Betydningen for sam- og eftertiden

Hvad var de umiddelbare virkninger af Renæssancen i Europa?

I bogen “Arven fra Middelalderen” (se kilder) opregnes tre virkninger af Renæssancen og Reformationen, der kunne spores i hele Europa. Disse to strømninger var med til at forstærke de individuelle tendenser, der siden er blevet et kendetegn for den vesterlandske kultur. Disse virkninger er:

· Standssamfundets cementering.

· Styrkelse af samfundsmæssige institutioner (herunder familien).

· Fortsatte uoverensstemmelser mellem katolikker og protestanter.

I løbet af 1500-tallet bredte renæssancepåvirkningen sig ud over Europa. “Den Danske Encyklopædi” (se kilder) fortæller, at renæssancen opfyldte fyrsternes, adelsaristokratiets og handelsborgerskabets ønske om en ny, ikkekirkelig og repræsentativ livsstil. Det kom til udtryk i slots- og borgbyggeriet og i en prioritering af de boligmæssige krav frem for de forsvarsmæssige aspekter. Kunstnerisk medførte denne udvikling en opprioritering af kunstarter som allegorien og portrættet. Med allegorien søger kunstneren at formidle er abstrakt begreb – eksempelvis tålmodighed, misundelse eller sandhed – gennem en fortælling, et digt eller et billede. Således bliver personer og begivenheder i allegorien symboler på noget andet. Opblomstringen af portrætmaleriet var et tydeligt tegn på Renæssancekunstnernes stigende interesse for mennesket som et unikt individ. I mødet med lokale senmiddelalderlige traditioner forblev Renæssancen dog et fremmedelement i mange lande.

Hvilken langsigtet betydning havde Renæssancens naturvidenskabelige opdagelser?

De mange videnskabelige nybrud i Renæssancen gik – modsat Antikkens videnskabelige opdagelser – ikke i glemmebogen, men blev fuldstændigt vitale for de følgende århundreders forståelse af verden. En række afgørende astronomiske observationer førte til dannelsen af et nyt verdensbillede, hvor Kirken spillede en mere tilbagetrukken rolle, og hvor mennesket som individ – i forlængelse af den humanistiske filosofi – kom i centrum. Renæssancens naturvidenskabelige nybrud har været med til at forme alle efterfølgende perioder i Europa.

Her kan man eksempelvis pege på astronomen Tycho Brahes betydning. Hans observationer tjente som det afgørende grundlag for senere generationer af astronomers opdagelser. Således kunne den tyske astronom Johannes Kepler (1571-1660), der overtog Brahes observationsjournaler, opstille sine grænseoverskridende teorier om planeternes baner på baggrund af den danske astronoms meget nøjagtige opmålinger. Disse teorier tjente senere som grundlag for den engelske videnskabsmand sir Isaac Newtons (1642-1727) berømte teori om tyngdeloven. På den måde indgik den nye viden, som Brahe havde fremskaffet i en form for internationalt samarbejde om at opnå større indsigt i verdensrummets love.

Hvilken langsigtet betydning havde Renæssancens ideologiske nybrud?

Perioden har i ideologisk forstand betydet varige ændringer i vores verdensbillede. Med den humanistiske filosofi, der var central for periodens tænkning, blev det enkelte menneskes værdi som en unik skabning slået fast. Denne opfattelse kom til at præge alle efterfølgende perioder i Europas historie. Dette er eksempelvis tilfældet i Oplysningstiden. Her var Den Franske Revolution i 1789 – og i særdeleshed de revolutionære kræfters kamp for menneskets umistelige rettigheder – stærkt inspireret af Renæssancens tankegods. Tankerne om det enkelte menneskes umistelige rettigheder var ligeledes det afgørende grundlag, da verdensorganisationen De Forenede Nationer efter Anden Verdenskrigs rædsler vedtog “FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder” (se kilder), nedskrevet i 30 artikler. Her beskrives de rettigheder, som det enkelte menneske fødes med, og som på intet tidspunkt kan tages fra det igen.

Hvilke forskellige synspunkter har der været på Renæssancen?

Periodens værdi er blevet revurderet mange gange. Mange historikere og kunsthistorikere har i tidens løb badet Renæssancen i et romantiserende lys. Allerede i selve Renæssancen gav mennesker udtryk for, at de var klar over at de levede i en ganske særlig – oplyst – periode. Altså helt forskellig fra den foregående Middelalder, der blev betegnet som en mørk tid. Fra midten af 1700-tallet begyndte industrialiseringen så småt i England. Industrialiseringen betød skabelsen af en ny mennesketype, der, ifølge bogen “Renæssance – da mennesket kom i centrum” (se kilder), havde mange af de samme karaktertræk som Renæssancens menneske. Det industrielle samfund var præget af individualitet, demokrati og liberalisme, og her passede den aktive og handlekraftige mennesketype fint ind. Med mellemrum har det positive billede af Renæssancen været udsat for heftig kritik. Periodens mennesker er blevet kaldt egoistiske, og de er blevet kritiseret for ikke at have et fast holdepunkt i tilværelsen. Mens historikere således løbende har diskuteret værdien af Renæssancen, så har kunsthistorikerne været mere entydigt positive i vurderingen af perioden. Kunsthistorikerne er enige om, at der i Renæssancen blev skabt verdenskunst inden for arkitektur, skulptur og billedkunst. Denne verdenskunst har siden, ifølge bogen “Renæssance – da mennesket kom i centrum” (se kilder), inspireret arkitekter, billedhuggere og malere.