Hvad betød Første Verdenskrig for suffragetterne?
Både Gyldendals Den Store Danske og British Librarys opslag om suffragister og suffragetter hævder, at kvinderne indstillede deres kampagner for stemmeret, da Første Verdenskrig brød ud i 1914 af ”patriotiske grunde” (se kilder). Det er imidlertid ikke helt korrekt. Dele af bevægelsen indstillede ganske vist aktiviteterne – nogle endda for i stedet at agitere for krigen – men det var langt fra alle. I USA optrappede WNP tværtimod deres kampagner. Præsident Wilson havde bragt landet ind i Første Verdenskrig under demokratiets banner, og det brugte suffragetterne til at pege på hykleriet i, at Wilson ikke ville støtte kravet om valg- og stemmeret til kvinder. WNP stod dagligt foran Det Hvide Hus med bannere som ”Democracy should begin at home”. Denne aktionsform er et af omdrejningspunkterne i filmen ”Iron Jawed Angels”, der viser, hvordan myndighederne slog hårdt ned med massearrestationer og månedlange fængselsdomme til WNPs aktivister, heriblandt lederne Alice Paul og Lucy Burns (se kilder).
Også i England fortsatte de mest radikale dele af WSPU deres kamp for stemmeret, hvilket førte til det endelige brud mellem Sylvia Pankhurst og hendes storesøster Cristabel og mor Emmeline Pankhurst. Sylvia Pankhurst havde længe orienteret sig i en mere venstreorienteret retning end de to andre, der i stigende grad lænede sig op af de Konservative. I lighed med andre socialister og kommunister anså Sylvia Pankhurst krigen for at være en økonomisk og territorial kamp mellem kolonimagter, der ikke gavnede hverken arbejderklassens interesser eller kvinders rettigheder.
Sylvia Pankhurst havde i de foregående år opbygget en lokalafdeling i det arbejderdominerede East End London, som i 1914 ifølge Sylvia Pankhurst beretninger blev smidt ud af WSPU, fordi Christabel og Emmeline mente, at arbejderkvinder var spild af tid. Hvor storesøsteren og moren desuden støttede regeringen angående krigen, var Sylvia mod soldateropskrivningen.
Hvad har debatten om suffragetternes historie handlet om?
Seksualitet har været et af stridspunkterne i historieskrivningen om suffragetterne – mere specifikt hvorvidt nogle suffragetter levede som det, man i dag ville kalde lesbiske. Diskussionen er kompliceret, fordi 'lesbisk' ikke var en etableret identitet eller social kategori i starten af det 20. århundrede. Det er imidlertid en veletableret historisk kendsgerning, at flere suffragetter levede i intime private, herunder seksuelle, relationer med hinanden. Annie Kenney – den eneste arbejderkvinde, der blev lukket ind i WSPU's øverste ledelse – havde angiveligt adskillige forhold til andre kvinder i bevægelsen. Også Cristabel og Emmeline Pankhurst menes at have haft forhold til andre suffragetter. I to artikler om filmen ”Suffragette” fra 2015 – Anna Leszkiewicz' artikel i magasinet New Statesman og Trish Bendix' artikel på den lesbiske populærkulturplatform After Ellen (se kilder) – bliver det diskuteret, hvordan intime forhold mellem suffragetter ofte enten bliver visket ud af historien, eller udsat for anakronistisk overfortolkning. Anakronisme betyder, at man overfører elementer fra sin samtid til en anden historisk periode, hvor disse elementer ikke ”fandtes” eller ikke havde samme betydning.
Filmen ”Suffragette” satte også gang i en anden diskussion, nemlig om såkaldt hvidvaskning af historien – at hvide mennesker fremstilles som de eneste aktører i bevægelsen. Ifølge Anita Anand, forfatter til en bog om den indiske prinsesse Sophia Duleep Singh – ”Sophia: Princess, Suffragette, Revolutionary” – er det ofte blevet usynliggjort, at der var adskillige overlap mellem den indiske og britiske suffragettebevægelse. En reklamekampagne for ”Suffragette”, hvor de fire hvide hovedrolleindehavere optrådte i en T-shirt med parolen ”I'd rather be a rebel than a slave” (et citat fra en Emmeline Pankhurst-tale), blev også stærkt omdiskuteret i amerikansk sammenhæng. Parolens ordlyd kunne læses som en hån mod det faktum, at kampen for kvinders stemmeret og kampen mod slaveri historisk har været forbundet, og at alliancen mellem hvide og sorte kvinder var belastet af bl.a. NAWSAs ønske om en alliance med hvide mænd i Sydstaterne. Den nigerianske fagforeningsaktivist Yemesi Ilesanmi, bosiddende i England, har formuleret problemet på denne måde: ”My ancestors were humans who were carted off from Africa and made slaves in foreign lands. They did not have the luxury of choosing between being a rebel or being a slave. No one would “rather be a slave”” (se kilder). Hvad der gør forholdet mellem reklameparolens ”rebel” og ”slave” ekstra uheldigt er, at Sydstaterne under Den amerikanske borgerkrig var kendt som rebel states. Ordvalget i ”I'd rather be a rebel than a slave” er således et eksempel på, hvor galt det kan gå, når man forsøger at isolere en historisk begivenhed for at bruge den som politisk redskab i nutiden. Og den diskussion, reklameparolen affødte, peger på, at historieskrivning er alt andet end et neutralt håndværk – ligesom diskussionen peger tilbage på de komplekse politiske kampe om analyser og alliancer, der foregik inden for suffragetternes rækker.