bl.a. børnehaver og skoler en central del af den danske velfærdsmodel. Men sådan har det ikke altid været. Statsmagtens interesse for befolkningens sundhedstilstand går tilbage til i midten af 1700-tallet, hvor man begyndte at se en sund og rask befolkning som forudsætningen for et lands rigdom. Måske netop fordi sundhedsvæsenet i dag er blevet så central en del af det danske velfærdssamfund, er det ofte til debat, når systemet fejler. Kritiske historier i medierne afslører, når ventetidsgarantier ikke bliver overholdt, når kræftpatienter ikke får stillet den korrekte diagnose, når patienter ligger på gangene på overfyldte hospitaler, eller når nybagte forældre sendes hjem lige efter fødslen, fordi der ikke er ressourcer til at hjælpe dem på hospitalet. Udfordringer er der nok af i sundhedsvæsenet. Et stigende antal ældre, en vildtvoksende teknologisk udvikling og stadigt større brug af data er bare nogle af de problemstillinger, der venter det danske sundhedsvæsen de kommende år.

 

Danske Regioner. Vi bygger hospitaler, der ikke føles som hospitaler.

  

 

Artikel type
faktalink

Baggrund for sundhedsvæsenet

Hvilken udvikling har det danske sundhedsvæsen gennemgået?

Før reformationen blev omsorgen for syge og fattige overordnet set varetaget af den katolske kirke. Med reformationen skiftede det sociale ansvar for de syge og fattige. Fra at have været kirkens ansvar, blev det nu en opgave for kongen og staten. De første danske statslige sygehuse blev oprettet i midten af 1700-tallet. Først i 1757 med opførelsen af Det Kongelige Frederiks Hospital blev der oprettet en uddannelse i medicin og kirurgi. For at mindske børnedødeligheden blev Fødselsstiftelsen og jordemoderskolen oprettet i 1750, og i 1803 blev Det Kongelige Sundhedskollegium oprettet. Det skulle føre tilsyn med sundhedsvæsenet, som voksede sig stadigt større i 1800-tallet, fremgår det af opslagsartiklen ”Danmark – sundhedsforhold” i Den store Danske (se kilder). Sygehusene i provinsen blev oftest drevet af en såkaldt økonom og hans hustru. De boede ved sygehuset og stod for alle gøremål, opvarmning, ordinering af medicin, tøjvask m.m. Økonomerne blev også kaldt sygevogtere eller sygepassere og havde typisk ingen speciel uddannelse i sygepleje. I midten af 1800-tallet blev sygeplejen varetaget af såkaldte opvartnings- eller stuekoner. De blev ansat på daglejer- eller ugebasis og boede på den stue, de skulle holde opsyn med. I slutningen af 1800-tallet blev stuekonerne erstattet af uddannede sygeplejersker, og der fandtes nu sygehuse i de fleste danske købstæder. Der blev ansat jordemødre over hele landet, og antallet af praktiserende læger voksede. Det kan man læse i artiklen ”De første hospitaler i Danmark og deres plejepersonale” på Dansk Sygeplejeråds hjemmeside (se kilder).

Hvilke tanker og idealer ligger bag det danske sundhedsvæsen?

Tankerne og ideologien bag det danske sundhedsvæsen har helt tilbage fra oprettelsen af de første danske sygehuse været, at befolkningens sundhed var et fælles anliggende, fordi det var i statens og landets interesse, at befolkningen var så sund og rask som muligt. Det er også disse tanker, der ligger til grund for Sundhedsloven, der trådte i kraft 1. januar 2007 (se kilder), hvor §1 lyder: ”Sundhedsvæsenet har til formål at fremme befolkningens sundhed samt at forebygge og behandle sygdom, lidelse og funktionsbegrænsning for den enkelte”. Loven slår fast:

· at alle skal have lige adgang til sundhedsvæsenet

· at behandlingen skal være af høj kvalitet

· at der skal være sammenhæng mellem ydelserne (dvs. at de forskellige afdelinger af sundhedssystemet samarbejder, så patienten oplever, at behandlingsforløb, som kræver besøg hos forskellige læger og hospitaler, hænger sammen)

· at den syge skal have frihed til at vælge

· at information om sundhedstilbud skal være let tilgængelig

· at der skal være gennemsigtighed i sundhedsvæsenet (dvs. at fejl bliver registreret, og at patienter kan gennemskue eventuelle bivirkninger og risici forbundet med behandlinger)

· at ventetiden på behandling skal være kort.

Hvem har ret til at benytte det danske sundhedsvæsen?

Sundhedsloven (se kilder) sikrer alle, der bor i Danmark, behandling. Det vil sige alle, der er registreret i Folkeregistret. Dertil har borgere fra EU- eller EØS-lande mulighed for at få behandling i det offentlige danske sundhedsvæsen, hvis de får brug for lægehjælp under deres ophold i Danmark, ligesom flygtninge eller andre, der opholder sig midlertidigt i Danmark, har ret til hjælp.

Hvilke rettigheder har danske patienter ifølge Sundhedsloven?

