Slaveriet i USA

Artikel type
faktalink
journalist og cand.mag. Nina Trige Andersen, iBureauet/Dagbladet Information. April 2014
Main image
Scene fra TV-serien 'Rødder'. 1996.
Scene fra TV-serien 'Rødder'. 1996.
Foto: Nordfoto / Scanpix

Slaveri – køb og salg af samt råderet over mennesker som 'ejendom' – var en institution i de britiske kolonier i Nordamerika fra starten af 1600-tallet og blev videreført i en række stater i det uafhængige United States of America. Slaverne var importeret fra det afrikanske kontinent. I løbet af 1800-tallet afskaffede flere nordstater institutionen, mens sydstaterne udvidede slaveriet, som spillede en central rolle i bl.a. bomuldsproduktion. Nordstaternes økonomi var derimod lagt an på fremstillingsindustri og lønarbejde. De økonomiske modsætninger førte til den amerikanske borgerkrig i 1861, og da krigen i 1865 faldt ud til Nords fordel, blev slaveriet afskaffet på føderalt niveau.

 

 

Slaveri som institution

Hvad er slaveri?

Der er strid om detaljerne i, hvordan slaveri kan defineres, men ifølge Encyclopædia Britannica (se kilder) er de fleste forskere enige om, at slaveri i institutionel forstand er kendetegnet af:
A) at en slave ikke anses for at være menneske i sin egen ret, men derimod ejendom eller 'løsøre'. En slave er altså:
B) objekt for loven, underlagt ejendomsret og ikke et subjekt med egne rettigheder. I de fleste samfund med slaveinstitution har slaver dog haft visse rettigheder som 'levende' ejendom i stil med dyr; f.eks. at der har været grænser for hvilken grad af vanrøgt, der har været tilladt.

Når man i hverdagssprog taler om 'nutidens slaveri' er det oftest ikke institutionen slaveri, der henvises til, men (som regel illegale) forhold, hvor bestemte individer er frarøvet grundlæggende rettigheder såsom bevægelsesfrihed og ikke modtager arbejdsløn, men i stedet er underlagt 'tvangsarbejde' mod en eller anden form for kost og logi. Slaveri som institution, sådan som det har været praktiseret i f.eks. USA gennem det 17.-19. århundrede, er derimod en lovlig og integreret del af samfundsøkonomien, hvor nogle mennesker er frataget deres status af juridiske subjekter og i stedet tilhører andre mennesker. Historikeren Thomas D. Morris skriver:

”Slaven som objekt for ejendomsret er i høj grad en del af forholdet mellem slaveri og loven. Dette er et ofte overset faktum af flere årsager: ejendomsretten er ikke noget særligt for slaver; folk tænker ofte på slaver som mennesker, og det er svært at opfatte andre personer som ting, og folk antager ofte, at der findes en særlig samling love, som vi kan identificere som 'slaveriets love' (…) relationen mellem slaveri og loven er imidlertid mere end blot de politikker, der kan udledes af statutter og juridiske doktriner – loven var praksis ligeså meget som den var doktrin.” (se kilder).

Hvornår blev slaveriet indført i USA?

I 1619 blev de første sorte arbejdere bragt til den britiske koloni Jamestown i Virginia, Nordamerika, af hollandske handelsskibe. Denne gruppe anføres som regel som de første slaver i Nordamerika, men økonomen Robert Evans Jr. mener, at de snarere blev solgt som ”indentured servants”, stavnsbundne tjenestefolk på kontrakter, på lige vilkår med hvide ditto. I 1662 indførte Virginia den første lov, i hvilken sorte, kaldet “negroes”, blev omtalt som “slaver”. Det var imidlertid først i løbet af 1700-tallet, at importen af sorte slaver for alvor tog fart i Nordamerika (se kilder).

Ifølge Encyclopædia Britannicas Guide to Black History gjorde slavelovgivningen i Virginia det fra 1705 lovligt at holde enhver person 'importeret' fra et ikke-kristent land som slave. Det var desuden tilladt, at kolonisatorer købte native americans fra andre native americans, blot måtte kolonisatorerne ikke selv gøre native americans til slaver. I årene omkring uafhængighedskrigen voksede modstanden mod slaveri i det, der siden blev til USA. Ikke desto mindre beskyttede den amerikanske forfatning fra 1787 staternes ret til at opretholde slaveriet og udvide det ved importere flere slaver med en paragraf, der skulle forblive uændret i tyve år for at give tid til en løsning på uenigheden omkring slaveri i de nye Forenede Stater (se kilder).

