Velfærdsstaten

Hvad er en velfærdsstat?

En velfærdsstat er kort fortalt en statsform, der ikke overlader fordelingen af samfundets goder til markedet alene. Alle borgere i en velfærdsstat har visse grundlæggende sociale rettigheder, der sikres af staten. Man kan sige, at en velfærdsstat sørger for at levere de ting, som markedet ikke kan tilvejebringe på tilfredsstillende vis. Den politiske kamp i en velfærdsstat vil derfor ofte omhandle netop det; hvor stor skal statens rolle være, og hvor stor skal markedets rolle være? Hvornår er de forhold, markedet tilvejebringer, tilfredsstillende, og i hvor høj grad skal staten omfordele samfundets værdier?

Hvordan er velfærdsstaten organiseret og opbygget?

I en velfærdsstat afgiver borgerne noget af deres frihed mod, at de til gengæld modtager tryghed fra fællesskabet. Det forekommer eksempelvis, når man betaler en del af sin indkomst som skat til staten, der til gengæld producerer velfærdsgoder. Økonomisk sikring af borgere ved sygdom, ulykke, alderdom eller arbejdsløshed bliver traditionelt set betragtet som velfærdsstatens kerneydelser. Der er imidlertid meget stor forskel på, hvordan velfærdsstater er indrettet i forhold til graden af statens rolle i omfordelingen af goder. Både den skandinaviske form, med høj grad af omfordeling, og den model man kender fra USA, med betydeligt mindre omfordeling, kan karakteriseres som en velfærdsstat.

Hvilke ideologiske skillelinjer har indflydelse på velfærdsstaters opbygning?

I velfærdsstater er der almindeligvis en opfattelse af, at staten skal tage hånd om ”de svage”. Den politiske uenighed vil ofte omhandle spørgsmålet om, hvem de er. Disse skillelinjer vil meget ofte flugte med de etiske grundantagelser i de tre store ideologier, socialismen, konservatismen og liberalismen. De tre forskellige ideologiske udgangspunkter har tilsvarende forskellige mål med opbyggelsen af en velfærdsstat. Fra et socialistisk perspektiv vil man lægge mere vægt på skabelsen af lighed, mens man fra liberalistisk hold vil fokusere mere på muligheden for individets fri udfoldelsesmuligheder inden for det statslige system. Set fra et konservativt perspektiv kan der være særlig fokus på den sociale sammenhængskraft eller det nationale fællesskab. Både liberalismen og konservatismen vil som udgangspunkt i højere grad repræsentere erhvervslivets interesser end arbejdstagernes interesser. Dog ikke nødvendigvis i deres social-liberale eller social-konservative versioner.

Hvordan er den danske velfærdsstat organiseret?

I Danmark er velfærdsstaten et politisk system, der, inden for en kapitalistisk markedsøkonomis rammer, regulerer markedet og omfordeler velstanden i betydeligt omfang sammenlignet med andre lande. Tidligere rigsstatistiker Jan Plovsing definerer i bogen ”Velfærdsstat og socialpolitik” (se kilder) systemet som: ”et samfund, hvor staten (den offentlige sektor) i væsentligt omfang griber ind i markedskræfterne for at sikre en mere ligelig fordeling af goderne, end markedskræfternes frie spil ville medføre.” Det offentlige i Danmark består af stat, regioner og kommuner.

Hvad er forskellen på en velfærdsstat og et velfærdssamfund?

Velfærdsforskeren Gunnar Viby Mogensen skelner mellem velfærdsstat og velfærdssamfund. Viby Mogensen forbeholder statsbetegnelsen til de allermest udbyggede modeller, hvilket i høj grad vil sige de nordeuropæiske lande. Her er den offentlige del af velfærdssektoren dominerende i modsætning til andre lande med velfærdssystemer. I Danmark udføres langt størstedelen af velfærdsopgaverne i dag af staten eller kommunerne.

I begyndelsen var der primært tale om at sikre nødlidende personer, som ikke kunne tage vare på sig selv. Senere blev en dominerende målsætning at garantere beskæftigelse til flest mulige borgere. Siden har velfærdsstatens opgave udviklet sig til at sikre generel tryghed for alle borgere. Den danske velfærdsstatsmodel har siden de første socialpolitiske tiltag i 1890'erne skabt en markant forøget levestandard og en – set i forhold til andre lande – mere ligelig indkomstfordeling.

Hvornår kan man begynde at tale om velfærdsstater?

