Hvordan er forholdet mellem ytringsfrihed og censur?
Ytringsfrihed beskrives ofte som det modsatte af censur. Censur er, når personer eller institutioner med magt kontrollerer, hvad folk må sige, og især hvad de ikke må sige. Det kan være sider i en bog, der bliver slettet, fordi dem, der har magten, ikke bryder sig om det, der står. Eller det kan være dele af en film, der klippes ud, fordi magthaverne ikke bryder sig om bestemte scener i filmen.
Censur blev relevant efter opfindelsen af bogtryk i 1440, hvilket muliggjorde masseudbredelse af synspunkter på skrift, som kunne være kontroversielle for magthaverne. Den katolske kirke tog censur i brug fra 1486, og i 1546 indførte kirken det såkaldte Index librorum prohibitorum – en officiel fortegnelse over uønskede bøger, som det var forbudt at læse. England ophævede censuren i 1695.
Hvilke begrænsninger er der for ytringsfrihed rent juridisk?
Som nævnt er ytringsfriheden skrevet ind i Grundlovens §77: “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres” (se kilde 1). Der findes dog en række begrænsninger i straffeloven. Det gælder bl.a. Racismeparagraffen, §266b (se kilde 5). Ifølge den er det strafbart at ytre sig racistisk, injurierende og ærekrænkende om andre på grund af deres hudfarve eller seksualitet, eller beskylde nogen for noget, som ikke er bevist. Frem til 2017 havde Danmark også en blasfemiparagraf i Grundloven, som gjorde det strafbart at ytre sig blasfemisk – dvs. at gøre grin med andre menneskers religiøse overbevisning. Loven blev ophævet af et næsten enigt Folketing, fordi man ønskede at skabe grundlag for en mere fordomsfri diskussion om religioner. Desuden er der i den danske antiterrorlov regler om, at man ikke må ytre sig på en måde, der kan opildne til terror.
Hvilke rammer er der for ytringsfrihed i andre lande?
Ytringsfrihed er ikke absolut, og i de fleste lande er der juridiske rammer for, hvad man må ytre. Hvor grænsen går, er forskelligt, ofte afhængig af landenes historiske erfaringer med censur, forfølgelse af mindretal og udvikling af demokrati. Eksempler på disse forskelle fremgår af artiklen ”Taler vi om det samme, når vi taler om ytringsfrihed?” i Dagbladet Information (se kilde 6):
- I Tysklands straffelov er der paragraffer, der gør det ulovligt at benægte eller forherlige nazitidens forbrydelser eller opfordre til had mod religiøse, etniske, nationale eller racemæssige grupper.
- I Storbritannien blev blasfemiloven ophævet i 2008, men i 2006 blev det forbudt at tilskynde til religiøst had.
- I Frankrig må man frit kritisere religion og politiske holdninger, og der er ingen blasfemiparagraf. Men det er forbudt at fornærme præsidenten.
- USA har en forfatning, der sætter retten til at ytre sig meget højt. Offentlig latterliggørelse af magtfulde personer i den politiske og religiøse verden er ikke længere forbudt. Til gengæld har antiterrorlove, indført efter 11. september 2001, gjort det forbudt at udtrykke støtte til terrorisme eller udbrede idéer, der kan føre til terrorisme.
BOKS: Tal og grafer: Danskernes holdning til ytringsfrihed?
En undersøgelse fra Ytringsfrihedskommissionen i 2020 (se kilde 7) viser, at danskerne finder ytringsfrihed vigtigere end både velfærdssamfundet, frisind og sågar hygge. I undersøgelsen bliver respondenterne bedt om at vurdere forskellige værdier, og af dem kommer ’ytringsfrihed’ på tredjepladsen efter ’tillid’ og ’lighed for loven’.
En anden undersøgelse fra 2022, som VIVE står bag (se kilde 8), viser imidlertid, at ca. hver fjerde dansker vil begrænse ytringsfriheden for folk med ekstreme holdninger – eksempelvis ved at fratage partistøtte fra politikere med ekstreme holdninger og indføre forbud mod fredelige demonstrationer for grupper med ekstreme holdninger. ”Det er bemærkelsesværdigt, at så store mindretal har et så afslappet forhold til centrale demokratiske værdier,” siger seniorforsker Rasmus Tue Pedersen, der har været med til at lave rapporten for VIVE, ifølge Altingets artikel ”Hver fjerde dansker er klar til at indskrænke demokratiske rettigheder for personer med ekstreme holdninger” (se kilde 9). En undersøgelse fra Kristeligt Dagblad viser, at et stort flertal af danskerne mener, at et sådant forbud også skal gælde afbrænding af Bibelen, fremgår det af artiklen ”Stort flertal af danskerne: Forbud mod koranafbrændinger skal også gælde Bibelen” (se kilde 10).