Hvad var relationen mellem Europa og slaveriet i USA?

Selvom slaveri aldrig har været tilladt i Storbritannien og blev eksplicit forbudt i 1772, gjaldt det ikke for kolonierne. Slaveri var tilladt og praktiseret bl.a. i samtlige 13 britiske kolonier i Nordamerika frem til uafhængighedskrigen 1775-1783.

Historikere som bl.a. Eric Williams peger på modsætningen mellem en fortælling om et gradvist mere oplyst og moralsk progressivt Europa, hvor slaveri var forbudt inden for staternes grænser, og det forhold, at den europæiske økonomi trak sin styrke fra netop slaveriet i såvel USA som i de andre europæiske kolonier (for Danmarks vedkommende de Vestindiske øer). Slaveri var en afgørende institution for opkomsten af den ”moderne” verden, skriver Williams: ”det skaffede sukkeret til den vestlige verdens te og kaffekopper. Det producerede den bomuld, som udgjorde fundamentet for moderne kapitalisme. Det skabte det Amerikanske Syd og de Caribiske øer”. Modstanden mod slaveri var heller ikke udbredt i Storbritannien før den amerikanske revolution havde løsrevet de britiske kolonier i Nordamerika fra den britiske krone, og dermed svækket de direkte økonomiske fordele af slaveri (se kilder).

Hvor mange slaver var der i USA?

Ifølge historikeren José Luciano Franco fragtede briterne over to millioner slaver fra det afrikanske kontinent til kolonierne i Caribien og i Amerika (herunder Sydamerika) mellem 1680-1786. Fra 1776-1800 blev i alt næsten to millioner yderligere slaver fragtet til de amerikanske kolonier af hhv. britiske, franske, hollandske, portugisiske og danske handlende (for Danmarks vedkommende primært til kolonien Dansk Vestindien i Caribien) (se kilder). Fra Caribien blev mange slaver senere fragtet til Nordamerika. Ved folketællingen (Census) i 1860 blev det samlede antal slaver i Nordamerika opgjort til omkring fire millioner. Børn af slaver blev som udgangspunkt også betragtet som slaver i lovens øjne. Ifølge Encyclopædia Britannica var omkring 40 procent af befolkningen i sydstaterne slaver – i South Carolina var det over 60 procent – i midten af 1800-tallet (se kilder).

Hvad var slaveriets funktion i USA?

I nordstaterne arbejdede slaver typisk som tjenestefolk, håndværkere og industriarbejdere og var ofte koncentreret i byområderne. I sydstaterne var slavearbejdskraften derimod primært benyttet i landdistrikterne, og Sydens økonomi var i det hele taget primært bundet op på landbrug og plantagedrift. Slaveri var centralt for den arbejdskraftintensive produktion af sukker, ris, tobak og bomuld, og antallet af slaver var derfor proportionelt og antalsmæssigt langt højere i Syd end i Nord. Særligt fra slutningen af 1700-tallet boomede bomuldsproduktionen – blandt andet som følge af opfindelsen af bomuldsegreneringsmaskinen (cotton gin), patenteret i 1794, der gjorde det muligt at udskille bomuldsfibrene maskinelt – og det samme gjorde slaveriet i sydstaterne. En stor del af den bomuld, som blev dyrket af slaver i USA, blev eksporteret til England.

Ifølge bl.a. Eric Williams var det ikke mindst bomuldsegreneringsmaskinen, som flyttede det handelsmæssige tyngdepunkt fra de gamle kolonier i Caribien til det nye uafhængige Amerika. Mellem 1792 og 1801 steg den britiske import af bomuld fra Amerika fra ni millioner dollar til næsten 31 millioner. ”Opkomsten af negerslaveri kan udtrykkes med tre ord: I Caribien, Sukker; på fastlandet, Tobak og Bomuld. (…) Sukker, tobak og bomuld krævede store plantager og horder af billig arbejdskraft” (se kilder).

Historikeren David Brion Davis udtrykker det således: ”Vi må erkende den ultimative selvmodsigelse, at vores frie og demokratiske samfund blev muliggjort af omfattende slavearbejdskraft” (se kilder).

Kampen mod slaveri i USA

Hvilke stater var for og imod slaveri?

Ifølge Georgia Encyclopedia blev den nyoprettede stat Georgia i 1735 den første af de 13 britiske kolonier i Nordamerika, som forbød slaveri. Men staten indførte det efter pres fra plantageejere og andre rigmænd i 1750 på grund af mangel på arbejdskraft, idet indvandringen af fattige folk fra Storbritannien begyndte af aftage (se kilder).

