Wimbledon

Knaldhårde server, ubegribelige returneringer og knivskarpe flugtninger. Wimbledon-turneringen, der startede i 1877, har en unik position i tennissportens kalender som det største trofæ, en tennisspiller kan erobre. På de sagnomspundne engelske baner spilles noget af verdens bedste græstennis, og de knap 14.000 tilskuere, der er plads til på Centre Court, er del af en altgennemtrængende atmosfære af traditioner og legendariske bedrifter fra turneringens historie.

Stemningen var som til en fredelig, traditionel engelsk havefest, da et par hundrede mennesker samledes i det sydlige London i 1877 for at afholde en lille tennisturnering på et græsareal mellem områdets jernbaneskinner. Dette var den første Wimbledon-turnering. Det fulde navn på den arrangerende klub var - og er i dag - The All England Lawn Tennis and Croquet Club. Som navnet fortæller, så var græstennis ikke klubbens eneste aktivitet i 1877, man spillede også kroket. Ved første turnering, der hed The Lawn Tennis Championships, blev der alene spillet i herresinglerækken, mens de øvrige grene af turneringen blev tilknyttet senere i turneringens historie.

     Tennisturneringen i Wimbledon afholdes hvert år i juni og juli måned. Turneringen varer typisk to uger, men turneringens planlægning kan forstyrres af den lunefulde engelske sommerregn. Der spilles i en vifte af forskellige rækker, men fokus rettes typisk mod kampene i herrernes single- og doublerække, damernes single- og doublerække og rækken for mixed-double. Turneringen er i dag topprofessionel og tiltrækker - ud over verdens bedste tennisspillere - ifølge turneringens officielle hjemmeside knap en halv million tilskuere over den to uger lange turnering. Verden over følger hundredvis af millioner mennesker desuden turneringen gennem den trykte og elektroniske presse.

Der er en lang række traditioner, der er knyttet til Wimbledon-turneringen. Blandt de mere markante er:

• Dress Code: Reglerne foreskriver, at turneringens spillere skal være klædt i hvidt. Dette var hovedårsagen til, at den farverige og kontroversielle, amerikanske tennisspiller André Agassi nægtede at stille op i turneringen i starten af 1990’erne. 
• Tidligere blev kvindelige spillere altid omtalt ved deres ægtemands navn. Eksempelvis blev den kvindelige, amerikanske spiller Chris Evert-Lloyd - der i en periode var gift med John M. Lloyd - i de officielle statistikker omtalt som ‘Mrs. J. M. Lloyd’. 
• Spillerne skal bukke eller neje, når de går ind på banen, hvis den engelske dronning eller hendes mand overværer kampen. 
• En række særlige delikatesser knytter sig til Wimbledon. Således fortælles det på turneringens officielle hjemmeside (se kilder), at der hvert år spises 28 ton jordbær, 7.000 liter fløde, 12 ton laks og der drikkes 25.000 flasker champagne.

     På turneringens officielle hjemmeside understreges det i flere sammenhænge, at turneringens ledelse er meget opmærksom på den særlige aura, som alle disse traditioner indhyller turneringen i. Nogle af de traditioner, der er særlige for turneringen i Wimbledon, kan virke lidt gammeldags, men de engelske værter er meget påpasselige med, at turneringen ikke mister sin unikke profil.

Pointsystemet i tennis er berømt for at være temmelig indviklet.

     En tennis kamp spilles i sæt, men der er også partier og point:

• Sæt: den, der først vinder to sæt har vundet, undtagen i Wimbledon-turneringen, hvor mændene faktisk spiller om fem sæt 
• Partier: Et sæt består af seks partier, så den første, der vinder alle seks partier har vundet sættet. Partierne består af point, og man skal vinde fire point for at vinde et parti. 
• Pointene hedder 15-30-40-vundet. Det er dog ikke så enkelt at vinde et parti, for hvis man pludselig ligger lige med sin modstander med pointene 40-40, så kan ingen vinde partiet ved at vinde det næste point. I stedet får man ”en fordel”, hvilket vil sige, at man med det efterfølgende point kan vinde partiet. Denne måde at give point på kan betyde, at det kan vare rigtig lang tid at vinde et parti, hvis en spiller f.eks. hele tiden spiller sig til en fordel. 

