Venligboerne

Artiklens indhold findes pt. kun på https://old.faktalink.dk/venligboerne

Bevægelsen ’Venligboerne’ opstod i Hjørring i 2013, da en sygeplejerske og hendes veninder ville sprede mere venlighed i hverdagen. Inspireret af ordet vendelbo, som betegner indbyggere i Vendsyssel, fandt de på navnet Venligboerne. Da der i efteråret 2014 kom en stor gruppe asylsøgere til Hjørring, fandt Venligboerne på at afprøve deres principper over for de nytilkomne. Mange lokale meldte sig som frivillige, og der opstod en afdeling af Venligboerne, som især havde med asylansøgere og flygtninge at gøre. I sensommeren og efteråret 2015 spredte ideen sig til resten af landet, hvor der opstod lokale, selvstyrende grupper af venligboere, og i slutningen af 2015 var der over 100 lokale Venligbo-grupper og i alt 150.000 medlemmer af disse grupper på Facebook.   Især i løbet af 2016 opstod der interne konflikter om, hvordan Venligboerne skal forholde sig til politiske spørgsmål, og nogle mente, at bevægelsen ville blive splittet og miste betydning. Flere forskere vurderer dog, at bevægelsen har gode chancer for at overleve, hvis de forskellige afdelinger tilpasser sig forholdene lokalt og f.eks. samarbejder med kommuner og frivilligorganisationer. Forskerne ser Venligboerne som en del af en international tendens til, at borgere skaber lokale initiativer, som spreder sig effektivt ved hjælp af sociale medier.

Venligboerne er en folkelig bevægelse, der har som formål at bringe større venlighed og åbenhed ind i hverdagen og i mødet mellem mennesker. Det er en bevægelse, der opstod lokalt i Hjørring, hvor en sygeplejerske ville bruge sine erfaringer fra et sundhedsfremmende projekt i en socialt belastet bydel til at bringe mere venlighed ind i hverdagen generelt. Ideen blev omsat i tre principper for, hvordan man bør møde hinanden i hverdagen, og med udgangspunkt heri begyndte sygeplejersken og en lille gruppe af hendes venner og bekendte at lave små tiltag i hverdagen. Bevægelsen udviklede sig med tiden til et netværk af lokale afdelinger over hele landet, hvoraf de fleste afdelinger især arbejdet med at møde og integrere flygtninge og indvandrere i deres lokalområde. Bevægelsen kan ses som en del af en bredere tendens til, at borgere – ofte i frustration over udfordringer, som de ikke oplever, at politikerne løfter – tager lokale initiativer, som organiseres via sociale medier. Venligboerne har også i høj grad spredt sig via sociale medier og er ikke bygget op som en traditionel forening eller organisation med vedtægter og lignende.  Venligboernes tidlige historie beskrives bl.a. i en artikel i Berlingske Tidende 20. november 2015 (se kilder) samt i bogen ”Venligboerne – historien om en bevægelse” (se kilder). Desuden kan dele af Venligboernes historie læses på Facebook-sider for afdelingen i Hjørring (se kilder) og for andre lokalafdelinger.

Bevægelsen opstod som en udløber af et sundhedsfremmende projekt i en bydel i Hjørring. Sygeplejerske Merete Bonde Pilgaard var i 2013 ansat til at skabe sundhedsfremmende aktiviteter i et bestemt lokalområde, og undervejs i arbejdet med dette projekt udviklede hun en række ideer om, hvordan venlighed og åbenhed kan være med til at skabe større mental trivsel. Da projektet sluttede, fik hun lyst til at arbejde videre med principperne, og hun og en gruppe veninder samledes for at tale om, hvordan det kunne gøres. De ville etablere en gruppe, som skulle skabe større venlighed i hverdagen, fortæller hun i en artikel i Berlingske Tidende den 20. november 2015 (se kilder) samt i bogen ”Venligboerne – historien om en bevægelse” (se kilder). I sommeren 2013, da gruppen havde fundet på navnet Venligboerne, etablerede Merete Bonde Pilgaard en gruppe på Facebook med navnet ’Venligboerne’. Ret hurtigt meldte omkring 100 personer sig ind i gruppen, mange af dem var Merete Bonde Pilgaards venner og bekendte, og stort set alle var fra Hjørring og omegn.

