Havet

Mere end tre femtedele af jordens overflade består af hav, og havet har altid været grundlæggende for livet på jorden. Havet er både åbent og hemmelighedsfuldt, rigt på ressourcer og eventyr, fascinerende, men også faretruende. Havet har derfor altid inspireret til sagn og legender, musik og sang og har med god grund lagt sig ind i kulturhistorien som et blinkende øje mod universet. Samtidig er havet en af de mest truede naturressourcer på kloden – måske fordi miljøforureningen i verdenshavene sker under overfladen – i en underverden, hvor forureningens konsekvenser ikke umiddelbart er synlige for os. Livet i verdenshavene er imidlertid i alvorlig grad truet af forurening, og mens forskere søger at kortlægge havmiljøets DNA for at dokumentere livet i havet, gør miljøorganisationer og frivillige en indsats for at bekæmpe plasticforurening i verdenshavene.

Når vi taler om havet, er det typisk verdenshavet eller oceanerne, vi taler om – det sammenhængende vandområde, der omgiver jordens kontinenter. 71% af jordens overflade er dækket af hav. Verdenshavet er opdelt i tre oceaner:

• Stillehavet 
• Atlanterhavet og 
• Det Indiske Ocean.

     Også havområderne omkring polerne bliver betragtet som selvstændige have:

• Det arktiske Ocean (omkring Nordpolen) og 
• Det Antarktiske Ocean (Sydpolhavet).

     Herudover findes såkaldte indsøer, vandområder, der egentlig er omkranset af landjord, men alligevel kaldes hav, fordi de indeholder lige så meget eller mere salt end vandet i de frie oceaner. Det gælder f.eks. Det Kaspiske Hav og Det Døde Hav. Det fremgår af Gyldendals opslagsværk Den Store Danske (se kilder).

Oceanerne rummer en enorm biologisk mangfoldighed. Forskerne finder hele tiden nye plante- og dyrearter både på jorden og i havene. I oceanerne findes 14 unikke ’dyrerækker’ mod kun én på landjorden. En dyrerække er f.eks. hvirveldyr, som både mennesker og hvaler hører til. Biologer vurderer, at størstedelen af jordens arter og levesteder findes under havoverfladen, og at mennesker kun har kendskab til 0,0001% af livet på dybhavets bund. Det første led i havarternes fødekæde er det mikroskopiske planteplankton. Det har brug for sollys og kan derfor kun leve i de øverste vandmasser. Planktonets alger er grundlag for næsten alt liv i havet. Det kan man læse på Miljø- og Fødevarestyrelsens hjemmeside (se kilder).

De fleste havdyr lever i eller kommer med jævne mellemrum op til overfladen for at hente lys og føde. Lys fra solen når kun omkring 250 meter ned i havet. Herunder, i dybhavszonen, er oceanet mørkt, og havdyrene må bruge specielle taktikker til at lokke bytte eller partnere til sig. Dybhavstudsefisken har f.eks. et organ fyldt med lysproducerende bakterier, den bruger til at tiltrække små fisk, som den herefter sluger, kan man læse i artiklen ”Ny dybhavsfisk fisker med lys på halvanden kilometer vand” på Dr.dk (se kilder). Cirka 1.500 selvlysende fiskearter bruger lys til at signalere deres art, tiltrække føde eller fisk, de kan parre sig med, konkluderede amerikanske forskerne i en rapport i 2016, fremgår det af artiklen ”Forskere løser gåde om selvlysende dybhavsdyr” i Politiken (se kilder).

Havet er på sin vis den største ’fabrik’ i naturen, og derfra henter mennesker enorme ressourcer – fra fisk til sand, mineraler, tang, salt og ral (småsten), som suges op fra havbunden og bruges til fremstilling af beton. I gamle dage blev verdenshavene betragtet som hver mands eje, og alle kunne fiske frit. I dag findes højteknologiske fangst- og navigationsredskaber, der gør det muligt at fiske selv i tidligere utilgængelige dele af verdenshavene. Effektivisering af fiskeriet og menneskers intensive udvinding af ressourcer fra havet i det hele taget har gjort det nødvendigt at indføre kontrol med menneskets brug af havets ressourcer. I dag kontrollerer myndigheder i de fleste lande fiskeriet ved hjælp af såkaldte fiskekvoter i forsøget på at finde en bæredygtig balance mellem naturens og industriens interesser.