     Ifølge Anders Haars Rasmussen, journalist og tennisekspert, er det netop denne udmattende bølgen frem og tilbage mellem ”fordel” og lige, der kan være højst dramatisk i en tenniskamp (se kilder).

     Tennis stammer fra middelalderens Frankrig, og selvom tennishistorikere er uenige om, hvordan og hvorledes pointsystemet er opstået, er en populær historie, at man oprindeligt talte point ved hjælp af en urskive. Pointene hedder således på fransk: 15 (quince = hvart over), 30 (trente = halv), 40 (quarante = 40). Ifølge urskivens logik burde 40 have været 45 (quarante-cinq), men det siges, at det blev 40, fordi det var hurtigere at sige.

Singlerækkerne for mændene og kvinderne ved den årlige Wimbledon-turnering rummer 128 tennisspillere. Disse spillere fordeles i 64 kampe - den såkaldte første runde. Vinderne af de første kampe går videre til turneringens anden runde, mens taberne må forlade turneringen. Dette turneringsprincip gentages frem mod finalen, hvor kun to spillere er tilbage.

     Turneringens organisation foretager inden turneringsstart en såkaldt seedning. Her udpeger man i hver række de spillere, som man regner for de stærkeste, og som man forventer vil nå langt i turneringen. Der udpeges typisk 32 spillere i singlerækkerne, som fordeles enkeltvis i den indledende rundes kampe. Dette gør man for at forhindre, at to af turneringens forventede stærkeste spillere skal mødes for tidligt, og den ene bliver slået ud.

     Efter fordelingen af seedede spillere fordeles de resterende gennem lodtrækning. Hos kvinderne har ingen u-seeded spiller nogensinde vundet Wimbledon. Dette er sket to gange i mændenes rækker: I 1985 vandt den useedede tysker Boris Becker turneringen, og i 2001 lykkedes det samme for kroaten Goran Ivanisevic, der var blevet tildelt et såkaldt wildcard.

De bedst placerede spillere på verdensranglisten har direkte adgang til hovedturneringerne i Wimbledon. Den gruppe spillere, der er lidt lavere placeret på listen, må først spille en kvalifikationsturnering for at vinde adgang til selve turneringen. I herrernes singlerække gælder det for 16 spillere, 12 i damernes singlerækker og fire par i herre- og damedouble. Det er aldrig lykkedes for en spiller fra kvalifikationsturneringen at vinde selve Wimbledon. Amerikanske John McEnroe nåede dog i 1977 semifinalen efter at have spillet sig igennem kvalifikationsturneringen.

I alt er 350 personer tilknyttet Wimbledon-turneringens organisatoriske apparat, der står for at afvikle de i alt 654 kampe, som turneringen består af. Det dækker hoveddommere, linjedommere og officials, der arbejder uden for banerne. Linjedommerne suppleres ved Wimbledon af en lang række elektroniske linjedommere. Ved hjælp af infrarøde sensorer holder de øje med, at serven holdes inden for linjerne af servefeltet. Princippet bag de elektroniske linjevogtere kan sammenlignes med en tyverialarm: Når tennisbolden bryder den infrarøde lysstråle - når serven er uden for servefeltet - går alarmen i gang.

Turneringen spilles på i alt 19 græsbaner. Boldopspringet på græsset er meget lavt, men hurtigt. Græssets særlige egenskaber som spilleunderlag vil typisk favorisere spillere, der har en særlig god serv og et veludviklet flugtspil. Spillet bliver ofte mere livligt og netsøgende end på andre spilleunderlag. Blandt de dygtigste græsspillere er tidligere turneringsvindere som amerikanske John McEnroe, tyske Boris Becker og svenske Stefan Edberg. Spillere, hvis slag- og bevægelsesteknik ikke egner sig så godt til græstennis, plejer at hævde, at ‘græs er til køer, ikke til tennis’. Enkelte spillere, der primært har bygget deres tennisspil op om gode grundslag fra banens baglinje, har dog også haft succes i Wimbledon-turneringens historie. Dette gælder ikke mindst for svenskeren Björn Borg.