Navnet blev opfundet i en lille gruppe af veninder, som Merete Bonde Pilgaard havde samlet for at udvikle ideen med at omsætte principperne om venlighed, nysgerrighed og åbenhed i mødet med andre til praksis i hverdagen. Gruppen mødtes for at brainstorme og havde svært ved at finde på et navn, men en af deltagerne i gruppen fandt i juni 2013 på navnet Venligboerne, som alle de andre med det samme tilsluttede sig. Det fortæller Merete Bonde Pilgaard i bogen ”Venligboerne – historien om en bevægelse” (se kilder), hvor hun desuden siger om baggrunden for navnet: ”Det er jo et ordspil på vendelboerne, og det kunne vi godt lide. Vi vendelboere har ry for at være lidt introverte og vi skal lige se folk an, og det ville vi gerne spille op imod.”

Bevægelsen er bygget på tre principper, som er udviklet og formuleret af stifteren af bevægelsen, Merete Bonde Pilgaard, sammen med de første medlemmer af bevægelsen i Hjørring. De findes stadig i bevægelsens logo og på hjemmesiden for lokalafdelingen i Hjørring (se kilder) og er styrende for lokalafdelinger af Venligboerne. Fortolkningen af dem varierer dog en del. De tre principper eller ’husråd’, som Merete Bonde Pilgaard også kalder dem, er: 

1. Vær venlig i mødet med andre. 
2. Vær nysgerrig, når du møder mennesker, der er forskellige fra dig. 
3. Mød forskellighed med respekt.  Selv om bevægelsen i den brede offentlighed især er kendt som en bevægelse, der beskæftiger sig med asylsøgere og flygtninge, er der altså ikke noget i de grundlæggende principper, som afgrænser bevægelsens virkeområde til at handle om f.eks. integration. Om det siger Merete Bonde Pilgaard i bogen ”Venligboerne – historien om en bevægelse” (se kilder): ”I mødet med flygtninge og asylansøgere er det oplagt, at vi må være nysgerrige over for mennesker, der er forskellige fra os selv, og møde forskellighed med respekt, for flygtninge og asylansøgere er jo på en del områder forskellige fra danskere – og de er også meget forskellige indbyrdes. Men det gælder jo også på arbejdet og i køen i supermarkedet; der møder jeg også mennesker, hvis adfærd jeg umiddelbart ikke forstår, og det må jeg så altid huske, at der er en grund til, og derfor være nysgerrig på, hvad der ligger bag.”

Principperne omsættes meget forskelligt fra lokalgruppe til lokalgruppe. Den oprindelige gruppe af Venligboerne i Hjørring begyndte med at praktisere principperne i hverdagen i deres nærområder og er fortsat med det ved at gøre små, venlige, spontane tjenester for andre. På den oprindelige gruppes Facebook-side nævnes i 2016 f.eks. følgende eksempler på Venligbo-praksis: Invitationer til vin, kaffe og citronmåne til naboerne en varm sommereftermiddag, etablering af løbegrupper, hjælp til snerydning, fælles gåture, oplysninger og advarsler om indbrud, gratis udlån af en trailer til en nabo, der skal have hentet nye havemøbler hjem fra en butik. En indbygger på en villavej, der stiller gratis blomsterfrø ud til vejen til fri afbenyttelse, mens en anden giver grøntsager fra køkkenhaven og drivhuset væk eller sætter ’venlig-æg’ fra egen hønsegård på naboernes dørtrin – gratis æg med smileyer og små venlige hilsner skrevet på med rød tusch.  Facebook-gruppen bruges til at udveksle disse positive hverdagshistorier og på den måde inspirere andre til at vise venlighed i hverdagen på nye, kreative måder.  I de fleste lokalgrupper af Venligboerne er der især aktiviteter for og med asylansøgere og flygtninge, der fylder mest. Det kan f.eks. være i form af besøg på asylcentre, lektiehjælp, sprogtræning, udflugter, fællesmiddage og flyttehjælp til flygtninge, når de ankommer til en kommune.

