donorkort
Donorkort fra Sundhedsstyrelsen.
Foto: Christian Lindgren / Scanpix

Organdonation

journalist Ane Nordentoft, iBureauet/Dagbladet Information. Januar 2014. Opdateret af journalist Malene Fenger-Grøndahl. Marts 2017.
Top image group
donorkort
Donorkort fra Sundhedsstyrelsen.
Foto: Christian Lindgren / Scanpix
Main image
Sundhedsstyrelsen og Transplantionsgruppens organdonationskampagne bag på busrute 5A i København.
Sundhedsstyrelsen og Transplantionsgruppens organdonationskampagne bag på busrute 5A i København.
Foto: Kristian Sæderup / Scanpix

Indledning

I Danmark står hundredvis af mennesker på venteliste, ofte i årevis, fordi de har behov for en ny nyre, nye lunger, en ny lever eller et nyt hjerte. Både i Danmark og på verdensplan er der mangel på organer til transplantation. Den mangel forsøger myndigheder og patientforeninger at råde bod på ved at få flere til at melde sig som organdonorer. Nye tal viser faktisk også, at et stort flertal af danskerne gerne vil være organdonorer. Alligevel er det kun hver femte dansker, der har ladet sig registrere som organdonor.
Der er ikke enighed om, hvor langt man skal gå for at få flere til at melde sig som donorer. Er det f.eks. en god ide at indføre nye regler, som betyder, at alle danskere fra fødslen er organdonorer og skal melde aktivt fra, hvis de alligevel ikke ønsker at stå i donorregistret? Er det rimeligt, at man selv kan komme først i køen til at få et organ, hvis man har meldt sig som donor? Og må det offentlige lave kampagner, der kan få folk til at føle, at de bør melde sig som donorer? I debatten er der argumenter både for og imod disse forslag.
Netop fordi spørgsmålene omkring organdonation er så komplekse, har Det Etiske Råd flere gange behandlet emnet. I oktober 2016 bad daværende sundhedsminister Sophie Løhde (V) rådet om at tage spørgsmålet op igen, og i foråret 2017 vil rådet bl.a. diskutere 'formodet samtykke' – det vil sige, at alle danskere i fremtiden automatisk skal være tilmeldt Donorregistret og aktivt skal melde sig ud, hvis de ikke ønsker at være organdonorer

 

Artikel type
faktalink

Baggrund

Hvad er organdonation?

Organdonation handler, som ordets to dele, antyder om, at et menneske kan give et eller flere af sine organer til et andet menneske. Det kan ske, mens begge personer er i live, eller det kan – hvilket er mere udbredt – ske ved, at en person, som er hjernedød, får taget organer ud, som opereres ind i kroppen på et menneske, som har brug for dette organ. Baggrunden for, at organdonation er blevet en fast praksis i sundhedsvæsnet både i Danmark og mange andre steder i verden, er, at mange mennesker verden over lever med alvorlig sygdom, fordi et af deres indre organer har svigtet.
I Danmark står der således årligt omkring 400 personer på venteliste til en ny nyre, en ny lever, et nyt hjerte eller nye lunger. Men for at de kan få et organ, kræver det en donor – en person, der har afgjort med sig selv, at han eller hun vil donere sine organer til andre efter sin død. Hjerte, lunger og lever kan tages fra en hjernedød person og opereres ind i patienter med organsvigt. Da hjertet stadig slår i en person, der er erklæret hjernedød, men ikke hjertedød, er det muligt at udtage og bruge organer ved transplantation.

En nyre kan transplanteres fra et levende menneske til et andet, fordi de fleste mennesker sagtens kan leve med én enkelt sund nyre. I visse tilfælde kan man også transplantere en del af en lever fra en levende donor, men den type organdonation ses sjældent.

Hvilke organer kan doneres?

På nuværende tidspunkt kan der i Danmark foretages transplantation af hjerte, lever, nyrer, lunger, tyndtarm, hud, bugspytkirtel og hornhinder. I flere af vores nabolande (Sverige, Norge og Finland) er der gennemført transplantationer af bugspytkirtlen, og den type operationer er også på vej i Danmark. Danske patienter har fået ny bugspytkirtel i de tre ovennævnte lande. I mindre omfang transplanteres også tarme, men det er vanskeligt, bl.a. på grund af de mange bakterier i tarmen. I Skandinavien er det kun i Sverige, at lægerne har foretaget tarmtransplantationer. Foruden de indre organer kan man også tage væv og celler fra et menneske og transplantere det til et andet, herunder også bl.a. hud, hornhinder, knogler og årer.
Den aktuelle liste over organer, der transplanteres fra donor til modtager i Danmark, findes på hjemmesiden Organdonor.dk, som er en del af Oplysning om Organdonation (se kilder), et oplysningsinitiativ, som retter sig mod den danske befolkning. Initiativet hører under Dansk Center for Organdonation (se kilder), en offentlig organisation, der fungerer som det nationale danske videnscenter for arbejdet med organdonation fra afdøde.

Hvem kan blive donor, og hvem kan modtage organer?

Som nævnt kan levende mennesker donere en nyre eller i sjældnere tilfælde et stykke af deres lever. Ellers er det kun personer, der er hjernedøde og ligger i respirator, og hvis organer er sunde, som kan blive organdonorer.

