Hvor mange romaer findes der i dag?
Der eksisterer ingen sikre opgørelser over antallet af romaer på verdensplan eller i Europa. I mange lande registrerer man ikke borgerne efter etnicitet, og i de lande, hvor man ved folketællinger beder befolkningen om at opgive deres nationalitet eller etnicitet, vælger mange romaer at definere sig som en del af majoritetsbefolkningen. I Tjekkiet vurderer ngo’er f.eks., at der lever over 200.000 romaer, men ved folketællingen i 2004, opgav kun omkring 12.000 personer at være romaer. Internationale organisationer som Verdensbanken og FN vurderer dog samstemmende, at der lever8-12 millioner romaer i Europa, heraf omkring 75 % i Øst- og Centraleuropa. Derudover findes der formodentlig 2-5 millioner romaer i andre verdensdele.
Hvor lever romaerne?
De fleste romaer - omkring 10 millioner - lever i Europa, og de fleste af de europæiske romaer lever i Central- og Østeuropa, for eksempel i Rumænien, Bulgarien, Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet. Rumænien er det land i Europa, der - både forholdsmæssigt og i absolutte tal har det største mindretal af romaer, formodentlig omkring 2,5 millioner, hvilket svarer til lige over 10 % af befolkningen. Men der er også romaer i Nord- og Vesteuropa, og også uden for Europa er der romaer, blandt andet i USA, Latinamerika og Australien.
Hvordan er romaernes levevilkår i Øst- og Centraleuropa?
Romaerne i Øst- og Centraleuropa har generelt dårlige levevilkår. Arbejdsløsheden, kriminalitetsraten og børnedødeligheden er høj, og romaerne udsættes for diskrimination både på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet og hos kommunale myndigheder. FN’s udviklingsprogram, UNDP, udgav i foråret 2005 en rapport med den sigende titel ”Faces of Poverty, Faces of Hope” (se kilder). I rapporten slås det fast, at der i lande som Bulgarien, Rumænien og Slovakiet findes fattigdomslommer med ekstrem elendighed. Og romaer er klart overrepræsenteret blandt de fattigste. I Rumænien lever næsten 70 % af romaerne således for under 4 dollars om dagen - som er FN’s fattigdomsgrænse i den rige del af verden - og 68 % har hverken vand eller kloakering. I et EU-land som Slovakiet er tallene kun en anelse pænere, og situationen synes håbløs for de mange romaer, der lever i fattigdom.
En række rapporter fra European Roma Rights Cenre, det nye EU-agentur for fundamentale rettigheder, FRA, samt den Bruxelles-baserede ngo European Roma Rights Centre (ERRC) har også de senere år dokumenteret, at romaer i Øst- og Centraleuropa fortsat lever i fattigdom og har ringere adgang til uddannelse, arbejde og boliger end den øvrige befolkning.
Håbløsheden i de fattigste egne beskrives i artiklen ”En hel landsby på bistand” i Politiken den 3. april 2000, . samt i et temanummer fra september 2010 af hjemløseavisen Hus Forbi (se kilder).
Baggrunden for romaernes ringe forhold i Central- og Østeuropa omkring årtusindskiftet beskrives i antologien ”Between past and future. The Roma of Central and Eastern Europe” (se kilder).
Hvordan er romaernes levevilkår i Vesteuropa?
Romaernes levevilkår er generelt noget bedre i Vest- end i Central- og Østeuropa, men også her lider de under lavere uddannelsesniveau, højere arbejdsløshed og dårligere helbred end den øvrige befolkning og oplever diskrimination fra majoritetssamfundets side. I rapporten ”The Situation of Roma in Selected Western European Countries”, udgivet af International Helsinki Federation for Human Rights (IHF) i 2005, konkluderes det, at romaer i Vesteuropa fortsat udsættes for fordomme og diskrimination, og at de politiske initiativer, der er blevet taget for at afhjælpe diskriminationen, ikke har været succesfulde. Især er det ifølge rapporten et problem, at de beslutninger, der tages på regeringsplan, om at integrere romaerne, ikke slår igennem på lokalt niveau. Rapporten gennemgår romaernes forhold i Grækenland, Italien, Sverige og Storbritannien og konkluderer, at romaerne lider under økonomisk, social og politisk marginalisering. Blandt andet nævnes følgende eksempler:
· Romaer i Grækenland udsættes jævnligt for vold fra myndighedernes side, blandt andet i forbindelse med, at de uretmæssigt sættes ud af deres boliger i såkaldte ’oprydningsaktioner’, hvor hele romakvarterer ryddes af politiet. Politiets overgreb efterforskes sjældent og resulterer endnu sjældnere i, at politifolk stilles til ansvar.
