voltaire
Én af Oplysningstidens markante skikkelser var den franske filosof og forfatter Francois Voltaire.
Foto: Lebrecht Authors / Scanpix

Oplysningstiden

journalist Tore Daa Funder, iBureauet/Dagbladet Information, 2006. Opdateret af journalist Astrid Sandvad Kudahl, oktober 2017.
Top image group
voltaire
Én af Oplysningstidens markante skikkelser var den franske filosof og forfatter Francois Voltaire.
Foto: Lebrecht Authors / Scanpix
Main image
Historisk tegning: Johann Friedrich Struensee (1737-1772). Struensee var læge for Christian VII og blev henrettet i 1772 for majestætsforbrydelse. (Dato ukendt).
Historisk tegning: Johann Friedrich Struensee (1737-1772). Struensee var læge for Christian VII og blev henrettet i 1772 for majestætsforbrydelse. (Dato ukendt).
Foto: Scanpix

Indledning

Oplysningstiden er navnet på en periode i den europæiske kulturhistorie, der strækker sig fra cirka 1690 og frem til 1789. Her satte man spørgsmålstegn ved århundreder gamle forestillinger. Støvede dogmer om samfundets politiske og religiøse fordeling af magt kom under beskydning. Oplysningens måde at tænke på var kritisk og fordomsfri. Den rummede en klippefast tro på menneskets evne til gennem viden og erfaringer at gennemskue verdens sammenhæng. Intet måtte accepteres, hvis det ikke kunne stå for fornuftens syrebad. Kodeordene i Oplysningstiden var: det fornuftige, det naturlige og det nyttige. Disse slagord har runget op gennem de århundreder, der fulgte efter. Oplysningstidens idealer er i dag blevet folkeeje. De dukker op i den måde, vi taler og tænker på. De er – på godt og ondt – blevet en helt naturlig del af vores billede af verden. Forestillinger om et moderne demokrati, menneskerettigheder og religiøs tolerance har alle rod i Oplysningstiden.

Et indblik i Oplysningstiden

 

Læs også om Oplysningstiden på Forfatterweb

Artikel type
faktalink

Introduktion til Oplysningstiden

Hvilke rødder har ordet ‘oplyst’?

Oplysning. På tysk ‘Aufklärung’, på fransk ‘Lumiéres’, på engelsk ’Enlightenment’ – kært barn har mange navne. I “Ordbog over det danske sprog” hedder det om ordet ‘oplyst’: “at være i besiddelse af viden og (deraf betinget) evne til selvstændig og fordomsfri tænkning og opfattelse.” I “Den danske ordbog” hedder det om de filosoffer, der står som toneangivende i Oplysningstiden: “[de] ser fornuften som den kritiske og oplysende kraft i mennesket.”

Hvad er Oplysningstiden?

Oplysningen var først og fremmest en ny og anderledes måde at tænke på. Den var hovedsageligt et vesteuropæisk fænomen og havde sit udspring og sin motor i stormagterne Frankrig og England. Oplysningen var som udgangspunkt en elitekultur – en kulturstrømning i samfundets øvre lag og blandt det fremspirende borgerskab. Det tog tid, førend Oplysningen sivede hele vejen ned i samfundet. Oplysningstiden var præget af en heftig og livlig debat, og de nye ideer og idealer blev relativt hurtigt spredt fra England og Frankrig til resten af Europa. Oplysningstiden var kendetegnet ved en optimistisk tro på det enkelte menneskes evne til at begribe sin omverden ved brug af sin fornuft. Det betyder eksempelvis, at man i denne periode i stigende grad sætter spørgsmålstegn ved dogmer og traditioner for, hvordan samfundet skulle være indrettet, og hvem der skal have magten.

Baggrunden for Oplysningstiden

Hvordan var det vesteuropæiske samfund økonomisk og socialt struktureret op til Oplysningstiden?

Tiden op til 1700-tallet var kendetegnet ved, at den eksisterende samfundsstruktur i stigende grad krakelerede. Denne samfundsstruktur, der kaldes ‘standssamfundet’, havde hersket i Europa i århundreder. Her var samfundet delt op i grupper – de såkaldte stænder. Denne opdeling var – mente man – foretaget af Gud således, at alt havde sin bestemte plads og alle havde sine bestemte opgaver. Middelalderens samfundsstruktur var dominerende i store dele af Europa ved indgangen til Oplysningstiden. Her så opdelingen således ud:

· Kongen/Fyrsten: Samfundets ubestridte overhoveder. De var efter eget udsagn indsat af Gud til at lede samfundet.

· Adelen: Skulle opretholde ro og orden – den blev derfor kaldt værnestanden. Kongen/Fyrsten gav landområder til Adelen – det vil sige til højadelige og lavadelige – til gengæld for forskellige former for militær bistand, eksempelvis soldater, til kongens hære. Disse soldater var typisk bønder, der fik lov til at dyrke afgrøder på jorden mod at aflevere en stor del af udbyttet til de adelige jordbesiddere og gøre militærtjeneste.

· Den katolske pave og kirke: Varetog forbindelsen mellem Gud og mennesker. Kirken besad store landområder og rige klostre og slotte – det såkaldte ‘kirkegods’. Desuden havde kirkens mænd en enorm åndelig magt over samfundet – en magt, som blev udøvet over for alle samfundets øvrige grupper. Kirken besad nærmest et monopol på viden, og lærde skrifter blev kopieret og opbevaret bag klostrenes tykke mure.

· Borgere/bønder: Langt den største gruppe i samfundet. Dens produktion skulle holde samfundet og de andre stænder i live.

Hvordan var magtforholdene i Europa op til Oplysningstiden?

Økonomisk magt var lig politisk magt. I 1600-tallet havde Holland haft den økonomiske førertrøje på i Vesteuropa, men landets ledende stilling begyndte at smuldre. Ifølge “Politikens verdenshistorie – bind 13” (se kilder) blev denne magtposition i 1660’erne overtaget af England og Frankrig. Det økonomiske styrkeforhold blev især afgjort af handelsbalancen med de vesteuropæiske landes forskellige kolonier. Handlen med kolonierne foregik hovedsageligt over havet, og derfor var det økonomiske udbytte – og den deraf følgende magtstilling – i høj grad afhængig af landenes evne til at udnytte den nyeste teknologi inden for søfart.

De vesteuropæiske samfund var op til 1700-tallet – og nogen tid derefter – styret efter den økonomiske politik, der betegnes som ’merkantilisme’. Her søgte enevælden i de enkelte lande at omgive deres nation med høje toldmure, så landet ikke kunne oversvømmes af billige varer udefra. Dette træk hindrede en effektiv samhandel på tværs af landegrænserne. Det passede ikke til borgerskabet, hvis velstand først og fremmest byggede på uhindret handel. Derfor blev merkantilismen sat under et stigende pres.

