Hvad er slaveri?
Der er
strid om detaljerne i, hvordan slaveri kan defineres, men ifølge Encyclopædia
Britannica (se kilder) er de fleste forskere enige om, at slaveri i
institutionel forstand er kendetegnet af:
A) at en slave ikke anses for at være menneske i sin egen ret, men derimod
ejendom eller 'løsøre'. En slave er altså:
B) objekt for loven, underlagt ejendomsret og ikke et subjekt med egne
rettigheder. I de fleste samfund med slaveinstitution har slaver dog haft visse
rettigheder som 'levende' ejendom i stil med dyr; f.eks. at der har været
grænser for hvilken grad af vanrøgt, der har været tilladt.
Når man i hverdagssprog taler om 'nutidens slaveri' er det oftest ikke institutionen slaveri, der henvises til, men (som regel illegale) forhold, hvor bestemte individer er frarøvet grundlæggende rettigheder såsom bevægelsesfrihed og ikke modtager arbejdsløn, men i stedet er underlagt 'tvangsarbejde' mod en eller anden form for kost og logi. Slaveri som institution, sådan som det har været praktiseret i f.eks. USA gennem det 17.-19. århundrede, er derimod en lovlig og integreret del af samfundsøkonomien, hvor nogle mennesker er frataget deres status af juridiske subjekter og i stedet tilhører andre mennesker. Historikeren Thomas D. Morris skriver:
”Slaven som objekt for ejendomsret er i høj grad en del af forholdet mellem slaveri og loven. Dette er et ofte overset faktum af flere årsager: ejendomsretten er ikke noget særligt for slaver; folk tænker ofte på slaver som mennesker, og det er svært at opfatte andre personer som ting, og folk antager ofte, at der findes en særlig samling love, som vi kan identificere som 'slaveriets love' (…) relationen mellem slaveri og loven er imidlertid mere end blot de politikker, der kan udledes af statutter og juridiske doktriner – loven var praksis ligeså meget som den var doktrin.” (se kilder).
Hvornår blev slaveriet indført i USA?
I 1619 blev de første sorte arbejdere bragt til den britiske koloni Jamestown i Virginia, Nordamerika, af hollandske handelsskibe. Denne gruppe anføres som regel som de første slaver i Nordamerika, men økonomen Robert Evans Jr. mener, at de snarere blev solgt som ”indentured servants”, stavnsbundne tjenestefolk på kontrakter, på lige vilkår med hvide ditto. I 1662 indførte Virginia den første lov, i hvilken sorte, kaldet “negroes”, blev omtalt som “slaver”. Det var imidlertid først i løbet af 1700-tallet, at importen af sorte slaver for alvor tog fart i Nordamerika (se kilder).
Ifølge Encyclopædia Britannicas Guide to Black History gjorde slavelovgivningen i Virginia det fra 1705 lovligt at holde enhver person 'importeret' fra et ikke-kristent land som slave. Det var desuden tilladt, at kolonisatorer købte native americans fra andre native americans, blot måtte kolonisatorerne ikke selv gøre native americans til slaver. I årene omkring uafhængighedskrigen voksede modstanden mod slaveri i det, der siden blev til USA. Ikke desto mindre beskyttede den amerikanske forfatning fra 1787 staternes ret til at opretholde slaveriet og udvide det ved importere flere slaver med en paragraf, der skulle forblive uændret i tyve år for at give tid til en løsning på uenigheden omkring slaveri i de nye Forenede Stater (se kilder).
Hvad var relationen mellem Europa og slaveriet i USA?
Selvom slaveri aldrig har været tilladt i Storbritannien og blev eksplicit forbudt i 1772, gjaldt det ikke for kolonierne. Slaveri var tilladt og praktiseret bl.a. i samtlige 13 britiske kolonier i Nordamerika frem til uafhængighedskrigen 1775-1783.
Historikere som bl.a. Eric Williams peger på modsætningen mellem en fortælling om et gradvist mere oplyst og moralsk progressivt Europa, hvor slaveri var forbudt inden for staternes grænser, og det forhold, at den europæiske økonomi trak sin styrke fra netop slaveriet i såvel USA som i de andre europæiske kolonier (for Danmarks vedkommende de Vestindiske øer). Slaveri var en afgørende institution for opkomsten af den ”moderne” verden, skriver Williams: ”det skaffede sukkeret til den vestlige verdens te og kaffekopper. Det producerede den bomuld, som udgjorde fundamentet for moderne kapitalisme. Det skabte det Amerikanske Syd og de Caribiske øer”. Modstanden mod slaveri var heller ikke udbredt i Storbritannien før den amerikanske revolution havde løsrevet de britiske kolonier i Nordamerika fra den britiske krone, og dermed svækket de direkte økonomiske fordele af slaveri (se kilder).
Hvor mange slaver var der i USA?
Ifølge historikeren José Luciano Franco fragtede briterne over to millioner slaver fra det afrikanske kontinent til kolonierne i Caribien og i Amerika (herunder Sydamerika) mellem 1680-1786. Fra 1776-1800 blev i alt næsten to millioner yderligere slaver fragtet til de amerikanske kolonier af hhv. britiske, franske, hollandske, portugisiske og danske handlende (for Danmarks vedkommende primært til kolonien Dansk Vestindien i Caribien) (se kilder). Fra Caribien blev mange slaver senere fragtet til Nordamerika. Ved folketællingen (Census) i 1860 blev det samlede antal slaver i Nordamerika opgjort til omkring fire millioner. Børn af slaver blev som udgangspunkt også betragtet som slaver i lovens øjne. Ifølge Encyclopædia Britannica var omkring 40 procent af befolkningen i sydstaterne slaver – i South Carolina var det over 60 procent – i midten af 1800-tallet (se kilder).
Hvad var slaveriets funktion i USA?
I nordstaterne arbejdede slaver typisk som tjenestefolk, håndværkere og industriarbejdere og var ofte koncentreret i byområderne. I sydstaterne var slavearbejdskraften derimod primært benyttet i landdistrikterne, og Sydens økonomi var i det hele taget primært bundet op på landbrug og plantagedrift. Slaveri var centralt for den arbejdskraftintensive produktion af sukker, ris, tobak og bomuld, og antallet af slaver var derfor proportionelt og antalsmæssigt langt højere i Syd end i Nord. Særligt fra slutningen af 1700-tallet boomede bomuldsproduktionen – blandt andet som følge af opfindelsen af bomuldsegreneringsmaskinen (cotton gin), patenteret i 1794, der gjorde det muligt at udskille bomuldsfibrene maskinelt – og det samme gjorde slaveriet i sydstaterne. En stor del af den bomuld, som blev dyrket af slaver i USA, blev eksporteret til England.
Ifølge bl.a. Eric Williams var det ikke mindst bomuldsegreneringsmaskinen, som flyttede det handelsmæssige tyngdepunkt fra de gamle kolonier i Caribien til det nye uafhængige Amerika. Mellem 1792 og 1801 steg den britiske import af bomuld fra Amerika fra ni millioner dollar til næsten 31 millioner. ”Opkomsten af negerslaveri kan udtrykkes med tre ord: I Caribien, Sukker; på fastlandet, Tobak og Bomuld. (…) Sukker, tobak og bomuld krævede store plantager og horder af billig arbejdskraft” (se kilder).
Historikeren David Brion Davis udtrykker det således: ”Vi må erkende den ultimative selvmodsigelse, at vores frie og demokratiske samfund blev muliggjort af omfattende slavearbejdskraft” (se kilder).