· I Italien mangler mange romaer identitetspapirer, fordi de er kommet til landet som asylsøgere eller illegale immigranter, og de fleste bor i isolerede lejre og slumkvarterer, hvor børnene ikke har mulighed for at gå i skole.
· I Sverige er der på trods af en mangesidet indsats fra de svenske myndigheder fortsat store problemer med diskrimination. En stor rapport fra juli 2010, udgivet af Delegationen för romska frågor (se kilder), viser, at romaer fortsat møder diskrimination på restauranter og i supermarkeder, hvor de for eksempel mistænkes for at stjæle. De oplever også forskelsbehandling i skolen, på boligmarkedet, og når de søger arbejde.
Rapporter fra European Roma Rights Centre fra de seneste år peger på samme problemer i andre lande.
Hvilke erhverv har romaerne?
Mange romaer er integreret i de samfund, de lever i, og har ligesom den øvrige befolkning mange forskellige erhverv. Der er dog både i Øst- og Central- og Vesteuropa fortsat en stor gruppe romaer, der enten er arbejdsløse, er selvstændigt erhvervsdrivende med meget små indtægter eller må nøjes med daglejer- eller sæsonarbejde. Mange romaer, der tidligere ernærede sig inden for traditionelle håndværk - enten omrejsende eller fastboende - har med industrialiseringen mistet deres indtægtsmuligheder, og i de tidligere kommunistiske lande, hvor mange romaer indtil systemskiftet var ansat som ufaglærte arbejdere på fabrikker og i miner, er arbejdsløsheden blandt romaer mange steder op mod 100 %.
Nogle romaer har formået at transformere de gamle håndværk til nye erhverv; hestehandlere er blevet bilmekanikere, smede er blevet skrothandlere. Samtidig er romakvinder, der traditionelt har været hjemmegående eller har været medhjælpende hustruer, i nogle lande begyndt at uddanne sig og søge ind i for eksempel social- og sundhedssektoren. Det gælder blandt andet i Spanien. Men det generelle billede er, at romaerne er ramt af høj arbejdsløshed eller arbejder med hårdt fysisk arbejde - ofte i den grå eller sorte økonomi. En mindre gruppe ernærer sig desuden som musikere eller supplerer deres øvrige indtægter ved at arbejde på deltid som musikere, for eksempel ved bryllupper og byfester.
Hvordan er romaernes holdning til skole og uddannelse?
Det siges ofte, at romaerne ikke har tradition for uddannelse, men det er ikke korrekt. Snarere har romaerne, som den universitetsuddannede rumænske roma Delia Grigore skriver i artiklen ”Education Patterns in the Rroma Family versus Rroma Children’s Schooling” (se kilder) en lang tradition for uddannelse via mesterlære i familien, men stort set ingen tradition for skolegang i majoritetssamfundets skoler. Det er ikke uddannelse som sådan, men skolen, romaerne har været på vagt over for, fordi den blev opfattet som et centralt redskab i majoritetssamfundets assimilationsforsøg, understreger hun. Der har nemlig gennem historien været talrige eksempler på, at myndighederne har forsøgt at udrydde romaernes kultur ved at fjerne romabørn fra deres forældre og undervise dem på særlige skoler.
Af rapporten ”Roma and Travellers in Public Education. An overview of the situation in the EU Member States” (se kilder) fremgår det, at det i mange lande er nødvendigt at etablere et bedre samarbejde mellem skolemyndighederne og romaforældrene for at gøre forældrene trygge ved skolen og give dem forståelse for, hvordan en god skolegang kan give deres børn bedre chance for at få en god tilværelse.
Hvordan er romaernes uddannelsesniveau?
