Suffragetterne

Hvad betyder suffragette?

Det engelske ord ”suffragette” kommer af ”suffrage” som betyder stemmeret (oprindelig fra latinsk 'suffragium'). Det var i 1906, at betegnelsen – ifølge Gyldendals Den Store Danske (se kilder) – første gang blev brugt om de militante forkæmpere for kvinders stemmeret i Storbritannien. Et andet og mindre kendt begreb er ”suffragist”, som blev brugt om de fortalere for kvinders stemmeret, som ikke anvendte militans (konfrontation med myndigheder) i deres kampagner. Kravet om kvinders stemmeret går mindst tilbage til slutningen af 1700-tallet, men i England udelukkede valgreformen ”Representation of the People Act 1832” eksplicit kvinder fra at stemme ved at indføje ordet ”male” i beskrivelsen af stemmeberettigede grupper i befolkningen. I 1866 organiserede en gruppe kvinder en underskriftindsamling, der krævede samme politiske rettigheder til kvinder som til mænd. De to medlemmer af parlamentet Henry Fawcett and John Stuart Mill, som var kendte fortalere for universel stemmeret, udarbejdede et forslag om kvinders valg- og stemmeret, som blev nedstemt 196 mod 73 – ifølge British Librarys opslag om suffragisterne (se kilder). Herefter organiserede kvinder sig i stemmeretsorganisationer over hele England, først som suffragister, og fra starten af det 20. århundrede – hvor mange var blevet utålmodige – også som militante suffragetter. 

Hvordan organiserede suffragetterne sig?

Lokale foreninger af suffragister havde i 1871 samlet sig i den koordinerende organisation The National Society for Women's Suffrage (NSWS), som primært benyttede sig af demonstrationer, underskriftindsamlinger og lobbyisme for at få gennemført en ny valgreform. Da endnu en valgreform blev vedtaget i 1884, uden at kravet om kvinders stemmeret kom med, førte det til stor frustration og splittelse i NSWS, som dog samledes igen i 1897 i National Union of Women's Suffrage Societies (NUWSS) med Millicent Garrett Fawcett som en af de ledende skikkelser. Allerede et par år senere brød en mere radikal gruppe imidlertid ud af NUWSS, og i 1903 grundlagdes Women's Social and Political Union (WSPU) under ledelse af Emmeline Pankhurst og hendes to døtre Christabel og Sylvia Pankhurst. Det var medlemmerne af sidstnævnte organisation, WSPU, der blev kaldt suffragetter, og modsat de mere stilfærdige NUWSS brugte WSPU metoder som afbrydelse af de parlamentariske forsamlinger, massemøder, rudeknusninger, ildspåsættelser, bombeangreb og sultestrejker.

Der fandtes lignende bevægelser i bl.a. USA og en række europæiske lande, men en del af dem tog afstand fra de britiske suffragetters militans. Det gjaldt f.eks. The National American Woman Suffrage Association (NAWSA), grundlagt i 1890 i USA. I 1913 brød en gruppe imidlertid ud af NAWSA og dannede Congressional Union, senere kaldet National Woman's Party (NWP). De hentede bl.a. inspiration fra de britiske suffragetter. To af NWPs ledere, Alice Paul og Lucy Burns – der var blevet trætte af ”pæne 'kvindelige metoder'” – havde oprindelig mødt hinanden i London. De to aktivister kom ifølge den danske forfatter Toni Liversage ”til den slutning, at argumenter – de være sig nok så fornuftige – åbenbart ikke længere var tilstrækkeligt; det, det gjaldt om at vise var, at man var en politisk magtfaktor” (se kilder). 

Hvad kæmpede de for?

Suffragister og suffragetter kæmpede først og fremmest for valg- og stemmeret til kvinder, men Women's Social and Political Union (WSPU) kæmpede også for f.eks. ligeløn. Kvinder i industrien var ved århundredeskiftet i stigende grad begyndt at organisere sig i fagforeninger og i bl.a. Labour Representation Committee (fra 1906: Labour-partiet). Den danske forfatter Toni Liversage argumenterer for, at kombinationen af kvinders øgede adgang til uddannelse i England fra skolereformen i 1870 og frem, samt den situation, at kvinder under Boerkrigen i 1899-1902 havde måtte udfylde en række politiske og økonomiske funktioner, mens mændene var ved fronten, bidrog til at ”skærpe deres sans for misforholdet mellem kvindernes stadigt voksende deltagelse i arbejdslivet og deres manglende politiske rettigheder” (se kilder).