Donorerne skal på forhånd have meldt sig som donor, eller også skal de pårørende sige ja til, at lægerne bruger organerne fra den hjernedøde. Hvis der ikke er givet tilladelse fra enten den afdøde eller de pårørende, må organer ikke bruges til donation.

Organerne går efter en venteliste til alvorligt syge, for hvem en transplantation vurderes at være sidste mulige behandling. En donor kan ikke selv bestemme, hvem der skal have hans eller hendes organer. Beslutningen om, hvem der skal modtage et organ, er udelukkende en sundhedsfaglig beslutning.

Desuden skal organer fra den afdøde matche modtageren, så lægerne ser på en række forhold såsom blodtype, etnicitet, kropsvægt, helbredstilstand m.m. Hvis et organ ikke matcher den krop, det indopereres i, er der fare for, at modtagerens immunforsvar vil prøve at skille sig af med det nye organ.

Hvornår begyndte man på organdonation i Danmark?

Op gennem 1900-tallet blev blodtransfusioner almindelige, efter man opdagede ABO-blodtyperne. Men transplantation af organer blev ikke medicinsk muligt, før der i midten af århundredet blev udviklet lægemidler, som kunne hjælpe kroppen til ikke at afstøde et nyt organ. I Danmark foretog læger den første nyretransplantation i 1964, men man kunne endnu ikke transplantere lunger, hjerte og lever, fordi disse organer ikke kan tåle den iltmangel, der opstår, når en persons hjerte holder op med at slå.

I 1990 vedtog Folketinget hjernedødskriteriet som officielt dødskriterium. Det betyder, at en person kan erklæres død efter to grundige hjernedødsundersøgelser foretaget af speciallæger. At en person er hjernedød vil sige, at al aktivitet i hjernen er ophørt, og at der ikke er håb om, at personen vågner op igen. Med loven om hjernedødskriteriet blev Danmark det sidste land i Europa, der indførte hjernedød – og ikke kun hjertedød – som officielt dødskriterium. Indførelsen af loven gjorde det muligt at transplantere andre organer end blot nyrer. Hvis den afdøde er tilkoblet en respirator, som sørger for at holde kroppens funktioner kunstigt i gang, kan organerne tages ud og doneres til en anden.

Hvor mange organer transplanteres årligt i Danmark?

Tallet er stigende. I 2015 fik 393 danskere indopereret et nyt organ mod 318 i 2012 og 272 i 2005. Særligt antallet af ældre mennesker, der bliver organdonorer, er steget de senere år. Næsten halvdelen af alle organer fra afdøde danskere blev taget ud af en person, der var over 60 år gammel. Det viser tal fra Oplysning om Organdonation (se kilder) og organdonation-ja-tak.dk (se kilder). De fleste organtransplantationer er nyretransplantationer, både fra levende og døde donorer, mens noget færre er hjerte- og lungetransplantationer. Det skyldes, at der kræves et mere præcist match mellem donor og modtager for denne type operationer for at undgå, at kroppen afstøder det fremmede organ.

Udbredelse

Hvorfor er der mangel på organer?

Der har altid været et større behov for organer til transplantation, end der har været organer til rådighed. Det skyldes flere forhold.

Når patienter dør og kan være potentielle donorer, finder lægerne ofte ikke deres organer medicinsk egnede til transplantation. Men den næsthyppigste årsag til, at organerne ikke bliver taget ud af en hjernedød patient og brugt til donation, er, at de pårørende til de potentielle donorer ikke vil give tilladelse til det. Enten fordi de selv er imod tanken, eller fordi de ikke ved, hvilken holdning afdøde selv havde til det.
Omkring hver femte voksne dansker har tilmeldt sig Donorregistret, hvor de enten har tilkendegivet, om de i tilfælde af hjernedød vil donere alle deres organer, nogle af dem eller slet ingen, eller om de ikke ønsker at donere organer. Langt de fleste af de tilmeldte har sagt ja til at donere enten alle eller nogle af deres organer. Langt flere danskere – omkring 80 % – har en positiv holdning til organdonation, og man kan derfor sige, at organmanglen bl.a. skyldes, at danskerne ikke lader deres holdning følge af handling, når det gælder at tilmelde sig Donorregistret. En anden årsag til organmanglen er, at mange organer ganske enkelt går tabt på hospitalernes intensivafdelinger. Ifølge artiklen ”Donororganer går tabt” (se kilder) overser lægerne mulige donorer eller afviser potentielle donorer uden først at kontakte transplantationscentret, som de skal.



Hvor mange danskere er parat til at donere deres organer?

