Rumfartens historie

Vi mennesker har udforsket verden omkring os lige så længe, som vi har været på jorden. Vi begyndte i Afrika, men er over tusindvis af år vandret til andre destinationer; Først rejste vi på kryds af tværs af kontinentet; gennem bjerge og dale, jungler og ørkener; så byggede vi både, der kunne fragte os til fjerne kontinenter og øer, hvis eksistens ikke kendte til.

     I nyere tid har vores udforskning af verden også bragt os uden for jordens atmosfære. Siden 1950erne har mennesket nemlig også udforsket rummet. Men hvordan begyndte rumfarten? Hvad er formålet med den? Og hvad kan vi bruge vores opdagelser i rummet til?

Rumfart er – helt kort forklaret – opsendelse af og flyvning med fartøjer uden for jordens atmosfære. Ordet dækker altså både over rumraketter, der sendes mod månen og planeterne, satellitter, der sendes i kredsløb omkring jorden eller solen, og fartøjer, som skal ud af vores solsystem. Det fremgår af opslaget “Rumfart”, Den Store Danske Ordbog (se kilder).

Der findes flere forskellige slags fartøjer, som kan sendes uden for jordens atmosfære. Begrebet rumfartøjer dækker over satellitter, men også over undersøgende rumsonder, som f.eks. de ubemandede Voyager-rumsonder, der er på vej ud af vores solsystem – altså, de otte planeter, der kredser omkring Solen – efter at have besøgt og samlet data fra både Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. De har været på opdagelsesrejse i mere end 40 år og sender stadig data tilbage til jorden.

     Begrebet dækker også over raketter, som kan sendes uden for jordens atmosfære, månebiler, som kan køre på månen, og rumstationer, som mennesker kan sendes ud til og opholde sig på i længere perioder.

Satellitter er ifølge “Fysikleksikonet” (se kilder) “objekter, der er i kredsløb om en planet”. Det vil sige, at man i ordets oprindelige betydning faktisk også regner måner og asteroider i kredsløb om planeter for satellitter. Men i almindelig sprogbrug i dag bruges udtrykket især om menneskabte genstande, der er sendt i kredsløb om en planet.

     I 1957 sendte russerne den første menneskeskabte satellit, Sputnik 1, op i rummet, og

     i dag er der formentlig tusindvis af menneskeskabte satellitter i kredsløb om jorden. De fleste bliver brugt til at skabe tv-, mobiltelefon- og radiosignaler eller militært til overvågning og militærkommunikation. Men nogle satellitter bliver også brugt videnskabeligt til at udforske rummet eller – som det er tilfældet for den internationale rumstation ISS – til at observere jorden, vejret og klimaforandringer.

     Du kan læse mere om den internationale rumstation i Faktalink-artiklen om emnet.

Selvom russerne var de første til at sende en menneskeskabt satellit i kredsløb om jorden, var det ikke Sovjetunionen, der opfandt rumfart. Faktisk begyndte rumfartens historie årtier før russernes opsendelse af den menneskeskabte satellit Sputnik 1 i 1957.

     I slutningen af Anden Verdenskrig var tyskerne førende inden for raketteknologi efter at have udviklet de såkaldte V2-raketter, som Wernher von Braun (rumforsker og medlem af det tyske nazistparti) var hovedarkitekt bag. De var verdens første moderne storraketter drevet af flydende brændstof, og selvom de under Hitler blev brugt til at true andre nationer med, så Wernher von Braun dem ikke som velegnede til militær brug. Han så dem i stedet som forløbere til raketter, der kunne sendes op i rummet. Det fremgår af “Få et overblik over rumfartens historie”, Videnskab.dk (se kilder).

     Da krigen var ved at være ovre, overgav Wernher von Braun og 150 af hans medarbejdere sig til amerikanske tropper og kom til USA, hvor de blev sat til at arbejde videre med raketterne i New Mexico.