Sociale medier, især Facebook, har meget stor betydning for Venligboerne. Venligboerne er ikke en bevægelse, som benytter sig af traditionelle foreningsstrukturer med lokalafdelinger med bestyrelser, der refererer til en landsledelse, eller med kontingent og formelt medlemskab. De fleste aktiviteter organiseres via Facebook. Bevægelsen opstod i første omgang som en gruppe på Facebook, og den har også primært spredt sig via Facebook, hvor der løbende er blevet oprettet lokale afdelinger, som folk har kunnet melde sig ind i. Desuden er flere af bevægelsens meget aktive medlemmer meget markante profiler på Facebook, ikke mindst forfatteren Mads Nygaard, der oprindeligt kom med i gruppen i Hjørring, men i dag er tilknyttet lokalafdelingen for København og omegn. Han poster stort set dagligt historier på Facebook om Venligboernes aktiviteter og er på den måde med til at dokumentere og sprede viden om Venligboernes udvikling og betydning.

Den lette og ret uforpligtende organisering via sociale medier har formodentlig haft stor betydning for, at bevægelsen er vokset så hurtigt. Det vurderer flere forskere. Om bevægelsens vækst siger professor Birte Siim fra Institut for Kultur og Globale Studier under Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet i bogen ”Venligboerne – historien om en bevægelse” (se kilder): ”Man skal ikke forpligte sig til f.eks. at sidde flere år i en bestyrelse, man skal ikke sætte sig ind i vedtægter og regler, og alt skal ikke besluttes via demokratiske processer, som kan være tidskrævende. Man kan handle mere spontant og nøjes med at deltage i det, der umiddelbart giver mening for en, det, man har tid til, eller det, man synes, at man er god til.” En anden forsker, Thomas P. Boje, professor i samfundsvidenskab ved Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet, siger om fordele og ulemper ved organiseringen via sociale medier: ”Hos Venligboerne deltager man, når man har lyst, og man er lokalt forankret og er derfor aktiv over hele landet, selv i små kommuner. Det er en stor fordel, at man ikke skal kobles op på en landsorganisation, hvor nogle sidder og udtænker de overordnede planer. Men alle kan ’like’ noget på Facebook uden at gøre ret meget andet. Når man poster en begivenhed på Facebook, kan man ikke vide, hvor mange der deltager – og om de også dukker op til det næste møde. Det er en yderst sårbar kultur.” Birte Siim påpeger i samme bog, at organiseringen på Facebook kan gøre bevægelsen sårbar over for interne konflikter, som let kan eskalere og vokse hastigt på sociale medier og potentielt splitte bevægelsen.

Venligboerne var i begyndelsen en lille lokal gruppe i Hjørring. Men bevægelsen begyndte sin vækst i efteråret 2014, da der i løbet af få uger kom 500 asylansøgere til Hjørring. Bevægelsens stifter, Merete Bonde Pilgaard, fik den ide, at Venligboerne kunne afprøve deres principper om venlighed i forhold til den nye gruppe i byen. Hun opfordrede derfor på Facebook folk til at tage med ud til et af asylcentrene i byen, Hyttebyen, hvor flere hundrede asylansøgere fra mange lande var indkvarteret. Det fik mange lokale til at melde sig, og der blev sat gang i en række aktiviteter på asylcentret, bl.a. blev der etableret en cafe, som fungerede som mødested for asylansøgere og danskere, og der blev arrangeret udflugter, fodboldturneringer, strandture m.m. Forløbet beskrives i en artikel i Berlingske Tidende i november 2015 (se kilder) samt i bogen ”Venligboerne – historien om en bevægelse” (se kilder).  De mange aktiviteter i asylcentret fik Merete Bonde Pilgaard til at oprette en særskilt gruppe på Facebook for disse aktiviteter, og hermed var den første sten lagt til etableringen af en bevægelse med mange platforme og afdelinger på Facebook og med asylansøgere og flygtninge som centralt for mange af aktiviteterne.

Venligboernes aktiviteter i asylcentret Hyttebyen i Hjørring blev i løbet af efteråret 2014 og første del af 2015 beskrevet i en række medier, og rundt om i landet, bl.a. i nærheden af andre asylcentre, opstod der lokale grupper, som lavede tilsvarende aktiviteter og organiserede sig på Facebook, hvor de navngav sig som lokale afdelinger af Venligboerne. Desuden kontaktede en del af de frivillige i Venligboerne i Hjørring bekendte rundt om i landet i de byer, som flygtningene fra asylcentret i Hjørring flyttede til, når de havde fået asyl. De opfordrede bekendte her til at tage imod flygtningene og hjælpe dem med f.eks. indflytning, møbler og lignende. Det førte i mange tilfælde til oprettelse af lokale afdelinger af Venligboerne. En del asylansøgere og flygtninge, som under opholdet på asylcentret i Hjørring var blevet aktive i Venligboerne, tog desuden ideen med sig, når de blev flyttet til andre asylcentre, eller når de fik asyl og blev boligplaceret rundt omkring i Danmark. Flere af dem etablerede lokale afdelinger af Venligboerne. Det gjaldt f.eks. den syriske skolelærer Fawaz Taha Alzatto, der i et portrætinterview i Højskolebladet i november 2015 (se kilder) fortæller, hvordan han bl.a. inviterede alle i opgangen til middag, da han flyttede til Hobro.