De enevældige herskere havde i 1500- og 1600-tallet vokset sig stærke på bekostning af den traditionelle Adel, hvis økonomiske og politiske magt var nedadgående. Adelen besad dog stadig en række medfødte privilegier, der alene gjaldt for denne stand – eksempelvis fritagelse for at betale skat til Kongen. Denne forskelsbehandling var en kraftig torn i øjet på det frembrusende borgerskab, der fik større og større økonomisk magt, men generelt besad ringe politisk indflydelse – dog med undtagelse af England, hvor det politiske system sikrede borgerskabet en indflydelse. Indgangen til Oplysningstiden var således præget af en voldsom spænding mellem samfundets stænder – det vil sige mellem samfundets traditionelle magthavere på den ene side og det stadigt mere magtfulde handelskapitalistiske borgerskab på den anden.

Hvilke ideologiske og filosofiske strømninger fandtes i Europa i 1600-tallet?

En række humanistiske ideer fra 1600-tallet fik afgørende betydning for Oplysningstiden i det følgende århundrede. Under ét betegnes disse tanker som ‘den videnskabelige revolution’. Denne række tanker affødte Oplysningstidens selvbevidste menneske i religiøs, politisk og filosofisk forstand. Den sætter rammerne for den moderne videnskabs måde at tænke og arbejde på. Disse ideer blev formuleret af:

· Videnskabsmanden Galileo Galilei (1564-1642) påviste – ved hjælp af observationer i sin egen, opfundne kikkert – at den polske astronom Kopernikus havde haft ret i sine grænseoverskridende teorier. Polakken havde beskrevet en model for solsystemet, hvor Solen – og ikke Jorden, som hidtil antaget – var centrum for de andre planeters baner.

· Filosoffen René Descartes (1596-1650) satte sig for at finde svaret på følgende spørgsmål: Hvordan kunne han være absolut sikker på, at de mange nye observationer, som naturvidenskaben kom frem til, var korrekte? Det gjorde han ved at skrælle al viden bort, som han havde fået fortalt af andre, til han alene stod tilbage med en viden, som han kunne være sikker på, nemlig at han selv fandtes i verden. “Jeg tænker, altså er jeg til”, blev hans valgsprog. Ud fra det faste holdepunkt, som hans egen eksistens udgjorde, kunne han slutte sig til viden af for eksempel matematisk og logisk art, som han ikke kunne betvivle.

· Samfundstænkeren John Locke (1632-1704) slog med udgivelsen af bogen “To afhandlinger om statsstyre” i 1690 afgørende temaer om frihed og ejendomsret an – ideer, der blev centrale for Oplysningstidens måde at tænke på. Disse ideer prægede ligeledes det menneskebillede, der herskede i perioden, og den religiøse tolerance, der var grundlæggende for perioden. Lockes betydning for sin samtid og eftertid kan derfor vanskeligt overdrives.

· Matematikeren Isaac Newton (1642-1727) arbejdede inden for de samme felter som Galilei, men bortset fra denne fællesnævner var han den udadvendte italieners direkte modsætning; Newton var en enspænder og lidt af en nørd, der var totalt opslugt af sine teorier og eksperimenter. Især er han berømt for at have opdaget tyngdekraften. I 1687 udgav han bogen “Principia”, hvor han påviser tre love for sammenhængen mellem et legemes bevægelse og den kraft, det påvirkes af. Dermed lægger han grunden for den klassiske fysiks mekaniske univers.

Hvad var 'den videnskabelige revolutions' forhold til religion?

Det er kendetegnende for de fire ovennævnte eksponenter for 1600-tallets tænkning, at både Galilei, Descartes, Locke og Newton efterlod en afgørende plads til Gud i deres videnskabelige teorier. Descartes pegede eksempelvis på, at den viden, han ikke kunne tvivle på, stammede fra Gud. Newton forblev troende kristen hele sit liv. Han gav derfor Gud æren for at have konstrueret det mekaniske verdensbillede, som hans teorier beskrev. Der er således et stykke fra 1600-tallets religiøse naturvidenskabsfolk til de radikale – og ind i mellem ligefrem hadefulde – opgør med religionen, der fulgte hos en række tænkere i Oplysningstiden.

Introduktion til Galileo Galilei

Forløbet af Oplysningstiden

Hvordan var befolkningsudviklingen i Oplysningstiden?

I 1700-tallet oplevede landene i Europa på det nærmeste en eksplosion i antallet af indbyggere. Dette gjaldt især for århundredets anden halvdel. Et groft skøn siger, ifølge “Politikens verdenshistorie – bind 13” (se kilder), at Europa i 1750 var befolket af 140 millioner mennesker. Heraf boede godt en tredjedel i Frankrig, England og de tyske stater. De 140 millioner var 50 år senere vokset til 180 millioner mennesker. Denne udvikling skyldtes først og fremmest et markant fald i dødeligheden blandt Europas befolkninger. Årsagerne til dette fald var mange; hungersnød og epidemier var blevet sjældne fænomener, og befolkningernes kost, boligforhold, sygebehandling og generelle hygiejne blev markant forbedret i perioden.

Hvor var centrum for Oplysningsbevægelsen?

Oplysningsbevægelsen – det vil sige en øget fokusering på det enkelte individs sansninger og fornuft – var især dominerende i en række vesteuropæiske lande i 1700-tallet. Her var det især stormagterne England og Frankrig, der udgjorde bevægelsens motor. I begge lande var det den stadigt stærkere og mere magtfulde klasse af borgere, der satte bevægelsen i gang – en bevægelse, der truede samfundets traditionelle magthavere. Oplysningsbevægelsen formede sig dog ret forskelligt i de to lande. Groft sagt kan man sige, at Englands indflydelse først og fremmest var på det handelsmæssige område, mens Frankrig især spillede en rolle på det kulturelle felt.

Hvilke økonomiske forhold prægede England i Oplysningstiden?

I økonomisk forstand blev Vesteuropa i Oplysningstiden især tegnet af England. Ved indgangen til 1700-tallet boede op mod 80 procent af Europas befolkning på landet ifølge “Politikens verdenshistorie – bind 13” (se kilder). Denne overvægt af bønder var noget mindre, hvis man alene ser på England. Det fortælles, at andelen af engelske bønder faldt til 60 procent i 1750 for at falde yderligere til en tredjedel ved indgangen til 1800-tallet. Der var to hovedårsager til den store økonomiske vækst, der var kendetegnende for England i Oplysningstiden:

· England overtog magten over en lang række kolonier uden for Europa, for eksempel i Indien og Nordamerika, og handlen med disse kolonier blomstrede. Dette førte i denne periode mange penge til landet. De enorme summer fik imidlertid ikke lov til at samle støv men blev geninvesteret i ny teknologi og nye produktionsformer, så man kunne tjene endnu flere penge.

· Markedsstrukturen var væsentlig mere fleksibel i 1700-tallets England, end den var i resten af Europa. Mens de andre lande typisk havde opbygget tykke og stive toldmure, der hindrede en fri handel, så var det ganske anderledes i England. Her var der kun få hindringer for den økonomiske foretagsomhed.