Den seneste undersøgelse af danskernes holdning til organdonation, som er lavet i 2015 og refereres i en rapport fra Sundhedsstyrelsen (se kilder) viser, at 80 % af danskerne er positive eller meget positive over for organdonation. Langt færre har dog tilmeldt sig donorregistret. Ifølge artiklen ”Hvem har det sidste ord om organdonation?” i Kristeligt Dagblad (se kilder) har 934.002 danskere i juni 2016 ladet sig registrere i Donorregistret, svarende til cirka en femtedel af de voksne danskere. Af de 934.002, der har registreret sig, har 869.159 givet fuld eller begrænset tilladelse til, at deres organer bruges til transplantation, og 56.843 har registreret sig med forbud mod, at deres organer anvendes til transplantation. Når man giver begrænset tilladelse, kan man krydse af, at kun nogle af organerne må bruges.
Af de 869.159, der har givet fuld eller begrænset tilladelse til brug af deres organer, har 205.089 besluttet, at deres pårørende trods deres egen tilladelse kan sige nej til, at deres organer doneres. 8.000 har krydset af under ’ved ikke’, hvilket i praksis vil medføre, at nærmeste pårørende beslutter, om organerne må doneres.

Hvor høj er dødeligheden blandt organtrængende patienter?

En del mennesker dør, mens de står på venteliste til at få et nyt organ. I 2014 døde 32 personer og i 2015 døde 27 mennesker, mens de ventede på et nyt organ, fremgår det af kampagnesiden organdonation-ja-tak.dk (se kilder).

Desuden er der også en risiko forbundet med selve transplantationen. Tal fra Rigshospitalet viser, at omkring 90 % af de patienter, der får en hjertetransplantation, overlever det første år. Fem år efter en hjertetransplantation lever 80% af patienterne stadig, og efter 10 år er 64 % af dem stadig i live.

Efter en lungetransplantation lever 80 % efter det første år, efter fem år 60 % og efter 10 år 35 %.

En opgørelse fra speciallæge Svend Schulze (se kilder) viser, at ved levertransplantationer er dødeligheden 0,5 %, mens 20 % får problemer efter operationen.

Hvad sker der på forskningsområder med relation til organdonation?

Særligt i det seneste årti er forskere kommet langt i retning af at finde en løsning på problemet med, at der er flere mennesker med behov for en organtransplantation, end der er donorer.

Ifølge artiklen ”Så lykkedes det: Verdens første menneskestamceller skabt ved kloning” (se kilder) lykkedes det i 2011 amerikanske stamcelleforskere at klone en hudcelle og bruge den til at skabe stamceller, der kan dele sig og udvikle sig til organer. Endnu er det kun på et tidligt forsøgsstadie, men forskningen giver håb om, at det på sigt vil være muligt at dyrke menneskelige organer.

Endvidere har forskere flere steder i verden foretaget forsøg med såkaldt xeno-transplantation, det vil sige at transplantere organer eller væv fra dyr – især aber og grise – til mennesker, dog hidtil med begrænset succes. Verdenssundhedsorganisationen WHO har advaret om, at denne type transplantationer indebærer en risiko for, at mennesket smittes med nye typer sygdomme, og har indskærpet, at der skal føres skarp kontrol med disse forsøg.

Enkelte mindre operationer, hvor dele af organer fra dyr, transplanteres til mennesker, har vist sig at være vellykkede, og f.eks. er det i dag rutine, at mennesker får indopereret hjerteklapper fra grise.

Forskere arbejder i dag med forsøg, der indebærer genetiske ændringer i dyr med henblik på i fremtiden at kunne overføre væv eller organer til mennesker.

Hvad siger dansk lov om organdonation?

Ifølge dansk lov må der kun udtages organer, hvis afdøde eller pårørende til afdøde har givet tilladelse til det. Det svarer til det generelle princip i det danske sundhedsvæsen om informeret samtykke, som vil sige, at en patient – eller i enkelte tilfælde, hvor patienten ikke selv kan tage stilling, de pårørende – skal give samtykke til behandling eller indgreb eller stop herfor, og dette samtykke skal baseres på, at patienten – eller de pårørende – er godt informeret om indgrebet eller behandlingens konsekvenser og eventuelle alternativer.
Alle over 18 år kan selv bestemme, om de vil tillade transplantation af deres organer i tilfælde af hjernedød. Når det drejer sig om børn, er det de nærmeste pårørende, der tager stilling.
Hvis den afdøde selv har valgt at blive organdonor og har givet skriftligt udtryk for dette ønske, kan de pårørende ikke modsætte sig det efter hans eller hendes død. Dog kan den enkelte vælge at markere i Donorregistret, at deres tilladelse til organdonation skal afhænge af, at de pårørende accepterer det. Har den afføde kun mundtligt givet samtykke til organdonation, kan pårørende modsætte sig ønsket. I Danmark er der desuden forbud mod at købe eller sælge organer, lige som det er forbudt at bruge købte organer.



Hvilke forslag har været fremme om nye regler og love om organdonation?

