Hvornår skete menneskets udvandring fra Afrika?
Hvis vi tager udgangspunkt i det moderne menneske, Homo sapiens, kan vi begynde historien om menneskets opdagelsesrejser for knapt 100.000 år siden, da grupper af denne mennesketype udvandrede fra Afrika og dermed betrådte helt nyt land. Alle klodens folk nedstammer fra denne gruppe af udvandrere. Brian M. Fagan skriver i ”De store rejser” (se kilder), at det moderne menneske blev udviklet for hen ved 150.000 år siden, hvor det var bosat i Afrika syd for Sahara. For cirka 100.000 år siden begav små grupper af jægere og samlere sig tværs gennem Sahara, ind i Nildalen og videre til det sydvestlige Asien.
Hvornår og hvordan spredte mennesket sig til resten af verden?
Det moderne menneske spredte sig videre fra Sydvestasien til Syd- og Sydøstasien, hvor man har fundet spor af bosættelser, der er cirka 50.000 år gamle. På dette tidspunkt var klimaet helt anderledes, og der lå ismasser hen over store dele af Europa og Asien. Ikke desto mindre ved man, at der også har befundet sig grupper af det moderne menneske i Europa for cirka 45.000 år siden.
Det moderne menneske nåede Australien for cirka 40.000 år siden. For at nå dertil må de ifølge Brian M. Fagan i ”De store rejser” (se kilder) have benyttet tømmerflåder eller primitive kanoer. For cirka 18.000 år siden vandrede grupper af mennesker fra Sibirien til Alaska og Nordamerika. Alaska var landfast med Asien, fordi havoverfladen lå meget lavere end i dag, da enorme mængder vand var bundet som is. Det var meget vanskeligt at komme videre gennem ismasserne omkring Alaska, så mennesket har formentlig først spredt sig videre, da det var blevet varmere for omkring 14.000 år siden. Herfra spredte mennesket sig med forbløffende fart helt ned til det sydligste Sydamerika.
Hvilken verden kendte de gamle grækere?
De ældste opdagelsesrejsende, som er beskrevet i skriftlige kilder, drog ifølge Jørn Madsens ”Politikens bog om opdagelsesrejser” (se kilder) ud fra civilisationerne i den østlige del af Middelhavet fra det 3. årtusind f.v.t. Egyptere og fønikere fra den østlige middelhavskyst drog mest af alt ud i verden for at handle, men udforskede samtidig verden på deres rejser.
De gamle grækere vidste ifølge ”Politikens bog om opdagelsesrejser” (se kilder) godt, at Jorden var rund, og samtidig havde de også en vis idé om, hvor stor kloden er. Derfor kunne de også regne ud, at verden måtte være meget større end de områder, de allerede kendte, som primært befandt sig omkring Middelhavet og Sortehavet.
Den store hærfører Alexander den Store øgede for alvor grækernes kendskab til verden med sit felttog mod øst i perioden 334-323 f.v.t. Undervejs nåede Alexander den Store og hans hær helt til det nuværende Usbekistan, Afghanistan og Pakistan. Undervejs indsamlede Alexander og hans mænd planter og dyr, der blev sendt tilbage til Grækenland sammen med beretninger om de områder, de besøgte.