Dette var to grundsten til den kommercielle revolution, der sammen med den spirende industri var medvirkende til at placere England i en førende økonomisk og politisk magtstilling – en stilling, der forstærkedes kraftigt i 1800-tallet.

Hvilken rolle spillede Adam Smith for den økonomiske udvikling?

Det var afgørende for Englands økonomiske storhed, at den engelske økonomi i stigende grad blev formet efter de retningslinjer, som den skotske økonomiske filosof Adam Smith opridsede i “Om nationernes velstand”, der udkom i 1776. Med denne bog, der er optaget af økonomi og produktion, grundlægger Smith den klassiske nationaløkonomi. Han ønsker en produktionsform, hvor hver enkelt producerer det, han er bedst til – og derfor har de bedste muligheder for at tjene penge på. Det kaldes arbejdsdeling. Her tager Smith udgangspunkt i en fabrik, der fremstiller knappenåle. Han beskriver, hvordan en arbejder blot kan fremstille 20 nåle på en dag, hvis han er alene om arbejdet. Hvis den enkelte arbejder i stedet fokuserer på en enkelt del af produktionen, som han gentager igen og igen, og som han bliver enormt god til, vil den øgede specialisering betyde, at 10 arbejdere kan fremstille hele 48.000 nåle på en dag. Dette betegner Smith som en naturlig måde at fordele arbejdet på, og for at denne fordeling skulle kunne realiseres og fungere, krævedes det, at tidens traditionelle, merkantilistiske system med toldmure, monopoler og reguleringer skulle brydes ned. Statens rolle i økonomien skulle være passiv; den skulle ikke blande sig i måden, der skulle produceres på, men blot se til, at økonomien fik lov til at udvikle sig frit. Adam Smiths økonomiske teorier om samfundsnytte, produktion og frihandel var i tråd med Oplysningstidens måde at tænke på, men hans tanker slog først for alvor igennem i den efterfølgende periode.

Hvilke kulturelle forhold herskede i Frankrig under Oplysningstiden?

I Frankrig måtte man i perioden som helhed erkende, at England i økonomisk og politisk forstand havde overtaget rollen som Europas lokomotiv. Men på ét felt voksede den franske indflydelse på resten af Europa, nemlig på det kulturelle område. I Oplysningstiden kom franske filosoffer som Voltaire, Montesquieu og Rousseau til at indtage en hovedrolle i udviklingen. Den franske kulturs påvirkning kulminerede i denne periode. Konger og fyrster i hele Europa skævede til, hvad der foregik ved den franske konges hof og prøvede at efterligne dette. Den franske kunst, livsstil og ikke mindst det franske sprog blev toneangivende i de højeste kredse overalt i Europa. Her blev fransk det almindelige omgangssprog, og i mange større europæiske byer – eksempelvis i København – udkom der aviser på fransk.

Den såkaldte ‘salonkultur’ havde stor betydning for udbredelsen af de franske oplysningsfilosoffers ideer. Salonernes omdrejningspunkt var belæste damer, der samlede borgerskabets spidser, forfattere, filosoffer og digtere i deres saloner. Hensigten var først og fremmest at føre en dannet samtale, men også at spille teater og musik. Salonens værtinder var typisk ikke selv forfattere, men virkede som organisatorer og ordstyrere under diskussionen. I 1700-tallets saloner interesserede man sig for filosofiske, politiske og sociale forhold. Blandt deltagerne var Oplysningstidens filosoffer, flere repræsentanter fra europæiske kongehuse samt en lang række udenlandske diplomater. Mange fra sidstnævnte gruppe – eksempelvis de amerikanske koloniers repræsentant i Paris, Benjamin Franklin (1706-1790) – blev senere oplysningstænkningens repræsentanter i deres hjemlande.

Hvad var 'oplyst enevælde'?

Den styreform, der blev anvendt i mange vesteuropæiske lande i Oplysningstiden, går under betegnelsen ‘oplyst enevælde’. Denne styreform var mest udbredt i årene omkring 1750. Kendetegnende for 'oplyst enevælde' er en stærk kongemagt, der søger at reformere landenes magtstrukturer og samle magten omkring sig selv i et udbygget og stærkt statsapparat. Oplysningstidens tænkere støttede oftest denne bevægelse; de leverede således tit teoretiske byggesten til ‘den oplyste enevælde’. Hovedfjenden i denne proces var – i både oplysningsfilosoffernes og kongernes øjne – Adelen. I samfundsstrukturen, der herskede i de fleste europæiske lande, sad denne gruppe på en række traditionelle privilegier – for eksempel skattefritagelse – uden at skulle yde noget til gengæld. Dette var en torn i øjet på Borgerskabet, oplysningsfilosofferne og kongemagten. Den oplyste enevælde gennemførte i 1700-tallet en række reformer af samfundet:

· Rationalisering og effektivisering af administration og skattevæsen

· Reform af strafferetsystemet

· Større statslig kontrol med kirken

Hvilke politiske idealer dominerede Oplysningstiden?

Tidens politiske idealer blev formuleret af engelske og franske oplysningsfilosoffer. I tidligere tider havde den enevældige hersker kaldt sig ‘konge af Guds nåde’ og hævdet at have fået magten af Gud. Med den oplyste enevælde søgte regenten at legitimere sin enevældige position ved at pege på, at det var fornuftigt og til gavn for alle, hvis al magt over samfundet samledes i én enevældig magt. Enevældens fortalere mente, at hvis der ikke var en konge til at bestemme, ville der opstå uro og ballade, og samfundet ville gå i opløsning.

Oplysningsbevægelsens politiske tænkere var enige i, at det var nødvendigt, at nogen bestemte og holdt orden i samfundet. Men de mente, at magten kom fra menneskets fornuft – ikke fra Gud. Folket havde overladt magten over samfundet til kongen, og folket havde derfor ret til at tage magten fra kongen og vælge en anden styreform – eksempelvis et parlament som i datidens England – hvis han ikke løste sine opgaver tilfredsstillende. En af de væsentligste af disse opgaver var at beskytte de naturlige rettigheder, som mennesket – ifølge en række oplysningsfilosoffer, for eksempel engelske John Locke – var født med og aldrig kunne miste. De vigtigste var:

· Retten til frihed. Med denne fundamentale rettighed menes blandt andet, at man er fri til at tale, skrive og tro efter éns overbevisning. Tanken og fornuften må være frie for at kunne udvikles, mente man. Frihed betød også, at man ikke kunne straffes, før man var dømt.

· Retten til lighed. Man mente, at alle mennesker var født lige. Det betød dog ikke, at samfundets goder skulle fordeles, så alle med ét blev lige rige. Tværtimod mente de fleste oplysningstænkere, at rigdom var belønning for, at man brugte sin fornuft.

