woodstock
Deltagere ved Woodstock festivalen i august 1969.
Foto: Handout / Museum At Berthel Woods / Ritzau Scanpix

Amerikansk rockmusik i slutningen af 1960´erne

journalist Tore Daa Funder, iBureauet/Dagbladet Information. 2007.
Top image group
woodstock
Deltagere ved Woodstock festivalen i august 1969.
Foto: Handout / Museum At Berthel Woods / Ritzau Scanpix
Main image
Jimmy Hendrix giver koncert i Falconer salen på Frederiksberg den 15.november 1969.
Jimmy Hendrix giver koncert i Falconer salen på Frederiksberg den 15.november 1969.
Foto: Jørgen Schytte/Scanpix

Indledning

Startskuddet lød i 1967, der blev kaldt 'The Summer of Love'. Pigerne smed bh’en og nederdelen og trak i stedet i bukser. Drengene lod håret gro langt ned over skuldrene. Unge mennesker proppede blomster i soldaternes geværer ved antikrigsdemonstrationer, og fri sex og bevidsthedsudvidende stoffer var en væsentlig del af ungdomskulturen. I denne tid var hippierne med deres idealer om fred, frihed og kærlighed med til at forme rockens retning.

Hippiebevægelsens musik og kultur nåede sit højdepunkt ved den amerikanske Woodstock-festival i 1969. På samme tid løb der en mørkere strøm i tidens rockmusik. Den fandtes hos grupper, der nok delte nogle af hippiernes idéer, men forkastede andre og havde et farligere og mere hårdt udtryk og image. Tilsammen skabte periodens kunstnere som Janis Joplin, The Doors og Jimi Hendrix en unik musik, der fik afgørende betydning både inden for landets grænser og på global skala. Rockmusikken i USA havde her en afgørende indflydelse på, hvordan musik kunne og skulle se ud og lyde i resten af verden. En betydning, der ikke er blevet mindre i dag.

Artikel type
faktalink

Introduktion

Hvad er kendetegnende for den amerikanske rockmusik i slutningen af 1960’erne?

Den amerikanskinspirerede musik blev spillet af en række vidt forskellige grupper - både inden for USA’s grænser og i mange andre lande. Der var altså ikke tale om én homogen, amerikansk lyd. Til hver type rockmusik var knyttet en speciel form for tøjstil og en særlig attitude. Groft sagt kan tidens markante rockgrupper opdeles i to hovedkategorier:

  • De bløde og flippede rockgrupper og -kunstnere: Til denne kategori hører blandt andet gruppen The Who og kunstnerne Janis Joplin og Jimi Hendrix. De dyrkede flagrende og spraglede gevandter og eksperimenterede med bevidsthedsudvidende stoffer. Centralt i miljøet stod hippiebevægelsens tanker om fred og kosmisk kærlighed.
  • De hårde og farlige rockgrupper og -kunstnere: Her finder man grupper som The Rolling Stones, The Doors, Led Zeppelin og The Velvet Underground. Dominerende var her læderjakker, hårde stoffer, mørke solbriller og en æggende og udfordrende rockmusik, der emmede af seksuel udfoldelse og underkastelse.

Alle disse kunstneres musik rummer rockens hyldest til ungdommen, vildskaben og livsappetitten. Fælles er også en evne og vilje til at overskride de kendte grænser for livsførelse i almindelighed og for rockmusik i særdeleshed. For herigennem at skabe en unik musik og stil, der fik dem til at markere sig som noget ganske specielt i samtiden, og som har været en del af vores kultur lige siden.

Baggrunden for periodens amerikanske rock

Hvornår fødes den amerikanske rock?

Den amerikanske rocks betydning er enorm, og derfor har det været - og er stadig - en kilde til heftig diskussion, hvornår mere præcist musikgenren opstod i USA. Det toneangivende musikmagasin Rolling Stone fastsætter det nøjagtige tidspunkt til begyndelsen af juli 1954. Det er nemlig øjeblikket, hvor en hvid, nittenårig lastbilchauffør ved navn Elvis Presley indspiller nummeret “That’s Allright Mama”. Bladet fortæller, at han herved gav startskuddet til en helt ny og livskraftig kulturstrømning. Rocken er blevet et særligt udtryk, en bestemt attitude og tøjstil og meget andet, og den er stadig i vækst og udvikling, understreges det her. 

I rocken stødte sorte musiktraditioner sammen med hvide. De sorte rhythm’n’blues-stemmer og rytmer fra de amerikanske storbyer blandedes med den hvide tradition for country and western. Det gav rocken et herligt fjedrende swing og en fantastisk fremdrift i rytmen. En cocktail, der buldrede livligt i ørene på tidens teenagere og virkede stærkt provokerende på det etablerede samfunds bedsteborgere. I rockens tidlige år, i anden halvdel af 1950’erne, var den præget af en rivende musikalsk udvikling og et farverigt persongalleri. Ud over den hvide Presley omfattede denne bølge den sorte musiker Chuck Berry og det skrålende rock’n’roll-vilddyr Little Richard.

Hvad skete der på Newport Folk Festivalen i 1965?

Den 25. juli 1965 optrådte Bob Dylan på årets Newport Folk Festival, og omstændighederne omkring koncerten er mejslet ind i rockhistorien. Iklædt solbriller, elguitaren om halsen og den - efter datidens målestok - buldrende backing fra det elektrisk forstærkede orkester spillede Dylan en koncert, der påkaldte sig publikums vrede. De havde forventet en aften med afdæmpet folkemusik og blev i stedet mødt af en mur af voldsom, elektrificeret rocklyd. Arrangøren af koncerten har siden hen fortalt, at han flere gange var på nippet til at springe på scenen og klippe ledningerne til instrumenterne. Men han holdt sig i skindet, og Dylan spillede koncerten til ende. Koncerten chokerede de fremmødte fans af folkemusikken, og den skabte et jordskred i rockmusikken. Dylan bragte rocklyrikken hen et sted, hvor den ikke havde været før. Hvor rockens tekster tidligere var domineret af primitiv lyrik, lydord og regulær nonsens transformerede han musikkens tekster til poesi.

Hvad betød Bob Dylan for rockmusikken i 1960’erne?

