Senmodernitet

Artikel type
faktalink
cand.mag. Maria Høher-Larsen, iBureauet/Dagbladet Information. Juli 2016
Main image
Musikeren Rihanna releaser et foto på Instagram med følgende overskrift: '#Bucharest we comin!!!!'
Musikeren Rihanna releaser et foto på Instagram med følgende overskrift: '#Bucharest we comin!!!!'
Foto: Instagram / Scanpix

Fart, flygtighed og flydende identitet præger det senmoderne samfund. Det senmoderne individ må være omstillingsparat i en verden, hvor man ikke længere kan forvente livslang kærlighed og fast arbejde. Men vi bryder også selv hele tiden op på jagt efter lykken – vi genovervejer os selv og vores valg på jagt efter at realisere vores autentiske selv. At træffe valg er med andre ord et vilkår i den senmoderne tilværelse, hvor individets egen selvrealisering nærmest er blevet en ny religion. Vi spinder fortællingen om os selv på blogs, med Instagram-billeder og Facebookopdateringer, og former vores krop i fitnesscentret. Fællesskaber og værdier er noget vi tilvælger og udskifter, i takt med at vi konstant genopfinder os selv – en ustabilitet og flygtighed som kan virke befriende, men som for nogen også kan virke som et smerteligt ansvar.

 

sen

Definition

Den engelske sociolog Anthony Giddens har beskrevet begrebet senmodernitet.
Den engelske sociolog Anthony Giddens har beskrevet begrebet senmodernitet.
Foto: Scanpix

Hvad er senmodernitet?

Begrebet senmodernitet har meget til fælles med begrebet postmodernitet. Man brugte især det postmoderne begreb til at beskrive samfundet og individets tilværelse i 1980'erne og 1990'erne. Inden for samfundsvidenskaberne er postmodernitet dog de seneste mange år blevet trængt i baggrunden til fordel for 'senmodernitet', som blandt andre den tyske sociolog Ulrich Beck og den engelske sociolog Anthony Giddens bruger til at beskrive vores nuværende samfund. Forskellen i de to begreber ligger i, hvordan de forholder sig til moderniteten. Hvor postmodernisterne ser modernitet som en allerede afsluttet periode, mener tilhængere af senmoderniteten, at vi stadig befinder os i moderniteten – blot i en radikalt anden form.

I "50 samfundstænkere" skriver Allan Christensen og Mads P. Sørensen i deres introduktion til Ulrich Beck (se kilder), at han som samfundstænker forsøger at placere sig i mellem de to yderpositioner – "postmodernister" og "modernister". Han – og for den sags skyld mange andre senmoderne tænkere – anerkender postmodernisternes diagnose, at samfundet de seneste år har ændret sig markant. Den postmoderne og den senmoderne position understreger således begge individets rolle i forhold til at skabe sin egen historie og sit eget verdenssyn. Men Ulrich Beck fastholder samtidig det moderne projekt, idet han fortsat ser fornuft, videnskab, demokrati, menneskerettigheder osv. som grundpiller i samfundet. Det moderne er ikke afsluttet, mener Ulrich Beck, det er blot forandret. Samfundet er blevet det andet moderne igennem fem forandringsprocesser:

  • en multidimensional globaliseringsproces
  • en radikaliseret individualiseringsproces
  • globale miljøproblemer
  • en kønsrollerevolution
  • en ny industriel revolution

Baggrund og uddybning

Den tyske sociolog Ulrich Beck peger på at senmoderniteten er karakteriseret af en radikaliseret individualitet.
Den tyske sociolog Ulrich Beck peger på at senmoderniteten er karakteriseret af en radikaliseret individualitet.
Foto: Anders Birch / Scanpix

Hvornår opstod begrebet senmodernitet?