· Retten til ejendom: En vigtig rettighed handlede om éns hus, virksomhed eller andet, man ejede. Det måtte staten eller andre ikke bare tage. Man sagde, at ejendomsretten var ukrænkelig.

Hvilken rolle spillede Charles de Montesquieu for tidens politiske teori?

Et andet centralt politisk ideal blev formuleret af franske Charles de Montesquieu i bogen “Lovens Ånd” fra 1748. Her peger han på det meget problematiske i, at den lovgivende, udøvende og dømmende magt er samlet hos én og sammen person: den enevældige konge. Kongen kunne arrestere folk – altså bruge sin udøvende magt – og dømme folk – bruge den dømmende magt – efter love, som han i første omgang selv havde lavet – ved at bruge sin lovgivende magt. Når konger havde så megen magt, var der stor risiko for, at de ville misbruge den. Derfor foreslog Montesquieu, at man skulle foretage en tredeling af magten i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, der indbyrdes var uafhængige. Principperne for denne tredeling af magten slog igennem ved afskaffelsen af de enevældige konger og indførelsen af demokratiet i de vesteuropæiske lande i 1800-tallet.

Hvilken rolle spillede de amerikanske kolonier i Oplysningstiden?

I årene 1756-1763 udkæmpede England og Frankrig en mægtig krig om retten til en række kolonier rundt om i verden. Krigen – der har fået navnet ‘Den Store Kolonikrig’ eller ‘7-års krigen’ – omfattede alle verdensdele og alle verdenshave. Den betegnes derfor som verdens første egentlige verdenskrig. England vandt krigen og dermed herredømmet over de 13 kolonier i Nordamerika. Disse kolonier oplevede ifølge bogen “Europa i opbrud” (se kilder) en stor befolkningstilvækst i den hvide befolkning i årene under og efter krigen. Fra 1,5 million i 1763 til 2,5 million i 1776. Det engelske overherredømme blev i perioden efter krigen stadig mere uretfærdigt, mente kolonierne. I 1774 vedtog kolonierne, at de var herrer over deres eget liv, deres frihed og ejendom. Samtidig kappede de alle handelsforbindelser til England. Den 4. juli 1776 vedtog kolonierne den såkaldte ‘Uafhængighedserklæring’. Den blev blandt andet skrevet af Benjamin Franklin og bar tydeligt præg af John Lockes filosofi, som Franklin kendte fra Paris. Dette gjaldt for eksempel folkets ret til at tage magten fra en suveræn hersker, hvis denne misbrugte sin magt. Erklæringen førte til en uafhængighedskrig mod England. I 1789 var den nye, selvstændige nation USA en realitet.

Hvilken rolle spillede opdagelsesrejser i Oplysningstiden?

I Oplysningstiden fandtes der stadig en række områder af jordkloden, der ikke var udforskede af europæerne. I århundrederne før Oplysningstiden havde europæerne ganske vist været meget aktive med hensyn til at foretage opdagelsesrejser, og de hvide, ukendte pletter på verdenskortet var blevet færre. I de store opdagelsers tid havde ekspeditioner typisk udelukkende et økonomisk formål – man var interesseret i at finde nye handelsvarer, handelsruter eller kolonier. I 1700-tallet blev disse drivkræfter suppleret af videnskabelige indslag. Marinens soldater blev i høj grad skiftet ud med astronomer, botanikere og andre naturvidenskabsmænd. Den engelske kaptajn James Cook (1728-1779) var en af Oplysningstidens største opdagelsesrejsende. I 1768 stod han i spidsen for en ekspedition til det sydlige Stillehav. Ekspeditionen, der blev udrustet af Det Engelske Videnskabelige Selskab, skulle foretage astronomiske målinger af planeten Venus. Det skulle foregå på øen Tahiti. Desuden skulle den lede efter et sagnomspundet kontinent mod syd. Helt fra Oldtiden var der nemlig gået rygter om, at der skulle ligge et land langt mod syd. Hvis Cook fandt landet, skulle han gøre det til en engelsk koloni. Undervejs skulle ekspeditionen også indsamle fremmede dyr og planter.

Hvilke naturvidenskabelige landvindinger spillede en særlig rolle i Oplysningstiden?

Kodeordene for 1700-tallets videnskabsmænd var klassificering og systematisering. Oplysningstidens videnskabsmænd nød godt af – og byggede videre på – de opdagelser, som ‘den videnskabelige revolution’ havde bragt århundredet forinden. Oplysningstidens videnskabsmænd arbejdede blandt andet inden for:

· Kirurgi: 1700-tallet var kendetegnet ved store anatomiske landvindinger. Tidligere blev kirurgi anset for et håndværk med lav status. Det blev primært udført af barberer, der fik en tillægsuddannelse i, hvordan man amputerede lemmer og satte brækkede knogler sammen. De opererede dog sjældent i selve kroppen. I Oplysningstiden fik man meget større indsigt i, hvordan menneskekroppen fungerer. Dette var af afgørende betydning for den gruppe af dygtige kirurger, der voksede frem i perioden.

· Kemi: Dette var en af de hurtigst ekspanderende videnskaber i 1700-tallet – især i anden halvdel af århundredet. Man gjorde her en række nye opdagelser, blandt andet af grundstoffet ilt. De nye opdagelser blev systematiseret af franskmanden Antoine Laurent Lavoisier (1743-1794), der i dag betragtes som den moderne kemis fader.

· Elektricitet: Elektriciteten var velkendt i Oplysningstiden, men man kendte kun lidt til principperne bag dette mystiske fænomen. I 1700-tallet gravede man i elektricitetens hemmeligheder, blandt andet udforskede den alsidige amerikaner Benjamin Franklin lynets elektricitet ved at flyve med en drage i tordenvejr.

· Botanik: De mange opdagelsesrejser havde bragt et væld af ukendte, eksotiske planter til Europa, og disse blev undersøgt og kategoriseret i et forsøg på at forstå naturen bedre. Den svenske videnskabsmand Carl von Linné (1707-1778) stod i spidsen for dette enorme arbejde. Planter og dyr blev opdelt i forhold til, hvordan deres forplantningsorganer er konstrueret. Visse af tidens franske botanikere studerede fossiler og forskellige skeletrester. Herved kom de frem til, at Jorden måtte være betydeligt ældre, end Bibelen fortalte.

Hvad er "Den Store Encyklopædi"?

