Den politiske forbruger

Artikel type
faktalink
journalisterne Carsten Fenger og Malene Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. 2002
Main image
Kunstudstillingen På grænsen i Århus Kunstbygning. Den politiske forbruger er ofte fortabt i supermarkedet. Den amerikanske kunstner James Patten har udviklet en måler der ud fra stregkoder fortæller om det er en god eller dårlig vare.
Kunstudstillingen På grænsen i Århus Kunstbygning. Den politiske forbruger er ofte fortabt i supermarkedet. Den amerikanske kunstner James Patten har udviklet en måler der ud fra stregkoder fortæller om det er en god eller dårlig vare.
Foto: Kim Haugaard /Scanpix

Den politiske forbruger er fra midten af 1990'erne blevet en markant størrelse i mediebilledet og den offentlige debat. Og selvom den politiske forbrugers eneste våben er pengepungen, er hun/han i løbet af få år blevet en magtfaktor i samfundet. Politikerne appellerer til den politiske forbruger og prøver at tolke signalerne, erhvervslivet fremstiller 'politisk korrekte' varer og indfører 'etiske regnskaber' for at komme dem i møde, og miljøbevægelser og humanitære organisationer satser på hende/ham som en genvej til forandringer i verden. Senest har en række danske organisationer lanceret en Boykot Israel-kampagne i foråret 2002.

Den politiske forbruger

Indledning

Den politiske forbruger er fra midten af 1990'erne blevet en markant størrelse i mediebilledet og den offentlige debat. Og selvom den politiske forbrugers eneste våben er pengepungen, er hun/han i løbet af få år blevet en magtfaktor i samfundet. Politikerne appellerer til den politiske forbruger og prøver at tolke signalerne, erhvervslivet fremstiller 'politisk korrekte' varer og indfører 'etiske regnskaber' for at komme dem i møde, og miljøbevægelser og humanitære organisationer satser på hende/ham som en genvej til forandringer i verden. Senest har en række danske organisationer lanceret en Boykot Israel-kampagne i foråret 2002.

Hvad er en politisk forbruger?

En politisk forbruger er en person, der gennem bevidste tilvalg eller fravalg af dagligvarer og andre forbrugsgoder forsøger at opnå forbedringer eller modvirke forringelser i samfundet. Den politiske forbruger forholder sig ikke bare til sine egne ønsker og behov, men også til konsekvenserne af sit forbrug for andre mennesker og/eller miljøet. Mennesker, der køber skrabeæg på grund af hønsenes trivsel eller Max Havelaar-mærket kaffe for at sikre kaffebønderne en bedre pris, er altså politiske forbrugere. Det samme gælder mennesker, der går uden om israelske appelsiner, fordi de ikke bryder sig om Israels politik over for palæstinenserne.

Til gengæld er en person, der køber økologiske kyllinger af hensyn til sin egen sundhed, eller fordi de smager bedre, ikke

en politisk forbruger. Her er det kun hensynet til forbrugeren selv (eller familie og venner), der tæller, og ikke kyllingens forhistorie og konsekvenserne for samfund og miljø.

Det er altså ikke forbruget af en bestemt type varer, der gør en forbruger til en politisk forbruger, men en bestemt adfærd, der indbefatter en bevidst stillingtagen til samfundsforhold.

Hvornår blev den politiske forbruger defineret første gang?

Det første grundige forsøg på at definere den politiske forbruger findes i undersøgelsen "Den politiske forbrugers mulige konsekvenser for elsektoren" fra 1996 (se kildeliste) lavet af en arbejdsgruppe fra Instituttet for Fremtidsforskning og ELSAM i fællesskab. Heri hedder det: "Det politiske forbrug kan beskrives som en adfærd, hvor der i forbrugsvalget mellem producenter og produkter lægges vægt på bevidste holdninger eller værdier, der retter sig mod fællesskabet". Som man kan se, passer denne definition udmærket med den, der indleder ovenstående afsnit. Den første definition er dog lidt bredere.

I citatet fra el-undersøgelsen ser man bort fra, at man som forbruger kan vælge mellem forskellige forretninger - og ikke bare mellem produkter og producenter. Som politisk forbruger kan man jo for eksempel vælge at købe sine havregryn i Brugsen i stedet for Føtex eller omvendt, fordi den ene butikskæde har en anden personalepolitik i forhold til mennesker med indvandrerbaggrund end den anden. Desuden har mange forbrugere nok miljøet i tankerne, når de handler politisk, og det er vel noget andet end 'fællesskabet', som der henvises til i citatet.

Hvilke andre definitioner på den politiske forbruger anvendes i debatten?

Nogle debattører argumenterer for, at alle forbrugere i virkeligheden er politiske forbrugere, fordi ethvert indkøb indbefatter en stillingtagen, nu hvor valgmulighederne mellem varer med forskellige 'politiske kvaliteter' eksisterer. Og det gælder, uanset om forbrugeren vil være ved det. Argumentet er altså, at selvom forbrugeren indkøber varer helt bevidstløst eller ud fra ren egoisme, har han/hun foretaget et politisk valg. Han/hun kunne nemlig have valgt en anden vare. Man kan dermed ikke fralægge sig ansvaret som politisk forbruger.

Andre igen argumenterer for, at der ingen egentlige politiske forbrugere findes, idet ingen forbrugere er konsekvente i deres tilvalg og fravalg af varer: "Hvad er De mon, hvis De med den ene hånd snupper den dyre, men socialt bæredygtige Max Havelaar-kaffe, og med den anden griber en t-shirt til 30 kr., fremstillet af underbetalte børnearbejdere i Fjernøsten? Føler De dem som politisk forbruger eller apolitisk ditto?", skrev Jørgen Steen Nielsen i en ledende artikel i Information i december 2001 (se kildeliste).

De fleste forskere er dog enige om, at begrebet den politiske forbruger giver størst mening, hvis den første definition i dette FaktaLink bruges til at afgrænse det. Altså: En politisk forbruger er en person, der gennem bevidste tilvalg eller fravalg af dagligvarer og andre forbrugsgoder forsøger at opnå forbedringer eller modvirke forringelser i samfundet. Det er også i nogenlunde denne forstand, at de fleste debattører, politikere og virksomhedsledere bruger begrebet.

Hvilke holdninger har den politiske forbruger?

