Dansk landbrug

Hvordan præger landbrug det danske landskab?

Landbrugsarealet udgjorde i 2017 62% af Danmarks samlede areal. Det fremgår af artiklen ”Næsten to tredjedele af Danmarks areal er landbrug” fra Danmarks Statistik (se kilder). Det gør Danmark til Europas mest opdyrkede land. Samlet set er kun 26% af EU's areal opdyrket.

Landbrugserhvervet krydsede ifølge artiklen ”Færre end 10.000 heltids-landbrug tilbage i Danmark” en vigtig milepæl i 2016, da antallet af heltidslandbrug dykkede under 10.000, hvilket er næsten en halvering på 10 år. Antallet af deltidslandbrug er ikke præget af samme nedgang og udgjorde i 2016 18.445 bedrifter.

4/5 af Danmarks opdyrkede areal bliver brugt til at dyrke foder til dyr, særligt svin og malkekvæg.

Hvor stor betydning har landbruget for dansk økonomi?

Økonomiprofessor Niels Kærgård skriver i artiklen ”Dansk landbrug i fortid, nutid og fremtid” (se kilder), at der er sket et dramatisk fald i landbrugets økonomiske betydning siden 2. Verdenskrig. I 1946 var over 525.000 danskere ansat i landbruget. Men det tal var i 1980 faldet til 195.000, og i dag er det nede på kun 63.000, hvilket svarer til 2-3% af arbejdsstyrken. Hvis man ser på landbrugets andel af bruttonationalproduktet, er landbrugets andel nede på 2-3%, mens det lå på cirka 20% i årtierne frem mod 1950. Ser man på eksporten, er andelen noget højere – med 13% af vareeksporten og 8% af den samlede eksport.

En del aktører, herunder landbrugets egne organisationer, tager ofte udgangspunkt i den såkaldte fødevareklynge, som inkluderer en række virksomheder omkring fødevareproduktion, eksempelvis mejerier og producenter af landbrugsmaskiner, når de analyserer landbrugserhvervets samfundsmæssige betydning. Det forøger sektorens betydning. Men ifølge Niels Kærgård er konklusionen stadig: ”at landbruget i dag økonomisk set er et erhverv med en vis, men ikke afgørende betydning for dansk økonomi og beskæftigelse; heller ikke for beskæftigelsen i Udkantsdanmark spiller landbruget nogen afgørende rolle.”

Hvad er økologisk landbrug?

Man deler normalt de danske landbrug op i to hovedgrupper. Konventionelt landbrug, der omfatter langt størstedelen af de danske landbrug, og økologisk landbrug. Økologisk fødevareproduktion er karakteriseret ved, at man ikke bruger kunstgødning og pesticider, ligesom husdyrholdene skal fodres med ikke-sprøjtet foder og leve op til en række krav om dyrevelfærd. Økologisk landbrug bygger på den kredsløbstankegang, der også tidligere prægede dansk landbrug. Gården producerer i høj grad selv plantefoder til dyrene, som til gengæld producerer husdyrgødning til markerne.

Salget af økologiske føde- og drikkevarer anslås i rapporten ”Økologisk markedsnotat 2019” (se kilder) at udgøre 11,5% af det samlede salg af føde- og drikkevarer i Danmark i 2018. 10,5% af Danmarks samlede landbrugsareal dyrkes økologisk. Både det økologiske areal og salget af økologiske fødevarer har været stigende igennem mange år, men ligger altså stadig væsentligt lavere en salget af produkter fra det konventionelle landbrug.

Landmand Svend Erik Jørgensen fortæller om skiftet fra konventionelt til økologisk landbrug.

Hvilken rolle spiller EU for dansk landbrug?

Formålet med EU's landbrugspolitik er ifølge artiklen ”Støtten fra EU er fortsat vigtig for danske landbrug” fra Danmarks Statistik (se kilder) blandt andet at sikre en rimelig levestandard for landbefolkningen. Man får landbrugsstøtte til sine arealer ved at leve op til fælles standarder indenfor miljø, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed. Støtten er ikke afhængig af, hvor meget man producerer, så den er med til at stabilisere indkomsten for landmandsfamilier mellem år, hvor priser eller udbytter svinger meget. Under den nuværende ordning gives omkring 80% af EU’s landbrugsstøtte som støtte til landbrugsjorden.

