Børge Mogensen møbler
Shakerbordet og J39-stolen, også kaldet Folkestolen. blev skabt hos FDB (Forenede Danske Brugsforeninger), som var en del af Andelsbevægelsen) i 1947.
Foto: Lars Hansen / ritzau/scanpix

Andelsbevægelsen

journalist og historiker Nina Trige Andersen, Bureauet, april 2018.
Top image group
Børge Mogensen møbler
Shakerbordet og J39-stolen, også kaldet Folkestolen. blev skabt hos FDB (Forenede Danske Brugsforeninger), som var en del af Andelsbevægelsen) i 1947.
Foto: Lars Hansen / ritzau/scanpix

Indledning

Andelsbevægelsen er den danske version af det internationale fænomen 'cooperative movement'. Grundtanken er, at enkeltpersoner og virksomheder kan slå sig sammen for at kunne købe, producere eller distribuere varer billigere. I Danmark er andelstanken også anvendt inden for boligområdet for at skaffe gode og billige boliger. Pointerne med andelsvirksomhed er fordeling af udbyttet, fælles brug af f.eks. maskiner og demokratisk styreform ud fra princippet ”ét medlem, én stemme”. Andelstanken har haft forskellige udtryksformer inden for landbrug og blandt arbejderne i byerne. Storhedstiden var fra slutningen af det 19. århundrede til midten af det 20. århundrede, men noget tyder på, at andelstanken er på vej tilbage.

 

Andelsbyen Mondragon i Spanien

 

Artikel type
faktalink

Baggrund om andelsbevægelsen

Hvad er andelstanken?

Andelstanken går ud på, at små virksomheder eller enkeltpersoner slår sig sammen i en forening for at kunne købe, producere og distribuere varer billigere, f.eks. ved at bruge de samme maskiner eller transportmidler. Udbyttet af andelsvirksomheden skal så fordeles til medlemmerne i forhold til deres omsætning. Som regel vil nye medlemmer inden for virksomhedsområdet løbende kunne slutte sig til samarbejdet. Andelsvirksomheden er ledet gennem princippet ét medlem, én stemme uanset andelskapitalens størrelse eller medlemmets omsætning med virksomheden, og større beslutninger angående virksomhedens drift tages på generalforsamlinger.

I dansk sammenhæng skelner man nogle gange mellem begreberne andelsvirksomhed og kooperation, ifølge Den Store Danske (se kilder).

Hvilke former for kooperationer findes der?

Kooperationer, som er en form for andelsvirksomheder, har historisk været knyttet til arbejderbevægelsen og der findes overordnet tre former for kooperationer, fremgår det af Den Store Danske (se kilder):

1. Forbrugerkooperation, også kaldet brugsforeninger. Bygger på forbrugernes fælles vareindkøb og blev oprindeligt etableret for at undgå fordyrende mellemhandler. En særlig type forbrugerkooperation er boligkooperationen (den almennyttige boligbevægelse). Formålet med den er at skaffe gode boliger til lave priser.

2. Producentkooperation er det, man oftest forbinder med andelsbevægelsen. Det var (og er til dels) især udbredt inden for landbruget, hvor landmænd slår sig sammen om indkøb af redskaber, gødning mv. samt især om forarbejdning og salg af produkterne.

3. Produktionskooperation er mindre udbredt og mere radikal, idet virksomheden ejes direkte af arbejderne i fællesskab, som deler både risiko ved og overskud af virksomheden lige.

Hvor kommer andelstanken fra?

De første idéer om en andelsbevægelse kan føres tilbage til slutningen af 1700-tallet. De udsprang af et ønske om at skabe økonomisk samarbejde mellem socialt dårligt stillede. Principperne for andelsvirksomhed blev udviklet af englænderne Robert Owen (1771-1858) og William King (1786-1865), og den første brugsforening blev oprettet af 28 vævere i Rochdale i Nordengland i 1844.

I forbindelse med dannelsen af denne brugsforening blev der formuleret et program. Dets punkter var blandt andet, at:

a) varerne skulle være rene og uforfalskede

b) der skulle betales kontant ved modtagelsen

c) eventuelt overskud skulle fordeles til medlemmerne i forhold til deres køb gennem brugsforeningen

d) der skulle være demokratisk styreform: hvert medlem én stemme

e) der skulle være åben adgang for nye medlemmer

f) priserne skulle være de gængse dagspriser

I Danmark blev den første brugsforening, Thisted Arbejderforening, dannet i 1866. Den regnes ifølge Den Store Danske (se kilder) for ”begyndelsen til andelsbevægelsen i Danmark”. Stifteren, provst H.C. Sonne, var inspireret af de engelske brugsforeninger.