Den enorme mængde af viden, som videnskabsmænd indsamlede og katalogiserede i Oplysningstiden, blev forsøgt samlet på ét sted, nemlig “Den Store [Franske] Encyklopædi”. Her kunne Europas befolkning læse franske artikler om natur, videnskab, religion – ja, alt mellem himmel og jord. Det enorme værk, der udkom i 17 bind i perioden mellem 1751 og 1765, betegnes i “Den Store Danske Encyklopædi” (se kilder) som “det mest håndgribelige resultat af tidens tro på oplysningens og den kritiske fornufts betydning”. “Århundredets store bestseller” betegner “Politikens verdenshistorie – bind 13” (se kilder) den. Det store værk opfyldte tidens glubske sult efter leksikalsk viden. I “Politikens verdenshistorie – bind 13” (se kilder) fortælles det, at 4.000 mennesker havde tegnet abonnement på at modtage bindene i 1753. Dette antal var steget til 25.000 i årene før Den Franske Revolution. Encyklopædien blev redigeret af den franske filosof Denis Diderot (1713-1784) og den unge, franske matematiker Jean Le Rond d’Alembert (1717-1783). Udgivelsen havde to hovedformål:

· Sprede kendskabet til de videnskabelige og teknologiske landvindinger. Videnskab var ikke kun en sag for specialister. Udviklingen blev også fulgt af en stor skare af amatører over hele Europa.

· Sprede kendskabet til Oplysningens ideer – at finde frem til sikker viden og bryde med traditionel overtro. Encyklopædien var et propagandaredskab rettet mod tidligere tiders måde at tænke på. Den rummede en radikal kritik af eksempelvis en række religiøse forestillinger og dogmer.

Hvilke religiøse strømninger prægede Oplysningstiden?

Mange af Oplysningstidens toneangivende kulturpersonligheder nærede en stor skepsis over for religionen. Denne skepsis slog ind i mellem ud i et åbenlyst had til det bestående kirkesystem. Oplysningstidens tænkere så Kirken – fuld af fanatisme, fordomme og overtro – som en afgørende forhindring på vejen mod viden og kritisk oplysning. Derfor måtte den laves om eller helt fjernes. Oplysningstidens tænkere kan deles i to hovedgrupper:

· Deister: Denne gruppe mente, at verden nok må være skabt og indrettet af en guddommelig magt, men at Gud ikke griber ind i verdens gang efter skabelsen – som en urmager, der konstruerer uret og derefter lader det gå.

· Ateister: Denne gruppe var tilhængere af den opfattelse, at der overhovedet ikke fandtes nogen Gud eller noget guddommeligt.

Hvem var Voltaire?

En af Oplysningstidens mest markante personligheder var den franske filosof og forfatter François Voltaire (1694-1778), der var overbevist deist. Især i den sidste halvdel af 1700-tallet propaganderede han voldsomt mod Kirken – faktisk selve kristendommen – som han gennem radikal kritik og skarp satire søgte at komme til livs. Voltaires motto var “Ècrasez l’infâme”, der oversat til dansk betyder “knus den skændige”, og den skændige, der skulle udryddes, var Kirken – faktisk hele kristendommen. Voltaire kæmpede energisk for en fordomsfri tolerance, for eksempel på det religiøse område. Man skulle have lov til at tro på, hvad man ville, eller helt lade være med at tro på noget som helst. “Politikens verdenshistorie – bind 13” (se kilder) fortæller opsummerende om Voltaire: “Selvom mange andre filosoffer sluttede op om ham, var det ham, der kom til at legemliggøre deisternes stridslyst”.

Hvilken rolle spillede opdragelsen i Oplysningstiden?

Oplysningstidens tænkere havde en optimistisk tro på, at man kunne forandre verden til det bedre gennem en omhyggelig opdragelse af den enkelte. Man nærede nemlig en stærk tro på menneskets evne til udvikling og fremskridt. Blandt de mest toneangivende filosoffer på dette område var franskmanden Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), der havde slagordet “Vi bør vende tilbage til naturen”. Rousseau mente, at naturen altid er god, og menneskets fornuft er givet af naturen. Det onde ligger i samfundet. Derfor forestillede han sig, at den bedste opdragelse vil være den, der lader barnet forblive i den naturlige tilstand så længe som muligt og ikke søger at styre for meget. Barnet skulle altså ikke opdrages ved at have bestemte egenskaber indlært, men snarere opdrage sig selv gennem mødet med naturen, tingene og menneskene. Rousseau troede på, at barnet vil hærdes gennem nederlag og udvikle sig gennem små sejre.

Hvilken rolle spillede litteraturen for mennesker i Oplysningstiden?

1700-tallet betegnes som romanens århundrede. Det pengestærke borgerskab – især kvinder fra denne middelklasse – læste meget og gjorde det at skrive og trykke romaner til en god forretning. Der opstod et væld af læseklubber og biblioteker, hvor man for en mindre sum kunne leje en bog. Det var dog endnu langt fra alle, der kunne læse. Mange var henvist til de professionelle højtlæsere, der sad i parker og på gadehjørner og læste for eksempel dagens avis op for folk.

Hvilke litterære strømninger prægede Oplysningstiden?

Romanen “Robinson Crusoe” – den fuldstændige titel er “Robinson Crusoe, sømand fra York, hans liv af sære, overraskende eventyr … skrevet af ham selv” – er central for romanens udvikling i 1700-tallet og derefter. Den er skrevet af englænderen Daniel Defoe og udgivet i 1719. Romanen er en fiktiv rejsebeskrivelse af sømanden Robinson Crusoes oplevelser. Han strander på en øde ø og er fanget her i 28 år. Gennem stor flid og opfindsomhed indretter han efterhånden en ganske behagelig tilværelse på øen. I bogen “Gyldendals verdens litteratur historie – bind 4” (se kilder) påpeges, hvordan det enkelte menneske og dets oplevelser i 1700-tallet kommer i fokus. Crusoe får i romanen en særlig stilling som selvbevidst romankarakter og unikt individ, der kan klare sig selv alene ved egen hjælp. “Den er, helt ud på titelbladet, udtryk for et spring i, hvordan man opfatter mennesker”.

I “Robinson Crusoe” bruger Defoe, der var journalist, virkeligheden som grundstof for sin fortælling. Historien tager udgangspunkt i den virkelige sømand Aleksander Selkirks oplevelser. Selkirk blev sat i land på en øde ø, hvor han måtte klare sig selv i 4,5 år. Han var temmelig medtaget, da han blev fundet og bragt tilbage til England. Det er derimod en rank og selvbevidst Robinson, der efter mere end seks gange så lang tid på sin øde ø vender tilbage til England.

Hvilke arkitektoniske strømninger prægede Oplysningstiden?

Oplysningstiden kædes i arkitektonisk forstand sammen med stilarten ‘rokoko’, som voksede frem i Frankrig i 1720’erne. Denne stilart lagde vægt på det lette, det elegante og det forfinede – navnet rokoko stammede fra det franske ord ‘rocaille’, der betyder ‘muslingeskal’. Navnet hentyder til de lette, buede linjer, der her blev anvendt til dekoration. Rokokoen adskilte sig markant fra barokken, der var den tunge og svulstige stilart, der havde domineret 1600-tallet samt starten af 1700-tallet. Rokokoen var således karakteriseret ved sin legende lethed og ved en manglende symmetri. Dette skifte kunne blandt andet ses ved, at de velordnede og symmetriske, franske slotshaver blev trængt tilbage af åbne – og alt andet end symmetriske – engelske landskabsparker. Rokokoen blev op mod indgangen til 1800-tallet selv efterfulgt af en voldsom lidenskab for Antikkens stilidealer, der betegnes som nyklassicisme.