Flere mekanismer i oceanerne spiller en central rolle i klimaudviklingen. Havet optager CO2 og fungerer hermed som en slags CO2-lager. Havvand optager omkring 1/3 af den CO2, der tilføres atmosfæren. Havene har således optaget omkring 80-90% af den globale temperaturstigning, som klimaforandringerne har medført, så havtemperaturen er steget helt nede i tre kilometers dybde. Temperaturen i oceanerne er i gennemsnit steget med cirka 1°C, mens luften kun er steget med 0,74 °C i løbet af de sidste 10 år. Golfstrømmen er en anden vigtig mekanisme i reguleringen af klodens temperaturer. Det er en hvirvel i havet, der styres af den dominerende vestenvind lige nord for ækvator samt af temperaturer og saltindhold i de lag af havvand, der løber sammen i denne hvirvelstrøm. Overfladevandet drives mod nord, væk fra den Mexicanske Golf og ud i Atlanterhavet. Her løber det østpå, rundt i en cirkel og tilbage til den Mexicanske Golf. Golfstrømmen transporterer cirka 55 millioner km3 vand i sekundet – langt hurtigere end noget skib kan sejle. Den del af Golfstrømmen, der bøjer af og bevæger sig længere mod nord, kaldes den Nordatlantiske strøm. Den Nordatlantiske strøm fører varmt overfladevand fra ækvator op til området mellem Grønland og Norge. Det varme vand påvirker både hav- og luft-temperaturen i hele Nordeuropa. Det betyder, at klimaet i Danmark er 5-10 °C varmere end i andre lande på samme breddegrad. Det fremgår af artiklen ”Derfor er oceanerne vigtige” på Experimentarium.dk (se kilder).

Havet og vandet spiller en afgørende rolle i mange religiøse forestillinger om verdens skabelse, enten som livgivende eller ødelæggende kraft. I Det Gamle Testamentes tid tolkede jøderne i Mellemøsten vandet som Guds gave eller velsignelse, mens tørke blev tolket som et ondt varsel eller en trussel fra oven. Også syndfloden indgår centralt i religiøse fortællinger om, hvordan Gud kunne opdrage eller straffe menneskene. Den bibelske dåb er et eksempel på vandets symbolske betydning. Her vaskes menneskets synder bort som adgang til menigheden, som Johannes Døberen døbte Jesus i Jordanfloden. Også muslimer foretager en rituel renselse før bøn ved at vaske hænder, hoved, ansigt og fødder. I Indien tilbeder hinduerne syv hellige floder, hvoraf den største – Ganges – er opkaldt efter modergudinden, der ifølge de religiøse skrifter blev tvunget ned på jorden, hvorefter hun tog skikkelse af en flod. Det kan man læse i artiklen ”Vandets betydning i verdens mytologier” (se kilder). Hos inuitterne i Grønland og Canada står den religiøse myte om havguden, Havets Moder, også kaldet Havkvinden, centralt. Myten fortæller, at Havkvinden lever på havets bund, hvor hun vogter sødyrenes velbefindende. Hvis ikke menneskene behandler havets dyr med respekt, får Havkvinden håret smurt ind i snavs fra menneskenes ondskab. Så må lokale åndemanere rejse ned i dybet og trække de onde gerninger ud af hendes lokker. Først herefter kunne nye sødyr fødes og senere blive til menneskeføde. Det kan man læse i artiklen ”Vand gennem tiderne” på National Geographic Danmarks hjemmeside (se kilder).

Den græske mytologi er fuld af havvæsner og guder, der er forbundet til havet. De gamle grækere opfattede ligefrem regn som himmelguden Zeus’ tårer. Den græske mytologi har også sin helt egen havets Gud, Poseidon, der er bror til himmelguden Zeus. Og gudinden for elskov, kærlighed og frugtbarhed, Afrodite, blev født af det havskum, der opstod, da den kastrerede himmelgud Uranos lem ramte havet. Afros betyder ’skum’ på græsk, og Afrodite kaldes også Den Skumfødte. Også myten om øen Atlantis siger noget om, hvor voldsom magt havet havde over mennesket i oldtidens Grækenland. Artiklen ”Myten om Atlantis – fup eller fakta” på Videnskab.dk (se kilder) beskriver, hvordan havguden Poseidon levede på øen Atlantis med et flot tempel og kongepalads. Øens beboere nedstammede fra Poseidon, og mange af dem drog ud i verden for at erobre land i Europa og Afrika og var med til at etablere Atlantis som en suveræn flådenation. Men da øens beboere begyndte at opføre sig som almindelige mennesker med laster og synder, og Atlantis tabte en krig mod Athen, sank Atlantis i havet.

