poker spillere
Der spilles poker på Rio Hotel og Casino i Las Vegas i 2018.
Foto: Redux / Scanpix

Poker

bibliotekar Martin Schmidt-Nielsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2008
Emneord
Top image group
poker spillere
Der spilles poker på Rio Hotel og Casino i Las Vegas i 2018.
Foto: Redux / Scanpix
Main image
24-årige Camilla supplerer SU'en med online porkerspil. Poker er rykket ind fra de skumle baglokaler og ud på nettet. Det skønnes at mellem 20.000 og 50.000 danskere i dag spiller online på nettet.
24-årige Camilla supplerer SU'en med online porkerspil. Poker er rykket ind fra de skumle baglokaler og ud på nettet. Det skønnes at mellem 20.000 og 50.000 danskere i dag spiller online på nettet.
Foto: Kristian Juul Pedersen / Scanpix

Indledning

“It takes a minute to learn and a lifetime to master.” Sådan lyder kommentator Mike Sextons faste prolog til tv-transmissionerne fra World Poker Tour. Siden 2003, hvor en helt almindelig amerikansk arbejdsmand med det sigende efternavn Moneymaker vandt verdensmesterskabet i poker, er spillets popularitet vokset eksplosivt. I dag er poker blevet en kæmpe industri på tv og på internettet, hvor milliarder af kroner skifter hænder hvert år. Præcis hvor mange penge, der er i spil, vides ikke, og heller ikke hvor mange der spiller poker. Eksperter har dog gættet på, at der er op mod 100 millioner aktive spillere på verdensplan.

Danmark har ligesom resten af verden taget fænomenet til sig. Hundredtusinder af danskere tager regelmæssigt et slag poker på internettet, i klubben eller hjemme i stuen til en hyggeaften. Der findes dog også spillere, som lever af at spille poker, og som dagligt vinder eller taber flere penge, end man kan forestille sig.

Artikel type
faktalink

Introduktion til Poker

Print-venlig version af dette kapitel - Introduktion til Poker

Hvad er poker?

Poker er et kortspil, som findes i mange varianter. Den absolut mest populære variant hedder No Limit Texas Hold’em, og det er den, vi ser i tv. Blandt de andre varianter kan nævnes Omaha, Razz, Seven Card Stud og Five Card Draw. Selvom de forskellige varianter spilles endda meget forskelligt, gælder det altid om til sidst at have den bedste hånd efter de pågældende regler og dermed vinde puljen. 

Fælles for de forskellige pokervarianter er, at der altid er en tvungen indsats, der gør det interessant for spillerne at satse for at vinde puljen. Indsatsen kan variere, da man kan spille poker om tændstikker eller om tusinder af dollars, men det vigtige er, at der er noget at spille om. Hvis der ikke er det, fungerer spillet simpelthen ikke. 

Dette FaktaLink vil fokusere på den mest gængse variant af poker - nemlig No Limit Texas Hold’Em.

Hvornår opstod poker?

Det er umuligt at fastslå, hvorfra poker stammer. Siden kineserne i det 13. århundrede opfandt kortspillet, har der været spil, der bærer fællestræk med poker, og selvom spillene kan ligne hinanden, er de ikke nødvendigvis i familie. 

Det mest sandsynlige er, at poker stammer fra det franske spil poque, som igen er udsprunget af det tyske spil pochen. Poque var et populært spil blandt aristokraterne omkring den franske revolution i 1789, og det forekommer plausibelt, at franskmændene tog det med sig til USA, hvor Frankrig havde besiddelser. Poque blev til poker på amerikansk, og selvom spillene er nært beslægtede, lader det til, at også det franske spil bouillotte har øvet indflydelse på pokerspillets udvikling, da man også her finder fællestræk. 

Pokerspillets historie starter på amerikansk jord. Man ved fra skriftlige kilder, at der blev spillet poker i byen New Orleans i staten Louisiana, USA, i starten af 1800-tallet. Byen var en del af et fransk territorium, som i 1803 blev solgt til USA. New Orleans var en smeltedigel af kulturer, og mange mennesker rejste gennem byen, ikke mindst med hjuldamperne, der sejlede på Mississippi-floden og lagde til i byen. Derfra spredtes poker gennem årene til det meste af USA, og det blev et udbredt spil i saloons og spillebuler landet over. Og selvfølgelig i skumle baglokaler i den kriminelle underverden.