Wimbledon er en af årets fire største og mest traditionsrige tennisturneringer - de såkaldte Grand Slam-turneringer. De andre er:

• French Open (De Åbne Franske Mesterskaber) 
• U. S. Open (De Åbne Amerikanske Mesterskaber) 
• Australian Open (De Åbne Australske Mesterskaber)

     Navnet Grand Slam stammer fra 1938, hvor den amerikanske tennisspiller Don Budge som den første spiller i herresingle opnåede at vinde disse fire turneringer inden for samme kalenderår. Derved scorede han et ‘Grand Slam’, som er en betegnelse, der oprindeligt stammer fra kortspillet bridge. Andre ‘Grand Slam’-vindere er australieren Rod Laver i årene 1962 og 1969, amerikanske Maureen Connolly i 1953, Margaret Smith Court i 1970 og tyske Steffi Graf i 1988.

Ved turneringen i 2014 spilles der, ifølge Wimbledon-turneringens officielle hjemmeside (se kilder), om en samlet præmiesum på 25.000.000 engelske pund. Heraf modtager vinderen af:

• Herresingle: £1.760.000. 
• Damesingle: £1.760.000.

     Det var først i 2007-turneringen, at der kom ligeløn mellem mænd og kvinder. Dermed brød Wimbledon-turneringen med et 123 år gammelt princip og følger dermed samme praksis som de øvrige ‘Grand Slam’-turneringer.

Ifølge den officielle hjemmeside (se kilder) har Wimbledon-turneringen en række såkaldte ‘Official Suppliers’ - altså firmaer, der er nært knyttet til turneringen og blandt andet leverer en række vigtige produkter til turneringens afholdelse. Firmaerne får derved mulighed for at fremvise deres produkter over for spillere, publikum og tv-kiggere verden rundt. Nogle af de større firmaer er i 2012:

• Sony: officiel 3D partner. 
• Polo Ralph Lauren: officiel leverandør af beklædning til turneringen. 
• Hertz: officiel leverandør af køretøjer til turneringen. 
• IBM: officiel leverandør af IT til turneringen. 
• Rolex: officiel leverandør af tidtagerudstyr til turneringen. 
• Lavazza: officiel leverandør af kaffe til turneringen. 
• Lanson: officiel leverandør af champagne til turneringen. 
• Slazenger: officiel leverandør af tennisbolde til turneringen.

     Ledelsen understreger, at man er meget opmærksom på vigtigheden af at bevare Wimbledons særlige image og aura af tradition. Derfor ønsker man ikke, at sponsorerne - eksempelvis gennem farvestrålende reklameskilte - er for iøjnefaldende til stede på banerne i Wimbledon.

Blandt de senere årtiers største skikkelser er:

• Svenske Björn Borg dominerede turneringens herresingle totalt i årene fra 1976-80, hvor han vandt turneringen fem år i træk. Borg fik tilnavnet ‘Ice Man’ og ‘Ice Borg’ på grund af sin kontrollerede fremtoning på banen. 
• Den temperamentsfulde amerikaner John McEnroe var på mange måder den kølige svenskers modsætning, og de to spillere havde flere legendariske opgør. McEnroe - eller ‘Mac’ som han blev kaldt - vandt singleturneringen i 1981, 1983 og 1984. 
• Tyske Boris Becker overtog tronen i Wimbledon med sin sejr i 1985, hvor han med sine blot 17 år blev den yngste mester nogensinde. Han vandt turneringen yderligere to gange i 1986 og 1989. Hans kraftfulde spil gav ham tilnavnet ‘Boom, Boom Becker’. 
• Den mest vindende spiller i moderne tid i mændenes singlerække er amerikaneren Pete Sampras, der sejrede i 1993, 1994, 1995, 1997, 1998, 1999 og 2000. Især hans meget hårde og præcise serv - der gav ham tilnavnet ‘Pistol-Pete’ - var et frygtet våben. 
• Tiden efter Sampras har været domineret af schweizeren Roger Federer. Han er en komplet spiller, der kan vinde turneringer på alle underlag, deriblandt fire Wimbledon-turneringerne i 2003-2007. Dermed har Federer, der har tilnavnet 'Fed Express', tangeret Borgs sejrsstime på fem triumfer i træk. Efter at have vundet turneringen i 2009 er han den tennisspiller, der har vundet flest Grand Slam-titler nogensinde.