“Skal man finde én samlende figur for 1960’erne, så er sangeren og sangskriveren Bob Dylan den, der trænger sig mest på”, fortæller musikjournalisten Per Reinholdt Nielsen i bogen “Rebel & Remix” (se kilder). Hans tidlige plader er fulde af relativt traditionelt spillede, akustiske folkesange med et tydeligt politisk indhold - de såkaldte protestsange, der var meget populære i tiden. I 1965 krydsede den gådefulde og egensindige Bob Dylan altså denne type sange med rockens elektricitet og vildskab, og resultatet virkede som et trylleslag. I tiden efter fortsatte Dylan den grænseoverskridende udvikling, og det betød, at hans karriere tog et kvantespring i forhold til tidens øvrige musikere. “Rebel & Remix” (se kilder) fortæller konkluderende om Dylans enorme betydning for sam- og eftertidens musikere: “1960’ernes vigtigste rockmusik blev i høj grad til i mødet mellem den rå, sorte rock’n’roll og en alternativ livsstil og en politisk holdning, der kom fra den hvide middelklasse af studerende, beatniks og bohemer. Netop fordi Bob Dylan ikke er en entydig figur, men snarere en gåde af et menneske og en musiker, var han i stand til at opsummere stiltræk og tendenser fra mange amerikanske musiktraditioner, og for en tid spænde over denne nye centrale problemstilling i rocken mellem rytme og refleksion”. 

Hvordan udviklede rockmusikken sig op gennem 1960’erne?

Det var kendetegnende for denne generation af musikere - og for mange af de kunstnere, der fulgte efter - at de relativt sjældent optrådte med deres egne sange. De blev ofte forsynet med sange fra professionelle sangskrivere, deres lyd blev formet af pladeselskaber, og deres karrierer var i høj grad kontrolleret af pengestærke mænd bag scenerne. 

I anden halvdel af 1960’erne begyndte en ny type rockkunstner imidlertid at træde i karakter. Det var selvbevidste musikere og kunstnere, der skrev deres eget materiale og tiltog sig større og større kontrol med deres egen karriere. Blandt disse kunstnere, der vidste, hvad de ville, og hvordan de ville opnå det, var grupperne The Beatles og The Rolling Stones og ikke mindst Bob Dylan.

Hvad var ‘The Summer of Love’ i 1967?

‘The Summer of Love’ er en betegnelse for en række begivenheder i 1967, der fik stor kulturel betydning for perioden. Unge mennesker begyndte - mere eller mindre - spontant at samles i gader og parker, hvorved de trodsede myndighedernes påbud. Dominerende blandt de unge var tanker om modstand mod det etablerede samfund, psykedelisk musik, fri kærlighed og fri brug af euforiserende stoffer samt skarp afstand til USA’s krig i det asiatiske land Vietnam. Mange af dem, der dyrkede disse idealer, blev kaldt hippier eller blomsterbørn. Udspringet for disse tanker var især ungdomsmiljøet i den vestamerikanske by San Francisco, men effekterne kunne spores i hele den vestlige verden. De unge ville ikke længere bare lytte til den ældre generation og gøre, som den sagde. En voldsom modkultur - ungdomsoprøret - var født.

 

'The summer of love'. Janis Joplin med bandet Big Brother and the Holding Company.

woodstock

Hvad var Woodstock-festivalen i 1969?

Musikfestivalen i Woodstock løb af stablen over fire dage i august 1969, og her mødtes ifølge “Rebel og Remix” (se kilder) op mod 400.000 mennesker på bonden Max Yasgurs jord i den amerikanske stat New York. På programmet var kærlighed, stoffer og masser af tidens bedste musik. Den var på mange måder kulminationen på den hippiebevægelse, der havde domineret tiden op til festivalen. Woodstock-festivalen er siden hen kommet til at virke som en form for prisme, der samlede periodens vigtigste kulturstrømninger, modeformer og kunstnere. I løbet af de fire dage, festivalen varede, blev den hjemsøgt af et meget regnfuldt tordenvejr. Resultatet blev scener, der får de fleste af vore dages musikfestivaler til at minde om søndagsudflugter. 

Mange af tidens vigtigste stjerner optrådte på festivalen, og de fleste af de bands, der ikke spillede til festivalen, har siden hen fortrudt. Janis Joplin, Jimi Hendrix og The Who spillede alle uforglemmelige koncerter ved festivalen. The Doors skulle have spillet, men aflyste i sidste øjeblik. Grundene hertil kan have været flere: dels var det velkendt, at forsangeren Jim Morrison ikke brød sig om at optræde ved store udendørskoncerter, dels nævner flere kilder, at han skulle have været bange for, at der var én blandt publikum, der ville forsøge at snigmyrde ham. Bob Dylan måtte aflyse, da hans søn blev alvorligt syg. Led Zeppelin skulle have spillet, men gruppen aflyste, da den blev tilbudt at spille en anden koncert, der ville give bandet flere penge.  

Festivalen i Woodstock blev - gennem de kunstnere, der spillede, og de kunstnere, der ikke gjorde - et billede på periodens meget forskellige udtryksformer. På festivalens scener stod således flere af hippietidens og den psykedeliske rocks bannerførere - eksempelvis The Who, Janis Joplin og Jimi Hendrix. Det var symbolsk, at grupper som The Rolling Stones, Led Zeppelin, The Doors og The Velvet Underground ikke var til stede på festivalen. På forskellig vis dyrkede de sidstnævnte grupper et image, der var væsentlig mere råt, barskt og udfordrende end hippiernes mantra om ‘peace, love and understanding’. Eksempelvis var hippiebevægelsens foretrukne stimulanser de - relativt bløde - narkotiske stoffer hash, meskalin og LSD, mens de andre rocknavne foretrak væsentligt hårdere stoffer som speed og heroin. 

Woodstock-festivalen er blevet skildret i en berømt dokumentarfilm instrueret af den amerikanske mesterinstruktør Martin Scorsese. 

 

Periodens vigtigste bands og artister

Hvem var The Who?

Gruppen blev dannet i England i 1964. De centrale medlemmer var blandt andet sanger Robert Daltrey og sanger, sangskriver og guitarist Peter Townshend. Bandet indledte karrieren med at spille coverversioner af amerikanske rhythm’n’blues-sange, men siden hen begyndte de at skrive deres eget materiale. Hen imod slutningen af 1960’erne fremstod The Who som en af verdens mest indflydelsesrige grupper og som et stærkt stilskabende live-orkester. Bandets oprindelige trommeslager Keith Moon døde i 1978, og han blev erstattet af Kenney Jones. Gruppen indspillede herefter yderligere to studiealbum, før The Who endeligt valgte at opløse sig selv i 1983. Gruppen er i dag blevet gendannet med de to overlevende originale medlemmer - Daltrey og Townshend - og de turnerer igen under navnet The Who. Dette band optrådte ved Roskilde Festivalen i 2007. 

Hvordan var The Who’s musik?

