andreas mogensen
Andreas Mogensen var den første dansker i rummet i 2015.
Foto: Asger Ladefoged / Scanpix

Rumfartens historie

journalist Thomas Aagaard, Bureauet, januar 2019.
Top image group
andreas mogensen
Andreas Mogensen var den første dansker i rummet i 2015.
Foto: Asger Ladefoged / Scanpix
Main image
En flok danske rumentusiaster fik stor succes da deres amatørraket - Heat-1X Tycho Brahe - kl. 16.32 den 6. juni 2011 lettede fra sin affyringsrampe i Østersøen øst for Bornholm.
En flok danske rumentusiaster fik stor succes da deres amatørraket - Heat-1X Tycho Brahe - kl. 16.32 den 6. juni 2011 lettede fra sin affyringsrampe i Østersøen øst for Bornholm.
Foto: Ukendt / Scanpix

Indledning

Vi mennesker har udforsket verden omkring os lige så længe, som vi har været på jorden. Vi begyndte i Afrika, men er over tusindvis af år vandret til andre destinationer; Først rejste vi på kryds af tværs af kontinentet; gennem bjerge og dale, jungler og ørkener; så byggede vi både, der kunne fragte os til fjerne kontinenter og øer, hvis eksistens ikke kendte til.

I nyere tid har vores udforskning af verden også bragt os uden for jordens atmosfære. Siden 1950erne har mennesket nemlig også udforsket rummet. Men hvordan begyndte rumfarten? Hvad er formålet med den? Og hvad kan vi bruge vores opdagelser i rummet til?

 

Andreas Mogensen var den første dansker i rummet, da han i 2015 blev udstationeret på den internationale rumstation ISS. I denne video, lavet af European Space Association (ESA), fortæller han om, hvad han laver som astronaut.

Artikel type
faktalink

Baggrund om rumfart

"Nu kan man så spørge sig selv, hvad der kunne drive os til for eksempel at sende en bemandet ekspedition til Mars. Det er bestemt muligt at gøre det, men ingen har endnu været i stand til at at argumentere for at bruge så mange penge på opgaven. Det er mere et hvorfor-spørgsmål end et hvordan-spørgsmål"
John Pike, amerikansk ekspert i rumpolitik og militær analyse(1)

Hvad er rumfart?

Rumfart er – helt kort forklaret – opsendelse af og flyvning med fartøjer uden for jordens atmosfære. Ordet dækker altså både over rumraketter, der sendes mod månen og planeterne, satellitter, der sendes i kredsløb omkring jorden eller solen, og fartøjer, som skal ud af vores solsystem. Det fremgår af opslaget “Rumfart”, Den Store Danske Ordbog (se kilder).

Hvad er et rumfartøj?

Der findes flere forskellige slags fartøjer, som kan sendes uden for jordens atmosfære. Begrebet rumfartøjer dækker over satellitter, men også over undersøgende rumsonder, som f.eks. de ubemandede Voyager-rumsonder, der er på vej ud af vores solsystem – altså, de otte planeter, der kredser omkring Solen – efter at have besøgt og samlet data fra både Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. De har været på opdagelsesrejse i mere end 40 år og sender stadig data tilbage til jorden.

Begrebet dækker også over raketter, som kan sendes uden for jordens atmosfære, månebiler, som kan køre på månen, og rumstationer, som mennesker kan sendes ud til og opholde sig på i længere perioder.

Hvordan fungerer satellitter?

Satellitter er ifølge “Fysikleksikonet” (se kilder) “objekter, der er i kredsløb om en planet”. Det vil sige, at man i ordets oprindelige betydning faktisk også regner måner og asteroider i kredsløb om planeter for satellitter. Men i almindelig sprogbrug i dag bruges udtrykket især om menneskabte genstande, der er sendt i kredsløb om en planet.

I 1957 sendte russerne den første menneskeskabte satellit, Sputnik 1, op i rummet, og

i dag er der formentlig tusindvis af menneskeskabte satellitter i kredsløb om jorden. De fleste bliver brugt til at skabe tv-, mobiltelefon- og radiosignaler eller militært til overvågning og militærkommunikation. Men nogle satellitter bliver også brugt videnskabeligt til at udforske rummet eller – som det er tilfældet for den internationale rumstation ISS – til at observere jorden, vejret og klimaforandringer.

Du kan læse mere om den internationale rumstation i Faktalink-artiklen om emnet.

Rumfartens historie og udvikling

"Himlen var igen fuld af bomber og brandraketter med lysende haler. Det var vidunderligt at se disse flyvende ildsluer"
Carsten Hauch, digter, om sin oplevelse af Københavns bombardement i 1807(1)

Hvordan begyndte rumfarten?

Selvom russerne var de første til at sende en menneskeskabt satellit i kredsløb om jorden, var det ikke Sovjetunionen, der opfandt rumfart. Faktisk begyndte rumfartens historie årtier før russernes opsendelse af den menneskeskabte satellit Sputnik 1 i 1957.

