Sigøjnere - romaer

journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. 2010
Franske romaudvisninger fordømmes i EU. Foto: Vadim Ghirda/AP/POLFOTO
Franske romaudvisninger fordømmes i EU.
Foto: Vadim Ghirda/AP/POLFOTO

Sigøjnere - eller romaer, som de kalder sig på deres eget sprog - har været en del af den europæiske virkelighed i 1000 år, og der lever i dag romaer i de fleste europæiske lande. Med de seneste udvidelser af EU er langt de fleste af verdens 12-15 millioner romaer tilmed samlet i samme politiske fællesskab. Alligevel opfattes romaerne stadig af mange som et fremmedelement i Europa, og i mange lande bliver de fortsat udsat for diskrimination både på boligmarkedet, i uddannelsessystemet og i sundhedsvæsnet. Også i Danmark mødes de ofte med mistænkeliggørelse, arrestationer og udvisninger. Men nu er romaerne begyndt at organisere sig politisk og kæmpe for deres rettigheder.

Artikel type
faktalink

Introduktion

Hvem er sigøjnerne?

Sigøjnerne er en etnisk gruppe, et folk, som lever spredt ud over en lang række lande, både i Europa og andre verdensdele. Sigøjnerne kan derfor siges at være en ikke-territorial nation, fordi de udgør et etnisk, kulturelt og (til dels) sprogligt fællesskab, men ikke har noget territorium eller hjemland. Sigøjnerne kalder som regel sig selv romaer.

Hvorfra stammer ordet sigøjner?

Ordet ”sigøjner” kan spores tilbage til det græske ’athínganos’, der betyder ’urørlig’ eller ’paria’ med sidebetydningen ’hedning’. Det samme gælder det tyske ’Zigeuner’ og det franske ’tzigane’. ’Athínganos’ var et af de første ord, der blev hæftet på romaerne, da de ankom til Europa. De blev opfattet som fremmede og udpeget som en modsætning til de troende kristne i Det Byzantinske Rige. Siden er ordet sigøjner blevet associeret med andre negative karakteristika og bruges i nogle lande også som et skældsord, og derfor foretrækker de fleste sigøjnere i dag at blive kaldt ’roma’, ikke sigøjner. Baggrunden for ordet ’sigøjner’ gennemgås i den amerikanske roma Ian Hancocks bog ”We are the Romani People” (se kilder).

Hvad er forskellen på sigøjnere og romaer?

”Sigøjner” er et ord, som det omgivende samfund i århundreder har brugt om en etnisk gruppe, romaerne, samt om andre mennesker, der har haft en livsform, som majoritetssamfundet har associeret med romaerne. Det gælder især det omrejsende liv, som handelsrejsende, cirkusartister og tivolifolk ofte har ført. De fleste af de mennesker, som af andre betegnes ’sigøjnere’, bruger i stedet betegnelsen ’romaer’ om sig selv. ’Roma’ betyder ’menneske’ (eller ’mand’) på romaernes eget sprog, romani; det er altså romaernes selvbetegnelse i modsætning til ’sigøjner’, som er omverdenens, til dels negative og nedsættende, betegnelse for gruppen. Desuden er ’sigøjner’ mere upræcist, da det også bruges om mennesker, som ikke tilhører roma-gruppen.
Nogle romaer bruger dog også af og til ordet ’sigøjner’ - først og fremmest fordi betydningen af ordet roma stadig er ukendt for mange europæere. I bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (se kilder) siger den 32-årige danske romakvinde Biljana Muncan således: ”Hvis folk spørger, hvad jeg er, så siger jeg, at jeg er roma, eller at jeg har romabaggrund. Men så ved folk som regel ikke, hvad det vil sige. De tror, at det har noget med Rom at gøre. Så er jeg nødt til at forklare dem, at en roma er det, man normalt kalder for en sigøjner. Men jeg har det ikke ret godt med at bruge det ord, for ’sigøjner’ er for mig et meget negativt ord. Folk forbinder det med at være omrejsende, med kvinder i lange kjoler, med utilpassede, tyvagtige mennesker. Det er alle de stereotyper, som jeg gerne vil være fri for at forholde mig til.”

Hvilke andre betegnelser bruger romaer om sig selv?

Nogle romaer bruger andre selvbetegnelser end roma; de romaer, der har levet i Tyskland i århundreder, kalder sig for eksempel typisk ’Sinti’, hvilket henviser til området Sindh i Indien, hvor romaerne menes at stamme fra, mens mange spanske romaer bruger betegnelsen ’gitanos’ eller ’kalé’. Enkelte romaer bruger også ord som ’sigøjner’, ’tater’ og ’gypsy’ - oftest med et glimt i øjet - på samme måde, som unge med indvandrerbaggrund kan finde på at kalde sig selv eller hinanden ’perker’.

Andre bruger betegnelserne ’travellers’ (i Storbritannien og Irland), ’Gens du Voyage’ (i Frankrig) eller ’resande’ (i Sverige) om sig selv. I hvert fald en del af disse rejsende har en helt anden historisk oprindelse end romaerne, og for eksempel de irske ’travellers’ taler et sprog, som er anderledes end romaernes sprog, romani, men har nogle låneord derfra. Nogle ’rejsende’ opfatter dog sig selv som en del af samme gruppe som romaerne eller identificerer sig med dem, fordi romaer og rejsende historisk har haft ensartede vilkår.

Andre romaer bruger betegnelser om sig selv, der henviser til, hvilken klan eller gruppe, de tilhører. Nogle kalder sig for eksempel ’kalderash’, som er en betegnelse for romaer, der traditionelt har erhvervet sig som kobbersmede, andre kalder sig ’ursari’ (bjørnetrækkere) eller ’lovari’(hestehandlere).  

Hvilke(t) sprog taler romaerne?

Mange romaer taler flere sprog. Som regel taler de samme sprog som majoriteten i det område eller land, hvor de bor. Men derudover taler mange romaer også romaernes eget sprog, romani eller romanes. Det er et sprog, hvis grundlæggende grammatiske træk har meget til fælles med det oldindiske sprog sanskrit og moderne sprog som hindi og punjabi. Romani findes dog i mindst 60 forskellige dialekter, og hver dialekt har både låneord og også til en vis grad grammatiske ligheder med sproget i det område, hvor dialekten tales. I den dialekt af romani, der tales i Serbien, indgår f.eks. mange serbokroatiske ord. I nogle lande taler stort set ingen romaer romani længere. Det skyldes typisk, at det igennem historien har været forbudt for romaerne at tale deres sprog, og derfor er det gået i glemmebogen, eller det kan skyldes, at romaerne har undladt at tale deres sprog, fordi de af frygt for diskrimination har forsøgt at skjule deres baggrund.
Romani har traditionelt ikke været et skriftsprog, men i dag findes der enkelte forfattere, der skriver på romani, og en del af dem har sluttet sig sammen i IRWA, International Romani Writers’ Association (se kilder). Uddannede romaer over hele verden forsøger desuden at ”genoplive” sproget ved at organisere undervisning i romani og standardisere det som skriftsprog. Blandt andet findes der et internetleksikon, Romlex (se kilder), over forskellige romani-dialekter, og der er udgivet flere engelsksprogede introduktioner til romani, blandt andet bogen ”What is the Romani language?” (se kilder). Målet med de sprogpolitiske tiltag er, at alle romaer med tiden skal kunne kommunikere med hinanden på deres eget sprog - både på skrift og i tale. En del unge romaer vælger dog i stedet at kommunikere med hinanden på engelsk, når de f.eks. chatter med hinanden via internet.

Hvilken religion har romaerne?

Romaerne har ikke en fælles religion, men har typisk tilsluttet sig religionen i det område, hvor de har bosat sig. Det betyder, at der findes både kristne, muslimske og jødiske romaer. I Makedonien, Albanien, Kosovo og Tyrkiet er flertallet af romaer således muslimer ligesom den øvrige befolkning, mens de i de fleste andre europæiske lande bekender sig til kristendommen.
En del romaer har da også - trods deres tilslutning til majoritetens religion - bevaret nogle traditionelle trosforestillinger, som formodentlig har en forbindelse til romaernes indiske oprindelse. Det drejer sig blandt andet om bestemte ideer om, hvordan man regulerer forholdet mellem rent og urent, og et stærkt tabu omkring døden. Disse trosforestillinger og leveforskrifter benævnes under ét romanipen eller romaniya og udgør for mange romaer en vigtig del af deres etniske identitet.
En del romaer lægger derfor vægt på, at de som folk har et religiøst fællesskab, selv om de bekender sig til flere forskellige religioner, mens andre romaer understreger, at en stærk tro på Gud er en væsentlig del af deres kulturelle særpræg. Et kendt ordsprog på romani lyder ”Savoro pes prejal, cha o Del achhel” (”Alt forgår, kun Gud består”).
De traditionelle trosforestillinger og deres betydning for romaernes dagligdag beskrives på hjemmesiden Patrin Web Journal (se kilder) i artiklen ”Romani Customs and Traditions: Romani Beliefs - Romaniya”, samt i en sektion på hjemmesiden Religious Tolerance (se kilder). Romaernes forhold til kirken og kristendommen - og en særlig evangelisk pinsekirkebevægelse blandt romaer i Frankrig og Spanien samt en pilgrimsfærd for katolske romaer, hvor de fejrer deres skytshelgen Sorte Sara, beskrives i bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (se kilder).

Hvilken kultur har romaerne?

Det er svært at udpege nogle kulturelle træk, som alle romaer deler. Traditioner og normer adskiller sig fra gruppe til gruppe og fra person til person, blandt andet fordi romaer har taget kulturelle træk til sig fra de majoritetssamfund, de er en del af. Nogle forskere hævder ligefrem, at man slet ikke kan tale om et romafolk og derfor heller ikke om en romakultur. En af dem er den tjekkiske antropolog Marek Jakoubek, der i artiklen ”Romaer kan vi være derhjemme” i Weekendavisen den 12. april 2006 (se kilder) siger: ”Der er ingen kultur, som binder sigøjnerne sammen. Den såkaldte romakultur er skabt af en elite af romaaktivister. De hævder, at de repræsenterer romafolket, men de kan umuligt repræsentere folk fra ghettoerne, for de har intet til fælles med dem ud over hudfarven.”
Men de fleste romaer oplever alligevel, at de er en del af en romakultur. Det gælder for eksempel den unge romakvinde fra Tjekkiet Gabriela Hrabanova, der er leder af en organisation, som arrangerer kulturelle arrangementer for unge romaer. I samme artikel i Weekendavisen siger hun: ”Der findes en romakultur, en rød tråd, som løber igennem romaernes historie. For mange af de unge er den røde tråd blot forsvundet i den påvirkning, de er blevet udsat for fra majoritetssamfundets side. For eksempel kan mange ikke tale romani, fordi deres forældre ikke har talt det med dem,” siger hun.
Hun og andre romaer fremhæver det stærke familiesammenhold som et kulturelt træk, der går igen blandt romaer over hele Europa. Andre peger på en stærk musikalsk tradition, som har fostret særlig ’romamusik’; blandt andet er romaerne i Spanien kendt for at have udviklet flamencoen - en kunstart, som kombinerer, sang, musik og dans. Andre igen peger på særlige forestillinger om rent og urent og tabuer omkring døden, som går igen blandt mange romaer, og som muligvis kan spores tilbage til romaernes oprindelse i det hinduistisk dominerede nordlige og vestlige Indien.
Romakultur i europæisk forstand kan altså siges at være en blanding af gamle traditioner, der er under konstant udvikling under påvirkning af det omgivende samfund, og som måske først for alvor bliver defineret i disse år. Europas første museum for romakultur (se kilder) åbnede således for få år siden i den tjekkiske by Brno. I artiklen ”Roma-kultur - det er da bare druk og fattigdom” på hjemmesiden www.romnet.dk (se kilder) beskrives - med udgangspunkt i dette museum - diskussionen om, hvad romakultur er. En række traditioner og kulturelle normer beskrives desuden i bogen ”We are the Romani people” (se kilder). 

Er romaerne ét folk?

Romaerne er delt i mange klaner og familier, og ikke alle romaer føler et stort fællesskab med andre romaer. Men romaerne har som mange andre folk og nationer et fælles flag, en nationalsang og et fælles sprog, ligesom romaerne har en fælles oprindelse, en fælles historie og også i høj grad en fælles identitet. De forskelle, man kan finde blandt romaer, kan man desuden også finde tilsvarende blandt mange andre folk. Så det giver god mening at sige, at romaerne i dag udgør et folk.

Det er en almindelig opfattelse blandt forskerne, at da romaernes forfædre forlod Indien, udgjorde de en række forskellige stammer og grupper, der identificerede sig med bestemte erhverv. Undervejs på den lange rejse fra Indien til Europa begyndte de at gifte sig på tværs af stammeskel, og der udviklede sig en fælles identitet, et fælles sprog og fælles traditioner. Man kan altså sige, at romaerne først blev dannet som folk, da de havde forladt Indien.

Romaernes nationsopbygning i nyere tid beskrives i det afsluttende kapitel i bogen ”Sigøjnere - 1000 ¨r på kanten af Europa” (se kilder).

 

Historie og baggrund

Hvor stammer romaerne fra?

Romaerne stammer fra Indien. Den nyeste forskning tyder på, at romaernes forfædre udvandrede derfra allerede i 500-600-tallet. Andre forskere mener, at udvandringen først fandt sted omkring år 800 eller 1.000. Men langt de fleste forskere er enige om, at romaerne stammer fra det nordlige eller vestlige Indien og udvandrede for over 1.000 år siden.
Tidligere var det almindeligt at sige, at romaerne stammer fra Egypten, og der er da også nogle få romaer, der stadig selv hævder. I Kosovo, Albanien og Makedonien er der således grupper af romalignende folk, som ikke taler romani, og som hævder, at de stammer fra Egypten. Ifølge deres oprindelsesmyte ankom de fra Egypten til Europa for hundreder eller tusinder af år siden og slog sig i første omgang ned et sted, de kaldte Lille Egypten. Det engelske ord ”gypsy”, det franske ”gitane” og det spanske ”gitano” er sproglige afledninger af ”egypter”. Forskerne kan dog ikke finde belæg for, at det skulle være sandt, at romaerne stammer fra Egypten; de mener snarere, at det er en misforståelse, der opstod, fordi nogle romaer slog sig ned et sted i Grækenland, der kaldtes Lille Egypten, og fordi romaerne med deres mørke hud kunne minde om de egyptiske akrobater, man kendte til i det Det Byzantinske Rige på det tidspunkt, hvor de første romaer kom til Europa.
DNA-analyser og medicinsk forskning fra de seneste år viser da også en genetisk lighed mellem romagrupper i Europa og befolkningen i det nordvestlige Indien, og denne lighed er med til at bekræfte, at romaerne stammer fra Indien. Det samme er romaernes sprog, som indeholder både strukturer og ord fra det oldindiske sprog sanskrit.