Denne kamp regnes af mange som en af de absolut bedste, der er spillet på turneringens græsbaner. I 1980 nåede John McEnroe Wimbledon-finalen for første gang, hvor han mødte Björn Borg, der kunne sikre sig sin femte turneringssejr på stribe. Da McEnroe gik ind på Centre Court blev han mødt af en massiv mur af piften og buhen fra publikum. Det skyldtes, at McEnroe i kampen forinden var eksploderet af raseri over en række dommerkendelser og ved flere optrin havde overdænget kampens dommer med skældsord. Finalen strakte sig over fem sæt, og især tiebreaken i fjerde sæt - der varede mere end 20 minutter - er legendarisk. Her lykkedes det McEnroe at redde hele fem matchbolde, før han vandt sættets tiebreak med de utrolige cifre 18-16. I femte sæt viste svenskeren sig dog at være den stærkeste, og Borg vandt 8 partier mod amerikanerens 6.

Finalekampen stod mellem det schweiziske tennisfænomen Roger Federer og det spanske grus-es Rafael Nadal. Mange eksperter nævner ofte finalekampen mellem Borg/McEnroe som den bedste nogensinde, men den fantastiske finale fra 2007 har blandet sig i dét spørgsmål. Eksempelvis påpeger den erfarne sportsjournalist Joakim Jakobsen i artiklen “1980 versus 2007” (se kilder), at denne kamp på flere måder matcher eller faktisk overtrumfer finalen fra 1980. Kampen bølgede frem og tilbage over fem spændende sæt, der var betydeligt tættere, end cifrene 7-6, 4-6, 7-6, 2-6 og 6-2 antyder. Jakobsen må dog komme med en tilståelse, der er meget ubehagelig både for ham og for en hel generation af tenniselskere, der i mange år har talt om kampen mellem Borg og McEnroe som topmålet af græstennis: “DET vigtigste - og her kommer den mest smertefulde erkendelse - er, at de begge er langt bedre tennisspillere end Borg og McEnroe. Langt mere generøse og ambitiøse. Specielt nåede Borg aldrig op på det niveau i de enkelte bolde og slag, som hans unge gruskollega demonstrerede i søndags. Den forfinelse midt i kraftudladningen, hvormed Nadal gravede cross-court-vindere ud af håbløse Federer-vindere, så man aldrig hos Borg. Og intet har nogen sinde været smukkere end Federers topspundne vidunder af en baghånd”.

     Efter turneringen i 2007 gennemførte BBC en netafstemning, hvor de bad deres brugere om at stemme på den bedste Wimbledon-finale nogensinde. Finalen fra 1980 vandt med 40 procent mod 34 til finalen fra 2007. Jakobsen overvejer i artiklen, om denne overvægt mon ikke er et spørgsmål om generationer af tennisfans. Om man ikke om 20-25 år - når tilskuerne til finalen i 2007 er blevet ældre - vil trække netop denne finale frem fra erindringens gemmer som den bedste finale i stedet for finalen fra 1980.

Blot et år senere virkede dette meget usandsynligt. Tennisfans, og især de som følger Wimbledon, elsker legender, store dramaer og intense marathonkampe. Og aldrig har man fået så meget, og så god, tennis som i finalen 2008. Kampen, som var en revanche mellem Federer og Nadal, varede i ubegribelige 4 timer og 48 minutter, og blev bagefter af John McEnroe kaldt for ”den bedste tenniskamp nogensinde”.