I 1789 var der i alt fem 'frie stater' – Pennsylvania, Connecticut, New Hampshire, Massachusetts, Rhode Island – og otte 'slavestater': New York, New Jersey, Delaware, Maryland, Virginia, North og South Carolina og Georgia. I 1861 var de 13 stater blevet til 34, hvoraf de 15 var frie og de 19 slavestater. De tidligere slavestater New York og New Jersey havde i mellemtiden afskaffet slaveriet (animation på wikipedia, se kilder).

Hvad er The Antebellum Era?

Antebellum er latin og betyder 'før krigen'. The Antebellum Era bruges bl.a. som betegnelse for årtierne op til den amerikanske borgerkrig, hvor staterne kæmpede om det økonomisk fornuftige og politisk og moralsk legitime ved slaveri, samt om graden af føderal politisk styring versus selvstyre i de enkelte stater.

Hvad er abolitionisme?

Historikeren James M. McPherson definerer en abolitionist som ”en, der før borgerkrigen havde agiteret for øjeblikkelig, betingelsesløs og total afskaffelse af slaveri i USA” (se kilder).

Fra 1808, under præsident Thomas Jefferson, blev det med 'Act to Prohibit the Importation of Slaves' forbudt at importere flere slaver til De Forenede Stater, men selve slaveriet forblev lovligt:

”Be it enacted by the Senate and House of Representatives of the United States of America in Congress assembled, That from and after the first day of January, one thousand eight hundred and eight, it shall not be lawful to import or bring into the United States or the territories thereof from any foreign kingdom, place, or country, any negro, mulatto, or person of colour, with intent to hold, sell, or dispose of such negro, mulatto, or person of colour, as a slave, or to be held to service or labour.” (se kilder).

Det var ikke alle, der mente, at Thomas Jefferson – der selv var slaveejer – med forbuddet mod import dermed havde stillet sig på slavernes, de sortes, side. Blandt andre den frie sorte revolutionære abolitionist David Walker fastholdt, at Jefferson hørte til blandt fjenderne for sine holdninger til sorte som værende ”uheldige mennesker”, der tilhører en ”laverestående” race, holdninger som Jefferson bl.a. redegjorde for i sin bog "Notes on the state of Virginia" fra 1785 (se kilder).

”Det er i sandhed forbavsende, at en så dannet mand (…) kan tale således om mænd i lænker,” skrev Walker om Jefferson: ”Jeg ved ikke, med hvad jeg skal sammenligne det, andet end med at sætte en vild hjort ind i et jernbur (…) og placere ved dens side en anden hjort, derpå lade den løbe, og forvente, at hjorten i buret kan løbe lige så hurtigt som den i frihed” (se kilder).

At forbuddet mod import ikke markerede en nær afslutning på slaveriet blev tydeligt i 1850 med vedtagelsen af The Fugitive Slave Act (se kilder), som pålagde enhver myndighedsperson at returnere bortløbne slaver til ejeren, også på tværs af stater. Det var en kontroversiel lov, som provokerede abolitionisterne. Deres styrke og indflydelse var vokset de foregående årtier i takt med dels at nordstaterne – i vid udstrækning organiseret omkring urban industri og lønarbejde – blev stadigt mere økonomisk magtfulde i forhold til Syden og dels at såvel frie sorte som slaver sluttede sig aktivt til modstanden mod slaveriet. For sortes vedkommende var det en risikabel affære, og adskillige blev hængt for oprør og for at konspirere om oprør i løbet af det 19. århundrede.

Hvilke personer og bevægelser har været centrale i modstanden mod slaveri i USA?

I 1775 blev The Pennsylvania Abolition Society – også kaldet Society for the Relief of Free Negros Unlawfully Held in Bondage – stiftet med det formål at agitere for afskaffelse af slaveri i USA. Blandt stifterne var mange kvækere, og denne religiøse gruppe samt en række evangelistiske grupper havde længe argumenteret for, at slaveri var ukristent. Også i den gryende kvindebevægelse arbejdede mange grupper mod slaveri.

Blandt andre abolitionist-grupper, hvor også sorte indtog ledende placeringer, var f.eks. The American Anti-Slavery Society (AASS) (1833–1870), samt en lang række lokale grupper i de forskellige stater.