Venligboerne voksede eksplosivt i sensommeren og efteråret 2015, da antallet af asylsøgere, der søgte til Europa, herunder Danmark, steg voldsomt. Mange, der allerede var aktive i Venligboerne, besluttede at gøre noget aktivt for at hjælpe de asylsøgere, der vandrede på de danske motorveje og ankom med tog til Danmark for at søge asyl enten i Danmark eller Sverige. De organiserede deres indsats via Facebook, og inspirerede også på den måde andre til at blive aktive. Der opstod flere grupper af aktivister, som bl.a. tog imod asylsøgere i Rødby og på hovedbanegården i København med mad, drikkevarer, medicin og tøj. En del af disse grupper eksisterer fortsat, bl.a. gruppen Unlimited Voices, der oprindeligt hed Hovedbanegårdens Frivillige. Andre blev siden en del af Venligboerne. Den folkelige bevægelse, der opstod i september 2015, da antallet af asylsøgere voksede voldsomt, beskrives i en artikel i Information den 14. maj 2016 (se kilder).

Venligboerne er organiseret meget løst med lokale afdelinger, som ikke refererer til nogen landsledelse, og som i praksis kan gøre, som de selv vil. Bevægelsens stifter har gentagne gange forsøgt at appellere til, at lokalafdelingerne altid overholder de tre principper, som bevægelsen blev grundlagt på. Men i praksis er der ingen, der kan kontrollere alle de lokale aktiviteter eller alt, hvad der skrives på lokalafdelingernes Facebook-sider. I mange lokalafdelinger er der dog formuleret regler for diskussioner og opslag på Facebook for at forhindre, at der opstår partipolitiske diskussioner og for at sikre, at bevægelsen fortsat kan tiltrække mennesker med meget forskellig baggrund. En del lokalafdelinger har efterhånden organiseret sig med mere struktur, med fysiske mødesteder og faste tidspunkter for bestemte aktiviteter. Nogle lokalafdelinger har også lavet bestyrelser og faste udvalg eller har oprettet støtteforeninger, som kan søge tilskud fra fonde og offentlige puljer til gruppens arbejde. Man kan altså sige, at Venligboerne til dels begynder at organisere sig mere som traditionelle frivilligforeninger. Denne udvikling beskrives i bogen ”Venligboerne – historien om en bevægelse” (se kilder).

Antallet af lokale afdelinger eksploderede i efteråret 2015 og voksede fortsat i en stor del af 2016. Enkelte grupper er siden lukket ned, og antallet ændrer sig hele tiden. I august 2016 var der omkring 90 aktive afdelinger. Det aktuelle antal kan man få et indtryk af ved at søge på ’Venligboerne’ på Facebook. Afdelingernes tilbud og aktiviteter er forskellige og afspejler lokale interesser og behov og enkeltpersoners ’kæpheste’ og kompetencer. Nogle tilbyder psykologhjælp, tolkeservice og juridisk bistand, andre har etableret en it-formidling, der sætter kasserede pc’er i stand, mens andre igen formidler legeaftaler og sprogstøtte, organiserer fodboldhold eller formidler udlån af sommerhuse og lejligheder, så flygtningefamilier kan komme på ferie. Den største lokalafdeling er ’Venligboerne København & omegn’, der blev etableret i det tidlige forår 2015.

Det er meget forskelligt, hvordan og hvor meget Venligboernes lokale afdelinger samarbejder med f.eks. kommuner, asylcentret og forskellige frivilligorganisationer som Dansk Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp og Red Barnet. I nogle kommuner er der ’rivalisering’ og konflikter mellem Venligboerne og mere traditionelle foreninger, mens der andre steder er et udbygget og velfungerende samarbejde. I Ballerup og andre kommuner er der et meget udbygget samarbejde mellem Venligboerne og kommunens integrationsafdeling om modtagelse og integration af nytilkomne flygtninge. Samarbejdet i Ballerup kan man få indtryk af på Facebooksiden ’Venligboerne Ballerup-Skovlunde-Møløv’ (se kilder) samt i bogen ”Venligboerne – historien om en bevægelse” (se kilder).