 

Rochdale Pioneers

 

Hvorfor opstod andelsbevægelsen i Danmark?

I Danmark opstod andelsbevægelsen i sammenhæng med en større økonomisk forandring af landbruget. Forinden havde de såkaldte landboreformer skabt selvejende gårde, og det var en af forudsætningerne for, at andelsbevægelsen blev mulig i Danmark. Bønderne var allerede fra 1840erne begyndt at slutte sig sammen i brandforsikringsforeninger og landboforeninger, og senere fulgte sparekasser og andre sammenslutninger i forbindelse med landbrugets produktion.

Det var inden for mejeriproduktion, at andelsprincipperne for alvor fik fat, skriver historiker Erik Strange Pedersen i ”Danmarks historie i grundtræk” (se kilder): ”med andelsmejerierne [fandt man] fra 1882 en organisationsform, der formåede at kombinere det familiedrevne bondebrug med en rationel, industriel masseproduktion af internationalt konkurrencedygtige kvalitetsvarer.”

Før andelsmejerierne havde de små bønder solgt deres mælk til herregårde eller privat ejede fællesmejerier, som havde de maskiner til forarbejdning, som de enkelte bondebrug ikke selv havde råd til. Men fra slutningen af 1800-tallet ”udviklede bønderne deres eget effektive og klassebetingede redskab i opgøret med såvel byernes borgerskab som landbrugets økonomiske sværvægtere, godsejerne”, skriver Erik Strange Petersen. Det redskab var andelsbevægelsen.

Andelsmejerierne indkøbte maskiner, der kunne centrifugere mælken til smør, og restproduktet, skummetmælken, blev brugt til fodring af grise. Det gjorde det muligt i 1887 at oprette andelsslagterierne. Allerede her blev grunden lagt til den baconeksport til England, som siden blev en central del af dansk økonomi.

Arbejderbevægelsen i Danmark havde allerede fra 1870erne diskuteret, om det var en god ide med kooperative virksomheder, men begyndte først at virkeliggøre tanken senere i århundredet. Ifølge Arbejdermuseets opslag om kooperationer (se kilder) anbefalede den 7. skandinaviske arbejderkongres i 1907 oprettelsen af kooperative foretagender. Året efter diskuterede det danske socialdemokrati kooperationen som princip på en partikongres, og bl.a. Socialdemokrat og senere socialminister F. J. Borgbjerg anbefalede kooperationen som en tredje bestanddel af arbejderbevægelsen (med fagforening og parti som de to andre).

Hvilken del af landbefolkningen var med i andelsbevægelsen?

Inden for landbruget skelnede man i slutningen af 1800-tallet mellem selvberoende gårdbrug og husmandsbrug, og grænsen gik ved 1 tønde hartkorn. Grænsen mellem gårdbrug og herregårde gik ved 12 tønder hartkorn. Der var således stor forskel på størrelsen af de bondebrug, der indgik i andelsbevægelsen – mens nogle blot bestod af den enkelte familie, havde andre adskillige til at arbejde for sig – men de var alle mindre end 12 tønder hartkorn.

Ved århundredskiftet udgjorde herregårde og godsejere kun 0,7 % af det samlede antal landbrugsejendomme, men de ejede over 15 % af jorden. De havde indtil andelsbevægelsens fremkomst været vant til at sidde på både den økonomiske og politiske magt.

Hvilken del af bybefolkningen var med i andelsbevægelsen?

Danmark var frem til 1910erne at betragte som et landbrugsland, men urbaniseringen var i gang. Det betød bl.a. at andelsprincipperne også fandt vej ind i den spirende arbejderbevægelse i byerne.

”Et helt afgørende træk ved det danske samfunds modernisering var den sociale bredde, som opgøret med det traditionelle samfunds normer og magthavere fik i perioden,” skriver historiker Erik Strange Pedersen i ”Danmarks historie i grundtræk” (se kilder): I forhold til demokratisering af den politiske indflydelse i Danmark var husmandsbevægelsen og arbejderbevægelsen allierede. Kvindebevægelsen var også allierede med dem, men ikke altid den anden vej.   

Blandt byarbejderne blev der fra især 1870erne dannet ”et alternativt, solidarisk og kulturelt fællesskab” med blandt andet kooperative foreninger.

”Drømmen var at arbejderne skulle skabe deres egne virksomheder,” som der står på Arbejdermuseets opslag om kooperationer (se kilder): ”De kooperative virksomheder skulle være [...] en ligeværdig partner med fagbevægelse og parti [Socialdemokratiet, red]. Kooperationen skulle skaffe arbejderne bedre og billigere varer, lære dem at styre produktionen selv og være et våben i arbejdskampe.”

