Titanic

Natten mellem den 14. og 15. april 1912 kolliderede det britiske passagerskib Titanic med et isbjerg ud for Newfoundlands kyst. Over 1.500 mennesker mistede livet i det, der skulle vise sig at blive det mest berømte og berygtede skibsforlis i verdenshistorien. Titanics forlis har siden den skæbnesvangre nat for mere end 100 år siden været omgærdet af myter og dannet grobund for teorier om, hvad der var skyld i, at verdens sikreste og mest moderne passagerskib i dag ligger på bunden af det nordlige Atlanterhav.

RMS Titanic, eller bare Titanic, var i 1912 det mest luksuriøse og moderne passagerskib, verden på det tidspunkt havde set. Skibet var 269,7 meter langt, vejede 46.328 ton og havde plads til 3.547 passagerer og 899 besætningsmedlemmer. Titanic blev bygget på værftet Harland & Wolff i Belfast og var ifølge Den Store Danske (se kilder) konstrueret med en dobbeltbund og 15 vandtætte skotter, som er en slags lodrette skillevægge, der har til formål at holde vandet ude i tilfælde af brud på skroget. Om bord var der café, træningsrum, swimmingpool, tyrkisk bad, lounge, veranda, palmehave og en overdådig trappe, som førte fra promenadedækket på 1. klasse ned til forsalonen ud for restauranten. Prisen på det britiske prestigeprojekt anslås ifølge artiklen ”Titanic: Fakta om tragedien” på Fyens.dk (se kilder) til 7,5 millioner britiske pund, hvilket svarer til omtrent 1,5 milliarder nutidskroner.

     Da Titanic sejlede afsted den 10. april 1912 fra Southampton i England til New York City i USA, var det skibets jomfrurejse, det vil sige den allerførste tur.

Af de 2.224 personer ombord på skibet var ca. 900 besætningsmedlemmer. De ca. 1.300 passagerer var fordelt med 325 på 1. klasse, 285 på 2. klasse og 706 på 3. klasse. På 3. klasse var indretningen spartansk, og mange af passagererne var emigranter, som med en enkeltbillet til New York investerede i en ny tilværelse på den anden side af Atlanterhavet. På 2. klasse fandt man bl.a. forretningsfolk og velhavende folk, som på andre skibe ville have rejst på første klasse. Livet på 1. klasse var derimod rendyrket luksus for de velhavende. Der var både enkelt- og dobbeltkahytter, en overdådig restaurant med krystallampeskærme på bordene, paneler af fransk valnød og livemusik i baggrunden. Blandt de mest prominente gæster på 1. klasse var den 47-årige amerikanske mangemillionær John Jacob Astor IV og hans 18-årige kone Madelaine Astor, som var gravid i femte måned. Da ulykken indtraf, fik Madeleine plads på en redningsbåd, mens John Jacob omkom i forliset. En anden prominent passager var amerikanske Benjamin Guggenheim, som havde tjent en formue på minedrift. Ifølge artiklen ”Titanic – tragedien vi aldrig glemmer” af Jeppe Nybye i Illustreret Videnskab Historie (se kilder) iførte Guggenheim sig smoking, da det stod klart, at den sidste redningsbåd havde forladt skibet, hvorefter han sagde ”Jeg har taget mit bedste tøj på. Nu er jeg klar til at gå ned, som det sømmer sig for en gentleman”.

Titanic blev ifølge Den Store Danske (se kilder) anset for at være synkefrit pga. den særlige konstruktion med 15 vandtætte skotter. Af praktiske og arkitektoniske grunde, var de ikke ført hele vejen op gennem skibet. Det betød, som det fremgår af artiklen ”Skabsnøgle fra Titanic solgt for 710.000 kroner” af Christine Hyldal på DR.dk (se kilder), at Titanic ville kunne have holdt sig flydende, hvis kun de fire forreste vandtætte rum var blevet beskadiget. Søndag den 14. april 1912 kl. 23.40 kolliderede Titanic med et isbjerg, som skar en lang flænge i skrogets styrbord side. Eftersom flængen havde beskadiget mere end de fire forreste vandtætte rum kunne vandet frit fosse videre ind i de andre vandtætte rum og op gennem hele skibet.