Romaernes uddannelsesniveau er generelt lavt, hvad angår formel uddannelse, og en del - især ældre - romaer er analfabeter. Af rapporten “Roma and Travellers in Public Education. An overview of the situation in the EU Member States” (se kilder) fremgår det, at selv om der har været fremskridt i nogle EU-lande de senere år, er andelen af romaelever, der bliver indskrevet i skolesystemet og gennemfører en uddannelse, fortsat lavere end for befolkningen i øvrigt. I de fleste lande tager kun få romaer en videregående uddannelse, og især blandt pigerne er frafaldet allerede i grundskolen højt. For eksempel går kun 50 % af romabørnene i Spanien jævnligt i skole, og 30 % dropper ud af grundskolen, før de fylder 14 år. I Ungarn viste tal fra 2004, at kun 0,3 % af romaeleverne tager en videregående uddannelse.
Det fortsat lave uddannelsesniveau skyldes ifølge rapporten blandt andet:
· At romaelever i lande som Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet fortsat adskilles fra de øvrige elever i særlige klasselokaler eller på specielle skoler. I Tjekkiet har romabørn 15 gange større risiko end tjekkiske børn for at blive henvist til specialskoler for mentalt handicappede; i Slovakiet er risikoen 22-66 gange højere for romabørn end for slovakiske børn.
· At romaelever ofte har forældre, der selv har dårlige erfaringer med skolesystemet og derfor ikke kan eller vil bakke deres børns skolegang op.
· At romabørn ofte bor i ghettoer, hvor der er dårlige transportmuligheder til og fra skole.
· At der fortsat er racisme og diskrimination fra majoritetens side, og at lærere og pædagoger i mange lande har ringe viden om romaernes kultur og traditioner.
· At romabørn med romani som modersmål sjældent bliver tilbudt undervisning på romani, og at deres modersmål sjældent inddrages i undervisningen som en ressource.
· At fattigdom betyder, at nogle forældre ikke kan betale udgifter til børnenes skolegang. Det er blandt andet et stigende problem i Slovakiet, hvor indførelse af betaling for førskole-klasser har medført, at færre romabørn indskrives i skolerne nu end for ti år siden.
Hvordan er romaernes boligforhold i Øst- og Centraleuropa?
Langt de fleste romaer er bofaste, og mange lever i særlige romakvarterer, ofte i ghettolignende forstæder eller deciderede slumbebyggelser:
· Rumænien: 68 % af romaerne lever uden vand og kloakering i deres boliger, og omkring 30 % bor i deciderede slumbebyggelser. Det fremgår af UNDP-rapporten ”Faces of Poverty, Faces of Hope” (se kilder).
· Slovakiet: Ifølge statistik fra 2004 - i ”The Atlas of Roma Communities in Slovakia” (se kilder) - er omkring halvdelen af Slovakiets cirka 320.000 romaer godt integreret. Den anden halvdel bor mere eller mindre isoleret, i ghettoer i byerne eller i fattige forstæder, i særlige kvarterer i udkanten af landsbyerne eller i helt afsondrede landsbysamfund. Over 80 % af ghettoerne har intet kloaksystem, næsten 60 % har ikke gas, og over 35 % har ikke rindende vand. En tiendedel af ghettoerne mangler elektricitet.
Selv om myndighederne officielt forsøger at forbedre romaernes boligforhold, er lokale myndigheder ofte med til at skabe nye ghettoer. Det fremgår af et interview med den slovakiske regerings romarådgiver, Klara Orgovanova, i bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (se kilder): ”De sidste par år, især efter socialreformen, har vi fået flere problemer med romaghettoer i de større byer. Romaer, som ikke kan betale deres husleje eller elregning, bliver smidt ud af deres boliger og samlet i bestemte boligområder. På den måde opstår nye ghettoer stik imod regeringens strategi.” Livet i en sådan ghetto beskrives i radioudsendelsen ”Sigøjnerliv - på kanten af Europa” (se kilder) samt i Karl Markus Gauss’ essay ”Cafe Casablanca” i Lettre Internationale nr. 8, december 2004 (se kilder). Tendensen bekræftes desuden af et case study; ”Roma housing in small communities, Slovakia”, udgivet af European Union Agency for Fundamental Rights (FRA) i oktober 2009, der konkluderer, at slovakiske projekter for at skabe bedre boligforhold for romaer nok i nogle tilfælde giver de enkelte romafamilier bedre faciliteter og boliger af højere standard, men segregationen opretholdes eller forstærkes samtidig. · Tjekkiet: Nye tal viser, at antallet af romaghettoer, hvor indbyggerne er truet af social eksklusion, er over 300. En del af disse ghettoer blev allerede skabt under kommunismen. Officielt var det kommunisternes politik at sprede romaerne, så de ingen steder udgjorde mere end 5 % af den samlede befolkning. Men regimet opgav spredningspolitikken og forsøgte i stedet at få romaerne til at flytte derhen, hvor der var brug for arbejdskraft i industrien. Det betød, at mange romaer, som havde boet på landet i den slovakiske del af republikken, i løbet af 1960’erne og 1970’erne blev forflyttet til Tjekkiet for at arbejde på fabrik. Politikken over for romaer i Tjekkoslovakiet under kommunismen beskrives i bogen ”Between Past and Future - the Roma of Central and Eastern Europe” (se kilder).
