tom indkøbsvogn
Buy Nothing Day har spredt sig til over 60 lande og fået millioner af mennesker til at markere en dag uden indkøb som protest mod det stigende forbrugs negative sociale og miljømæssige konsekvenser.
Foto: Scanpix

Den politiske forbruger

Artikel type
faktalink
journalist og cand.comm. Anne Anthon Andersen, iBureauet/Dagbladet Information. November 2017.
Top image group
tom indkøbsvogn
Buy Nothing Day har spredt sig til over 60 lande og fået millioner af mennesker til at markere en dag uden indkøb som protest mod det stigende forbrugs negative sociale og miljømæssige konsekvenser.
Foto: Scanpix
Main image
Kunstudstillingen På grænsen i Århus Kunstbygning. Den politiske forbruger er ofte fortabt i supermarkedet. Den amerikanske kunstner James Patten har udviklet en måler der ud fra stregkoder fortæller om det er en god eller dårlig vare.
Kunstudstillingen På grænsen i Århus Kunstbygning. Den politiske forbruger er ofte fortabt i supermarkedet. Den amerikanske kunstner James Patten har udviklet en måler der ud fra stregkoder fortæller om det er en god eller dårlig vare.
Foto: Kim Haugaard /Scanpix

Indledning
Den politiske forbruger trådte fra midten af 1990’erne for alvor ind i mediebilledet og den offentlige debat. Og selvom den politiske forbrugers eneste våben er pengepungen, har den politiske forbruger afgørende indflydelse som magtfaktor i samfundet. Politikerne appellerer til den politiske forbruger og prøver at tolke signalerne, erhvervslivet fremstiller 'politisk korrekte' varer for at komme dem i møde, og miljøbevægelser og humanitære organisationer satser på den politiske forbruger som en genvej til større forandringer i verden. Politisk forbrug og forbrugeradfærd er endda kommet på skoleskemaet i den danske folkeskole, hvor det er blevet et læringsmål, at elever i de ældste klassetrin diskuterer deres rolle som forbrugere, mens Buy Nothing Day har spredt sig til over 60 lande og fået millioner af mennesker til at markere en dag uden indkøb som protest mod det stigende forbrugs negative sociale og miljømæssige konsekvenser.

 

Definition og historie

Hvad er en politisk forbruger?

En politisk forbruger er en person, der gennem bevidste tilvalg eller fravalg af dagligvarer og andre forbrugsgoder forsøger at opnå forbedringer eller modvirke forringelser i samfundet. Den politiske forbruger forholder sig ikke bare til sine egne ønsker og behov, men også til konsekvenserne af sit forbrug for andre mennesker og/eller miljøet. Mennesker, der køber skrabeæg på grund af hønsenes trivsel eller Max Havelaar-mærket kaffe for at sikre kaffebønderne en bedre pris, er altså politiske forbrugere. Til gengæld er en person, der køber økologiske kyllinger alene af hensyn til egen sundhed, eller fordi de smager bedre, ikke en politisk forbruger. Det er altså ikke forbruget af en bestemt type varer, der gør en forbruger til en politisk forbruger, men en bestemt adfærd, der indbefatter en bevidst stillingtagen til samfundsforhold.

Hvornår blev den politiske forbruger defineret første gang?

Begrebet blev skabt af Steen Svendsen fra Instituttet for Fremtidsforskning i 1994 og anvendt første gang på tryk i "Fremtidens miljø", Instituttet for Fremtidsforsknings medlemsrapport nr. 4, november 1994 (se kilder). Det første grundige forsøg på at definere den politiske forbruger findes i undersøgelsen "Den politiske forbrugers mulige konsekvenser for elsektoren" fra 1996 (se kilder) lavet af en arbejdsgruppe fra Instituttet for Fremtidsforskning og ELSAM i fællesskab. Heri hedder det: "Det politiske forbrug kan beskrives som en adfærd, hvor der i forbrugsvalget mellem producenter og produkter lægges vægt på bevidste holdninger eller værdier, der retter sig mod fællesskabet". I dag har begrebet den politiske forbruger ændret karakter til som oftest at favne mere end fællesskab, f.eks. miljø og klima og solidaritet med f.eks. arbejdere fra 3. verdenslande, som producerer tøj, mad og andre forbrugsvarer underbetalt og med risiko for deres helbred.

Hvornår opstod politisk forbrug som fænomen?