Ifølge sociologen Angela Jones blev David Walker (1785-1831) med sin pamflet 'Appeal' – kendt som Walkers Appeal – fra 1830 en af hovedfigurerne i slaverimodstanden. Walkers mor var fri og hans far slave, og selv var han født fri i staten North Carolina i 1785. I 1826 slog han sig ned i Boston, Massachusetts, der på det tidspunkt var blevet et epicenter i modstanden mod slaveri i USA. Han åbnede en butik med brugt tøj og distribuerede sin pamflet ved at lægge den i lommerne på tøjet, som blandt andet blev solgt til sømænd. Således blev hans kampskrift mod slaveri hurtigt spredt over store afstande. Bl.a. staten Georgia satte en 10.000 dollar dusør på hans hoved, og i 1831 døde Walker under uklare omstændigheder (se kilder).

Walker skrev også for den afro-amerikanske abolitionist-avis Freedom's Journal, grundlagt af pastor Peter Williams og trykt i New York City. Avisen blev lukket i 1829 og i en kort periode efterfulgt af avisen The Rights of All. I sidstnævnte blev Walker's Appeal trykt i fire dele i 1830.

Walker opfordrede i sin pamflet hvide til at komme til fornuft og leve i fredelig sameksistens med sorte. Hvis hvide fortsat insisterede på brutal undertrykkelse af sorte gennem slaveri, opfordrede Walker til væbnet modstand.

”Tro dette, der er på ingen måde mere ondt i at dræbe en mand, som forsøger at dræbe dig, end i at tage et glas vand, når du er tørstig; tværtimod, den mand som står stille og lader en anden myrde sig, er værre end en vantro, og er han tilmed ved sine fulde fem, bør han ikke begrædes”, skrev Walker i appellen (se kilder).

Det var for skrap kost for andre abolitionister, blandt andre Frederick Douglass (1817-1895), der var født som slave i Maryland, men som flygtede, blev fængslet og siden slap fri, hvorefter han tilsluttede sig abolitionistbevægelsen i New England. Her grundlagde han abolitionist-avisen North Star, siden kendt som Frederick Douglass Paper, suppleret af magasinet Douglass Monthly. Også Douglass krævede fuldstændig afskaffelse af slaveri, men han mente modsat Walker, at det skulle og kunne foregå gennem demokratisk og moralsk reform. Douglass var en kirkens mand, men han kritiserede åbent den del af kirken, som enten ikke støttede abolitionisterne eller direkte støttede slaveriet.

Abolitionist-bevægelsen var også tæt knyttet til kvindebevægelsen, og blandt de kendte abolitionister var adskillige kvinder, bl.a. Anna Julia Cooper (1858-1964), den fjerde sorte kvinde i USA's historie som tog en ph.d.-grad. Hun levede af at undervise, og hun var en stærk agitator i abolitionist-bevægelsen, hvor hun blandt andet argumenterede for uddannelse af sorte og kvinder som vejen ud af slaveriet. Cooper var med til at grundlægge Colored Women's League, der senere blev til National Association of Colored Women (NACWC), som blev en indflydelsesrig politisk bevægelse i tiden efter afskaffelsen af slaveriet, og som stadig eksisterer.

Hvilke slaveoprør har fundet sted?

Den Haitianske revolution er historiens mest succesfulde – og ifølge historikeren Patrick Bellegarde-Smith det mest oversete – slaveoprør, hvor 500.000 slaver i den franske koloni Saint-Dominque fra 1791-1804 omstyrtede kolonimagten og oprettede en fri stat (se kilder). Denne revolution var en inspirationskilde for særligt sorte abolitionister i USA, og bl.a. Walker opfordrede sorte i USA til at studere den haitianske historie og lade sig inspirere til selv at gøre oprør.

Walkers Appeal menes i sig selv at have inspireret flere oprør, blandt andet det berømte Nat Turner-rebellion i Virginia i 1831. Det var langt fra det første (eller sidste) af sin art, men et af de mest omfattende, hvor omtrent 60 hvide blev dræbt inden slaven Nat Turner og hans gruppe blev fanget. Nogle oprørere blev dræbt på stedet – og i alt 200 sorte blev dræbt i gengældelsesaktioner fra hvide – andre oprørere blev fængslet og siden hængt. Foruden Nat Turner selv blev 56 hængt for medvirken til oprøret. Det menes, at Nat Turner startede med en lille gruppe, som drog fra hus til hus, befriede slaverne og dræbte de hvide ejere. Ved slutningen bestod Nat Turners gruppe af 70 frie sorte og tidligere slaver. Det primære historiske dokument til belysning af dette slaveoprør er advokaten Thomas Ruffin Grays beretning, som er baseret på Grays egen research samt på samtaler med Nat Turner i fængslet, før Turner blev henrettet. Grays beretning danner baggrund for William Styrons prisbelønnede historiske roman "Nat Turner. En oprørers bekendelser".