Det har flere gange været oppe i debatten, at man kan indføre såkaldt formodet samtykke, en form for frameldingsordning i modsætning til den tilmeldingsordning, der er i funktion nu. Det ville betyde, at man som dansker i udgangspunktet er organdonor, og at man aktivt skal melde fra, hvis man ikke ønsker at donere sine organer. En sådan ordning findes i flere andre europæiske lande, bl.a. Spanien og Wales.
Baggrunden for forslaget er, at et stort flertal af danskere i undersøgelser de seneste mange år har sagt, at de er positive eller meget positive over for tanken om organdonation. Ifølge den seneste undersøgelse fra 2015 gælder det 80 % af danskerne. Det fremgår af rapporten ”Organdonation 2005-2015. Danskernes viden, holdning og adfærd,” som Sundhedsstyrelsen udgav i oktober 2016 (se kilder). Samtidig er det kun omkring 20 %, der aktivt har tilmeldt sig Donorregistret. Af undersøgelsen fra 2015 fremgår det også, at omkring halvdelen af danskerne bakker op om ideen om formodet samtykke, mens godt en fjerdedel er imod ideen, og resten er i tvivl.
Skal der indføres formodet samtykke, vil det kræve en lovændring, da kravet om samtykke er indskrevet i Sundhedslovens §53 som et generelt princip, der skal følges i sundhedsvæsnet i Danmark.
Forskellige debattører har desuden foreslået, at man skal belønne personer, som tilmelder sig som organdonorer. Der har f.eks. været forslag fremme om, at man kan give personer, der tilmelder sig donorregistret et årligt skattefradrag, eller at man kan lade disse personer komme forrest i køen til selv at modtage organer, hvis de får behov for det, mens personer, som ikke har meldt sig som donorer, kan komme bagerst i køen til et nyt organ. Disse forslag har dog ikke fået bred politisk tilslutning.

Internationale perspektiver på organdonation

Hvilke former for nordisk og europæisk samarbejde findes om organdonation?

10 hospitaler i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island driver i fællesskab samarbejdsorganisationen Scandiatransplant, der sørger for udveksling af organer og væv mellem de nordiske lande. Samarbejdet omfatter desuden en fælles venteliste, vidensudveksling og kontakt med tilsvarende organisationer andre steder i Europa, bl.a. European Society for Organ Transplantation (EDTCO). Denne organisation arbejder dog først og fremmest med viden og ekspertise, med at øge tilgængeligheden af organer og væv samt at forbedre kvalitet og sikkerhed for donorer og står ikke for udveksling af organer mellem lande.

Hvor mange organdonorer findes der i andre lande sammenlignet med i Danmark?

Danmark ligger ret lavt, hvad angår antallet af donorer i forhold til befolkningstallet, når man sammenligner med andre lande i Europa. Det fremgår af hjemmesiden for organdonation.dk (se kilder), hvor der er en oversigt med nøgletal for donations- og transplantationstal for Europa (se kilder). Af tabellen for 2015 fremgår det, at der i Danmark er 15,3 organdonorer per en million indbyggere, mens det tilsvarende tal for Kroatien er 40,2, 40 for Island, 33,4 for Spanien, 31,6 for Belgien og 31,0 for Portugal. Der er dog også lande, hvor donorraten er betydeligt lavere end i Danmark; den er f.eks. 3,5 i Grækenland, 5,8 i Rumænien, 6,3 i Bulgarien og 10,9 i Tyskland.
Årsagerne til de store forskelle kan både være lovgivning, praksis i sundhedsvæsnet og befolkningens holdninger. I Spanien, hvor donorraten er høj, er der f.eks. indført formodet samtykke, som betyder, at man aktivt skal melde fra, hvis man ikke vil være organdonor. Desuden har man i sundhedsvæsnet i mange år arbejdet aktivt på, at alt personale er opmærksomme på at oplyse om organdonation og sikre sig, at potentielle organdonorer flyttes til afdelinger, hvor organtransplantationen kan foretages. Det fremgår af artiklen ”Danmark halter efter europæiske lande med organdonorer” (se kilder).
Samlet set er antallet af donorer og tilgængelige organer på europæisk plan for lavt i forhold til behovet. I EU plus Island, Norge og Tyrkiet stod 86.000 mennesker i 2014 på venteliste til et nyt organ, og i gennemsnit dør 16 mennesker hvert år, mens de venter på en organtransplantation. Det fremgår af Europarådets temaside for den årlige organdonations- og transplantationsdag (se kilder).

Hvor udbredt er den illegale internationale handel med organer?

Det er i de fleste lande ulovligt at købe sig til et organ på det sorte marked.
I nogle lande, for eksempel Kina, bruges henrettedes organer til at redde menneskeliv. I Belgien bruges aktiv dødshjælppatienter som donorer. De ret stramme regler i de fleste lande betyder, at der er mangel på organer til transplantation på verdensplan, og det har udviklet sig til en illegal handel med organer. Det er vanskeligt at sige, hvor mange mennesker, der illegalt har fået foretaget en organtransplantation, da disse operationer i sagens natur ikke registreres nogen steder. Men på verdensplan er der tusindvis af eksempler på fattige mennesker –fra lande som Columbia, Pakistan og Filippinerne – der har solgt en af deres nyrer for at skaffe penge. Disse nyrer transplanteres ulovligt på klinikker rundt om i verden. I Europa blev en illegal klinik afsløret i Kosovo i 2008. Fem mennesker blev dømt i sagen, skrev Dan Bilefsky i artiklen ”5 are convicted in Kosovo organ trafficking” (se kilder). EU's retsstatsmission i Kosovo, EULEX, vurderede i den forbindelse, at 10-15 % af alle organtransplantationer på verdensplan foretages på ulovlig vis.
Af en rapport fra Europa-Parlamentet fra 2015 om handel med menneskelige organer (se kilder) fremgår det, at Verdenssundhedsorganisationen WHO i 2007 vurderede, at 5-10 % af alle nyre- og levertransplantationer på globalt plan finder sted på baggrund af ulovlig handel med organer, hvilket svarer til mindst 5000 illegale transplantationer. Desuden vurderes det i rapporten, at antallet er stigende, og at illegal handel med organdonation spreder sig til flere verdensdele, med bl.a. flere og flere kunder i USA, Saudi-Arabien og Europa og flere mennesker i bl.a. Latinamerika og Asien, som sælger deres organer illegalt.

