Hvordan har spørgsmål om køn påvirket udviklingen af arbejderbevægelsen?
Kvinder var fra begyndelsen en del af arbejderbevægelsen, men blev i flere sammenhænge forsøgt udelukket af deres mandlige kammerater, som – ligesom deres borgerlige kønsfæller – mente, at kvindernes plads var i hjemmet. Mange af de tidlige fagforeninger forsøgte også aktivt at holde kvinderne ude fra både det formelle arbejdsmarked og fra fagforeningerne samt fra ledende poster i arbejderpartierne.
Det førte blandt andet til dannelsen af fagforeninger kun for kvinder, som f.eks. Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (KAD), grundlagt i 1901, som eksisterede frem til 2005, hvor KAD fusionerede med SiD (Specialarbejderforbundet i Danmark) og dannede 3F (Fagligt Fælles Forbund). Den historie kan du blandt andet læse om i danmarkshistorien.dks opslag om Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark 1901-2005 (se kilder).
Andre kvindelige fagforeninger udsprang af det forhold, at arbejdsmarkedet var (og til dels stadig er) kønsopdelt. F.eks. blev fagforeningen Københavns Tjenestepigeforening dannet i 1899 og blev siden til Husligt Arbejderforbund for ufaglærte arbejderkvinder. Disse fagforeninger var forløberen for den nuværende fagforening FOA, hvilket du kan læse mere om i opslaget om FOAs historie på deres hjemmeside (se kilder).
Hvordan har spørgsmål om migration påvirket udviklingen af arbejderbevægelsen?
Den danske arbejderbevægelse var fra begyndelsen splittet mellem en nationalt orienteret og en internationalt orienteret del. Det kom blandt andet til udtryk i fagforeningernes holdning til arbejdere, der kom til Danmark fra udlandet. I den tidlige del af det 20. århundrede var det især polske og svenske landarbejdere, som kom til Danmark, og under det økonomiske opsving i 1960erne var det såkaldte gæstearbejdere fra bl.a. Tyrkiet, Pakistan, ex-Jugoslavien og Filippinerne, der blev inviteret til at arbejde i industrien og servicesektoren i Vest- og Nordeuropa, blandt andet Danmark.
Fagforeningerne var ikke altid lige imødekommende over for deres udenlandske kolleger, og mange mente f.eks., at når der var arbejdsløshed, skulle ”gæstearbejderne” rejse hjem igen. Det kan man blandt andet læse om i bogen ”Profession: Filippiner. Kvinder på arbejde i Danmark gennem fire årtier” (se kilder).
Fra særligt 1990erne begyndte dele af fagbevægelsen at bruge mere energi på at organisere og mobilisere arbejdere med udenlandsk baggrund, blandt andet ved at kommunikere på andre sprog end dansk. En målrettet indsats for at række ud til kolleger med migrantbaggrund førte ofte til højere organiseringsprocent og en stærkere fagforening, som det blandt andet beskrives i artiklen ”Organisering af filippinske stuepiger på københavnske hoteller 1980erne-2000erne” (se kilder).
Det betød imidlertid ikke, at fagbevægelsen var blevet entydigt imødekommende overfor udenlandske kolleger. I 2000erne førte udvidelsen af EU mod øst og stigende fokus på såkaldt illegale indvandrere til nye kampagner mod udenlandske kolleger fra dele af fagbevægelsen. Det kan du blandt andet læse om i artiklen ”Er den papirløse kollega fjende eller kammerat?” (se kilder). Arbejderbevægelsen er – nu som for hundrede år siden – en politisk mangfoldig størrelse, hvor spørgsmål som køn og ligestilling, racisme, og reform eller revolution skiller vandene.
Hvordan har definitionen af arbejder og arbejderklassen udviklet sig?
Den klassiske forestilling om arbejderen er, at det er en mand, der arbejder i industrien. Dette på trods af, at kvinder også altid har arbejdet i industrien – samt at økonomien, især i Danmark, heller ikke for 100 år siden var domineret alene af industri, men også af f.eks. landbrug og servicesektor. I bredere forstand er forestillingen om arbejdere og arbejderklasse blevet opfattet som synonymt med manuelt eller fysisk arbejde. Det kommer også til udtryk, når f.eks. Altinget opgør andelen af ”arbejderstemmer” ud fra antallet af faglærte og ufaglærte arbejdere vælgere, der stemmer på de forskellige partier.
Da historiske arbejderpartier som Socialdemokratiet og SF i 2000erne og særligt i 2010erne målrettet forsøgte at fremstille sig selv om ’ægte’ arbejderpartier – i modsætning til f.eks. Venstre og Dansk Folkeparti, der havde kapret en del stemmer, som tidligere var gået til venstrefløjen – var det blandt andet ved at henvende sig til nogen, der ”står tidligt op”, smører ”leverpostejmadder” og tager ”kedeldragt” på. Dermed blev et bestemt billede af arbejderen og arbejderklassen genoplivet, som det beskrives i artiklen ”Leverpostejmadden og den eksotiske arbejder” (se kilder).
De sidste årtiers udvikling af økonomien og politiske opbrud har dog tydeliggjort, at arbejderklassen ikke er en ensartet størrelse; arbejdere i traditionelle kvindefag i den offentlige sektor har f.eks. gennemført lige så markante strejker, som industriarbejdere tidligere var kendt for, og arbejdere i f.eks. såkaldte vidensjob har mange ting til fælles med f.eks. fabriksarbejdere, hvad angår udbytning af arbejdskraft, manglende indflydelse på arbejdstid og arbejdsvilkår og behovet for faglig organisering. Parallelt med stigende økonomisk og social ulighed i Danmark har det igen gjort diskussionen om arbejderbevægelsens rolle, og diskussionen om, hvem arbejderklassen består af, aktuel.
Der forskes fortsat i, hvordan arbejderbegrebet har udviklet sig historisk og nutidigt, og hvordan forskellige partier har kæmpet om arbejderne. Blandt denne forskning kan nævnes afhandlingen ”Kampen om arbejderne – Arbejderbegrebets politiske historie 1750-2017”, der udkom som bog i 2019 (se kilder).