Den tyske sociolog Ulrich Beck benyttede termen 'det andet moderne' om samfundet i 1986, da han udgav sin bog "Risikosamfundet – på vej mod en ny modernitet". Ligeledes bruger Anthony Giddens i sin sociologiske teori op igennem 1990'erne termen 'refleksiv modernitet', idet han beskrev samfundstilstanden som en radikaliseret form for modernitet. Tilsvarende har den polsk-britiske sociolog Zygmunt Bauman fra omkring årtusindskiftet brugt termen 'flydende modernitet'. Det andet moderne, refleksiv modernitet eller flydende modernitet – samlet under ét 'senmodernitet' – er således som begreb nyere end 'postmodernitet', som allerede begyndte at florere i den akademiske verden fra 1950'erne. De to begreber refererer til den samme periode i samfundsudviklingen – det postindustrielle samfund 1950'erne og frem – men forholder sig forskelligt til modernitet. Hvor postmodernitet henviser til modernitet som en afsluttet æra, henviser senmodernitet til modernitet som en fortsat ramme for samfundet, blot i en udviklet og anderledes form. For eksempel understreger den tyske sociolog Ulrich Beck, at vores samfund i dag stadig er defineret ved en grundlæggende tro på moderne værdier som menneskerettigheder, videnskab, demokrati osv.

Hvor det postmoderne har været udskældt for at være et modeord og en intellektuel trend i 1980'erne og 1990'erne, er senmodernitet – især i sociologien – blevet en mere brugt term i forhold til at beskrive samfundet i dag (se også Faktalink-artiklen om ”Postmodernitet”). 

Hvad kendetegner det senmoderne samfund?

Det senmoderne samfund har mange forskellige navne – informationssamfundet, servicesamfundet eller det postindustrielle samfund, alt efter hvad man lægger vægt på. Og en overgang i 1980'erne og langt op i 1990'erne talte mange om det postmoderne samfund. Men individualisering er måske det ord, som bedst beskriver tilværelsen i det senmoderne samfund.

Det er blandt andet den tyske sociolog Ulrich Beck, som peger på, at senmoderniteten er karakteriseret af en radikaliseret individualitet. Ifølge "50 samfundstænkere" skelner han mellem to faser i individualiseringen (se kilder). Den første fase fandt sted, da samfundet bevægede sig fra de traditionelle socialstrukturer og religiøse dogmer i det førmoderne samfund til industrisamfundets frisættelse af individet i 1800-tallet. Individet blev frigjort fra de traditionelle religiøse og sociale fællesskaber, men erstattede det med nye fællesskaber som f.eks. nationalstaten, den sociale klasse osv. Ifølge Ulrich Beck befinder vi os i en ny fase i denne individualisering og frisættelse, hvor vi oplever også at blive sat fri fra disse erstatningsfællesskaber. I stedet bliver de nye kollektiver, vi indgår i, karakteriseret af flygtighed og ustabilitet. Et eksempel kunne være, at vi i det senmoderne samfund i højere grad lader os skille og bryder familien op, at vi skifter job flere gange i løbet af livet, eller at vi flytter til et andet land på grund af jobmuligheder eller fordi vi har forelsket os. Den radikaliserede individualitet betyder altså ikke, at vi ikke længere er del af fællesskaber, men at vi er langt mere tilbøjelige til at melde os ud af et og melde od ind i et nyt.

I tråd med Ulrich Becks definition af senmodernitet er Zygmunt Baumans definition af det senmoderne som 'flydende modernitet': I senmoderniteten er alle faste former skiftet ud med flydende former, der er i konstant bevægelse (se ”Hvad er flydende modernitet?”).

Ligeledes betegner den britiske sociolog Anthony Giddens det senmoderne samfund som et dynamisk samfund, der forandrer sig så hurtigt og intenst, at man aldrig i historien har set noget lignende. Ifølge "50 samfundstænkere" (se kilder) ser Giddens forandringen i det senmoderne samfund i tre forhold:

  • Adskillelsen af tid og rum: Flere og flere sociale aktiviteter foregår i dag på tværs af tid og rum. Nye teknologier – internettet, mobiltelefoner og sociale medier – har gjort det muligt at kommunikere på tværs af geografiske grænser, verdensdele osv.
  • Institutionernes løsrivelse fra det lokale: Samfundets institutioner er ikke kun begrænset til dets lokale sammenhæng. Man kan logge på borger.dk fra Hawaii i stedet for at gå ned på sit lokale kommunekontor, eller blive derhjemme og få fjernundervisning fra universitetet
  • Tilværelsens refleksive karakter: Individets sociale aktiviteter omformes konstant, og identiteten er således hele tiden i bevægelse. Tilværelsen er karakteriseret af, at man hele tiden må være omstillingsparat, men at man også selv hele tiden søger nye veje (se ”Hvad er refleksiv modernitet?”)