     Samtidig begyndte Sovjetunionen at arbejde på sit eget, hemmelige rumfartsprogram med hjælp fra andre deporterede tyske raketeksperter under ledelse af civilingeniøren Sergej Koroljov. Koroljov blev ledende sovjetisk raketingeniør og -udvikler under det rumkapløb mellem USA og Sovjetunionen, som udviklede sig i 1950erne og 60erne.

Rumkapløbet begyndte som et militært ræs mellem Sovjetunionen og USA. Mens de to nationer i stigende grad oprustede deres atomprogrammer, begyndte de også at udvikle metoder til at fragte atombomberne mod hinanden på.

     I USA ønskede man at opsende satellitter, som kunne kortlægge det for Vesten ellers hermetisk lukkede Sovjetunionen. Formålet var at identificere de mål, deres bombefly skulle ramme, hvis Den Kolde Krig udviklede sig til en aktiv militær konflikt.

     I Sovjetunionen begyndte man i stedet at udvikle raketter, som kunne tilbagelægge den 8.000 km lange distance til USA. Men de sovjetiske såkaldte R7-raketter viste sig hurtigt at være bedre egnet til rumfart end til atombomber, og i 1957 førte det til, at Sovjetunionen med succes kunne sende en satellit op, før amerikanerne var lykkedes med det.

     Efter et par fejlslagne forsøg lykkedes det dog allerede året efter USA at sende den første amerikanske satellit i kredsløb om jorden. Explorer 1, som den hed, blev opsendt den 1. januar 1958. Samme år grundlagde USA det rumprogram, der stadig findes i dag: National Aeronautics and Space Administration, også kaldet NASA. NASA blev den ansvarlige myndighed for alle USAs rumprojekter.

     I de kommende år oprustede både USA og Sovjetunionen deres rumprojekter, og snart udviklede det sig fra et militært kapløb til et kapløb om, hvem der først kunne nå Månen.

I 1961 så det for amerikanerne ud, som om Sovjetunionen var langt foran USA i rumkapløbet. Sovjet var først til at sende en satellit i bane om Solen, først til at udvikle rumsonder, som nåede Månen, og først til at tage billeder af Månen. I 1961 var russerne også først til at sende et menneske ud i rummet, da astronauten Jurij Gagarin foretog en enkelt omkredsning af jorden i rumskibet Vostok 1.

     Amerikanerne måtte tænke større for at overgå Sovjet. Den 25. maj 1961 bekendtgjorde den daværende amerikanske præsident, John F. Kennedy, USAs nye mål:

     “(..) Denne nation skal forpligte sig til, inden udgangen af dette årti, at landsætte en mand på Månen og bringe ham sikkert tilbage til jorden,” lød det fra præsidenten, ifølge en billedtekst på hjemmesiden for det amerikanske bibliotek opkaldt efter ham, John F. Kennedy Presidential Library and Museum (se kilder).

     De otte år, der herefter gik, inden et menneske faktisk landede på Månen, var brolagt med mislykkede forsøg fra både amerikansk og sovjetisk side:

     I 1967 omkom tre astronauter i Apollo 1 under en prøveflyvning på jorden, og tre måneder senere døde den russiske kosmonaut Vladimir Komarov under den første flyvning med Sojuz-rumskibet. Men nødlandinger i Stillehavet og Sibirien, defekte rumdragter og dødelige ulykker afholdt ikke kapløbet fra at stoppe.

     Apollo 11 blev det første rumskib til at transportere to mennesker til Månen. Den 20. juli 1969 blev Buzz Aldrin og Neil Armstrongs første skridt på månen live-transmitteret til fjernsynsapparater på jorden. Det var der, Neil Armstrong leverede sin ikoniske replik, mens han gik rundt på Månen:

     “Et lille skridt for et menneske, men et kæmpe spring for menneskeheden.”

I dag er rumfart ikke længere led i en storpolitisk duel mellem to stormagter. I stedet har rumfarten spredt sig ud i flere grene, og de fleste rumfartsprojekter handler om at sende satellitter uden for jordens atmosfære med kommercielle formål – eller for videnskabelig forsknings skyld.