Hvilke problemer er der i den illegale handel med organer?

For det første er der en mangel på statslig kontrol som betyder, at mennesker, der ikke ville være blevet godkendt i det officielle donorsystem, bliver donorer på det sorte marked. Det indebærer en risiko for, at de organer, der videresælges, ikke er undersøgt tilstrækkeligt, og at eksempelvis en nyre kan komme fra en donor, som er nyresyg.

Desuden kan der ligge alvorlig kriminalitet bag. I Kosovo har FN efterforsket anklager om, at op mod et par hundrede mennesker, som var meldt savnet efter Kosovo-krigen, kan være blevet slået ihjel, for at deres organer kunne videresælges. Der er ifølge artiklen ”Kosovo physicians accused of illegal organs removal racket” (se kilder) endnu ikke rejst tiltale mod nogen.
I 2013 udgav Det Etiske Råd i Danmark en redegørelse om international handel med menneskelige æg, rugemoderskab og organer (se kilder), hvoraf det fremgik, at alle rådets medlemmer er enige om, at den menneskelige krop og dens dele principielt set ikke bør kunne købes eller sælges. Rådets medlemmer finder desuden, at når mennesker, der i et globalt perspektiv er privilegerede, køber sårbare, fattige menneskers kropsdele, vil det altid indebære et element af udnyttelse. Desuden lægger nogle medlemmer af rådet vægt på, at hvis man gør den menneskelige krop og dens dele til varer, der kan handles på et marked, så respekterer man ikke den særlige værdi eller værdighed, som mennesker har.

Debat om organdonation

Hvilke etiske overvejelser er der omkring organdonation?

Der er en række etiske dilemmaer forbundet med organdonation, bl.a. spørgsmålet om, hvem der skal bestemme over en afdød persons krop. Det Etiske Råd skriver om det på deres hjemmeside (se kilder) under spørgsmål og svar om organdonation: ”Organdonation som praksis i sundhedsvæsenet er forbundet med vanskelige etiske overvejelser. Det skyldes først og fremmest, at der er en direkte afhængighed mellem modtagerens behov for organer og et andet menneskes død. Organdonation rejser spørgsmål af etisk karakter: Retten til selv at bestemme over ens egen krop, følelser og ritualer omkring døden og dødens indtræden, hensyn til pårørende, medmenneskelighed og solidaritet.”
Etisk Råd uddyber dette ved bl.a. at påpege, at organdonation på den ene side er et etisk gode, fordi det er godt at hjælpe andre mennesker, der er i nød. Men samtidig må man ifølge rådet spørge om, hvilke midler der er acceptable for at opnå dette gode. Man må for eksempel tage hensyn til den afdødes ønsker om organdonation, mens han eller hun var i live, ligesom de pårørende ifølge rådet bør have rimelige vilkår i deres afsked med deres nære. Desuden er der spørgsmålet om, hvilke indgreb vi som samfund generelt kan forene med vores opfattelse af en respektfuld og værdig omgang med den afdødes krop. Nogle debattører har f.eks. påpeget, at hvis organdonation bliver et krav, som mennesker pålægges, kan det forrykke vores syn på individet, så det bliver opfattet som et ’reservedelslager’ for andre, snarere end et menneske med værdi i sig selv.

 

organdonor

Per Clausen mistede sin samlever for et par siden da hun døde ved en operation. Han finder trøst i at han gav grønt lys for at hun kunne bruges som organdonor. Foto: Bo Amstrup / Scanpix


Hvad mener Det Etiske Råd om organdonation?

Rådet mener ifølge deres hjemmeside (se kilder), at ”det er en væsentlig udfordring, at der ikke er nok organer til rådighed i forhold til det behov for transplantation, som alvorligt syge mennesker må leve med hver eneste dag.” Derfor mener rådet, at man bør gøre, hvad man kan for at skaffe flere organer til donation, men dog kun på måder, som ikke betyder, ”at andre tungtvejende hensyn trædes under fode på vej mod løsning.”
Rådet behandlede i 2008 spørgsmålet om, hvorvidt alle danskere bør tage stilling til organdonation. Et flertal på 10 ud af 17 medlemmer af rådet mente dengang, at alle voksne danskere bør afkræves stillingtagen til spørgsmålet. Argumentet herfor var, at det formodentlig vil skaffe flere organdonorer, og at det vil sikre, at flere mennesker i god tid får talt med deres nærmeste om organdonation, så færre pårørende ender med at skulle tage stilling til spørgsmålet uden at være sikre på, hvad den afdøde selv mente om organdonation.
Et mindretal på syv medlemmer af rådet mente derimod ikke, at det skulle være obligatorisk at tage stilling til organdonation. Disse rådsmedlemmer mente, at tvungen stillingtagen vil presse mennesker til at overveje forholdet mellem liv og død, som nogle mennesker helst vil have frihed til at lade stå hen i det uvisse.