Romaernes tidlige historie og teorierne omkring den beskrives i bøgerne ”We are the Romani people” (se kilder) og ”Gypsies - from the Ganges to the Thames” (se kilder).

Hvordan blev romaernes oprindelse opdaget?

Romaernes oprindelse blev opdaget ved, at europæiske forskere fra 1700-tallet og frem først via sproglige studier - og siden via studier i både sprog, kultur og genetik - fandt frem til, at romaerne havde en forbindelse til Indien. I første omgang fandt forskerne ud af, at der i romaernes sprog, romani, var både strukturer og ord, der stammede fra gamle indiske sprog.
Ifølge en anekdote var det en ungarsk teologistuderende, Istvan Valyi, der i 1763 opdagede eller genopdagede forbindelsen mellem romaerne og Indien, da han på universitetet i den hollandske by Leiden mødte tre indiske studerende. Valyis familie havde store jordbesiddelser og havde som mange jordejere på den tid en del romaer blandt sine arbejdere og slaver. Ved at tale med arbejderne havde Valyi lært sig lidt romani, og da han mødte de tre indiske studerende, slog det ham, at der var nogle ligheder mellem deres sprog og det sprog, som romaerne på hans fars gods talte. Valyi fik de indiske studerende til at hjælpe sig med at skrive en liste på omkring 1.000 ord fra deres sprog og fik dem til at forklare sig ordenes betydning. Da han vendte tilbage til sin hjemegn, præsenterede han listen for romaslaverne på sin fars jord, og disse arbejdere kunne ifølge antropologen Heinrich Grellmanns gengivelse af historien fra 1783 i bogen ’Die Zigeuner’ ”uden besvær eller tøven” redegøre for ordenes betydning. Valyis påståede liste på 1.000 ord er aldrig fundet, og tilsyneladende var ingen Istvan Valyi indskrevet på universitetet i Leiden i 1763.
Men selv om historien efter alt at dømme er et falsum, peger den på det faktum, at der er betydelige ligheder mellem på den ene side romani og på den anden side både oldindiske sprog som sanskrit og nutidige sprog som hindi og punjabi. Blandt de forskere, der har påvist lighederne, er lingvist Peter Bakker fra Aarhus Universitet. Han er medforfatter til bogen ”What is the Romani language?” og han fortæller i radioudsendelsen ”Sigøjnerliv - på kanten af Europa” (se kilder), hvordan man ved hjælp af ”sproglig arkæologi” har dokumenteret romaernes indiske oprindelse. Ankedokten om Istvan Valyi og de fakta, der knytter sig til den, behandles i bogen ”Gypsies - from the Ganges to the Thames” (se kilder).

Hvorfor forlod romaerne Indien?

Ingen ved med sikkerhed, hvorfor romaernes forfædre udvandrede. En teori går på, at de blev ansat som smede, hestepassere, musikere og kurvemagere for en hinduistisk hær, som kæmpede mod en muslimsk hær omkring år 1.000. En anden teori hævder, at romaernes forfædre selv tilhørte en krigerkaste, som organiserede andre til at kæmpe for sig, mens en tredje teori handler om, at romaernes forfædre udvandrede fra Indien til Persien for at søge arbejde der efter en persisk invasion af Indien. Teorierne, hvoraf der blandt forskerne er bredest tilslutning til den første, gennemgås i bogen ”Gypsies - from the Ganges to the Thames” (se kilder).

Hvilken rute fulgte romaerne på vej til Europa?

Romaerne har ikke før for nylig haft deres eget skriftsprog, og det er en af grundene til, at der ikke findes nogen nedskreven historie om deres oprindelse i Indien og deres rejserute mod Europa. Deres talesprog er derfor den egentlige kilde til den viden, man i dag har om deres rejseruter. Ved at undersøge, hvilke låneord der findes i romani fra andre sprog, kan sprogforskerne nogenlunde kortlægge den rute, romaerne og deres forfædre har fulgt. Nogle ord, som er forsvundet ud af andre sprog for århundreder siden, findes i samme eller let ændret form i romani i dag, og på den måde kan forskerne konkludere, at romaerne har opholdt sig i et bestemt sprogområde, før de pågældende ord forsvandt ud af sproget der. På den måde kan sprogforskerne tegne en rute fra Indien til Persien,  videre gennem armensktalende områder til Det Byzantinske Rige og derfra ind på Balkan og videre til resten af Europa. Den sandsynlige rejserute og de sproglige argumenter for den gennemgås i bøgerne ”Gypsies - from the Ganges to the Thames” (se kilder) og ”What are the Romani language?” (se kilder).

Hvornår ankom romaerne til Europa?

Formodentlig nåede de første romaer frem til Det Byzantinske Rige omkring år 1.000. Det tyder sprogeksperternes forskning på, og det stemmer overens med, at historiske kilder fra omkring 1050 beretter om gøglere, musikanter og slangetæmmere i Konstantinopel. De kan meget vel have været forfædre til de romaer, der indtil 2009 boede i kvarteret Sulukule lige inden for Istanbuls byzantinske landmure. I løbet af 2009 blev kvarteret jævnet med jorden i forbindelse med en bysanering, men indtil da var det formodentlig verdens ældste roma-kvarter. Fra dette kvarter - og fra Konstantinopel i det hele taget -  er nogle romaer formodentlig rejst videre ind i Europa, og forskerne er enige om, at der i hvert fald fra begyndelsen af 1300-tallet var mindre grupper af romaer i store dele af Europa. I 1322 skrev en munk fra den græske ø Kreta om en gruppe tilrejsende håndværkere: ”De bliver sjældent på samme sted i mere end 30 dage, men flytter altid, som om de var en af Gud forbandet slægt, usalige som flygtninge på Jorden, fra lejrplads til lejrplads, med deres små sorte telte”. I årtierne herefter er der forlydender om lignende gruppers opdukken rundt omkring i Europa, blandt andet i Tyskland og Frankrig, og omkring år 1500 var der formodentlig romaer i hele Europa - fra Skandinavien i nord til Spanien i Syd, fra England i vest til Rusland i øst. De historiske vidnesbyrd om romaernes ankomst til Europa beskrives i bogen ”Gypsies - from the Ganges to the Thames” (se kilder), mens Europas ældste romakvarter Sulukule beskrives i artiklerne ”Sigøjnerkvarter skal jævnes med jorden” og ”Tyrkiet har fjernet verdens ældste romakvarter” i Kristeligt Dagblad (se kilder).

Hvad levede romaerne af?

Generelt var romaernes erhverv meget kønsbestemte: Mændene var håndværkere, mens kvinderne ofte solgte de varer, mændene havde fremstillet, og af og til supplerede indtægterne ved at spå. Medlemmerne af de forskellige grupper, der rejste sammen, ernærede sig ved håndværk eller samme form for handel. Nogle grupper havde specialiseret sig som kobbersmede, kedelflikkere og fortinnere, ligesom der fandtes grupper af hestehandlere, bjørnetrækkere og markedsgøglere. Andre  var grovsmede, guld- og sølvsmede og rottefængere. Desuden skaffede kvinder og børn i nogle grupper penge ved at tigge, og det var også almindeligt blandt mange romaer at supplerede indtægterne fra håndværk og handel med at optræde med sang, musik og dans. De tog den musik til sig, som de mødte undervejs, omformede den og spillede den på deres egne måde. Det håndværk og den underholdning, romaerne kunne byde på, var ofte bedre end de lokales, og de kunne derfor altid sælge deres varer eller tjene til føden ved forskellige tjenesteydelser. Med tiden slog mange sig ned og blev  bofaste - især i vinterperioderne - og arbejdede som landarbejdere, jordbrugere, håndværkere og med husflid som kurvemageri og væveri. Andre foretrak livet som omrejsende eller var tvunget til at fortsætte med at rejse, fordi de blev udsat for forfølgelse.

Romaernes tidlige historie i Europa beskrives i bogen ”Gypsies - from the Ganges to the Thames” (se kilder).

Hvordan blev romaerne modtaget?

Romaerne blev i begyndelsen modtaget med nysgerrighed mange steder, ligesom der blev sat pris på deres evner som håndværkere. Men samtidig blev de, med deres fremmedartede udseende og skikke, mistænkt og beskyldt for alverdens ulykker - fra at bringe sygdom og død med sig til at stjæle og spise børn. Beskyldningerne kom især fra kirken, som opfattede romaernes skikke og kvindernes spådomskunst som tegn på hedenskab. Desuden blev de af statslederne opfattet som problematiske, fordi de med deres omrejsende livsform var svære at kontrollere. Efterhånden som osmannerne erobrede større dele af Balkan, spredte der sig desuden en generel frygt for fremmede, især hvis de var mørkhudede og ikke-kristne, og romaerne blev - selv om mange af dem præsenterede sig som kristne pilgrimme - beskyldt for at være spioner for osmannerne.
Alt i alt fik fordommene lov til at brede sig og yderligere forstærke mistroen, og i løbet af de første århundreder efter romaernes ankomst til Europa begyndte magthaverne at indføre særlige love, der skulle forhindre romaerne i at rejse ind i og blive på deres territorium. De særlige rettigheder, som romaerne havde opnået som pilgrimme, blev samtidig inddraget. Forfølgelsen af romaerne i middelalderens Europa beskrives i bøgerne ”Gypsies - from the Ganges to the Thames” og ”We are the Romani people” (se kilder).

Hvad skete der med romaerne i Rumænien?

En del af de romaer, som kom til det nuværende Rumænien, blev allerede i 1300-tallet gjort til slaver eller livegne landarbejdere på de store godser eller i de mange klostre. Omkring 75 millioner mennesker ud af en befolkning på 200 millioner i Europa var døde af pest mellem 1347 og 1351, så der var mangel på arbejdskraft overalt på Balkan, især i landbruget. Datidens feudale samfund var stærkt hierarkisk, og mange fattige bønder var livegne hos adelsmænd og ved klostrene. Romaerne blev som nyankomne placeret nederst i hierarkiet og blev taget som slaver. Landbrugsjorden i det daværende Rumænien var ejet af adelen, militæret og kirken, og alle tre typer jordejere benyttede sig af slaver til at dyrke jorden. Den første henvisning til, at der var romaer blandt jordejernes slaver, er fra 1360’erne eller 1370’erne, hvor fyrst Vladislav af Vallakiet overgiver ejerskabet over 40 romafamilier til St. Anton-klostret i nærheden af Vodita. De næste århundreder blev romaer med jævne mellemrum nævnt som objekter i sådanne foræringer eller handler.

I Transsylvanien blev slaveriet afskaffet allerede i 1300-tallet, mens det i de to fyrstendømmer Moldavien og Vallakiet varede ved indtil midten af 1800-tallet. Historikere har fundet en plakat fra 1852, som fortæller, at et antal sigøjnere er sat til salg. På det tidspunkt blev romaslaver solgt efter vægt, til en pris af et guldstykke per pund.
Da slaveriet ophørte i Vallakiet og Moldavien i 1865, blev op mod 600.000 romaslaver frigivet. Mange af dem flygtede og bosatte sig i nærliggende europæiske lande eller i fjerne lande som Brasilien og USA. Andre havde ingen anden mulighed end at blive boende og tigge deres tidligere ejer om arbejde. Fra den nyetablerede rumænske stats side blev der intet gjort for at uddanne og integrere de tidligere slaver, og det er en af væsentlig del af baggrunden for, at mange  romaer i Rumænien fortsat lever i udkanten af samfundet.

Slaveriet af romaer i Rumænien beskrives i bogen ”We are the Romani people” (se kilder), mens den fortsatte marginalisering af de rumænske romaer er emnet for et kapitel i bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (se kilder). Romaernes liv i Rumænien i dag beskrives ligeledes i bogen ”Along the Enchanted Way. A Romanian Story” (se kilder).

Hvilke andre steder blev romaerne gjort til slaver?

Slaveri af romaer fandt ikke kun sted i det nuværende Rumænien, men også andre steder i Europa. Et par eksempler er:

· England: I 1500-tallet udstedte kong Edward den 6. et dekret om, at alle romaer skulle brændemærkes med et ’V’ på brystet og holdes som slaver i to år. Forsøgte de at undslippe, skulle de brændemærkes med et ’S’ og gøres til slaver på livstid.

· Spanien: I 1538 besluttede den spanske konge, at romaer, der stak af fra fængslet, skulle gøres til slaver, og i 1749 befalede kong Ferdinand den 6., at 14.000 romaer skulle arbejde som slaver i landets miner.

· Rusland: Katharina den Store (regerede 1762-1796) gjorde romaer til hofslaver.

· Romaer blev desuden brugt som slavearbejdere i de europæiske landes kolonier. Allerede i 1498 blev en gruppe romaer tvunget om bord på Columbus’ skib og transporteret til De Caraibiske Øer, og i 1700-tallet blev flere skibstransporter med romaer sendt af sted fra England og Skotland til de britiske kolonier. Også de portugisiske magthavere tvang romaer af sted til landets kolonier, hvilket resulterede i, at romaer blev deporteret til deres folks oprindelsesland, Indien.

De mange eksempler på slaveri af romaer i Europa gennemgås i bogen ”We are the Romani people” (se kilder).

Hvilken rolle spillede kirken i undertrykkelsen af romaerne?

Kirkens folk mistænkte romaer, især romakvinder, for trolddomskunst, og formodentlig har der været adskillige romaer blandt de kvinder, der blev brændt som hekse i Europa i middelalderen. I det meste af Vesteuropa blev romaer i århundreder rutinemæssigt forment adgang til gudstjenester og måtte i stedet sidde uden for kirkebygningen og kigge ind gennem vinduerne under messen. Martin Luther advarede mod romaerne og deres ”svinestreger” og anbefalede, at både jøder og romaer blev gjort fredløse. I samme ånd udstedte pave Pius den 5. i 1568 et forbud mod, at romaer opholdt sig i det hellige romerske imperium. Desuden var de ortodokse klostre under slaveriet i Rumænien kendt for deres særligt grusomme behandling af romaslaver.