Gruppen har haft en skelsættende betydning for den rockmusik, man kunne høre i samtiden - og dens betydning kan høres i dag. The Who havde i Pete Townshend en uhørt dygtig og dynamisk guitarist og en sangskriver med sans for både den storslåede og direkte rocksang. I Robert Daltrey havde gruppen en af rockens mest kraftfulde stemmer, mens bassisten John Entwistle leverede en rolig og klippefast rytmebund. Trommeslageren Keith Moon sørgede med sin eksplosive spillestil for at bringe et element af kaos og drive ind i gruppens rock. 

Blandt bandets numre står “The Kids Are Allright” og “My Generation” som særligt markante. Sidstnævnte sang indeholder blandt andet de berømte linjer “I hope I die before I get old” og “Why don’t you all f-f-fade away”. Blandt gruppens vigtigste plader fra begyndelsen af karrieren er debuten “My Generation” (1965) og “The Who Sell Out” (1967) og “Tommy” (1969). Sidstnævnte er en rockopera skrevet af Pete Townshend. Det er en symbolfyldt historie om en blind, døv og stum dreng, der finder sig selv via et næsten autistisk talent for spil på ‘pinball’-maskiner.

Hvordan var gruppens image?

Gruppens image blev uløseligt knyttet til den kulturbevægelse, der i England blev kaldt ‘mods’ - en forkortelse af ordet modernist. Bevægelsen blev tegnet af unge mænd fra de engelske storbyer, især London. De dyrkede en hurtig livsstil med smarte italienske jakkesæt, parkacoats, scootere af mærket Lambretta og amerikansk rhythm’n’blues og soul. The Who’s “My Generation” blev nærmest en slagsang for ‘the mods’. Musikjournalisten Per Reinholdt Nielsen fortæller i bogen “Rebel & Remix” (se kilder): “Musikken var en kaotisk, hvid rhythm’n’blues med baskende trommer, stammende vokal og raspende guitarer. Sangen var en blanding af ungdommeligt vovemod og her-og-nu-stemning”.

Hvordan var The Who’s live-optræden?

En stor del af gruppens centrale status kan spores tilbage til deres spektakulære live-optræden. Her udviste guitaristen Pete Townshend ufattelige akrobatiske evner, mens han spillede på sin guitar. Samtidig fik gruppen et ry for ved flere lejligheder at smadre deres instrumenter. Ved en enkelt lejlighed gik det så vidt, at trommeslageren Keith Moon fyldte dynamit i sit trommesæt og sprængte det i luften ved koncertens afslutning. De voldsomme hændelser var desværre langt fra begrænset til scenen ved gruppens live-optræden. Således fortælles det i Politikens Rockleksikon (se kilder), at bandet oplevede en af rockhistoriens voldsomste tragedier, da 11 amerikanske teenagere i 1979 ble

Hvem var Jimi Hendrix?

Jimi Hendrix er, ifølge Politikens Rockleksikon (se kilder), at regne for “et geni og formentlig rockhistoriens ultimative og mest indflydelsesrige elektriske guitarist”. Han blev født i 1942 i Seattle i USA og døde i London i 1970. Hendrix havde en omtumlet opvækst præget af fattigdom, alkohol og omsorgssvigt. Som tolvårig anskaffede han sig sin første guitar, og selvom han var venstrehåndet, lærte han at spille på en normalstrenget guitar. I perioden 1963-65 var han med i Little Richards band. Richards havde siden midten af 1950’erne været en af den tidlige rock’n’rolls store stjerner.

Hvordan var Jimi Hendrix’ musik?

I oktober måned 1966 dannede Hendrix og hans manager trioen The Jimi Hendrix Experience. Foruden Hendrix på guitar og vokal bestod gruppen af en bassist og en trommeslager. Gruppen debuterede med singlerne “Hey Joe” og “Purple Haze”, der i 1967 blev fulgt op af gruppens første, egentlige lp “Are You Experienced?”. Gruppen nåede at udsende yderligere to studiealbums, før de gik hver til sit i 1969. Allerede meget tidligt i karrieren markerede Hendrix sig med en nyskabende og teknisk fremragende behandling af elguitaren og dens muligheder. Gruppens musik var en blanding af den sorte tradition, forstået som blandt andet rhythm’n’blues, og den hvide rock, der var blevet skabt i 1950’erne. Ved brug af blandt andet guitar-feedback og forskellige effektpedaler kunne han få guitaren til at lyde som mågeskrig, stormvejr eller en styrtdykkende flyvemaskine. Blandt deres stærkeste udspil var “Hey Joe”, “Purple Haze”, “Foxy Lady” og “The Wind Cries Mary”, og pladerne “Are You Experienced?” (1967), “Axis: Bold as Love” (1967) og “Electric Ladyland” (1968).

Hvordan var Jimi Hendrix live-optræden?

Hendrix’ live-optræden var legendarisk: Han havde ry for at levere en meget intens og sensuel koncertoplevelse. Hans koncerter blev ofte krydret med mere eller mindre indstuderede ‘gimmicks’, der fangede publikums opmærksomhed. Blandt de mest mindeværdige af disse optrin var da Hendrix ved flere lejligheder overhældte sin guitar med lightervæske og satte ild til strengene. I 1969 spillede han en koncert ved årets festival i Woodstock. Han insisterede på at være den sidste kunstner, der optrådte på festivalen. Det betød, at kun en lille del af festivalens publikum var tilbage på pladsen, da Hendrix endelig trådte ind på scenen mandag morgen. Alligevel gik hans optræden over i historien. Især hans elektrificerede og forvrængede version af den amerikanske nationalmelodi “A Star-Spangled Banner” skabte opstandelse. Den er betegnet som “det vigtigste politiske budskab i 1960’ernes rockmusik”.

Hvem var The Doors?

Ifølge Politikens Rockleksikon (se kilder) var den amerikanske gruppe The Doors “en original og nyskabende rockgruppe. Morrison [der var forsanger] satte med sine tekster en ny standard for rocklyrik”. Gruppen bestod af fire medlemmer, blandt andet sangeren Jim Morrison og keyboardspilleren Ray Manzarek. The Doors blev dannet i 1965, da Morrison og Manzarek på det tidspunkt studerede filmvidenskab på universitetet i den amerikanske by Los Angeles. I årene frem til Morrisons død i 1971 udsendte gruppen seks studiealbums. Jim Morrison døde i 1971 af et hjertetilfælde i en alder af 27 år. 

Gruppen tog sit navn efter et digt af den engelske mystiker William Blake (1757-1827). Digtet hedder “The Marriage of Heaven and Hell”, og i en central linje omtales “The Doors of Perception” [da. Bevidsthedens døre]. Dette citat blev også brugt som titel på den engelske forfatter Aldous Huxleys (1894-1963) bog fra 1954, der handlede om forfatterens egne eksperimenter med bevidsthedsudvidende stoffer, særligt det narkotiske stof meskalin.

