Kampen mod slaveri i USA

Hvilke stater var for og imod slaveri?

Ifølge Georgia Encyclopedia blev den nyoprettede stat Georgia i 1735 den første af de 13 britiske kolonier i Nordamerika, som forbød slaveri. Men staten indførte det efter pres fra plantageejere og andre rigmænd i 1750 på grund af mangel på arbejdskraft, idet indvandringen af fattige folk fra Storbritannien begyndte af aftage (se kilder).

I 1789 var der i alt fem 'frie stater' – Pennsylvania, Connecticut, New Hampshire, Massachusetts, Rhode Island – og otte 'slavestater': New York, New Jersey, Delaware, Maryland, Virginia, North og South Carolina og Georgia. I 1861 var de 13 stater blevet til 34, hvoraf de 15 var frie og de 19 slavestater. De tidligere slavestater New York og New Jersey havde i mellemtiden afskaffet slaveriet (animation på wikipedia, se kilder).

Hvad er The Antebellum Era?

Antebellum er latin og betyder 'før krigen'. The Antebellum Era bruges bl.a. som betegnelse for årtierne op til den amerikanske borgerkrig, hvor staterne kæmpede om det økonomisk fornuftige og politisk og moralsk legitime ved slaveri, samt om graden af føderal politisk styring versus selvstyre i de enkelte stater.

Hvad er abolitionisme?

Historikeren James M. McPherson definerer en abolitionist som ”en, der før borgerkrigen havde agiteret for øjeblikkelig, betingelsesløs og total afskaffelse af slaveri i USA” (se kilder).

Fra 1808, under præsident Thomas Jefferson, blev det med 'Act to Prohibit the Importation of Slaves' forbudt at importere flere slaver til De Forenede Stater, men selve slaveriet forblev lovligt:

”Be it enacted by the Senate and House of Representatives of the United States of America in Congress assembled, That from and after the first day of January, one thousand eight hundred and eight, it shall not be lawful to import or bring into the United States or the territories thereof from any foreign kingdom, place, or country, any negro, mulatto, or person of colour, with intent to hold, sell, or dispose of such negro, mulatto, or person of colour, as a slave, or to be held to service or labour.” (se kilder).

Det var ikke alle, der mente, at Thomas Jefferson – der selv var slaveejer – med forbuddet mod import dermed havde stillet sig på slavernes, de sortes, side. Blandt andre den frie sorte revolutionære abolitionist David Walker fastholdt, at Jefferson hørte til blandt fjenderne for sine holdninger til sorte som værende ”uheldige mennesker”, der tilhører en ”laverestående” race, holdninger som Jefferson bl.a. redegjorde for i sin bog "Notes on the state of Virginia" fra 1785 (se kilder).

”Det er i sandhed forbavsende, at en så dannet mand (…) kan tale således om mænd i lænker,” skrev Walker om Jefferson: ”Jeg ved ikke, med hvad jeg skal sammenligne det, andet end med at sætte en vild hjort ind i et jernbur (…) og placere ved dens side en anden hjort, derpå lade den løbe, og forvente, at hjorten i buret kan løbe lige så hurtigt som den i frihed” (se kilder).

At forbuddet mod import ikke markerede en nær afslutning på slaveriet blev tydeligt i 1850 med vedtagelsen af The Fugitive Slave Act (se kilder), som pålagde enhver myndighedsperson at returnere bortløbne slaver til ejeren, også på tværs af stater. Det var en kontroversiel lov, som provokerede abolitionisterne. Deres styrke og indflydelse var vokset de foregående årtier i takt med dels at nordstaterne – i vid udstrækning organiseret omkring urban industri og lønarbejde – blev stadigt mere økonomisk magtfulde i forhold til Syden og dels at såvel frie sorte som slaver sluttede sig aktivt til modstanden mod slaveriet. For sortes vedkommende var det en risikabel affære, og adskillige blev hængt for oprør og for at konspirere om oprør i løbet af det 19. århundrede.

Hvilke personer og bevægelser har været centrale i modstanden mod slaveri i USA?

I 1775 blev The Pennsylvania Abolition Society – også kaldet Society for the Relief of Free Negros Unlawfully Held in Bondage – stiftet med det formål at agitere for afskaffelse af slaveri i USA. Blandt stifterne var mange kvækere, og denne religiøse gruppe samt en række evangelistiske grupper havde længe argumenteret for, at slaveri var ukristent. Også i den gryende kvindebevægelse arbejdede mange grupper mod slaveri.

Blandt andre abolitionist-grupper, hvor også sorte indtog ledende placeringer, var f.eks. The American Anti-Slavery Society (AASS) (1833–1870), samt en lang række lokale grupper i de forskellige stater.