Hvilke religiøse overvejelser kan påvirke holdningen til organdonation?

Religiøs overbevisning kan også have en betydning, når folk skal tage stilling til organdonation. Det britiske sundhedsvæsen, National Health Service (NHS), har på basis af input fra et ekspertpanel bestående af lærde religiøse ledere, der repræsenterer de store verdensreligioner, lavet en temaside på deres hjemmeside med oversigt over forskellige religioners syn på organdonation (se kilder). Af hjemmesiden fremgår det, at både kristendom, islam, buddhisme, hinduisme, jødedom og sikhisme generelt har en positiv indstilling til organdonation. Inden for andre trosretninger, bl.a. Jehovas Vidner, er der større modstand mod organdonation.
Også blandt lærde inden for f.eks. islam og buddhisme er der eksempler på forbehold over for organdonation. Det fremgår f.eks. af kronikken ”Organdonation er en barmhjertighedsgerning” (se kilder) af Naveed Baig, hospitalsimam på Københavns hospitaler. Han er selv positiv over for organdonation og opfordrer i kronikken flere muslimer i Danmark til at tage stilling til spørgsmålet om organdonation og eventuelt tilmelde sig Donorregistret. Samtidig gennemgår han i kronikken de mest almindelige islamisk-teologiske synspunkter på organdonation, herunder også argumenter imod at acceptere organdonation. Et af argumenterne er bl.a., at kroppen tilhører Gud, og at mennesket derfor ikke selv kan bestemme over den ved at beslutte at give sine organer videre, samt at kroppen er hellig, og at man ikke bør volde skade på den, selv efter døden. I en af P1-programmet Religionsrapports udsendelser (se kilder) uddyber Naveed Baig sine synspunkter. I samme program forklarer den buddhistiske nonne og leder af det buddhistiske center Phendeling i København, Tenzin Drolkar, hvorfor der inden for buddhismen kan være forbehold over for organdonation. Det handler bl.a. om, at dødsprocessen i buddhismen opfattes som meget væsentlig, og at man f.eks. inden for den tibetanske buddhisme, som Tenzin Drolkar repræsenterer, ikke mener, at dødsprocessen er afsluttet, når en person erklæres død ifølge hjernedødskriteriet. Tages der organer ud, inden dødsprocessen er afsluttet, kan det forstyrre processen, som er altafgørende ifølge buddhistisk tankegang.
Inden for hinduisme er der delte holdninger. Nogle mener, at organdonation giver god karma, da det er en god gerning af donere sine organer til et menneske i nød, mens andre, som ikke accepterer hjernedødskriteriet, mener, at det at modtage et organ kan være en dårlig gerning, fordi det forårsager donorens død, at organet tages ud.

Hvad mener de politiske partier om organdonation og ideen om formodet samtykke?

De politiske partier i Danmark har forskellige holdninger til organdonation og formodet samtykke, men alle partier bakker op om mere oplysning og flere tiltag, der kan sikre flere organdonorer. Det fremgår af en rundspørge refereret i artiklen ”Det mener partierne om organdonation” fra 2011 (se kilder). Venstre har dog siden åbnet op for ideen om formodet samtykke – det fremgår af artiklen "Minister vil gøre flere til organdonorer med automatisk tilmelding" (se kilder):

  • Enhedslisten: Siger nej til formodet samtykke og mener, at man i stedet skal gøre mere for at informere borgerne om muligheden for organdonation og behovet for donororganer.
  • Socialistisk Folkeparti (SF): Vil også arbejde for, at endnu flere tager stilling og tilmelder sig Donorregistret – SF’s mål er, at mindst 50 % af danskerne skal tilmelde sig registret. Partiet ønsker ikke at indføre formodet samtykke.
  • Socialdemokratiet: Siger umiddelbart nej til formodet samtykke, men mener, at det er fornuftigt, at Det Etiske Råd diskuterer spørgsmålet igen.
  • Radikale Venstre: Siger nej til formodet samtykke, men mener, at alle borgere skal tage stilling, når de f.eks. skal have kørekort eller forny deres pas.
  • Venstre: Har inden for de seneste par år åbnet op for ideen om formodet samtykke, og i oktober 2016 bad sundhedsminister Sophie Løhde (V) Det Etiske Råd om at tage spørgsmålet op igen.
  • Det Konservative Folkeparti: Ønsker ikke formodet samtykke og synes, at det er vigtigt, at danskerne kan tage stilling til spørgsmålet i ro og mag, og at ingen har pligt til at være organdonor.
  • Kristendemokraterne: Siger nej til formodet samtykke og understreger, at det ifølge partiet er vigtigt, at et nyt organ ikke er noget, man har krav på, men en gave, et menneske kan vælge at give til andre.
  • Liberal Alliance: Siger nej til formodet samtykke ud fra den tanke, at organdonation ikke er en pligt, men et frit valg, som skal træffes bevidst og på et informeret grundlag. Partiet mener dog, at det offentlige skal gøre opmærksom på, at alle bør tage stilling.
  • Dansk Folkeparti: Siger nej til formodet samtykke med det argument, at staten ikke skal kunne bestemme over borgernes krop, og at det bør være op til den enkelte, om vedkommende vil hjælpe.

