Hvordan benyttede suffragetterne militans?
Overordnet betegner militans (militancy) ifølge sociologen Gemma Edwards suffragetternes strategi om bevidst at udføre handlinger, der ville føre til arrestationer og fængslinger, og denne strategi blev lanceret af WSPU og primært anvendt mellem 1905-1914 (se kilder). At blive arresteret og fængslet krævede ikke nødvendigvis særligt fysisk voldsomme handlinger, men kunne f.eks. bestå i at afbryde en parlamentarisk forsamling ved at insistere på at aflevere sine politiske budskaber. Med tiden kom WSPU's militans også til at omfatte bl.a. rudeknusninger, brandstiftelse, bombeangreb og stenkast f.eks. i forbindelse med demonstrationer.
Under fængselsophold bestod militansen i sultestrejker og insisteren på at blive kategoriseret som politiske fanger. Denne optrapning skete bl.a. som reaktion på myndighedernes hårde fremfærd overfor mindre konfrontative metoder såsom demonstrationer og underskriftindsamlinger, og som reaktion på, at traditionelt lobbyarbejde ikke førte til resultater.
I England opnåede kvinder over 30 år stemmeret ved Første Verdenskrigs afslutning i 1918, men først i 1928 blev denne ret udvidet til kvinder over 21 år, hvilket ligestillede kvinder med mænd. Blandt de lande, hvor kvinder fik stemmeret før England, kan nævnes New Zealand (1893), Norge (1907), Danmark og Island (1915), og Sovjetunionen (1917).
Hvem var de mest kendte suffragetter?
I 1913 blev suffragetten Emily Davison martyr, da hun for at skabe opmærksomhed omkring suffragetternes sag kastede sig ud foran kongens hest under det højtprofilerede Empson Derby. Davison havde været fængslet flere gange; første gang for at have forsøgt at overrække en underskriftindsamling til daværende premierminister Herbert Asquith. The Daily Mail kaldte hende ”en kvinde, der intet frygter; permanent adresse: Holloway Prison” (se kilder).
Også aristokratiske kvinder blev kendte suffragetter. De havde adgang til uddannelse og mulighed for at nedskrive deres erindringer og erfaringer til inspiration for andre. En af dem var Constance Lytton, datter af Edward Robert Lytton, vicekonge for den britiske koloni Indien i slutningen af det 19. århundrede. Forklædt som arbejderkvinden Jane Warton blev Constance Lytton fra 1908 en af de centrale og militante suffragetter. Om sin politiske rejse og sine oplevelser under fængselsophold udgav hun bogen ”Prisons and Prisoners” i 1914, som hun dedikerede til de fanger, hun havde fået den dybeste respekt for (se kilder).
Charlotte Despard er et andet eksempel på en aristokrat, der blev militant suffragette. Hun brød med WSPU for at starte Women's Freedom League, der blev en revolutionær konkurrent til WSPU. Despard var søster til den højtplacerede britiske general Sir John French, der selvsagt ikke var tilfreds med hendes politiske valg. Da hun første gang blev fængslet efter en demonstration i 1907 – og dømt til 21 dage i isolation – udtalte han ifølge historiker Adam Hochschild til pressen: ”We have tried all we could to keep her from mixing up with these foolish women … I wish she wouldn't do these things, but I can't prevent her” (se kilder). Despard forblev revolutionær og myndighederne betragtede hende ifølge Linklater som ”en decideret sikkerhedstrussel” selv da hun havde rundet de 90 (se kilder). Andre kendte figurer er de forskellige organisationers grundlæggere. I USA er Alice Paul og Lucy Burns blandt de mest ikoniske skikkelser, og i England familien Pankhurst: moren Emmeline og hendes ældste datter Christabel som WSPU's ubestridte ledere, og Sylvia Pankhurst som først ledende figur i WSPU og siden blandt arbejderkvindernes suffragetter.
Hvilken betydning havde suffragetterne i Danmark?
Mange stemmeretsforkæmpere i andre lande, herunder Danmark, tog afstand fra suffragetternes militante metoder, selvom bevægelsen samtidig af inspirerede dem. Der blev skrevet en del om suffragetterne i danske aviser i samtiden, men der er ikke udgivet megen litteratur om bevægelsen på dansk. To af de eneste værker er Viggo Koppels ”Suffragetterne. Deres Kamp med Regeringen” fra 1914 og Toni Liversages bog ”Da kvinderne måtte gå under jorden" fra 1975. Der har dog været forbindelser mellem den danske kvindebevægelse og suffragetterne. Af Liversages fremstilling fremgår bl.a. en øjenvidneberetning fra danske Jenny Petersen, der deltog i WSPUs sidste store demonstration før Første Verdenskrig, den 21. maj 1914 i London. Her beskriver Petersen, hvordan en ”frygtelig kamp” begyndte, da politiet greb ind i demonstrationen, der var på vej mod Buckingham Palace: ”En ung kvinde faldt ned på knæ, trukket ved håret; det så ud, som om hun var besvimet. Det beredne politi red ind midt mellem kvinderne, men uden at tage hensyn til, hvorvidt de trampede dem ned eller ej.” (se kilder).
Viggo Koppel – kontorchef i Skattedepartementet og af russisk-jødisk familie – mente, at kritikken af suffragetternes militans ikke mindst skyldtes fejlinformationer:
”Dommen over Suffragetterne bygger (...) ganske ensidigt på deres Modstanderes Fremstilling af Sagen.” (se kilder). Han skrev sin bog om suffragetterne med det formål at beskrive begivenhederne set fra deres side. Når først folk var blevet oplyst, ville de ifølge Koppel snarere rette deres ”Indignation” mod den engelske regering frem for mod suffragetterne. ”Ingen Frihedsbestræbelse er blevet bekæmpet med saa lavtliggende Midler som netop Kvindernes”, skrev Koppel. Indledningsvist beskrev han, hvor grelt det stod til med kvinders rettigheder i England – såvel politisk som socialt og økonomisk. Koppel understregede også, at den ”Guerilla-Krig” suffragetterne indledte først startede efter årtiers tålmodig agitation, og at den alene gik på materiel ødelæggelse, ikke aktioner ”hvorved Menneskeliv udsattes for Fare” (se kilder).