Hvad er historien bag huset på Jagtvej 69 fra 1897-1982?
- Folkets Hus blev opført og stod færdigt den 12. november 1897. Det var ifølge internetopslagsværket Wikipedia (se kilder) arbejderbevægelsens fjerde forsamlingshus i København, og blev ifølge artiklen ”Huset på Jagtvej: En gave til arbejderne” (se kilder) de følgende år flittigt brugt til såvel afsæt for demonstrationer som til bal og musik for de fattigste københavnere, som for eksempel ikke havde råd til at gå i Tivoli.
- I 1910 blev Kvindernes Internationale Kampdag indstiftet i huset på Jagtvejen 69, på den anden internationale kvindekonference. Huset har desuden lagt lokaler til stiftelsen af Kvindeligt arbejderforbund og haft besøg af eden sovjetiske statsleder Vladimir Lenin.
- I 1950’erne blev huset hovedsageligt brugt af hovedsagligt af arbejderbevægelsens foreninger, forbund og afdelinger, men der foregik også andre aktiviteter som baller og boksestævner.
- I 1956 blev det nye Folkets Hus (det nuværende Vega på Vesterbro) indviet og aflastede dermed det nedslidte forsamlingshus på Jagtvejen.
- Fra cirka 1960 stod bygningen tom, men blev nogle år senere købt af Brugsen med det formål at rive bygningen ned og bygge et supermarked på grunden. Det blev dog stoppet på grund af bygningens historiske værdi.
- I 1978 blev ejendommen solgt til folkemusikensemblet Tingluti, som brugte den i et par år til folkedansarrangementer.
- Endelig besluttede Københavns Kommune at forære bygningen til en gruppe unge, der i flere år havde kæmpet for at få et sted, hvor de uden myndighedernes indblanding kunne afholde kulturelle og politiske aktiviteter. De unge fik nøglerne til huset den 29. oktober 1982.
Hvad var BZ-bevægelsen?
BZ-bevægelsen var en europæiske modkultur, der opstod i 1981-82, og som blev opkaldt efter sin mest synlige aktivitet: at besætte bygninger for at få brugsret til dem. Ifølge bogen “De autonome - En bog om og af den autonome bevægelse” (se kilder) var baggrunden for bevægelsen: “behovet for at kunne være sammen og at kunne organisere kulturelle og politiske aktiviteter på egne præmisser, der lå bag starten på BZ-bevægelsen.” Og det forklares videre, hvad den nye BZ-bevægelse gik ud på: “Det nye BZ-miljø på Nørrebro var fra starten en politisk undergrundskultur med masser af visioner og holdninger til samfundet og verden. Foragten for alle magthavere var dyb, og det var naturligt at identificere sig med andre undertrykte, især med dem som også gjorde oprør.”
BZ’erne var således meget fokuseret på synlige konkrete resultater og på at omsætte idealer til praksis. Et af de første mål, bevægelsen satte sig i Danmark, var at få et ungdomshus, hvor der var mulighed for frit at organisere kulturelle og politiske aktiviteter. Desuden blev bevægelsen i løbet af 1980’erne herhjemme kendt for “ta’-selv aktioner”, hvor aktivister stjal mad fra supermarkeder og delte den ud på bistandskontorer, samt aktioner hvor der blev smidt stinkbomber ind i pornobiografer eller brugte bind ind i porno-, mode- og brudeudstyrsforretninger.
I artiklen “Oprørsk ungdom: I nederlaget ligger der en sejr” (se kilder) karakteriserer Jakob Reddersen, som selv har været involveret i BZ-bevægelsen, kulturen således: “BZ’erne havde et slogan, der hed ‘Et nederlag er en sejr’ og gik ud på, at man ikke gik på kompromis og ikke var til købs for noget som helst. Og netop fordi man ikke var det, blev man for farlig og måtte udryddes. Hvis man nu gik på kompromis, havde man omvendt markeret, at man godt kunne finde sig tilpas indenfor den brede almene kultur, og så var man måske ikke en subkultur længere.”
Hvad havde BZ’erne at gøre med Ungdomshuset?