Hvad mener Det Etiske Råd om ideen om formodet samtykke?

Rådet har behandlet spørgsmålet i flere omgange. I 2008 mente et lille flertal af rådets medlemmer, at de nuværende regler om informeret samtykke bør fastholdes. Det lille flertal mente, at det informerede samtykke bedst tager hensyn til tvivlerne og dem, der ikke ønsker at være organdonorer. Et lille mindretal anbefalede til gengæld i 2008 at indføre en fravalgsordning, såkaldt ’formodet samtykke’. Disse rådsmedlemmer gik ind for formodet samtykke, fordi denne ordning forventes at kunne resultere i et større antal mennesker, der potentielt kan blive organdonorer.
Rådet, som siden har fået nye medlemmer, vil igen i foråret 2017 behandle spørgsmålet.


Hvad mener organisationer og patientforeninger om ideen om formodet samtykke?

Foreninger og organisationer, der arbejder for at øge antallet af organdonorer og/eller repræsenterer patientgrupper, hvoraf en del vil få brug for organtransplantation, er splittede i spørgsmålet om at indføre formodet samtykke.
Hjerteforeningen (se kilder) har i mange år været tilhænger af, at der indføres formodet samtykke, mens Nyreforeningen (se kilder) mener, at man bør gå andre veje, så det fortsat er helt tydeligt, at den enkelte donor frivilligt afgiver et organ, og at der dermed er tale om en gave. Nyreforeningen ønsker til gengæld, at alle over 18 år i Danmark skal tvinges til at tage stilling til, om de vil være organdonorer.
Patientforeningen ønsker, at alle, der skal have nyt sygesikringskort, skal tage stilling til spørgsmålet om organdonation.
Foreningen 7Liv (se kilder), der arbejder for at skaffe flere organdonorer, mener, at formodet samtykke er vejen frem, og det mener også Transplantationsgruppen (se kilder).
 

Hvad mener den danske befolkning om organdonation og formodet samtykke?

Rapporten ”Organdonation 2005-2015. Danskernes viden, holdning og adfærd,” som Sundhedsstyrelsen udgav i oktober 2016 (se kilder), gennemgår resultater fra i alt seks holdningsundersøgelser om organdonation, som er foretaget blandt et repræsentativt udsnit af 18-70årige danskere i perioden fra 1995-2015. Rapporten, som især fokuserer på de seneste ti års udvikling, konkluderer, at et stort flertal af danskere er positive over for ideen om organdonation, men at mange ikke har taget aktivt stilling ved f.eks. at lade sig registrere i Donorregistret og ikke har talt med deres pårørende om spørgsmålet. Ofte skyldes dette, at de pågældende synes, at det er ubehageligt at tale om emner som liv og død.
En del danskere er også fortsat i tvivl om, hvorvidt de vil donere deres organer, fordi de mangler viden om hjernedødskriteriet. De er bange for at blive erklæret døde, selv om de reelt ville have haft muligheden for at overleve. Omtrent hver fjerde angiver, at de ønsker mere viden om organdonation, inden de beslutter, om de vil lade sig registrere som donorer.
De seneste tal fra undersøgelsen, indsamlet i 2015, viser:

  • 80 % har en positiv eller meget positiv holdning til organdonation
  • 2 % er negative eller meget negative over for organdonation
  • 8 % vil ikke donere egne organer til andre efter døden
  • 64 % vil give tilladelse til at donere en ægtefælles eller samlevendes organer (mod 72 % i 2006), og cirka hver fjerde er i tvivl om spørgsmålet
  • 14 % ønsker ikke at tage stilling til organdonation
  • 50 % er positive over for ideen om formodet samtykke, så man som udgangspunkt er donor og skal melde aktivt fra, hvis man ikke ønsker at være det
  • Cirka hver fjerede er imod samtykke, og den sidste fjerdedel er i tvivl.



Hvad kan man gøre for at få flere til at tage stilling til organdonation?

Der har gennem de seneste år været en række forskellige kampagner fra patientforeninger og foreninger, som har som mål at få flere danskere til at donere deres organer, bl.a. foreningen 7Liv. Med en kampagne i foråret og sommeren 2015, #givlivetvidere, opfordrede de danskerne til at blive organdonorer, bl.a. ved at vise fotografier af børn og voksne, som takker for at have modtaget et organ. Kampagnen gav stor opmærksomhed og mødte også kritik, bl.a. for at presse folk til at tage stilling og for at udpege dem, der ikke ønsker at donere deres organer eller ikke ønsker at tage stilling, som dårligere mennesker end dem, der har registreret sig som donorer.
De offentlige myndigheder i Danmark har også stået bag oplysningskampagner og forsøg på at få danskerne til at tage stilling og lade sig registrere i Donorregistret og få flere pårørende til at give samtykke til organdonation i de tilfælde, hvor den afdøde ikke selv har taget stilling. Folketinget har sat sig som mål, at 85 % af de pårørende skal give samtykke til organdonation i disse tilfælde, men i 2015 var tallet kun 21 %.
I 2014 vedtog SR-regeringen sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten en handlingsplan med 23 initiativer, som skal få flere danskere til at tage stilling til organdonation og også gerne få flere til at melde sig som donorer. Handlingsplanen betød bl.a., at en folder med information om organdonation og mulighederne for at lade sig registrere nu bliver sendt ud til alle borgere, der får et nyt sundhedskort, og i en periode i 2014 blev alle, der klikkede ind på www.sundhed.dk mødt med en pop up-besked med opfordring til at lade sig registrere. Det har også været drøftet, at donorfolderen skal sendes ud sammen med nye kørekort og pas.
Der er også indført en årlig organdonationsdag i oktober – i samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen, Dansk Center for Organdonation og flere patientorganisationer.
Desuden overvejer flere patientforeninger at gøre mere for at få flere over 65 år til at tilmelde sig Donorregistret, da færre i den aldersgruppe end i yngre aldersgrupper har tilmeldt sig, formodentlig både fordi mange ældre fejlagtigt tror, at deres organer ikke kan bruges til transplantation, og fordi færre ældre er til stede på internettet, hvor mange af kampagnerne om organdonation har haft deres primære fokus.
 