· Makedonien: Lidt uden for hovedstaden Skopje ligger Europas største romasamfund, Shuto Orizari, hvor omkring 90 % af de cirka 40.000 indbyggere er romaer. Indbyggerne i Shuto Orizari er ikke velhavende, men bydelen er generelt velfungerende og har sit eget byråd med et flertal af romaer og sin egen borgmester, og det officielle sprog på kommunekontoret er romani. Bydelen er desuden kendt for sine mange orkestre, der spiller ved bryllupper og andre fester og for sit store udendørs marked, som folk fra resten af Makedonien valfarter til for at købe billigt tøj. Livet i bydelen beskrives i et kapitel i bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (se kilder) under overskriften ”Den gode ghetto” og i et indslag i radioprogrammet Europaklip på P1 (se kilder).~
Hvordan er romaernes boligforhold i Vesteuropa?
Nogle få romaer er stadig omrejsende, typisk som handlende, der drager fra marked til marked for at sælge tøj, sko, køkkenting og lign. Især i Frankrig og Holland er en del romaer stadig omrejsende, i hvert fald i sommerperioden, mens de fleste af de romafamilier, der tidligere rejste i Sverige, nu er bofaste. I bogen ”Resandefolket - från tattare till traveller” (se kilder) er der interviews med romaer, der er blevet bofaste i løbet af de seneste årtier, og interviews med omrejsende romaer fra Holland og Frankrig.
De fleste er dog bofaste, mange i ghettoer. I Spanien lever 10-20 % af landets romaer i ghettoer eller slum, og i blandt andet Grækenland og Italien er romaer blevet sat ud af deres lejligheder, uden at myndighederne har anvist dem andre boliger. Før OL i Athen i 2004 blev hele kvarterer beboet af romaer ryddet, angiveligt for at gøre plads til sportsfaciliteter, men ifølge menneskerettighedsorganisationer snarere fordi det var en anledning til at fjerne de upopulære romabebyggelser. Det samme skete før OL i Mexico i 1968 - og før OL i Berlin i 1936, hvor nazisterne fjernede alle romaer fra centrum af byen og internerede dem i en lejr langt fra centrum.
I Italien er der desuden oprettet interimistiske lejre for roma-migranter fra især Rumænien. Her lever romaerne under kummerlige forhold, men den italienske regering nægter at forbedre forholdene i lejrene og har præsenteret planer om at tage fingeraftryk af alle lejrenes indbyggere for at sikre sig, at de bliver inden for de indhegnede områder.
Frankrig har gennem flere år med jævne mellemrum masseudvist romaer, der opholder sig uden opholdstilladelse i landet, og alene i 2010 har Frankrig udvist over 8.000 romaer, især til Rumænien og Bulgarien. I sommeren 2010, da de franske myndigheder intensiverede rydningen af roma-lejrene og masseudvisningerne, rettede både EU-parlamentarikere, flere FN-organer samt en række menneskerettighedsorganisationer hård kritik mod den franske regering for dens behandling af romaerne. EU’s justitskommissær anklagede Frankrig for at diskriminere romaerne, ligesom hun drog sammenligninger med Nazitysklands forfølgelse af etniske grupper under 2. Verdenskrig. Kommissionen trak siden sit varslede sagsanlæg mod Frankrig tilbage med henvisning til, at den franske regering havde givet et løfte om at implementere reglerne om arbejdskraftens fri bevægelighed i sin nationale lovgivning samt rapportere til EU om sin praksis på området.
