Hvordan har ekstremsport udviklet sig?
Først og fremmest er ekstremsport blevet mere ekstremt med tiden. Både hvad angår distancer og discipliner bliver grænserne for det mulige rykket konstant, og der udvikles nye kombinationer af discipliner. Ideen med ekstremsport er at presse kroppen – og psyken – til det yderste, og derfor er det en naturlig udvikling for udøverne at forsøge sig med stadig vildere, hårdere og farligere aktiviteter.
Det betyder, at de eksisterende discipliner bliver længere og sværere, men det betyder også, at nye aktiviteter kommer til. Snowboarding har været det “vilde” alternativ til skiløb, men i dag er heliskiing, hvor deltagerne bliver fløjet med helikopter til uberørte og stejle bjergsider, kommet til som en ny og mere risikobetonet disciplin. Tidligere blev faldskærmsudspring fra flyvemaskiner anset for at være ekstremt, men i dag er grænserne rykket til basejumping, hvor faldskærmsudspringene skal udføres fra forskellige høje punkter, for eksempel antennemaster.
Hvordan har ekstremsport udviklet sig til at blive en mere folkelig aktivitet?
Eksperter peger på forskellige årsager til, at ekstremsport er blevet mere og mere populært i større dele af befolkningen. I radioprogrammet Apropos...på Danmarks Radios P1 i en udsendelse med undertitlen ”Krop og ekstremsport” forklarer professor i idræt Hans Bonde blandt andet udviklingen med den tryghed, det moderne velfærdssamfund sikrer os. Vi får opfyldt både vores basale og mindre basale behov som borgere og mennesker, og derfor har vi ikke det daglige spændingsmoment, der ellers kunne ligge i at skaffe mad, penge og sikkerhed. Denne mangel på spænding er ifølge Hans Bonde en af årsagerne til, at vi søger udfordringer på andre – og ofte mere ekstreme måder – for nogles vedkommende for eksempel i form af faldskærmsudspring eller bungee jump. “Man vil ikke nødvendigvis gå fuldstændig glat gennem livet. Man vil gerne opleve noget, man vil gerne sætte sig selv på prøve, og man vil godt selv vælge at sætte sin krop på prøve. Så på den måde er der åbenbart hos en hel masse mennesker en trang til at bryde ud af velfærden og frivilligt underkaste sig ting, som de fleste synes, er ekstremt,” siger Hans Bonde i udsendelsen. (Se kilde).
Når hverdagen er for tryg, og det stillesiddende kontorarbejde bliver for kedeligt, skal vi altså ud og mærke livet. I artiklen “Længere, højere og farligere” siger cand.scient. Morten Hansen følgende om ekstremsportsdiscipliner, hvor det er udholdenheden, der sættes på prøve: “Når man dyrker ekstremsport kommer man på den ene side ud i et drama og nogle fysiske udfordringer, som man ikke kender i hverdagen. På den anden side er ekstremsporten også et sted, hvor man kan styre tingene på en måde, som man måske ikke kan i hverdagen, hvor meget er diffust og komplekst. I idrætten kan man tilrettelægge og kontrollere sin træning både fysisk, psykisk og teknisk.” (Se kilder).
Hvilke biologiske, psykologiske og kulturelle faktorer gør ekstremsport tiltrækkende?
De former for ekstremsport, som kræver ekstrem udholdenhed, kræver også ekstremt meget træning, og det er derfor meget tidskrævende at træne til den form for ekstremsport. At indrette sit liv efter en træningskalender kræver store afsavn, og virker måske på de fleste uforståeligt, at nogen aktivt og bevidst vælger et liv med så store afsavn. Der findes imidlertid flere forklaringer på, hvorfor flere og flere har en nærmest manisk træningsiver. I artiklen “Sport i det ekstreme” gives følgende tre forklaringer:
“Den biologiske forklaring er, at kroppen ved ekstreme påvirkninger frigiver en række forskellige hormoner. Ud over adrenalin og epinephrin frigives også hormonet endorfin ved hård fysisk træning. Endorfin fungerer som et naturligt smerte- og angstdæmpende stof i kroppen. Frigivelsen af endorfin giver en følelse af velvære og eufori, der virker behagelig og efterfølgende søges igen og igen. Hormonet virker desuden bedøvende. Man mærker ikke smerter og reagerer ikke normalt på andre af kroppens advarselssignaler.
Den psykologiske forklaring er, at usikkerhed og dårligt selvværd kan spille en rolle i udviklingen af træningsafhængighed. En person, der ikke har det godt med sig selv, kan søge omgivelsernes accept og bekræftelse gennem ekstreme fysiske præstationer.
En kulturel forklaring er, at vi i en tid med mangel på faste holdepunkter og overbevisende kulturelle værdier søger at forankre os i noget konkret - nemlig vores krop. Gennem dyrkelse af kroppen finder vi en livsstil, som tilbyder svar på, hvordan vi skal se ud, og hvordan vi skal leve livet.” (Se kilder).
Hvordan finansieres ekstremsporten?
Mange former for ekstremsport er en dyr fornøjelse. Derfor er det afgørende for udøverne at skaffe sponsorindtægter til aktiviteterne. En klatretur til toppen af Mount Everest kræver lang tids forberedelse, og vil man være en af de bedste triatleter i verden, så kræver det flere timers træning hver dag. Træningen og forberedelserne bliver en livsstil for udøverne, og det kan være svært eller umuligt at have et fuldtidsjob ved siden af.
For at tiltrække sponsorer er det ofte nødvendigt med en vis form for mediedækning. Medierne foretrækker at omtale begivenheder, der på en eller anden måde er fascinerende eller bringer noget nyt til seerne, læserne og lytterne. Det er en af grundene til, at verdens bedst kendte basejump-udøver vælger at springe ud fra den store Kristus-figur i Rio de Janeiro (læs mere om springet under basejump). Aktionen fik medieomtale på grund af den fare, der var forbundet med springet, og fordi det var ulovligt og ekstremt at kravle op på en figur, kendt i hele verden. Er man villig til at sætte livet på spil og udføre en ekstrem handling, som aldrig er set før, så er medierne villige til at dække begivenheden og sponsorerne villige til at betale, og så kan udøverne leve af sporten. Men det er ganske få udøvere, som trods alt kan leve af ekstremsport.
I Danmark har blandt andre triatleten Rasmus Henning været dygtig og ekstrem nok til at skaffe sponsorer, så han igennem sin karriere har kunnet leve af sin sport.