Ulykken fandt sted ca. 200 sømil sydøst for Newfoundlands kyst (Canada) på Titanics rejse fra Southampton (England) til New York (USA). En af årsagerne til, at Titanic overhovedet ramte isbjerget var, som beskrevet i artiklen ”Derfor gik det så galt” på DR.dk (se kilder), at der ikke var nogen kikkerter i skibets udkigspost. De var blevet låst inde i et skab kort inden afgang fra Southampton af en styrmand, som ved et uheld glemte at efterlade nøglen om bord, inden han forlod Titanic. Fraværet af kikkerter betød, at den vagthavende matros først opdagede isbjerget, da det var for sent. En anden faktor, som havde indflydelse på omfanget af ulykken var, at kaptajnen ikke havde modtaget alle meldinger om omfanget af isbjerge i farvandet. Kort inden kollisionen modtog telegrafisterne om bord på Titanic ellers beskeder fra andre skibe om faren for isbjerge, men informationen nåede aldrig frem til kaptajnen. Titanic sejlede derfor med så høj hastighed, at kollisionen med isbjerget ikke kunne undgås. Klokken 02.20 var Titanic sunket og omkring to timer senere bjærgede damperen Carpathia, som var på vej fra New York til Middelhavet, den første redningsbåd.

Da ulykken først var indtruffet, forsøgte telegrafisterne ombord forgæves at få fat i ”Californian”, som var det nærmeste skib. Californian havde dog afbrudt kommunikationen med Titanic på opfordring af Titanics egne telegrafister, der havde travlt med at sende beskeder for passagerne og derfor frabad sig flere advarsler om isbjerge. Den afbrudte kommunikation betød, at Californian aldrig fik besked om Titanics forlis, selvom det befandt sig i området. Den mest åbenlyse årsag til de mange omkomne var ifølge Jeppe Nybyes artikel ”Titanic – tragedien vi aldrig glemmer” (se kilder) dog, at Titanics 20 redningsbåde kun havde kapacitet til i alt 1.178 mennesker, hvilket var omkring halvdelen af skibets 2.224 ombordværende. Det svarer desuden til kun cirka en tredjedel af skibets maksimale kapacitet ifølge artiklen ”Titanic: 40 fascinating facts about the ship” af Oliver Smith i The Telegraph (se kilder). Derudover stak mange af bådene til søs uden at være fyldt helt op. Det utilstrækkelige antal redningsbåde var, som det kan læses i artiklen ”Hvorfor gik det så galt?” på DR.dk (se kilder), imidlertid ikke i strid med de gældende regler for passagerskibe i 1912, selvom det fik fatale konsekvenser. Af de 2.224 ombordværende mistede 1.512 livet i det iskolde hav. I kølvandet på tragedien blev den såkaldte SOLAS-konvention udarbejdet. Konventionen betragtes af mange søfolk som ”Bibelen inden for søsikkerhed”, hvilket fremgår af Søfartsstyrelsen hjemmeside (se kilder).

På trods af situationens alvor følte mange passagerer sig mere trygge ved at blive om bord på Titanic fremfor at sætte sig ned i en lille, åben redningsbåd af træ. En anden årsag til de halvfyldte redningsbåde var, at nogle af besætningsmedlemmerne til at begynde med nægtede at fylde redningsbådene helt op af frygt for, at de ville knække under nedfiringen. Da først redningsbådene var kommet i vandet, roede besætningen væk fra de nødstedte i vandet af frygt for, at de desperate passagerer ville kæntre bådene, men også af frygt for at blive suget med ned, når Titanic gik under, fremgår det af Jeppe Nybyes artikel ”Titanic – tragedien vi aldrig glemmer” (se kilder).

Der gik mere end 70 år fra Titanic forliste til havforskeren Robert Ballard i 1985 fandt vraget på ca. 3.700 meters dybde på bunden af det nordlige Atlanterhav. Der ligger skibet stadig. Der er flere årsager til, at man ikke har hævet Titanic, forklarer Marinarkæolog Jørgen Dencker i artiklen ”Hvorfor hæver man ikke bare Titanic?” til Videnskab.dk (se kilder). Han forklarer blandt andet, at det ikke er umuligt, men at det er dyrt og omfattende, og at man derfor har en generel politik om at bjærge så lidt som muligt. Han påpeger desuden, at marinarkæologer med undervandsrobotter kan få lige så meget information ud af skibsvrag på havets bund, som de kan på land, hvor de ydermere skal vedligeholdes. Et tredje argument for at lade Titanic hvile på havets bund er risikoen for at ødelægge det ved en bjærgning.