Baggrundskilder

Originalkilder

To gange har Malene modtaget en nyre fra et andet menneske, og nu venter hun på den tredje donation. Læs hendes tanker om organdonation.
Mølgaard, Milla: Malene venter på en ny nyre: »Min redning skal være en gave, ikke en pligt«. Politiken, 2014-12-01.
Organdonation 2005-2015. Danskernes viden, holdning og adfærd. Sundhedsstyrelsen, oktober 2016.

Officielle kilder

Dansk Center for Organdonation
Offentlig organisation, der fungerer som det nationale danske videnscenter for arbejdet med organdonation fra afdøde. Centret har flere hjemmesider, som retter sig mod forskellige målgrupper.
Dansk Center for Organdonation
Offentlig organisation, der fungerer som det nationale danske videnscenter for arbejdet med organdonation fra afdøde. Centret har flere hjemmesider, som retter sig mod forskellige målgrupper.
Organisation stiftet af en række patientforeninger i 1991, oprindeligt under navnet Transplantationsgruppen. Har siden skiftet navn og er blevet en arbejdsgruppe under Dansk Center for Organdonation, som er det nationale danske videnscenter om organdonation. Arbejdsgruppen Oplysning om Organdonation er sammensat af patientforeningerne, Sundhedsstyrelsen og Dansk Center for Organdonation.
Med information, links til donorregisteret m.m.
Med mulighed for at tage stilling til spørgsmålet.

Foreninger, organisationer og kampagner

Organdonorforening, som arbejder for at fjerne ventelisterne til organtransplantation. Ønsker formodet samtykke for alle danskere over 18 år og for officiel anerkendelse af organdonorer som livreddere. Foreningens navn afspejler, at lægevidenskaben ved hjælp af organdonation potentielt kan skabe syv gode liv ud af ét: hjerte, nyrer, lunger og lever fra ét menneske kan redde syv personer (hver nyre og hver lunge kan transplanteres til et menneske, og en lever kan bruges til to personer).
Organisation, der arbejder for at få flere danskere til at blive organdonorer. Går ind for formodet samtykke, så alle danskere fra fødslen er organdonorer og aktivt skal sige fra for ikke at være registreret som potentiel donor.
Kampagne, der skal få flere danskere til at tage stilling til organdonation og gerne melde sig til Donorregistret, lavet af to personer fra reklamebureauet Sincera. Flere patientforeninger bakker op og har deltaget i kampagnen.
Facobook: https://www.facebook.com/givlivetvidere
Foreningens temaside om organdonation
Skandinavisk samarbejdsorganisation, der koordinerer udveksling af organer og væv mellem de nordiske lande, administrerer en fælles venteliste og udveksler viden.

Undervisningsmaterialer

Temamateriale fra Det Etiske Råd om organdonation – udarbejdet af Etisk Forum for Unge.
Nørregaard, Anni, Mette Bruun Mortensen, Annette Christensen Boe m.fl. (red): Organdonation - den enkeltes valg. Odense Universitetshospital, 2010.
Indlæg fra konference i 2008 om organdonation samt fortællinger om personer, der har haft organdonation tæt inde på livet.

Dokumentarfilm og videoer

Video produceret af Det Etiske Råd til Danmarks Radio.

Skønlitteratur

James, Peter: Den enes død. Cicero, 2010.
Kriminalroman om international handel med organer.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på organdonation

Kilder citeret i artiklen

Undersøgelser, rapporter og temasider

Danskernes viden, holdning og adfærd. Sundhedsstyrelsen, oktober 2016.
Directorate-General for External Policies, European Parliament, 2015.
En redegørelse fra Det Etiske Råd. Det Etiske Råd, 2013.
Temaside om religiøse synspunkter angående organdonation.
Europarådets infoside om den europæiske mærkedag for organdonation og -transplantation.

Artikler

Kronik. Politiken, 2016-10-21.

Radioudsendelser

Sendt første gang 21. november 2016. Vært: Lisbeth Brocelius Meléndez. Tilrettelæggelse: Malene Fenger-Grøndahl. Kan høres / podcastes.

Film

Historien om en organhandel – dokumentarfilm af Ric Esther Bienstock. Vist på DR2, 2013-12-19.