Udkantsdanmark

Artikel type
faktalink
cand.scient. Jesper Samson, iBureauet/Dagbladet Information. November 2015
Main image
Landsbyen Ferring ved Vestkysten i aftenlys.
Landsbyen Ferring ved Vestkysten i aftenlys.
Foto: Morten Rasmussen / Scanpix

Der er så dejligt ude på landet, sagde man engang. Men i dag handler mediernes historier om livet langt fra de store byer mest om forfald, arbejdsløshed og lukning af skoler, butikker og andre lokale livsnerver. Det har betydet, at man i de senere år ivrigt har diskuteret problemer og løsninger for de dele af Danmark, der har fået betegnelsen ’Udkantsdanmark’, fordi de ligger udenfor landets vækstcentre. Et af de centrale spørgsmål er, om den megen negative omtale i sig selv er det største problem, for måske er der rent faktisk stadig dejligt ude på landet.

 

udkant

Introduktion til begrebet ‘Udkantsdanmark’

Huse i udkanten af Danmark.
Huse i udkanten af Danmark.
Foto: Jørgen Bausager / Scanpix

Hvornår opstod begrebet ‘Udkantsdanmark’?

Professor Gunnar L.H. Svendsen skriver i artiklen ”Hvorfor bliver der talt så grimt om de danske landdistrikter?” (se kilder), at ordet ‘Udkantsdanmark’ først for alvor begyndte at blive brugt i medierne og i debatten i løbet af 2010. Det er opgjort ud fra, hvor ofte ordet optræder i artikler i otte landsdækkende aviser. Indtil da havde man i 00erne i et vist omfang talt om ”yderområder” og ”udkantsområder”, men endnu ikke generelt gjort brug af udtrykket ’Udkantsdanmark’. Ifølge opgørelsen i de otte aviser blev ordet ‘Udkantsdanmark’ i 2009 kun anvendt 31 gange, mens det i 2010 blev brugt næsten 1000 gange. I de følgende år er det blevet brugt lidt færre gange, og at ordets popularitet tilsyneladende toppede i 2010 skyldes ifølge Gunnar L.H. Svendsen blandt andet, at det var det år, Danmarks Radio sendte temaet ”Danmark knækker”, der netop handlede om de store forskelle på centrum og periferi i Danmark. 

Hvad findes der ellers af betegnelser for ’Udkantsdanmark’?

I samme analyse af mediernes omtale af landdistrikterne i artiklen ”Hvorfor bliver der talt så grimt om de danske landdistrikter?” (se kilder) opererer professor Gunnar L.H. Svendsen med tre kategorier af betegnelser for landdistrikter, nemlig: negative betegnelser, neutrale betegnelser og positive betegnelser. Inden for disse tre kategorier nævner han følgende betegnelser:

Negative: Udkantsdanmark, yderområder, udkantsområder, den rådne banan.

Neutrale: På landet, landdistrikter, landområder.

Positive: Vandkantsdanmark, Forkantsdanmark, Ressourcedanmark, den grønne agurk.

Disse betegnelser regnes i analysen som de væsentligste, selvom der findes flere betegnelser, særligt i den negative kategori. Af de positive betegnelser er det kun ’Vandkantsdanmark’, der i et vist omfang er slået igennem. Undersøgelsen viser, at i 2014 blev de negative betegnelser brugt 30 gange så meget som de positive betegnelser. 

Hvor ligger ‘Udkantsdanmark’?

Man kan ikke præcist sige, hvor ‘Udkantsdanmark’ ligger, for brugen af begrebet afhænger helt af afsenderen og formålet. Der bliver derfor heller ikke brugt en bestemt afgrænsning af ‘Udkantsdanmark’ i denne Faktalink-artikel. Et bud på en definition eller geografisk afgrænsning af begrebet fremgår af den daværende regerings vækstudspil ”Danmark i balance i en global verden” fra 2010 (se kilder). Her udpeges 29 ud af landets 98 kommuner som ”kommuner i yderområder”. Et andet bud er regeringens årlige landsplanredegørelser og landdistriktsredegørelser, der i nogle år har arbejdet med cirka 16 yderkommuner og cirka 30 landkommuner, som også tit regnes med til ’Udkantsdanmark’.