Hvordan blev lovgivning brugt til at forfølge romaer?

Konger og fyrster over hele Europa udstedte fra 1400-tallet og frem en række love og dekreter, som forbød romaer at opholde sig inden for deres riges grænser, og som tillod rigets borgere at forfølge og til tider dræbe romaer, der vovede sig inden for rigets grænser. Nogle eksempler er:

· I 1726 bekendtgjorde kejser Karl VI, at alle voksne mandlige sigøjnere skulle dræbes, Kvinder og børn skulle have skåret et øre af, så man til enhver tid kunne kende dem. Derefter skulle de sendes ud af landet.

· I 1725 indførte Frederik Wilhelm I dødsstraf for alle sigøjnere, kvinder som mænd over 18 år, der blev pågrebet inden for det preussiske territorium.

· I Nederlandene blev der i 1600- og 1700-tallet organiseret såkaldte ”hedninge-jagter”, som i realiteten var klapjagter på sigøjnerne. De formede sig som en slags folkelige jagtudflugter, hvor der blev udstedt ordre til at skyde, hvis romaerne gjorde modstand mod at blive taget til fange. Der blev indført dusører for tilfangetagne romaer, og der opstod på den baggrund professionelle ”sigøjnerjægere”.

· I England blev der i 1600-tallet indført dødsstraf ved hængning for at være sigøjner, ligesom ikke-sigøjnere, der havde kontakt med sigøjnere, risikerede dødsstraf. I Skotland kunne romaer, der blev pågrebet uden opholdsret, i samme periode risikere dødsstraf.
De mange historiske eksempler på diskriminerende lovgivning og forfølgelse beskrives i bogen ”We are the Romani people” (se kilder).

Hvordan forsøgte man at assimilere romaerne?

Der er flere eksempler på, at magthaverne opgav at fordrive romaerne fra landet og i stedet forsøgte at assimilere dem, altså at få dem til at opgive deres særlige kultur og levevis for i stedet at antage samme sprog, traditioner og livsform som majoritetsbefolkningen. Typisk forsøgte man at assimilere romaerne ved at tvinge dem til at bosætte sig og forbyde dem at tale deres eget sprog. Ofte fjernede man også børnene fra deres forældre og anbragte dem på særlige hjem eller hos plejeforældre.
Det første kendte eksempel på et sådant assimilationsforsøg over for romaer er fra Østrig-Ungarn fra slutningen af 1700-tallet, hvor kejserinde Maria Theresia lavede en forordning om, at alle sigøjnere i Ungarn skulle være fastboende. De måtte ikke bo i telte, og de fik forbud mod at udøve deres traditionelle erhverv som hestehandlere, musikere og smede. I stedet fik de tildelt jord og skulle ernære sig ved landbrug. De måtte heller ikke længere tale deres eget sprog, og børnene skulle tvinges til at gå i skole. De fleste romaer forlod dog blot de tildelte områder og fortsatte deres livsform med at rejse rundt. Det fik kejserinden til at indføre endnu strengere restriktioner: Romabørn blev tvangsfjernet fra forældrene og anbragt i plejefamilier, og en romamand kunne først få lov at gifte sig, når han havde bevist, at han kunne forsørge en familie ved at drive landbrug.

Tilsvarende forsøg på tvangsassimilation blev i de følgende århundreder gennemført i blandt andet Rusland, Preussen og Spanien, og også i Skandinavien blev der gjort forsøg på at assimilere romaerne.
I Sverige blev der i begyndelsen af 1900-tallet oprettet en såkaldt Zigenarmission, der havde som officielt mål at sikre romaernes sociale integration, men i realiteten forsøgte at gennemtvinge en kulturel og religiøs assimilation. Og i Norge gennemførte organisationen ’Norsk misjon blant hjemløse’ et endnu mere gennemgribende assimilationsprogram. Organisationen fik offentlig støtte til at modarbejde ’omstrejfervæsnet’, og især i 1950’erne og 1960’erne gik den systematisk til værks ved at fjerne roma- og rejsendebørn fra deres forældre eller internere hele familier på arbejdskolonien Svanviken. Her blev de udsat for ’kulturel afprogrammering’: Romanisproget og andre udtryk for romaernes kultur var forbudt, og familierne fik først lov at flytte fra arbejdskolonien, hvis de lovede at bosætte sig permanent og afbryde forbindelsen til hele deres slægt. Blev de siden observeret på familiebesøg, blev de geninterneret. Arbejdskolonien fungerede frem til 1989, dog med mindre ændringer i regelsættet i 1970’erne.

Zigenarmissionens arbejde i Sverige beskrives i bogen ”Resandefolket - från tattare till traveller” (se kilder), mens den norske assimilationspolitik gennemgås i bogen ”Romanifolket og det norske samfunnet. Følgene av hundre års politikk for en nasjonal minoritet” (se kilder).

Hvilke former for forfølgelse blev romaerne udsat for under 2. Verdenskrig?

Romaerne blev ligesom jøderne forfulgt og udryddet, fordi nazisterne mente, at de var ‘racemæssigt underlegne’. Allerede lang tid før krigen blev romaerne frataget deres borgerlige rettigheder, interneret i lejre og frataget retten til almindelig skolegang og lønnet arbejde, og disse diskriminerende tiltag kulminerede under krigen i forfølgelse og udryddelse i et omfang, der har fået forskere til at karakterisere det som et folkedrab: Romaerne blev udsat for tvangsarbejde, tvangssteriliseringer, massedeportationer og massehenrettelser. Omrejsende ‘dræberenheder’ nedskød titusinder af romaer i den østlige del af de tyskbesatte områder, og titusinder blev indespærret i koncentrationslejre som Bergen-Belsen, Sachsenhausen, Buchenwald, Dachau og Ravensbrück, mens andre titusinder blev dræbt i dødslejre som Auschwitz-Birkenau, Chelmno, Belzec og Treblinka.
Romaernes skæbne under holocaust og baggrunden for folkedrabet beskrives på undervisningsportalen www.folkedrab.dk (se kilder) under menupunkterne ”cases”, ”holocaust”, samt i fagbøgerne “From ’race science’ to the camps. The Gypsies during the Second World War 1”, ”In the shadow of the Swastika. The gypsies during the Second World War 2” (se kilder) og ”I skal fortælle det - en bog om Holocaust i Europa 1933-1945” (se kilder). Desuden findes info om folkedrabet på romaer på hjemmesiderne for United States Holocaust Memorial Museum og Dokumentations- und Kulturzentrum Deutscher Sinti und Roma (se kilder).

Hvor mange romaer døde under 2. Verdenskrig?

Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange romaer der døde som ofre for holocaust. Dels indgik mange romaer sandsynligvis i nazisternes optegnelser som ”mistænkelige omstrejfere” eller ”asociale”, ikke som sigøjnere, dels opgav mange romaer allerede før krigen falsk navn og etnicitet for at sikre sig imod forfølgelse, og derfor kan det være svært at afgøre, hvor mange af de registrerede døde, der var romaer. Desuden blev mange romaer skudt ned af omrejsende dødspatruljer og blev aldrig registreret som ofre. I nogle områder, for eksempel det nuværende Tjekkiet, blev næsten alle romaer dræbt under krigen, enten i tysk ledede dødslejre eller i lokalt administrerede fangelejre.

Forskernes vurderinger svinger fra, at cirka 200.000 romaer blev dræbt i Tyskland og de tyskbesatte områder under holocaust, til at op mod 1½ millioner romaer døde. Af udstillingen i den tidligere udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau (se kilder) fremgår det, at cirka 500.000 romaer døde som ofre for nazisternes forfølgelse, og at over 20.000 af dem døde i Auschwitz-Birkenau efter at have været holdt fanget i en særlig afdeling i lejren kaldet ‘sigøjnerfamilielejren’. I løbet af en enkelt nat, mellem den 2. og 3. august 1944, blev næsten 3.000 romaer henrettet i gaskamrene.

Hvordan har eftertiden forholdt sig til folkedrabet?

Dokumentationen og anerkendelsen af romaernes holocaust har ladet vente på sig. Under Nürnbergprocessen, hvor højtstående nazister blev dømt for forbrydelser mod menneskeheden, blev der ikke rejst tiltale for folkemord på romaer og sintier, og ingen romaer blev indkaldt som vidner. Og mens den tyske regering allerede i 1949 erkendte, at der havde fundet folkemord på jøder sted under 2. Verdenskrig, måtte romaerne vente til 1982, før de fik en tilsvarende officiel anerkendelse fra en tysk regering.
De forskere, der har beskæftiget sig med holocaust, har desuden primært koncentreret sig om jødernes, ikke romaernes, skæbne, og det skyldes blandt andet, at der blandt forskerne har været mange jøder, men stort set ingen romaer.
Også nogle romaers traditionelle tabu omkring død har været med til at forsinke dokumentationen af romaernes holocaust. ”At tale om døden er at påkalde den. Mange romaer vil stadig i dag ikke tale om det, de oplevede under krigen, fordi de opfatter døden som uren og farlig. Vores kultur og traditioner har forhindret sandheden i at komme frem,” siger en svensk romakvinde i bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (se kilder).
Den begrænsede dokumentation af og opmærksomhed omkring romaernes skæbne under holocaust betyder, at mange europæere kender meget lidt til folkedrabet på romaerne. Så sent som i 2003 viste en Gallupundersøgelse - refereret i bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (se kilder) - for eksempel, at 78 % af rumænerne ikke mente, at den rumænske stat var involveret i udryddelsen af romaer under 2. Verdenskrig. Et par år senere konkluderede en rumænsk holocaustkommission - nedsat efter pres fra EU - at de rumænske myndigheder under krigen var ansvarlige for deportationen af 25.000 romaer, hvoraf 11.000 døde.

 

Hvad har romaer i Tyskland gjort for at oplyse om folkedrabet?

Romaaktivister i Tyskland begyndte i 1970’erne en lang, sej kamp for at oplyse offentligheden om folkedrabet under krigen, af romaerne kaldet Baro Porrajmos, den store menneskefortæring. Aktivisterne, som for størstedelens vedkommende var børn og børnebørn af ofre for holocaust, samlede dokumentation for det, de kaldte romaernes holocaust. Aktivisterne krævede, at den tyske stat erkendte folkedrabet, og i 1982 kulminerede deres krav med, at de indledte en sultestrejke i en af de tidligere koncentrationslejre, Dachau. Resultatet blev, at den tyske stat anerkendte, at nazisterne havde begået folkemord på romaerne.
Siden var flere af aktivisterne med til at etablere Zentralrat Deutscher Sinti und Roma - Centralrådet for Tyske Sinti og Romaer - (se kilder), der holder til i Heidelberg. Her har rådet med støtte fra den tyske stat etableret et kultur- og dokumentationscenter, som siden 1997 har huset Europas første permanente udstilling om romaernes holocaust.
I 2001 blev der desuden - med hjælp fra blandt andre medarbejdere fra museet i Heidelberg - åbnet en ny sektion i Auschwitz-Birkenau-museet (se kilder), som fortæller historien om de over 20.000 romaer, der døde i udryddelseslejren.

Hvad gør romaer andre steder for at oplyse om folkedrabet?

Romaer i andre lande arbejder også på at dokumentere, hvad der skete med deres forfædre under nazismen. Det gælder blandt andet i Tjekkiet, hvor Komiteen For Oprejsning for Romaernes Holocaust (se kilder) gennem cirka 10 år har indsamlet materiale om to koncentrationslejre for romaer, der blev etableret i Bøhmen og Mæhren under krigen, og hvor cirka 550 romaer døde, mens andre cirka 1.400 blev sendt videre til Auschwitz og andre udryddelseslejre og døde der. Lederen af komiteen, Cenek Ruzicka, der havde 78 slægtninge, der døde i en af lejrene, fortæller i bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (se kilder) og i radioudsendelsen ”Sigøjnerliv - på kanten af Europa” (se kilder) om sin families skæbne i lejren og om sit arbejde for at oplyse tjekkerne om de historiske fakta og for at få fjernet den svinefarm, der er opført på det sted, hvor den ene koncentrationslejr lå. Også Museet for Romakultur i Brno i Tjekkiet (se kilder) har dedikeret et rum i sin permanente udstilling til oplysning om holocaust.
Nogle af de romaer, der overlevede forfølgelsen, har desuden i de senere år besluttet at bryde tavsheden og fortælle deres historier i bogform. Blandt dem er Otto Rosenberg, hvis erindringer er udgivet under titlen ”Brændglasset”, samt Franz Rosenberg, hvis historie indgår i bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (se kilder).

 

Hvordan var romaernes forhold fra 2. Verdenskrig til Murens fald?

Især i Øst- og Centraleuropa, hvor de fleste romaer levede, skete der i denne periode en række forandringer, som hang sammen med de kommunistiske styrers ideologi. Romaerne blev - som en konsekvens af kommunismens lighedsideal - ligesom andre borgere i de kommunistiske lande sikret arbejde og bolig. De havde altså en vis social sikkerhed. Nogle manglede dog identitetspapirer og levede derfor i realiteten uden for samfundet. Samtidig betød den kommunistiske lighedsideologi, at forskelle i etnicitet og kultur generelt ikke blev anerkendt. Romaerne kunne derfor ikke tillade sig at identificere sig som romaer og lægge vægt på deres særlige etniske eller kulturelle baggrund. Myndighederne opfattede typisk romaerne som en socialt tilbagestående gruppe, hvis kulturelle særpræg forhindrede dem i økonomisk og social integration i samfundet. Myndighederne så det derfor som deres opgave at forhindre fortsættelsen af gruppens kulturelle traditioner, og det resulterede blandt andet i tvangssteriliseringer af kvinder og tvangsforflytninger af større grupper.