En teori som har holdt ved i mange år, er, at der i 1912 skulle have befundet sig ekstra mange isbjerge i området, hvor Titanic forliste. Men det er siden blevet afvist af et hold britiske miljøforskere, som hævder, at der i perioden 1991-2000 fem gange er blevet registreret flere isbjerge i området, end det var tilfældet i 1912 jf. Uffe Christensens artikel ”Endnu en Titanic-myte lider skibbrud” i Jyllands Posten (se kilder).

     I Channel 4-dokumentaren ”The Sinking of The Titanic” fra 2017 (se kilder) fremlægger journalist og Titanic-forsker Senan Molony en teori om, at der hærgede en stor brand om bord, mens det stod på værft i Belfast. Ifølge Molonys teori gik der ild i et kullager om bord på skibet, hvorefter branden lå og ulmede i næsten tre uger. Resultatet af branden var et svækket skrog, som ikke havde nogen chance for at klare kollisionen med isbjerget. De sorte mærker på styrbordsside kan ifølge Molony ses på en række sjældne fotografier af Titanic den dag, det forlod værftet. Molony hæfter sig ifølge Jannik Petersens artikel ”Titanic sank efter en brand ombord” på Historienet.dk (se kilder) desuden ved, at Titanic ved sin ankomst til Southampton lagde til med bagbordsside ind mod kajen – angiveligt for at dække over de sorte mærker og det svækkede skrog, som branden forårsagede.

En af årsagerne til at fortællingen om Titanic er blevet så berømt, er, at skibet ifølge Den Store Danske (se kilder) blev anset for at være synkefrit. Derudover er forliset bl.a. blevet set som et symbol på teknologiens fejlbarlighed, som det fremgår af Lars Henriksens artikel ”En billet til verdenshistorien” i Kristeligt Dagblad (se kilder) og som et symbol på den vestlige civilisations krise og begyndende undergang, som det fremgår af Gads Historieleksikon (se kilder). Der er både blevet skrevet bøger og lavet film om Titanic – ikke mindst James Camerons storfilm ”Titanic” fra 1997 (se kilder). Den var nomineret til hele 14 Oscarstatuetter og indbragte 11 af slagsen og er en af de dyreste film, der nogensinde er produceret. Handlingen i det tre timer lange drama udspiller sig om bord på Titanic, hvor den fattige Jack (Leonardo DiCaprio) og overklassepigen Rose (Kate Winslet) forelsker sig i hinanden, inden katastrofen indtræffer, og tiden begynder at rinde ud.

Selvom Titanics forlis uden sammenligning er den mest eksponerede skibskatastrofe i historien, skal vi ifølge artiklen ”100-årsdagen for Titanic-forlis: Se århundredets 10 værste skibsforlis” af Ronja Ryde i Jyske Vestkysten (se kilder) ikke længere tilbage end til 2002 for at finde et forlis med flere omkomne end ved Titanics. Her kæntrede den senegalesiske færge MV Le Joola ud for den gambianske kyst på grund af for mange passagerer og dårligt vejr med mindst 1.863 omkomne til følge. Den værste skibskatastrofe i fredstid fandt dog sted i 1987, da den filippinske olietanker MT Vector, som havde 8.800 tønder benzin ombord, kolliderede med den filipinsk-registrerede passagerfærge MV Doña Paz. Sammenstødet medførte en voldsom brand, som bredte sig til MV Doña Paz. Det samlede dødstal anslås til ligge på ca. 4.375 personer. Det dødeligste skibsforlis i historien tegner det tyske krydstogtskib Wilhelm Gustloff sig imidlertid for. Det tyske skib fra 1937 blev inddraget af den tyske hær i starten af 2. Verdenskrig, og sejlede herefter som kaserneskib. I 1945 blev skibet ramt af tre missiler fra en russisk ubåd, hvilket medførte et tabstal i omegnen af 9.000 mennesker – hovedsageligt flygtninge, hvilket fremgår af Ronja Rydes artikel ”100-årsdagen for Titanic-forlis: Se århundredets 10 værste skibsforlis” (se kilder).