Hvor stammer ordet tatovering fra?
Ordet tatovering har den vestlige verden fået af James Cook, der i sin beretning om en ekspedition til Tahiti i årene 1768-71 beskrev den lokale befolknings anvendelse af denne form for kropsudsmykning, som de kaldte tattow.
Senere forskere har gengivet det tahitiske ord som ‘tatau’, men har ikke kunnet enes om, hvorvidt ordet kommer af ’tatata’, der betegner hammerens slag på tatoveringsredskabet, eller af ’tatatu’, der kommer af malaysisk eller javanesisk ’tatu’, og betyder sår.
Hvad er en tatovering?
Tatovering er en betegnelse for den skik at frembringe kunstige mærker eller mønstre på huden. De fleste tatoveringsfarver består af en opløsning af farvekorn, som prikkes ind i huden. Farvekornene er så store, at huden ikke selv kan skille sig af med dem.
En tatovering kan overordnet set udføres på tre forskellige måder:
· Artatovering: Kendes fra stenalderkunsten fra hele verden. Den udføres ved at der skæres et dybt snit i huden, således at der fremkommer et åbent sår. Heri indgnides forskellige ingredienser som for eksempel aske, der skal fremme ardannelsen og som også kan give arrene farve. Artatovering udføres stadig mange steder på Jorden især i Afrika og Australien, men er de fleste steder blevet fortrængt af farvetatovering. Når det især er meget mørkhudede mennesker, der anvender artatovering, hænger det sammen med, at ar er lettere at se end farver.
· Sytatovering: Udføres ved at trække en farvet tråd gennem huden ved hjælp af en nål. Denne form for tatovering anvendes ikke i den vestlige verden men optræder hos eskimoer og visse indianere
· Farvetatovering: Er den form for tatovering, som alle kender i dag og som udføres ved at et farvestof indprikkes i huden. Også denne metode har dybe rødder i menneskets historie, og har gennem tiderne været praktiseret side om side med artatovering. På 4.000 år gamle egyptiske mumier har man således fundet begge former.
Hvilke stilarter finder der i tatoveringskunsten?
I vor tids vestlige tatoveringskunst inddeler man tatoveringerne i tre hovedstilarter, hvoraf alle andre stilarter er afledt:
· Den traditionelle kristne stil: Karakteriseret ved kristne symboler i en simpel udformning som i et glasmaleri. Simpelheden skal understrege, at der ikke er tale om kunst efter naturen men efter troen.
· Den orientalske stil: Stammer fra Japan og er karakteriseret af helhedsudsmykning af kroppen begyndende på ryggen. Motiverne kan være religiøse eller filosofiske men er altid båret af en kunstnerisk udtrykt glæde.
· New tribalism: Denne stil er en tilbagevenden til de nonfigurative motiver, som gennem tiderne er praktiseret af naturfolk.
Hvornår begyndte man at lave tatoveringer?
Tatovering er en ældgammel skik, og mange kulturer har haft egne tatoveringsskikke, fra at gnide aske ind i åbne sår til at prikke tegn og mønstre med nåle. Den ældste kendte, mumificerede menneskekrop, ismanden Ötzi, var også tatoveret med mønstre af simple prikker og streger. Han blev fundet i Alperne, ved grænsen mellem Italien og Østrig, og levede for over 5.000 år siden.
Der er desuden en lang og ubrudt tradition for tatovering i Stillehavet. Hvor maorier i New Zealand traditionelt har lavet ansigtstatoveringer, har samoanere traditionelt lavet ’bukser’ fra knæet og op over hoften med tæt besatte mønstre af bølger, fisk og dyr. Også hos ainoerne, et oprindeligt folk i Japan, og hos inuitterne, har man fra gammel tid lavet tatoveringer.
Det store stilistiske gennembrud i tatoveringskunsten kom efter 1868, da Japan efter over 250 års isolation atter blev åbnet for udlændinge. Mens den vestlige verdens tatoveringskunst var kristent betonet med statiske motiver, var de japanske tatoveringer dynamiske. I Vesten arbejdede man stadig med sorte og røde tatoveringer, mens japanerne mestrede et rigt farvespektrum og en sart skyggevirkning, hvor farver og konturer gled over i hinanden.
Med Japans åbning mod verden kom sømænd til landet, og tatoveringerne greb søens folk som en løbeild. I kraft af den elektriske tatoveringsmaskines fremkomst i 1890'erne kom disse motiver til at dominere det meste af det 20. århundrede, ligesom tatoveringer i en stor del af de to sidste århundreder var forbundet med søens folk.