Hvad er flydende modernitet?

Den polsk-britiske sociolog Zygmunt Bauman kalder det senmoderne for flydende modernitet. I bogen ”Flydende modernitet”, 2006 (2000) skriver han om, hvordan alle faste og solide strukturer er erstattet med flydende former i det senmoderne samfund. I tråd med Ulrich Beck peger han på, at vores liv er karakteriseret af flygtighed og ustabilitet. Vores identitet omformes konstant – vi må hele tiden genopfinde os selv og vores egen verden, fordi virkeligheden forandres hele tiden. Vi kan ikke længere forvente en livslang kærlighed, et sikkert fast job eller at tage en uddannelse, der nødvendigvis leder frem til et konkret mål. Omvendt ønsker individet i det senmoderne heller ikke at forpligte sig og holder altid øjnene åbne efter nye muligheder. Et eksempel kan være forholdet til karrieren: Man kan ikke være sikker på at arbejde det samme sted dag ud og dag ind, men omvendt er man også tilbøjelig til at afprøve nye muligheder på arbejdsmarkedet.

Ifølge Michael Hviid Jacobsen opridser Zygmunt Bauman i bogen ”Flydende modernitet” konkret fem områder i livet, som har forandret sig fra faste til mere flydende former (se kilder):

  • Frigørelse: Frihed i det senmoderne samfund er ikke kun en positiv oplevelse af at kunne skrive og konstruere sit eget liv; det er også forbundet med frygt og magtesløshed
  • Individualitet: I moderniteten hang individets identitet i høj grad sammen med et fællesskab – en arbejdsmand ved fabrikkens samlebånd var solidarisk med sine kolleger, hvorimod individualiteten i det postmoderne samfund kommer før fællesskabet og kan konstrueres uden tanke på kollektivet
  • Tid og rum: At leve i nuet og mobilitet er to begreber, som ofte benyttes i beskrivelsen af den senmoderne tilværelse. Hverken i tiden eller i forhold til sted, er det senmoderne individ fast forankret
  • Arbejde: Førhen var arbejdet et fast holdepunkt i et menneskes liv i forhold til fast indkomst og selvidentitet, men i dag er det et område af livet, der er karakteriseret af konstant forandring. Globaliseringen sætter arbejdsmarkedet under pres, og resulterer i korttidsansættelser og usikkerhed på grund af udflytning af arbejdspladser
  • Fællesskab: Traditionelle fællesskaber som familien, nationalstaten og klasse er i opbrud, og man indgår typisk i nye og flygtige fællesskaber livet igennem 

 

Hvad er refleksiv modernitet?

Med begrebet 'refleksiv modernitet' peger den britiske sociolog Anthony Giddens på den ustabile tilværelse som et eksistensvilkår for individet i det senmoderne samfund. Det moderne individ er i vores samfund i dag tvunget til hele tiden at træffe valg. I "50 samfundstænkere" beskriver Johannes Andersen i sin introduktion til Anthony Giddens' 'refleksivitet' således (se kilder): "Refleksiviteten består i, at sociale aktiviteter konstant undersøges og omformes i lyset af de informationer, man har om disse og andre aktiviteter. Aktiviteterne kan nemlig altid gøres til genstand for overvejelser, for variationer og for nye perspektiver. Det moderne individ er på den måde hele tiden tvunget til at træffe valg."

Det grundlag, man træffer valg på baggrund af, ændrer sig hele tiden, fordi den viden man har er ustabil. Der kommer hele tiden nye informationer, nye undersøgelser og nye forskningsresultater om fænomener og produkter, som gør, at man hele tiden må genoverveje sine valg. Ulrich Beck har en lignende pointe, idet han peger på viden – selvom den altid vil være ustabil – som afgørende for det senmoderne menneske. Det er det, fordi vi lever i et risikosamfund, hvor viden er altafgørende, hvis man vil forholde sig til de nye risici, som ellers er usynlige for det blotte øje. Tænk blot på den globale opvarmning – et komplekst fænomen, som ikke umiddelbart kan sanses eller ses med det blotte øje, og som man derfor kun kan forholde sig til gennem viden. På baggrund af viden om fænomenet kan man eksempelvis også træffe individuelle valg om at indføre en kødfri dag i sin hverdag, eller sætte solceller på sit tag.