Der var dog også undtagelser fra dette generelle billede:
· I Sovjetunionen blev romaerne betragtet som en særlig etnisk gruppe, der fik dereseget teater og havde lov til at dyrke deres iegen kultur, så længe organiseringen omkring kulturen ikke blev brugt politisk.
· I Jugoslavien blev romaerne opfattet som en nationalitet, der på linje med andre nationaliteter havde ret til at dyrke sit kulturelle særpræg, og i de enkelte republikker blev romaerne anerkendt som nationalt mindretal eller etnisk minoritet med ret til at etablere kulturelle organisationer og sende radio på deres eget sprog.

Romaernes forhold i Central- og Østeuropa med fokus på tiden under og efter kommunismen er hovedemnet for antologien ”Between past and future. The Roma of Central and Eastern Europe” (se kilder).

Hvordan udviklede romaernes forhold i Østeuropa sig efter Murens fald?

Romaerne oplevede generelt to modsatrettede tendenser: De fik nye demokratiske rettigheder, men oplevede samtidig en social nedtur. På den ene side fik romaerne nemlig mulighed for at organisere sig i politiske og kulturelle foreninger med deres etnicitet som udgangspunkt, og i flere lande blev romaerne formelt anerkendt som nationalt mindretal. På den anden side blev romaerne mange steder de store tabere i den nye kapitalistiske samfundsorden.
I bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (se kilder) beskrives udviklingen i Tjekkoslovakiet efter Fløjlsrevolutionen i 1989 således: ”Efterhånden som den barske kapitalisme spredte sig, og fabrikker og miner lukkede, blev kampen om arbejdspladserne hårdere, og romaerne var de store tabere. Byggeindustrien, hvor mange romaer havde været beskæftiget før systemskiftet, oplevede ganske vist et veritabelt boom i begyndelsen af 1990’erne, men også her blev romaerne afskediget, og arbejdsgiverne ansatte i stedet billig, illegal arbejdskraft fra blandt andet Ukraine. I 1997 var den samlede arbejdsløshed i Tjekkiet ifølge regeringens tal 5 %, mens den i nogle romaghettoer allerede var oppe over 90 %. Romaerne oplevede, at når der var en kø, stod de bagerst i den. En racisme, som måske hele tiden havde luret under overfladen, brød ud i lys lue, og medierne kunne fortælle, at der på de kommunale arbejdsanvisningskontorer fandtes officielle lister over ledige job, hvor det var noteret, hvis romaer ikke var velkomne blandt ansøgerne. En ny generation af børn og unge blev født til en virkelighed, hvor arbejdsløshed var normen, og sociale problemer fulgte i kølvandet på de økonomiske.”

Af en UNDP-rapport fra 2003, ”Avoiding the Dependency Trap” (se kilder), fremgår det, at kun 8 % af romaerne i Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Slovakiet og Rumænien føler, at de har fået bedre økonomiske og sociale forhold efter kommunismens fald.

I årene umiddelbart efter Murens fald var der desuden i en række øst- og centraleuropæiske lande mange eksempler på racistisk vold mod romaer. Ifølge rapporten “State of Impunity - Human Rights Abuse of Roma in Romania” (se kilder) blev mindst otte rumænske romaer dræbt og mange flere såret under episoder med pøbelvold fra 1990 til 1993. Og ifølge opgørelser fra Human Rights Watch døde i alt 27 romaer på tjekkisk territorium som følge af racistisk vold fra kommunismens fald i 1989 til maj 1995. Også i Slovakiet var der eksempler på racistiske overfald og drab på romaer, og øjenvidner kunne berette om politifolk, der så passivt til, mens overfaldene stod på.

Romaernes forhold i Central- og Østeuropa efter Murens fald beskrives i antologien ”Between past and future. The Roma of Central and Eastern Europe” (se kilder).

Levevilkår i dag

Hvor mange romaer findes der i dag?

Der eksisterer ingen sikre opgørelser over antallet af romaer på verdensplan eller i Europa. I mange lande registrerer man ikke borgerne efter etnicitet, og i de lande, hvor man ved folketællinger beder befolkningen om at opgive deres nationalitet eller etnicitet, vælger mange romaer at definere sig som en del af majoritetsbefolkningen. I Tjekkiet vurderer ngo’er f.eks., at der lever over 200.000 romaer, men ved folketællingen i 2004, opgav kun omkring 12.000 personer at være romaer. Internationale organisationer som Verdensbanken og FN vurderer dog samstemmende, at der lever8-12 millioner romaer i Europa, heraf omkring 75 % i Øst- og Centraleuropa. Derudover findes der formodentlig 2-5 millioner romaer i andre verdensdele.

Hvor lever romaerne?

De fleste romaer - omkring 10 millioner - lever i Europa, og de fleste af de europæiske romaer lever i Central- og Østeuropa, for eksempel i Rumænien, Bulgarien, Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet. Rumænien er det land i Europa, der - både forholdsmæssigt og i absolutte tal  har det største mindretal af romaer, formodentlig omkring 2,5 millioner, hvilket svarer til lige over 10 % af befolkningen. Men der er også romaer i Nord- og Vesteuropa, og også uden for Europa er der romaer, blandt andet i USA, Latinamerika og Australien.

Hvordan er romaernes levevilkår i Øst- og Centraleuropa?

Romaerne i Øst- og Centraleuropa har generelt dårlige levevilkår. Arbejdsløsheden, kriminalitetsraten og børnedødeligheden er høj, og romaerne udsættes for diskrimination både på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet og hos kommunale myndigheder. FN’s udviklingsprogram, UNDP, udgav i foråret 2005 en rapport med den sigende titel ”Faces of Poverty, Faces of Hope” (se kilder). I rapporten slås det fast, at der i lande som Bulgarien, Rumænien og Slovakiet findes fattigdomslommer med ekstrem elendighed. Og romaer er klart overrepræsenteret blandt de fattigste. I Rumænien lever næsten 70 % af romaerne således for under 4 dollars om dagen - som er FN’s fattigdomsgrænse i den rige del af verden - og 68 % har hverken vand eller kloakering. I et EU-land som Slovakiet er tallene kun en anelse pænere, og situationen synes håbløs for de mange romaer, der lever i fattigdom.

En række rapporter fra European Roma Rights Cenre, det nye EU-agentur for fundamentale rettigheder, FRA, samt den Bruxelles-baserede ngo European Roma Rights Centre (ERRC) har også de senere år dokumenteret, at romaer i Øst- og Centraleuropa fortsat lever i fattigdom og har ringere adgang til uddannelse, arbejde og boliger end den øvrige befolkning.

Håbløsheden i de fattigste egne beskrives i artiklen ”En hel landsby på bistand” i Politiken den 3. april 2000, .  samt i et temanummer fra september 2010 af hjemløseavisen Hus Forbi (se kilder).

Baggrunden for romaernes ringe forhold i Central- og Østeuropa omkring årtusindskiftet beskrives i antologien ”Between past and future. The Roma of Central and Eastern Europe” (se kilder). 

Hvordan er romaernes levevilkår i Vesteuropa?

Romaernes levevilkår er generelt noget bedre i Vest- end i Central- og Østeuropa, men også her lider de under lavere uddannelsesniveau, højere arbejdsløshed og dårligere helbred end den øvrige befolkning og oplever diskrimination fra majoritetssamfundets side. I rapporten ”The Situation of Roma in Selected Western European Countries”, udgivet af International Helsinki Federation for Human Rights (IHF) i 2005, konkluderes det, at romaer i Vesteuropa fortsat udsættes for fordomme og diskrimination, og at de politiske initiativer, der er blevet taget for at afhjælpe diskriminationen, ikke har været succesfulde. Især er det ifølge rapporten et problem, at de beslutninger, der tages på regeringsplan, om at integrere romaerne, ikke slår igennem på lokalt niveau. Rapporten gennemgår romaernes forhold i Grækenland, Italien, Sverige og Storbritannien og konkluderer, at romaerne lider under økonomisk, social og politisk marginalisering. Blandt andet nævnes følgende eksempler:

· Romaer i Grækenland udsættes jævnligt for vold fra myndighedernes side, blandt andet i forbindelse med, at de uretmæssigt sættes ud af deres boliger i såkaldte ’oprydningsaktioner’, hvor hele romakvarterer ryddes af politiet. Politiets overgreb efterforskes sjældent og resulterer endnu sjældnere i, at politifolk stilles til ansvar.
· I Italien mangler mange romaer identitetspapirer, fordi de er kommet til landet som asylsøgere eller illegale immigranter, og de fleste bor i isolerede lejre og slumkvarterer, hvor børnene ikke har mulighed for at gå i skole.
· I Sverige er der på trods af en mangesidet indsats fra de svenske myndigheder fortsat store problemer med diskrimination. En stor rapport fra juli 2010, udgivet af Delegationen för romska frågor (se kilder), viser, at romaer fortsat møder diskrimination på restauranter og i supermarkeder, hvor de for eksempel mistænkes for at stjæle. De oplever også forskelsbehandling i skolen, på boligmarkedet, og når de søger arbejde.

Rapporter fra European Roma Rights Centre fra de seneste år peger på samme problemer i andre lande.

Hvilke erhverv har romaerne?

Mange romaer er integreret i de samfund, de lever i, og har ligesom den øvrige befolkning mange forskellige erhverv. Der er dog både i Øst- og Central- og Vesteuropa fortsat en stor gruppe romaer, der enten er arbejdsløse, er selvstændigt erhvervsdrivende med meget små indtægter eller må nøjes med daglejer- eller sæsonarbejde. Mange romaer, der tidligere ernærede sig inden for traditionelle håndværk - enten omrejsende eller fastboende - har med industrialiseringen mistet deres indtægtsmuligheder, og i de tidligere kommunistiske lande, hvor mange romaer indtil systemskiftet var ansat som ufaglærte arbejdere på fabrikker og i miner, er arbejdsløsheden blandt romaer mange steder op mod 100 %.

Nogle romaer har formået at transformere de gamle håndværk til nye erhverv; hestehandlere er blevet bilmekanikere, smede er blevet skrothandlere. Samtidig er romakvinder, der traditionelt har været hjemmegående eller har været medhjælpende hustruer, i nogle lande begyndt at uddanne sig og søge ind i for eksempel social- og sundhedssektoren. Det gælder blandt andet i Spanien. Men det generelle billede er, at romaerne er ramt af høj arbejdsløshed eller arbejder med hårdt fysisk arbejde - ofte i den grå eller sorte økonomi. En mindre gruppe ernærer sig desuden som musikere eller supplerer deres øvrige indtægter ved at arbejde på deltid som musikere, for eksempel ved bryllupper og byfester.

Hvordan er romaernes holdning til skole og uddannelse?

Det siges ofte, at romaerne ikke har tradition for uddannelse, men det er ikke korrekt. Snarere har romaerne, som den universitetsuddannede rumænske roma Delia Grigore skriver i artiklen ”Education Patterns in the Rroma Family versus Rroma Children’s Schooling” (se kilder) en lang tradition for uddannelse via mesterlære i familien, men stort set ingen tradition for skolegang i majoritetssamfundets skoler. Det er ikke uddannelse som sådan, men skolen, romaerne har været på vagt over for, fordi den blev opfattet som et centralt redskab i majoritetssamfundets assimilationsforsøg, understreger hun. Der har nemlig gennem historien været talrige eksempler på, at myndighederne har forsøgt at udrydde romaernes kultur ved at fjerne romabørn fra deres forældre og undervise dem på særlige skoler.

Af rapporten ”Roma and Travellers in Public Education. An overview of the situation in the EU Member States” (se kilder) fremgår det, at det i mange lande er nødvendigt at etablere et bedre samarbejde mellem skolemyndighederne og romaforældrene for at gøre forældrene trygge ved skolen og give dem forståelse for, hvordan en god skolegang kan give deres børn bedre chance for at få en god tilværelse. 

Hvordan er romaernes uddannelsesniveau?

Romaernes uddannelsesniveau er generelt lavt, hvad angår formel uddannelse, og en del - især ældre - romaer er analfabeter. Af rapporten “Roma and Travellers in Public Education. An overview of the situation in the EU Member States” (se kilder) fremgår det, at selv om der har været fremskridt i nogle EU-lande de senere år, er andelen af romaelever, der bliver indskrevet i skolesystemet og gennemfører en uddannelse, fortsat lavere end for befolkningen i øvrigt. I de fleste lande tager kun få romaer en videregående uddannelse, og især blandt pigerne er frafaldet allerede i grundskolen højt. For eksempel går kun 50 % af romabørnene i Spanien jævnligt i skole, og 30 % dropper ud af grundskolen, før de fylder 14 år. I Ungarn viste tal fra 2004, at kun 0,3 % af romaeleverne tager en videregående uddannelse.
Det fortsat lave uddannelsesniveau skyldes ifølge rapporten blandt andet:

· At romaelever i lande som Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet fortsat adskilles fra de øvrige elever i særlige klasselokaler eller på specielle skoler. I Tjekkiet har romabørn 15 gange større risiko end tjekkiske børn for at blive henvist til specialskoler for mentalt handicappede; i Slovakiet er risikoen 22-66 gange højere for romabørn end for slovakiske børn.

· At romaelever ofte har forældre, der selv har dårlige erfaringer med skolesystemet og derfor ikke kan eller vil bakke deres børns skolegang op.

· At romabørn ofte bor i ghettoer, hvor der er dårlige transportmuligheder til og fra skole.

· At der fortsat er racisme og diskrimination fra majoritetens side, og at lærere og pædagoger i mange lande har ringe viden om romaernes kultur og traditioner.

· At romabørn med romani som modersmål sjældent bliver tilbudt undervisning på romani, og at deres modersmål sjældent inddrages i undervisningen som en ressource.

· At fattigdom betyder, at nogle forældre ikke kan betale udgifter til børnenes skolegang. Det er blandt andet et stigende problem i Slovakiet, hvor indførelse af betaling for førskole-klasser har medført, at færre romabørn indskrives i skolerne nu end for ti år siden.

Hvordan er romaernes boligforhold i Øst- og Centraleuropa?

Langt de fleste romaer er bofaste, og mange lever i særlige romakvarterer, ofte i ghettolignende forstæder eller deciderede slumbebyggelser:

· Rumænien: 68 % af romaerne lever uden vand og kloakering i deres boliger, og omkring 30 % bor i deciderede slumbebyggelser. Det fremgår af UNDP-rapporten ”Faces of Poverty, Faces of Hope” (se kilder).
· Slovakiet: Ifølge statistik fra 2004 - i ”The Atlas of Roma Communities in Slovakia” (se kilder) - er omkring halvdelen af Slovakiets cirka 320.000 romaer godt integreret. Den anden halvdel bor mere eller mindre isoleret, i ghettoer i byerne eller i fattige forstæder, i særlige kvarterer i udkanten af landsbyerne eller i helt afsondrede landsbysamfund. Over 80 % af ghettoerne har intet kloaksystem, næsten 60 % har ikke gas, og over 35 % har ikke rindende vand. En tiendedel af ghettoerne mangler elektricitet.