     Men ingen har gået på Månen siden USAs seks bemandede missioner dertil i perioden 1969 til 1972. Kun Sovjetunionen og Kina har også succesfuldt landet et rumfartøj på Månen, og ingen af dem har formået at sende mennesker dertil. I alt er det også kun de tre nationer, der har formået at sende mennesker ud i rummet. Ifølge artiklen “Kina forbereder en base på Månen”, Jyllands-Posten (se kilder), har Kina dog varslet med planer om en ny mission til Månens bagside, den side, der vender væk fra jorden. Lykkes det, vil Kina etablere en base på Månen. På basen vil kineserne forsøge at opfostre et bæredygtigt økosystem med silkeorme, blomster og kartofler, fremgår det af artiklen “Kina skal sende silkeormer og blomster til Månens bakside”, publiceret i den norske avis Aftenposten i april 2018 (se kilder).

     Noget tyder dog på, at der igen vil opstå et kapløb om at sende mennesker ud i rummet; denne gang dog formentlig et kapløb mellem firmaer og ikke nationer. Ideen om rumturisme er nemlig i de seneste år blevet stadig mere populær, og to private firmaer konkurrerer nu om, hvem der kan sælge flest billetter til en tur ud af jordens atmosfære.

     Den engelske finansmand Richard Branson har skabt firmaet Virgin Galactic, som allerede er begyndt at sælge billetter til endnu ikke datosatte ture ud af jordens atmosfære, mens Amazon-direktør Jeff Bezos har annonceret også snart at ville sælge billetter til turistture ud i rummet med hans nye firma, Blue Origin. Det skriver magasinet Wired i artiklen “The Race to Get Tourists to Suborbital Space is Heating Up” i juli 2018 (se kilder).

I 2017 erklærede USAs præsident, Donald Trump, at der ville være mennesker på Mars inden 2033. I marts samme år udgav den amerikanske rumfartsorganisation, NASA, den hidtil mest detaljerede plan for, hvordan man ville nå det mål, i rapporten “Progess in Defining the Deep Space Gateaway and Transport Plan (se kilder).

     Ifølge rapporten vil det formentlig tage to til tre år for astronauterne at nå frem til Mars.

     Flere private virksomheder og forskere arbejder også på at sende mennesker til Mars. Elon Musk, der har skabt Tesla og Paypal, står bag det såkaldte SpaceX, hvis erklærede mission blandt andet er at gøre det muligt for mennesker at komme til Mars.

Der er flere grunde til, at USA, NASA og flere private virksomheder og forskere har fæstnet blikket mod ‘den røde planet’, Mars. Ifølge artiklen “5 undeniable reasons humans need to colonize Mars – even though it’s going to cost billions” i magasinet Business Insider (se kilder) er to af de mest populære grunde:

• Det kan sikre menneskehedens overlevelse: Historien viser, at det langtfra er alle arter, der får lov til at overleve på jorden. Dinosaurerne var her i 165 millioner år, inden de blev udslettet af en asteroide. Mennesker kan lide samme skæbne for eksempel på grund af klimaforandringer, en tredje verdenskrig, eller hvis større katastrofer rammer jorden – med mindre vi begynder at bosætte os på andre planeter. Sådan lyder i hvert fald logikken fra Elon Musk, som vil sende mennesker til Mars for at starte en ny koloni bestående af 1 million mennesker, ifølge artiklen “Elon Musk Wants to Colonize Mars to Prepare for World War III” i World Economic Forums online magasin (se kilder).

• Vi kan opdage liv på Mars: Den amerikanske tv-vært og forsker Bill Nye, som også er formand for den amerikanske ngo Planetary Society, er sikker på, at Mars er det naturlige næste skridt for mennesket at udforske. I det populære radioprogram Star Talk, som astrofysikeren Neil Degrasse-Tyson er vært for, forklarer Bill Nye, at mennesker kan udforske Mars 10.000 gange hurtigere end de robotter, vi nu sender dertil. Og den allervigtigste opdagelse, vi kan gøre på Mars, siger han, er liv.

