Hvorfor skelner man mellem forskellige velfærdsstatsmodeller?
Der er bred enighed om, at en velfærdsstat er en stat, der i en eller anden forstand griber ind i de frie markedskræfter for at skabe det samfund, som man fra politisk hånd ønsker. Ifølge professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Peter Munk Christiansen handler velfærdsstaten om, ”hvilke uligheder og uheldige tildragelser man vil acceptere politisk”. Der kan imidlertid være meget stor forskel på, hvilke uligheder forskellige partier og politikere finder acceptable, og hvor meget og hvad de mener, at staten skal gøre for at forebygge eller kompensere for disse uligheder. Derfor er der også meget stor forskel på, hvordan velfærdsstater i praksis bliver udformet – både i forhold til, hvordan man finansierer systemet, og i forhold til graden af omfordeling og den offentlige sektors størrelse.
Hvilke tre typer af velfærdsstater taler man typisk om?
Den danske sociolog Gösta Esping-Andersen har beskrevet tre forskellige velfærdsstatsmodeller eller typer af velfærdsstater, som det er almindeligt at skelne imellem. Esping-Andersen beskriver de tre typer eller velfærdsstatsmodeller i bogen ”The Three Worlds of Welfare State Capitalism” (se kilder). Modellerne skal ses som idealtyper snarere end beskrivelser af enkelte stater.
· Den residuale model er også kendt som den liberale model eller den angelsaksiske model. Det er den man finder i Storbritannien og i USA. Statens ydelser gives især eller kun til de svageste og fattigste borgere i samfundet. Ydelserne er generelt lave og målrettede, og der er et begrænset omfang af velfærdsservice og den offentlige sektor vil typisk være væsentligt mindre, end i lande hvor de to andre modeller praktiseres. Modellen er finansieret via skatter.
· Socialforsikringsmodellen, der også er kendt som den konservative model, findes i en række lande i Central- og Sydeuropa. Ydelsesniveauet er varierende, da modellen baserer sig på obligatoriske forsikringsordninger knyttet til arbejdspladsen. Omfanget af velfærdsydelserne er generelt lavt. Et typisk eksempel på socialsikringsmodellen er Tyskland.
· Den universelle model gør ikke på samme måde ydelserne afhængige af tilknytningen til arbejdsmarkedet. Modellen, der også kaldes både den skandinaviske og den socialdemokratiske, er den model, der praktiseres i Danmark, Norge og Sverige. Den er karakteriseret af en stor grad af økonomisk omfordeling, et højt skattetryk og en stor offentlig sektor. Til gengæld er ydelserne generelt set højere, end man ser det i de to andre velfærdsstatsmodeller. Det gælder især den offentlige sygesikring, på uddannelsesområdet og understøttelse ved arbejdsløshed. Modellen er finansieret via skatter og afgifter.
Video der gennemgår de tre forskellige velfærdsmodeller. Samfundsfag, Roskilde Gymnasium.
Hvad vil det sige, at velfærdsstater er stiafhængige?
I forbindelse med kategorisering af velfærdsstater taler forskningen om stiafhængighed. Eksempelvis kan man også høre den angelsaksiske model omtalt som Beveridge-modellen, efter den embedsmand, der står bag modellens fundamentale principper og ledede arbejdet med den oprindelige udformning. Ligeledes kaldes den konservative eller centraleuropæiske model også for Bismarck-modellen, da de oprindelige principper i de indledende reformer stadig præger de lande, hvor denne velfærdsstatsmodel praktiseres. Da Bismarck i 1880'erne indførte sine reformer var det netop afgørende, at der var tale om tvungne socialforsikringer. Det system præger stadig den tyske velfærdsstat i dag. Tilsvarende valgte Danmark i 1890'erne en frivillig model, der stadig er kernen i den danske velfærdsstat.
Hvad er ”den danske model”?
I Danmark er staten i langt højere grad end i andre lande involveret i finansieringen af velfærdsydelserne. Det vil sige, at statens indtægter fra skatter og afgifter blandt andet anvendes til velfærdsydelser. Det hænger derfor uløseligt sammen med den danske model, at skattetrykket er højt, og at den økonomiske omfordeling er højere end i lande, hvor skattetrykket er lavere. Hvis staten ønsker at udbetale mange penge, må den også have høje indtægter. Det kendetegner også den danske velfærdsstat, at der er tætte forbindelser mellem arbejdsgivernes og arbejdstagernes organisationer. Både arbejdsgivere og arbejdstagere er organiseret i organisationer, der varetager deres interesser. I den politiske proces omkring en given lovgivning tilstræber man i høj grad at inddrage de involverede parter. For eksempel er der i den danske lovgivningsproces flere høringsrunder, hvor borgere, interessegrupper eller virksomheder har mulighed for at påvirke lovgivningen.
Hvad er ’flexicurity’-modellen?
Et af de karaktertræk ved den danske model, der ofte fremhæves, er det såkaldte ”flexicurity”. Termen bruges til at beskrive et system, der sikrer fleksibilitet på arbejdsmarkedet, mens man stadigvæk opretholder den sociale sikkerhed og fører en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Det vil i grove træk sige, at virksomhederne forholdsvist nemt kan komme af med medarbejdere, som de ikke har brug for. For eksempel på grund af økonomisk dårlige tider. Mens arbejdstagerne til gengæld kan forvente, at staten sikrer basal social sikkerhed.