Hvordan var The Doors’ musik?

Gruppen spillede en rockmusik, der var hypnotisk og grænseoverskridende. Den bluesinspirerede musik kredsede om Morrisons på en gang rå og følsomme stemme. Teksterne var fyldt med et grotesk billedsprog og kredsede omkring det bizarre, kærlighed, sex og død. The Doors og i særdeleshed Jim Morrison udforskede menneskesjælens skyggelandskaber. Teksterne var en blanding af sang og lyrik med et univers, som var inspireret af skribenter som William Blake, Friedrich Nietzsche (1844-1900) og Aldous Huxley. Blandt gruppens mest markante sange er “Break on Through (to the other side)”, “The End”, “Riders of the Storm” og “Light My Fire” og pladerne “The Doors” (1967), “Waiting for the Sun” (1968) og “L. A. Woman” (1971).

Hvordan var The Doors live-optræden?

Gruppen blev kendt for en enorm intens live-optræden, der rummede meget mere end blot musik. Ofte blev Jim Morrison kaldt en (elektrisk) shaman, altså en form for åndemaner. Selv kaldte han sig for ‘The Lizard King' (Firbenskongen). Dette var en hentydning til, at slanger og krybdyr symboliserede det ubevidste og ondskab. Det betød, at publikum forventede noget særligt, når de mødte op til en koncert med The Doors. De så frem til en grænseoverskridende, ud-af-kroppen oplevelse. Koncerterne blev hurtigt berygtede blandt koncertarrangører for det kaos, der ofte fulgte i kølvandet på gruppens optræden. Derfor blev The Doors faktisk blacklistet i en række byer, og i løbet af karrieren oplevede de problemer med at få skruet en egentlig turne sammen.

Hvem var Janis Joplin?

Janis Joplin var en amerikansk sangerinde, der blev født i staten Texas i 1943. Hun døde i 1970 af en overdosis heroin. Hun voksede op under stærk påvirkning af den jazz- og folk-tradition, der er en fundamental del af den amerikanske kultur. Hun startede sin karriere med at optræde på statens små klubber, samtidig med at hun studerede kunst på universitetet. Et par gange slog hun vejen forbi den store, amerikanske by San Francisco, hvor hendes karriere for alvor tog fart.

Hvordan var Janis Joplins musik?

I 1966 ankom Joplin til San Francisco på den amerikanske østkyst, hvor hun blev medlem af gruppen Big Brother & the Holding Company. Bandets rocklyd var domineret af Joplins stærke vokal og personlige fremtoning. Gruppen indspillede en debutplade, men det egentlige gennembrud kom ved musikfestivalen i Monterrey i 1967. Joplin indspillede yderligere en plade med gruppen, før hun i 1968 valgte at bryde op. Herefter indgik hun i flere forskellige grupper og udgav også plader som solist. Det var med gruppen The Kosmic Blues Band, at Joplin i 1969 spillede en historisk koncert på Woodstock-festvalen. Blandt Joplins stærkeste udspil kan nævnes “Try (just a little bit harder)”, “Mercedes Benz” og “Me and Bobby McGee” og pladerne “Cheap Thrills” (1968), “I Got Dem Kozmic Blues Again Mama” (1969) og “Pearl” (1971).

Hvordan var Janis Joplins live-optræden?

Joplin enestående koncertoptræden var afgørende for at slå hendes navn fast som en af tidens største stjerner på den musikalske himmel. Ifølge Politikens Rockleksikon (se kilder) besad Janis Joplin “[…] en enestående stærk udstråling på scenen med sin dynamiske, seksuelt, men ikke glamourbetonede optræden”. Med sin vilde og vitale sceneoptræden udfordrede hun de forventninger, som publikum havde til en kvindelig kunstner. I tresserne havde man været vant til at se og høre pæne piger synge pæne og uskyldsrene sange. Joplins image som ‘en af drengene’, der drak ren whisky og krængede sin sjæl ud på scenen, var et chok for mange.

Hvem var The Rolling Stones?

Engelske The Rolling Stones blev dannet i 1962 af blandt andet sangeren Mick Jagger og guitaristerne Keith Richards og Brian Jones. Året efter debuterede bandet med singlen “Come On”, og de udsendte i 1964 deres første plade, der bar gruppens navn. I 2007 er gruppen stadig aktiv og kan se tilbage på en karriere, der foreløbig spænder over hen ved 45 år. I løbet af karrieren har de udgivet 47 studiealbums, liveplader og greatest hits-opsamlinger. I Politikens Rockleksikon (se kilder) betegnes The Rolling Stones derfor som “en af rockhistoriens betydeligste og mest indflydelsesrige bands”.

Hvordan var The Rolling Stones’ musik?

The Rolling Stones var fra starten dybt påvirket af den amerikanske blues og rhythm’n’blues. De første plader efter debuten indeholdt derfor mange, relativt polerede kopiversioner af sange fra den amerikanske bluesmusik. I gruppens midte var dog parret Jagger/Richards, der efterhånden trådte i karakter som et fremragende sangskriverpar - på højde med Lennon/McCartney fra den konkurrerende gruppe The Beatles. I gruppens storhedstid fra 1966-72 stod makkerparret Jagger og Richards - ofte under navnet ‘The Glimmer Twins’ - bag en række numre, der er blevet klassikere. Blandt disse kan nævnes “Paint It Black”, “Ruby Tuesday” og “Jumping Jack Flash” og pladerne “Aftermath” (1966), “Beggars Banquet” (1968), “Let it Bleed” (1969), “Sticky Fingers” (1971) og “Exile on Main Street” (1972).

Hvordan var gruppens image?

The Rolling Stones havde helt fra begyndelsen et image, der var hårdt og råt. Et image, der klart adskilte dem fra flere af tidens andre musikgrupper, eksempelvis de pænere og meget populære The Beatles. Dette billede lå fint i tråd med bandets lidt lasede lyd, saftige bluesinspirerede rock og beske tekster om dominans, styrke, kaos og dekadence. I løbet af karrieren er dette koncept blevet løsnet indimellem, for eksempel blandede gruppen psykedeliske elementer i deres musik i slutningen af 1960’erne. Men grundlæggende har bandet aldrig fraveget deres stilling som ‘klassens frække, slemme og farlige drenge’. Dette image blev yderligere forstærket af hændelser, der indtraf ved gruppens koncert på Altamont Speedway i Californien i 1969. Uroligheder blandt publikum udartede, og en sort mand blandt tilskuerne blev stukket ned. Omstændighederne omkring episoden var i mange år efter koncerten omgivet af mystik og gisninger. Det skyldtes især, at Stones havde hyret medlemmer af rockergruppen Hell’s Angels til at stå for sikkerheden ved koncerten. Rockerne, der var stærkt påvirket af alkohol og narkotika, havde ved flere lejligheder taget hårdt fat i de omkring 300.000 tilstrømmende fans. Brudstykker af dokumentarfilmen “Gimme Shelter”, der blev optaget under denne koncert, viser, at den dræbende kniv blev ført af en af rockernes ledende medlemmer, Alan Passaro. Han blev dog ikke dømt for mordet, idet tilskueren, i sekunderne for inden, havde sigtet med en pistol mod scenen, hvor The Rolling Stones optrådte. Passaros gerning blev regnet som en form for selvforsvar.

