Hvad betyder globaliseringen i senmoderniteten?
Globaliseringen er på mange måder et vilkår i senmoderniteten. Ifølge Michael Hviid Jacobsens introduktion i ”50 samfundstænkere” benytter Zygmunt Bauman de to metaforer 'vagabonden' og 'turisten' til at vise, hvordan globaliseringen skaber to typer af rejsende i den globale verden. Turisten er den privilegerede samfundsborger, for hvem globaliseringen betyder muligheder for at realisere sig selv. Hun eller han rejser på ferie til fjerne eksotiske steder eller flytter til den anden side af jorden for at tage imod drømmejobbet, men hun eller han har også altid muligheden for at rejse hjem igen. Omvendt har vi vagabonden, for hvem globaliseringen også betyder at kunne rejse, men af nød og ikke af lyst ligesom den privilegerede turist. Vagabonden er f.eks. flygtningen eller migrantarbejderen, der er på tålt ophold og hvis rejse ikke sker af egen vilje.
Hvilken kritik har der været af det senmoderne samfund?
Sociologen Zygmunt Bauman har været en af de mest markante kritikere af senmoderniteten. Ét af hans kritikpunkter er, at i samfundets bevægelse fra at være producentsamfund til at være et forbrugersamfund har skabt en ”forbrug-og-smid-væk”-mentalitet. Det er en forbrugsmentalitet hos individet, som ikke kun omfatter fysiske og konkrete varer, men også menneskelige relationer. Som eksempel fremfører Bauman online datingsider (og for den sags skyld også dating apps) som et eksempel på, at vores kærlighedsrelationer i senmoderniteten ikke blot er blevet flygtige og ustabile, men også risikerer at blive del af en varelogik.
Et andet vigtigt kritikpunkt omtaler Zygmunt Bauman som TINA-syndromet, som står for 'There Is No Alternative'. Bauman peger på, at der hersker en udbredt kollektiv opfattelse i det senmoderne samfund om, at intet tilsyneladende kan forandres, og at man lige så vel kan opgive at forsøge. Samfundet formår, ifølge Zygmunt Bauman, ganske enkelt ikke at stille spørgsmål til sig selv længere.
Hvilken debat har der været omkring senmoderniteten?
Den radikaliserede individualisering er fælles for flere sociologers beskrivelser af senmoderniteten, og især Anthony Giddens har med sit refleksivitetsbegreb peget på, at det senmoderne individ konstant er på jagt efter at realisere sig selv. Men hele tiden at skulle designe sit eget liv er også et tungt ansvar for det enkelte individ. I de seneste år har der været stor debat om unge menneskers mistrivsel, hvor fænomener som ensomhed, mobning, spiseforstyrrelser og selvskade har været i stor vækst.
I et debatindlæg i Information den 9. november 2011 skriver Niels Ulrik Sørensen og Jens Christian Nielsen, forskere ved Center for Ungdomsforskning, om den nye generation i senmoderniteten (se kilder): ”Disse unge bebrejder ofte sig selv, at de ikke er i stand til at håndtere ansvaret. De føler sig utilstrækkelige og skamfulde. Konsekvensen er, at deres mistrivsel vokser, mens deres evne til at tage ansvar for sig selv og deres liv paradoksalt nok forringes.”
I samme debatindlæg belyser de også, hvordan de unge er præget af en konkurrencementalitet, hvor det gælder om at kunne hævde sig selv og at realisere sig selv: ”de unge oplever sig selv som deltagere i et individuelt udskillelsesløb, hvor man pinedød skal først over målstregen for at undgå at blive en taber, for i konkurrencen er der kun tabere og vindere, og ingen vil være en taber.”
I 2012 skrev en sociologistuderende fra Københavns Universitet i et debatindlæg i Information om, hvordan egomentaliteten truer med at ødelægge den danske velfærdsstat (se kilder). Det er ikke Finanskrisen og globaliseringen, der sætter velfærdsmodellen under pres, men ganske enkelt manglen på solidaritet, skriver han, og han efterlyser, at fællesskaberne i idrætsforeningen, fagforeningerne og i partierne på ny fremelsker solidaritet og fælles ansvar, frem for individuel selvrealisering.
Denne higen efter et fællesskab er også emnet for debatindlægget ”Min generation savner et 'vi'”, bragt i Information i juli 2015. Her tilskriver forfatteren, højskolelærer Tenna Ida Udesen, sine angsttilfælde og depressioner en tilværelse præget af ensomhed og mangel på fastforankrede fællesskaber (se kilder): ”Min mor har haft forskellige kærester igennem min opvækst, og jeg har følt mig i vejen i min fars familie. Jeg har aldrig kendt til et statisk vi. Mit vi har altid været præget af en trættende dynamik, og mit jeg har været gennemsyret af behovet for at passe ind i det uforudsigelige vi. Siden jeg var barn, har jeg øvet mig i at opfinde et vi, en fortælling om et kollektiv jeg kunne være en del af. For min plads i fællesskabet har aldrig været givet, men har forudsat, at jeg forstod, hvilken rolle jeg skulle spille.”