Som man kan se ovenfor, ligger der i begrebet om den politiske forbruger kun, at han/hun giver udtryk for nogle holdninger til samfundsudviklingen med sine indkøb, men intet om hvilke holdninger. I princippet kan det derfor være enhver holdning. For eksempel var det også politisk forbrug, da nazi-sympatisører boykottede jødiske forretninger i Tyskland i 1930'erne, hvis målet var at påvirke samfundet i en bestemt retning.

Selvom politisk forbrug i princippet således kan tage udgangspunkt i holdninger til samfundet af enhver slags, er det i praksis nogle ganske bestemte holdninger og bestemte politiske emneområder, der dominerer det politiske forbrug i dag: ønsket om bedre miljø og dyrevelfærd og større solidaritet med fattige og undertrykte folk.

I flere danske spørgeskemaundersøgelser, for eksempel Instituttet for Fremtidsforsknings og ELSAMs undersøgelse fra 1996, "Den politiske forbrugers mulige konsekvenser for elsektoren", (se kildeliste), hvor man har forsøgt at få overblik over det politiske forbrugs omfang, har man da også kun spurgt om, hvor tit personen har "valgt eller fravalgt produkter ud fra holdninger til miljø, dyreetik eller menneskerettigheder".

Hvor tit skal man handle politisk for at være politisk forbruger?

Ifølge den definition på politisk forbrug, vi har anvendt tidligere, er man kun politisk forbruger i det øjeblik, man udviser en bestemt adfærd

i en forretning. Det er jo selvsagt en forsvindende lille del af befolkningen, der på et bestemt tidspunkt en bestemt dag er i færd med at vælge en vare ud fra politiske hensyn - og dermed i det øjeblik foretager politisk forbrug. Hvis man gerne vil have et billede af, hvor stor en del af befolkningen, der går op i varernes etiske og politiske dimensioner, vil det tal være helt uanvendeligt.

Derfor har man sat nogle standarder for, hvor tit man skal udføre en adfærd, der lever op til definitionen for politisk forbrug, for at tilhøre 'gruppen af politiske forbrugere' i befolkningen. I den såkaldte Magtudredning om politisk forbrug (se kildeliste) var definitionen på en politisk forbruger en person, der i løbet af det seneste år mindst én gang har truffet et valg i en købssituation "for at opnå forbedringer eller modvirke forringelser i samfundet." Anvender man denne afgrænsning, bliver andelen af politiske forbrugere i Danmark omkring 50 % af befolkningen ifølge spørgeskemaundersøgelser.

Hvornår opstod den politiske forbruger som begreb?

Det er let at tidsfæste opkomsten af begrebet om den politiske forbruger. Begrebet blev skabt af Steen Svendsen fra Instituttet for Fremtidsforskning i 1994 og anvendt første gang på tryk i "Fremtidens miljø", Instituttet for Fremtidsforsknings medlemsrapport nr. 4, november 1994 (se kildeliste). Begrebet kom til offentlighedens kendskab og blev en del af det danske ordforråd i forår/sommer 1995 via en række artikler i Samvirke (se kildeliste), Politiken og Berlingske Tidende (se kildeliste).

Hvornår opstod den politiske forbruger som fænomen?

Opkomsten af fænomenet

politisk forbrug eller den politiske forbruger fortoner sig i den fjerne histories tåger. Historien er rig på forbrugerkampagner for og imod bestemte personer, firmaer og varer. En af verdenshistoriens mest omfattende boykotter fandt for eksempel sted i Kina i 1905. Da indgik Kina og USA en aftale, der skulle begrænse indvandringen af kinesere til USA, og det var kinesiske forbrugere så utilfredse med, at forbruget af amerikanske varer faldt med 50 %. Aftalen blev i øvrigt annulleret.

Formodentlig har politisk forbrug i lille målestok altid eksisteret - for eksempel som boykot af købmanden på hjørnet på grund af hans forkerte hudfarve eller politiske standpunkter. I en vis forstand kan man ligefrem sige, at politisk forbrug var den oprindelige form for forbrug. Før 16-1700-tallet var det reglen og ikke undtagelsen, at det at købe og sælge havde en moralsk eller politisk dimension, ja måske ligefrem en religiøs dimension. Her spillede hensynet til familien, lauget, omdømmet, den gode moral, livet efter døden osv. en afgørende rolle, både for valget af varer og for prisen. Det er kun i de seneste cirka 300 år, at det har været helt naturligt, at den rene egeninteresse råder på markedet.

Er den politiske forbruger bare et nyt ord for at gammelt fænomen?

Selvom fænomenerne 'politisk forbrug' og 'den politiske forbruger' er gamle, er de nye ord skabt for at beskrive en ny virkelighed eller en ny opfattelse af den. Bag nutidens begreb om den politiske forbruger ligger nogle nye forestillinger om, at forbrugeren kan udfylde en rolle, som den traditionelle politik - med politiske partier, valgmøder, stemmeafgivelse, lovgivning osv. - ikke længere kan, og at mange forbrugere i mange byer eller ligefrem på tværs af lande kan få indflydelse på landes eller multinationale firmaers politik. Ja, disse nye forestillinger om globalisering og forbrugets magt er måske selve baggrunden for, at det nye begreb blev opfundet.

Hvad er baggrunden for, at den politiske forbruger kom til verden?

Internationalt anerkendte sociologer som Anthony Giddens i England og Ulrich Beck (se kildeliste) i Tyskland peger sammen med Instituttet for Fremtidsforskning på en række faktorer, der har støttet fremvæksten af og det øgede fokus på det politiske forbrug i det seneste årti eller to:

  • De vestlige samfund har udviklet sig fra mangelsamfund til 'overflodssamfund'. Bekymringen for, om der bliver produceret varer nok, er afløst af bekymring for den måde, de bliver produceret på, og for produktionens langsigtede konsekvenser. Vi oplever at leve i et 'risiko-samfund', hvor de største trusler mod os ikke længere kommer fra en uregerlig natur, som vi derfor skal kæmpe for at beherske bedst muligt, men fra vores egen teknologi og produktion i form af trafikuheld, drivhuseffekt, atomudslip, luftforurening, grundvandsforgiftning osv.
  • De traditionelle politiske deltagelseskanaler - medlemsskab af politiske partier, læserbreve, valg, osv. - opleves som utilstrækkelige til at tackle problemerne i det moderne samfund. Ikke mindst i kraft af globaliseringen med kolossale multinationale virksomheder og transnationale miljøproblemer opleves de nationale parlamenter og regeringer som magtesløse.
  • Samfundet er blevet mere og mere individualiseret, og de traditionelle samfundsklasser - med arbejdere, kapitalister osv. - er blevet opløst. Vi hører ikke automatisk hjemme i et bestemt parti. Tværtimod opleves de politiske partiers politiske 'pakkeløsninger' som utilfredsstillende: Med en stemme på et bestemt parti siger man ja til et helt partiprogram, der indeholder en lang række forskellige standpunkter i helt forskellige sager, der for den enkelte ikke har nogen indbyrdes forbindelse.
  • Mange mennesker føler sig ude af kontakt med og magtesløse i forhold til det etablerede politiske system - kun 5 procent af alle danskere er i dag medlem af et politisk parti - og ønsker at finde mere direkte og hurtigere veje at udtrykke deres synspunkter ad.
  • Virksomhederne har fået øget indflydelse og er i nogle tilfælde økonomisk lige så magtfulde som mange stater. Med magt følger ansvar, og derfor afkræves virksomhederne begrundelser for deres handlinger.
  • De store ideologier som marxisme og liberalisme er 'døde', dvs. de spiller ingen rolle for de fleste mennesker længere. Det gør til gengæld tilværelsens 'små historier'. Varen opfattes ikke længere bare som et produkt, der kan forbruges, men som bærer af en væsentlig historie: Den er lavet på en bestemt måde, af bestemte mennesker osv.
  • Vi søger og bekræfter i stigende grad vores identitet via vores forbrug.

Hvor findes der politiske forbrugere?

Den form for politisk forbrug, som de fleste forbinder med begrebet - hvor det er miljø, dyrevelfærd og forhold for befolkningen i den tredje verden, der er på programmet - er hvad man kan kalde et 'overklassefænomen' både på nationalt og internationalt niveau. Det vil sige, at fænomenet næsten udelukkende er udbredt i rige vestlige lande. I Tyskland findes for eksempel mere end 700 fair trade-forretninger, det vil sige forretninger, der udelukkende indkøber varer i tredjeverdenslande på gunstige vilkår for producenterne. Tilsvarende står det politiske forbrug stærkt i lande som Holland, Belgien, Østrig, de andre skandinaviske lande og i Nordamerika, særligt Canada.

Der er imidlertid stor forskel på, hvor stor teoretisk interesse, der er for den politiske forbruger, og hvor stor tiltro man har til denne person, i de lande hvor der findes politisk forbrug i praksis. I Danmark er der i løbet af de seneste cirka fem år skabt en tradition for at omtale og betragte politisk forbrug som et vigtigt politisk fænomen og den politiske forbruger som en afgørende samfundsmæssig aktør - i en udstrækning, man for eksempel slet ikke kender fra Norge og Sverige. Desuden bruger man i andre lande andre betegnelser, der ikke er helt sammenfaldende med betydningen af begrebet 'den politiske forbruger': I England taler man for eksempel om 'consumption power' (forbrugs-magt), om 'the green consumer' (den grønne forbruger) og om 'the ethical consumer' (den etiske forbruger), mens 'den bevidste forbruger' spiller en rolle i andre lande.

Hvem er politiske forbrugere i Danmark?

I Instituttet for Fremtidsforsknings og ELSAMs fælles rapport fra 1996, "Den politiske forbrugers mulige konsekvenser for elsektoren" (se kildeliste) gives følgende generelle karakteristik af gruppen af politiske forbrugere:
  • Der findes mange i alderen 18-49 år.
  • Mange med en studentereksamen.
  • Mange med en højere uddannelse.
  • Mange der bor i fast parforhold og har børn.
  • Mange private og offentlige funktionærer.
  • Og der er lidt flere kvinder end mænd.

I rapporten "Max Havelaar-mærkede produkter - en undersøgelse af forbrugeren og storkunden" fra 1997 lavet af CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse), (se kildeliste), har man sat fokus på udelukkende danske kaffedrikkere for at få et billede af, hvorfor forbrugere vælger eller fravælger kaffe med Max Havelaar-mærket. Undersøgelsen giver imidlertid et godt billede af den politiske forbruger generelt: Han/hun er typisk storbymenneske, uddannelsessøgende eller en del af en husstand med en indkomst på over 500.000 kroner. Lang uddannelse karakteriserer den politiske forbruger, og han/hun ligger typisk til venstre i det politiske spektrum.

Den største undersøgelse af danskernes politiske forbrug, der udkom i december 2001 som en del af Magtudredningen (se kildeliste), tyder også på, at lidt flere kvinder end mænd er politiske forbrugere.  

Den politiske forbrugers muligheder

Hvad har den politiske forbruger udrettet i Danmark?