Hvordan var The Rolling Stones live-optræden?

The Rolling Stones har i årtier hørt til de mest eftertragtede live-bands på planeten - og det gør de også i dag. Deres optræden domineres af den karismatiske og meget energiske forsanger Mick Jagger. Hans sceneoptræden er i høj grad lagt an på en seksuelt udfordrende fremtoning og leg med publikum. Jaggers præstationer på scenen bæres frem af trommeslagerens Charlie Watts fine spil og guitaristen Keith Richards tilbagelænede, men meget præcise, riff-prægede indsats. Fyens Stiftstidende kan i artiklen “Rullestenene bliver ved at score kassen” fra 2006 (se kilder) fortælle, at Rolling Stones med deres seneste koncertturné topper det amerikanske musikmagasin Billboards liste over de mest indtjenende bands. En samlet indtægt på hen ved 900 millioner kroner placerer bandet på en solid førsteplads med den irske rockgruppe U2 på en andenplads med en indtjening på omkring det halve.

Hvem var Led Zeppelin?

Led Zeppelin var en engelsk gruppe dannet i 1968 af guitaristen Jimmy Page. Han havde tidligere spillet i den populære gruppe The Yardbirds, der var gået i opløsning tidligere på året. Page rekrutterede tre nye medlemmer, heriblandt sangeren Robert Plant og trommeslageren John Bonham. Under navnet The New Yardbirds (der senere blev udskiftet til Led Zeppelin) spillede bandet sin verdensdebut i Brøndby Pop Club i København. I 1969 udgav de deres debutplade, der blot bar gruppens navn. Led Zeppelin eksisterede frem til 1980, hvor trommeslageren Bonham døde efter en heftig druktur. I løbet af karrieren indspillede bandet ni studiealbums.

Flere steder, blandt andet i Politikens Rockleksikon (se kilder), fortælles det, at navnet stammer fra et udbrud, som trommeslageren i den engelske gruppe The Who brugte om et projekt, der var dømt til at mislykkes. Så ville han sige “going down like af lead zeppelin”. ‘Zeppelin’ er en betegnelse for et luftskib af en enorm størrelse, mens ‘lead’ er det engelske ord for det tunge metal bly. I gruppens navn valgte man at tage a’et ud af ordet ‘lead’, som man var sikker på, at der ikke ville opstå forvirring om udtalen. På dansk ville udtrykket omtrent svare til at mene, at noget “vil synke som en sten”. Flere steder, blandt andet i Politikens Rockleksikon (se kilder), fortælles det, at navnet stammer fra et udbrud, som trommeslageren i den engelske gruppe The Who brugte om et projekt, der var dømt til at mislykkes. Så ville han sige “going down like af lead zeppelin”. ‘Zeppelin’ er en betegnelse for et luftskib af en enorm størrelse, mens ‘lead’ er det engelske ord for det tunge metal bly. I gruppens navn valgte man at tage a’et ud af ordet ‘lead’, som man var sikker på, at der ikke ville opstå forvirring om udtalen. På dansk ville udtrykket omtrent svare til at mene, at noget “vil synke som en sten”.

Hvordan var Led Zeppelins musik?

Udgangspunktet for gruppens tunge blues-rock var primært de amerikanske bluesveteraner - særligt navne som Howlin’ Wolf, Albert King og Willie Dixon. Page vekslede mellem aggressivt spil på el-guitar og lyriske klange på enten akustisk guitar eller 12-strenget el-guitar. Page skrev al musikken, mens Plant stod for de fleste af teksterne. Sangene bar præg af deres fælles interesse for mytologi og okkultisme. I Politikens Rockleksikon (se kilder) fortælles det om gruppens musik, at den “kunne som ingen andre spille hårdt og tungt, og den blev siden hen opfattet som det arketypiske heavy metal-band. Samtidig havde gruppen mange andre strenge at spille på, og trak inspiration fra mange kilder - lige fra gammel, britisk folkemusik til arabiske toner”. 

Blandt gruppens stærkeste plader er debuten “Led Zeppelin”, efterfølgeren “Led Zeppelin II” (1969) og “Led Zeppelin IV” (1971), der som officiel titel alene bar fire mytologiske symboler. Blandt gruppens mest kendte numre er “Dazed and Confused”, “Whole Lotta Love”, “Stairway to Heaven”. Sidstnævnte stammer fra gruppens fjerde album og er gruppens mest berømte sang. Af mange kilder betegnes denne sang - der stadig er en af de mest spillede sange i radioen - som selve støbeformen for den typiske heavy metal-ballade.

Hvordan var Led Zeppelins live-optræden?

Plants lyse, flagrende hårpragt, hans klare, kraftfulde stemme og stærke karisma har gjort ham til en form for prototype på forsangeren i et rockband. Guitaristen Page var fantastisk teknisk dygtig og opfindsom. Han optrådte ved flere lejligheder med at spille på sin el-guitar med en violinbue - en gimmick, der siden er blevet anvendt af flere andre rockbands. 

På turné var gruppen en af de mest berygtede i samtiden. De levede til fulde op til billedet af et hærgende, larmende og chokerende rockband. De havde eksempelvis et enormt forbrug af alkohol, narkotiske stoffer og de såkaldte groupies - en engelsk betegnelse for dedikerede kvindelige fans, der ukritisk følger i hælene på et band, og som bandets medlemmer ganske ofte udnytter seksuelt. Især den viltre og farverige trommeslager John Bonham og gruppens road-manager Richard Cole var kendt for at tage grundigt for sig af disse tilbud.

Hvem var The Velvet Underground?