     I løbet af denne periode kom Roger Federer tilbage fra at have tabt 6-4 i både første og andet sæt, til på mirakuløs vis at få trukket to 7-6 sejre hjem på lange tiebreaks i fjerde og femte sæt. Kampen, som startede med en klar dominans til Nadal, blev til et orgie i 8-10 slags lange dueller, det som på engelsk kaldes ”grand rally”, med både lobs, smashes, baglinjeflugtere og ivrig spænen rundt ved netkanten. Kampen havde været afbrudt af regn i to korte perioder, og den vådere, hurtigere bane gav plads til Federers tunge serv, hvilket gav fire serveesser i tredje sæts tiebreak. Til sidst var det dog Rafael Nadal, der, med en knivskarp baghånd, kunne udplacere Federer, få ham i knæ, så han sendte bolden i nettet. Wimbledons tilskuere har ry for at være noget reserverede, men det brøl, der udbrød blandt publikum, mindede mest af alt om en fodboldkamp i Sydamerika.

Blandt de senere årtiers største skikkelser er:

• Amerikanske Chris Evert havde et tennisspil, der egentlig egnede sig bedst til grusbaner. Grundpillerne i hendes tennisspil var en serie hårde og meget præcise slag afsendt fra banens baglinje. Alligevel lykkedes det hende at vinde turneringen i Wimbledon 3 gange - i 1974, 1976 og 1981. 
• Den tjekkisk-fødte amerikaner Martina Navratilova er den mest vindende i kvindernes singlerække og regnes ofte for den største kvindelige tennisspiller, der har optrådt på Wimbledons græs. Således strækker hendes sejre i turneringen sig over tre årtier - med to sejre i 1970’erne, 6 sejre i 1980’erne og en sejr i 1990’erne. Hendes spil var især bygget op omkring en meget stærk serv, præcise flugtninger og en ekstremt god fysisk form. 
• Tyske Steffi Graf udkæmpede mange drabelige dueller medNavratilova i Wimbledon-turneringen. Grafs dominans var massiv på flere tidspunkter i hendes karriere, især i slutningen af 1980’erne og i perioden 1992-95. Hun kunne vinde på alle spilleunderlag, har vundet Wimbledon-singletitler i 1988, 1989, 1991, 1993, 1995 og 1996 og er den eneste tennisspiller - kvindelig som mandlig - der har vundet den såkaldte ‘Golden Slam’. Det er en betegnelse for sejr i alle fire ‘Grand Slam’-turneringer samt i De Olympiske Leges tennisturnering inden for samme kalenderår. Det gjorde hun i 1988. Hendes spil var bygget op om meget tunge grundslag, en meget hård serv og et glimrende benarbejde. Især hendes forhåndsslag var dræbende effektivt og gav hende tilnavnet ‘Frøken Forhånd’.

Kurt Nielsen, der er Danmarks hidtil eneste finalist i herresinglerækkerne, er en passioneret kender af turneringen i Wimbledon. Til artiklen “Wimbledon: Græs, blomster, sol, regn, tennis, og magi” i Politiken (se kilder), fortæller han: “Jeg var her første gang i 1947 og har stort set været her hvert år lige siden. The All England Lawn Tennis Club er ikke en forretning eller et forbund – som i de tre andre grand slam, der skal tjene penge på turneringen, nej her gør man det for spillets skyld, fordi man har en glød og en begejstring for tennis. Det tror jeg, er forskellen. Her er klasse, traditioner og historie, ikke forceret og akavet, men naturlig klasse”. Nielsen, der sammen med Boris Becker er den eneste useedede spiller i herrerækken, der er nået frem til turneringens finale, slutter sin karakteristik af med ordene: “Wimbledon er sværere at spille end andre turneringer. Både fordi det er på græs, og fordi man mærker, at man er en del af en lang historie, når man går ind på banen”.

     Den tidligere professionelle danske tennisspiller Kenneth Carlsen kom i 1993, 1994 og 2004 selv til tredje runde i Wimbledon. Han fortæller i artiklen ”Græsset er altid lidt grønnere i Wimbledon” (se kilder), at turneringen er noget særligt: ”Wimbledon er bare noget helt specielt. Alle de store – legenderne – har vundet der. Når man træder ind på anlægget, kan man nærmest fornemme det der historiske vingesus, der er. Selv folk, som ikke interesserer sig for sport, ved, at Wimbledon er en tennisturnering. Det gør turneringen til noget prestigemæssigt.”