Ingen kan med sikkerhed sige, hvad den politiske forbruger har udrettet, for forbrugerpres indgår næsten altid i et indviklet spil med mange faktorer. Der er dog en række klare eksempler på, at den politiske forbruger direkte eller indirekte har haft indflydelse på en virksomheds produktions- og handelsmetoder - for eksempel at en boykot eller truslen om en boykot af bestemte varer har givet resultat. Følgende eksempler med stærkt dansk islæt kan nævnes:
  • 1995: Efter at Dyrenes Beskyttelse i tre år har ført en kampagne mod produktionen af buræg, vælger FDB at sætte en mærkat med teksten "buræg" på æggebakkerne, selv om det er imod EU-reglerne. Forbrugerne og politikerne 'belønner' initiativet: buræggenes andel af salget hos FDB falder fra 80 % til 40 %, og via dansk politisk initiativ bliver EU-reglerne lavet om. I dag findes der fem æggetyper på markedet, og de økologiske ægs markedsandel er 10 %.
  • 1996: Carlsberg dropper sine planlagte investeringer i Burma efter kritik fra presse, politikere og den nyopståede Burma Komité. Der er altså ikke tale om en boykot af Carlsberg, men snarere truslen om, at de politiske forbrugere ville vælge Carlsberg fra, hvis virksomheden førte sine planer ud i livet. Det hollandske bryggeri Heineken træffer kort efter samme beslutning efter pres fra hollandske medier, forbrugere og interesseorganisationer.
  • 1997: Føtex, Bilka og FDB holder op med bruge en PVC-film med særlig højt indhold af det giftige kemikalie DEHA til indpakning af fersk kød. Den nye PVC-film overfører dog stadig små mængder af giftstof til kødet og bliver også brugt til indpakning af økologisk kød. Føtex og ISO stopper dog brugen af PVC til indpakning af økologisk kød et par måneder senere efter en kampagne, hvor aktivister fra Danmarks Aktive Forbrugere pakker en Føtex-forretning ind i husholdningsfilm.
  • 1998: Gensplejsede fødevarer bliver fjernet fra en række supermarkeder, efter at Danmarks Aktive Forbrugere og Greenpeace har lavet aktioner for at gøre opmærksom på, hvilke varer der har sneget sig ind på hylderne, som ikke er tydeligt mærket med, at de indeholder gensplejsede ingredienser.
  • 2000: Haribo - og senere også Bonbon, Coca Cola og Harboe Bryggerierne - stopper brugen af allergifremkaldende tjærefarvestoffer. Det sker efter, at Danmarks Aktive Forbrugere har lavet en happening ved at troppe op ved Haribo-fabrikken i kemikalie-dragter - med en del presseomtale af sagen til følge.
  • 2001: Vaskepulverproducenten Procter & Gamble, der blandt andet producerer vaskepulveret Ariel, fjerner stoffet LAS (Lineær Alkybenzen Sulfonat) fra alle sine produkter. Det sker efter, at Danmarks Aktive Forbrugere gennem et år har gjort opmærksom på problemet med det miljøskadelige LAS. Det er sket via en kampagne, der blandt andet omfatter uddeling af informationsmateriale til forbrugere, opfordring om at underskrive fortrykte postkort med en klage til firmaet, mærkning af Ariel i supermarkeder og andet oplysningsarbejde i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening og Grøn Information. I løbet af 2000 faldt salget af Ariel markant, og det fik Procter & Gamble til at droppe brugen af LAS. Siden lover også Lever Fabergé, der producerer OMO vaskepulver, at fjerne LAS fra alle produkter.
  • 2001: Novo Nordisk og Lundbeck indgår sammen med 37 udenlandske medicinalfirmaer forlig med den sydafrikanske stat efter massivt pres fra humanitære organisationer og folkelige bevægelser som Attac. De 39 firmaer havde sagsøgt den sydafrikanske stat for i 1997 at have vedtaget en lov, der gav mulighed for at bryde den internationale patentlovgivning, angiveligt for at afhjælpe den desperate mangel på aids-medicin.
  • 2002: Quaker Oats, der producerer OTA Solgryn, beslutter, at havren i OTA Solgryn fremover ikke vil være behandlet med stråforkortningsmidler. Det sker efter, at Danmarks Aktive Forbrugere i juni 2001 har foretaget en analyse af solgrynene og fundet rester af stråforkortningsmidler i dem. Undersøgelsen fik omtale i medierne, og ifølge forbrugerbladet Tænk & Test august 2001 faldt salget af OTA Solgryn markant, ifølge Dansk Supermarked faldt salget med 20 %, hos ISO med 30 %. Desuden vurderede avisen Økologisk Jordbrug, at sagen om stråforkortnings-midlerne var medvirkende til at give økologiske havregryn en markedsandel på over 25 %.

Hvad har den politiske forbruger betydet for erhvervslivet?

Formodentlig har ikke blot reelle tilvalg og fravalg på markedet, men også angsten

for en fremtidig forbrugerboykot spillet en afgørende rolle for virksomheders politik i en lang række tilfælde. Det vil virksomheder dog sjældent erkende offentligt. Derfor er det meget vanskeligt at pege på sådanne sager.

Ud over ovennævnte konkrete forandringer i produktionsmetoder og vareudbud har den politiske forbruger været en nøgleperson i forhold til at sætte en ny dagsorden i Danmark: Erhvervsliv, offentlighed, forskere og politikere diskuterer i stigende grad erhvervslivets etik. Det har blandt andet betydet, at en række virksomheder er begyndt at lave sociale regnskaber, etiske regnskaber og miljøregnskaber, hvor de holder styr på virksomhedens ikke-økonomiske relationer til omverdenen.

Der er desuden blevet dannet et netværk af virksomhedsledere, Det Nationale Netværk af Virksomhedsledere (se kildeliste), der siden 1996 har mødtes 2-3 gange årligt for at diskutere, hvordan deres virksomheder kan være med til at løse en række samfundsproblemer, samtidig med at de tjener penge. Netværket har repræsentanter fra blandt andet Carlsberg og Novo Nordisk (som begge er nævnt tidligere i dette afsnit). Det sociale ansvar, virksomhedslederne taler om, kan være at ansætte medarbejdere med handicap eller på anden måde nedsat arbejdsevne eller at ansætte flygtninge og indvandrere, der ikke taler dansk. Der er altså her tale om, at virksomhederne indretter sig 'socialt ansvarligt' - enten fordi de føler sig moralsk forpligtet til det, eller fordi de tror, at deres sociale image vil betyde, at flere forbrugere vil vælge deres produkter.

Nogle kritikere hævder, at al erhvervslivets snak om ansvar og etik er fup og fidus, fordi det i den sidste ende blot handler om at tjene penge. Man må give kritikerne ret i, at der er snævre grænser for, hvor mange penge en virksomhed kan give ud på godgørende formål uden at få noget igen. De fleste virksomheder med en etisk profil forsvarer det synspunkt, at der ikke er en modsætning mellem indtjening og moral: Tværtimod er det på vej til at blive en forudsætning for at tjene penge, at man opfører sig ordentligt.

Lidt anderledes er det med kommuner, amter og andre offentlige og statslige institutioner, der også af og til betegnes som 'politiske forbrugere'. De har ikke en afgørende økonomisk bundlinje at tage hensyn til, men kan lidt friere prioritere for eksempel kun at købe økologiske fødevarer til sine kantiner eller kun at købe varer, der med garanti er produceret uden børnearbejde.

Den almindelige definition på en politisk forbruger omfatter dog kun enkeltpersoner og ikke-statslige institutioner eller virksomheder.

Hvad har den politiske forbruger udrettet i udlandet?