Selv om myndighederne officielt forsøger at forbedre romaernes boligforhold, er lokale myndigheder ofte med til at skabe nye ghettoer. Det fremgår af et interview med den slovakiske regerings romarådgiver, Klara Orgovanova, i bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (se kilder): ”De sidste par år, især efter socialreformen, har vi fået flere problemer med romaghettoer i de større byer. Romaer, som ikke kan betale deres husleje eller elregning, bliver smidt ud af deres boliger og samlet i bestemte boligområder. På den måde opstår nye ghettoer stik imod regeringens strategi.” Livet i en sådan ghetto beskrives i radioudsendelsen ”Sigøjnerliv - på kanten af Europa” (se kilder) samt i Karl Markus Gauss’ essay ”Cafe Casablanca” i Lettre Internationale nr. 8, december 2004 (se kilder). Tendensen bekræftes desuden af et case study; ”Roma housing in small communities, Slovakia”, udgivet af European Union Agency for Fundamental Rights (FRA) i oktober 2009, der konkluderer, at slovakiske projekter for at skabe bedre boligforhold for romaer nok i nogle tilfælde giver de enkelte romafamilier bedre faciliteter og boliger af højere standard, men segregationen opretholdes eller forstærkes samtidig. · Tjekkiet: Nye tal viser, at antallet af romaghettoer, hvor indbyggerne er truet af social eksklusion, er over 300. En del af disse ghettoer blev allerede skabt under kommunismen. Officielt var det kommunisternes politik at sprede romaerne, så de ingen steder udgjorde mere end 5 % af den samlede befolkning. Men regimet opgav spredningspolitikken og forsøgte i stedet at få romaerne til at flytte derhen, hvor der var brug for arbejdskraft i industrien. Det betød, at mange romaer, som havde boet på landet i den slovakiske del af republikken, i løbet af 1960’erne og 1970’erne blev forflyttet til Tjekkiet for at arbejde på fabrik. Politikken over for romaer i Tjekkoslovakiet under kommunismen beskrives i bogen ”Between Past and Future - the Roma of Central and Eastern Europe” (se kilder).

· Makedonien: Lidt uden for hovedstaden Skopje ligger Europas største romasamfund, Shuto Orizari, hvor omkring 90 % af de cirka 40.000 indbyggere er romaer. Indbyggerne i Shuto Orizari er ikke velhavende, men bydelen er generelt velfungerende og har sit eget byråd med et flertal af romaer og sin egen borgmester, og det officielle sprog på kommunekontoret er romani. Bydelen er desuden kendt for sine mange orkestre, der spiller ved bryllupper og andre fester og for sit store udendørs marked, som folk fra resten af Makedonien valfarter til for at købe billigt tøj. Livet i bydelen beskrives i et kapitel i bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (se kilder) under overskriften ”Den gode ghetto” og i et indslag i radioprogrammet Europaklip på P1 (se kilder).~

Hvordan er romaernes boligforhold i Vesteuropa?

Nogle få romaer er stadig omrejsende, typisk som handlende, der drager fra marked til marked for at sælge tøj, sko, køkkenting og lign. Især i Frankrig og Holland er en del romaer stadig omrejsende, i hvert fald i sommerperioden, mens de fleste af de romafamilier, der tidligere rejste i Sverige, nu er bofaste. I bogen ”Resandefolket - från tattare till traveller” (se kilder) er der interviews med romaer, der er blevet bofaste i løbet af de seneste årtier, og interviews med omrejsende romaer fra Holland og Frankrig.

De fleste er dog bofaste, mange i ghettoer. I Spanien lever 10-20 % af landets romaer i ghettoer eller slum, og i blandt andet Grækenland og Italien er romaer blevet sat ud af deres lejligheder, uden at myndighederne har anvist dem andre boliger. Før OL i Athen i 2004 blev hele kvarterer beboet af romaer ryddet, angiveligt for at gøre plads til sportsfaciliteter, men ifølge menneskerettighedsorganisationer snarere fordi det var en anledning til at fjerne de upopulære romabebyggelser. Det samme skete før OL i Mexico i 1968 - og før OL i Berlin i 1936, hvor nazisterne fjernede alle romaer fra centrum af byen og internerede dem i en lejr langt fra centrum.

I Italien er der desuden oprettet interimistiske lejre for roma-migranter fra især Rumænien. Her lever romaerne under kummerlige forhold, men den italienske regering nægter at forbedre forholdene i lejrene og har præsenteret planer om at tage fingeraftryk af alle lejrenes indbyggere for at sikre sig, at de bliver inden for de indhegnede områder.

Frankrig har gennem flere år med jævne mellemrum masseudvist romaer, der opholder sig uden opholdstilladelse i landet, og alene i 2010 har Frankrig udvist over 8.000 romaer, især til Rumænien og Bulgarien. I sommeren 2010, da de franske myndigheder intensiverede rydningen af roma-lejrene og masseudvisningerne, rettede både EU-parlamentarikere, flere FN-organer samt en række menneskerettighedsorganisationer hård kritik mod den franske regering for dens behandling af romaerne. EU’s justitskommissær anklagede Frankrig for at diskriminere romaerne, ligesom hun drog sammenligninger med Nazitysklands forfølgelse af etniske grupper under 2. Verdenskrig. Kommissionen trak siden sit varslede sagsanlæg mod Frankrig tilbage med henvisning til, at den franske regering havde givet et løfte om at implementere reglerne om arbejdskraftens fri bevægelighed i sin nationale lovgivning samt rapportere til EU om sin praksis på området.

En del romaer lever desuden som hjemløse på gaderne i både Øst- og Vesteuropa. I Danmark kan organisationer som Kirkens Korshær og Projekt Udenfor (se kilder) melde om et stigende antal romaer fra blandt andet Rumænien og Italien blandt brugerne af deres natherberger, varmestuer og madudleveringer. Her får de ofte en placering nederst i brugernes interne hierarki, fremgår det af artiklen ”Romaerne er nederste kaste i varmestuen” i Kristeligt Dagblad (se kilder).

De problematiske boligforhold for romaer beskrives af European Roma Rights Center (se kilder) i en række rapporter og pressemeddelelser, som løbende lægges ud på centrets hjemmeside. Forholdene i en af de franske roma-lejre, som har eksisteret i over 15 år, beskrives desuden i artiklen ”Romaer: Vi eksisterer ikke - vi lever som spøgelser” i Politiken (se kilder). En gruppe bachelorstuderende fra Københavns Universitet har desuden i 2010 lavet en sociologisk undersøgelse af nogle af de hjemløse romaer i København. Undersøgelsens resultatet præsenteres i rapporten ”På rejse efter anerkendelse” (se kilder). 

Hvordan er romaernes forhold på det religiøse område?

Gennem historien har kirkesamfund over hele Europa både vendt det blinde øje til forfølgelse af romaer og deltaget i mistænkeliggørelse, fordømmelser og udrensninger af romaer. Kirkens folk har blandt andet beskyldt romaerne for kætteri og for at være falske pilgrimme, og endnu i dag er der i mange lande et anstrengt forhold mellem de etablerede kirkesamfund og romaerne, fordi kirkens folk mener, at en del af romaernes traditionelle trosforestillinger er i modstrid med kristendommen. Mange romaer vælger da også at blive viet derhjemme under en privat ceremoni i stedet for at blive viet i kirken.

Et andet udtryk for det anstrengte forhold mellem romaerne og de store kirkesamfund er det faktum, at der flere steder findes særlige valfarter og pilgrimsdage kun for romaer. Det er for eksempel tilfældet i den sydfranske by Saintes-Maries-de-la-Mer, hvor katolske romaer fra hele Europa hvert år i maj samles for at fejre deres helgen, Sorte Sara, som ifølge romaerne var en romakvinde, der reddede de første kristne flygtninge fra druknedøden og derefter lod sig døbe. Også andre steder er der særlige pilgrimssteder og -dage for katolske romaer.

I en række lande findes desuden særlige romamenigheder, især inden for den evangeliske kirke.

I Frankrig er over 100.000 af landets cirka 300.000 romaer og rejsende konverteret til den evangeliske kristendom i Pinsekirkens regi, og det samme gælder omkring en femtedel af Spaniens cirka 600.000 romaer. Også i Rumænien, Serbien, Makedonien, Sverige, Finland, England og USA har evangeliske bevægelser haft succes med mission og socialt arbejde blandt romaer og med at gennemføre gudstjenester på romaernes eget sprog, romani, og med inddragelse af traditionel romamusik.

Forholdet mellem kirken og romaerne og de katolske romaers pilgrimsfærd til Saintes-Maries-de-la-Mer beskrives i et kapitel i bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (se kilder). 

Hvordan er majoritetsbefolkningens syn på romaerne?

Over hele Europa er fordomme og antipati mod romaer udbredt blandt majoritetsbefolkningen. De almindelige fordomme om romaerne er, at de er kriminelle og ikke ønsker at blive integreret i samfundet. I kronikken ”1000 år som Europas udstødte” (se kilder) gennemgås en række meningsundersøgelser fra forskellig europæiske lande, der alle dokumenterer en negativ holdning til romaer:

· I Danmark udpegede 36 % af de adspurgte i en undersøgelse fra oktober 2006 sigøjnere som den gruppe, de nødigst ville have som naboer. I en tilsvarende undersøgelse fra 1999 var tallet 15 %.
· I Tjekkiet viste en meningsmåling fra 2004, at næsten 80 % var negative over for at have en roma som nabo, fordi romaerne blev opfattet som beskidte, larmende og tyvagtige.
· I Rumænien viste to meningsmålinger fra 2000, at 40 %, hvis de kunne vælge, ikke ville tillade romaer at leve i landet, og tre fjerdedele ønskede ikke at have en roma som nabo.
· I Spanien viste de senest meningsundersøgelse, at over 40 % har et overvejende negativt billede af romaer - typisk opfatter de dem som beskidte, tyvagtige og uvillige til at lade sig integrere.

Hvilke former for diskrimination og forfølgelse udsættes romaer for i dag?

Romaer udsættes for diskrimination i stort set alle europæiske lande og inden for en lang række forskellige sektorer i samfundet, såsom boligmarkedet, uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet og medierne. Det fremgår af rapporten ”The Situation of Roma in an Enlarged European Union” (se kilder), hvor det slås fast, at romaer mødes med modvilje og fjendtlighed og trues af social eksklusion. Rapporten ”The Situation of Roma in Selected Western European Countries” (se kilder) tegner samme billede og nævner, at “Romaerne er Europas til dato mest underprivilegerede etniske gruppe”, og at diskriminationen imod dem ”udgør en betydelig forhindring for, at de kan nyde fulde menneskerettigheder”. Også ECRI’s årsrapport for 2009 (se kilder), offentliggjort i juli 2010, sætter fokus på romaernes dårlige forhold og konkluderer, at ”romaer og rejsende oplever fortsat åbenlys fjendtlighed og social eksklusion såvel som angreb mod deres bebyggelser samt mord. Endnu nogle eksempler på romaernes udsatte position i Europa i dag er:
· Etnisk forfølgelse under krigen i Kosovo: Før krigen mellem albanske oprørere og serbiske regeringsstyrker, som resulterede i Nato’s bombninger i 1999, boede der formodentlig 100.000-150.000 romaer i Kosovo. De fleste blev tvunget på flugt i sommeren 1999, primært af etniske albanere, der vendte tilbage til Kosovo efter Natos bombardementer, og som mistænkte romaerne for at have støttet serberne. I dag lever de fleste Kosovo-romaer enten som internt fordrevne i Kosovo eller i nabolandene uden officiel flygtningestatus. Kun få har fået asyl i Vesteuropa. Også i Danmark har stort set alle romaer fra Kosovo, der har søgt om asyl, fået afslag. De kunne imidlertid indtil for nylig ikke tvinges tilbage til Kosovo, fordi UNMIK, FN’s administrative enhed i Kosovo, ikke ville tage imod tvangsudsendte romaer. Men efter at Kosovo løsrev sig fra Serbien i 2008, har landet indgået såkaldte tilbagesendelsesaftaler med en række europæiske lande, blandt andet Danmark, og disse lande er begyndt at tvangstilbagesende romaer, der har fået afslag på asyl, til Kosovo. Ifølge rapporter fra Human Rights Watch og Amnesty International (se kilder) er over 50.000 romaer blevet tvangstilbagesendt, og de tilbagesendte mangler ofte identitetspapirer og kan derfor ikke få sociale ydelser, lægehjælp eller uddannelse. Desuden udsættes de for trusler fra både serbere og albanere, der mistænker dem for at have været allieret med modparten under krigen. I artiklen “Udskud” i Jyllands-Posten den 15. august 1999 (se kilder) beskrives romaernes situation umiddelbart efter krigen, mens artiklen ”Kosovos romaer føler sig glemt” i Kristeligt Dagblad den 27. april 2006 (se kilder) beskriver forholdene i to lejre for internt fordrevne romaer i byen Mitrovica. Forholdene i disse lejre beskrives også i to indslag i Orientering på Danmarks Radios P1 (se kilder).
·Tvangssteriliseringer i Tjekkiet og Slovakiet: Under kommunismen blev romakvinder i Tjekkoslovakiet steriliseret mod deres vilje, fordi myndighederne ønskede at bremse den høje fødselsrate blandt romaer. Efter kommunismens fald tog de nye demokratisk valgte regeringer afstand fra fortidens politik, men det har siden vist sig, at romakvinder i Tjekkiet og Slovakiet helt frem til 2001er blevet steriliseret mod deres vilje - dog formodentlig ikke som følge af en generel politik, men på enkelte lægers initiativ. Tvangssteriliseringerne og baggrunden for dem omtales i to artikler i Information den 2. maj 2006 (se kilder), i rapporten ”Body and Soul - Forced Sterilization and Other Assaults on Roma Reproductive Freedom” offentliggjort af den amerikanske ngo Center for Reproductive Rights i 2003 (se kilder) og i en udtalelse fra den tjekkiske ombudsmand fra marts 2006.