Den amerikanske rockgruppe blev dannet i 1965 af blandt andet sangeren Lou Reed og den walisiske multi-instumentalist John Cale. De hentede navnet til bandet fra en bog om sadomasochisme af forfatteren Michael Leighs. I 1966 sluttede den tyskfødte sangerinde Nico sig til bandet. Året efter udsendte de deres debutplade, der bar titlen “The Velvet Underground & Nico”. Kort tid efter indspilningen af denne plade begyndte de oprindelige medlemmer at forlade bandet igen. Først Nico - efter debuten - så Cale - efter plade nummer to - og til sidst Reed. Han forlod bandet under færdiggørelsen af det fjerde og sidste reelle album, hvorefter gruppen i realiteten var opløst. Det skete i 1970.

Hvordan var The Velvet Undergrounds musik?

Gruppens anderledes og eksperimenterende rockmusik blev til i mødet mellem gruppens meget forskellige hovedkræfter - Lou Reed og John Cale. Som sanger og guitarist var Reed inspireret af litteratur og de sortes rhythm’n’blues. Cale var uddannet som klassisk pianist og var stærkt inspireret af New Yorks scene for moderne kompositionsmusik og minimalisme. Som sanger, sangskiver, producer og musiker var han Reeds modpol.

Gruppens musik blev til i sammenstødet mellem disse to personer og deres musikforståelser. The Velvet Underground udvidede rammerne for, hvordan et rockband kunne lyde. Guitarerne fik lov til at udsende en byge af feedback-støj, der ellers som regel blev klippet bort. Melodierne var messende, repeterende og drønende. Og de kontroversielle tekster kredsede om emner som narkotika, seksuelle lyster, afvigelser og død.  

Blandt gruppens plader fremstår især debuten fra 1967 som særlig stærk, fremmedartet og stildannende. Billedkunstneren Andy Warhol har kreeret pladens omslag. Det forestiller en banan, og det var muligt for pladekøberne at ‘skrælle’ bananen. Dette pladeomslag er siden hen blevet en ikon for tidens såkaldte pop-art og har været medvirkende til at gøre denne plade berømt. Gruppens numre spændte meget vidt. Fra smukke og melankolske ballader som “I’ll be Your Mirror” og “All Tomorrows Parties” til den infernalske, hvide rockstøj, der er på nummeret “Sister Ray”. I de over 17 minutter, som dette nummer varer, skruer gruppen alle forstærkere op på 11 og lader guitar og trommer få frit løb. Resultatet bliver en massiv og gnistrende mur af lyd og et uhørt sammenbidt og kompromisløst rocknummer.

Hvem var Andy Warhol?

Andy Warhol var en af tidens mest markante kunstnere og mediepersonligheder. Ud over hans produktion af kunstværker er han krediteret som producer på The Velvet Undergrounds debutplade. Warhols rolle bestod dog alene i at dukke op i pladestudiet fra tid til anden og sige ‘godt’ eller ‘fantastisk’ til alt, hvad han hørte. Hvis Warhols kunstneriske rolle her var minimal, så var hans ideologiske rolle til gengæld enorm. Hans idéer om, at skellet mellem kunst og masseproduktion ikke eksisterede, fik stor betydning for gruppen. Andy Warhols tilstedeværelse - som den ansete kunstner, han var - understregede, at rocken trods sit image som enten sødsuppemusik for teenagere eller kontroversiel støj mod systemet kunne være ligeså kunstnerisk værdifuld som museernes indrammede billeder i millionklassen. Warhol gav hermed gruppen sit blå stempel og pegede på, at der ikke nødvendigvis var en modsætning mellem rock og kunst. Per Reinholdt Nielsen skriver i bogen “Rebel & Remix” (se kilder): “Dén [Warhols] betragtning var vigtig for gruppemedlemmernes opfattelse af sig selv som kunstnere frem for blot som håndlangere for underholdningsbranchen”.

Hvordan var The Velvet Undergrounds live-optræden?

Andy Warhol satte helt bogstaveligt gruppens musik ind i nogle kunstneriske rammer. Han stablede multimedieshowet “The Exploding Plastic Inevitable” på benene med dias, lysshow, dansere og film. The Velvet Underground spillede til dette totalshow. Showet var ingen publikumssucces, og det var gruppens koncerter heller ikke. Derfor er det først og fremmest eftertiden, der har vist, at gruppens særlige rockformular - der stod i skærende kontrast til meget af tidens øvrige rockmusik - har sat sig vigtige og varige spor. I bogen “1001 Albums You Must Hear Before You Die” (se kilder) understreges gruppens enorme betydning for eftertidens musikere af superproduceren Brian Eno. Han fortæller, at der godt nok ikke var så mange til gruppens koncerter, men alle, der var, gik selv ud og dannede deres egne bands.

 

Den nyskabende rockmusik i Danmark

Hvad var den danske rocks forhold til den amerikanske rockmusik?

I de tidlige 1960’ere var den danske scene for rockmusik domineret at efterligninger af de engelske og amerikanske forbilleder. Blandt de mest kopierede var grupperne The Rolling Stones og The Beatles, som igen trak tunge veksler på den amerikanske musiktradition. 

De danske gruppers versioner af rhythm’n’blues-numrene blev kaldt ‘pigtrådsmusik’. Det var til at begynde med en nedsættende betegnelse, som den ældre generation brugte om musikken, som man anså for noget flænsende, smertefremkaldende støj. Blandt de mest kendte danske pigtrådsbands var Peter Belli & Les Rivals, der blev kaldt ‘de danske Beatles’. Dette skyldtes ikke mindst Bellis Beatles-inspirerede ‘Prins Valiant’-frisure, der mindede kraftigt om de engelske forbilleder. Pigtrådsmusikken nåede sit klimaks omkring året 1966, herefter var musikere og publikum sultne på noget andet og mere end blege danske kopier af udenlandske numre. Her står grupperne Steppeulvene og The Savage Rose centralt på scenen med deres krydsning af impulser fra Amerika med noget unikt dansk.

Hvem var Steppeulvene?

I “Dansk Rockleksikon (se kilder) fortælles det, at gruppen kan regnes for den første danske gruppe med kunstnerisk gennemslagskraft. Steppeulvene var først og fremmest sangeren og tekstforfatteren Eik Skaløes band. Blandt de øvrige medlemmer var guitaristen og komponisten Stig Møller og trommeslageren Preben Devantier, der tidligere blandt andet havde spillet med Peter Belli. Gruppen eksisterede alene i ét kaotisk år - 1967. I 1968 rejste Eik Skaløe til Indien. Her blev han fundet død nogle måneder efter afrejsen. Dødsårsagen var en overdosis narkotika, og sandsynligheden taler for, at det var selvmord. I den meget korte tid, bandet eksisterede, nåede de at udgive én plade med titlen “Hip”, som ifølge “Dansk Rockleksikon” (se kilder) i første omgang ikke solgte mere end et par hundrede eksemplarer. Men eftertiden tog pladen til sig, og i “Dansk Rockleksikon” fortælles det, at “Hip” i 1988 havde rundet et salg på 25.000 eksemplarer.