En del romaer lever desuden som hjemløse på gaderne i både Øst- og Vesteuropa. I Danmark kan organisationer som Kirkens Korshær og Projekt Udenfor (se kilder) melde om et stigende antal romaer fra blandt andet Rumænien og Italien blandt brugerne af deres natherberger, varmestuer og madudleveringer. Her får de ofte en placering nederst i brugernes interne hierarki, fremgår det af artiklen ”Romaerne er nederste kaste i varmestuen” i Kristeligt Dagblad (se kilder).
De problematiske boligforhold for romaer beskrives af European Roma Rights Center (se kilder) i en række rapporter og pressemeddelelser, som løbende lægges ud på centrets hjemmeside. Forholdene i en af de franske roma-lejre, som har eksisteret i over 15 år, beskrives desuden i artiklen ”Romaer: Vi eksisterer ikke - vi lever som spøgelser” i Politiken (se kilder). En gruppe bachelorstuderende fra Københavns Universitet har desuden i 2010 lavet en sociologisk undersøgelse af nogle af de hjemløse romaer i København. Undersøgelsens resultatet præsenteres i rapporten ”På rejse efter anerkendelse” (se kilder).
Hvordan er romaernes forhold på det religiøse område?
Gennem historien har kirkesamfund over hele Europa både vendt det blinde øje til forfølgelse af romaer og deltaget i mistænkeliggørelse, fordømmelser og udrensninger af romaer. Kirkens folk har blandt andet beskyldt romaerne for kætteri og for at være falske pilgrimme, og endnu i dag er der i mange lande et anstrengt forhold mellem de etablerede kirkesamfund og romaerne, fordi kirkens folk mener, at en del af romaernes traditionelle trosforestillinger er i modstrid med kristendommen. Mange romaer vælger da også at blive viet derhjemme under en privat ceremoni i stedet for at blive viet i kirken.
Et andet udtryk for det anstrengte forhold mellem romaerne og de store kirkesamfund er det faktum, at der flere steder findes særlige valfarter og pilgrimsdage kun for romaer. Det er for eksempel tilfældet i den sydfranske by Saintes-Maries-de-la-Mer, hvor katolske romaer fra hele Europa hvert år i maj samles for at fejre deres helgen, Sorte Sara, som ifølge romaerne var en romakvinde, der reddede de første kristne flygtninge fra druknedøden og derefter lod sig døbe. Også andre steder er der særlige pilgrimssteder og -dage for katolske romaer.
I en række lande findes desuden særlige romamenigheder, især inden for den evangeliske kirke.
I Frankrig er over 100.000 af landets cirka 300.000 romaer og rejsende konverteret til den evangeliske kristendom i Pinsekirkens regi, og det samme gælder omkring en femtedel af Spaniens cirka 600.000 romaer. Også i Rumænien, Serbien, Makedonien, Sverige, Finland, England og USA har evangeliske bevægelser haft succes med mission og socialt arbejde blandt romaer og med at gennemføre gudstjenester på romaernes eget sprog, romani, og med inddragelse af traditionel romamusik.
Forholdet mellem kirken og romaerne og de katolske romaers pilgrimsfærd til Saintes-Maries-de-la-Mer beskrives i et kapitel i bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (se kilder).
Hvordan er majoritetsbefolkningens syn på romaerne?
Over hele Europa er fordomme og antipati mod romaer udbredt blandt majoritetsbefolkningen. De almindelige fordomme om romaerne er, at de er kriminelle og ikke ønsker at blive integreret i samfundet. I kronikken ”1000 år som Europas udstødte” (se kilder) gennemgås en række meningsundersøgelser fra forskellig europæiske lande, der alle dokumenterer en negativ holdning til romaer:
· I Danmark udpegede 36 % af de adspurgte i en undersøgelse fra oktober 2006 sigøjnere som den gruppe, de nødigst ville have som naboer. I en tilsvarende undersøgelse fra 1999 var tallet 15 %.
· I Tjekkiet viste en meningsmåling fra 2004, at næsten 80 % var negative over for at have en roma som nabo, fordi romaerne blev opfattet som beskidte, larmende og tyvagtige.
· I Rumænien viste to meningsmålinger fra 2000, at 40 %, hvis de kunne vælge, ikke ville tillade romaer at leve i landet, og tre fjerdedele ønskede ikke at have en roma som nabo.