Odysseus er en af den græske mytologis sagnhelte og konge på øen Ithaka. Gift med Penelope, far til Telemachos og hovedpersonen i Homers værk Odysseen, hvor han optræder som en modig, intelligent verdensmand. Odysseen er sagnet om Odysseus’ farefulde hjemrejse over havet efter 10 års kamp mod trojanerne i Troja. På skibet fejrer han og de andre græske soldater sejren ved at drikke sig så fulde, at de falder i søvn. Skibet kommer ud af kurs, og da de vågner, er de landet på kyklopernes ø. Kykloperne er enøjede, menneskeædende kæmper. Øens største kyklop tager Odysseus og resten af soldaterne til fange i sin grotte for senere at ville æde dem. Men da lægger Odysseus en snedig plan. Først fortæller han kyklopen, at han hedder ’Ingen’. Og da kyklopen senere lægger sig til at sove, snitter han en hyrdestok sylespids, tænder ild i den og fører den ind i øjet på kyklopen, som bliver blind. Kæmpekyklopens skrig tilkalder øens øvrige kykloper. Men da de spørger, hvem der har smadret hans øje, råber han ’Ingen’! Og da kæmpekyklopen senere ruller stenen til side for at lukke sine får ud af grotten, hvor Odysseus og hans soldaterkammerater er taget til fange, slipper de fri ved at hægte sig fast under fårene. Mødet med kyklopen optræder i malerier og skulpturer fra 600 f.Kr. til nutiden, og ”Odysseen” har inspireret til talrige digte, romaner, dramatiseringer, operaer, film og tegneserier.

Også den danske litteratur er fyldt med fortællinger med havet som dramatisk eller forførende omdrejningspunkt. H.C. Andersens eventyr ”Den lille havfrue”, Hans Kirks ”Fiskerne”. Carsten Jensens ”Vi, de druknede” om sømandssamfundet i byen Marstal gennem flere generationer. ”Kaskelotternes sang”, Bent Hallers miljøbevidste eventyr om kaskelothvalernes sammenhold og kamp for at overleve. Det er bare et par af de klassiske danske værker, der henter inspiration i havet. Sidstnævnte er siden filmatiseret med titlen ”Samson og Sally” (se kilder). Også mange internationale forfattere har tematiseret havet i deres litteratur, f.eks. Ernest Hemingway i ”Den gamle mand og havet”.

Litteratur fra forskellige tider spejler, hvordan menneskets forhold til havet har ændret sig. I tiden indtil cirka 1500 e.Kr skildres havet oftest som mystikkens sted fuldt af fare, underlagt guddommelige kræfter. Herefter bliver havet i højere grad beskrevet som fortryllende og som scene for forjættende eventyr. Havet adskiller ikke kun mennesker og nationer, men forbinder dem også. Havet bliver symbol på muligheder for territorial, bevidsthedsmæssig, videnskabelig, religiøs og økonomisk ekspansion. I forfatteren Daniel Defoes ”Robinson Crusoe” (1719) bliver havet f.eks. beskrevet som scene for eventyr. Robinson Crusoe sejler med ubegrænset tro på egne evner ud for at opleve og undersøge verden. Senere vender temaet om undergang tilbage, f.eks. i den amerikanske forfatter Herman Melvilles sørøverroman ”Moby Dick” fra 1851. Romanen er en dystopisk fortælling om, hvordan jorden går under i en økologisk katastrofe som følge af menneskers og industriens rovdrift på jordens og havets ressourcer. I fortællingen forvandles havet fra maskine til plastik. De aktuelle klimaudfordringer med forurening, opvarmning, forsuring og plastikforurening af verdenshavene har gjort Melvilles ”Moby Dick” aktuel igen. I artiklen ”Litteratur og havet” på Litteratursiden.dk (se kilder) kan man læse mere om, hvordan litteraturen gennem tiden har skildret forholdet mellem mennesket og havet.