Det er vanskeligt at tidsfæste politisk forbrug som fænomen. Formodentlig har politisk forbrug i lille målestok altid eksisteret – for eksempel som boykot af købmanden på hjørnet på grund af hans politiske standpunkter. Før 16-1700-tallet var det reglen og ikke undtagelsen, at det at købe og sælge havde en moralsk, religiøs eller politisk dimension. Her spillede hensynet til familien, lauget, omdømmet, den gode moral, livet efter døden osv. en afgørende rolle, både for valget af varer og for prisen. Det er kun i de seneste cirka 300 år, at det har været naturligt, at ren egeninteresse råder på markedet.
Fænomenerne 'politisk forbrug' og 'den politiske forbruger' er altså gamle, men begreberne er skabt for at beskrive en ny virkelighed eller en ny opfattelse. Bag nutidens begreb om den politiske forbruger ligger nye forestillinger om, at forbrugeren kan udfylde en rolle, som den traditionelle politik – med politiske partier, valgmøder, stemmeafgivelse, lovgivning osv. – ikke længere kan, og at mange forbrugere tilsammen kan få indflydelse på landes eller multinationale firmaers politik.

Hvad er baggrunden for fremkomsten af den politiske forbruger?

Internationalt anerkendte sociologer som Anthony Giddens i England og Ulrich Beck i Tyskland peger sammen med Instituttet for Fremtidsforskning på en række faktorer:

· De vestlige samfund har udviklet sig fra mangel- til 'overflodssamfund'. Bekymringen for, om der bliver produceret varer nok, er afløst af bekymring for den måde, de bliver produceret på, og for produktionens langsigtede konsekvenser.

· De traditionelle politiske deltagelseskanaler – medlemskab af politiske partier, læserbreve, valg, osv. – opleves som utilstrækkelige til at tackle problemerne i det moderne samfund. Ikke mindst i kraft af globaliseringen med kolossale multinationale virksomheder og transnationale miljøproblemer opleves de nationale parlamenter og regeringer som magtesløse.

· Samfundet er blevet individualiseret, og de traditionelle samfundsklasser – med arbejdere, kapitalister osv. – er blevet opløst. Vi hører ikke automatisk hjemme hos et bestemt parti.

· Mange mennesker føler sig ude af kontakt med og magtesløse i forhold til det etablerede politiske system – kun 4,5 % af alle danskere er i dag medlem af et politisk parti, viser tal fra Center for Valg og Politisk Deltagelse på KU (se kilder) – og ønsker at finde mere direkte og hurtigere veje at udtrykke deres synspunkter ad.

· Virksomhederne har fået øget indflydelse og er i nogle tilfælde økonomisk lige så magtfulde som mange stater. Med magt følger ansvar, og derfor afkræves virksomhederne begrundelser for deres handlinger.

· Vi søger og bekræfter i stigende grad vores identitet via vores forbrug.

Kendetegn og bedrifter

Hvad tiltrækker den politiske forbruger?

Christine Sestoft har i sit Ph.d.-projekt ”Med hensyn til den politiske forbruger” (se kilder) undersøgt, hvilke tanker, værdier og rationaler, der styrer den politiske forbruger. I artiklen ”Forbrugerne køber værdier” (se kilder) forklarer hun, at det netop er virksomheder, der formår at sælge værdier og holdninger, der fanger den politiske forbrugers interesse. Hun nævner f.eks. Aarstiderne, der leverer kasser med økologisk frugt, grøntsager og andre madvarer. Når Aarstiderne hurtigt blev en succes blandt politiske forbrugere, var det, fordi virksomheden netop formåede at sælge mere og andet end de økologiske varer leveret til døren. De solgte værdien i at vælge netop deres produkt – som Christine Sestoft siger det i artiklen: ”idéen om at økologiske grøntsager er revolutionerende for verden, for dig og din fysik”. Således blev det at købe Aarstiderne på en gang et bidrag i at gøre en forskel for verden og en social identitetsmarkør af, at man ved at abonnere på Aarstiderne gjorde netop det.

Hvad har den politiske forbruger udrettet i Danmark?