· I Spanien viste de senest meningsundersøgelse, at over 40 % har et overvejende negativt billede af romaer - typisk opfatter de dem som beskidte, tyvagtige og uvillige til at lade sig integrere.
Hvilke former for diskrimination og forfølgelse udsættes romaer for i dag?
Romaer udsættes for diskrimination i stort set alle europæiske lande og inden for en lang række forskellige sektorer i samfundet, såsom boligmarkedet, uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet og medierne. Det fremgår af rapporten ”The Situation of Roma in an Enlarged European Union” (se kilder), hvor det slås fast, at romaer mødes med modvilje og fjendtlighed og trues af social eksklusion. Rapporten ”The Situation of Roma in Selected Western European Countries” (se kilder) tegner samme billede og nævner, at “Romaerne er Europas til dato mest underprivilegerede etniske gruppe”, og at diskriminationen imod dem ”udgør en betydelig forhindring for, at de kan nyde fulde menneskerettigheder”. Også ECRI’s årsrapport for 2009 (se kilder), offentliggjort i juli 2010, sætter fokus på romaernes dårlige forhold og konkluderer, at ”romaer og rejsende oplever fortsat åbenlys fjendtlighed og social eksklusion såvel som angreb mod deres bebyggelser samt mord. Endnu nogle eksempler på romaernes udsatte position i Europa i dag er:
· Etnisk forfølgelse under krigen i Kosovo: Før krigen mellem albanske oprørere og serbiske regeringsstyrker, som resulterede i Nato’s bombninger i 1999, boede der formodentlig 100.000-150.000 romaer i Kosovo. De fleste blev tvunget på flugt i sommeren 1999, primært af etniske albanere, der vendte tilbage til Kosovo efter Natos bombardementer, og som mistænkte romaerne for at have støttet serberne. I dag lever de fleste Kosovo-romaer enten som internt fordrevne i Kosovo eller i nabolandene uden officiel flygtningestatus. Kun få har fået asyl i Vesteuropa. Også i Danmark har stort set alle romaer fra Kosovo, der har søgt om asyl, fået afslag. De kunne imidlertid indtil for nylig ikke tvinges tilbage til Kosovo, fordi UNMIK, FN’s administrative enhed i Kosovo, ikke ville tage imod tvangsudsendte romaer. Men efter at Kosovo løsrev sig fra Serbien i 2008, har landet indgået såkaldte tilbagesendelsesaftaler med en række europæiske lande, blandt andet Danmark, og disse lande er begyndt at tvangstilbagesende romaer, der har fået afslag på asyl, til Kosovo. Ifølge rapporter fra Human Rights Watch og Amnesty International (se kilder) er over 50.000 romaer blevet tvangstilbagesendt, og de tilbagesendte mangler ofte identitetspapirer og kan derfor ikke få sociale ydelser, lægehjælp eller uddannelse. Desuden udsættes de for trusler fra både serbere og albanere, der mistænker dem for at have været allieret med modparten under krigen. I artiklen “Udskud” i Jyllands-Posten den 15. august 1999 (se kilder) beskrives romaernes situation umiddelbart efter krigen, mens artiklen ”Kosovos romaer føler sig glemt” i Kristeligt Dagblad den 27. april 2006 (se kilder) beskriver forholdene i to lejre for internt fordrevne romaer i byen Mitrovica. Forholdene i disse lejre beskrives også i to indslag i Orientering på Danmarks Radios P1 (se kilder).
·Tvangssteriliseringer i Tjekkiet og Slovakiet: Under kommunismen blev romakvinder i Tjekkoslovakiet steriliseret mod deres vilje, fordi myndighederne ønskede at bremse den høje fødselsrate blandt romaer. Efter kommunismens fald tog de nye demokratisk valgte regeringer afstand fra fortidens politik, men det har siden vist sig, at romakvinder i Tjekkiet og Slovakiet helt frem til 2001er blevet steriliseret mod deres vilje - dog formodentlig ikke som følge af en generel politik, men på enkelte lægers initiativ. Tvangssteriliseringerne og baggrunden for dem omtales i to artikler i Information den 2. maj 2006 (se kilder), i rapporten ”Body and Soul - Forced Sterilization and Other Assaults on Roma Reproductive Freedom” offentliggjort af den amerikanske ngo Center for Reproductive Rights i 2003 (se kilder) og i en udtalelse fra den tjekkiske ombudsmand fra marts 2006.