Hvordan var Steppeulvenes musik?

Pladen var først og fremmest udtryk for Eik Skaløes tekstmæssige vision. Han var stærkt inspireret af Bob Dylan og store dele af den amerikanske musiktradition. Alligevel rummer hans sange et meget personligt udtryk. Dels havde sprogtonen rod i samtidens hippieværdier, dels havde den aner helt tilbage til den middelalderlige tradition for danske folke- og skillingsviser. “Dansk Rockleksikon (se kilder) skriver konkluderende om pladen “Hip”: “…[pladen] kan ses som både et tidstypisk flip, lallende udført af stenede hippier og som den første visionære rock lp med danske tekster. Uanset hvad, har den opnået status som dansk rocks svar på Jellingestenen”. Blandt de vigtigste sange på den skelsættende debut var sangene “Itsi-Bitsi" og “Til Nashet".

Hvordan var Steppeulvenes live-optræden?

I gruppens korte levetid nåede den at spille 10-12 - mere eller mindre vellykkede - livekoncerter. Foruden Skaløes sange optrådte Steppeulvene også med nummeret “Hey Joe”, der havde været et hit for Jimi Hendrix. De spillede også Bob Dylans “Like a Rolling Stone” og derudover løse improvisationer, præget af Skaløes rappe formuleringsevne. Men det var kun få, der fik mulighed for at høre gruppens musik live. Steppeulvenes forstærkere og øvrige lydanlæg var købt på kredit, og da gruppen næsten ikke tjente nogen penge - og derfor ikke kunne betale afdragene på udstyret - blev rub og stub hentet af de vrede sælgere.

Hvem var The Savage Rose?

Den danske rockgruppe The Savage Rose blev dannet i København i 1967. Gruppens kerne var parret komponisten og multiinstrumentalisten Thomas Koppel og sangerinden Anisette Hansen. Thomas Koppel var uddannet klassisk pianist, mens Anisette tidligere havde sunget i popbandet Dandy Swingers. The Savage Rose debuterede i 1968 med pladen “The Savage Rose” i 1968 - i øvrigt produceret af den kendte danske entertainer Johnny Reimar. Siden debuten har de udsendt yderligere 18 studiealbum. Disse er dels optaget i Amerika, hvor parret Koppel/Anisette var været bosiddende i perioder, dels i Danmark, hvor de blandt andet har boet i et kolonihavehus i det københavnske Sydhavns-kvarter. Thomas Koppel døde den 25. februar 2006, og gruppens fremtid er i dag meget usikker.

Hvordan var The Savage Rose’ musik?

Gruppens særlige og stilskabende rockmusik havde en form, der - ifølge “Dansk Rockleksikon (se kilder) - hverken er hørt før eller siden på dansk grund. Gruppens unikke lyd blev til i et møde mellem to stilarter. På den ene side stod Thomas Koppel, der havde afsæt i den klassiske tradition og en stor kærlighed til jazz og til visetraditionen. På den anden side kom Anisette Hansen med en stemme og en karisma, der var helt unik under danske himmelstrøg. I “Dansk Rockleksikon” (se kilder) beskrives gruppens karrierestart og lyd opsummerende: “ [dens] psykedeliske og eksklusive [lyd] i slutningen af 1960’erne forbavsede med sin organiske blanding af klassisk musik, rock og jazz”. Blandt gruppens væsentligste plader er den skelsættende debut “The Savage Rose (1968), “Dødens Triumf” (1972) og ikke mindst den meget stærke comeback-plade “Black Angel” (1995). 

Pladen “Dødens Triumf” er noget så sjældent som musik til en ballet skrevet af et rockband. Om denne plade skriver “Dansk Rockleksikon” (se kilder): “Balletten blev første gang opført i tv i foråret ’71 og senere mere end 100 gange på Det Kgl. Teater. Musikken blev udsendt på lp i marts 1972 og såvel lp som balletten blev en succes uden hjemligt sidestykke”. 

Gruppen markerede kraftigt sit politiske ståsted på den yderste venstrefløj, hvilket på et afgørende tidspunkt havde indflydelse på den vej, som gruppens karriere fulgte. Den havde spillet på den amerikanske Newport Jazz Festival i 1969, og den internationale fremtid tegnede lys for gruppen. Men deres pladeselskab foreslog derpå, at The Savage Rose spillede en koncert for de amerikanske tropper, der var involverede i krigen i Vietnam. Gruppen var imidlertid inderligt imod krigen, og de valgte at bryde med, hvad de foragteligt betegnede som ‘den kommercielle pladeindustri’.

Hvordan var Savage Rose’ live-optræden?

Efter bruddet med den internationale pladebranche fortsatte gruppen sin højst egensindige løbebane uden for det skarpeste rampelys. Gruppen fulgte i stedet en karriere i Danmark, baseret på idealer, som gruppen fandt i de politiske retninger socialismen og kommunismen. De var således medstiftere af det stærkt venstreorienterede parti ‘Dansk Kommunistisk Parti/Marxister-Leninister’. Gruppens glødende politiske engagement sendte den rundt i verden, hvor den i hele deres karriere har spillet et væld af støttekoncerter for undertrykte befolkningsgrupper - både i Danmark og i hele verden. Således rejste gruppen i 1980 til det krigshærgede Libanon, hvor de spillede koncerter i flygtningelejre og på partisanbaser. I 1987 spillede gruppen en række koncerter i Albanien under navnet ‘Sovazh Rose’. I 2001 optrådte gruppen på hjemlige breddegrader, da de spillede en støttekoncert for to aktivister, der havde oversprøjtet statsministeren og udenrigsministeren med maling som protest mod den verserende krig i Irak. En protest, som The Savage Rose altså var enig i og højlydt gav udtryk for.

 

Betydningen af den amerikanske rock for eftertiden

Hvem er de unge, døde rockikoner fra perioden?

Det er kendetegnende, at flere af de toneangivende personer i tidens musikalske landskab levede et meget hårdt liv og døde i en tidlig alder. Ud over deres musikalske talent, der var uomtvisteligt, betød deres unaturligt tidlige død, at de i eftertiden er blevet gjort til nærmest mytologiske figurer - til rock-ikoner. Det var:

  • Jimi Hendrix (1942-1970): Blev kvalt i sit eget opkast efter at have taget en stor håndfuld sovepiller.
  • Janis Joplin (1943-1970): Døde af en overdosis af heroin.
  • Jim Morrison (1943-1971): Blev fundet død i et badekar. Årsagen var sandsynligvis et hjerteslag.
  • Brian Jones/The Rolling Stones (1942-1969): Druknede i sin egen swimmingpool.