Oprindeligt blev poker spillet med kun tyve kort og fire spillere. For at tillade flere spillere at være med gik man mellem 1830 og 1845 over til at bruge 52 kort, som vi kender det i dag. Efterhånden udviklede man flere og flere varianter af spillet, og nogle af dem har overlevet til i dag om end ikke nødvendigvis i samme form som for hundrede år siden.

Det var først med lanceringen af verdensmesterskaberne i 1970, at poker fik sit store, folkelige gennembrud og fik fodfæste i kasinoerne. Indtil da var spillet måske nok interessant, men det var forbundet med et dårligt omdømme som en beskæftigelse for gamblere, snydere og lovløse. Dette skyldtes ikke mindst, at poker som oftest spilledes af disse typer i amerikanske film.

Ovenstående oplysninger er hovedsageligt hentet fra historikeren David Parletts artikel på hjemmesiden Card Games (se kilder) og fra pokertidsskriftet Card Players hjemmeside (se kilder), som indeholder omfattende information om pokerens historie skrevet af forfatteren James McManus. 

Hvad er de vigtigste ord og begreber i poker?

Der findes utrolig mange udtryk i poker, og dertil kommer, at der er udviklet en masse slang, som lige så flittigt bruges som de officielle ord. Internettet bugner af pokersider, der opremser diverse udtryk, men det er svært at lave en fuldstændig liste. Nedenstående er et bud på de mest brugte ord, som er nødvendige at kende for at kunne spille poker:
  • Dealer: Kortgiveren, som markeres med en knap.
  • Small blind: Den lille tvungne indsats, som er halvt så stor som den store tvungne indsats.
  • Big blind: Den store tvungne indsats.
  • Pot: Puljen
  • Odds: Chancen for at ramme det eller de kort, man behøver for at forbedre sin hånd.
  • Pot odds: Beregningen af hvorvidt det kan betale sig at smide penge i puljen, baseret på chancerne for at ramme det eller de kort, man behøver for at forbedre sin hånd.
  • Stack: De penge eller pokerchips man har ved bordet. Chips kan ordnes i stakke, deraf navnet.
  • Bet: At byde.
  • Raise: At forhøje en modstanders bet.
  • Re-raise: At forhøje modstanderens raise.
  • All in: Når man satser alle sine penge på én gang.
  • Bluff: Når man byder med en svag hånd for at skræmme sine modstandere ud af puljen.
  • Muck: At smide sine kort uden at vise dem.
  • Haj: En rigtig dygtig spiller.
  • Fisk: En rigtig dårlig spiller.

Poker i praksis

Print-venlig version af dette kapitel - Poker i praksis

Hvordan spiller man No Limit Texas Hold’Em?

Spillet er nemt at lære, for reglerne er simple. Pokerspillet i dets nuværende form er amerikansk, og derfor bruges der mange engelske udtryk, som aldrig er oversat til dansk. Bemærk at Hold’Em adskiller sig fra det traditionelle 5 Card Draw-spil, vi kender fra gamle film, da man i Hold’Em ikke bytter kort. 

Texas Hold’em er spillets navn. No limit betyder, at man til hver en tid kan satse alle sine penge. Der findes også mulighed for at spille fixed limit, hvor man kun må byde et fast beløb, eller pot limit, hvor man må byde op til den sum, der i forvejen ligger i puljen. No limit giver imidlertid mere spænding, fordi spillerne ofte satser alle deres penge, hvilket helt sikkert er grunden til, at det er spillernes foretrukne variant. Der er 2-10 spillere ved bordet. Texas Hold’Em fungerer således:

  1. En spiller er dealer, hvilket betyder, at han giver kort. Den position kaldes “the button”, altså knappen, fordi man ofte markerer, hvem der er dealer, med en stor knap. Knappen roterer med uret efter hver hånd, så man skiftes til at give kort.
  2. De to spillere til venstre for dealeren lægger small (lille tvungen indsats) og big blind (stor tvungen indsats) i den rækkefølge. De er de eneste ved bordet, som har lagt penge i puljen, før der er givet kort.
  3. Hver spiller modtager to kort med billedsiden nedad. Disse udgør spillerens starthånd og er hemmelige for de andre spillere.
  4. Den første byderunde begynder med spilleren, der sidder til venstre for big blind og fortsætter med uret. En spiller kan møde den indsats, der er budt før ham (call), eller han kan byde mere (raise). Han har også muligheden for at smide sine kort og opgive puljen (muck). Til sidst har de tilbageværende spillere lagt lige meget i puljen, eller en spiller har vundet puljen, fordi de andre har smidt kortene.
  5. Når første byderunde er overstået, lægges der tre fælles kort på bordet med billedsiden opad. Alle kan se disse kort. Dette kaldes the flop.
  6. Den anden byderunde begynder med første spiller til venstre for knappen, som stadig er med i spillet. Der bydes på samme måde som sidst, og når byderunden er overstået, lægges der et fjerde fælles kort. Dette kort kaldes the turn card.
  7. Den tredje byderunde fungerer som sidst med den første tilbageværende spiller til venstre for knappen som den første til at handle. Derefter lægges det femte og sidste fælles kort, som kaldes the river card.
  8. Den fjerde og sidste byderunde foregår på samme måde som de foregående. Hvis alle på nær én spiller har smidt kortene, vinder denne spiller puljen. Hvis to eller flere spillere er tilbage, er det tid til at vise kortene, også kaldet showdown. Alle spillere viser deres kort, og den stærkeste hånd vinder.
Man skaber sin hånd ved at kombinere de to kort fra starthånden med de fælles kort for at lave den bedste pokerhånd med fem kort. Det er tilladt at bruge begge kort fra starthånden og tre fælles kort, ét kort fra starthånden og fire fælles kort eller simpelthen de fem fælles kort uden kort fra starthånden. Målet er at lave den stærkeste hånd af de kort, man har til rådighed.

Hvad er den stærkeste hånd?

En pokerhånd, royal straight flush, es, konge, dame, knægt, tier i samme farve. Foto: Thomas Borberg/Polfoto
En pokerhånd, royal straight flush:
es, konge, dame, knægt, tier i samme farve.
Foto: Thomas Borberg/Polfoto
Pokerhænderne vurderes i denne rækkefølge med straight flush som den stærkeste:Pokerhænderne vurderes i denne rækkefølge med straight flush som den stærkeste:
  • Straight flush (en straight, hvor alle kort er i samme kulør)
  • Fire ens
  • Fuldt hus (tre ens og to ens)
  • Flush (alle kort i samme kulør)
  • Straight (kortene kommer i rækkefølge)
  • Tre ens
  • To par
  • Et par
  • Højt kort (hvor man ikke har et par eller bedre)
Hvis to spillere har den samme hånd, eksempelvis et par, sammenligner man parrene, og vinderen er den, der har det højeste par. Et par i esser vinder således over et par i konger. Hvis begge spillere har to konger, sammenligner man spillerens højeste kort, som ikke er en del af parret. Hvis den ene har et es og den anden en dame, vinder esset. Skulle flere spillere have præcis den samme hånd, deler de puljen.

Hvordan spilles turneringspoker?

Poker kan spilles som en turnering, hvor alle spillere betaler et indskud for at være med, og alle indskuddene går i en præmiepulje, der udbetales til de bedste spillere. Antallet af præmier varierer fra turnering til turnering alt efter antal deltagere, men som oftest er der penge til de bedste 10 procent. Præmierne bliver større i takt med, at der er færre spillere tilbage, og den største præmie tilfalder naturligvis vinderen. 

Det er meget forskelligt, hvor meget det koster at deltage i turneringer. De billigste turneringer på internettet er enten gratis eller koster omtrent en dollar, mens de dyreste koster flere tusind dollars.  

Live turneringer - turneringer, hvor spillerne møder op fysisk - findes også i alle prisklasser med den prestigefyldte H.O.R.S.E.-turnering til verdensmesterskaberne som den absolut dyreste til 50.000 dollars. Den har dog ikke så mange deltagere, da man i turneringen spiller hele fem forskellige slags poker på skift, og det er lutter verdensstjerner, der spiller med. 