Havet har har været en udfordrende og gådefuld distance mellem kontinenter, der har forbundet folk og skabt kulturel udveksling i forbindelse med handel, udforskning og erobring af nyt land. Som da den portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama i 1498 fandt søvejen til Indien syd om Afrika, en ekspedition han var blevet udpeget til at udføre opdagelsesrejsen af den portugisiske Prins Henrik Søfareren. Eller da søfareren Christoffer Columbus i 1492 fandt, hvad han først troede var Indien, men viste sig at være Amerika, som man kan læse mere om i artiklen ”Christoffer Columbus: Den gådefulde opdager” (se kilder).

Forskere verden over søger svar og løsninger på de aktuelle klimaudfordringer i verdenshavene. De forsøger blandt andet at blive klogere på, hvor meget CO2 havet optager. Artiklen ”Ny forskning: Havet har slugt langt mere global opvarmning, end vi hidtil har troet” på Dr.dk (se kilder) beskriver, hvordan 3.000 små robotter flyder rundt og tager temperaturen i verdenshavene som led i et studie fra det amerikanske Princeton University, der viser, at havene har lagret 60% mere CO2, end hidtil antaget. Det lyder måske belejligt, at havet sådan kan sluge så megen CO2-udledning. Men havenes lagring af CO2 hindrer ikke global opvarmning. Den CO2, der bliver lagret i havene, bliver nemlig til varme, som blot venter på at blive frigivet og altså med tiden vil øge opvarmningen af både havene og atmosfæren.  ”Selv hvis vi ved et trylleslag stoppede med at udlede drivhusgasser til atmosfæren og fik stoppet den globale temperaturstigning ved 1,5-2 grader, er der måske en halv grad i havene, som bliver lukket ud i atmosfæren igen”, forklarer klimaprofessor Jens Hesselbjerg Christensen fra Klima og Geofysik på Københavns Universitet i førnævnte artikel (se kilder). Hvor lang tid der går, før havet frigiver CO2, kan forskerne ikke forudsige. Derfor er havet en uforudsigelig faktor, der gør det endnu vanskeligere at spå om fremtidens temperaturstigning.

Når vand bliver varmere, udvider det sig. Temperaturstigningerne i havet er altså en del af forklaringen på stigningen i vandstanden i verdenshavene. Havniveaustigningerne har voldsomme konsekvenser for mennesker i kystnære byer, som bliver ramt af massive oversvømmelser, når diger og broer giver efter for de stigende vandstande. Flere østater som Kiribati og Tuvalu i Stillehavet vil komme til at ligge under vand, hvis temperaturen stiger mere end 1,5 grader, kan man læse i artiklen ”Østaten – den sikre taber” i Information (se kilder), og lavtliggende lande som Bangladesh og Holland og folk, der bor folk i floddeltaer, vil blive ramt af stigende vandstande. Sne og bjerggletsjere vil smelte, mens smeltende poler kan få betydning for vigtige klimaregulerende havstrømme, f.eks. Golfstrømmen. Det vurderede en gruppe danske forskere i 2015, fremgår det af artiklen ”Sådan kan klimaforandringer blive meget voldsomme” på Videnskab.dk (se kilder). Og i 2017 fulgte forskning fra et hold amerikanske forskere ved Yale University trop. Deres studie viste, at den globale cirkulation af havstrømme, det såkaldte Atlantic Meridional Overturning Circulation, AMOC, vil kollapse 300 år efter, at mængden af atmosfærisk kuldioxid stiger til det dobbelte af niveauet for 1990. Det fremgår af artiklen ”Forskere: Havenes globale pumpe er i større fare end vi troede” på Dr.dk (se kilder).

