Organdonation

Hvad er organdonation?

Organdonation handler, som ordets to dele, antyder om, at et menneske kan give et eller flere af sine organer til et andet menneske. Det kan ske, mens begge personer er i live, eller det kan – hvilket er mere udbredt – ske ved, at en person, som er hjernedød, får taget organer ud, som opereres ind i kroppen på et menneske, som har brug for dette organ. Baggrunden for, at organdonation er blevet en fast praksis i sundhedsvæsnet både i Danmark og mange andre steder i verden, er, at mange mennesker verden over lever med alvorlig sygdom, fordi et af deres indre organer har svigtet.
I Danmark står der således årligt omkring 400 personer på venteliste til en ny nyre, en ny lever, et nyt hjerte eller nye lunger. Men for at de kan få et organ, kræver det en donor – en person, der har afgjort med sig selv, at han eller hun vil donere sine organer til andre efter sin død. Hjerte, lunger og lever kan tages fra en hjernedød person og opereres ind i patienter med organsvigt. Da hjertet stadig slår i en person, der er erklæret hjernedød, men ikke hjertedød, er det muligt at udtage og bruge organer ved transplantation.

En nyre kan transplanteres fra et levende menneske til et andet, fordi de fleste mennesker sagtens kan leve med én enkelt sund nyre. I visse tilfælde kan man også transplantere en del af en lever fra en levende donor, men den type organdonation ses sjældent.

Hvilke organer kan doneres?

På nuværende tidspunkt kan der i Danmark foretages transplantation af hjerte, lever, nyrer, lunger, tyndtarm, hud, bugspytkirtel og hornhinder. I flere af vores nabolande (Sverige, Norge og Finland) er der gennemført transplantationer af bugspytkirtlen, og den type operationer er også på vej i Danmark. Danske patienter har fået ny bugspytkirtel i de tre ovennævnte lande. I mindre omfang transplanteres også tarme, men det er vanskeligt, bl.a. på grund af de mange bakterier i tarmen. I Skandinavien er det kun i Sverige, at lægerne har foretaget tarmtransplantationer. Foruden de indre organer kan man også tage væv og celler fra et menneske og transplantere det til et andet, herunder også bl.a. hud, hornhinder, knogler og årer.
Den aktuelle liste over organer, der transplanteres fra donor til modtager i Danmark, findes på hjemmesiden Organdonor.dk, som er en del af Oplysning om Organdonation (se kilder), et oplysningsinitiativ, som retter sig mod den danske befolkning. Initiativet hører under Dansk Center for Organdonation (se kilder), en offentlig organisation, der fungerer som det nationale danske videnscenter for arbejdet med organdonation fra afdøde.

Hvem kan blive donor, og hvem kan modtage organer?

Som nævnt kan levende mennesker donere en nyre eller i sjældnere tilfælde et stykke af deres lever. Ellers er det kun personer, der er hjernedøde og ligger i respirator, og hvis organer er sunde, som kan blive organdonorer.

Donorerne skal på forhånd have meldt sig som donor, eller også skal de pårørende sige ja til, at lægerne bruger organerne fra den hjernedøde. Hvis der ikke er givet tilladelse fra enten den afdøde eller de pårørende, må organer ikke bruges til donation.

Organerne går efter en venteliste til alvorligt syge, for hvem en transplantation vurderes at være sidste mulige behandling. En donor kan ikke selv bestemme, hvem der skal have hans eller hendes organer. Beslutningen om, hvem der skal modtage et organ, er udelukkende en sundhedsfaglig beslutning.

Desuden skal organer fra den afdøde matche modtageren, så lægerne ser på en række forhold såsom blodtype, etnicitet, kropsvægt, helbredstilstand m.m. Hvis et organ ikke matcher den krop, det indopereres i, er der fare for, at modtagerens immunforsvar vil prøve at skille sig af med det nye organ.

Hvornår begyndte man på organdonation i Danmark?

Op gennem 1900-tallet blev blodtransfusioner almindelige, efter man opdagede ABO-blodtyperne. Men transplantation af organer blev ikke medicinsk muligt, før der i midten af århundredet blev udviklet lægemidler, som kunne hjælpe kroppen til ikke at afstøde et nyt organ. I Danmark foretog læger den første nyretransplantation i 1964, men man kunne endnu ikke transplantere lunger, hjerte og lever, fordi disse organer ikke kan tåle den iltmangel, der opstår, når en persons hjerte holder op med at slå.