Der er ingen grænse for, hvor mange spillere, der kan deltage i en turnering. Som eksempel kan nævnes hovedturneringen ved verdensmesterskaberne i Las Vegas i 2006, hvor 8.774 spillere dystede om en førstepræmie på tolv millioner dollars. På internettet kan der nemt være mange flere deltagere, da man ikke begrænses af at skulle skaffe fysisk plads til de mange spillere.  

Spillerne fordeles på spilleborde, hvor der sidder op til ti spillere. Det mest populære antal er ni mand per bord, og selvom den nedre grænse varierer, sidder der sjældent under seks per bord, så længe der er spillere nok tilbage i turneringen. Når et antal spillere er slået ud, ser man på, hvilke borde, der mangler spillere, og slår dem sammen, så der igen sidder ni ved hvert bord. 

I turneringer stiger den tvungne indsats med faste intervaller, så turneringen ikke trækker ud i det uendelige. Det betyder, at spillerne bliver nødt til at handle og spille med i stedet for blot at sidde og vente på at få en god starthånd. Ellers vil deres chips forsvinde til den tvungne indsats, og de taber.

Hver spiller i turneringen starter med det samme antal chips, så man er sikker på, at alle starter på lige fod. En chip er en lille, ofte rund markør, som har en værdi. Det vil sige, at hvis en spiller starter med 10.000 i chips, har han måske følgende:

  • 2 chips á 1.000
  • 6 chips á 500
  • 10 chips á 200
  • 20 chips á 100
  • 20 chips á 50
Når en spiller har tabt alle sine chips, er han slået ud af turneringen, og den, som til sidst sidder med alle chipsene, har vundet. Når en spiller har tabt alle sine chips, er han slået ud af turneringen, og den, som til sidst sidder med alle chipsene, har vundet.

Hvordan spilles poker om penge?

Poker om penge kaldes cash game med et engelsk udtryk, og selvom man også spiller om penge i turneringspoker, er det i cash game, at pengene for alvor skifter hænder. Det er i øvrigt cash game, man tit ser i de skumle, tilrøgede saloons i cowboyfilm. 

Et cash game spilles på ét bord med 2-10 spillere, og det kan begynde, når der er to spillere ved bordet. I modsætning til turneringspoker starter spillerne ikke nødvendigvis på samme vilkår, for det er ikke sikkert, at de har medbragt lige mange penge. Den ene spiller kan eksempelvis have medbragt 1.000 kroner, mens den anden kun har 500 kroner. Der er som regel altid en øvre og en nedre grænse for, hvor mange penge man kan have med ved bordet, men hvis man taber sine penge, kan man spille med igen ved at hente flere penge.  

I cash games stiger den tvungne indsats ikke, men forbliver den samme spillet igennem. Der er nemlig intet behov for at blive færdig til en bestemt tid, og man kan tage sig god tid og spille spillet, som man har lyst. Det er muligt at spille på alle niveauer, så på internettet kan man finde cash games, hvor den tvungne indsats er omtrent 10 cents og helt op til 4.000 dollars. Det samme gælder live cash games, hvor spillerne selv aftaler, hvor meget de vil spille om. 

Som sagt er det i cash games, at man virkelig kan vinde eller tabe mange penge. I turneringer kan man ikke tabe mere, end man har betalt for at være med, men i cash games er der ofte flere penge i spil. Desuden kan man altid hente flere penge, hvis man løber tør, hvor man i turneringspoker simpelthen er ude af turneringen. Det gør, at cash game er en risikabel måde at spille på, hvis man ikke er god til spillet, og hvis man ikke formår at stoppe, når man taber.

Hvordan spiller man poker på nettet?

Det er nemt at komme i gang med at spille poker online, for alt, man behøver, er en internetforbindelse. Man klikker sig ind på en pokerside og opretter en profil. Her skal man angive sit navn, adresse osv., og derefter er man klar til at spille gratis spil. Hvis man har lyst til at spille om lidt større gevinster, kan man sætte penge ind med sit kreditkort. 