Hvilke strømninger prægede Oplysningstiden inden for musik og billedkunst?

Den franske maler Jean-Antoine Watteau (1682-1721) står som en af de fornemste eksponenter for rokokokunsten, der prægede store dele af Oplysningstiden. Han malede frit og virtuost med prægtige farver i en stil, der fik stor indflydelse på det følgende århundredes billedkunst. Hans landsmand og kollega Jean-Baptiste-Siméon Chardin (1699-1779) indtog ligeledes en central rolle i periodens malerkunst. Han er især kendt for sine skildringer af hverdagslivet i Paris og den utroligt realistiske skildring af detaljer i mange af hans værker. Musikalsk blev Oplysningstiden præget af værker skrevet af den tyske komponist J.S. Bach (1685-1750) og den tysk/britiske G.W.F. Händel (1685-1759). Bach bliver i dag regnet for en af de største komponister gennem tiderne, og hans værker hyldes for deres intellektuelle dybde, tekniske kvalitet og kunstneriske skønhed. Händel boede og arbejdede det meste af sit liv i England, hvor han komponerede sit mest kendte værk “Messias”.

Hvordan var kunstnerens rolle i Oplysningstiden?

1700-tallet var kendetegnet ved, at en lille gruppe af uafhængige kunstnere vokser frem. Dette var modsat tidligere perioder, hvor kunstnere næsten altid var i en slags ansættelsesforhold hos en arbejdsgiver – når det drejer sig om kunstnerisk arbejde, kalder man arbejdsgiveren en ‘mæcen’. Kunstneren blev her anset for en håndværker, og mæcenen betalte for kunstnerens ydelser. To af de mest kendte kunstnere, der i 1700-tallet brød med dette system, var to komponister fra Wien, Østrigs hovedstad: Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791) og Ludwig van Beethoven (1770-1827).

Oplysningstiden i Danmark

Hvilke politiske og økonomiske strømninger prægede Danmark i Oplysningstiden?

Oplysningstidens ideer gjorde deres første indtog i Danmark i 1720’erne. Danmark bliver i denne periode regeret af en enevældig konge. Omkring 1730 bevægede styret i Danmark sig fra enevælde til såkaldt ‘oplyst enevælde’. Enevælden gennemførte her mange tiltag, der var til gavn for landet og dets befolkning.

Oplysningsideerne havde dog ret svære vilkår i Danmark i 1700-tallets begyndelse, hvor Oplysningen blandt andet mødte modstand fra en religiøs strømning, der kaldes ‘pietismen’. Denne strømning, der stammede fra Tyskland og var en reaktion på Oplysningens menneskeideal, slog på menneskelig fromhed og ydmyghed. Omkring 1750 fik Oplysningstidens ideer for alvor vind i sejlene i Danmark.

Under enevælden og den oplyste enevælde skete der en kraftig centralisering af magt og mennesker i København. I perioden fra 1660 til 1770 voksede befolkningstallet i byen fra 25.000 til 75.000, fortælles det i “Fra sagatid til førromantik” (se kilder). Denne befolkningseksplosion skyldtes blandt andet, at statsmagten skulle bruge en stor gruppe af embedsmænd, der skulle hjælpe med at styre landet. Den blomstrende bykultur tiltrak arbejdskraft fra udlandet, mens andre danskere rejste ud i verden, hvor de blandt andet stiftede nærmere bekendtskab med Oplysningstidens måde at tænke på.

En af de vigtigste årsager til, at Oplysningstidens tænkning slog igennem i Danmark, var et stærkt økonomisk opsving, der gav det danske borgerskab en magtfuld stilling. Man betegner denne periode i Danmarks historie som ‘florissant’ eller ‘blomstrende’. Baggrunden for opsvinget var, at borgerskabet i disse år i stigende grad rettede fokus mod international handel, hvor der lå enorme muligheder for driftige, danske købmænd. Statsmagten holdt Danmark fri af tidens krige, og under beskyttelse af denne neutralitet kunne danske handelsmænd tjene store summer ved at handle med de forskellige krigsførende parter. Endvidere tjente Danmark mange penge på handel med slaver og gennem en række lukrative kolonier, især De Vestindiske Øer, der ligger i nærheden af Amerikas kyst. Således spillede det danske borgerskab i dette tilfælde – ligesom borgere mange andre steder i Europa – en afgørende rolle for periodens dynamiske udvikling. Denne udvikling førte senere blandt andet til enevældens afskaffelse og indførelsen af demokratiske principper.

1788 var et afgørende år for Danmark. Her ophævedes den omstridte lov, der blev kaldt Stavnsbåndet. Loven var indført i 1733. Ifølge denne lov var de danske bønder tvunget til at blive på deres hjemegn; de havde således ikke lov til at flytte andre steder hen for at søge arbejde eller bolig. Stavnsbåndet var indført, så godsejeren kunne være sikker på, at de bønder, der boede på hans jord – og leverede vital arbejdskraft til godsejeren – ikke pludselig rejste bort. Med Stavnsbåndets ophævelse fulgte en række andre reformer, der forbedrede vilkårene for den danske landbobefolkning.

Hvilken rolle spillede naturvidenskaben for Oplysningstiden i Danmark?

I Oplysningstiden blev Danmark placeret på det videnskabelige verdenskort af to fremtrædende naturvidenskabsmænd:

· Niels Steensen (1638-1686): På latin blev denne danske naturvidenskabsmand kaldt Steno. Han var berømt for sine anatomiske studier. Desuden gjorde han en række vigtige iagttagelser af Jordens geologi og biologi. Blandt andet opdagede han en række forsteninger af dyr, der indikerede, at Jorden var meget ældre, end hvad der stod skrevet i Bibelen. Her står der nemlig, at Jorden er godt 6.000 år gammel.

· Ole Rømer (1644-1710): Han arbejdede som astronom – blandt andet i Paris. Her gjorde han en opdagelse, der skaffede ham verdensberømmelse: “Lyset tøver”, sagde han. Han havde fundet ud af, at lyset bevæger sig. Det har en hastighed, der betyder, at det er cirka 10 minutter undervejs fra Solen til Jorden.

Hvilke kulturelle spor satte Oplysningstiden sig i Danmark?

Oplysningstidens arkitektur – særligt rokokoen – kan ses flere steder i København. Dette gælder for eksempel den københavnske bydel Frederiksstaden, som kong Frederik d. 5. lod opføre. Det skete omkring 1748 for at fejre, at det oldenborgske dynasti – som Frederik tilhørte – havde siddet ved magten i Danmark i 300 år. Blandt de mest kendte elementer i denne bydel er den ottekantede Amalienborg Slotsplads og den kæmpemæssige kuppelkirke, Frederikskirken.