I slutningen af Anden Verdenskrig var tyskerne førende inden for raketteknologi efter at have udviklet de såkaldte V2-raketter, som Wernher von Braun (rumforsker og medlem af det tyske nazistparti) var hovedarkitekt bag. De var verdens første moderne storraketter drevet af flydende brændstof, og selvom de under Hitler blev brugt til at true andre nationer med, så Wernher von Braun dem ikke som velegnede til militær brug. Han så dem i stedet som forløbere til raketter, der kunne sendes op i rummet. Det fremgår af “Få et overblik over rumfartens historie”, Videnskab.dk (se kilder).

Da krigen var ved at være ovre, overgav Wernher von Braun og 150 af hans medarbejdere sig til amerikanske tropper og kom til USA, hvor de blev sat til at arbejde videre med raketterne i New Mexico.

Samtidig begyndte Sovjetunionen at arbejde på sit eget, hemmelige rumfartsprogram med hjælp fra andre deporterede tyske raketeksperter under ledelse af civilingeniøren Sergej Koroljov. Koroljov blev ledende sovjetisk raketingeniør og -udvikler under det rumkapløb mellem USA og Sovjetunionen, som udviklede sig i 1950erne og 60erne.

Hvad var rumkapløbet?

Rumkapløbet begyndte som et militært ræs mellem Sovjetunionen og USA. Mens de to nationer i stigende grad oprustede deres atomprogrammer, begyndte de også at udvikle metoder til at fragte atombomberne mod hinanden på.

I USA ønskede man at opsende satellitter, som kunne kortlægge det for Vesten ellers hermetisk lukkede Sovjetunionen. Formålet var at identificere de mål, deres bombefly skulle ramme, hvis Den Kolde Krig udviklede sig til en aktiv militær konflikt.

I Sovjetunionen begyndte man i stedet at udvikle raketter, som kunne tilbagelægge den 8.000 km lange distance til USA. Men de sovjetiske såkaldte R7-raketter viste sig hurtigt at være bedre egnet til rumfart end til atombomber, og i 1957 førte det til, at Sovjetunionen med succes kunne sende en satellit op, før amerikanerne var lykkedes med det.

Efter et par fejlslagne forsøg lykkedes det dog allerede året efter USA at sende den første amerikanske satellit i kredsløb om jorden. Explorer 1, som den hed, blev opsendt den 1. januar 1958. Samme år grundlagde USA det rumprogram, der stadig findes i dag: National Aeronautics and Space Administration, også kaldet NASA. NASA blev den ansvarlige myndighed for alle USAs rumprojekter.

I de kommende år oprustede både USA og Sovjetunionen deres rumprojekter, og snart udviklede det sig fra et militært kapløb til et kapløb om, hvem der først kunne nå Månen.

Hvad var månelandingen?

I 1961 så det for amerikanerne ud, som om Sovjetunionen var langt foran USA i rumkapløbet. Sovjet var først til at sende en satellit i bane om Solen, først til at udvikle rumsonder, som nåede Månen, og først til at tage billeder af Månen. I 1961 var russerne også først til at sende et menneske ud i rummet, da astronauten Jurij Gagarin foretog en enkelt omkredsning af jorden i rumskibet Vostok 1.

Amerikanerne måtte tænke større for at overgå Sovjet. Den 25. maj 1961 bekendtgjorde den daværende amerikanske præsident, John F. Kennedy, USAs nye mål:

“(..) Denne nation skal forpligte sig til, inden udgangen af dette årti, at landsætte en mand på Månen og bringe ham sikkert tilbage til jorden,” lød det fra præsidenten, ifølge en billedtekst på hjemmesiden for det amerikanske bibliotek opkaldt efter ham, John F. Kennedy Presidential Library and Museum (se kilder).

De otte år, der herefter gik, inden et menneske faktisk landede på Månen, var brolagt med mislykkede forsøg fra både amerikansk og sovjetisk side:

I 1967 omkom tre astronauter i Apollo 1 under en prøveflyvning på jorden, og tre måneder senere døde den russiske kosmonaut Vladimir Komarov under den første flyvning med Sojuz-rumskibet. Men nødlandinger i Stillehavet og Sibirien, defekte rumdragter og dødelige ulykker afholdt ikke kapløbet fra at stoppe.

Apollo 11 blev det første rumskib til at transportere to mennesker til Månen. Den 20. juli 1969 blev Buzz Aldrin og Neil Armstrongs første skridt på månen live-transmitteret til fjernsynsapparater på jorden. Det var der, Neil Armstrong leverede sin ikoniske replik, mens han gik rundt på Månen:

“Et lille skridt for et menneske, men et kæmpe spring for menneskeheden.”

 

First Moon Landing 1969. Video, der viser mennesket første skridt på Månen, da den amerikanske astronaut Neil Armstrong træder ud på Månen den 20. juli 1969.