Nogle af de britiske suffragetter var også engageret i den irske kamp for selvstændighed. Denne forbindelse er bl.a. beskrevet i Andro Linklaters biografi om den engelske aristokrat, Charlotte Despard, der blev både ”Suffragette, Socialist and Sinn Feiner” (se kilder) (Sinn Fein er navnet på det irske republikanske parti, se Faktalink ”IRA og den nordirske fredsaftale”). Irland havde også en selvstændig bevægelse for kvinders valgret, bl.a. i form af Den Irske Kvindevalgretsliga.

I USA trak suffrage-bevægelserne tråde tilbage til 1830'ernes kamp for afskaffelse af slaveriet, som mange kvinder deltog aktivt i. To af disse, Lucretia Mott og Elizabeth Cady Stanton, tog initiativ til den såkaldte Seneca Falls Conference i 1848, der vedtog en erklæring om kvinders ligeberettigelse med den amerikanske uafhængighedserklæring som forbillede. Her stod f.eks.:

”Now, in view of this entire disfranchisement of one-half the people of this country, their social and religious degradation (…) we insist that they have immediate admission to all the rights and privileges which belong to them as citizens of the United States” (se kilder).

Forbindelserne mellem kampen mod slaveri og kampen for kvinders rettigheder i USA led et knæk efter Den amerikanske borgerkrig (se Faktalink: Den amerikanske borgerkrig). Den efterfølgende valgreform gav sorte stemme- og valgret, men indførte samtidig ordet ”male” (i lighed med valgreformen i England 1832), bl.a. med argumentet om, at hvis kravet om kvinders og sortes stemmeret blev fremsat samtidig, ville ingen af dem blive vedtaget. Selvom dette var et slag mod både sorte og hvide kvinder, valgte ledende kræfter i NAWSA at vægte mulige alliancer med hvide mænd frem for alliancer med sorte kvinder. Andre, heriblandt NWP, var mere indstillet på at bevare alliancen mellem hvide og sorte kvinder. 

Hvordan benyttede suffragetterne militans?

Overordnet betegner militans (militancy) ifølge sociologen Gemma Edwards suffragetternes strategi om bevidst at udføre handlinger, der ville føre til arrestationer og fængslinger, og denne strategi blev lanceret af WSPU og primært anvendt mellem 1905-1914 (se kilder). At blive arresteret og fængslet krævede ikke nødvendigvis særligt fysisk voldsomme handlinger, men kunne f.eks. bestå i at afbryde en parlamentarisk forsamling ved at insistere på at aflevere sine politiske budskaber. Med tiden kom WSPU's militans også til at omfatte bl.a. rudeknusninger, brandstiftelse, bombeangreb og stenkast f.eks. i forbindelse med demonstrationer.

Under fængselsophold bestod militansen i sultestrejker og insisteren på at blive kategoriseret som politiske fanger. Denne optrapning skete bl.a. som reaktion på myndighedernes hårde fremfærd overfor mindre konfrontative metoder såsom demonstrationer og underskriftindsamlinger, og som reaktion på, at traditionelt lobbyarbejde ikke førte til resultater.

I England opnåede kvinder over 30 år stemmeret ved Første Verdenskrigs afslutning i 1918, men først i 1928 blev denne ret udvidet til kvinder over 21 år, hvilket ligestillede kvinder med mænd. Blandt de lande, hvor kvinder fik stemmeret før England, kan nævnes New Zealand (1893), Norge (1907), Danmark og Island (1915), og Sovjetunionen (1917). 

Hvem var de mest kendte suffragetter?

I 1913 blev suffragetten Emily Davison martyr, da hun for at skabe opmærksomhed omkring suffragetternes sag kastede sig ud foran kongens hest under det højtprofilerede Empson Derby. Davison havde været fængslet flere gange; første gang for at have forsøgt at overrække en underskriftindsamling til daværende premierminister Herbert Asquith. The Daily Mail kaldte hende ”en kvinde, der intet frygter; permanent adresse: Holloway Prison” (se kilder).