Patienter i det danske sundhedsvæsen har en række rettigheder. Blandt andet ret til:

· at få foretaget abort

· at blive steriliseret

· frit at vælge, på hvilket offentligt hospital, de vil undersøges og behandles

· at blive behandlet indenfor de gældende fastsatte garantier for ventetid

· at blive medinddraget i beslutninger om behandling

· at takke nej til behandling

· at søge erstatning ved fejlbehandling

· i en vis udstrækning at blive undersøgt og behandlet i udlandet.

Man kan læse mere om patientrettigheder under Patientrettigheder på Region Hovedstadens hjemmeside (se kilder).

Hvad betød det, at man i 2007 flyttede ansvaret for hospitalerne fra amter til regioner?

I 2005 blev en kommunalreform vedtaget i Folketinget af et flertal bestående af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Reformen indebar, at de dengang 13 amter blev lagt sammen til fem regioner, og at de dengang 271 kommuner blev lagt sammen til 98 kommuner. Hidtil havde hospitalerne været amternes opgave. Nu overtog de fem regioner opgaven med at tage vare på danskernes sundhed; regionernes vigtigste opgave blev at drive sygehusene, psykiatrien og sygeforsikringen, herunder praktiserende læger og speciallæger. Regionerne fik, modsat de tidligere amter, ikke ret til at udskrive skatter. Det kan man læse i ”Lov om regioner og nedlæggelse af amtskommuner på Danmarkshistorien.dk (se kilder). Til gengæld skulle staten fastsætte og tildele ressourcer direkte til regionerne. Formålet med kommunalreformen var at sikre den enkelte borger ”mere kvalitet for pengene i den offentlige service, navnlig sundhedsvæsenet”, ifølge regeringens præsentation af reformen ”Kommunalreformen kort fortalt” (se kilder). Reformen vakte en del debat. I artiklen ”Reformen der forandrede Danmark” på Altinget.dk (se kilder), kan man læse, hvordan nogle borgmestre kalder reformen en succes, mens andre er mere kritiske og peger på, at reformen har været på bekostning af nære relationer mellem borgere og systemet. Centraliseringen af sundhedsvæsenet har haft en pris, vurderer en række kommunalforskere i artiklen. Ikke mindst i landsbyer og mindre byer på landet, som har måttet vinke farvel til hospitaler, tandlæger og praktiserende læger i nærmiljøet.
”Udgangspunktet for den daværende regerings udspil var ’mennesket først’. Men sådan blev det ikke, det blev systemet først. Når nærheden forsvinder, kan det få nogle meget værdifulde ting til at smuldre, som ikke lige indgår i de teknokratisk regneark,” siger kommunalforsker Roger Buch i artiklen.

Hvordan har digitaliseringen forandret det danske sundhedsvæsen?

Det danske sundhedsvæsen har de seneste år indført digitale løsninger for at gøre kontakten mellem sundhedsvæsen og borger mere direkte, effektivisere kommunikationen mellem forskellige sundhedsydelser og sikre patienterne, at de ikke selv skal bære ansvaret for, at forskellige sundhedspersoner i forskellige dele af sundhedssystemet kender deres sygehistorie. Det gælder blandt andet Medicinkortet.dk, som er en APP, der samler informationer om recepter og medicin, der giver den enkelte patient og det sundhedsfaglige personale overblik over, hvilken medicin patienten har fået ordineret de seneste to år. Formålet med it-systemet Sundhedsplatformen var også at skabe overblik og samle viden om den enkelte patients forløb for at gøre behandlingen bedre og gøre arbejdsgangene på hospitalerne mere effektiv. Man udskiftede flere gamle it-systemer for at samle oplysningerne derfra i Sundhedsplatformen. Det nye system har dog vakt stor kritik blandt andet for at medføre, at patienter har fået forkerte doser medicin, for at true patientsikkerheden, fordi data ikke opbevares korrekt og for at tage tid og unødvendige ressourcer fra i forvejen presset sundhedspersonale, der skal registrere langt flere oplysninger om patienterne end i tidligere it-systemer. Digitale løsninger bliver ellers af mange udråbt som en vigtig del af løsningen på sundhedsvæsenets store udfordring med at sikre bedre sammenhæng i behandlingen og udnytte ressourcerne bedst muligt. Det er blevet endnu vigtigere, fordi mange patienter i dag lider af flere sygdomme på én gang og derfor er i kontakt med flere dele af sundhedsvæsenet. Digitalisering spiller en nøglerolle i ”ambitionen om udviklingen af et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen, der skal bidrage til, at flere patienter vil opleve behandlingsforløb, der går på tværs af hospitaler og sektorer”. Det kan man læse i Sundheds- og Ældreministeriets Strategi for Digital Sundhed 2018-2022 (se kilder).

Opbygning og opgaver

Hvordan er det danske sundhedsvæsen opbygget?

Sundhedsvæsenet er samfundets samlede indsats for at kunne forebygge, diagnosticere og behandle syge, både i offentligt og privat regi. Også forskning i sundhedsvidenskab er en del af sundhedsvæsenets opgave. Kommunerne skal forebygge sygdom ved at tilbyde borgerne forskellige sundhedstilbud, og regionerne er ansvarlige for at drive sygehuse. Det er Serviceloven og Sundhedsloven, der sætter rammerne for sundhedsvæsenet i Danmark.

