Rasmus Paludan med en koran i hånden.
Som følge af koranafbrændinger foretaget af bl.a. politiker og aktivist Rasmus Paludan vil regeringen lave et lovindgreb mod afbrændinger af hellige skrifter.
Foto: Tt News Agency / Reuters / Ritzau Scanpix

Ytringsfrihed

Journalist Lasse Skytt, august 2023.
Top image group
Rasmus Paludan med en koran i hånden.
Som følge af koranafbrændinger foretaget af bl.a. politiker og aktivist Rasmus Paludan vil regeringen lave et lovindgreb mod afbrændinger af hellige skrifter.
Foto: Tt News Agency / Reuters / Ritzau Scanpix

Indledning

I Danmark er vi i høj grad blevet vant til at kunne sige, hvad vi vil, uden at skulle bekymre os om hvorvidt myndighederne griber ind. Det er takket være ytringsfriheden, som er en grundlovssikret ret og et princip, der i Vesten opfattes som en universel værdi. Med andre ord er retten til at ytre sig frit en af de mest grundlæggende rettigheder i et demokrati. Ytringsfriheden sikrer f.eks. også retten til at kritisere politikere, medier og andre magthavere. Ytringsfrihed opstod som en modgift til den censur, som bl.a. den katolske kirke indførte i middelalderen, og i oplysningstiden fik ytringsfriheden sit første store gennembrud som frihedsrettighed. Efter Anden Verdenskrig blev ytringsfrihed af FN nedfældet som en af menneskerettighederne, og mere ytringsfrihed var som regel lig med mere demokrati. Men en række sager – heriblandt den såkaldte karikaturkrise om Muhammed-tegningerne – har de seneste årtier medført en ophedet debat om, hvor grænsen for ytringsfrihed går. For med retten til ytringsfrihed følger et ansvar. Man har ansvar for det, man siger eller skriver, og man kan blive retsforfulgt, hvis man bruger ytringsfriheden til at krænke, eksempelvis ved at true andre eller komme med racistiske ytringer. I 2023 har koranafbrændinger i Danmark og Sverige genåbnet diskussionen om, hvad ytringsfrihed indebærer, og hvor grænserne for den går.

Videoklip

Ytringsfrihed – hvad må man? Indslag produceret af DR, 2019.

Artikel type
faktalink

Definition af ytringsfrihed

Print-venlig version af dette kapitel - Definition af ytringsfrihed

Hvad er ytringsfrihed?

Ytringsfrihed vil sige, at man inden for lovens rammer kan sige sin mening – både på skrift og i tale, eller i form af tegninger. Man kan sige, at ytringsfrihed er det modsatte af censur. Ifølge Grundlovens paragraf 77 om ytringsfrihed (se kilde 1) betyder ytringsfrihed, at ”alle borgere kan udtrykke det, de vil”. Der hører dog en række juridiske begrænsninger med, heriblandt at man ikke må udtrykke sig racistisk eller opfordre til vold.

Historisk går ideen om ytringsfrihed tilbage til det antikke Grækenland og menes at være opstået som princip i slutningen af det 6. århundrede f.Kr. Med den engelske lov Bill of Rights fra 1689, som lagde fundamentet for Storbritanniens grundlov, blev ytringsfrihed – på engelsk ’freedom of speech’ eller ’freedom of expression’ – ophøjet til forfatningsmæssig ret. I oplysningstiden blev princippet udbredt af filosoffer som Spinoza, Locke, Hume, Diderot, Kant og Voltaire. Et berømt citat, som en engelsk forfatter i 1960 tilegnede Voltaire, lyder: ”Jeg foragter Deres mening herom, men jeg vil med mit liv forsvare Deres ret til at ytre den.” Citatet stammer altså ikke fra Voltaire selv, men er blevet kendt som en spidsformulering af ytringsfrihedens og demokratiets essens, som det fremgår af bogen ”Kampen om ytringsfriheden” af den færøske professor Heini í Skorini (se kilde 2).

Som det første land indførte Sverige trykkefrihed i 1766. Det daværende Danmark-Norge fulgte efter i 1770, om end retten senere blev begrænset igen. Mod slutningen af 1700-tallet blev trykkefrihed indført som led i uafhængighedsoprørene i Frankrig og USA. Med den danske grundlov fra 1849 blev ytringsfrihed en del af dansk lovgivning.

I dag betragtes ytringsfrihed som et princip, der gælder for alle og kaldes derfor for en universel rettighed. Ytringsfriheden er bl.a. beskrevet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (se kilde 3) og i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder (se kilde 4).

Fakta om ytringsfrihed

Print-venlig version af dette kapitel - Fakta om ytringsfrihed

Hvordan er forholdet mellem ytringsfrihed og censur?