Også aristokratiske kvinder blev kendte suffragetter. De havde adgang til uddannelse og mulighed for at nedskrive deres erindringer og erfaringer til inspiration for andre. En af dem var Constance Lytton, datter af Edward Robert Lytton, vicekonge for den britiske koloni Indien i slutningen af det 19. århundrede. Forklædt som arbejderkvinden Jane Warton blev Constance Lytton fra 1908 en af de centrale og militante suffragetter. Om sin politiske rejse og sine oplevelser under fængselsophold udgav hun bogen ”Prisons and Prisoners” i 1914, som hun dedikerede til de fanger, hun havde fået den dybeste respekt for (se kilder).

Charlotte Despard er et andet eksempel på en aristokrat, der blev militant suffragette. Hun brød med WSPU for at starte Women's Freedom League, der blev en revolutionær konkurrent til WSPU. Despard var søster til den højtplacerede britiske general Sir John French, der selvsagt ikke var tilfreds med hendes politiske valg. Da hun første gang blev fængslet efter en demonstration i 1907 – og dømt til 21 dage i isolation – udtalte han ifølge historiker Adam Hochschild til pressen: ”We have tried all we could to keep her from mixing up with these foolish women … I wish she wouldn't do these things, but I can't prevent her” (se kilder). Despard forblev revolutionær og myndighederne betragtede hende ifølge Linklater som ”en decideret sikkerhedstrussel” selv da hun havde rundet de 90 (se kilder). Andre kendte figurer er de forskellige organisationers grundlæggere. I USA er Alice Paul og Lucy Burns blandt de mest ikoniske skikkelser, og i England familien Pankhurst: moren Emmeline og hendes ældste datter Christabel som WSPU's ubestridte ledere, og Sylvia Pankhurst som først ledende figur i WSPU og siden blandt arbejderkvindernes suffragetter. 

Hvilken betydning havde suffragetterne i Danmark?

Mange stemmeretsforkæmpere i andre lande, herunder Danmark, tog afstand fra suffragetternes militante metoder, selvom bevægelsen samtidig af inspirerede dem. Der blev skrevet en del om suffragetterne i danske aviser i samtiden, men der er ikke udgivet megen litteratur om bevægelsen på dansk. To af de eneste værker er Viggo Koppels ”Suffragetterne. Deres Kamp med Regeringen” fra 1914 og Toni Liversages bog ”Da kvinderne måtte gå under jorden" fra 1975. Der har dog været forbindelser mellem den danske kvindebevægelse og suffragetterne. Af Liversages fremstilling fremgår bl.a. en øjenvidneberetning fra danske Jenny Petersen, der deltog i WSPUs sidste store demonstration før Første Verdenskrig, den 21. maj 1914 i London. Her beskriver Petersen, hvordan en ”frygtelig kamp” begyndte, da politiet greb ind i demonstrationen, der var på vej mod Buckingham Palace: ”En ung kvinde faldt ned på knæ, trukket ved håret; det så ud, som om hun var besvimet. Det beredne politi red ind midt mellem kvinderne, men uden at tage hensyn til, hvorvidt de trampede dem ned eller ej.” (se kilder).

Viggo Koppel – kontorchef i Skattedepartementet og af russisk-jødisk familie – mente, at kritikken af suffragetternes militans ikke mindst skyldtes fejlinformationer:

”Dommen over Suffragetterne bygger (...) ganske ensidigt på deres Modstanderes Fremstilling af Sagen.” (se kilder). Han skrev sin bog om suffragetterne med det formål at beskrive begivenhederne set fra deres side. Når først folk var blevet oplyst, ville de ifølge Koppel snarere rette deres ”Indignation” mod den engelske regering frem for mod suffragetterne. ”Ingen Frihedsbestræbelse er blevet bekæmpet med saa lavtliggende Midler som netop Kvindernes”, skrev Koppel. Indledningsvist beskrev han, hvor grelt det stod til med kvinders rettigheder i England – såvel politisk som socialt og økonomisk. Koppel understregede også, at den ”Guerilla-Krig” suffragetterne indledte først startede efter årtiers tålmodig agitation, og at den alene gik på materiel ødelæggelse, ikke aktioner ”hvorved Menneskeliv udsattes for Fare” (se kilder).