Hvad er det primære sundhedsvæsen?

Det primære sundhedsvæsen er den del af sundhedsvæsenet, der er tættest på borgeren i hverdagen. Det består blandt andet af egen praktiserende læge, sundhedsplejen, hjemmeplejen og forskellige plejecentre.

 

Film om det nære sundhedsvæsen. KLdktv.

 

Hvad er det sekundære sundhedsvæsen?

Det sekundære sundhedsvæsen er den del af sundhedsvæsenet, der overtager eller fortsætter behandlingen af patienten på hospitalet eller hos en speciallæge, efter at patienten har været i kontakt med det primære sundhedsvæsen. Det sker f.eks., hvis en patient går til sin praktiserende læge og derfra bliver henvist til en speciallæge som en øre- eller øjenlæge.

Hvad er Sundhedsstyrelsen?

Sundhedsstyrelsen er den øverste sundhedsfaglige myndighed i Danmark og hører under Ældre- og Sundhedsministeriet. Sundhedsstyrelsen hjælper sundhedsministeren og ældreministeren og rådgiver en række kommunale og regionale myndigheder. Styrelsen skal sørge for, at patienterne får sundhedsydelser af høj faglig kvalitet. Styrelsens hovedopgave er at forebygge sygdom ved at oplyse borgerne om en sund livsstil, at påvirke uddannelsen af sundhedspersonale og lægge planer for sundhedsvæsenet, så det fungerer optimalt, fremgår det af Sundhedsstyrelsens hjemmeside (se kilder).

Hvad er Lægemiddelstyrelsen?

Lægemiddelstyrelsen godkender og kontrollerer lægemiddelvirksomheder (virksomheder, der producerer medicin og andre lægemidler) og lægemidler på det danske marked, holder øje med bivirkninger ved lægemidler, godkender kliniske forsøg (dvs. test af medicin), beslutter hvilke lægemidler der skal have tilskud, fører tilsyn med medicinsk udstyr, som er tilgængeligt i Danmark, og overvåger alvorlige hændelser med medicinsk udstyr, udpeger apotekere, tilrettelægger apoteksstrukturen og fører tilsyn med apoteker og forhandlere. Herudover er styrelsen med til at udvikle politik og regler på lægemiddelområdet, både i Danmark og i dialog med EU’s lægemiddelmyndigheder. Lægemiddelstyrelsen er en del af Sundheds- og Ældreministeriet, fremgår det af Lægemiddelstyrelsens hjemmeside (se kilder).

Hvad er Styrelsen for Patientsikkerhed?

Styrelsen for Patientsikkerhed er den overordnede sundhedsfaglige tilsynsmyndighed i Danmark. Styrelsen holder øje med, at behandlingssteder, læger, kirurger og andet sundhedspersonale udfører deres arbejde, som de ifølge loven skal og bør og giver dem tilladelser til at arbejde i det danske sundhedsvæsen. Styrelsen holder også øje med smitsomme sygdomme, f.eks. epidemier (dvs. sygdomme som spreder sig meget hurtigt i et bestemt område) og rådgiver og oplyser befolkningen i forbindelse med smitsomme sygdomme, vandforurening og kemiske udslip. Det er også Styrelsen for Patientsikkerheds opgave at tage imod og indrapportere anonymiserede utilsigtede hændelser (f.eks. lægefejl under operationer eller medicinering) i Dansk Patientsikkerhedsdatabase og bruge indberetningerne til at afværge, at noget lignende sker igen for andre patienter, kan man læse på styrelsens hjemmeside (se kilder).

 

Styrelsen for Patientsikkerhed. Sådan holder vi øje med sundhedsvæsenet.

 

Hvordan hænger økonomien i sundhedsvæsenet sammen?

Med strukturreformen i 2005 blev finansieringen af det danske sundhedsvæsen ændret. Amterne blev nedlagt, og fem regioner overtog administrationen og driften af sundhedsvæsenet. Før reformen betalte amterne ca. 70% af de offentlige sundhedsudgifter, der gik til drift af sygehuse, sygesikring (f.eks. praktiserende læger) og medicin, og kommunerne stod for ca. 30% af udgifterne, især til ældrepleje og hjemmesygepleje. Den store ændring ved reformen blev, at hver kommune nu skulle være med til at betale udgifterne til hospitalsbehandling af kommunens borgere, som amterne indtil da havde betalt for med penge fra amtsskatten. Ideen var at få kommunerne til at gøre sig mere umage med at gøre den enkelte patients forløb mere sammenhængende – og arbejde på at forebygge sygdom hos sine borgere. Efter reformen giver staten tilskud til regioner og kommuner til deres sundhedsudgifter ud fra en særlig fordelingsnøgle, der tager hensyn til, hvor meget den enkelte kommunes borgere bruger sygehusvæsenet. Det kan man læse i oversigtsnotatet ”Hvordan finansieres sundheds- og hospitalssektoren efter strukturreformen?” (se kilder).