Der har især været intern uenighed om, hvorvidt Venligboerne kan og bør blande sig i den politiske debat om asyl, udlændinge og integration, og om Venligboerne kan og bør deltage i demonstrationer til fordel for f.eks. asylansøgere eller i protester og aktioner, som har til formål at skabe bedre vilkår i asylcentrene, gøre det lettere at få asyl i Danmark, lempe reglerne for eller ventetiden på familiesammenføring m.m. Konflikterne blev for alvor synlige i massemedierne i løbet af 2016, hvor det blev beskrevet som en splittelse, der truede med at sprænge bevægelsen. Splittelsen beskrives bl.a. i en artikel i Jyllands-Posten den 12. august 2016 (se kilder).

     Anne Lise Marstrand-Jørgensen er talsperson for Venligboerne i København & Omegn. Foto: Isak Hoffmeyer

Centralt i konflikterne om Venligboerne og bevægelsens eventuelt politiske profil og aktiviteter har været afdelingen i Hjørring med stifteren Merete Bonde Pilgaard på den ene side og afdelingen for København & omegn med talspersonen, forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen og det meget aktive medlem, forfatter Mads Nygaard, på den anden side. Merete Bonde Pilgaard har fastholdt, at bevægelsen skal nøjes med at praktisere venlighed i hverdagen uden at blande sig i politik og deltage i politiske aktioner og demonstrationer, mens repræsentanter for afdelingen i København har argumenteret for, at det er umuligt at forholde sig politisk neutralt, når det drejer sig om asylsøgere og flygtninge, og når der er eksempler på overgreb og brud på menneskerettighederne. Begge afdelinger har dog hele tiden fastholdt, at de arbejder ud fra bevægelsens grundprincipper, og at de ikke praktiserer partipolitik. Københavnerafdelingen har blandt andet deltaget i Gay Pride og flere demonstrationer for bedre forholds for asylansøgere, og Anne Lise Marstrand-Jørgensen markerede sig i april 2016 med en kronik i Information (se kilder), hvor hun kritiserede forholdene i en teltlejr for asylansøgere nær Næstved, som hun kaldte en unødvendig lejr.

Venligboerne er af debattører, som er kritiske over for islam og muslimer eller over for antallet af flygtninge i Danmark, blevet beskyldt for at være landsforrædere og er blevet kaldt ’naive’ og ’væmligboere’ og er blevet beskyldt for blot at ville fremhæve sig selv som særligt gode og humanistiske. I januar 2016 sammenlignede en lokalformand for Dansk Folkeparti Venligboerne med "tyskerpiger" i en Facebook-opdatering. I opdateringen stod der bl.a.: ”Disse ”venligboer” udfører landsskadelig virksomhed på samme måde, som de danskere, der under den tyske besættelse bød tyskerne velkommen. Den dag, det går op for den danske befolkning, at den er helt gal, skal vi klippe disse venligboer helt skaldede, som tyskerpigerne blev i sin tid.” Dansk Folkeparti gav lokalformanden en skriftlig advarsel, og lokalformanden kaldte siden sagen en ”meget beklagelig fejl” og slog fast, at det ikke var hans hensigt at opfordre til selvtægt eller true Venligboerne.  Medlemmer af andre bevægelser og grupper, der arbejder med flygtninge og integration, har desuden kritiseret Venligboerne for med deres navn at signalere, at deres bevægelse har patent på venlighed.

En del venligboere har modtaget trusler, som regel anonyme og i en del tilfælde ganske alvorlige. Det fortæller flere Venligbo-medlemmer om i en række indslag og artikler i medierne i efteråret 2016. En af dem, der står frem og fortæller om truslerne, er Mads Nygaard fra Venligboerne København & omegn, som også på det tidspunkt er aktiv i diverse indsamlinger til fordel for flygtninge og asylansøgere, og som selv mener, at det er hans engagement i disse aktiviteter, der især fremprovokerer truslerne. Truslerne beskrives bl.a. i en artikel i netmagasinet Føljeton i august 2016 (se kilder).