Ytringsfrihed beskrives ofte som det modsatte af censur. Censur er, når personer eller institutioner med magt kontrollerer, hvad folk må sige, og især hvad de ikke må sige. Det kan være sider i en bog, der bliver slettet, fordi dem, der har magten, ikke bryder sig om det, der står. Eller det kan være dele af en film, der klippes ud, fordi magthaverne ikke bryder sig om bestemte scener i filmen.

Censur blev relevant efter opfindelsen af bogtryk i 1440, hvilket muliggjorde masseudbredelse af synspunkter på skrift, som kunne være kontroversielle for magthaverne. Den katolske kirke tog censur i brug fra 1486, og i 1546 indførte kirken det såkaldte Index librorum prohibitorum – en officiel fortegnelse over uønskede bøger, som det var forbudt at læse. England ophævede censuren i 1695.

Hvilke begrænsninger er der for ytringsfrihed rent juridisk?

Som nævnt er ytringsfriheden skrevet ind i Grundlovens §77: “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres” (se kilde 1). Der findes dog en række begrænsninger i straffeloven. Det gælder bl.a. Racismeparagraffen, §266b (se kilde 5). Ifølge den er det strafbart at ytre sig racistisk, injurierende og ærekrænkende om andre på grund af deres hudfarve eller seksualitet, eller beskylde nogen for noget, som ikke er bevist. Frem til 2017 havde Danmark også en blasfemiparagraf i Grundloven, som gjorde det strafbart at ytre sig blasfemisk – dvs. at gøre grin med andre menneskers religiøse overbevisning. Loven blev ophævet af et næsten enigt Folketing, fordi man ønskede at skabe grundlag for en mere fordomsfri diskussion om religioner. Desuden er der i den danske antiterrorlov regler om, at man ikke må ytre sig på en måde, der kan opildne til terror.

Hvilke rammer er der for ytringsfrihed i andre lande?

Ytringsfrihed er ikke absolut, og i de fleste lande er der juridiske rammer for, hvad man må ytre. Hvor grænsen går, er forskelligt, ofte afhængig af landenes historiske erfaringer med censur, forfølgelse af mindretal og udvikling af demokrati. Eksempler på disse forskelle fremgår af artiklen ”Taler vi om det samme, når vi taler om ytringsfrihed?” i Dagbladet Information (se kilde 6):

  • I Tysklands straffelov er der paragraffer, der gør det ulovligt at benægte eller forherlige nazitidens forbrydelser eller opfordre til had mod religiøse, etniske, nationale eller racemæssige grupper.
  • I Storbritannien blev blasfemiloven ophævet i 2008, men i 2006 blev det forbudt at tilskynde til religiøst had.
  • I Frankrig må man frit kritisere religion og politiske holdninger, og der er ingen blasfemiparagraf. Men det er forbudt at fornærme præsidenten.
  • USA har en forfatning, der sætter retten til at ytre sig meget højt. Offentlig latterliggørelse af magtfulde personer i den politiske og religiøse verden er ikke længere forbudt. Til gengæld har antiterrorlove, indført efter 11. september 2001, gjort det forbudt at udtrykke støtte til terrorisme eller udbrede idéer, der kan føre til terrorisme.

BOKS: Tal og grafer: Danskernes holdning til ytringsfrihed?

En undersøgelse fra Ytringsfrihedskommissionen i 2020 (se kilde 7) viser, at danskerne finder ytringsfrihed vigtigere end både velfærdssamfundet, frisind og sågar hygge. I undersøgelsen bliver respondenterne bedt om at vurdere forskellige værdier, og af dem kommer ’ytringsfrihed’ på tredjepladsen efter ’tillid’ og ’lighed for loven’.

En anden undersøgelse fra 2022, som VIVE står bag (se kilde 8), viser imidlertid, at ca. hver fjerde dansker vil begrænse ytringsfriheden for folk med ekstreme holdninger – eksempelvis ved at fratage partistøtte fra politikere med ekstreme holdninger og indføre forbud mod fredelige demonstrationer for grupper med ekstreme holdninger. ”Det er bemærkelsesværdigt, at så store mindretal har et så afslappet forhold til centrale demokratiske værdier,” siger seniorforsker Rasmus Tue Pedersen, der har været med til at lave rapporten for VIVE, ifølge Altingets artikel ”Hver fjerde dansker er klar til at indskrænke demokratiske rettigheder for personer med ekstreme holdninger” (se kilde 9). En undersøgelse fra Kristeligt Dagblad viser, at et stort flertal af danskerne mener, at et sådant forbud også skal gælde afbrænding af Bibelen, fremgår det af artiklen ”Stort flertal af danskerne: Forbud mod koranafbrændinger skal også gælde Bibelen” (se kilde 10).