Et fællestræk for udkantsområderne er, at de for det meste ligger relativt langt fra de store bycentre i Hovedstadsområdet og Østjylland. Det vil sige, at ‘Udkantsdanmark’ i manges øjne går i en blød bue gennem Nord-, Vest- og Sønderjylland videre hen over øsamfundene i Det Sydfynske Øhav, Lolland-Falster og Bornholm. Ofte er der også medtaget nogle fynske og sjællandske kommuner. 

Hvordan bliver ‘Udkantsdanmark’ fremstillet i kulturen?

Mange kender det romantiske billede af det dejlige danske sommerland, som det fremstilles i Morten Korch-filmene. Her er der fyldt med stovte bondemænd og søde bondepiger, som er dus med himlens fugle og skovens grønne træer. I de senere år er dette fiktive billede af den lyse og venlige provins imidlertid afløst af andre billeder både i medier og kunst, der mere fokuserer på social udstødelse, forfald og en lurende vold under overfladen.

Dette mere negative billede er dog – ligesom Morten Korch-filmenes idealiserede billede – alt for unuanceret, hævder en række debattører. En af dem er forfatteren og politikeren Kaare Dybvad, der i sin kritiske debatbog ”Udkantsmyten” (se kilder) hævder, at provinsen bliver skåret over én kam gennem en række fremstillinger i kunst, litteratur, underholdning og dokumentarprogrammer. Det gælder for eksempel reality-serier som ”De unge mødre”, dokumentarserier som TV2’s ”På røven i Nakskov” og også den internationalt anerkendte TV-serie ”Borgen”, hvor de sjældne fremstillinger af mennesker uden for København blandt andet viser indskrænkede og truende dyremishandlere.

Også i litteraturen og filmen bliver provinsen ofte fremstillet som truende og farlig. Forfatteren Erling Jepsen, der skriver romaner om sin sønderjyske fødeegn, fortæller i artiklen ”Provinsen – lad os nu komme af med det lort” i Politiken (se kilder): ”For mig er provinsen i dag stedet med underverden, narko og våben. Den er alt det, man før forbandt med storbyen. (…) I dag skal man virkelig have hår på brystet for at overleve i provinsen. Folk flygter ind til sikkerheden i byen.” 

Hvilke problemer er der i omtalen af ‘Udkantsdanmark’?

En udpegning af bestemte områder som særligt problemramte kan i sig selv skabe flere problemer for områderne. Dette kaldes stigmatisering. Når nogen eller noget stigmatiseres, risikerer man, at det negative syn er med til at skabe en negativ spiral. Det vil sige, at når udkantsområderne bliver omtalt negativt, bliver det lidt mindre attraktivt at bo der, eller man føler sig mindre tilfreds, hvis man allerede bor der. På den måde lægger det op til mere negativ omtale, hvilket igen gør områderne mindre attraktive. Dette kendes også fra de såkaldte ghettoområder eller særligt udsatte boligområder i byerne (se Faktalink-artiklen om Ghettoer).

I en undersøgelse gengivet i Gunnar L.H. Svendsens artikel ”Hvorfor bliver der talt så grimt om de danske landdistrikter?” (se kilder) spørges et repræsentativt udvalg af danskerne om, hvordan de opfatter omtalen af yderområderne. Tre fjerdedele af de adspurgte mente, at omtalen af yderområderne i den offentlige debat er negativ eller meget negativ. 65 procent af de adspurgte svarede, at omtalen påvirkede deres syn på at bo i yderområderne. 

Positive og negative tendenser i ’Udkantsdanmark’?