Her er en række eksempler på, at den politiske forbruger direkte eller indirekte har haft indflydelse på en virksomheds produktions- og handelsmetoder:

1995: Efter at Dyrenes Beskyttelse i tre år har ført en kampagne mod produktion af buræg, vælger FDB at sætte en mærkat med teksten "buræg" på æggebakkerne, selv om det er imod EU-reglerne. Forbrugerne og politikerne 'belønner' initiativet: Buræggenes andel af salget hos FDB falder fra 80 % til 40 %, og via dansk politisk initiativ bliver EU-reglerne lavet om. I dag findes der fem æggetyper på markedet, og de økologiske ægs markedsandel er 10 %.

1996: Carlsberg dropper sine planlagte investeringer i Burma (nu Myanmar) efter kritik fra presse, politikere og den nyopståede Burma Komité. Der er altså ikke tale om en boykot af Carlsberg, men snarere trusselen om, at de politiske forbrugere ville vælge Carlsberg fra, hvis virksomheden førte sine planer ud i livet. Det hollandske bryggeri Heineken træffer kort efter samme beslutning efter pres fra hollandske medier, forbrugere og interesseorganisationer.

1997: Føtex, Bilka og FDB holder op med bruge en PVC-film med særlig højt indhold af det giftige kemikalie DEHA til indpakning af fersk kød. Den nye PVC-film overfører dog stadig små mængder af giftstof til kødet og bliver også brugt til indpakning af økologisk kød. Føtex og ISO stopper brugen af PVC til indpakning af økologisk kød et par måneder senere efter en kampagne, hvor aktivister fra Danmarks Aktive Forbrugere pakker en Føtex-forretning ind i husholdningsfilm.

1998: Gensplejsede fødevarer bliver fjernet fra en række supermarkeder, efter at Danmarks Aktive Forbrugere og Greenpeace har lavet aktioner for at gøre opmærksom på, hvilke varer på hylderne der ikke er tydeligt mærket med, at de indeholder gensplejsede ingredienser.

2000: Haribo – og senere også Bonbon, Coca-Cola og Harboe Bryggerierne – stopper brugen af allergifremkaldende tjærefarvestoffer. Det sker efter, at Danmarks Aktive Forbrugere har lavet en happening ved at troppe op ved Haribo-fabrikken i kemikaliedragter – med en del presseomtale til følge.

2002: Quaker Oats, der producerer OTA Solgryn, beslutter, at havren i OTA Solgryn fremover ikke vil være behandlet med stråforkortningsmidler. Det sker efter, at Danmarks Aktive Forbrugere i juni 2001 har foretaget en analyse af solgrynene og fundet rester af stråforkortningsmidler i dem. Undersøgelsen fik omtale i medierne, og ifølge forbrugerbladet Tænk & Test august 2001 faldt salget af OTA Solgryn markant – hos Dansk Supermarked faldt salget med 20 %, hos ISO med 30 %. Desuden vurderede avisen Økologisk Jordbrug, at sagen om stråforkortningsmidlerne var medvirkende til at give økologiske havregryn en markedsandel på over 25 %.

2007: Clean Clothes Campaign Denmark (CCDK) blev dannet. CCDK er en del af et globalt netværk af organisationer, som arbejder for bedre arbejdstagerrettigheder i tøjindustrien. F.eks. ved at opfordre tøjproducenter til at offentliggøre navne og adresser på alle deres leverandører, rapportere om arbejdet med at mindske brugen af farlige kemikalier i produktionen, vise at de respekterer menneskerettigheder og garanterer ordentlige lønninger og sikre arbejdsforhold for dem, der producerer deres tøj. I Europa er der 17 Clean Clothes Campaign-partnere, og i de tekstilproducerende lande er der ca. 200 partnerorganisationer, kan man læse på organisationens hjemmeside (se kilder).

2013: Dyrenes Beskyttelse starter kampagnen Ægtivist i kampen for at sikre høns bedre levevilkår og sætte fokus på supermarkedernes salg af buræg og fødevareproducenternes brug af buræg i færdigproducerede fødevarer. For første gang i mange år faldt salget af buræg med 7 %, mens chokoladefabrikken Toms besluttede at fjerne buræg fra deres chokoladebarer, og fjerkræbranchen besluttede at stoppe med at næbkupere burhøns. Kvickly fjerner buræg fra hylderne, mens salget af økologiske æg stiger med 24 %. Næsten 38.000 forbrugere har i 2017 meldt sig som ægtivister, mens salget af buræg og antallet af burhøns er faldende, fremgår det af Dyrenes Beskyttelses hjemmeside (se kilder).