Hvor stor er turistindustrien?
Turistindustrien har igennem de seneste seks årtier været i vedvarende vækst og udgør i dag et af verdens største og hurtigst voksende erhverv. På globalt plan udgør turistindustrien 10 % af verdens bruttonationalprodukt og skaber 1 ud af 11 arbejdspladser i hele verden. Turistindustrien er en fællesbetegnelse for de erhverv, der er knyttet til turisme, som eksempelvis hoteller, restaurationer og persontransport.
Indtægterne fra turisme på turistdestinationerne, de steder som turisterne besøger, er steget 2 mia. US dollars i 1950 til 1260 mia. US dollars i 2015. Hertil skal lægges de indtægter, som kommer fra transporten af turister til deres destinationer. Tallene stammer fra udgivelsen 'World Tourism Highlights – 2016 Edition', der er udgivet af FN's turistorganisation UNWTO (se kilder).
Hvilke turistlande besøges mest?
Antallet af internationale turistrejser er steget fra 25 millioner i 1950 til 1186 millioner i 2015.
Ifølge 'World Tourism Highlights – 2016 Edition' (se kilder) er de 10 mest populære turistlande målt ud fra antal ankomster af internationale turister:
Frankrig 85 mio.
USA 78 mio.
Spanien 68 mio.
Kina 57 mio.
Italien 51 mio.
Tyrkiet 40 mio.
Tyskland 35 mio.
Storbritannien 34 mio.
Mexico 32 mio.
Rusland 31 mio.
Hvad er danskernes foretrukne internationale turistdestination?
Danmarks Statistik udarbejder hvert år en undersøgelse af danskernes rejsevaner baseret på interviews af et repræsentativt udvalg af befolkningen. Den senest udkomne undersøgelse dækker året 2015, og resultaterne er beskrevet i 'Nyt fra Danmarks Statistik' (se kilder). Undersøgelsen viser, at Spanien, ligesom året før, var danskernes foretrukne internationale turistdestination målt på ferierejser til udlandet med mindst fire overnatninger. Top-15 over danskernes foretrukne feriedestinationer viser, at langt de fleste ferierejser foregår inden for Europa:
Spanien 16%
Tyskland 9%
Frankrig 8%
Italien 7%
Grækenland 5%
Tyrkiet 5%
Norge 5%
Sverige 5%
Østrig 4%
Storbritannien 4%
USA 3%
Portugal 2%
Thailand 2%
Tjekkiet 1%
Belgien 1%