Ifølge sociologen Angela Jones blev David Walker (1785-1831) med sin pamflet 'Appeal' – kendt som Walkers Appeal – fra 1830 en af hovedfigurerne i slaverimodstanden. Walkers mor var fri og hans far slave, og selv var han født fri i staten North Carolina i 1785. I 1826 slog han sig ned i Boston, Massachusetts, der på det tidspunkt var blevet et epicenter i modstanden mod slaveri i USA. Han åbnede en butik med brugt tøj og distribuerede sin pamflet ved at lægge den i lommerne på tøjet, som blandt andet blev solgt til sømænd. Således blev hans kampskrift mod slaveri hurtigt spredt over store afstande. Bl.a. staten Georgia satte en 10.000 dollar dusør på hans hoved, og i 1831 døde Walker under uklare omstændigheder (se kilder).

Walker skrev også for den afro-amerikanske abolitionist-avis Freedom's Journal, grundlagt af pastor Peter Williams og trykt i New York City. Avisen blev lukket i 1829 og i en kort periode efterfulgt af avisen The Rights of All. I sidstnævnte blev Walker's Appeal trykt i fire dele i 1830.

Walker opfordrede i sin pamflet hvide til at komme til fornuft og leve i fredelig sameksistens med sorte. Hvis hvide fortsat insisterede på brutal undertrykkelse af sorte gennem slaveri, opfordrede Walker til væbnet modstand.

”Tro dette, der er på ingen måde mere ondt i at dræbe en mand, som forsøger at dræbe dig, end i at tage et glas vand, når du er tørstig; tværtimod, den mand som står stille og lader en anden myrde sig, er værre end en vantro, og er han tilmed ved sine fulde fem, bør han ikke begrædes”, skrev Walker i appellen (se kilder).

Det var for skrap kost for andre abolitionister, blandt andre Frederick Douglass (1817-1895), der var født som slave i Maryland, men som flygtede, blev fængslet og siden slap fri, hvorefter han tilsluttede sig abolitionistbevægelsen i New England. Her grundlagde han abolitionist-avisen North Star, siden kendt som Frederick Douglass Paper, suppleret af magasinet Douglass Monthly. Også Douglass krævede fuldstændig afskaffelse af slaveri, men han mente modsat Walker, at det skulle og kunne foregå gennem demokratisk og moralsk reform. Douglass var en kirkens mand, men han kritiserede åbent den del af kirken, som enten ikke støttede abolitionisterne eller direkte støttede slaveriet.

Abolitionist-bevægelsen var også tæt knyttet til kvindebevægelsen, og blandt de kendte abolitionister var adskillige kvinder, bl.a. Anna Julia Cooper (1858-1964), den fjerde sorte kvinde i USA's historie som tog en ph.d.-grad. Hun levede af at undervise, og hun var en stærk agitator i abolitionist-bevægelsen, hvor hun blandt andet argumenterede for uddannelse af sorte og kvinder som vejen ud af slaveriet. Cooper var med til at grundlægge Colored Women's League, der senere blev til National Association of Colored Women (NACWC), som blev en indflydelsesrig politisk bevægelse i tiden efter afskaffelsen af slaveriet, og som stadig eksisterer.

Hvilke slaveoprør har fundet sted?

Den Haitianske revolution er historiens mest succesfulde – og ifølge historikeren Patrick Bellegarde-Smith det mest oversete – slaveoprør, hvor 500.000 slaver i den franske koloni Saint-Dominque fra 1791-1804 omstyrtede kolonimagten og oprettede en fri stat (se kilder). Denne revolution var en inspirationskilde for særligt sorte abolitionister i USA, og bl.a. Walker opfordrede sorte i USA til at studere den haitianske historie og lade sig inspirere til selv at gøre oprør.

Walkers Appeal menes i sig selv at have inspireret flere oprør, blandt andet det berømte Nat Turner-rebellion i Virginia i 1831. Det var langt fra det første (eller sidste) af sin art, men et af de mest omfattende, hvor omtrent 60 hvide blev dræbt inden slaven Nat Turner og hans gruppe blev fanget. Nogle oprørere blev dræbt på stedet – og i alt 200 sorte blev dræbt i gengældelsesaktioner fra hvide – andre oprørere blev fængslet og siden hængt. Foruden Nat Turner selv blev 56 hængt for medvirken til oprøret. Det menes, at Nat Turner startede med en lille gruppe, som drog fra hus til hus, befriede slaverne og dræbte de hvide ejere. Ved slutningen bestod Nat Turners gruppe af 70 frie sorte og tidligere slaver. Det primære historiske dokument til belysning af dette slaveoprør er advokaten Thomas Ruffin Grays beretning, som er baseret på Grays egen research samt på samtaler med Nat Turner i fængslet, før Turner blev henrettet. Grays beretning danner baggrund for William Styrons prisbelønnede historiske roman "Nat Turner. En oprørers bekendelser".