I 1990 vedtog Folketinget hjernedødskriteriet som officielt dødskriterium. Det betyder, at en person kan erklæres død efter to grundige hjernedødsundersøgelser foretaget af speciallæger. At en person er hjernedød vil sige, at al aktivitet i hjernen er ophørt, og at der ikke er håb om, at personen vågner op igen. Med loven om hjernedødskriteriet blev Danmark det sidste land i Europa, der indførte hjernedød – og ikke kun hjertedød – som officielt dødskriterium. Indførelsen af loven gjorde det muligt at transplantere andre organer end blot nyrer. Hvis den afdøde er tilkoblet en respirator, som sørger for at holde kroppens funktioner kunstigt i gang, kan organerne tages ud og doneres til en anden.

Hvor mange organer transplanteres årligt i Danmark?

Tallet er stigende. I 2015 fik 393 danskere indopereret et nyt organ mod 318 i 2012 og 272 i 2005. Særligt antallet af ældre mennesker, der bliver organdonorer, er steget de senere år. Næsten halvdelen af alle organer fra afdøde danskere blev taget ud af en person, der var over 60 år gammel. Det viser tal fra Oplysning om Organdonation (se kilder) og organdonation-ja-tak.dk (se kilder). De fleste organtransplantationer er nyretransplantationer, både fra levende og døde donorer, mens noget færre er hjerte- og lungetransplantationer. Det skyldes, at der kræves et mere præcist match mellem donor og modtager for denne type operationer for at undgå, at kroppen afstøder det fremmede organ.

Hvorfor er der mangel på organer?

Der har altid været et større behov for organer til transplantation, end der har været organer til rådighed. Det skyldes flere forhold.

Når patienter dør og kan være potentielle donorer, finder lægerne ofte ikke deres organer medicinsk egnede til transplantation. Men den næsthyppigste årsag til, at organerne ikke bliver taget ud af en hjernedød patient og brugt til donation, er, at de pårørende til de potentielle donorer ikke vil give tilladelse til det. Enten fordi de selv er imod tanken, eller fordi de ikke ved, hvilken holdning afdøde selv havde til det.
Omkring hver femte voksne dansker har tilmeldt sig Donorregistret, hvor de enten har tilkendegivet, om de i tilfælde af hjernedød vil donere alle deres organer, nogle af dem eller slet ingen, eller om de ikke ønsker at donere organer. Langt de fleste af de tilmeldte har sagt ja til at donere enten alle eller nogle af deres organer. Langt flere danskere – omkring 80 % – har en positiv holdning til organdonation, og man kan derfor sige, at organmanglen bl.a. skyldes, at danskerne ikke lader deres holdning følge af handling, når det gælder at tilmelde sig Donorregistret. En anden årsag til organmanglen er, at mange organer ganske enkelt går tabt på hospitalernes intensivafdelinger. Ifølge artiklen ”Donororganer går tabt” (se kilder) overser lægerne mulige donorer eller afviser potentielle donorer uden først at kontakte transplantationscentret, som de skal.

Hvor mange danskere er parat til at donere deres organer?

Den seneste undersøgelse af danskernes holdning til organdonation, som er lavet i 2015 og refereres i en rapport fra Sundhedsstyrelsen (se kilder) viser, at 80 % af danskerne er positive eller meget positive over for organdonation. Langt færre har dog tilmeldt sig donorregistret. Ifølge artiklen ”Hvem har det sidste ord om organdonation?” i Kristeligt Dagblad (se kilder) har 934.002 danskere i juni 2016 ladet sig registrere i Donorregistret, svarende til cirka en femtedel af de voksne danskere. Af de 934.002, der har registreret sig, har 869.159 givet fuld eller begrænset tilladelse til, at deres organer bruges til transplantation, og 56.843 har registreret sig med forbud mod, at deres organer anvendes til transplantation. Når man giver begrænset tilladelse, kan man krydse af, at kun nogle af organerne må bruges.
Af de 869.159, der har givet fuld eller begrænset tilladelse til brug af deres organer, har 205.089 besluttet, at deres pårørende trods deres egen tilladelse kan sige nej til, at deres organer doneres. 8.000 har krydset af under ’ved ikke’, hvilket i praksis vil medføre, at nærmeste pårørende beslutter, om organerne må doneres.

Hvor høj er dødeligheden blandt organtrængende patienter?

En del mennesker dør, mens de står på venteliste til at få et nyt organ. I 2014 døde 32 personer og i 2015 døde 27 mennesker, mens de ventede på et nyt organ, fremgår det af kampagnesiden organdonation-ja-tak.dk (se kilder).

Desuden er der også en risiko forbundet med selve transplantationen. Tal fra Rigshospitalet viser, at omkring 90 % af de patienter, der får en hjertetransplantation, overlever det første år. Fem år efter en hjertetransplantation lever 80% af patienterne stadig, og efter 10 år er 64 % af dem stadig i live.

Efter en lungetransplantation lever 80 % efter det første år, efter fem år 60 % og efter 10 år 35 %.

En opgørelse fra speciallæge Svend Schulze (se kilder) viser, at ved levertransplantationer er dødeligheden 0,5 %, mens 20 % får problemer efter operationen.

