Hvordan begyndte rumfarten?
Selvom russerne var de første til at sende en menneskeskabt satellit i kredsløb om jorden, var det ikke Sovjetunionen, der opfandt rumfart. Faktisk begyndte rumfartens historie årtier før russernes opsendelse af den menneskeskabte satellit Sputnik 1 i 1957.
I slutningen af Anden Verdenskrig var tyskerne førende inden for raketteknologi efter at have udviklet de såkaldte V2-raketter, som Wernher von Braun (rumforsker og medlem af det tyske nazistparti) var hovedarkitekt bag. De var verdens første moderne storraketter drevet af flydende brændstof, og selvom de under Hitler blev brugt til at true andre nationer med, så Wernher von Braun dem ikke som velegnede til militær brug. Han så dem i stedet som forløbere til raketter, der kunne sendes op i rummet. Det fremgår af “Få et overblik over rumfartens historie”, Videnskab.dk (se kilder).
Da krigen var ved at være ovre, overgav Wernher von Braun og 150 af hans medarbejdere sig til amerikanske tropper og kom til USA, hvor de blev sat til at arbejde videre med raketterne i New Mexico.
Samtidig begyndte Sovjetunionen at arbejde på sit eget, hemmelige rumfartsprogram med hjælp fra andre deporterede tyske raketeksperter under ledelse af civilingeniøren Sergej Koroljov. Koroljov blev ledende sovjetisk raketingeniør og -udvikler under det rumkapløb mellem USA og Sovjetunionen, som udviklede sig i 1950erne og 60erne.
Hvad var rumkapløbet?
Rumkapløbet begyndte som et militært ræs mellem Sovjetunionen og USA. Mens de to nationer i stigende grad oprustede deres atomprogrammer, begyndte de også at udvikle metoder til at fragte atombomberne mod hinanden på.
I USA ønskede man at opsende satellitter, som kunne kortlægge det for Vesten ellers hermetisk lukkede Sovjetunionen. Formålet var at identificere de mål, deres bombefly skulle ramme, hvis Den Kolde Krig udviklede sig til en aktiv militær konflikt.
I Sovjetunionen begyndte man i stedet at udvikle raketter, som kunne tilbagelægge den 8.000 km lange distance til USA. Men de sovjetiske såkaldte R7-raketter viste sig hurtigt at være bedre egnet til rumfart end til atombomber, og i 1957 førte det til, at Sovjetunionen med succes kunne sende en satellit op, før amerikanerne var lykkedes med det.
Efter et par fejlslagne forsøg lykkedes det dog allerede året efter USA at sende den første amerikanske satellit i kredsløb om jorden. Explorer 1, som den hed, blev opsendt den 1. januar 1958. Samme år grundlagde USA det rumprogram, der stadig findes i dag: National Aeronautics and Space Administration, også kaldet NASA. NASA blev den ansvarlige myndighed for alle USAs rumprojekter.
I de kommende år oprustede både USA og Sovjetunionen deres rumprojekter, og snart udviklede det sig fra et militært kapløb til et kapløb om, hvem der først kunne nå Månen.
Hvad var månelandingen?
I 1961 så det for amerikanerne ud, som om Sovjetunionen var langt foran USA i rumkapløbet. Sovjet var først til at sende en satellit i bane om Solen, først til at udvikle rumsonder, som nåede Månen, og først til at tage billeder af Månen. I 1961 var russerne også først til at sende et menneske ud i rummet, da astronauten Jurij Gagarin foretog en enkelt omkredsning af jorden i rumskibet Vostok 1.
Amerikanerne måtte tænke større for at overgå Sovjet. Den 25. maj 1961 bekendtgjorde den daværende amerikanske præsident, John F. Kennedy, USAs nye mål:
“(..) Denne nation skal forpligte sig til, inden udgangen af dette årti, at landsætte en mand på Månen og bringe ham sikkert tilbage til jorden,” lød det fra præsidenten, ifølge en billedtekst på hjemmesiden for det amerikanske bibliotek opkaldt efter ham, John F. Kennedy Presidential Library and Museum (se kilder).
De otte år, der herefter gik, inden et menneske faktisk landede på Månen, var brolagt med mislykkede forsøg fra både amerikansk og sovjetisk side:
I 1967 omkom tre astronauter i Apollo 1 under en prøveflyvning på jorden, og tre måneder senere døde den russiske kosmonaut Vladimir Komarov under den første flyvning med Sojuz-rumskibet. Men nødlandinger i Stillehavet og Sibirien, defekte rumdragter og dødelige ulykker afholdt ikke kapløbet fra at stoppe.
Apollo 11 blev det første rumskib til at transportere to mennesker til Månen. Den 20. juli 1969 blev Buzz Aldrin og Neil Armstrongs første skridt på månen live-transmitteret til fjernsynsapparater på jorden. Det var der, Neil Armstrong leverede sin ikoniske replik, mens han gik rundt på Månen:
“Et lille skridt for et menneske, men et kæmpe spring for menneskeheden.”
Videoklip
"Neil Armstrong - First Moon Landing 1969". Video, der viser mennesket første skridt på Månen, da den amerikanske astronaut Neil Armstrong træder ud på Månen den 20. juli 1969.