Romaer i Danmark

Hvor mange romaer bor der i Danmark?

I Danmark er det forbudt at registrere mennesker efter etnicitet, og derfor findes der ingen sikre tal på antallet af romaer. Regeringens skøn lyder på, at der er omkring 1.500 fastboende romaer i landet samt nogle hundrede, der opholder sig midlertidigt i Danmark som arbejdsmigranter. Romaorganisationer vurderer, at tallet snarere er 5.000-10.000. Mange romaer vælger dog at holde deres etniske baggrund skjult, og også derfor er det vanskeligt at give et realistisk bud på antallet, fremgår det af hjemmesiden www.romnet.dk (se kilder): ”Mange romaer fortæller ikke, at de er romaer, fordi de vil undgå at møde fordomme. Derfor kender myndighederne oftest kun til de romaer som har alvorlige problemer. De velintegrerede fortæller ofte ikke, at de er romaer, men siger de er fx. Jugoslavere. (…) Romaer er registreret som Danskere, Jugoslavere eller Svenskere alt efter hvilket land de har statsborgerskab i.”

Hvor længe har der været romaer i Danmark?

Det menes, at de første romaer kom til Danmark i 1505, og de var så heldige at have et anbefalelsesbrev med fra den skotske konge. Derfor fik de lov at rejse ind i landet og fortsætte til Sverige, hvor de i første omgang blev godt modtaget ved hoffet i Stockholm. Allerede i 1515 blev de dog fordrevet fra byen på grund af mistanke om tyveri, og i Danmark fulgte myndighederne snart efter. Også i mange år herefter har romaer i Danmark været genstand for forfølgelse og hårdhændet behandling, og der har ikke været nogen stor kontinuerlig romaminoritet i landet i hele perioden siden 1505.

Hvor stammer romaerne i Danmark fra?

De romaer, som lever i Danmark i dag, er kommet til landet på meget forskellige tidspunkter og fra mange forskellige lande. En del kom som gæstearbejdere omkring 1970, mens andre er kommet som flygtninge fra krigene på Balkan og har fået asyl. Derudover kom der i 1970’erne en gruppe tilrejsende romaer fra Sydeuropa, som blev givet statsborgerskab og bosat i Københavnsområdet. En lille gruppe er kommet som asylsøgere fra Kosovo siden krigen i 1999, men meget få af dem har fået asyl eller humanitær opholdstilladelse, og et antal er efter mange års ophold i danske asylcentre blevet tvunget tilbage til Kosovo. 

Hvordan er romaer i Danmark blevet behandlet gennem historien?

Romaerne er generelt blevet behandlet som uønskede, og magthavere har ved hjælp af lovgivning forsøgt at holde dem ude af landet:

· En forordning fra 1536 slog fast, at alle sigøjnere skulle forlade landet inden for tre måneder. Forordningen virkede tilsyneladende ikke og blev derfor skærpet få år senere, da Christian den 3. beordrede sine lensmænd til ikke at tillade sigøjnerne at rejse omkring i landet, ”idet de stjæler og bedrager enfoldige folk med tyveri og på anden måde”. Folk, der gav sigøjnerne husly, kunne blive straffet for det, og alle, der stødte på sigøjnere, havde ret til at behandle dem som fredløse.

· I 1736 besluttede Christian den 6., at alle sigøjnere definitivt skulle jages ud af landet. De mænd, der satte sig til modværge, skulle indespærres i tugt- og arbejdshuse på livstid, mens kvinderne skulle fængsles i tre uger på vand og brød og derefter smides ud af landet. Børnene skulle tages fra forældrene, døbes og opdrages af skolelærere, indtil de kunne gøre gavn som lærlinge eller tjenestefolk. Bestemmelserne blev skrevet ind i fattigloven og blev især håndhævet strengt i Holsten, som var den del af landet, hvor mange romaer rejste ind over grænsen.

· I 1875 blev der vedtaget en fremmedlov, som kom til at gælde frem til 1953. Den forbød ”udenlandske tatere, musikanter, forevisere af dyr og andet, udøvere af kraft- og behændighedskunster og lignende personer” at opholde sig i landet, hvis de ville leve af at rejse rundt og udøve deres fag, og den gjorde det derfor muligt at udvise romaer, der allerede opholdt sig i landet. Resultatet blev, at så godt som alle romaer i landet blev udvist, og de fleste rejste videre til Sverige eller Norge. Det gælder blandt andet den romafamilie, hvis brevveksling med den danske folkemindesamler Johan Miskow danner grundlag for bogen ”Udenfor - en rejsende romafamilie” (se kilder).

· I 1953 blev en ny og mindre restriktiv fremmedlov vedtaget. Herefter voksede antallet af romaer i Danmark en smule, men det var først med arbejdskraftindvandringen fra Jugoslavien i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, at antallet af romaer i Danmark nåede op over nogle få hundrede.

Romaernes historie i Danmark beskrives på hjemmesiden www.romnet.dk (se kilder) samt i bogen ”Fremmede i Danmark” (se kilder).

Hvordan er romaerne i Danmark blevet behandlet i nyere tid?

Romaerne i Danmark er - i modsætning til i mange andre europæiske lande, herunder Sverige, Norge og Finland - ikke anerkendt som national minoritet, og der er ingen statslig støtte til deres kultur og sprog. I Helsingør, hvor der bor en større gruppe romaer, er romabørn, der blev opfattet som svære at rumme i normalklasserne, gennem en årrække blevet undervist i særlige klasser, og siden 2001 er romaer på kontanthjælp blevet henvist til et særligt kontor i kommunens ’Jobhus’. I december 2005 vurderede Klagekomiteen for Etnisk Ligebehandling (se kilder), at adskillelsen af romabørnene i særlige klasser var ”udtryk for ulovlig indirekte forskelsbehandling”, og Helsingør Kommune lukkede efterfølgende den sidste af ‘sigøjnerklasserne’. Siden vurderede Klagekomiteen at også det særlige socialkontor var ulovligt, og det blev efterfølgende nedlagt. Romaernes forhold i Helsingør og de juridiske aspekter af de forskellige tiltag, kommunen har grebet til for at forsøge at løse de sociale problemer blandt romaerne, beskrives på hjemmesiden www.romnet.dk (se kilder) under menupunktet ”Romaspørgsmål i DK”, ”Helsingør”, i kronikken ”Diskrimineret for deres egen skyld” i Politiken den 3. januar 2006 (se kilder) samt i artiklen ”Særbehandling? Ja tak, hvis den er frivillig” i Information om Indvandrere nr. 3. 2005 (se kilder).

· I sommeren 2010 blev 23 romaer fra Rumænien, der havde slået sig ned i to lejre på Amager, tvangsudsendt - mistænkt for tyveri. Udvisningerne blev kritiseret af menneskerettighedsaktivister, og flere jurister vurderede, at udvisningerne kunne være i strid med EU’s regler om arbejdskraftens fri bevægelighed.

Politisk organisering

Hvornår begyndte romaerne at organisere sig politisk?

Allerede før Anden Verdenskrig begyndte romaerne at organisere sig politisk - i første omgang med inspiration i den zionistiske opbygning af et jødisk hjemland i Palæstina. Blandt andet lancerede en selvudnævnt polsk romakonge i 1934 en plan om at oprette et hjemland for romaer ved bredderne af floden Ganges i Indien, i 1937 lancerede en anden polsk ’romakonge’ en ny plan om at etablere et land for romaerne i et område mellem Somalia og Abyssinien (i det nuværende Etiopien), og efter Anden Verdenskrig genoplivede en rumænskfødt roma denne ide og gik i gang med at trykke særlige romapas. Men han nåede aldrig i nærheden af at realisere drømmen om et ’romanestan’, og siden Anden Verdenskrig har de toneangivende romaorganisationer i Europa i højere grad satset på at blive anerkendt og respekteret som en nation uden land end på at etablere et hjemland.

Især siden 1960’erne har romaorganisationer i nationale og internationale fora argumenteret for, at romaerne skal have status som minoritetsgruppe i de lande, de bor i, og at de som samlet folk skal have status af en nation uden land. Fremvæksten af politiske romaorganisationer beskrives i bogen ”We are the Romani people” (se kilder). 

Hvad skete der den 8. april 1971?

Den 8. april 1971 blev den første Verdenskongres for Romaer afholdt i England.

Repræsentanter for over 20 lande mødte op til kongressen, som var arrangeret af International Gypsy Comittee, en organisation, som var blevet etableret fire år tidligere.

Ved kongressen i 1971 blev sangen ”Djelem, Djelem” (”Jeg vandrede, jeg vandrede”) valgt som romaernes nationalsang, og det blev besluttet at erstatte den røde stribe i romaernes flag med det indiske ashokahjul for på den måde at markere romaernes oprindelse i Indien. Flaget har siden set ud som følger: Blåt foroven som symbol på himlen, evigheden og den spirituelle verden, grønt forneden som symbol jorden, væksten og den verdslige verden, og i midten det røde ashokahjul, der med sine 16 eger binder himlen og jorden sammen og står som symbol på vandring, bevægelse og fremgang.

De politiske beslutninger på den første og efterfølgende Verdenskongres for Romaer beskrives i et særskilt kapitel i bogen ”Between past and future. The Roma of Central and Eastern Europe” (se kilder). 

Hvem repræsenterer romaerne på politisk niveau?

Romaerne har ikke noget land og ikke noget parlament. Men romaer deltager alligevel i stigende grad i politik - både lokalt, nationalt, regionalt og internationalt. Dels findes en række romasammenslutninger, som forsøger at repræsentere alle romaer. Det gælder blandt andet International Roma Federation og International Roma Union. Sidstnævnte har siden 1979 repræsenteret romaerne i FN, hvor den har status som ngo, ikke-statslig organisation, men uden stemmeret. I 2001 mødtes repræsentanter for en række romaorganisationer ved Verdenskonferencen mod Racisme i Durban i Sydafrika og skrev en anmodning til FN om at blive anerkendt som ’ikke-territorial nation med sæde og stemmeret’. Men uden resultat. Til gengæld blev der i 2003 etableret et European Roma and Travellers Forum (se kilder), som har rådgivende status over for Europarådet. Desuden blev to ungarske romakvinder i 2004 valgt ind i Europa-Parlamentet, og den ene genopstillede og blev valgt ind igen i 2009. Der er også romaer i flere nationale parlamenter i Europa. I nogle få lande, bl.a. Rumænien, findes deciderede romapartier, og i Sverige og Finland findes rådgivende organer med repræsentanter for romafolket, der har til opgave at vejlede regeringen om blandt andet modersmålsundervisning, arbejdsmarkeds- og boligpolitik med relation til romaer. 

Hvad har de nationale regeringer gjort for at forbedre romaernes levevilkår?

· En række nationale regeringer har anerkendt romaerne som national minoritet og har udarbejdet handlingsplaner for integration af romaerne. Det er blandt andet tilfældet i de fleste af de lande, der blev medlem af EU i 2004. Også i Norge, Sverige og Finland har regeringerne anerkendt romaerne som national minoritet og har afsat penge til at støtte kulturelle aktiviteter og modersmålsundervisning i romani. Denne støtte er særlig vigtig, fordi romaerne ikke, sådan som for eksempel arabiske og tyrkiske indvandrergrupper, har noget oprindelsesland, der kan støtte kulturelle aktiviteter.

· Regeringen i Sverige har desuden sørget for, at der er blevet udarbejdet informationsmateriale til skolelærere, socialarbejdere og sundhedspersonale om romaernes historie, og Sveriges Radio sender hver uge en halv times udsendelse på romani, ligesom staten giver støtte til kulturelle tidsskrifter på romani. I 2002 etablerede regeringen desuden Rådet for Romska Frågor, hvor de forskellige romagrupper er repræsenteret og kan give deres besyv med, inden regeringen vedtager nye love, som berører romaerne. Romaernes formelle forhold i Sverige fremgår af Regeringskansliets hjemmeside om minoritetspolitik (se kilder).

· I Finland har alle skoler pligt til at tilbyde modersmålsundervisning i romani, når der kan samles en gruppe på mindst fire elever med romabaggrund, og den finske stat har organiseret kurser for romani-lærere og udarbejdet lærebøger i romani. Siden 1995 har finsk radio sendt ugentlige nyheder på romani, og i 1999 blev det skrevet ind i loven, at statsligt tv er forpligtet til jævnligt at sende programmer på romaernes sprog. Disse tiltag beskrives på hjemmesiden for den finske Ombudsman for Minorities (se kilder)

· I Norge bad regeringen i 1998 officielt om undskyldning for de overgreb, som staten udsatte romaerne for langt op i 1900-tallet i form af tvangssterilisering og tvungen internering på baggrund af kriminalisering af romaernes livsform. Romaer, som blev ofre for disse overgreb, kan søge om individuel erstatning Desuden besluttede Stortinget i 2004 at oprette en fond som en form for kollektiv oprejsning til romaerne. Fonden administreres af romaerne selv og har blandt andet givet penge til den permanente udstilling om romaernes kultur og historie, Latjo drom, som blev åbnet på det kulturhistoriske Glomdalsmuseet i Elverum i 2006 og siden er blevet suppleret med en udstilling på internet samt en vandreudstilling, udarbejdet af museet i samarbejde med Taternes Landsforening og Landsorganisationen for Romanifolket. Udstillingen dokumenterer romanifolkets kultur og historie og tager udgangspunkt i den holdning, at ”norsk kulturhistorie ikke er komplett uten at denne folkegruppen også er med”, og at ”Museets mål er å synliggjøre at Norge har vært flerkulturelt i mange hundre år.”

Udviklingen i de norske romaers forhold beskrives på museets hjemmeside (se kilder) samt i bogen ”Romanifolket og det norske samfunnet. Følgene av hundre års politikk for en nasjonal minoritet” (se kilder).

Hvad har EU gjort for at forbedre romaernes levevilkår?