Udvikling og udbredelse af andelsbevægelsen

Hvad betød andelsbevægelsen for den politiske økonomi?

Andelsprincippet betød for det første, at de små bondebrug blev uafhængige af herregårde og godsejere. For det andet betød det, at også små husmænd med et par enkelte køer kunne tilslutte sig produktionen, fordi andelstanken var baseret på, at alle leverandører – uanset brugets størrelse – var medejere. For det tredje betød det, at den enkelte bondefamilie kunne tjene så meget på deres landbrugsproduktion, at de ikke behøvede supplerende lønindtægter.

Alt dette tilsammen gjorde det muligt for de mindre landbrug at organisere sig som en politisk kraft i samfundet, og grunden var dermed lagt til den danske husmandsbevægelse. Inden for de næste par årtier blev den en indflydelsesrig interesseorganisation.

I arbejderbevægelsen blev arbejdskampe i slutningen af 1800-tallet anledningen til andelsprincippernes udbredelse – og til en mere radikal fortolkning af, hvad andelstanken kunne bruges til. Cand.scient.pol. og tidligere konsulent hos Kooperationen (den nutidige sammenslutning af kooperativer), Peter Westermann, skriver i en artikel på Modkraft (se kilder): ”De store lockouter ved indgangen til det 20. århundrede, hvor arbejdere nægtedes adgang på arbejdspladserne, medmindre de accepterede arbejdsgivernes krav til løn- og arbejdsforhold […] var også gnisten, der satte fut i skabelsen af arbejdernes egne, demokratiske virksomheder. Med den socialdemokratiske ideolog, Frederik Borgbjergs ord: “[ ] i kooperationen har arbejderne det skjold, mod hvilket stor-lockoutens sværd skal splintres.“”

Hvilken rolle spillede højskoletraditionen for andelsbevægelsens fremvækst?

Ifølge Den Store Danske (se kilder) er der ikke enighed om, hvor stor betydning den grundtvigske folkehøjskoletradition havde for andelsbevægelsens udvikling i Danmark. Andelsvirksomhed indgik ikke direkte som emne på folkehøjskolerne, men ”utvivlsomt indgik den yderligere skoling og horisontudvidelse, en højskole kunne bibringe de unge, som en del af forudsætningerne for den hurtige accept af andelsbevægelsen i landbosamfundet”, står der i opslaget om Andelsbevægelsen (se kilder), og det uddybes: ”Mange af første generations andelsledere fra 1880'erne og 1890'erne havde et højskole- eller landbrugsskoleophold bag sig, og aktiv deltagelse i lokalsamfundets andelsbevægelse var i årene op til 1. Verdenskrig en naturlig del af den grundtvigsk prægede sognekultur. Forestillingen om en sammenhæng mellem højskole og andelsbevægelse fæstnedes tidligt og fik stor ideologisk bærekraft i første halvdel af 1900-tallet.”

Hvordan udviklede andelsbevægelsen sig i det 20. århundrede?

Ifølge historikerne Niels Finn Christiansen og Morten Thing (se kilder), skabte bønder og husmænd gennem andelsbevægelsen en ”imponerende” økonomisk, social og kulturel selvorganisering, som betød, at ”de to klasser kunne agere med en selvbevidsthed som er så godt som ukendt i andre lande”. Denne styrke varede ved op til de første årtier af det 20. århundrede: ”I andelsbevægelsens “demokratiske kapitalisme” skabte de en smidig kombination af individuel selvejendom og kollektiv ageren på markedet og kunne dermed i trekvart århundrede udgøre et bærende element i den nationale økonomi.”

Inden for arbejderbevægelsen blev Arbejderkooperationen – Det Kooperative Fællesforbund – dannet i 1922. Fællesforbundet kom til at omfatte bl.a. almene boligforeninger, brugsforeninger som Hovedstadens Brugsforening (HB), mejerier som Enigheden, bryggeriet Stjernen, fællesbagerier, håndværkskooperativer, kultur- og oplysningskooperativer som Arbejdernes Oplysningsforbund, Forlaget Fremad, avisen Aktuelt, ARTE – Arbejdernes Teatercentral, en række lokalradiostationer, samt finans- og forsikringskooperativerne Arbejdernes Landsbank og ALKA Forsikring.

Noget af det, mange i dag forbinder med ordet ”andel”, er andelsboligen. Her ejer man som beboer en andel af foreningens formue (egenkapitalen), med tilhørende brugsret til en af andelsboligforeningens lejligheder. Der betales desuden løbende 'boligafgift' (husleje), til foreningen. Boligformen var oprindelig en reaktion på dårlige københavnske boligforhold i begyndelsen af 1900-tallet. I 2014 fandtes der over 200.000 andelsboliger i Danmark, størstedelen i hovedstadsområdet.