Chefkonsulent i Danmarks statistik Henrik Bolding Pedersen udtaler i artiklen: ”Set i forhold til produktionens størrelse er støtten til landbruget i Danmark ikke så stor sammenlignet med andre EU-lande, men det er den derimod, når vi sammenligner landmændenes indkomst. (...) Tallene her viser, at mange landmænd ville få det svært, hvis man fjernede eller skar kraftigt i EU’s landbrugsstøtte fra den ene dag til den anden.”

Der arbejdes i EU med en revision af landbrugspolitikken fra 2020, hvor capping (omfordeling fra store til mindre landbrug), greening (miljø- og klimaindsats) og mere støtte til yngre landmænd er vigtige temaer.

Hvad kendetegnede det danske landbrug frem til landboreformerne?

Omkring 4000 f.Kr. i stenalderen begyndte mennesker i Danmark at rydde små lodder omkring deres bosteder for den urskov, der dengang dækkede Danmark. De dyrkede svedjebrug, også kaldet flyttemarksbrug, hvor man brændte plantedækket af og opdyrkede jorden ved hjælp af næringsstofferne i den askeblandede jord. Efter et par år var næringsstofferne i jorden opbrugt, og et nyt område blev afbrændt og opdyrket.

I vikingetiden blev bosættelserne mere permanente, og markerne forblev nu samme sted omkring landsbyerne. Til gengæld indførte man sædskifte, hvor forskellige afgrøder og brakperioder uden opdyrkning roterede mellem de forskellige marker, også kaldet vange. Vangene blev gødet med husdyrgødning fra dyr, der græssede på brakmarkerne og omkringliggende naturområder. Bønderne var i høj grad selvforsynende, og landbrugsdriften skete i et lukket system uden tilførsel af næringsstoffer udefra.

Fra midten af 1200-tallet blev landsbyfællesskabet og fæstegårdsdrift almindeligt, særligt i Østdanmark. Ved fæstegårdsdrift lejer bonden sin gård og jord af godsejeren, og fæstebønderne blev senere også pålagt at arbejde på godsejerens jord. Hver gård i landsbyen havde mange smalle markstrimler, der var fordelt på landsbyens fælles vange, som der typisk var tre af. På den måde var både den gode og dårlige jord fordelt mellem landsbyens gårde. Man kan læse mere om dansk landbrug før landboreformerne på denstoredanske.dk i opslagene ”Dyrkningssystemer”, ”Trevangsbrug” og ”Jordfælleskab” (se kilder) samt en række andre opslag.

Hvilken betydning havde landboreformerne?

Dyrkningsfællesskabet i landsbyen bestod til langt op i 1700-tallet. Det sikrede en social samhørighed i landsbyen, men var samtidig uproduktivt og fastholdt dyrkningen i gamle mønstre. 75% af landbrugsjorden var ifølge ”Naturgeografi – Jorden og mennesket” (se kilder) i midten af 1700-tallet ejet af få hundrede godsejerfamilier. De drømte om højere produktion, der kunne give højere fæsteafgifter og en større eksport af danske landbrugsvarer, samtidig med at bøndernes kår blev forbedret. Samtidig var nogle af godsejerne blevet påvirket af oplysningstidens ideer om fornuft og frisættelse fra traditioner og sædvaner. 75% af landbrugsjorden var ifølge ”Naturgeografi – Jorden og mennesket” (se kilder) i midten af 1700-tallet ejet af få hundrede godsejerfamilier. De drømte om højere produktion, der kunne give højere fæsteafgifter og en større eksport af danske landbrugsvarer. Samtidig skulle reformerne også forbedre bøndernes kår.

Det var en del af baggrunden for, at der i 1700-tallet blev gennemført en række lovændringer og andre tiltag, kaldet landboreformerne, som tilsammen var en gennemgribende juridisk, økonomisk og social forandring af det danske landbosamfund. De tre vigtigste tiltag var følgende:

· Landsbyudskiftning: Udskiftningen betød, at den enkelte gårds jord blev samlet i stedet for at ligge spredt. Det var et enormt arbejde at fordele jorden retfærdigt, og udskiftningen medførte også udflytning af mange gårde fra landsbyen, så de kunne ligge ude på gårdens nye arealer.