De moderne velfærdsstater har udviklet sig over en lang periode fra sidste del af 1800-tallet og frem. Sædvanligvis betragtes de sociale reformlove som Tyskland indførte under rigskansler rigskansler Otto von Bismarck, som startskuddet. Men også udviklingen i England, hvor den konservative premierminister Benjamin Disraeli tog initiativ til adskillige sociale reformer, opfattes som en del af velfærdsstaternes tidlige historie. I Danmark blev de første socialsikringslove vedtaget i 1890'erne. Behovet for sociale reformer opstod især i kølvandet på den stigende urbanisering og industrialisering. I 1930'erne blev systemerne udbygget yderligere med fokus på sociale rettigheder frem for almisser. De moderne velfærdsstater blev især udviklet i forbindelse med 1950'ernes og 1960'ernes højkonjunktur, hvor tiden var præget af høj vækst, høj beskæftigelse og stor efterspørgsel.

Hvad var Bismarcks fattigdomslove?

Det første land i verden, der indførte statslig regulering af borgernes sociale sikring, var Tyskland under Otto von Bismarck, der med sine såkaldte fattigdomslove indledte den moderne velfærdsstats historie. I 1883 indførtes en sygeforsikring, året efter en ulykkesforsikring og i 1889 en alders- og invalideforsikring.

Bismarcks sociale tiltag bliver ofte beskrevet som begyndelsen til de moderne velfærdsstater. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at Bismarck langtfra var interesseret i at skabe en moderne velfærdsstat, som vi kender den i dag – blandt andet var han modstander af direkte skatter og modstander af at begrænse det antal timer, børn måtte arbejde på fabrikker. Men hans reformer udgjorde alligevel et markant brud med opfattelsen af, hvad en stats rolle skulle og kunne være. Således stod der i Bismarcks første lovforslag, at staten ”ikke bare er en nødvendig, men også en godgørende institution.” Den spæde start udgjorde udspringet for, hvad man i velfærdsstatsforskningen kalder ”stiafhængighed.” Altså det forhold, at én markant politisk beslutning eller grundlæggelse af en institution vil sætte en kurs fremover som vil være vanskelig at fravige.

Hvad var baggrunden for de første sociale reformer og fattigdomslove i England?

I Storbritannien spillede den massive industrialisering en stor rolle i indførelsen af fattigdomslove og sociale reformer. Under premierminister Benjamin Disraeli (1874-80) indførtes markante reformer, men det var ikke før efter århundredskiftet, at billedet af den moderne britiske velfærdsstat begyndte at tegne sig. Under den liberale regering med Herbert Asquith som premierminister blev en række reformer af statens rolle i sociale spørgsmål indført. De liberale var under pres fra det fremstormende Labour for at indføre nye sociale tiltag, men vægrede sig ved at finansiere reformerne over indkomstskatten.

I 1942 udkom den såkaldte Beveridge-rapport, opkaldt efter sin forfatter, økonomen William Beveridge. Rapporten anbefalede skabelsen af et velfærdssystem, og dens anbefalinger blev i store træk gennemført af Labour-regeringen i årene umiddelbart efter 2. Verdenskrig.

Hvad betød fremkomsten af arbejderklassen for velfærdsstatens etablering?

Med industrialiseringen af produktionen opstod der en arbejderklasse, som i takt med dens voksende størrelse begyndte at repræsentere en markant interesse i det politiske spektrum. De uregulerede forhold på arbejdsmarkedet, uden regler for mindsteløn, grænser for arbejdstid og lign. og de generelt meget dårlige sociale forhold skabte et politisk pres for, at staten skulle regulere den kapitalistiske økonomi. Kravet gik i første omgang på, at staten skulle indføre love om eksempelvis børnearbejde og senere på, at den skulle lovfæste en række sociale rettigheder, som skulle gælde for alle borgere.

Hvordan prægede ideologiske skillelinjer politik og samfund i 1800-tallet?

I 1800-tallet opstod der, blandt andet på grund af urbaniseringen og industrialiseringen, flere nye interessegrupper. Udover arbejderklassen, opstod en borgerlig klasse af erhvervsfolk og iværksættere, hvilket betød, at samfundene udviklede sig mere pluralistisk. Det afspejlede sig også i det politiske liv, hvor både liberalismen og socialismen repræsenterende en opposition til de traditionelle magthaveres ideologi. I den marxistiske socialisme fandt den nye arbejderklasse en ideologi, der afspejlede og formulerede deres interesser, og som tegnede et billede af et fremtidigt og – set fra arbejderens ståsted – mere retfærdigt samfund. Tilsvarende fandt det frie borgerskab i liberalismen et appellerende billede af et samfund med demokratiske frihedsrettigheder og markedsøkonomiske udfoldelsesmuligheder, der svarede ganske fint til deres interesser.

Både liberalisme og socialisme udviklede sig i flere varianter. Den del af socialismen, der opgav revolutionen som middel til at opnå magten, kaldtes reformsocialismen. Det var denne type demokratiske socialisme, der var kernen i de socialdemokratiske partier, som opstod i denne periode. På sin vis kan fremkomsten af velfærdsstaten betragtes som et kompromis mellem netop det liberale demokrati og socialismen.