Hvordan var modsætningsforholdet mellem land og by inden for andelsbevægelsen?

Inden for området brugsforeninger opstod der i starten af det 20. århundrede konflikt mellem bøndernes og arbejdernes brugsforeninger. I København fandtes 16 brugsforeninger, som i 1916 sluttede sig sammen i Hovedstadens Brugsforening (HB), der knyttede sig til Arbejderkooperationen. I landområderne havde brugsforeningerne slået sig sammen i FDB – Forenede Danske Brugsforeninger. Da befolkningens forbrug steg markant i løbet af 1960ernes økonomiske opsving, begyndte HB at vokse ud over Københavns grænser, står der i Arbejdermuseets opslag (se kilder): ”Holbæk- og omegns brugsforening melder sig ind i HB, og det starter en lavine. Den ene provins-brugs efter den anden følger efter. I 1965 er HB Danmarks største detailhandel. Året efter holder HB 50 års jubilæum med over 400.000 medlemmer og forretninger i mere end 60 byer.”

Selvom udvidelsen var et tegn på succes, betød den også, at HB ikke længere kunne klare de investeringer, størrelsen krævede. I 1973 blev HB og FDB derfor slået sammen. Eftersom landbrugserne i FDB traditionelt var knyttet til bøndernes andelsbevægelse, mens HB var knyttet til Arbejderkooperationen, blev kompromiset, at det nye FDB var uden politisk tilhørsforhold.

Sammenslutningen viste sig at føre til en krise for flere store arbejderkooperationer, de såkaldte produktionskooperationer. Det nye FDB afbrød pludselig samarbejdet med andelsmejeriet Enigheden i København og Enigheden i Århus. Bruddet med Enigheden havde både stor økonomisk og politisk betydning, da Enigheden oprindeligt var blevet startet i forbindelse med en arbejdskonflikt i København. En tidligere mælkedreng skriver i sine erindringer: ”Københavns Mejeriforsyning forbød i 1896 deres medarbejdere, at melde sig ind i Arbejdsmændenes Fagforening. […] Alle meldte sig ind i fagforeningen. Og reaktionen udeblev ikke. Indmeldelserne blev modsvaret af en lockout fra Mejeriforsyningens side. Herved opstod ideen om, at starte eget mejeri. Og som sagt, så gjort. Den 12. marts 1897 startede man med M.C. Lyngsie som formand. Det nye kooperative mejeri havde en meget svær start. Ikke alle ville handle med socialister. […] Et år før sin 100 års fødselsdag måtte firmaet bukke under. Det var nok en af de største virksomheder i den kooperative sammenslutning.”

Hvordan begyndte andelsbevægelsen at ændre karakter?

Fra midten af det 20. århundrede skete der en vis afpolitisering af andelsbevægelsen. Mens arbejderkooperationerne og andelsbevægelsen i starten af det 20. århundrede gik frem både socialt, kulturelt, økonomisk og politisk, begyndte den modsatte udvikling i midten af det 20. århundrede, først på landet og siden i byerne.

På landet havde andelsbevægelsen før udbruddet af 1. Verdenskrig fået stor udbredelse og andelsmejerier og -svineslagterier var dominerende inden for deres brancher, mens indkøbs- og afsætningsvirksomheder spillede en stor rolle i omsætningen af landbrugets råvarer og produkter. Ifølge Den Store Danske (se kilder) indgik andelsbevægelsen ”som et integreret led i den foreningskultur, der blev et karakteristisk træk ved det danske landbosamfund”.

Den økonomiske krise mellem 1. og 2. Verdenskrig tog dog hårdt på andelsbevægelsen, og flere store andelsvirksomheder måtte lukke. Vandringen fra land til by betød også, at andelsbevægelsen i landbruget fra midten af 1950erne gennemgik omfattende strukturelle forandringer med store sammenslutninger af mindre andelsvirksomheder, hvor det kan være svært at genkende den oprindelige andelstanke.

Fra 1960erne og frem blev det også hårdere tider for arbejderkooperationerne. Peter Westermann skriver i artiklen ”Kooperation – brikker til en demokratisk økonomi” (se kilder): ”[...] i takt med stigende velstand og velfærd blev arbejderidentiteten sløret, og opbakningen til kooperationens enkeltdele var ikke længere en selvfølgelighed. Nogle kooperativer bukkede under på grund af markedskonkurrence […] Nogle omformedes til ukendelighed, så forskellen mellem dem og de privatkapitalistiske konkurrenter sløredes, mens endnu andre holdt fast i den kooperative kerne. Den dominerende opfattelse blev dog, at kooperations- og andelstanken var døende.”