     I Wimbledon er forbindelsen mellem fortidens legender og nutidens meget stærk. Således bliver de bedste af dagens Wimbledon-stjerner konstant sammenlignet med fortidens mestre. Dette gælder ikke mindst fortidens fantastiske opgør mellem Borg og McEnroe over for nutidens drabelige dueller mellem Federer og Nadal. Schweiziske Federer trak i 2007 sin rekordsejr nummer fem i land efter en lang og nervepirrende finale, og på tilskuerpladserne sad legenderne Björn Borg, John McEnroe og Boris Becker.

     Den samme dyrkelse af fortidens legender er ofte til stede i kvindernes singleturnering. De mest markante blandt de senere års mestre er de amerikanske søstre Venus og Serena Williams, der har vundet turneringen henholdsvis fire og to gange. Disse to dygtige og atletiske spillere bliver konstant sat i forhold til fortidens legender. Dette er især blevet tydeligt med Venus Williams sejre i finalerne i 2007 og 2008. Med dem har hun flere Wimbledon-sejre end nogen anden kvindelig tennisspiller blandt de stadigt aktive. Lillesøster Serena Williams har dog stadig flest single Grand Slam-titler af de to søstre, nemlig 11 over for Venus’ syv triumfer.

     Tidligere vindere har særstatus under turneringen, og i 2012 havde turneringens formand, chairman Philip Brook, inviteret nogle særlige gæster i anledning af deres jubilæer i Wimbledons historie. Frank Sedgman havde 60 års jubilæum siden sine single-, double og mixtitler i 1952. Det var 50 år siden Rod Laver vandt sin første Grand Slam i 1952, og André Agassi og Stefanie Graf kunne begge fejre 20 års jubilæum for deres singletitler i 1992.

Turneringen følges hvert år dagligt, ifølge Wimbledons officielle hjemmeside (se kilder), af ca. 38.500 tilskuere omkring anlæggets tennisbaner, og hvert år meldes alt udsolgt.

     Hovedparten af tilskuerne har købt billetterne på forhånd. I Wimbledon er det imidlertid en tradition, at der hver turneringsdag sættes omkring 6.000 billetter til salg til samme dags turneringskampe. For at få fat i en af disse eftertragtede billetter skal man møde op og stille sig i kø ved turneringens tælleapparater. Banerne i Wimbledon er meget forskellige med hensyn til tilskuerkapacitet. På hjemmesiden www.wimbledontennis.co.uk (se kilder) oplyses, at der er plads til 23.500 tilskuere på anlæggets mindre baner. Ud over 17 baner er der to opvisningsbaner. Dette er banerne Centre Court og Court No. 1. Centre Court, hvor semifinalerne og finalerne typisk spilles, kan rumme knap 15.000 tilskuere. Court No. 1 kan rumme omkring 11.000 tilskuere.

Der blev første gang tv-transmitteret fra Wimbledon-turneringen i 1937. Dermed er turneringen blevet tv-transmitteret siden tv-mediets spæde barndom. Transmissionerne blev produceret af engelske BBC, og dette forhold har givetvis været med til at øge kendskabet til turneringen og dermed dens popularitet verden over. På turneringens officielle hjemmeside (se kilder) oplyses det, at over en halv milliard mennesker i dag har mulighed for at følge den årlige turnering gennem trykte og elektroniske medier. Selvom det er vanskeligt at anslå dette antal præcist, vurderes det, at turneringen er den mest sete verden over.

     Der bliver udstedt ca. 3.400 pressekort til folk, der vil dække turneringen. Dermed gives journalisterne og staben af teknisk personel fuld eller delvis adgang til turneringens pressefaciliteter. Turneringen bliver dækket af omkring 50 forskellige radio- og tv-stationer fra hele verden. Interessen fra udenlandske medier hænger typisk sammen med antallet af deltagende spillere fra avisens, radio- eller tv-stationens hjemland. Den mest massive interesse stammer naturligt nok fra de engelske medier, mens amerikanske og franske medier følger på pladserne efter.