Disse kunstnere er blevet indbegrebet af en af rockmusikkens mest sejlivede motto’er, der hedder ‘lev stærkt, dø ung’. “Vi drages af fortællingen om, at de døde på deres højeste, men endte med at betale den ultimative pris”, forklarer lektor på Institut for Informations- og Medievidenskab Henrik Bødker i artiklen “Dø ung - og bliv et ikon”, der blev bragt i gratisavisen metroXpress i 2007 (se kilder). “Inden for rockgenren eksisterer der myten om ‘lev stærkt, dø ung’, og holdningen er lidt, at jo ældre man bliver, desto mere bliver man en del af det etablerede og en del af branchen”.

Hvad er ’Club 27?

Det er bemærkelsesværdigt, at det var præcis i samme alder - nemlig 27 år - at ovennævnte fire rockstjerner døde. Det har siden hen betydet, at rockfans over hele Kloden er begyndt at tale om en ‘Club 27’. I den nyere rockhistorie har denne ‘klub’ yderligere fået et prominent navn tilføjet på medlemslisten. Det drejer sig om den amerikanske sanger, sangskriver og guitarist Kurt Cobain, der - sandsynligvis - begik selvmord med et haglgevær. Cobains død sendte chokbølger gennem mange vestlige lande. Allerede i levende live havde han fået en uhyre central placering på kulturens verdenskort. Efter sin død voksede hans betydning flere gange. Livsstilseksperten Henrik Byager udtaler i artiklen “Dø ung - og bliv et ikon”, der blev bragt i avisen MetroXpress i 2007 (se kilder) konkluderende om hans betydning: “Kurt Cobain er nok den som er blevet den største legende i nyere tid. Han blev efter sin død et ikon for en hel generation”.

Hvor er rocken i dag?

Arven fra periodens rockstjerner kan høres over alt i dagens rockmusik. Forskellige nye bands trækker - mere eller mindre åbenlyst - på arven fra den vifte af bands, der var toneangivende i slutningen af 1960’erne. Således er det eksempelvis vanskeligt at pege på et af dagens rock- eller bluesband, der ikke på et eller andet tidspunkt har været inspireret af The Rolling Stones. Ligesom det er de færreste moderne rockguitarister, der ikke på et eller andet tidspunkt har prøvet kræfter med Jimi Hendrix’ “Foxy Lady” eller “Hey Joe”. I et interview med det amerikanske musikmagasin Rolling Stone peger en af dagens rockstjerner, Marilyn Manson, på, at The Doors i særklasse besad rockens fundamentale element af oprør og vildskab: “[…] Morrison outshined everyone else when it came to rebellion and not playing by anybodys rules”. 

Alle musikere i dag vil uundgåeligt læne sig op ad en række af fortidens mastodonter, både musikalsk og historisk. Førnævnte Kurt Cobain efterlod sig et brev, før han angiveligt skød sig selv. I dette brev citerede han et par linjer fra en sang af den canadiske musiker Neil Young, der ligeledes har fået ikonstatus i rockens historie. De dobbeltbundede linjer lyder “It’s better to burn out/than to fade away”. Disse ord har - også før de blev brugt af Cobain - fået særstatus i rocken som et motto for den unge, vilde rockmusik. Mere end til enkelte kunstnere og deres numre er rockmusikken dog uløseligt bundet til en særlig attitude, et særligt sæt af normer og ungdommelig - ind i mellem selvdestruktiv - vildskab. Denne attitude lever videre, trods enkelte kunstneres dødsfald.

Musikjournalisten Per Reinholdt Nielsen skriver konkluderende i bogen “Rebel og Remix” (se kilder): “Energinedslaget er rockens byggesten og kommer oftest fra helt unge, selvlærte musikere uden for kunstens elite og de store underholdningskoncerners kreds. Netop dette udgangspunkt er måske en af de mest væsentlige årsager til, at rocken […] stadig er [et] så væsentligt kulturelt indslag og bliver ved med at forny sig og fascinere generation efter generation”.

 

Kilder

Danske sites om periodens amerikanske rockmusik

Denne danske hjemmeside retter fokus mod 1960’erne som en uhørt vital politisk og kulturel periode. Her findes eksempelvis artikler om hippiebevægelsen og om Woodstock festivalen og artikler om en lang række af tidens centrale danske og internationale stjerner.
Danmarks førende musikalske tidsskrift. Her bringes nyheder, baggrundsartikler. Desuden findes der her det såkaldte GAFFApedia, hvor sidens brugere er med til at opbygge et opslagsværk om aktuelle og historiske bands.
Dette er Roskilde Festivals officielle hjemmeside. Festivalens profil er domineret af den rytmiske musik. Hvert år bringer hjemmesiden eksempelvis fyldige omtaler af de mange optrædende bands.
Omfattende, leksikalsk database, der indeholder mange opslag om rockens store kunstnere og grupper. Her findes blandt andet fyldige opslag om alle grupperne i rockmusikkens kongerække. Dette opslagsværk findes i en lang række udgaver, hvoraf den engelsksprogede er det mest omfattende.

Udenlandske sites om periodens amerikanske rockmusik

Meget omfattende database med et væld af informationer om bands i mange forskellige genrer. Her findes eksempelvis biografiske og diskografiske oplysninger om en lang række af artiklens grupper og solokunstnere.

Avisartikler

Romby, Morten:
Dø ung - og bliv et ikon. MetroXpress, 2007-05-25.
Fyens Stiftstidende:
Rullestenene bliver ved med at score kassen. Fyns Stiftstidende, 2006-07-25.

Dansk faglitteratur

Sneum, Jan [red.]:
Det Store Rockleksikon. Politikens Forlag, 2005.
Lynggaard, Klaus og Queitsch, Henrik:
Loaded - om Velvet Underground. Informations Forlag, 2004.
Reinholdt Nielsen, Per:
Rebel og Remix. Systime, 2003.
Bille, Torben [red.]:
Dansk Rockleksikon. Politikens Forlag, 2002.
Green Jensen, Bo:
På sporet efter den hvide lyd. Borgens Forlag, 1983.

Udenlandsk faglitteratur

Dimery, Robert [ed.]:
1001 Albums You Must Hear Before You Die. Cassell Illustrated, 2005.
George-Warren, Holly and Romanowski, Patricia [ed.]:
The Rolling Stone Encyclopedia of Rock & Roll. Fireside, 2001.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Amerikansk rockmusik 1960'erne'