Det er ofte svært at skelne mellem danske og udenlandske forbrugeraktioner, for en del af baggrunden for den politiske forbrugers handlinger er ofte forbundet med globaliseringen: Virksomhederne og miljøproblemerne er grænseoverskridende, og der er en stærk forbindelse mellem vores forbrug og forholdene i den tredje verden. Men vi vil her nævne et par af de store internationale sager, som enten ikke har været ret omtalte i Danmark, eller som danske forbrugere ikke har haft ret stor indflydelse på udfaldet af. Man må dog tage de samme forbehold som i de danske sager for, at det er svært at fastslå den politiske forbrugers præcise betydning for hændelsesforløbet:
  • 1905: Kina og USA annullerer en traktat, der begrænser kinesisk indvandring til USA, efter en massiv boykot i Kina af amerikanske varer. I løbet af seks måneder efter aftalens indgåelse faldt varesalget med 50 %.
  • 1977 og frem: Den internationale fødevaregigant Nestlé opgiver gradvis den aggressive markedsføring af modermælkserstatning i den 3. verden - efter massiv kritik og international forbrugerboykot. Forbrugerboykotten fortsætter endnu i 2002.
  • 1995: Britisk Shell opgiver den 20. juni at dumpe boreplatformen Brent Spar på Atlanterhavets bund på grund af massiv forbrugerboykot i blandt andet Danmark, Sverige, Tyskland og Holland. Det er især Greenpeace, der har stået bag den massive kampagne for boykotten, blandt andet ved at oplyse om de miljømæssige konsekvenser af en dumpning af platformen. Det er imidlertid siden kommet frem, at flere af Greenpeaces beregninger af forureningen ved en dumpning var stærkt overdrevne, og flere forskere har siden påpeget, at en dumpning måske ville være den mest miljøvenlige løsning.
  • 1995: Frankrig undlader at foretage de sidste to af otte planlagte atomprøvesprængninger i Stillehavet. Det sker efter stærk kritik fra en lang række landes regeringer og en sporadisk boykot af franske varer. I Danmark boykottes især fransk rødvin, men stort set ikke andre franske varer. I andre europæiske lande rammer boykotten især ost og champagne. De nationaløkonomiske konsekvenser for Frankrig er svære at spore, og kampagnen får nogle utilsigtede konsekvenser: for eksempel går en del økologiske franske vinbønder fallit.
  • 2002: En international Boykot Israel-kampagne søsættes (se kildeliste). Hidtil er der ingen mærkbare politiske eller økonomiske konsekvenser for Israel.

Hvilke forhindringer møder den politiske forbruger?

Manglende information om varerne. Et eksempel er, at selv om mange danske forbrugere i 1997 gerne ville boykotte kinesiske varer for at bakke op om den danske regerings kritik af Kinas brud på menneskerettighederne, var det stort set umuligt for forbrugerne. Den største importvare fra Kina var på det tidspunkt tøj, og meget udenlandsk tøj var kun mærket med "imported", og ikke med hvilket land det kom fra.

Manglende vareudbud i mange butikker. Dette problem blev også tydeligt i forbindelse med ønsket om boykot af kinesiske varer. Størstedelen af alt legetøj i mange danske butikker kom i 1997 fra Kina, så forbrugerne ville ofte være nødt til at vælge mellem børnenes ønskelegetøj fra Kina eller noget helt andet legetøj, som børnene ikke var nær så interesserede i. Mange forbrugere oplever det også som et problem, at deres dagligvarebutik ikke har en stabil leverance af økologiske varer. De er derfor nødt til at opsøge flere forskellige specialbutikker, hvis de ønsker, at deres madindkøb skal være konsekvent økologiske.

Vildledende markedsføring. På trods af at der i fødevarelovens § 19 er et klart forbud mod vildledende markedsføring, fandt Danmarks Aktive Forbrugere i løbet af få uger i 1998 knap 400 forskellige varer i danske butikker med vildledende oplysninger på emballagen, og i 2001 iværksatte fødevareminister Ritt Bjerregaard en kampagne mod vildledende markedsføring. Der er dog sandsynligvis fortsat en del varer med vildledende informationer - for eksempel anprisninger som 'luksus', selv om varen ikke kan dokumenteres at være bedre end tilsvarende produkter, eller 'ægte', 'ren' og 'rigtig', hvis det ikke er sandt. Marcipan må for eksempel ikke kaldes 'ægte', hvis den er fremstillet af abrikoskerner og ikke af mandler.

En massiv påvirkning fra en reklameindustri, der bruger enorme summer på at udvikle nye strategier og teknikker til at flytte og forøge folks forbrug. Kun sjældent vil de varer, de politiske forbrugere efterspørger, være markedsført lige så effektivt som traditionelle varer. Det gælder for eksempel varer, der er fremstillet under ordentlige arbejdsforhold i ulandene og importeret til Danmark af ikke-kommercielle foreninger.

Manglende fælles strategi med andre forbrugere, der kan sikre, at for eksempel boykot af bestemte varer har den ønskede effekt.

Firmaer, der stort set har monopol på et marked, er svære at påvirke. Et eksempel er den danske trævarekoncern Dalhoff Larsen og Horneman (DLH), der fortsat importerer teaktræ fra Burma - på trods af at firmaet har været genstand for kampagner fra Nepenthes og Dansk Burma Komité flere gange inden for de seneste 10 år. DHL sidder på en stor del af det danske marked for det tropetræ, der blandt andet bruges til at fremstille havemøbler, og derfor er det svært for forbrugerforeninger og politiske forbrugere at stille noget op. De færreste danskere vil trods alt undvære havemøbler i teaktræ, fordi det er svært at finde 'politisk korrekte' møbler

Hvilke hjælpemuligheder har den politiske forbruger?

Medierne: Hvis en virksomheds handels- eller produktionsmetoder får massiv omtale i pressen, vil det som regel påvirke virksomheden mere end en mindre forbrugerboykot. Pressen kan altså både bruges bevidst af foreninger og lignende, der ønsker at gøre opmærksom på en virksomheds brug af børnearbejdere eller en fabriks miljøskadelige produktion. Pressen kan også være et redskab for den politiske forbruger i den forstand, at aviser, tv eller radio giver forbrugeroplysninger, som kan hjælpe forbrugeren med at vælge de varer, der bedst afspejler vedkommendes holdninger.

Grøn Information: Uafhængigt informationscenter om forbrug og miljø. Centeret udgiver informationsmateriale, for eksempel om mærkningsordninger og om bestemte varers indvirkning på miljøet. Hvert år til jul udgiver Grøn Information en folder med gode råd til, hvordan man kan holde en miljøvenlig jul. Centeret er dog nedlagt.

Forbrugerinformationen: Uafhængig institution, der har til formål at hjælpe forbrugerne, så de kan købe de varer, der sundhedsmæssigt, økonomisk og etisk er de bedste. Forbrugerinformationen laver en lang række test af forskellige varer, for eksempel vaskemaskiner, legetøj og computere og offentliggør resultaterne, så forbrugerne kan se, hvilke varer der har høj kvalitet. Derudover forsøger Forbrugerinformationen at påvirke forbrugerne til at købe miljøvenlige varer og varer, der er produceret etisk forsvarligt. Forbrugerinformationen udgiver et elektronisk nyhedsbrev og informerer via deres hjemmeside (se kildeliste).