I EU-regi er der siden 1980’erne blevet vedtaget en række resolutioner om minoriteters rettigheder. Der er blevet afsat store summer til at støtte disse minoriteter, og for lande, der ønsker optagelse i EU, er anerkendelse af etniske minoriteters rettigheder en nødvendighed. De central- og østeuropæiske lande, der blev medlem af EU i maj 2004, skulle således leve op til en række krav om anerkendelse af minoriteters rettigheder, før de kunne blive optaget. Det samme var tilfældet for Rumænien og Bulgarien, der blev medlemmer af EU i 2007. EU har således presset på for at få de nye medlemsstater til at forbedre forholdene for landenes romamindretal og har blandt andet bevilget penge til at bekæmpe ghettoisering og hjælpe romaerne ind på arbejdsmarkedet. En almindelig kritik fra både forskere og roma-ngo’er lyder dog på, at de mange penge og de formelle lovændringer kun har haft meget lille effekt for de fattigste og mest marginaliserede romaer. Desuden udtrykker romaorganisationer i de nye medlemslandefrustration over, at presset for at forbedre forholdene for romaerne er forsvundet, efter at landene har opnået medlemskab. Kravene til de nye EU-lande og rapporterne om udviklingen i disse lande frem mod optagelsen findes på Europa-Kommissionens hjemmeside (se kilder).

Herudover har forskellige menneskerettighedsorganisationer samt medlemmer af Europa-Parlamentet i sommeren 2010 udtalt kritik af den hårdhændede behandling, som myndighederne i en række ’gamle’ EU-lande, bl.a. Frankrig, Italien og Danmark, har udsat migranter med romabaggrund for. Også EU’s justitskommissær, Vivan Reding, har udtalt sig kritisk om EU-landenes behandling af sit roma-mindretal, ligesom hun har påpeget, at de mange penge, der findes i EU’s kasser til at forbedre forholdene for udsatte grupper som romaer, ikke bliver brugt. I artiklen ”EU vil satse stort på at hjælpe romaer” i Politiken 20. oktober 2010 (se kilder) udtalte hun, at de fleste af de milliarder af euro, der findes i EU’s socialfond, regionalfond og landbrugsfond, der kunne komme romaerne til gode, slet ikke bruges eller bruges til andre formål, fordi: ”det er ikke politisk populært at hjælpe romaerne.” Kommissæren har nu sat gang i en undersøgelse af, hvad hvert enkelt af de 27 EU-medlemslande gør for at integrere romaerne og forbedre deres levevilkår.

Fra forskellig side har der desuden lydt kritik af, at selv om 2010 af EU var udråbt til året for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, har de fattigste romaer over hele Europa generelt ikke oplevet nogen forbedring af deres levevilkår. Denne kritik nævnes blandt andet i kronikken ”Europa bekæmper sine fattige” i Kristeligt Dagblad 26 august 2010 (se kilder).

 

Status og fremtidsperspektiver

Hvilke resultater har romarepræsentanterne opnået?

· Romaer er blevet anerkendt som nationale minoriteter i en række europæiske lande, blandt andet Sverige, Finland, Norge, Rumænien og Ungarn. Lande som Grækenland, Frankrig og Danmark har dog ikke anerkendt romaerne som national minoritet.

· I 2003 blev der etableret et European Roma and Travellers Forum, som har rådgivende status over for Europarådet.

· I april 2005 vedtog et stort flertal i Europa-Parlamentet i anledning af Den Internationale Romadag en resolution, hvor unionen for første gang erkendte, at romaer udsættes for diskrimination og racistiske overgreb. Resolutionen opfordrede medlemslandene til at ”bekæmpe romafobien i alle dens former”, forbedre romaernes adgang til arbejdsmarkedet, bekæmpe ghettoisering m.m. Resolutionen slog desuden fast, at romaer får krænket deres borgerrettigheder, og at det er nødvendigt at ”tage skridt til at inkludere romaer i samfundet”, så de kan ”leve med samme værdighed som andre”. Resolutionen blev formuleret og vedtaget på initiativ af daværende medlem af Europa-Parlamentet Viktoria Mohacsi fra Ungarn, der selv har romabaggrund. Hun fortæller om sin kamp for romaernes rettigheder i artiklen ”Romadag: Frygt for blodigt oprør” i Politiken den 8. april 2006 (se kilder).

Hvad kæmper romaernes repræsentanter for?

Det er forskelligt, hvad romaernes repræsentanter kæmper for. Men fælles for dem alle er, at de ønsker, at romaerne skal have samme rettigheder og muligheder som andre mennesker i de lande, de er borgere i. De færreste ønsker at etablere en fælles stat for alle romaer. Viktoria Mohacsi, der har romabaggrund og sad i Europa-Parlamentet for De Liberale i Ungarn fra 2004-2009, udtrykte sine ønsker for fremtiden således i artiklen ”Romaer kan vi være derhjemme” i Weekendavisen den 12. april 2006 (se kilder): ”Jeg hævder ikke at være repræsentant for alle romaer i Ungarn eller i EU. Jeg ønsker ikke at skabe en samlet romanation inden for EU’s grænser; vores kulturelle fællesskab er ikke stærkt nok til det. Det eneste, vi alle har til fælles, er oplevelsen af diskrimination. Alle romaer, også de, der ikke bryder sig om politik, er glade for, at jeg kæmper imod raceopdelte skoler. Og hvis jeg kan sikre romaernes menneskerettigheder i alle EU-lande, vil jeg ikke ønske mig mere.” Livia Jaroka, ligeledes romakvinde med ungarsk baggrund og ligeledes valgt ind i Europa-Parlamentet i 2004 - og genvalgt i 2009 - udtalte i artiklen ”Romaer skal ud af offerrollen” i Politiken 18. september 2010 (se kilder): ”Mit inderste håb er, at vi om ti år ikke blot vil betegne romaer som romaer - men som europæere. For det er det, vi er«.  

Hvordan er romaernes fremtidsudsigter?

Selv om romaerne over hele Europa udgør en marginaliseret minoritet, er der også tendenser i retning af, at romaerne bliver en integreret del af de europæiske samfund.

Blandt andet får et stigende antal unge romaer en uddannelse og fungerer som rollemodeller for andre romaer. Desuden er romaernes forhold kommet på den politiske dagsorden efter pres fra internationale ngo’er. I 2005 udråbte regeringerne i otte central- og østeuropæiske lande på opfordring fra Open Society Institute det kommende årti til Decade of Roma Inclusion (Årtiet for Roma-inklusion) (se kilder) og lovede at arbejde målrettet på at sikre romaerne bedre forhold.

Ved FN’s konference mod racisme i april 2009 (Durban Review Conference) (se kilder) lovede 182 FN-medlemsstater desuden at træffe konkrete foranstaltninger for at udrydde diskriminationen af romaer og andre minoriteter, samt tilbyde dem retsmidler og særlig beskyttelse.

I efteråret 2010 samlede EU-Kommissionen og Europarådet repræsentanter for 47 landes regeringer til en konference om romaerne, og det blev besluttet at tage en række konkrete initiativer for at sikre romaernes integration i de europæiske lande. Blandt andet vil Europarådet - med støtte fra EU og dets medlemslande - uddanne op til flere tusinde advokater og mæglere, som skal rådgive kontinentets romaer om deres rettigheder. Mæglere og advokater skal findes blandt både romaer og ikke-romaer. Det fremgår af artiklen ”EU vil satse stort på at hjælpe romaer” i Politiken den 20. oktober 2010 (se kilder).

Spørgsmålet er så, om løfterne bliver fulgt op af reel handling. Viktoria Mohacsi, roma og daværende medlem af Europa-Parlamentet for det ungarske parti De Liberale, formulerede det således i et interview i Politiken den 8. april 2006 (se kilder): ”Så længe, romaer diskrimineres overalt i Europa, vil de aggressive nationalistiske tendenser blandt dem vokse. I virkeligheden er romaer en meget heterogen gruppe, men diskriminationen har vi til fælles. Den politik, de europæiske lande fører nu, er med til at styrke romaernes nationale sammenhold. Det er godt, hvis det betyder, at vi bedre kan kæmpe for vores rettigheder, men det er farligt, hvis det ender med et voldeligt oprør. Men hvis EU omvendt gør en indsats, er det her en historisk chance. 10-12 millioner romaer er samlet inden for samme union, så hvis EU gør en målrettet indsats for at integrere romaerne, kan vi opnå fantastiske resultater.” 

Livia Jaroka, der også er ungarer med romabaggrund og fortsat sidder i Europa-Parlamentet, udtalte i artiklen ”Romaer skal ud af offerrollen” i Politiken 18. september 2010 (se kilder):

“Der er kommet væsentlig mere opmærksomhed på romaer de seneste seks år, og det er i sig selv godt.(…) I fremtiden vil der blive behov for flere hænder på arbejdsmarkedet, samtidig med at mange romaer er arbejdsløse. Romaerne kan meget hurtigt blive en del af løsningen. Ifølge undersøgelser fra ungarsk forskning er det cirka fem gange billigere for et samfund at give en roma en uddannelse, end det er at efterlade romaer til de sociale myndigheder. Pengene kommer samfundet til gode i sidste ende.”

Kilder

Rapporter og undersøgelser

EUMC, European Monitoring Centre on Racism and Xenophobia, maj 2006. Kan downloades her.
Amnesty International, oktober 2010. Kan downloades her.
Human Rights Watch, oktober 2010. Kan downloades her.
Integrations- och jämställdhetsdepartementet, Delegationen för romska frågor. Juli 2010. Kan downloades her.
European Union Agency for Fundamental Rights (FRA), oktober 2009.
EUMC, European Monitoring Centre on Racism and Xenophobia, maj 2006. Kan downloades her.
The Office of the Public Defender of Rights, marts 2006. Kan downloades her.
Report to the OSCE Conference on Anti-Semitism and other Forms of Intolerance, Cordoba, Spain, June 8-9, 2005. International Helsinki Federation for Human Rights (IHF), juni 2005. Kan downloades her.
”The Atlas of Roma Communities in Slovakia 2004”.
Office of the Plenipotentiary for Roma Communities, Slovakiet, 2004.
European Commission, 2004. Kan downloades her.
A Regional Human Development Report. UNDP, januar 2003. Kan downloades her.
ERRC, European Roma Rights Center, 2001. Kan downloades fra ERRC’s hjemmeside under ‘country reports’.

Menneskerettigheds- og romaorganisationer i Danmark

Den danske afdeling af menneskerettighedsorganisationen Amnesty International. Har blandt andet udtalt sig kritisk om udvisningen af romaer fra Danmark i sommeren 2010.
Arbejder blandt andet med projekter i Kosovo og Serbien, herunder med genhusning af romaer i Mitrovica.
Frivillig, diakonal hjælpeorganisation, der hjælper socialt udsatte, herunder hjemløse.
Selvejende organisation, der kombinerer gadeplansarbejde blandt hjemløse med forskning i hjemløshed og udstødelse.
Forening, der arbejder for at sikre flere flygtninge asyl, har blandt andet samlet dokumentation om romaers forhold i Kosovo.

Menneskerettigheds- og romaorganisationer i udlandet

Global menneskerettighedsbevægelse med 2,8 millioner støtter, medlemmer og aktivister fordelt på mere end 150 lande. Laver kampagner for at bekæmpe menneskerettighedskrænkelser. Udgiver jævnligt rapporter om romaers forhold.
Amerikansk ngo, der blandt andet har dokumenteret tvangssteriliseringer af romakvinder.
Tjekkisk ngo, der arbejder for at oplyse om romaernes skæbne i Bøhmen og Mæhren under 2. Verdenskrig.
Roma-ngo med hovedsæde i Budapest. Samler dokumentation om romaers forhold over hele Europa.
Human Rights Watch
Uafhængig international menneskerettighedsorganisation, der arbejder på at beskytte og forsvare menneskerettighederne. Har sat fokus på menneskerettighedskrænkelser mod romaer i bl.a. Kosovo.
Menneskerettighedsorganisation, der blandt andet arbejder med at sikre ofre for holocaust erstatning.
International Romani Writers’ Association: Sammenslutning af forfattere med romabaggrund.
Organisation, der arbejder for at fremme demokrati og menneskerettigheder.
Tysk romasammenslutning, som har etableret Europas første permanente udstilling om romaernes holocaust i Heidelberg.

Museer i udlandet

Museum i den tidligere nazistiske udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau i Polen.
Kulturcenter og museum med fokus på romaernes holocaust i Heidelberg i Tyskland.
Med en udstilling om romanifolkets historie og kultur.
(Musem for Romakultur), Brno (Tjekkiet).

Myndigheder og offentlige instanser

European Commission against Racism and Intolerance.
Uafhængigt organ under EU med base i Wien. Skal rådgive EU-landene og EU om, hvordan de kan sikre overholdelse af grundlæggende rettigheder for borgerne, når de implementerer EU-lovgivning. Blev etableret i 2007 som afløser for European Monitoring Centre on Racism and Xenophobia (EUMC.
Udgiver jævnligt rapporter om EU’s indsats for at forbedre romaernes forhold.
(Sverige) side om romaer
(Danmark). Nedlagt december 2008, afløst af Ligebehandlingsnævnet.
Etableret 1. januar 2009 som afløser for Klagekomiteen for Etnisk Ligebehandling. Behandler klager over forskelsbehandling og diskrimination, blandt andet på grund af etnicitet.
Ombudsman (Tjekkiet).

Kampagner og programmer

(Årtiet for Inklusion af Romaer).
(Opfølgning på World Conference against Racism, Racial Discrimination, Xenophobia and Related Intolerance in Durban, South Africa, in 2001).

Danske nyheds- og baggrundssites

Undervisningsportal - med flere artikler om romaernes Holocaust under menupunktet ’Fokusartikler om Holocaust’ http://www.folkedrab.dk/sw50558.asp.
Websiden om romaer / sigøjnere i Europa og Danmark med artikler, foto og fakta om romaer i Danmark og Europa samt links og litteraturlister.

