Hvornår fødes den amerikanske rock?
Den amerikanske rocks betydning er enorm, og derfor har det været - og er stadig - en kilde til heftig diskussion, hvornår mere præcist musikgenren opstod i USA. Det toneangivende musikmagasin Rolling Stone fastsætter det nøjagtige tidspunkt til begyndelsen af juli 1954. Det er nemlig øjeblikket, hvor en hvid, nittenårig lastbilchauffør ved navn Elvis Presley indspiller nummeret “That’s Allright Mama”. Bladet fortæller, at han herved gav startskuddet til en helt ny og livskraftig kulturstrømning. Rocken er blevet et særligt udtryk, en bestemt attitude og tøjstil og meget andet, og den er stadig i vækst og udvikling, understreges det her.
I rocken stødte sorte musiktraditioner sammen med hvide. De sorte rhythm’n’blues-stemmer og rytmer fra de amerikanske storbyer blandedes med den hvide tradition for country and western. Det gav rocken et herligt fjedrende swing og en fantastisk fremdrift i rytmen. En cocktail, der buldrede livligt i ørene på tidens teenagere og virkede stærkt provokerende på det etablerede samfunds bedsteborgere. I rockens tidlige år, i anden halvdel af 1950’erne, var den præget af en rivende musikalsk udvikling og et farverigt persongalleri. Ud over den hvide Presley omfattede denne bølge den sorte musiker Chuck Berry og det skrålende rock’n’roll-vilddyr Little Richard.
Hvad skete der på Newport Folk Festivalen i 1965?
Den 25. juli 1965 optrådte Bob Dylan på årets Newport Folk Festival, og omstændighederne omkring koncerten er mejslet ind i rockhistorien. Iklædt solbriller, elguitaren om halsen og den - efter datidens målestok - buldrende backing fra det elektrisk forstærkede orkester spillede Dylan en koncert, der påkaldte sig publikums vrede. De havde forventet en aften med afdæmpet folkemusik og blev i stedet mødt af en mur af voldsom, elektrificeret rocklyd. Arrangøren af koncerten har siden hen fortalt, at han flere gange var på nippet til at springe på scenen og klippe ledningerne til instrumenterne. Men han holdt sig i skindet, og Dylan spillede koncerten til ende. Koncerten chokerede de fremmødte fans af folkemusikken, og den skabte et jordskred i rockmusikken. Dylan bragte rocklyrikken hen et sted, hvor den ikke havde været før. Hvor rockens tekster tidligere var domineret af primitiv lyrik, lydord og regulær nonsens transformerede han musikkens tekster til poesi.
Hvad betød Bob Dylan for rockmusikken i 1960’erne?
“Skal man finde én samlende figur for 1960’erne, så er sangeren og sangskriveren Bob Dylan den, der trænger sig mest på”, fortæller musikjournalisten Per Reinholdt Nielsen i bogen “Rebel & Remix” (se kilder). Hans tidlige plader er fulde af relativt traditionelt spillede, akustiske folkesange med et tydeligt politisk indhold - de såkaldte protestsange, der var meget populære i tiden. I 1965 krydsede den gådefulde og egensindige Bob Dylan altså denne type sange med rockens elektricitet og vildskab, og resultatet virkede som et trylleslag. I tiden efter fortsatte Dylan den grænseoverskridende udvikling, og det betød, at hans karriere tog et kvantespring i forhold til tidens øvrige musikere. “Rebel & Remix” (se kilder) fortæller konkluderende om Dylans enorme betydning for sam- og eftertidens musikere: “1960’ernes vigtigste rockmusik blev i høj grad til i mødet mellem den rå, sorte rock’n’roll og en alternativ livsstil og en politisk holdning, der kom fra den hvide middelklasse af studerende, beatniks og bohemer. Netop fordi Bob Dylan ikke er en entydig figur, men snarere en gåde af et menneske og en musiker, var han i stand til at opsummere stiltræk og tendenser fra mange amerikanske musiktraditioner, og for en tid spænde over denne nye centrale problemstilling i rocken mellem rytme og refleksion”.
Hvordan udviklede rockmusikken sig op gennem 1960’erne?