Hvad sker der på forskningsområder med relation til organdonation?

Særligt i det seneste årti er forskere kommet langt i retning af at finde en løsning på problemet med, at der er flere mennesker med behov for en organtransplantation, end der er donorer.

Ifølge artiklen ”Så lykkedes det: Verdens første menneskestamceller skabt ved kloning” (se kilder) lykkedes det i 2011 amerikanske stamcelleforskere at klone en hudcelle og bruge den til at skabe stamceller, der kan dele sig og udvikle sig til organer. Endnu er det kun på et tidligt forsøgsstadie, men forskningen giver håb om, at det på sigt vil være muligt at dyrke menneskelige organer.

Endvidere har forskere flere steder i verden foretaget forsøg med såkaldt xeno-transplantation, det vil sige at transplantere organer eller væv fra dyr – især aber og grise – til mennesker, dog hidtil med begrænset succes. Verdenssundhedsorganisationen WHO har advaret om, at denne type transplantationer indebærer en risiko for, at mennesket smittes med nye typer sygdomme, og har indskærpet, at der skal føres skarp kontrol med disse forsøg.

Enkelte mindre operationer, hvor dele af organer fra dyr, transplanteres til mennesker, har vist sig at være vellykkede, og f.eks. er det i dag rutine, at mennesker får indopereret hjerteklapper fra grise.

Forskere arbejder i dag med forsøg, der indebærer genetiske ændringer i dyr med henblik på i fremtiden at kunne overføre væv eller organer til mennesker.

Hvad siger dansk lov om organdonation?

Ifølge dansk lov må der kun udtages organer, hvis afdøde eller pårørende til afdøde har givet tilladelse til det. Det svarer til det generelle princip i det danske sundhedsvæsen om informeret samtykke, som vil sige, at en patient – eller i enkelte tilfælde, hvor patienten ikke selv kan tage stilling, de pårørende – skal give samtykke til behandling eller indgreb eller stop herfor, og dette samtykke skal baseres på, at patienten – eller de pårørende – er godt informeret om indgrebet eller behandlingens konsekvenser og eventuelle alternativer.
Alle over 18 år kan selv bestemme, om de vil tillade transplantation af deres organer i tilfælde af hjernedød. Når det drejer sig om børn, er det de nærmeste pårørende, der tager stilling.
Hvis den afdøde selv har valgt at blive organdonor og har givet skriftligt udtryk for dette ønske, kan de pårørende ikke modsætte sig det efter hans eller hendes død. Dog kan den enkelte vælge at markere i Donorregistret, at deres tilladelse til organdonation skal afhænge af, at de pårørende accepterer det. Har den afføde kun mundtligt givet samtykke til organdonation, kan pårørende modsætte sig ønsket. I Danmark er der desuden forbud mod at købe eller sælge organer, lige som det er forbudt at bruge købte organer.

Hvilke forslag har været fremme om nye regler og love om organdonation?

Det har flere gange været oppe i debatten, at man kan indføre såkaldt formodet samtykke, en form for frameldingsordning i modsætning til den tilmeldingsordning, der er i funktion nu. Det ville betyde, at man som dansker i udgangspunktet er organdonor, og at man aktivt skal melde fra, hvis man ikke ønsker at donere sine organer. En sådan ordning findes i flere andre europæiske lande, bl.a. Spanien og Wales.
Baggrunden for forslaget er, at et stort flertal af danskere i undersøgelser de seneste mange år har sagt, at de er positive eller meget positive over for tanken om organdonation. Ifølge den seneste undersøgelse fra 2015 gælder det 80 % af danskerne. Det fremgår af rapporten ”Organdonation 2005-2015. Danskernes viden, holdning og adfærd,” som Sundhedsstyrelsen udgav i oktober 2016 (se kilder). Samtidig er det kun omkring 20 %, der aktivt har tilmeldt sig Donorregistret. Af undersøgelsen fra 2015 fremgår det også, at omkring halvdelen af danskerne bakker op om ideen om formodet samtykke, mens godt en fjerdedel er imod ideen, og resten er i tvivl.
Skal der indføres formodet samtykke, vil det kræve en lovændring, da kravet om samtykke er indskrevet i Sundhedslovens §53 som et generelt princip, der skal følges i sundhedsvæsnet i Danmark.
Forskellige debattører har desuden foreslået, at man skal belønne personer, som tilmelder sig som organdonorer. Der har f.eks. været forslag fremme om, at man kan give personer, der tilmelder sig donorregistret et årligt skattefradrag, eller at man kan lade disse personer komme forrest i køen til selv at modtage organer, hvis de får behov for det, mens personer, som ikke har meldt sig som donorer, kan komme bagerst i køen til et nyt organ. Disse forslag har dog ikke fået bred politisk tilslutning.