Venligboerne kan f.eks. sammenlignes med f.eks. Dansk Flygtningehjælp, der opstod i 1956 i forbindelse med Ungarnskrisen, hvor over 200.000 mennesker flygtede fra sovjetisk undertrykkelse i Ungarn, og hvor store dele af den danske befolkning engagerede sig i at sende nødhjælp til Ungarns nabolande og i at modtage over 1000 ungarske flygtninge i Danmark.  Venligboerne deler også visse karakteristika med rødstrømpe- og studenterbevægelsen i 1960erne og 1970’erne, vurderer professor Birte Siim i bogen ”Venligboerne – historien om en bevægelse (se kilder), men der er også afgørende forskelle, understreger hun: ”Venligboerne præciserer, at den er upolitisk. Og jeg tror ikke, Venligboerne på samme måde tænker om sig selv, selv om vi andre udefra kan tænke, at de er en del af en bredere strøm af lokale initiativer, hvor borgerne forsøger at tage sagen i egen hånd og gøre en konkret forskel,” siger hun. Hun understreger desuden, at rødstrømpe- og studenterbevægelsen desuden opstod ud fra et ønske om at ændre forholdene for sig selv som gruppe, mens Venligboerne for en stor dels vedkommende handler om at ændre noget for andre, at handle på andres vegne.

Flere forskere har peget på Venligboerne som del af en bredere tendens, både i Danmark og internationalt. Birte Siim, professor ved Aalborg Universitet, siger i bogen ”Venligboerne – historien om en bevægelse” (se kilder): ”Vi kan se i lande som Italien, Spanien, Grækenland og Island, at de her folkelige bevægelser også er udtryk for nogle andre ting end bare asylpolitik og flygtningestrømme. Økonomisk finansiel krise og høj arbejdsløshed, som specielt rammer de unge, har spillet en rolle, og modreaktionerne og bevægelserne afspejler også den bredere dagsorden i deres løsningsmodeller. Vi ser f.eks. mange steder, at der blomstrer forsøg frem med lokal deleøkonomi op.”  Thomas P. Boje, der er professor ved Roskilde Universitet, siger i samme bog: ”Det er tydeligt, at de mennesker, der engagerer sig i protest- og modbevægelser, ønsker at vise større medmenneskelighed, at gøre noget konkret. Når disse bevægelser appellerer forholdsvis bredt, skyldes det også, at de uden tvivl rammer ned i den politikerlede og følelse af afmagt, som mange føler over for et system, der bare kører derudad. Enten bliver man afmægtig, eller også bliver man rasende – og raseriet bliver så ofte i de her bevægelser omsat til kreative og konkrete initiativer på lokalt plan.”  Andre har nævnt gruppen ’Næstehjælperne’, der opstod i 2016 som en del af samme brede tendens som Venligboerne. Næstehjælperne arbejder for at hjælpe mennesker, som er ramt af kontanthjælpsloftet og andre reformer af det sociale system, og forsøger sideløbende at få ændret lovgivningen.

Der har i debatten været røster fremme om, at Venligboerne er en døgnflue, der vil dø ud i takt med, at mediernes fokus på bevægelsen forsvinder, eller at bevægelsen vil blive splittet af interne konflikter og politik. Professor ved Aalborg Universitet Birte Siim vurderer i bogen ”Venligboerne – historien om en bevægelse” (se kilder) Venligboernes overlevelsesmuligheder således: ”Venligboerne kan overleve lokalt, helt bestemt, for der er oplagt et behov for den indsats, de gør. Men i længden vil bevægelsens succes nok afhænge af, om man lokalt lykkes med at skabe gode alliancer med andre aktører, både frivilligforeninger, politikere og embedsmænd.”  Hun forudser, at selv hvis Venligboerne forsvinder, vil tanken bag og indholdet i arbejdet ikke forsvinde. ”Går Venligboerne ned, vil noget nyt og tilsvarende vokse frem. Det vurderer jeg, når jeg ser ud over Europa. Der er mange eksempler på, at folk i stigende grad engagerer sig i at skabe fællesskaber og forandringer lokalt. Der er et voksende gab mellem politikerne – ikke mindst på nationalt og europæisk niveau – og så de forandringer, der sker lokalt. Folk orienterer sig simpelthen mere lokalt, og samtidig er der en masse transnationale kontakter og inspirationer, hvor f.eks. grupper fra byer i forskellige europæiske lande mødes og udveksler erfaringer og danner netværk.”