     Der har i de senere år også været plads til nye tiltag i den ellers konservative tennisturnering i Wimbledon. Blandt nyskabelserne tiltrak især det såkaldte ‘Hawk Eye’-system sig opmærksomhed. Systemet, der er opkaldt efter sin opfinder Paul Hawkins, fungerer ved, at der er blevet monteret en række særlige videokameraer på banerne Centre Court og Court No. 1 samt No. 2 og 3. Optagelserne fra disse kameraer føres ind i en computer, der skaber en meget detaljeret gengivelse af spillet. Denne gengivelse kan så i tvivlstilfælde afspilles på banens storskærme, så spillere, dommere og publikum kan følge en kendelses rigtighed. Det er spillerne selv, der skal appellere en kendelse og bede om at få den vist på storskærm, og det kan hver spiller gøre maksimalt tre gange i hvert sæt.

Wimbledon 2012 blev afholdt fra 25. juni til 8. juli. Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki lå i juni 2012 nr. 7 på det internationale kvindelige tennisforbunds, WTA, verdensrangliste, og var dermed selvskrevet til at deltage i årets Wimbledon-turnering. Hun røg dog ud i første runde til østrigeren Tamira Pascek.

     Til gengæld blev den danske spiller Frederik Løchte Nielsen i 2012 den første danske vinder af Wimbledon. Sammen med makkeren Jonathan Marray vandt han herredouble-finalen over svenske Robert Lindsted og rumæneren Horia Tecau. Fem sæt og tre timer skulle der til, førend Løchte og hans britiske makker kunne trækker sejren hjem. Frederik Løchte Nielsen er barnebarn af tennisspilleren Kurt Nielsen, som hidtil havde været den eneste danske vinder af en Grand Slam-turnering.

Vinderen af Wimbledon 2013, britiske Andy Murray, var én af favoritterne til turneringen i 2014, selvom han var drattet ned på en ottende plads på verdensranglisten, primært på grund af en rygoperation. Turneringens organisator, The All England Club meddelte dog at han ville blive placeret højere i Wimbledons seedning-system. The All England Club meddelte også at seedning-systemet ville få fordelagtig betydning for schweizeren, og tidligere vinder Roger Federer, og 2013-finalist Novak Djokovic, som dermed også var blandt årets mandlige favoritter (se kilder). Det viste sig at være serbiske Novak Djokovic der løb med sejren.

     Hos kvinderne var det tjekken Petra Kvitová som løb med sejren efter at have spillet mod canadiske Eugenie Bouchard i en finalekamp der kun varede 55 minutter. Favoritterne inden turneringen var amerikanske Serena Williams og kinesiske Li Na, men de røg begge ud i tredje kamp. Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki nåede helt til fjerde runde før hun blev slået ud.

     Billetpriserne til turneringen tog i 2014 en kraftig spurt opad. 2.500 billetter var blevet sat til salg for en pris på 50.000 pund stykket. Det svarer til cirka 453.000 kr. Til gengæld gjaldt disse billetter som et adgangspas til de følgende fem års turneringer med en fast siddeplads. I forhold til tidligere pakkeløsninger udgjorde prisen i 2014 en stigning på 80 % (se kilder).

Vinderen af herresinglen blev serbiske Novak Djokovic som vandt Wimbledon for tredje gang. Ligesom det foregående år spillede han finale mod schweiziske Roger Federer. Inden turneringen talte man om at kampen skulle stå mellem 'the big fours', Djokovic, Nadal, Federer og Murray som alle før havde vundet Wimbledon-titlen. Det fremgår af et interview med tenniskommentator Per Colstrup Vinkel på Dr.dk (se kilder) som dog alligevel pegede på Novak Djokovic som sin favorit.

     Hos kvinderne var det amerikanske Serena Williams der løb med sejren – det var hendes sjette Wimbledontitel i karrieren. Det var desuden hendes 21. grand slam-titel. Hun kom allerede til turneringen som absolut storfavorit efter at have vundet Australian Open og French Open selvom tennisekspert Per Colstrup Vinkel overfor DR også pegede på at yngre spillere som Petra Kvitova kunne spille et så hurtigt spil at Williams ikke kunne følge med (se kilder).