Etikdatabase: Cirka 1. september 2002 åbnes en elektronisk database, hvor forbrugerne kan se, hvordan en bestemt vare er produceret. Det er Forbrugerinformationen, der står bag databasen. En række virksomheder stiller oplysninger til rådighed, og man kan som forbruger søge på en bestemt virksomhed eller producent og finde ud af, hvor 'etisk' virksomhedens produktion er. På langt sigt er det meningen, at der skal sættes terminaler op ude i butikkerne, så forbrugerne kan tage en vare fra hylden, scanne den ind og få en 'etik-vurdering' af varen.

Hvid- og sortlister: Forskellige interesseorganisationer og miljøgrupper har lavet lister over, hvilke firmaer der producerer etisk forsvarlige varer, og hvor disse varer kan købes. Et eksempel er miljøorganisationen Nepenthes hvide, grå og sorte liste over salget af såkaldt FSC-certificeret træ, det vil sige træ fra et skovområde, der er drevet med særlig hensyntagen til naturen og til de mennesker og dyr, der lever der. Den hvide liste indeholder navne på firmaer, der kun sælger FSC-mærket træ, på den grå figurerer firmaer, der har en smule FSC-mærket træ i udvalget, mens firmaerne på den sorte liste slet ikke sælger FSC-mærket træ. Liste findes på nettet (se kildeliste). Et andet eksempel er den internationale 'Free Burma'-kampagnes liste over virksomheder, der samarbejder med militærstyret i Burma og derfor boykottes (www.ibiblio.org/freeburma/).

Fair trade-butikker og -foreninger: 5-10 butikker i Danmark er såkaldte Fair trade-butikker eller butikker for bæredygtig handel. Det vil sige, at butikkerne primært eller udelukkende sælger varer, der kan leve op til en række kriterier, især for arbejdsmiljø for producenterne. De fleste varer er produceret i udviklingslande, hvor arbejdsforholdene ofte generelt er dårlige, og butikkerne forsøger ved at stille krav til producenterne at sikre, at flere arbejdere får bedre vilkår. En del af butikkerne har slået sig sammen i foreningen Fairnet og har udarbejdet en række kriterier, som varerne og handelen skal opfylde. De kan ses på foreningens hjemmeside (se kildeliste).

Forbrugerforeninger: Forskellige foreninger eller sammenslutninger for forbrugere med bestemte interesser kan gøre det nemmere at lave kampagner og boykotter mod bestemte varer. Et eksempel er Danmarks Aktive Forbrugere (DAF), (se kildeliste), der blev etableret af tre studerende i 1996. Danmarks Aktive Forbrugere indsamler viden og dokumentation om en lang række produkter, som foreningen ikke mener, at producenten har oplyst ærligt eller grundigt nok om. Foreningen lægger informationerne ud på sin hjemmeside (se kildeliste), så forbrugere kan danne sig et bedre grundlag for forbrugsvalget. Desuden laver foreningen kampagner rettet mod virksomheder, der ikke lever op til forbrugernes krav om etik og lignende - for eksempel ved at udlevere fortrykte postkort med en klage over en bestemt virksomheds brug af miljøfarlige stoffer. Foreningen går også i dialog med store virksomheder om muligheden for at ændre produktionsform eller informere bedre om deres produkter. Foreningen laver selvstændige hjemmesider med information om visse af deres indsatsområder, blandt andet hjemmesiden www.giftrester.dk med oplysninger om sprøjtegifte og fødevarer.

Mærkningsordninger: Se næste afsnit.

Hvilke mærkningsordninger kan hjælpe den politiske forbruger?

En del varer har fået bestemte mærker, der siger noget om, hvordan varen er produceret. Disse mærker kan hjælpe forbrugeren til hurtigere at få overblik og træffe sit valg under indkøbsturen. Mærkerne kan i mange tilfælde spare forbrugeren for at nærlæse varedeklarationer og giver ofte oplysninger, som det ikke er lovpligtigt at skrive på en vare. De mest almindelige mærker er:

Ø-mærket: Det eneste økologi-mærke for madvarer, som kontrolleres af den danske stat. Der er med få undtagelser ikke anvendt bekæmpelselsmidler i produktionen, og husdyrene får ingen vækstfremmere og skal fodres med overvejende økologisk foder.

EU's økologi-mærke: Svarer til det danske røde Ø-mærke.

Svanen: Det nordiske miljømærke. Svanemærket viser, at varen er blandt de mest miljøvenlige inden for sin varegruppe - et vaskepulver kan for eksempel få Svanemærket, hvis det er et af de mest miljøvenlige vaskemidler på markedet. Det er især vigtigt, at der ikke er for mange giftige stoffer i varen, og at der ikke er blevet brugt for mange giftstoffer under produktionen af varen. Kravene omfatter produktet i hele dets levetid - en såkaldt 'vugge-til-grav-vurdering' - og handler altså både om fremstillingen af produktet, dets emballage og muligheden for at genbruge varen. Der findes over 2.000 svanemærkede produkter på det danske marked.

Blomsten: EU's miljømærke. Gives til de varer inden for en varegruppe, der er mest miljøvenlige. Reglerne er ligesom for Svanemærket baseret på 'vugge-til-grav-vurderinger'. Findes blandt andet på tøj og maling i Danmark.

Max Havelaar: Et internationalt mærke for bæredygtig handel (også kaldet fair trade), der i Danmark administreres af Max Havelaar Fonden. Mærket findes på kaffe, te, bananer, kakao m.m. Max Havelaar kontrollerer, at handlen er bæredygtig - at bønderne, der producerer kaffen, teen osv. er sikret en god mindstepris og en langtidskontrakt, og at de arbejder på at gøre produktionen økologisk.

Der findes desuden en række mærker til særlige varegrupper - for eksempel et mærke der viser, at en computer har et lille energiforbrug - og en del forskere og politikere mener, at der allerede er så mange forskellige mærker, at forbrugerne ikke kan overskue dem og huske, hvad de dækker over. Det kan gøre, at nogle forbrugere opgiver at bruge mærkerne som 'vejvisere' i deres daglige indkøb. Det er dog hidtil ikke lykkedes at slå nogle af mærkerne sammen, blandt andet fordi det vil betyde, at det bliver sværere at udtrykke nuancerede og forskellige politiske holdninger via sit forbrug. Hvis der blev lavet et fælles mærke, der både angav, at varen var økologisk produceret og produceret under gode arbejdsforhold, ville man ikke som forbruger kunne støtte gode arbejdsforhold i ulandene uden også at støtte økologisk produktion.