Udenlandske nyheds- og baggrundssites

Den romska spegeln. Svensk tidsskrift om og for romaer.
Artikelsamling om romaernes kultur og historie, med et væld af artikler om alt fra bryllupstraditioner til romanationalisme.
Sektion om romaer.
Radio Pragues temaside.
Slovakisk mediebureau, der beskæftiger sig med romaers forhold.
Leksikal database over romani.
Temaside om romaer.
Lauritzen, Thomas:
EU vil satse stort på at hjælpe romaer. Politiken, 2010-10-20.
Pedersen, Birthe B.:
Franskmænd er splittede i roma-spørgsmålet. Kristeligt Dagblad, 2010-10-18.
Pillay, Navi:
Romaer er de mest diskriminerede i EU. Kristeligt Dagblad, 2010-10-06. Kommentar (af FN’s højkommissær for menneskerettigheder)
Schelde, Nanna:
Romaerne er nederste kaste i varmestuen. Kristeligt Dagblad, 2010-10-06.
Omar, Tarek:
Romaer skal ud af offerrollen. Politiken, 2010-09-18.
Omar, Tarek:
Romaer: Vi eksisterer ikke - vi lever som spøgelser. Politiken, 2010-09-07.
Fenger-Grøndahl, Malene:
Europa bekæmper sine fattige. Kristeligt Dagblad, 2010-08-26. Kronik.
Fenger-Grøndahl, Malene:
”Tyrkiet har fjernet verdens ældste romakvarter”. Kristeligt Dagblad, 2010-08-21.

Avisartikler

Fenger-Grøndahl, Carsten og Fenger-Grøndahl, Malene:
1000 år som Europas udstødte. Kristeligt Dagblad, 2006-11-24. Kronik.
Fenger-Grøndahl, Carsten og Fenger-Grøndahl, Malene:
Sigøjnerkvarter skal jævnes med jorden. Kristeligt Dagblad, 2006-08-03.
Fenger-Grøndahl, Carsten og Fenger-Grøndahl, Malene:
Roma-kvinder i Tjekkiet tvangssteriliseret. Information, 2006-05-02.
Fenger-Grøndahl, Carsten og Fenger-Grøndahl, Malene:
De tog vores kvindelighed fra os. Information, 2006-05-02.
Fenger-Grøndahl, Carsten og Fenger-Grøndahl, Malene:
Romaer kan vi være derhjemme. Weekendavisen, 2006-04-12.
Fenger-Grøndahl, Malene:
Romadag: Frygt for blodigt oprør. Politiken, 2006-04-08.
Fenger-Grøndahl, Carsten og Fenger-Grøndahl, Malene:
Europas største integrationsproblem? Information, 2006-04-08. Kronik
Fenger-Grøndahl, Carsten og Fenger-Grøndahl, Malene:
Diskrimineret for deres egen skyld. Politiken, 2006-01-03. Kronik.
Lautrop, Jonas:
Sigøjnerliv. Sigøjnerne i Brønshøj. Jyllands-Posten, 2002-11-26.
Feilberg Villadsen, Jeppe:
Blandt bøger og bleer på Bryggen. Jyllands-Posten, 2001-03-21.
Sperling, Vibeke:
Romaernes fristed på Balkan. Politiken, 2000-10-12.
Schmidt, Dana:
En hel landsby på bistand. Politiken. 2000-04-03.
Thomle, Erik:
Udskud. Jyllandsposten, 1999-08-15.

Magasin- og tidskriftsartikler

Fenger-Grøndahl, Malene (m.fl.):
Tema-artikler om romaer i Europa. Hus Forbi, september 2010.
Bach Madsen, Maj:
’Du tror måske jeg er roma?’. Videnskab.dk, 2010-09-16.
Fenger-Grøndahl, Carsten og Fenger-Grøndahl, Malene:
Roma betyder menneske. Lettre Internationale, nr. 9, 2006.
Fenger-Grøndahl, Carsten og Fenger-Grøndahl, Malene:
Solsidens sigøjnere. Samvirke, årg. 79, nr. 1/2006.
Fenger-Grøndahl, Carsten og Fenger-Grøndahl, Malene:
Særbehandling? Ja tak, hvis den er frivillig. Information om Indvandrere, Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet, årg. 9, nr. 3. 2005.
Gauss, Karl Markus:
Cafe Casablanca. Lettre Internationale, nr. 8, december 2004.
Schmidt, Dorte:
Danmarks sigøjnere. Brikker til et fællesskab, Kommunernes Landsforening, Boligselskabernes Landsforening og Københavns Kommune, 9. årgang, nr. 1, 2003. Artikelsamling.
Henriksen, Birgitte Theresia:
Musik skaber identitet. Djembe, nr. 33, juli 2000.
Grigore, Delia:
Education Patterns in the Roma Family versus Roma Children’s Schooling. Kan downloades via www.romanothan.ro/

Radioindslag

Danmarks Radios P1 bragte i 2005 flere indslag om fordrevne romaer i Kosovo, der lever i blyforgiftede lejre. Den kan findes på programmets hjemmeside ved at søge på ’sigøjnere’.

TV-indslag og dokumentarfilm

Roma Beyond Stereotypes: EU-støttet multimedieprojekt, der har til formal at bekæmpe fordomme om romaer og være med til at skabe social integration - via 25 små tv-dokumentar-indslag, der beskriver almindelige romaers hverdag, levevilkår, drømme og håb i Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Rumænien og Slovakiet. Tv-indslagene er lavet i samarbejde mellem romaer og journalister fra de nævnte lande samt studerende fra School of Communication på University of Miami.

Faglitteratur

Blacker, William:
Along the Enchanted Way. A Romanian Story. John Murray Publishers, 2009.
Freud, Jonathan:
Romer. Leopard Förlag, 2006. En bog om forfatterens møde med svenske og rumænske romaer og hans venskab med dem gennem årtier.
Fenger-Grøndahl, Carsten og Fenger-Grøndahl, Malene:
Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa. Aarhus Universitetsforlag, 2006. Reportage- og analysebog, som på basis af de to forfatteres besøg i romamiljøer i 12 forskellige lande giver et indtryk af romaernes vilkår i Europa i dag.
Goldschmidt, Ditte Bentzon:
Udenfor - en rejsende romafamilie, Vinduet/Underskoven, 2006. På baggrund af breve fra en omrejsende romafamilie i Sverige til en dansk folkemindesamler, skrevet i perioden 1913-1934 belyses familiens skikke og familierelationer samt de hårde vilkår som romaerne levede under.
Bruchfeld, Stéphane:
I skal fortælle det - en bog om Holocaust i Europa 1933-1945. Dansk Institut for Internationale Studier, 2005.
Jansson, Karl-Axel og Schmid, Ingemar (red.):
Ett fördrivet folk. Antologi om förtryck och diskriminering av romer/zigenare/resande. Forum för levande historia, 2005.
Kenrick, Donald:
Gypsies - from the Ganges to the Thames. Centre de recherches tsiganes, University of Hertfordshire Press, 2004. Om romaernes oprindelse og forbindelse til Indien samt om deres udsatte position i Europa gennem historien. Skrevet af en af verdens førende forskere på feltet, men på forholdsvis letlæst engelsk.
Bejder, Peter og Holt, Kim Boye:
Eljmi er roma. Mañana, 2002. En beskrivelse af en 16-årig romadreng og hans fortid som flygtning fra Jugoslavien samt hans dagligdag i Danmark og hans fremtidsdrømme. Faktabokse om integration, indvandring, fordomme m.m.
Hancock, Ian:
We are the Romani people. Centre de recherches tsiganes, University of Hertfordshire Press, 2002. En introduktion til romaernes historie, kultur og sprog skrevet af en verdens førende forskere inden for feltet, der selv er roma.
Hazell, Bo:
Resandefolket - från tattare till traveller. Ordfront, 2002. En gennemgang af romaernes historie og nuværende forhold i Sverige samt enkelte andre lande - med interview med romaer, der fortæller om diskrimination og forfølgelse, men også om stoltheden over deres etniske oprindelse og deres folks kultur.
Guy, Will (red.):
Between past and future. The Roma of Central and Eastern Europe. University of Hertfordshire Press, 2001. Antologi om romaernes forhold i Øst- og Centraleuropa med fokus på udviklingen siden Murens fald. Skrevet af forskere i et akademisk sprog, med et væld af kildeangivelser.
Bakker, Peter; Hübschmannová, Milena; Kalinin, Valdemar m.fl.:
What is the Romani language? Centre de recherches tsiganes, University of Hertfordshire Press, 2000. En introduktion til romaernes sprog, romani. Med bidrag af blandt andre Peter Bakker, lektor ved Aarhus Universitet.
Hvinden, Bjørn (red.):
Romanifolket og det norske samfunnet. Følgene av hundre års politikk for en nasjonal minoritet. Fagbokforlaget, 2000. Antologi med en række artikler om fortidens overgreb mod romaerne i Norge og konsekvenserne heraf.
På randen af Europa.
Et historie-/samfundsfagshæfte fra Operation Dagsværk Roma 2000. Operation Dagsværk, 2000. Artikelsamling i anledning af Operation Dagsværk 2000. Giver en generel introduktion til romaerne og deres historie samt et indblik i forholdene i Makedonien omkring årtusindskiftet med fokus på uddannelse.
Kenrick, Donald (red.):
In the shadow of the Swastika. The gypsies during the Second World War 2. Centre de recherches tsiganes, University of Hertfordshire Press, 1999. Andet bind i en skriftserie om romaernes skæbne under holocaust. Fokus på de diskriminerende tiltag før krigen samt forholdene i en række koncentrationslejre. Med gengivelse af arkivmateriale.
Rosenberg, Otto:
Brændglasset (fortalt til Ulrich Enzensberger), CDR-Forlag, 1998. Den tyske roma Otto Rosenberg fortæller om sin barndom og ungdom i Berlin op til Anden Verdenskrig og om opholdene i koncentrationslejrene Auschwitz-Birkenau, Buchenwald, Ellrich og Bergen-Belsen.
Fings, Karola; Heuss, Herbert; Sparing, Frank (red.):
From ’race science’ to the camps. The Gypsies during the Second World War 1. Centre de recherches tsiganes, University of Hertfordshire Press, 1997. Første bind i en skriftserie om romaernes skæbne under holocaust. Med eksempler fra en række lande, bl.a. Italien, Frankrig, Bulgarien, Rumænien, Bøhmen og Mæhren.
Fonseca, Isabel:
Den lange vej. Sigøjnerne og deres rejse. Tiderne Skifter, 1997. Forfatteren, som er amerikansk forsker i religionsvidenskab, skildrer på grundlag af flere rejser og ophold i Østeuropa romaernes slægtstraditioner, familieformer, ritualer m.m.
Mørch Jensen, Eline:
Sigøjnere/roma - historie, kultur. Dansk Flygtningehjælp, 1996. Et letlæst faktahæfte om romaernes historie og kultur.
Fraser, Angus M.:
The Gypsies. Blackwell, 1995 (2. udgave). En klassiker inden for emnet. Introducerer til romaernes historie, kultur og traditioner.
Fenigsen, Alicja:
Hvem er sigøjnerne?. Munksgaard, 1994. En letlæst introduktion til romaernes oprindelse, historie og kultur med beskrivelse af ritualer, familieforhold, fester og musik samt stereotyper og fordomme.
Mørch Jensen, Eline og Antvorskov, Nina:
Sigøjneren i os. 23 samtaler med skandinaviske sigøjnere. Borgen, 1993. Interviewbog med samtaler med skandinaviske romaer mellem 12 og 75 år om deres liv, traditioner, drømme og identitet og deres forhold til det omgivende samfund. Indeholder desuden en kort introduktion til romaernes oprindelse og historie.
Pedersen, Fritz:
Skyd Zigeunerne. Zigeunernes Holocaust under nazismen 1933-45, Carnet, 1990.
Høiris, Ole:
Fremmede i Danmark. Åløkke, 1983. En gennemgang af indvandringen til Danmark og dansk udlændingepolitik. Et afsnit om romaernes historie i Danmark og myndighedernes behandling af dem.
Enevig, Anders:
Sigøjnere i Danmark. Fremad 1969. Om den historiske baggrund for sigøjnernes ophold i Danmark, deres skikke og adfærdsmønster samt om lokalsamfundet Amagers reaktioner i 1968 på en sigøjnerlejr der.

Skønlitteratur

Kaaberbøl, Lene og Agnete Friis:
Et stille umærkeligt drab. People’s Press, 2010. Krimi. Et par fattige romadrenge i Ungarn finder noget, der kan sælges på det sorte marked, og kriminelle typer tvinger dem til at flygte til Danmark, hvor de kommer i kontakt med sygeplejersken Nina Borg.
Bonnicksen, Irene:
Vilde roser. Gramma, 2008. Ungdomsroman om den 14-årige Christian og hans mor, der tilfældigt møder nogle serbiske asylsøgere med romabaggrund og via venskabet med dem får øjnene op for de vilkår, romaerne lever under i Europa.
Hørlych Karlsen, Hugo:
Den første sønderhoning. Historisk roman 1550-1607. Hovedland, 2006. Roman om unge roma Mathis, der sammen med sin mor Fatima kommer til Fanø i slutningen af 1500-tallet.
Lundgren, Gunilla:
Svarta Rosor - Kale Ruze. Romsk litteratur, kultur och historia. Bokförlaget Tranan, 2003. Svensk samling af romadigte og -noveller fra mange lande.
Hicyilmaz, Gaye:
Pigen i rødt. Thorup, 2000. Beretning om Francis, der bor i en betonforstad i England, hvor romapigen Emilia fra Rumænien flytter ind. Francis bliver venner med Emilia, men hans mor vil have Emilia og hendes familie smidt ud.
Djurick, Rajko; Dowd, Siobhan og Hancock, Ian:
The Roads of the Roma - a PEN anthology of Gypsy Writers. University of Hertfordshire Press, 1998. Antologi med romadigte fra hele verden.
Mørch Jensen, Eline:
Rosas vej. Borgen, 1998. Roman om romapigen Rosa, der undslipper nazisternes forfølgelse og herefter lever forklædt som dreng, men siden optages i et omrejsende cirkus, hvor hun kan få lov at udvikle sig til ung kvinde.
Lauritzen, Inge:
Vinger af tårer. Ca’Luna, 1998. Erindringsroman om forfatterens mormor, romakvinden Christine, der mistede sin familie og voksede op i et dansk bondesamfund ved Nyborg.
Sigøjnerpoesi.
Dansk gendigtning af Narcisa Vucina. Husets Forlag, 1995. Et udvalg af romadigte og -sange.
Taikon, Katarina:
Zigenardikter. Ett urval zigenardikter från olika länder och miljöer. FIBs Lyrikklubb Stockholm, 1964. En samling romadigte, udvalgt af den svenske roma Katarina Taikon.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Sigøjnere'