Hvornår kom tatoveringen til Danmark?
Helt frem til 1970’erne var der en udbredt opfattelse af, at tatoveringer hovedsageligt var noget, der sad på armene af kriminelle og sømænd. Det var derfor oplagt, at danske tatovører etablerede sig i området omkring Nyhavn, hvor stort set alle sømænd, der anløb Københavns Havn slog forbi, når deres skib lå til kaj.
Fra slutningen af 1800-tallet til 1970’erne udviklede Nyhavn sig derfor til Nordens uofficielle tatoveringscentral. Sømænd strømmede til for at få graveret sejlskibe, kvindenavne eller ’tro, håb og kærlighed’-motiver ind i huden af folk med kunstneraliasser som Tato-Jack og Tusch-Hans.
Tatovør-erhvervet var dog endnu ikke indbringende nok til, at tatovørerne kunne betale en decideret husleje, så de slog sig sammen med områdets frie erhvervsliv. Fra hjørner og kroge af Nyhavns værtshuse, bordeller, tobaksforretninger og barbersaloner kunne tatovørerne herfra udvikle erhvervet. En af dem var Tusch-Hans, der fik lov til at tatovere i værtshuset Nyhavn 17, som åbnede i 1901 og i dag har status som verdens formentlig ældste fungerende tatovørbutik.
Det var også Tusch-Hans, der endte med at tatovere kong Frederik den 9., der om nogen var med til at udbrede den almindelige accept af denne kropsudsmykning. I 1951 stillede den danske konge op til at blive fotograferet til det amerikanske magasin LIFE, som bragte en billedserie, hvor kongen posere med fremskudt brystkasse og flot dekorerede arme.
Før og efter Tusch-Hans huserede i Nyhavn har mange historiske personligheder ladet sig tatovere – Napoleon, Churchill, Roosevelt og Stalin. John F. Kennedy lod angiveligt sine tatoveringer fjerne, fordi Jacqueline Kennedy ikke brød sig om dem.
Hvordan har tatoveringskunsten udviklet sig siden?
I dag er tatoveringer – eller ’tusser’, som de også kaldes – for længst blevet populære i alle samfundslag i den vestlige verden.
I gamle dage gik sømænd bare ind i Nyhavns butikker og valgte en tegning på væggen. Sådan er det ikke i dag, hvor kunderne efterspørger meget specifikke motiver, som de ofte selv har medbragt.
En af dem er sognepræst i Randers, Oral Shaw, som udtaler i artiklen "Danskere smykker sig med religiøse tatoveringer" i Kristeligt Dagblad (se kilder), hvorfor hans underarm er blevet prydet med et kristent martyrsymbol, som forfulgte kristne benyttede i Romerriget: ”Jeg bekender mig til den kristne tro, og det skal mine tatoveringer vise. Jeg ser tatoveringer som udsmykning på linje med huller i ørerne eller en speciel frisure, men der skal være en historie bag. Historien giver noget værdi, som fastholder de idealer, jeg har fået tatoveringerne efter, og netop derfor er de kristne.”
Især er det dog tatoveringernes markante fremstød i populærkulturen, der har været med til at fremme deres popularitet. Hvor det i 1980’erne var almindeligt blandt kendte at være renskurede og glamourøse, har tiderne ændret sig med skuespillere som Angelina Jolie, musikere som Justin Bieber, sportsstjerner som Nicklas Bendtner og topmodeller som Freja Beha Erichsen, der i dag er tatoverede på store dele af kroppen.
I København afholdes den årlige Copenhagen Ink Festival, Nordens største festival for tatovering, og der findes adskillige internationale magasiner for tatoveringsinteresserede.
Der findes endda reality-tv-serier, der har berømmet tatovører og gjort deres butikker verdenskendte – den såkaldte ’reality ink’-genre. For tatovørerne kan anses som symboler på en ny slags rigdom, fortæller tatovøren Dan Gold i artiklen "Fra gyden og ud i blitzlyset" til Weekendavisen (se kilder):
”De dyre bildrenge vil gerne sponsorere os, fordi tatovører er ’de nye penge’. De der gamle, dyre biler bliver købt af mennesker med pimpet attitude. Folk fra hiphopgenerationen. Og de mennesker appellerer vi tatovører til.”