Ludvig Holberg (1684-1754) er en central skikkelse for Oplysningstiden i Danmark. Han blev født i den norske by Bergen, men tilbragte det meste af sit liv i København, hvor han var professor ved Universitetet. Han samlede blandt andet sin viden om Oplysningens tænkning på en række rejser til europæiske lande. Holberg var ingen yderliggående oplysningstænker – han var hele livet tilhænger af oplyst enevælde og anfægtede ikke Kirkens grundlæggende autoritet. Han skrev bøger om historie og jura, men han er nok mest kendt for sine hen ved 25 skuespil, der er skrevet i et jævnt og kraftfuldt sprog. Med sine komedier ville Holberg underholde, men også – i oplysningens ånd – kritisere og belære. Blandt de mest kendte er “Erasmus Montanus”, “Jean de France” og “Jeppe på bjerget”.

Betydningen af Oplysningstiden for sam- og eftertiden

Hvilke spor satte Oplysningstiden?

Betydningen af Oplysningstidens måde at tænke og handle på er fundamental for udviklingen af de vestlige samfund i de perioder, der fulgte efter 1700-tallet. For mennesker i et moderne samfund betyder Oplysningen forestillingen om, at naturen, mennesket og samfundet kan og skal udforskes på systematisk vis. En række af Oplysningstidens konkrete spor er inden for følgende områder:

· Naturvidenskab: 1600-tallets videnskabelige landvindinger – eksempelvis anført af polske Nikolas Kopernikus og engelske Isaac Newton – blev ført endnu videre i Oplysningstiden. Et nyt mekanisk verdensbillede blev skabt. Englænderen James Watt fremstillede en dampmaskine, der fik afgørende betydning for den voldsomme industrielle udvikling i 1800-tallet. Videnskabelige ideer fra andre historiske perioder – for eksempel Antikken – gik i glemmebogen i de århundreder, der fulgte. Sådan gik det ikke med Oplysningstidens videnskab. Den blev vital for de følgende århundreders udvikling og er med os i dag.

· Religion: Oplysningens – til tider – respektløse tilgang til religionens hellige sandheder har slået en tone an, der har gjort det muligt for efterfølgende generationer at se kritisk på religiøse dogmer. Englænderen John Locke argumenterede i sine skrifter for en udbredt religionsfrihed blandt Europas befolkninger, en frihed, der for alvor slog igennem i århundrederne, der fulgte efter Oplysningstiden.

· Politik: Oplysningstiden lagde grunden til mange ideologier. En grundlæggende værdi i Oplysningstænkningen blev forestillingen om frihed for det enkelte menneske. Dette er en kerneværdi i liberalismen, der trækker sine rødder tilbage til tænkere som Locke og franskmanden Charles de Montesquieu. I FN’s erklæring om menneskets rettigheder fra 1948 er begreber som frihed og tolerance fundamentale. FN’s “Verdenserklæring om Menneskerettighederne”, der består af 30 artikler om borgerens rettigheder, er altså et tydeligt ekko af Oplysningstiden.

Hvilke reaktioner har der været mod Oplysningen?

Oplysningens tankesæt – der uomtvisteligt er en fundamental del af den moderne civilisation – har lige siden sin fremkomst i 1700-tallet mødt modstand. I århundrederne, der fulgte, er bølge efter bølge af kritik rullet mod Oplysningen:

· Den Franske Revolution står på mange måder som kulminationen og afslutningen på Oplysningens måde at tænke og handle på. John Lockes idealer om menneskets naturlige rettigheder spillede en central rolle. Forestillingen om, at folket naturligt er i stand til at regere på egen hånd gennem flertalsafstemning, var blevet fremført af den franske filosof Rousseau. Begge sæt af ideer blev indført under Revolutionens voldsomme opgør med samfundets traditionelle magthavere. Revolutionen, der altså byggede på en række af Oplysningstidens idealer, udviklede sig i løbet af få år til det såkaldte ‘terrorregime’. Her blev tusindvis af mennesker – mere eller mindre tilfældigt – udpeget som skyldige i eksempelvis forræderi og brutalt henrettet. Mange steder i Europa så man til med forfærdelse over, hvad Oplysningstidens idealer kunne udarte sig til.

· Romantikken, der var den periode, der fulgte umiddelbart efter Oplysningstiden, kan ifølge bogen “Oplysningstiden” (se kilder) både ses som et opgør med den fornuftsdyrkende Oplysning og som en videreførelse af den. Det slås i denne bog fast, at der omkring 1800 sker et tidsskifte – bort fra Oplysningstidens ensidige dyrkelse af menneskets fornuft. ‘Fornuften’ kan ikke stå alene, den må suppleres af ‘Følelsen’. Kritik af Oplysningens blinde tro på den menneskelige fornuft lød blandt andet fra den toneangivende tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804).

· I tiden omkring Den Første Verdenskrig (1914-1918) florerede en følelse af undergang, og der opstod en voldsom kritik af de værdier, som Oplysningstiden står for.

· Efter Den Anden Verdenskrig (1939-1945) kædede flere toneangivende kulturkritikere Oplysningens tankesæt sammen med rædslerne i de tyske koncentrationslejre og med nazismens andre forbrydelser.

· I tiden omkring 1968 rettede lederne af det såkaldte ‘Ungdomsoprør’ en voldsom kritik mod Oplysningstidens rationelle og beregnende tankesæt. Det blev kritiseret for at dominere hele den vestlige civilisation. Oplysningens ideer blev stemplet som en reaktionær og ‘borgerlig’ ideologi.

· Blandt Oplysningens seneste kritikere står de såkaldt ‘postmoderne’ filosoffer, der blandt andet anklager Oplysningstidens tænkning for intolerance og magtbegær.

Hvilken religiøs kritik rettes mod Oplysningen?

Oplysningstænkningen har lige siden sin fremvækst i 1700-tallet været udsat for en hård kritik fra nogle kirkelige kredse. Kritikken – der har løbet op gennem århundrederne – kan ifølge bogen “Lys forude” (se kilder) fremstilles således: “Oplysningsprojektets utopiske drøm bestod i en overtro på at frihed og fornuft ville føre til menneskelig lykke. Men sandheden er den, at projektet var umuligt, at frihed degenererede til anarki, fornuft til ren instrumentel [det vil sige kold, kynisk og beregnende] tænkning med deraf følgende menneskelig ulykke”. I Danmark fremføres denne kritik aktuelt af teolog og folketingsmedlem Søren Krarup og den religiøse bevægelse Tidehverv.