Når havet optager CO2, gør det ikke alene vandet varmere. Det ændrer også på PH-værdien i havet, så det bliver mere surt. Det påvirker en række dyr og plantearter og skader biodiversiteten – altså mangfoldigheden af arter, som skal sikre den økologiske balance i havene. Det går primært ud over dyr med kalkskaller (bl.a. koraller, snegle, muslinger, hummere, krebs, søstjerner, søpindsvin og alger) og visse former for mikroorganismer (zooplankton og planteplankton). Koralerne giver liv til en fjerdedel af havets arter. Undersøgelser af verdens største koralrev, Australiens Great Barrier Reef, har vist, at der dør flere koraller, og at de dør hurtigere nu end for få år siden. Det fremgår af artiklen ”Korallerne i Great Barrier Reef lider mere end nogensinde” på DR.dk (se kilder).   Det er et eksempel på, hvordan forsuring af havene opløser kalk, som betyder, at dyr med kalkskaller eller -skelet ikke kan dannes, og så uddør dyret. Det vil få alvorlige konsekvenser for resten af havets dyreliv og påvirke det biologiske liv på landjorden, som også er afhængigt af livet i havet. Et tydeligt tegn på ændringen af artsmangfoldigheden i havene er det stigende antal gopler.   ”Den direkte effekt af en højere temperatur er, at mange gopler yngler hurtigere og bedre”, siger marinbiolog ved Western Washington University Jennifer Purcell i artiklen ”Gopler æder sig ind på havet” i Politiken (se kilder). Desuden er biodiversiteten i verdenshavene truet af fiskeri med trawl – en metode, som effektiviserer fiskeriet, men samtidig ødelægger livet på havbunden. Kvælstof og fosfor, som bliver udledt i havene som konsekvens af det industrielle landbrug, er yderligere en trussel mod havmiljøet, fordi det skaber iltsvind i havene. De seneste års stigende mængder nedbør gør, at mere fosfor og kvælstof ender i havet, fremgår det af artiklen ”Havet bliver stadigt mere forurenet med næringsstoffer” på Ingeniøren.dk (se kilder).

Hvert år ender mellem fire og 12 millioner ton plastik i verdenshavene, konkluderede amerikanske forskere i det akademiske tidsskrift Science i 2015 (se kilder). Opmærksomheden omkring plastikforureningens konsekvenser er relativt ny, men FN’s miljøorganisation, UNEP, vurderer, at plastikposer, gamle fiskenet, plastikflasker og andre større stykker plastik hvert år dræber en million havfugle, 100.000 havpattedyr og utallige fisk, blandt andet fordi havdyrene forveksler plastikposerne med gopler og bliver kvalt i dem, når de forsøger at spise dem (se kilder). Verdensnaturfonden WWF har også fundet skildpadder, der er døde af at spise så mange stykker plastik, at deres tarmsystem er blevet blokeret, og de er sultet ihjel. Andre havdyr bliver fanget i plastikken og sulter, fordi de ikke kan slippe fri og fange føde. En stor del af plastikken i havene er små bitte stykker, såkaldt mikroplast, som fiskene spiser, fordi de forveksler det med alger eller plankton. Forskere har en mistanke om, at det gør det vanskeligere for dem at formere sig, kan man læse i artiklen ”Mikroplast i havet hæmmer reproduktionen hos fisk” i Ingeniøren (se kilder).

     Global News: Plastic pollution crisis: How plastic ends up in our oceans

Miljøorganisationen Plastic Change med base i Danmark dokumenterer og bekæmper plastikforurening i havene blandt andet ved jævnlige ekspeditioner, hvor de identificerer, dokumenterer og opsamler plastik. I spidsen for organisationen står miljøbiolog Henrik Beha Pedersen. I artiklen ”Suppen af mikroplast i havene bliver tykkere” i magasinet Natur&Miljø (se kilder) efterlyser han en konkret plastikpolitik, der blandt andet skal sætte en stopper for den mikroplast, der ledes ud i havet fra vores rensningsanlæg og det slam, der trænger ned i vandet, når slammet køres ud på markerne som gødning. Organisationen holder også konferencer, hvor folk med viden om udvikling af alternativer til den skadelige plastik mødes. Samtidig mødes frivillige over hele verden for at samle plastik. I artiklen ”Historiens største oprydning i gang: Verdenshavene bliver kvalt i plastik” på Tv2.dk (se kilder) kan man f.eks. læse, hvordan frivillige på ni måneder har samlet over 2,5 millioner kilo affald fra indiske strande, og om hvordan hollandske Boyan Slat, siden han var 16 år, har arbejdet på at udvikle såkaldte opsamlingsbomme, der effektivt kan samle plastikken op fra havet. Det er blevet til det internationale projekt ’The Ocean Cleanup’, der lige tester og udvikler prototyper på opsamlingsbøjer, som efter planen skal stå færdige i 2020.

     You Tube: Plastic Change: om kampen mod plastikforurening