Det var kendetegnende for denne generation af musikere - og for mange af de kunstnere, der fulgte efter - at de relativt sjældent optrådte med deres egne sange. De blev ofte forsynet med sange fra professionelle sangskrivere, deres lyd blev formet af pladeselskaber, og deres karrierer var i høj grad kontrolleret af pengestærke mænd bag scenerne.
I anden halvdel af 1960’erne begyndte en ny type rockkunstner imidlertid at træde i karakter. Det var selvbevidste musikere og kunstnere, der skrev deres eget materiale og tiltog sig større og større kontrol med deres egen karriere. Blandt disse kunstnere, der vidste, hvad de ville, og hvordan de ville opnå det, var grupperne The Beatles og The Rolling Stones og ikke mindst Bob Dylan.
Hvad var ‘The Summer of Love’ i 1967?
‘The Summer of Love’ er en betegnelse for en række begivenheder i 1967, der fik stor kulturel betydning for perioden. Unge mennesker begyndte - mere eller mindre - spontant at samles i gader og parker, hvorved de trodsede myndighedernes påbud. Dominerende blandt de unge var tanker om modstand mod det etablerede samfund, psykedelisk musik, fri kærlighed og fri brug af euforiserende stoffer samt skarp afstand til USA’s krig i det asiatiske land Vietnam. Mange af dem, der dyrkede disse idealer, blev kaldt hippier eller blomsterbørn. Udspringet for disse tanker var især ungdomsmiljøet i den vestamerikanske by San Francisco, men effekterne kunne spores i hele den vestlige verden. De unge ville ikke længere bare lytte til den ældre generation og gøre, som den sagde. En voldsom modkultur - ungdomsoprøret - var født.
'The summer of love'. Janis Joplin med bandet Big Brother and the Holding Company.
Hvad var Woodstock-festivalen i 1969?
Musikfestivalen i Woodstock løb af stablen over fire dage i august 1969, og her mødtes ifølge “Rebel og Remix” (se kilder) op mod 400.000 mennesker på bonden Max Yasgurs jord i den amerikanske stat New York. På programmet var kærlighed, stoffer og masser af tidens bedste musik. Den var på mange måder kulminationen på den hippiebevægelse, der havde domineret tiden op til festivalen. Woodstock-festivalen er siden hen kommet til at virke som en form for prisme, der samlede periodens vigtigste kulturstrømninger, modeformer og kunstnere. I løbet af de fire dage, festivalen varede, blev den hjemsøgt af et meget regnfuldt tordenvejr. Resultatet blev scener, der får de fleste af vore dages musikfestivaler til at minde om søndagsudflugter.
Mange af tidens vigtigste stjerner optrådte på festivalen, og de fleste af de bands, der ikke spillede til festivalen, har siden hen fortrudt. Janis Joplin, Jimi Hendrix og The Who spillede alle uforglemmelige koncerter ved festivalen. The Doors skulle have spillet, men aflyste i sidste øjeblik. Grundene hertil kan have været flere: dels var det velkendt, at forsangeren Jim Morrison ikke brød sig om at optræde ved store udendørskoncerter, dels nævner flere kilder, at han skulle have været bange for, at der var én blandt publikum, der ville forsøge at snigmyrde ham. Bob Dylan måtte aflyse, da hans søn blev alvorligt syg. Led Zeppelin skulle have spillet, men gruppen aflyste, da den blev tilbudt at spille en anden koncert, der ville give bandet flere penge.
Festivalen i Woodstock blev - gennem de kunstnere, der spillede, og de kunstnere, der ikke gjorde - et billede på periodens meget forskellige udtryksformer. På festivalens scener stod således flere af hippietidens og den psykedeliske rocks bannerførere - eksempelvis The Who, Janis Joplin og Jimi Hendrix. Det var symbolsk, at grupper som The Rolling Stones, Led Zeppelin, The Doors og The Velvet Underground ikke var til stede på festivalen. På forskellig vis dyrkede de sidstnævnte grupper et image, der var væsentlig mere råt, barskt og udfordrende end hippiernes mantra om ‘peace, love and understanding’. Eksempelvis var hippiebevægelsens foretrukne stimulanser de - relativt bløde - narkotiske stoffer hash, meskalin og LSD, mens de andre rocknavne foretrak væsentligt hårdere stoffer som speed og heroin.
Woodstock-festivalen er blevet skildret i en berømt dokumentarfilm instrueret af den amerikanske mesterinstruktør Martin Scorsese.