Opdagelsesrejser

Hvad er en opdagelsesrejse?

En opdagelsesrejse er en udforskning, der har haft en betydningsfuld indflydelse på vores syn på verden. Ofte forstår vi opdagelsesrejser som betrædelsen af nyt land, hvor ingen har været før, men i virkeligheden er de fleste store opdagelsesrejser foretaget til dele af verden, der i forvejen har været beboet. Den gængse forståelse af opdagelsesrejser tager dermed udgangspunkt i den vestlige kulturs forståelse af verden og kan ses som udvidelser af den vestlige kulturs atlas over den kendte verden. Det vil sige, at man kunne beskrive og kortlægge dele af verden, der før fremstod som hvide pletter på verdenskortet, som det så ud, når det blev tegnet med udgangspunkt i den vestlige verdens viden om resten af verden.

En opdagelsesrejse kan også forstås som en rejse, der resulterer i en dybere forståelse af verden, opnået gennem udforskning. Derfor kan eksempelvis naturvidenskabsmanden Charles Darwins jordomrejse med skibet HMS Beagle i 1800-tallet også forstås som en opdagelsesrejse. Darwins iagttagelser og indsamling af dyr, planter og fossiler dannede grundlag for evolutionsteorien og forandrede dermed fuldstændig vores syn på verden (Se faktalinket om Charles Darwin). 

Hvorfor har man foretaget opdagelsesrejser?

Robin Hanbury-Tenison kommer i indledningen til antologien ”De store rejser” (se kilder) ind på en række faktorer, der har motiveret opdagelsesrejsende til at udforske verden.

Blandt disse faktorer eller motiver er religiøse grunde i jagten på hellige skrifter eller templer. Andre motiver kan være ønsket om at erobre nyt land eller at finde nye handelspartnere. Med tiden bliver den videnskabelige udforskning af naturen og fremmede kulturer en af de vigtigste grunde til at tage på opdagelsesrejse. Man skal heller ikke glemme ønsket om at søge efter hæder, og sidst, men ikke mindst, er der menneskets grundlæggende nysgerrighed, som konstant driver os til at udforske, hvad der gemmer sig i det ukendte. 

Er der stadig noget at opdage på Jorden?

Af artiklen ”Videnskaben: Stadig rum for opdagelsesrejsende” i Berlingske (se kilder) fremgår det, at amerikanske og britiske forskere har offentliggjort, at de for nylig har opdaget en kløft, der er mindst 750 km lang samt op til ti km bred og 800 meter dyb. Med disse mål er den intet mindre end verdens største af sin slags – endnu større end Grand Canyon i USA. Denne kløft er forblevet uopdaget indtil nu, fordi den gemmer sig under kilometertyk indlandsis på Grønland.

I artiklen spekuleres der i, at det formentlig er sidste gang, at vi får lejlighed til at opdage noget så markant på overfladen af vores planet. Men samtidig vurderes det, at der venter nye opdagelser, og i så fald vil de formodentlig ske enten i de polare egne eller på bunden af verdenshavene.

Det er først i det 20. århundrede, at man er begyndt at kortlægge havbunden og har foretaget neddykninger til de dybeste havbunde. Men hvad der i øvrigt findes på havbunden, er i vidt omfang ukendt. For eksempel mener vulkanforskere, at Jorden meget vel kan rumme over én million vulkaner, men at langt størsteparten af disse er ukendte for os, fordi de befinder sig på bunden af verdenshavene.

Hvornår skete menneskets udvandring fra Afrika?

Hvis vi tager udgangspunkt i det moderne menneske, Homo sapiens, kan vi begynde historien om menneskets opdagelsesrejser for knapt 100.000 år siden, da grupper af denne mennesketype udvandrede fra Afrika og dermed betrådte helt nyt land. Alle klodens folk nedstammer fra denne gruppe af udvandrere. Brian M. Fagan skriver i ”De store rejser” (se kilder), at det moderne menneske blev udviklet for hen ved 150.000 år siden, hvor det var bosat i Afrika syd for Sahara. For cirka 100.000 år siden begav små grupper af jægere og samlere sig tværs gennem Sahara, ind i Nildalen og videre til det sydvestlige Asien. 

Hvornår og hvordan spredte mennesket sig til resten af verden?

Det moderne menneske spredte sig videre fra Sydvestasien til Syd- og Sydøstasien, hvor man har fundet spor af bosættelser, der er cirka 50.000 år gamle. På dette tidspunkt var klimaet helt anderledes, og der lå ismasser hen over store dele af Europa og Asien. Ikke desto mindre ved man, at der også har befundet sig grupper af det moderne menneske i Europa for cirka 45.000 år siden.

Det moderne menneske nåede Australien for cirka 40.000 år siden. For at nå dertil må de ifølge Brian M. Fagan i ”De store rejser” (se kilder) have benyttet tømmerflåder eller primitive kanoer. For cirka 18.000 år siden vandrede grupper af mennesker fra Sibirien til Alaska og Nordamerika. Alaska var landfast med Asien, fordi havoverfladen lå meget lavere end i dag, da enorme mængder vand var bundet som is. Det var meget vanskeligt at komme videre gennem ismasserne omkring Alaska, så mennesket har formentlig først spredt sig videre, da det var blevet varmere for omkring 14.000 år siden. Herfra spredte mennesket sig med forbløffende fart helt ned til det sydligste Sydamerika. 

Hvilken verden kendte de gamle grækere?

De ældste opdagelsesrejsende, som er beskrevet i skriftlige kilder, drog ifølge Jørn Madsens ”Politikens bog om opdagelsesrejser” (se kilder) ud fra civilisationerne i den østlige del af Middelhavet fra det 3. årtusind f.v.t. Egyptere og fønikere fra den østlige middelhavskyst drog mest af alt ud i verden for at handle, men udforskede samtidig verden på deres rejser.

De gamle grækere vidste ifølge ”Politikens bog om opdagelsesrejser” (se kilder) godt, at Jorden var rund, og samtidig havde de også en vis idé om, hvor stor kloden er. Derfor kunne de også regne ud, at verden måtte være meget større end de områder, de allerede kendte, som primært befandt sig omkring Middelhavet og Sortehavet. 

Den store hærfører Alexander den Store øgede for alvor grækernes kendskab til verden med sit felttog mod øst i perioden 334-323 f.v.t. Undervejs nåede Alexander den Store og hans hær helt til det nuværende Usbekistan, Afghanistan og Pakistan. Undervejs indsamlede Alexander og hans mænd planter og dyr, der blev sendt tilbage til Grækenland sammen med beretninger om de områder, de besøgte.