Prins Joachim og prinsesse Marie sluttede sig i 2014 til vandringen fra udkantsdanmark og bosatte sig i København. Historikere kalder det brud på ældgammel tradition.
Prins Joachim og prinsesse Marie sluttede sig i 2014 til vandringen fra udkantsdanmark og bosatte sig i København. Historikere kalder det brud på ældgammel tradition.
Foto: Claus Fisker / Scanpix

Hvordan har by-land-udviklingen i Danmark været siden 2. Verdenskrig?

Overordnet set er forskellen mellem regionerne i Danmark ifølge Sven Illeris' bog ”Regional udvikling” (se kilder) blevet mindre i løbet af sidste halvdel af 1900-tallet. Det vil sige, at de økonomiske, erhvervsmæssige og beskæftigelsesmæssige skel mellem land og by og mellem de enkelte dele af landet er blevet mindre. Siden 1990'erne peger udviklingen dog atter mod større regionale forskelle.

Industrien var fra anden halvdel af 1800-tallet og frem til 1960'erne den store vækstsektor, og den var primært placeret i de største byer. Fra 1960'erne stagnerede beskæftigelsen i industrien, og fabrikkerne blev nu i overvejende grad placeret i mindre byer i yderområderne. Landbruget var stadig vigtigt, men blev hele tiden effektiviseret, så beskæftigelsen faldt.

Den offentlige service blev stærkt udbygget i 1960'erne og 1970'erne. Med kommunalreformen i 1970, der sammenlagde mere end tusind små kommuner til 275 kommuner, blev den offentlige service særligt forstærket i landdistrikter og yderkommuner.

Op gennem 1970'erne og 1980'erne var Københavnsregionen i tilbagegang, både i forhold til arbejdspladser og indbyggere, mens begge dele er steget markant igen siden 1990'erne. Det næsten sammenhængende østjyske byområde fra Kolding over Aarhus til Randers er i stigende grad også et vækstområde, mens udkantsområderne igen taber andele. 

Hvem bor i ’Udkantsdanmark’?

Regeringens ”Regional- og landdistriktspolitiske redegørelse 2015” (se kilder) fortæller, at yderområderne har en overvægt af mænd, mens det modsatte gør sig gældende i byerne. I yderområderne har man også en relativt høj andel af ældre borgere, og der er færre børn og unge. Det skyldes blandt andet, at mange unge tager til større byer for at tage en videregående uddannelse, og mange af dem bliver boende der efter endt uddannelse. Der er derfor også langt færre med en videregående uddannelse i yderområderne end i de store byer.

I rapporten ”Landdistrikternes befolknings- og beskæftigelsesudvikling” af Jens Fyhn Lykke Sørensen (se kilder) nævnes det, at befolkningstallet i landdistrikterne generelt har været støt faldende siden 1945, mens byernes befolkningstal har været konstant stigende. Dermed følger Danmark den generelle tendens til, at befolkningerne søger mod byerne, som man også ser i resten af verden. 

Hvordan er beskæftigelsesudviklingen i ’Udkantsdanmark’?

I analysen ”Hvor foregår jobvæksten?” (se kilder) for perioden 1996-2013 konkluderes det, at 90 procent af jobvæksten i perioden er sket i Region Hovedstaden. Det er især videnserhvervene, der har skabt nye arbejdspladser. Da yder- og landkommunerne generelt har lavere uddannelsesniveau, har de sværere ved at skabe denne type jobs. 

Rapporten ”Landdistrikternes befolknings- og beskæftigelsesudvikling” (se kilder) viser, at der især er tabt arbejdspladser i yderkommunerne, og især under og efter finanskrisen. Til sammenligning har mellemkommunerne og især bykommunerne haft en fremgang i beskæftigelsen. Det er dog vigtigt at have med, at ledigheden ifølge ”Regional- og landdistriktspolitisk redegørelse 2015” (se kilder) gennemsnitligt set stadig var lavere i landdistrikterne end i byområderne i 2012. 

Hvilke krisetegn er der i ’Udkantsdanmark’?