Gruppen ‘initiv-gruppen’ startede i 1981 en kampagne for at få et selvstyrende Ungdomshus på Nørrebro. Initiv-gruppen, blev i 1982, ifølge bogen “De autonome - En bog om og af den autonome bevægelse” (se kilder), opløst og afløst af BZ-Brigaden, som bestod af folk fra punkmiljøet, Børnemagt, flippere og unge fra venstrefløjen. Alle disse smågrupper var fælles om at ønske et selvstyrende hus, hvor man ikke - som i de eksisterende kultur- og fritidstilbud til unge - var underlagt kommunal styring. For at få et ungdomshus besatte de unge forskellige steder i København, typisk fabrikker. Det udløste de første kampe mellem aktivister og politi. Under en besættelse af et hus i 1982 kastede BZ’erne et toilet ned fra en etageejendom for at ramme politiet. Mange blev anholdt og fængslet for vold mod tjenestemænd i funktion, og i årene efter fulgte en lang række sammenstød mellem politi og aktivister. Men konflikten og dens optrapning havde også den effekt, at aktivisternes krav om et ungdomshus blev taget til efterretning, og i 1982 besluttede myndighederne at forære aktivisterne en bygning, hvor de kunne etablere det ønskede ungdomshus. Valget faldt på bygningen på Jagtvej 69 på Nørrebro. Da den daværende overborgmester i København, Egon Weidekamp (Socialdemokratiet), mødte op for at overdrage huset til de unge ved en stor indvielsesfest, kvitterede de med at give ham buksevand. Det fik dog i første omgang ingen konsekvenser; politikernes løfte om, at de unge kunne bruge huset, holdt frem til 1999, hvor det blev sat til salg.
Ifølge “De autonome - En bog om og af den autonome bevægelse” (se kilder) begyndte en del BZ’ere allerede i 1983 at kalde sig autonome, men BZ-perioden var ikke endegyldigt slut før 1994, hvor det sidste besatte hus i Mindesgade 7 i Århus blev ryddet. Den autonome bevægelse kom til efterfølgende, som en udløber af BZ-bevægelsen, og udgjorde efterfølgende kernen af Ungdomshusets brugere. Autonom betyder selvstyrende, og i den betegnelse ligger, at de autonome ikke vil indordne sig under samfundets normer eller love, men bestemme selv. Ifølge artiklen “Oprørsk ungdom: I nederlaget ligger der en sejr” (se kilder) peger Jakob Reddersen, der selv har været involveret i BZ-bevægelsen, på, at en del af de unge autonomes identitet ligger i, at de ikke vil gå på kompromis og derfor nærmest per definition ligger i konflikt med det omgivende samfund. Når de autonome skal beskrive sig selv, lyder det således: “Det drejer sig dels om en broget vifte af organiserede politiske aktiviteter, og dels om et socialt storbymiljø med en stor gennemstrømning af personer.”
Det ses i autonomes kulturelle og politiske idealer, at de er venstreorienterede: de protesterer imod globaliseringens forstærkende effekt på den sociale ulighed, imod kapitalismen som ideologi og imod vestlig imperialisme. Blandt andet har kampen mod Apartheid-styret i Sydafrika i starten af 1990’erne været en mærkesag for de autonome. Også modstand mod EU er et kernepunkt, idet de autonome opfatter Unionen som udtryk for europæisk stormagts-imperialisme. EU-modstanden gav sig i 1993 - efter den anden af to danske folkeafstemninger om Maastricht-traktaten - udslag i voldsomme gadekampe mellem demonstranter og politi på Nørrebro. Men som der står i bogen “De autonome - En bog om og af de autonome” (se kilder): “De mange offensive aktioner bar langt fra præg af nogen fælles strategi. Generelt gik de ud på at skabe modmagt og kamp mod kapitalismen ved at opbygge “Modstanden”, som de autonome og antiimperialistiske aktiviteter blev kaldt i kort form.” Det var reelt set først i forbindelse med gadekampene på Nørrebro den 18. marts 1993, efter afstemningen om Maastricht-traktaten, at navnet ‘de autonome’ slog igennem i medierne.
Hvad skete der med Ungdomshuset fra 1982-1999?
- 1982-1993: Huset udviklede sig allerede fra starten til et samlingssted for unge og blev ifølge internetopslagsværket Wikipedia (se kilder) rammen om politiske aktiviteter og koncerter. Der har jævnligt været konfrontationer mellem de unge og politiet, og der har med mellemrum været klager fra naboerne til Ungdomshuset.
