Hvilken betydning har moden globalt?
Hvor mennesker før udviklede deres identitetsforståelse ud fra køn, nationalitet, race og religion, er mode nu et kulturelt billede på, at mennesker i det 21. århundrede indgår i mange forskellige globaliserede kulturelle strømninger. Kondiskoen er et eksempel på dette. Den er et af de mest brugte, solgte og letgenkendelige modesymboler i verden. Man kan derfor finde et fællesskab med andre mennesker på tværs af landegrænser og kulturer ved for eksempel at gå i det samme mærke.
Hvilke menneskelige konsekvenser har tøjproduktion?
I et økonomisk perspektiv var modebranchen en af de første til at benytte sig af 'outsourcing' af fabrikationen til lande med væsentlig lavere produktionsomkostninger. Siden 1990’erne er modebranchen blevet stærkt kritiseret for denne praksis, idet den – ud over den omfattende forurening af produktionslandene – profiterer af arbejdernes lave lønninger og sågar børnearbejde. Ifølge en oversigten på side 499 i Naomi Kleins "No Logo" (se kilder) fik Nike i 1997 produceret sit tøj i Wellco Factory i Kina, hvor lønnen var 0,16 US dollars i timen, arbejdsugen 74-84 timer med 11-12 timersskift, og der var ingen fridage.
Fremstillingen af en stor del af det masseproducerede tøj foregår på systuer, ofte kaldet sweatshops, som findes i både i- og ulande, og som opstod i 1800-tallet under den begyndende industrialisering. I Bangladesh, Vietnam og Cambodja er mange sweatshops, hvor sikkerheden er ekstremt dårlig. Det fik blandt andet konsekvenser i 2013, da en ulykke på tøjfabrikken Rana Plaza i Bangladesh kostede mere end 1.000 mennesker livet, fordi fabrikkens ni etager faldt sammen omkring arbejderne, der var låst inde i bygningen. Det kan man læse i artiklen ”Nyt tøj: Sådan skader produktionen” på Forbrugerrådets hjemmeside taenk.dk (se kilder). Ifølge undersøgelsen ”Tøjets tragedier” (se kilder) fra april 2014 lavet af DanWatch har mindstelønnen i Bangladesh siden 2013 svaret til 445 kroner om måneden. Den er ifølge rapporten ikke tilstrækkelig til at dække basale udgifter, og ikke alle får minimumlønnen, viser rapporten, som også beretter, at organisering i fagforeninger ofte resulterer i vold og fyringer.
Generelt har arbejderne på de mange sweatshops ekstremt lave lønninger, lange arbejdstider og udsættes ofte for afstraffelse. Dermed opstår et enormt skel mellem de lande, hvor profitten strømmer til, og landene, hvor produktionen garanterer et minimalt overlevelsesniveau.
Hvilke miljømæssige konsekvenser har tøjproduktion?
Beklædningsindustrien regnes for en af de mest forurenende i verden, kun overgået af olieindustrien, og produktionen af tøj står for over 10 % af verdens samlede udledning af CO2. Hver dansker køber i gennemsnit 16 kg tøj om året, svarende til i alt 89.000 tons. Over halvdelen af det tøj, vi ikke længere bruger, havner i skraldespanden. Det er ikke kun i Danmark, at tøjforbruget i en årrække har været støt stigende. I artiklen ”Vi køber 16 kilo tøj om året – men lader knap fem kilo ligge i skabet” på Politiken.dk (se kilder) kan man læse, at tøjindustriens produktion i perioden 2000-2014 blev fordoblet på verdensplan. Tallene stammer fra en Greenpeace-rapport udgivet i august 2016, som viser, at der på verdensplan i gennemsnit købes 60 % flere beklædningsgenstande i dag end for 15 år siden. Der er mange miljøbelastende led i produktion af tøj. Det mest anvendte materiale er bomuld. I artiklen ”Bæredygtigt design til debat på Trapholt i ny udstilling” på trapholt.dk (se kilder) kan man læse, at dyrkning af 1 kg bomuld i gennemsnit koster 8.000 liter vand, men i nogle tilfælde op til 30.000 liter. Et par jeans kræver cirka 0,6 kg kemikalier og 12.000 liter vand at producere (se kilder). Desuden kræver bomuldsproduktion store mængder sprøjtemidler. Syntetiske materialer kræver mindre vand, men meget kul, råolie og naturgas.
Masseproduktion af billigt tøj har vakt debat og sat emnet tøjspild på dagsordenen de seneste år, mens deletøjfællesskaber og genbrugsmode har fået en revival.