I artiklen ”Flugten fra Udkantsdanmark til storbyerne er taget til i styrke” (se kilder) fra Jyllands-Posten februar 2015 fortælles det, at befolkningen i byer med mindst 20.000 indbyggere er steget med 7,6 procent siden 2009, mens befolkningen i landdistrikterne er faldet med 5,2 procent. Samtidig er tilvæksten så stor i de tætbefolkede storbyområder, at Danmark er et af de lande i EU, som har oplevet den største bevægelse fra land til by.

I samme artikel fortæller landsbyforsker Jørgen Møller om årsagerne til denne bevægelse:

”Uddannelser, kulturelle tilbud, huspriser, den offentlige service, sundheden – på mange parametre sakker udkanten langt efter.” Jørgen Møller fortæller videre, at han ser udviklingen som et klart skridt væk fra tanken om, at alle skal have lige muligheder: ”Vi har haft en idé om, at man skulle kunne leve et godt liv overalt i Danmark, men det ser ud til at være blevet noget svært”.

Butiksdød er også et typisk billede, når landsbyer og mindre byer i ’Udkantsdanmark’ beskrives. Ifølge notatet ”Udviklingen i dansk dagligvarehandel” fra De Samvirkende Købmænd (se kilder) er antallet af butikker på landet gået stærkt tilbage. I år 2004 var der 1.010 butikker på landet og i byer med under 2.000 indbyggere, mens antallet på bare ti år var faldet til 643. 

Hvilke styrker er der i ’Udkantsdanmark’?

”Regional- og landdistriktspolitiske redegørelse 2015” (se kilder) udpeger tre styrkeområder i yderområder og landdistrikter:

  • Fødevarer og landbrug
  • Industri og produktion
  • Turisme

I artiklen ”3F til regeringen: Masser af job i grøn omstilling” (se kilder) frem går det, at fagforbundet 3Fs grønne tænketank også peger på, at der kan skabes mange nye arbejdspladser i landdistrikterne inden for den grønne energisektor, for eksempel vindkraft og bioenergi.

Den socialdemokratiske politiker og forfatter Kaare Dybvad fremhæver provinsens styrker i forhold til storbyen i interviewartiklen ”Vi har i de sidste årtier skabt den største centralisering siden enevælden” i Politiken (se kilder): ”Der er tre store samfundsudfordringer, hvor provinsen er markant bedre end de store byer til at lykkes: at få unge i uddannelse, sikre eksportindtægter og integrere folk, der kommer fra udlandet.” 

Endelig er der de mere bløde argumenter, der inddrager livskvalitet og lokalmiljø. Journalisten Karen Lumholt spørger i artiklen ”Hvad nu hvis vi stemte med fødderne og gik den anden vej?” (se kilder): ”Hvad nu hvis vi spredte nyheden om, at på landet er der mere tilfredshed med livet end i storbyerne, for her er relationerne i centrum og arbejde og familieliv er mere i balance, fordi du kan nøjes med at arbejde mindre. Børnene har en friere opvækst tæt på naturen – i hvert fald der, hvor de endnu har en skole.” 

Hvordan er erhvervsklimaet i ’Udkantsdanmark’?

Erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI) rangerer hvert år kommunerne efter, hvor gode de er at drive virksomhed i, og her klarer yderområderne sig samlet set mindst lige så godt som resten af landet. DI’s administrerende direktør udtaler i artiklen ”Virksomheder: Yderkommunerne er langt bedre end deres rygte” på dr.dk (se kilder): ”Der er et positivt erhvervsklima i rigtig mange af yderkommunerne og faktisk er det bedre end i de store kommuner på en række punkter (…) Der er en meget nær personlig kontakt mellem virksomheder, embedsmænd og politikere i yderkommunerne. Det er med til at skabe det engagement, der skal til for at tiltrække nye virksomheder.”

Samtidig har virksomheder i yderområderne dog nogle andre problemer end virksomheder i de øvrige kommuner. Det største problem er, at kommunerne kæmper med et dårligt image, men der er også flere problemer med infrastruktur og mangel på arbejdskraft i yderområderne.