- 1993: Ungdomshuset fik en alkoholbevilling til cafeen og til salg af alkohol ved arrangementer.
- 1995: Huset var efterhånden temmelig nedslidt, og brugerne af huset indledte en dialog med Københavns Ungdomscentre (KUC) om renovering af huset. KUC var på dette tidspunkt en selvejende organisation, der samarbejdede med Københavns Kommune om at tilbyde københavnere forskellige kultur- og fritidsaktiviteter.
- 1996: Brand i Ungdomshuset. Efter branden skønnede Københavns Ungdomscentre, at renoveringen ville koste omkring 14 millioner kroner, mens husets brugere regnede sig frem til, at det ville koste 6,2 millioner kroner, hvis de selv var med til at udføre arebjdet. De nye beregninger fik konservative medlemmer af Borgerrepræsentationen til at foreslå, at Ungdomshuset blev lukket, da det efter deres mening var for dyrt at renovere det, og det desuden blev brugt til “uheldige aktiviteter” og ”ikke har fungeret efter sit formål”, fremgår det af artiklen “Huset blev solgt problemet blev boende” (se kilder). Der var dog fortsat politisk flertal for at bevare Ungdomshuset.
- 1997: Ungdomshuset indgik en ny aftale med Københavns Ungdomscentre, som indebar, at kommunen kunne opsige de unge med tre måneders varsel. Aftalen indebar desuden, at hvis Københavns Ungdomscentre besluttede at opsige Ungdomshuset, ville de arbejde for en samlet udflytning af Ungdomshusets aktiviteter. Den økonomiske støtte til huset bortfaldt også med denne aftale.
- 1997-1999: Ungdomshusets brugere og sympatisører demonstrerede løbende mod forslaget om lukning.
- 1999: Debatten om Ungdomshuset førte til en afstemning i Købehavns Borgerrepræsentation om, hvorvidt Ungdomshuset skulle sættes til salg. Denne gang stemte Socialdemokratiet også for - og sikrede dermed et flertal for. Den 6. maj blev Ungdomshuset sat til salg, og husets brugere reagerede med at sætte et skilt op på facaden, hvor der stod “Til salg sammen med 500 autonome, stenkastende voldspsykopater fra helvede.”
Ungdomshusets historie - med særlig vægt på salget - beskrives nærmere i artiklen “Huset blev solgt - problemet blev boende” (se kilder). ´
Hvem købte Ungdomshuset?
Da Ungdomshuset var blevet sat til salg, fik Borgerrepræsentationen et tilbud fra Fonden for Fremme af Blivende Økologisk Balance. Denne fond ønskede at købe huset for at sikre, at de unge kunne blive boende. Der indkom ligeledes et tilbud fra den kristne frikirke Faderhuset, men borgerrepræsentationen takkede nej til begge bud og besluttede i maj 2000 at lade Ungdomshuset forblive i kommunalt regi, hvis der ikke kom en seriøs køber indenfor et halvt år. I oktober 2000 indkom et bud fra aktieselskabet Human A/S under stiftelse, som købte Ungdomshuset den 16. oktober for 2,6 millioner kroner. Der var en del spekulationer om, hvem der gemte sig bag navnet HUMAN A/S. Flere lokalpolitikere mistænkte således Enhedslisten for at stå bag købet i et forsøg på at sikre, at de unge kunne fortsætte med at bruge det. Det viste sig dog siden, at HUMAN A/S var ejet af en jurist ved navn Inger Loft. Hun valgte dog hurtigt at overdrage huset. Eller det vil sige, hun valgte at overdrage Human A/S. Der var nemlig en klausul i salgsaftalen, der bestemte, at huset ikke måtte sælges videre uden, at kommunen først fik ret til at købe huset tilbage, men klausulen kunne ikke hindre, at Human A/S kunne skifte ejer. I september 2001 blev alle aktier i selskabet solgt til Faderhuset, som nu var de retmæssige ejere, og de annoncerede, at de ville indrette huset som et kristent ungdomshus og opsagde derfor aftalen om brugsret med husets beboere med tre måneders varsel.