Hvilke styrker har den politiske forbruger?

Den politiske forbruger opfattes af de fleste som et supplement til den politiske samfundsborger, altså den borger, der for eksempel deltager i den offentlige debat ved at skrive læserbreve og demonstrere og stemme ved folketingsvalg. Den politiske forbruger kan ikke løse politiske problemer alene, men har nogle styrker, som gør, at nogle ser den politiske forbruger som et gode for samfundet:
  • Kan reagere hurtigt uden at vente på politiske beslutninger.
  • Kan få indflydelse på områder, som ikke er underlagt politisk regulering. Et eksempel er, at der i en række ulande i Asien, Afrika og Latinamerika oprettes såkaldte eksport-produktions-zoner, hvor de almindelige regler for skattebetaling og arbejdsrettigheder ikke gælder. Her kan fagforeningerne ikke gribe ind, men det kan den politiske forbruger - ved at undlade at købe de varer, der produceres i eksportproduktions-zonerne.
  • Kan skabe større overensstemmelse mellem moralen i det civile samfund og den moral, der hersker i virksomhederne. Den politiske regulering er ikke altid i stand til at skabe denne overensstemmelse, ikke mindst fordi politikerne i enkeltsager af moralsk og etisk karakter ikke altid repræsenterer de vælgere, der har stemt på dem.
  • Kan gøre politikerne opmærksomme på problemstillinger, de hidtil ikke har været bevidste om og kan derfor virke som et nyttigt input i den politiske beslutningsproces.
  • Kan være et alternativ for mennesker, der ikke umiddelbart har overskud til at deltage i partipolitik. Disse mennesker kan igennem politisk forbrug få en positiv oplevelse af at have indflydelse på samfundsforholdene. Sådanne positive oplevelser kan måske føre til andre former for deltagelse i det politiske liv og en større tillid til det politiske system. Denne sammenhæng er dog endnu ikke påvist i praksis.
  • Kan være et alternativ for mennesker, der ikke føler, at deres politiske holdninger kan passes ind i en overordnet ideologi som socialisme, kapitalisme, liberalisme eller konservatisme eller ind i et enkelt partis politiske program. I det politiske forbrug kan de handle ud fra deres holdning til enkelte spørgsmål - uden at føle sig bundet af ideologiske dogmer og partiprogrammer.

Hvilke svagheder har den politiske forbruger?

Den politiske forbruger kan ikke afløse den politiske borger, der stemmer ved folketingsvalg og deltager i den offentlige debat, mener de fleste forskere. Det skyldes blandt andet, at den politiske forbruger har en række svagheder:
  • Kan overreagere og er nem at lokke med unuancerede budskaber. Forbrugere er ikke rationelle i deres adfærd, men snarere styret af følelser og impulser, der blandt andet skabes af reklameindustrien, men også af og til af interesseorganisationer. Et eksempel er, at danske forbrugere i en årrække stort set ikke købte sælskindspelse, fordi en række dyreværnsorganisationer protesterede mod drab på babysæler, som blev dræbt alene for pelsens skyld, og uden at resten af sælen blev brugt til fødevarer eller lignende. Der blev vist film med voldsomme jagtscener fra Grønland og Canada som en del af kampagnen, og der blev opfordret til boykot af sælskind. Det gik hårdt ud over Grønlands fangersamfund - og også ud over de fangere, der kun dræbte voksne sæler, der gjorde det på en mindre brutal måde, end billederne i pressen viste, og som brugte hele dyret. Først i løbet af de seneste par år er danske forbrugere igen begyndt at gå i sælskindspelse.
  • Er inkonsekvent. Ofte bliver holdninger ikke overført til handlinger. Et eksempel er, at markedsundersøgelser i midten af 1990'erne viste, at mange forbrugere ville købe skrabekyllinger, hvis de havde muligheden. Men da produktionen af skrabekyllinger blev sat i gang, viste det sig, at langt færre forbrugere end forudset købte kyllingerne. Sådanne erfaringer kan virke hæmmende for virksomhedernes satsninger på politisk korrekte produkter. De vil med god ret kunne hævde, at forbrugerne ikke står ved deres løfter, og dermed har de et godt argument for at se stort på holdningsundersøgelser.
  • Kan ikke overskue og holde sig opdateret om den enorme mængde af information om varer, produktionsformer, miljøprognoser osv. Selv forbrugere, der ønsker at handle politisk, risikerer at blive handlingslammede eller vælge varer ud fra en overfladisk eller tilfældig viden. Forbrugere, der ender i denne form for adfærd, kaldes ofte 'den frustrerede forbruger'.
  • Kan ikke altid få adgang til relevante oplysninger om en vare. Selv den forbruger, der har tid og overskud til at sætte sig ind i en masse information om de forhold, varerne er produceret under, og produktionens konsekvenser for miljø m.m., kan ikke altid få adgang til alle oplysninger. Mange firmaer undlader at undersøge deres underleverandører grundigt nok til at vide noget om arbejdernes rettigheder og sundhedsforhold. I mange tilfælde er der så mange led af underleverandører involveret, at det ville være en håbløs ambition. I andre tilfælde ønsker virksomheder ikke at videregive oplysningerne til forbrugerne. Selv en kritisk og aktiv presse kan næppe hamle op med virksomhedernes forsøg på at skjule information.
  • Har et mere effektivt våben i pengepungen, hvis han/hun er rig. Mens en fattig person bruger 2000 kroner om året på miljøvenligt produceret tøj, kan en rig person bruge 10.000 kroner om året på at købe tøj, der er syet på fabrikker med dårlige arbejdsforhold. Den riges forbrug vil have relativt større effekt på arbejds- og miljøforhold end den fattiges. Når den rige og den fattige stemmer ved et folketingsvalg, har deres stemme imidlertid lige stor vægt uanset deres økonomi. Hvis en forbruger har meget få penge, kan det i det hele taget være svært at få råd til at handle 'politisk' - for eksempel at købe de ofte dyrere økologiske madvarer.
  • Har svært ved at vise et ønske om mindre vækst og mindre forbrug ved at være forbruger. Især på miljøområdet vil det sandsynligvis have større effekt, hvis forbrugerne mindsker deres forbrug i stedet for at flytte det til mere miljøvenlige produkter. Produktionen af de fleste forbrugsgoder har en negativ effekt på miljøtilstanden - på trods af nogle producenters forsøg på at minimere de negative effekter.
  • Kan ikke direkte via sine indkøb efterspørge det, der endnu ikke findes på markedet. En del forbrugere giver udtryk for, at de ikke er tilfredse med kvaliteten af økologiske varer. Nogle vælger derfor at købe ikke-økologiske varer i stedet. Producenter, der overvejer at starte en økologisk produktion, kan altså ikke ud fra salget af økologiske varer se, at der fortsat er efterspørgsel på økologiske varer - blot af en højere kvalitet.
  • Kan ikke påvirke forholdene for de arbejdere, der producerer varer, som ikke eksporteres til Danmark. Det gælder for eksempel meget af det tøj, der produceres af børnearbejdere. ILO, den internationale arbejderorganisation, skønner, at kun 5 % af de varer, der produceres ved hjælp af børnearbejde, eksporteres.
  • Kan blive en bekvem undskyldning for de politikere, som ikke kan overskue de komplicerede problemstillinger, der er forbundet med produktion og handel, og derfor ønsker at lægge ansvaret over på forbrugerne. Etnologen Christine Sestoft formulerer det i et interview i Politiken den 19. august 2000 (se kildeliste) således: "For mig at se er det politikerne, der har et fordrejet menneskesyn, når de overlader det til almindelige mennesker at skulle tage stilling til komplekse spørgsmål om stråforkortere, børnearbejde i Taiwan, genmodificerede fødevarer, økologi, kræftrisici og hygiejnen i landets bagerier. Sådanne spørgsmål burde jo ret beset være politikernes gebet. Men i ly af det positivt ladede ord 'den politiske forbruger' har politikerne haft held til at udlicitere ansvaret til borgerne med et: 'valget er jeres' - hvorved de i realiteten selv løber fra ansvaret for helheden."