Modellen har rødder tilbage til Septemberforliget fra 1899, hvor arbejdsmarkedets parter endegyldigt erkendte hinandens ret til henholdsvis at lede og fordele arbejdet og til at organisere sig. Der blev også aftalt et regelsæt for strejker og lockout, og indført et system baseret på mægling og forhandling. Forliget blev revideret i 1960 med indgåelse af Hovedaftalen mellem Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Landsorganisationen i Danmark (LO), den gælder i store træk stadig i dag.
Termen ’flexicurity’ blev angiveligt først benyttet af Poul Nyrup Rasmussen i 1990'erne. Flexicurity bliver ofte fremhævet som et mere dynamisk system end i andre europæiske velfærdsstater, som eksempelvis Frankrig eller Grækenland. I artiklen ”The Nordic countries – The Next Supermodel” fra det britiske nyhedsmagasin The Economist (se kilder) nævnes netop Danmarks flexicurity-system som et af de progressive aspekter ved den danske model.
Hvad vil det sige, at velfærdsstaten er under pres?
Den danske velfærdsstat bygger på en forudsætning om, at befolkningen kan reproducere sig selv, da den økonomiske omfordeling i høj grad er en omfordeling mellem generationer – det man kalder horisontal omfordeling. Det vil sige, at den del af befolkningen, der er på arbejdsmarkedet, betaler til de unges uddannelse og de ældres pleje og forsørgelse, altså for eksempel til plejehjem og pension. En forskydning af befolkningssammensætningen, så der bliver flere ældre og færre unge og midaldrende, som arbejder, tjener penge og betaler skat, kan derfor være et problem for balancen i den danske velfærdsstat. Hvis færre arbejder, skal de arbejde mere og mere eller betale mere og mere af deres løn i skat, for at staten har penge nok til at betale for pension, plejehjem, sygehuse, børnehaver osv. Denne problematik bliver almindeligvis betegnet ”den demografiske udfordring” – altså at der i fremtiden vil være for få mennesker på arbejdsmarkedet i forhold til det antal mennesker, der har behov for at blive forsørget. Problematikken går også under betegnelsen ’forsørgerbyrden’.
Hvad mener danskerne om velfærdsstaten?
Det er flere gange blevet dokumenteret af forskeren Jørgen Goul Andersen, at den generelle opbakning til velfærdsstaten blandt danskerne er høj. Velfærdsforsker Klaus Petersen fra Center for velfærdsstatsforskning på Syddansk Universitet mener også, at størstedelen af den danske befolkning har en grundlæggende positiv indstilling til velfærdsstaten. I forskningen er der bred enighed om, at når befolkningen oplever, at systemet leverer tilfredsstillende, vil der også være opbakning til den danske velfærdsmodel. Det inkluderer også det høje skattetryk. Der er blevet lavet udførlige empiriske undersøgelser af danskernes holdninger til de forskellige velfærdsopgaver.
”Den Danske Valgundersøgelse”, som en lang række samfundsforskere har bidraget til, har siden 1970’erne kortlagt danskernes holdninger til velfærdsstaten. ”Det er slående, hvor både stor og stabil opbakningen er,” konstaterer professor på Aarhus Universitet Carsten Jensen i debatartiklen ”Danskerne elsker velfærdsstaten – trods skatteudplyndring” i Jyllands-Posten (se kilder). Det mest sigende eksempel på velfærdsstatens popularitet leverede den såkaldte danmarkskanon, som i 2016 udkom som en samling af de vigtigste danske værdier. Mere end 325.000 danskere havde stemt på en af i alt 20 værdier såsom frihed, hygge, tillid og velfærd. Og velfærd endte som topscorer – ”foran selveste friheden,” som Carsten Jensen skriver i artiklen.
Der er dog sket et tydeligt skifte i danskernes holdning til, hvilke velfærdsopgaver der skal prioriteres flest penge på, viser valgundersøgelsen ”Oprør fra udkanten – Folketingsvalget 2015” (se kilder), hvor forskerne har spurgt til danskernes holdning til, hvad de ønsker sig af velfærdssamfundet, og hvem der fortjener dets goder. Et flertal af danskerne ville i 2015 helst bruge langt flere penge på sundhed og samtidig færre penge på kontanthjælp. Svarene adskiller sig markant fra de svar, et repræsentativt udsnit af danskere gav til præcis samme spørgsmål i 2011. Her sidestillede danskerne i langt højere grad sundheds- og kontanthjælpsydelser som vigtige velfærdsområder. Undersøgelsens konklusion viser, at vælgerne i højere grad end tidligere ønsker, at deres skattepenge går til velfærdsydelser, som der er størst sandsynlighed for, at de selv får glæde af. Eller som professor på Aarhus Universitet Carsten Jensen formulerer det, at kontanthjælpen er ved at blive ”udkantsvelfærd”. Det kan man læse i artiklen ”Danskerne har skiftet mening om velfærd. Sygdom er sort uheld, men arbejdsløshed er dit eget problem” på Zetland.dk (se kilder).
Det udfordrer dog ikke grundholdningen til, at offentlig velfærd er helt grundlæggende vigtigt for danskerne. Meget tyder på, at appetitten på en større offentlig sektor er vokset de seneste år. I en undersøgelse foretaget af Kantar Gallup for Berlingske svarer et stort flertal, at de i overvejende grad eller udelukkende foretrækker at bruge et forventet overskud på statsbudgettet frem mod 2025 på velfærd frem for skattelettelser, kan man læse i artiklen ”På 25 år har danskernes syn på skattelettelser ændret sig markant: Ét parti spiller en nøglerolle” på Berlingske.dk (se kilder).