Der er ikke blevet skrevet meget på dansk om, hvad vi mennesker overhovedet kan bruge rumfart til. Men i amerikanske medier er der en del debat om, hvorvidt det giver mening at bruge enorme summer på at sende mennesker uden for jordens atmosfære.

     I 2017 bragte Washington Post f.eks. en klumme under overskriften “The mission to Mars is one stupid leap for mankind” (“Missionen til Mars er et kæmpe dumt spring for menneskeheden”) (se kilder). I den argumenter den prisvindende amerikanske forfatter og journalist David von Drehle for, at de penge, USA vil bruge på at sende mennesker til Mars inden 2033, lige så godt kunne bruges på at gøre jorden til et bedre sted for mennesker at være.

     “Hvis vi har pengene, energien og hjernerne til at bygge bosættelser på fjerne ødemarker, ville vi være bedre tjent med at bruge ressourcerne på at bevare den frodige planet, vi allerede har,” skriver han i klummen.

     Mars’ atmosfære vil desuden være væsentligt sværere for mennesker at leve i end jordens. Gennemsnitstemperaturen på Mars er omtrent -62 grader celsius, og atmosfæren består af 96% CO2, ifølge en række faktagrafikker om planeten udgivet af NASA (se kilder).

Udfordringerne på Mars kan være nøjagtigt, hvad vi har brug for, hvis vi skal lære at tackle de udfordringer, vi står over for på jorden, argumenterer nogle. Det gælder f.eks. Emily Calandrelli, der ekspert i astronautik og teknologi samt vært på tv-programmet Xploration Outer Space og skribent ved det amerikanske medie TechCrunch. I en Ted Talk (se kilder) går hun sarkastisk med på nogle af de argumenter, som andre debattører har fremført imod rumfart og ideen om at sende missioner til Mars.

     “Rumfart er det værste. Det er det værste, hvis du hader præcis videnskabeligt data for, hvordan vores planet ændrer sig. Det er det værste, hvis du kunne tænke dig at bremse teknologisk udvikling for dem, der stadig lever i digitalt mørke. Og det er det værste, hvis du ellers foretrækker at gå bort som dinosaurerne,” siger hun med tyk ironi i stemmen.

     Groft sagt forklarer hun, at alt, hvad mennesker foretager sig i rummet, faktisk påvirker det, vi laver på jorden positivt: Satellitdata fra rummet dokumenterer klimaforandringer, der finder sted på jorden og hjælper os med at forstå, hvad vi kan gøre anderledes for at bevare vores planet; satellitter uden for Jordens atmosfære kan på sigt kaste teknologiske fremskridt af sig på Jorden, såsom internetadgang i hele verden; og ekspeditioner til Mars kan hjælpe med at sikre menneskeartens overlevelse.

Rumfarten har da også allerede skabt teknologiske fremskridt på jorden, idet en del opfindelser, vi i dag måske tager for givet, er blevet udviklet i forbindelse med rumfart. Det gælder f.eks. GPS’en, digitalkameraet, babymad, fly-vinger og avancerede vandfiltre, fremgår det af artiklen “10 Out of this World Spinoff Technologies”, udgivet af den amerikanske rumfartsorganisation, NASA (se kilder).

Danmark har ikke et selvstændigt rumfartsprogram, sådan som USA har i NASA. Men i 2015 blev en dansker sendt ud i rummet for første gang. Det var Andreas Mogensen, astronaut ved Det Europæiske Rumagentur (ESA), som var af sted i 10 dage og udstationeret på Den Internationale Rumstation (ISS).

     Danmark er desuden involveret i den internationale rumfart på andre måder, primært via danske virksomheder, der bl.a. producerer satellitter og andet rumudstyr, som bliver sendt ud på rummissioner gennem f.eks. ESA. Det fremgår af artiklen “Danske virksomheder tjener milliarder på rumfart”, publiceret af BT i december 2017 (se kilder).