Betydningen af Oplysningstiden i dag

Oplysningstidens landvindinger har på gennemgribende vis formet dagens samfund. Det gælder på økonomiens og naturvidenskabens område. Men det er først og fremmest politisk, filosofisk og ideologisk, at vi hver dag føler Oplysningens ånde i nakken. Det gælder blandt andet:

· Rousseaus tanker om demokrati – at flertallet bestemmer – som er hos os i dag. Gennem folkeafstemninger placerer folket deres flertal bag en løsning på et specifikt problem. Der er mange mennesker i Danmark, der mener, at flere ting skulle lægges ud til folkeafstemninger og ikke alene besluttes i Folketinget.

· Lockes forestillinger om menneskets naturlige rettigheder satte et umiddelbart aftryk på sin samtid – eksempelvis gennem Den Amerikanske Uafhængighedserklæring – og også i dag er hans tankers indflydelse central. Dette ses blandt andet i den enorme udbredelse, som FN’s Menneskerettighedserklæring har opnået i den foreslåede traktat for EU. Traktaten blev underskrevet den 29. oktober 2004, men er ikke endeligt vedtaget. Ordvalget og ånden i denne europæiske ’grundlov’ er et tydeligt ekko af Oplysningstidens ideologi. I indledningen til den europæiske forfatnings første del tales der for eksempel om ”Europas kulturelle, religiøse og humanistiske arv, der er grundlaget for udviklingen af de universelle værdier: det enkelte menneskes ukrænkelige og umistelige rettigheder samt frihed, demokrati, lighed og retsstaten”. Uddraget stammer fra “Traktat om en forfatning for Europa”, der kan findes på EU-oplysningens hjemmeside www.eu-oplysningen.dk (se kilder).

· Voltaires enorme indsats for en fordomsfri og tolerant tilgang til eksempelvis religiøse spørgsmål har sat sig dybe spor i dagens vestlige samfund. Det gælder især den måde, hvorpå vi i dag taler om Kirkens plads i det moderne samfund.

· Montesquieus teorier om magtens deling gælder også i dagens danske samfund. Et land, der styres demokratisk, skal have en tredeling af magten. I Danmark vedtager Folketinget lovene og har derfor den lovgivende magt. Regeringen består af en række ministre, der skal sørge for, at lovene udføres – de har den udøvende magt. Er der mistanke om, at en af disse love er blevet overtrådt, bringes sagen for domstolene, som besidder den dømmende magt.

Oplysningstidens idealer har – på godt og ondt – gennemfarvet den måde, som et samfund og et individ tænkes på i den vestlige verden. Forestillinger om flertalsdemokrati, individets rettigheder og magtens tredeling er i dag udbredte i vores del af verden – de virker selvfølgelige, som om de altid har været her. Derfor bliver vi ofte først for alvor opmærksomme på begrebernes værdi, når de ikke er til stede.

Baggrundskilder

Originalkilder

Locke, John: An Essay Concerning Human Understanding. Wordsworth Editions Ltd, 2014. (An Essay Concerning Human Understanding 1690).
Kant, Immanuel: Kritik af den rene fornuft. Det lille Forlag, 2002. (Kritik der reinen Vernunft, 1781).

Hjemmesider

Omfattende database, der blandt andet indeholder en videostream-version af udsendelsesrækken “The Western Tradition”, hvor en professor fra et anerkendt universitet i Californien opridser den vestlige verdens kulturhistorie. Oplysningstiden bliver behandlet i tre udsendelser.
Kæmpestort engelsk opslagsværk. Rummer blandt andet gode artikler om nogle af Oplysningstidens vigtigste figurer.
Aarhus Universitets temaside om Oplysningstiden. Indeholder også forslag til videre læsning, originalkilder mv.
Beskrivelse af Oplysningstiden og en mængde afledte emner – blandt andet feudalisme, der var den udbredte samfundsstruktur i Middelalderen og Renæssancen, der lå umiddelbart inden Oplysningstiden.
Hjemmeside for Statens Museum for Kunst. Indeholder omtale af museets faste og løbende udstillinger – herunder kunst fra Oplysningstiden. Hjemmesiden rummer også en ordbog, hvor en lang række nøgleord er forklaret.

Avisartikler

Jespersen, Karen: Islam har brug for en oplysningstid. Berlingske Tidende, 2006-02-04.
Jalving, Mikael: Nye oplysninger. Weekendavisen, 2005-03-11.
Brandt, Asger: Forsvar for oplysningstiden. Kristeligt Dagblad, 2002-06-10.
Christensen, Johannes: Islam: Fremad mod Oplysningen. Jyllands- Posten, 2002-05-07.
Bredsdorff, Thomas: Krigen mod oplysningen. Politiken, 2002-03-15.
Behrendt, Flemming: Den første europæer. Berlingske Tidende, 1994-11-21.

Tidsskriftsartikler

Klausen, Søren: Hvad er oplysning? [i: Kritik nummer 130]. Gyldendals Forlag, 1997.

Faglitteratur

Brinckmann, Henning: Da Danmark blev mindre og verden større. Gyldendals Forlag, 2005.
Corvu, Catharina og Mads Laursen: Mellem runer og romantik. Forlaget Alinea, 2005.
Funder, Bent: Dansk kulturhistorie. Systime, 2005.
Bredsdorff, Thomas: Den brogede oplysning. Gyldendals Forlag, 2003.
Kjælgaard, Lasse og Mads Julius Elf [ed.]: Mere lys! Forlaget Spring, 2002.
Harrison, Dick og Marie-Louise Rodén. Europa 1600-1800. Roskilde Universitetsforlag, 2001.
Damm, Inge: Det menneskelige univers. Odense Bys Museer, 2001.
Liedman, Sven-Eric: De politiske idéers historie. Gads Forlag, 2000.
Thielst, Peter: Man bør tvivle om alt – og tro på meget. Gyldendals Forlag, 1996.
Hansen, Karsten: Menneskebilleder. OP-forlag, 1996.
Fink, Hans [ed.]: Menneske, Natur, Samfund. Gyldendals Forlag, 1994.
Gaarder, Jostein: Sofies verden. Høst og Søns Forlag, 1992.
Lund, Erik [ed. al.]: De europæiske ideers historie. Gyldendals Forlag, 1962.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på oplysningstiden

Kilder citeret i artiklen

Kilder

Kan findes på EU-oplysningens hjemmeside.
Kan findes på Institut for Menneskerettigheders hjemmeside.

Bøger

Bjøl, Erling [ed. al.]: Politikens verdenshistorie: Oplysningstiden – bind 13. Politikens Forlag, 1985.
Hertel, Hans [ed]: Verdens litteratur historie. Gyldendals Forlag, 1994.
Jessen, Keld B. [ed. et. al.]: Fra sagatid til førromantik. Systime, 1998.
Lund, Jørn [ed. et. al.]: Den store danske encyklopædi. Danmarks Nationalleksikon, 1994-2002.
Pedersen, John: Lys forude? Gyldendals Forlag, 2002.
Thiedecke, Johnny: Europa i opbrud 1433-1799. Pantheon, 2005.
Thiedecke, Johnny: Oplysningstiden. Borgens Forlag, 1989.