· Selveje: Godsejerne solgte i stort omfang landbrugsjorden til deres fæstebønder. I perioden 1790-1810 blev cirka 60% af fæstebønderne til selvejerbønder, altså bønder der selv ejede deres jord. Pengene til at købe jorden fik de ofte ved at få lån hos godsejere.

· Stavnsbåndets ophør: Stavnsbåndet var blevet indført i 1733 og betød, at den mandlige befolkning ikke måtte flytte fra deres gods og sogn. Stavnsbåndet var forhadt blandt bønderne, og ophævelsen af det blev et vigtigt symbol på bondens frigørelse.

Landboreformerne betød, at produktionen blev meget mere effektiv, og allerede fra 1770 til 1800 voksede den samlede danske landbrugsproduktion til det dobbelte.

Miniforedrag – Landboreformerne (Aarhus Universitet, 3:18 min.)

Hvad var andelsbevægelsen og den industrielle forarbejdning af råvarerne?

Det næste store udviklingsspring for dansk landbrugsproduktion begyndte ifølge artiklen ”Landbrugets produktionsomlægning” på danmarkshistorien.dk (se kilder) i 1880. I den sidste fjerdedel af 1800-tallet var europæisk landbrug i krise på grund af faldende kornpriser. Det skyldtes, at korn fra USA og Ukraine væltede ud på verdensmarkedet som følge af forbedrede transportmuligheder med tog og dampskibe. Danske landmænd begyndte derfor i stedet at satse mere på at avle dyr og sælge forskellige former for kød og mejeriprodukter i udlandet, og det kom til at betyde, at landbruget begyndte at forarbejde deres råvarer industrielt. Køernes mælk blev lavet til smør og ost på nyoprettede mejerier, og svin blev til skinke og bacon på slagterier. Mejerierne og slagterierne blev organiseret som andelsselskaber, hvor landmændene var ejere og havde stemmeret. Landbrugsproduktionen gik fra overvejende at være til selvforsyning til at være markedsorienteret og blev nu solgt til den voksende bybefolkning og til eksport, særligt til England.

Hvordan har udviklingen i landbruget været siden 1950?

Landbrugsproduktionen blev endnu engang voldsomt forøget, men antallet af gårde holdt sig stabilt omkring de 200.000 frem til 1950. Her begyndte ifølge Niels Kærgård og Tommy Dalgaards artikel ”Dansk landbrugs strukturudvikling siden 2. Verdenskrig” (se kilder) en gennemgribende teknologisk udvikling, som betød, at mange gårde blev nedlagt, og jorden og dyrene blev ejet af færre. Det betød, at langt færre danskere var ansat i landbruget, der gik fra at være den største sektor i landet til at spille en meget mindre rolle. Denne udvikling beskrives normalt i tre hovedfaser:

· Mekanisering: Det vigtigste teknologispring var indførelsen af traktorer efter 2. Verdenskrig. Sammen med mejetærskerens ankomst var de årsag til et skarpt fald i antallet af både heste og ansatte. Mange flyttede fra land til by, og gårdene blev fra 1960'erne til familiebrug, hvor der kun i perioder var hyret folk ind udefra. Tidligere havde gårdene været store husstande med karle, fodermester, malkepiger mm.

· Specialisering: I 1972 stemte et flertal af danskerne ja til medlemskab af EF (nu EU). Det betød, at markedet for landbrugsprodukter blev markant større, og landmændene investerede voldsomt i nye, automatiske teknologier for at udnytte dette. Det betød dog, at mange fik en stor gæld. Ejendomspriserne steg, og det blev dyrere at overtage en gård. Før var der mange forskellige husdyr og afgrøder på gårdene, men nu begyndte man at koncentrere sig om en enkelt type husdyr, eksempelvis svin eller malkekøer, og/eller enkelte afgrøder på marken. Til gengæld blev der så investeret voldsomt i den produktion, og driften blev effektiviseret.

· Industrialisering: Mekaniseringen, specialiseringen og automatiseringen har tilsammen gjort landbrug til et erhverv, der kræver stor specialviden og store investeringer. Det har betydet, at der nu er færre, men større heltidslandbrug samt mange mindre landbrug, hvor deltidslandmanden har et andet job ved siden af. De mellemstore landbrug er der til gengæld ikke ret mange af.

En film om arbejdet på Maglebygård i landsbyen Store Magleby, hvor man dyrkede grøntsager til salg på torvet i København. Fra årene 1944-45.