Hvordan ser fremtiden for den politiske forbruger ud?

Den hidtil største undersøgelse af danskeres politiske forbrug blev foretaget som en del af Magtudredningen (se kildeliste) og viste, at 47 % af de adspurgte i løbet af det seneste år havde truffet et valg i en købssituation "for at opnå forbedringer eller modvirke forringelser i samfundet". Undersøgelsen konkluderer desuden, at danskerne generelt anser politisk forbrug for at være en lige så effektiv måde at øve politisk indflydelse på som det at tage personlig kontakt til en politiker eller deltage i partipolitisk arbejde. Flere samfundsforskere vurderer på baggrund af undersøgelsen, at antallet af politiske forbrugere er stigende. Billedet er dog ikke entydigt. Tidligere er blevet målt lidt højere tal end de 47 %, og gennem alle de år, det politiske forbrug er blevet forsøgt kortlagt, har tallene svinget meget, afhængigt af omtale i medierne og enkeltsagers appel til større eller mindre dele af befolkningen.

Tallene fra spørgeskemaundersøgelser siger under alle omstændigheder meget lidt om, hvorvidt der findes en gruppe af konsekvente politiske forbrugere. Man kunne derfor forestille sig, at man fik et retvisende billede af udviklingen i det politiske forbrug ved at kigge på salget af forskellige produkter - for eksempel økologiske fødevarer. Det er imidlertid ikke så enkelt. Køber man økologiske kyllinger alene for at opnå status hos vennerne, eller fordi de smager bedre og uden tanke på dyrevelfærd eller miljø, er man ikke politisk forbruger.

Blandt andet derfor er det svært at pege på udviklingstendensen i det politiske forbrug. Alt i alt er det dog rimeligt at anslå, at antallet af politiske forbrugere for tiden er nogenlunde konstant. Umiddelbart er der ikke udsigt til, at der opstår en stor gruppe af konsekvente politiske forbrugere. Men det politiske forbrug er på den anden side stadig en af de måder, mange borgere vælger at udtrykke deres holdninger på. Langt færre - kun omkring 5 % - er medlem af et politisk parti, mens 23 % er medlem af en interesseorganisation, og 32 % har i løbet af det sidste år deltaget i en eller anden form for græsrodsaktion.

Desuden er der en tendens til, at den ensomme politiske forbruger organiserer sig i deciderede foreninger - som Danmarks Aktive Forbrugere (se kildeliste) - og/eller vælger at benytte sig af firmafjendtlig aktivisme og anti-branding. Firmafjendtlig aktivisme og anti-branding er en form for aktivisme, der har som mål at undergrave de store firmaers troværdighed og virke som modvægt til deres reklamekampagners enorme magt. Et eksempel på anti-branding er den kampagne, Greenpeace (se kildeliste) og anti-branding-magasinet Adbusters (se kildeliste) lancerede mod Coca-Cola i maj 2000. Formålet var at få Coca-Cola til at opgive brugen af den klimaødelæggende gas HFC, som Coca-Cola havde planlagt at anvende i sine køleanlæg ved De Olympiske Lege i Sydney. Kampagnen foregik blandt andet på hjemmesiden www.cokespotlight.org. Inden De Olympiske Lege begyndte, besluttede Coca-Cola at stoppe al brug af HFC inden 2004 og forske i mere miljøvenlige muligheder.

Også Shell er blevet ramt af anti-branding i form af mod-reklamer med mottoet It's Shell, it's Hell. Argumentet for at bruge anti-branding som supplement til informationsarbejde om de store virksomheders uetiske adfærd er, at et mærke kan være så stærkt, at folk vælger firmaets produkter på trods af, at de er imod firmaets produktionsmetoder. Et eksempel er Nike. I 1997 blev det afsløret, at de arbejdere, der producerede Nike's varer på fabrikker i Indonesien, Vietnam, Sydkorea og Taiwan, blev underbetalt, misrøgtet og fysisk afstraffet. Fagforeninger og forbrugerforeninger over hele verden opfordrede til boykot af Nike, men en måned efter afsløringerne var der endnu intet at se på Nikes salgskurve. Også Danmarks Aktive Forbrugere har kastet sig over anti-branding, blandt andet via hjemmesiden www.mediefonden.dk.

Den politiske forbruger kan desuden finde støtte i sine 'slægtninge' den politiske/etiske investor (der kun vil investere penge i virksomheder, der lever op til bestemte etiske standarder), de ikke-kommercielle fair trade-butikker og offentlige institutioner, der foretager 'grønne' eller 'etiske' indkøb. Hvis disse kræfter formår at arbejde sammen og forpligte politikere og internationale organisationer på at handle, vil den politiske forbrugers magt sandsynligvis vokse, og det vil muligvis i sig selv få flere til at se et formål med at forbruge bevidst politisk i hverdagen.