Slaveriet i USA

Der er ikke enighed om definitionen af slaveri, men ifølge Encyclopædia Britannica (se kilde 1) er de fleste forskere enige om følgende kendetegn ved slaveri som institution:

A) en person, der er gjort til slave, anses ikke for at være menneske i egen ret, men derimod ejendom eller 'løsøre'. En slavegjort person er dermed:

B) objekt for loven, underlagt ejendomsret og ikke et subjekt med egne rettigheder. I de fleste samfund med slaveinstitution har slavegjorte dog haft visse rettigheder som 'levende' ejendom i stil med dyr; f.eks. i form af grænser for, hvilken grad af vanrøgt der var tilladt.

Slaveri som institution, som det blev praktiseret i f.eks. USA gennem 17.-19. århundrede, var altså en lovlig og integreret del af samfundsøkonomien, hvor nogle mennesker var frataget deres status af juridiske subjekter med egne rettigheder, og i stedet tilhørte andre mennesker.

Ifølge lex.dk (se kilde 2) kan man opdele slaveri i to typer: ”Domestisk eller patriarkalsk slaveri omfatter personer, der tjener ejerne i deres hjem eller er tilknyttet offentlige institutioner; produktionsslaveri blev bl.a. brugt i plantagedriften i Amerika og er måske derfor den bedst kendte slaveriform, selvom den igennem tiderne har været sjælden.”

I daglig tale er det mest almindeligt at bruge ordet ’slave’ om personer, der lever i slaveri, men det bliver stadig mere udbredt i stedet at tale om ’slavegjorte’. Det er for at understrege, at der er tale om mennesker, som et socialt og juridisk system har gjort til slaver.

Hvad var den økonomiske baggrund?

I nordstaterne arbejdede slavegjorte typisk som tjenestefolk, håndværkere og industriarbejdere og var ofte koncentreret i byområderne. I sydstaterne blev slavearbejdskraften derimod primært brugt i landdistrikterne. Slaveri var centralt for den arbejdskraftintensive produktion af sukker, ris, tobak og bomuld, og antallet af mennesker i slaveri var derfor proportionelt og antalsmæssigt langt højere i Syd end i Nord. Særligt fra slutningen af 1700-tallet boomede bomuldsproduktionen – bl.a. som følge af opfindelsen af egreneringsmaskinen til bomuld (cotton gin), patenteret i 1794, der gjorde det muligt at udskille bomuldsfibre maskinelt – og det samme gjorde slaveriet i sydstaterne. En stor del af den bomuld, som blev dyrket af slaver i USA, blev eksporteret til England.

Ifølge bl.a. historikeren Eric Williams (se kilde 3) var det ikke mindst egreneringsmaskinen, som flyttede det handelsmæssige tyngdepunkt fra de gamle kolonier i Caribien til det nye uafhængige Amerika. Fra 1792 til 1801 steg den britiske import af bomuld fra Amerika fra ni til næsten 31 millioner dollar. ”Opkomsten af negerslaveri kan udtrykkes med tre ord: I Caribien, Sukker; på fastlandet, Tobak og Bomuld. (…) Sukker, tobak og bomuld krævede store plantager og horder af billig arbejdskraft”.

Historikeren David Brion Davis (se kilde 4) udtrykker det således: ”Vi må erkende den ultimative selvmodsigelse, at vores frie og demokratiske samfund blev muliggjort af omfattende slavearbejdskraft”.

Hvad var den kulturelle baggrund for slaveriet?

Slaveri som institution var først og fremmest et økonomisk system. Det hvilede på en verdensorden, hvor dele af verden blev koloniseret, og ressourcerne – herunder menneskelig arbejdskraft – plyndret. Men slaveriet (og kolonialisme som sådan) blev legitimeret kulturelt gennem forestillinger om, at nogle mennesker var af laverestående race eller befandt sig på et lavere civilisationstrin og derfor ikke havde samme rettigheder som hvide. Den slags kulturelle forestillinger var også udbredte blandt nogle af dem, som blev kendt for at have bidraget til at afskaffe systemet. For eksempel præsident Thomas Jefferson, der i 1808 gjorde det ulovligt at fragte flere slavegjorte mennesker til Nordamerika – men lod selve slaveriet forblive lovligt. Jefferson selv brugte slavearbejdskraft, og den frie sorte revolutionære abolitionist (slaverimodstander) David Walker fastholdt, at Jefferson hørte til blandt fjenderne pga. hans holdninger til sorte som værende ”uheldige mennesker”, der tilhører en ”laverestående” race. Den slags holdninger havde Jefferson bl.a. redegjort for i sin bog ”Notes on the state of Virginia” fra 1785 (se kilde 5).

”Det er i sandhed forbavsende, at en så dannet mand (…) kan tale således om mænd i lænker,” skrev Walker om Jefferson: ”Jeg ved ikke, med hvad jeg skal sammenligne det, andet end med at sætte en vild hjort ind i et jernbur (…) og placere ved dens side en anden hjort, derpå lade den løbe, og forvente, at hjorten i buret kan løbe lige så hurtigt som den i frihed”, skrev Walker (se kilde 6).

Hvad var den storpolitiske baggrund for slaveriet i USA?

Slaveriet som institution var mest udbredt i de nordamerikanske stater, men udsprang af de europæiske kolonimagters opfattelse af lokale befolkninger som en form for undermennesker. Selvom slaveri f.eks. aldrig har været tilladt i Storbritannien og blev eksplicit forbudt i 1772, gjaldt det ikke for kolonierne.

Historikere som bl.a. Eric Williams peger på modsætningen mellem en fortælling om et gradvist mere oplyst og moralsk progressivt Europa, hvor slaveri var forbudt inden for staternes grænser, og det forhold, at den europæiske økonomi trak sin styrke fra netop slaveriet i såvel USA som i de andre europæiske kolonier – for Danmarks vedkommende de Vestindiske øer. Her var slaveri tilladt og bredt praktiseret frem til 1792. Ifølge Nationalmuseets opslag om slaveri i Dansk Vestindien skønner man, at 120.000 mennesker blev fragtet til Caribien som slavegjorte (se kilde 7).

Slaveri var afgørende for opkomsten af den ”moderne” verden, skriver Williams (se kilde 3): ”det skaffede sukkeret til den vestlige verdens te og kaffekopper. Det producerede den bomuld, som udgjorde fundamentet for moderne kapitalisme. Det skabte det Amerikanske Syd og de Caribiske øer”. Modstanden mod slaveri var heller ikke udbredt i Storbritannien, før den amerikanske revolution havde løsrevet de britiske kolonier i Nordamerika fra den britiske krone og dermed svækket de direkte økonomiske fordele af slaveri.