Identitet i det senmoderne samfund er ifølge Anthony Giddens også et refleksivt projekt. Identitet er ikke bundet til faste fællesskaber eller en fast adfærd, men handler om hele tiden at skabe sig selv igennem en fortløbende fortælling. Det sker i dag i høj grad gennem internettet og sociale medier, hvor man på en blog, i Facebook-opdateringer og Instagram-billeder spinder sin egen historie. Men den moderne refleksivitet kan også handle om besættelsen af at opnå en perfekt krop, af motion og diæter. Refleksiviteten ligger i, at individet i sin fortælling om sig selv hele tiden bliver tvunget til at se på og overveje sig selv i en konstant selvrealiseringsproces. 

Hvad er risikosamfundet?

Den tyske sociolog Ulrich Beck har karakteriseret det senmoderne samfund som et 'risikosamfund'. Livet i det klassiske industrisamfund (fra 1800-tallet og frem til midt i 1900-tallet) var defineret ved, at alting kunne beregnes og dermed sikres, hvorimod livet i det postindustrielle samfund (fra 1950'erne og frem) er kendetegnet ved en grundlæggende følelse af usikkerhed. Vi er sammen i et "angstens fællesskab", skrev Ulrich Beck i "Risikosamfundet – på vej mod en ny modernitet" (1986) (se kilder). Hvor moderniteten indebar en positiv forventning om fremtiden, er det industrielle risikosamfund ifølge Ulrich Beck præget af fremtidspessimisme og en ny gryende bevidsthed om, at menneskets økonomiske og teknologiske fremskridt har bragt os i faretruende situationer. I Ulrich Becks optik har det moderne industrisamfund så at sige "sejret", men denne succes har også medført uheldige følgevirkninger, som ingen forudså de fulde konsekvenser af, f.eks. i tilfældet med global opvarmning.

Følgevirkningerne skaber nye trusler, som ikke blot er komplekse og svære at kontrollere, de er også svære umiddelbart at se eller mærke på egen krop. Det kan f.eks. være rester fra sprøjtemidler i vores mad eller drikkevand, huller i ozonlaget eller global opvarmning. Det er abstrakte farer, som vi kun kender til gennem viden, ikke konkrete fænomener som sult, ulykker osv.

Udover at være usynlige er de ny farer også globale og grænseoverskridende. Et radioaktivt udslip vil f.eks. gøre skade i større områder og ikke kun være en lokal katastrofe. Og global opvarmning skaber problemer på verdensplan og er et komplekst fænomen, der involverer flere forskellige vidensområder og geografiske områder.

De nye farer er så komplekse, at det kan være svært at beregne både sandsynlighed og virkning. Hvor stor sandsynlighed er der f.eks. for et radioaktivt udslip fra atomkraftværk, og hvor stor er sandsynligheden for, at terrorister udfører terrorhandlinger? Arbejdsulykker er en risici, som er begrænset til specifikke grupper i samfundet, som typisk arbejder i industrien. Dermed kan man forholdsvist let med statistik og forskellige sikkerhedsprincipper og -metoder nedbringe antallet af ulykker. Derimod er risici i det senmoderne samfund svære at gennemskue – fordi de er usynlige, og fordi de ikke er begrænset til bestemte grupper af samfundet, eller bestemte geografiske områder. I "50 samfundstænkere" foreslår Allan Christensen og Mads P. Sørensen i deres introduktion til Ulrich Beck (se kilder), at man f.eks. kan se Kyoto-protokollen fra 1997, verdens første globale klimaaftale, som et symbol på risikosamfundet, fordi den beskriver verdenssamfundets bevidsthed om, at den menneskeskabte globale opvarmning har konsekvenser for både mennesker og miljø over hele verden.