Pokersiderne tjener deres penge ved, at man betaler en lille smule, hver gang man spiller. Det er ikke noget, man rigtig mærker, så derfor kan hjemmesiderne godt forekomme at være gratis, men det er ikke tilfældet (medmindre man spiller gratisturneringer). Det foregår således, at når man vinder en pulje i et cash game, går en lillebitte del til pokersiden. Det er ofte så lidt, at man ikke bemærker det, men når man tænker på, at der spilles millioner af hænder i døgnet, så bliver det til rigtig mange penge.  

I turneringer er det lidt anderledes. Hvis en turnering eksempelvis koster 1 dollar at være med i, så vil der ofte være et lille tilmeldingsgebyr på 10 cent. Dollaren går i præmiepuljen, mens de 10 cent går til spiludbyderen. Der spilles rigtig mange turneringer i døgnet, så også her er der en gigantisk indtægt at hente for pokersiderne. Denne lille afgift kaldes rake.

Hvilke evner skal man have for at være god til poker?

Det er ikke nemt at blive god til poker, for der er meget, man skal kunne. Noget af det vigtigste er matematisk forståelse. Poker er et spil, hvor man skal kunne regne ud, hvad chancen er for at få det eller de kort, man behøver for at forbedre sin hånd, og om det kan betale sig at lægge penge i puljen. Alle dygtige pokerspillere kan derfor hurtigt regne ud, om det er bedst at smide sine kort eller betale og fortsat være med. 

For at kunne foretage en sådan beregning skal man ofte have en fornemmelse af, hvilke kort modstanderen sidder med. Det kræver erfaring at kunne gætte kvalificeret på modstanderens kort, og dygtige spillere er rigtig gode til det. Det skyldes ikke mindst, at de hele tiden observerer modstanderne og noterer sig deres bydemønstre. Det vil sige, at de holder øje med, hvordan andre spillere agerer ved bordet, og når de har dannet sig et indtryk af personens måde at spille på, bruger de denne viden til at regne kortene ud.  

Spilforståelse er også utroligt vigtigt. Det er eksempelvis ikke ligegyldigt, hvor man sidder ved bordet, når det er ens tur til at handle. Hvis man sidder som den første, ved man ingenting om de andre spilleres kort, men hvis man sidder sidst, kan man se, hvad de andre har budt tidligere, og så kan man begynde at gætte på, hvad de har. De fleste pokerspillere regner det for en stor fordel at sidde sidst, og derfor tilpasser de deres spil efter, hvilken position de har ved bordet. 

I poker kan man altid blive bedre, så erfaring er naturligvis en meget vigtig del af poker. Jo mere, man har spillet, jo bedre bliver man til at håndtere de forskellige situationer, som opstår i spillet. Den erfarne spiller er sværere at ryste, og derfor vil han være bedre til at holde hovedet koldt, når han er presset. I poker er det utrolig vigtigt, at man ikke går på tilt, som det hedder. Når man er på tilt, satser man for meget, spiller dårligt og taber som regel. Mange uerfarne spillere går på tilt, når de taber en stor pulje. Her spiller erfaring en stor rolle.  

Der er flere spillestile i poker, men der er ingen tvivl om, at den mest effektive spillestil er den aggressive. Når man er aggressiv ved et pokerbord, byder man ofte, og på den måde kan man skræmme de andre spillere til at smide deres kort, selvom man ikke nødvendigvis selv har en stærk hånd. Langt de fleste professionelle pokerspillere er aggressive ved bordet. Det kræver stort mod, forståelse for spillet, matematisk sans og selvtillid at spille aggressivt, og derfor er det ikke alle forundt at spille på den måde.

I live poker kan spillerne se hinanden og navnlig hinandens ansigter. Derfor kræver det også, at man er god til at spille skuespil. Ser man nervøs ud, når man lige har satset en stor sum penge på et bluff, kan modstanderen måske regne ud, at man har en svag hånd. Omvendt må man heller ikke se for tilfreds ud, når man er sikker på at vinde, for så smider de andre deres kort. Det er en hel videnskab at studere spillernes adfærdsmønstre og kontrollere sin egen adfærd ved bordet, og derfor afholdes der kurser og skrives bøger for pokerspillere, der vil være bedre til at aflæse modstanderne.