Mellemkrigstiden i Danmark

Hvilke politiske og økonomiske forhold prægede Danmark?

Efter 1. Verdenskrig fik Danmark ved Genforeningen i 1920 det geografiske omfang, det har i dag. Da krigen sluttede, mistede Danmark en del af sit eksportmarked, blandt andet det, der havde været i de krigsførende lande. Det fik flere danske virksomheder og banker til at gå konkurs og arbejdsløsheden steg. Op gennem 20’erne forblev arbejdsløsheden relativt høj i Danmark. Dertil kom problemet med en normalisering af valutakursen på den danske krone, der pga. inflation under krigen var blevet frigjort fra guldmøntfoden.

Den verdensomspændende økonomiske krise i 30’erne gik heller ikke ubemærket forbi Danmark. Krisen medførte prisfald på handelsvarer og dernæst tårnhøj arbejdsløshed med sig. Allerværst blev det i 1932, hvor mere end en tredjedel af landets arbejdsstyrke var arbejdsløse.

I mellemkrigstiden bestod dansk politik af et parlamentarisk firepartisystem med Det Konservative Folkeparti, Venstre, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet. I 1924 kunne socialdemokraterne for første gang sætte sig på regeringsmaten med Thorvald Stauning (1873-1942) i spidsen og Det Radikale Venstre som støtteparti. To år efter indtog Venstre regeringsposten med superliberalisten Thomas Madsen-Mygdal (1876-1943) som statsminister. Madsen-Mygdal indførte kraftige besparelser på det offentlige område, og det blev medvirkende til, at Stauning igen kunne overtage statsministerposten i 1929.

Socialdemokratiet og de radikale regeringspartnere kom til at styre Danmark hele vejen gennem de kriseramte 30’ere og kom til at stå bag det berømte Kanslergadeforlig, der blev indgået mellem regeringspartnerne og Venstre en sen nattetime den 29. januar 1933 i Staunings hjem i Kanslergade. Forliget var et forsøg på at mildne den økonomiske krise i et Danmark, hvor en storkonflikt mellem arbejdere og arbejdsgivere var under opsejling og landbruget var i dyb krise pga. prisstigninger og eksportlandenes protektionisme. Kanslergadeforliget blev et kompromis mellem arbejdere og bønder repræsenteret af Socialdemokratiet på den ene side og Venstre på den anden. Løsningen på arbejdsmarkedskonflikten blev et forbud mod strejker og lockouter i et år, og for at komme landmændene i møde nedskrev man kronens værdi, så deres varer nemmere kunne afsættes i eksportlandene. Desuden fik socialminister K.K Steincke (1880-1963) vedtaget en socialreform, der ofte siden er blevet udråbt som grundstenen til den danske velfærdsstat, der så dagens lys i 1960’erne.

 

lillebæltsbroen

'Den gamle Lillebæltsbro' blev opført i årene 1925-1935.Foto: Torben Huss / Scanpix

 

Hvilke begreber var centrale i periodens danske samfund?

Med mellemkrigstiden kom det enkelte individ og dets behov i fokus, og det satte blandt andet disse helt nye emner på dagsordenen i 1920’erne og 30’erne:

  • Opdragelse og undervisning
  • Kvindefrigørelse
  • Seksualmoral
  • Social bevidsthed
  • Sundhed

Freuds opdagelse af barndommens betydning for individets videre liv åbnede for en helt ny opfattelse af børn. Nu var de ikke længere små mennesker, der skulle rettes af til små voksne. ”Den sorte skoles” opdragelses- og undervisningsmetoder fik modstand fra tilhængere af en opdragelse og undervisning, der lod børnene lære gennem sang og leg og kropslig udfoldelse. I Vanløse-forsøgene fra 1924 blev der eksperimenteret med de nye undervisnings- og opdragelsesidealer. Forsøgene blev dog lukket igen allerede i 1928. En anden gruppe, der hidtil havde haft ringe status, var kvinderne, og også deres position kom i centrum i mellemkrigstidens Danmark. De danske kvinder havde fået stemmeret ved folketingsvalg i 1915 og begyndte også at indfinde sig på arbejdsmarkedet, først hovedsageligt som fabriksarbejdersker og husassistenter, men i løbet af 30’erne også som sygeplejersker og kontordamer. I 20’erne så man også en helt ny kvindetype i byernes gader og - til stor forargelse for mange - natteliv. Garçonne-pigen eller drengepigen, som den nye kvindetype blev kaldt, lagde korsettet og de kvindelige former på hylden og viste ben i kunstsilkestrømper, mens de røg cigaretter og gik med mænd og make-up.

Garçonne-pigen var et udtryk for, at kvinderne ville have de samme rettigheder og friheder som mænd. I kvindefrigørelsens ånd blev der også slået et slag for kvinders ret til at kontrollere deres reproduktion, og forfatteren Thit Jensen (1876-1957) og lægen Jonathan Leunbach (1884-1955) stiftede sammen Foreningen for seksuel Oplysning i 1924. Det var især de dårligt bemidlede familiers levevilkår med store børneflokke, som knapt kunne forsøges, der drev seksualoplysningsprojektet. Leunbach blev en ombrust personlighed på grund af sin kamp for kvinders rettigheder til prævention og ikke mindst sine illegale bedrifter som abortlæge. I 1936 blev han dømt for fosterfordrivelse og måtte tre måneder bag tremmer. Oven i hatten måtte han også vinke farvel til sine borgerlige rettigheder i fem år.

Sundhed og ernæring var også et af de emner, der kom på dagsordenen i mellemkrigstidens Danmark. Det afspejlede sig blandt andet i tidens funktionalistiske boligbyggeri, der integrerede lys, luft og hygiejniske forhold, ligesom der skød sportsklubber for almindelige mennesker op rundt omkring i landet.

Hvilken rolle spillede de totalitære ideologier på den politiske scene i Danmark?

Den nød og elendighed, der fulgte med den økonomiske krise, fik mange til at sætte spørgsmålstegn ved de demokratiske og parlamentarisk valgte regeringer. Selvom Danmark som et af de få lande i Europa undgik, at yderliggående og totalitære ideologier kom til magten, undlod hverken fascinationen af nazismen eller kommunismen at sætte sine aftryk.

DNSAP (Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti), som lignede en dansk kopi af det tyske nazistparti, blev stiftet i 1930 og kom i Folketinget i 1939 med tre mandater. De nåede dog aldrig tættere på magten. Heller ikke under besættelsen, formentlig takket være det tætte samarbejde mellem den danske regering og besættelsesmagten, der tilbageholdt tyskernes ønske om at indsætte nazistpartiet på regeringstaburetten, sådan som det f.eks. skete i Norge. Partiets leder fra 1933 til 1943, lægen Frits Clausen (1893-1947), blev om nogen ansigtet på den danske nazisme.

I den modsatte ende af det politiske spekter fik kommunismen også tag i en del af den danske befolkning, og i 1932 kom Kommunistpartiet med Aksel Larsen i spidsen i Folketinget med to mandater.

De traditionelle partiers ungdomsafdelinger lod sig også inspirere af de totalitære vinde, der blæste i tiden. Konservativ Ungdom marcherede med faner, skrårem og blankpudsede støvler, mens socialdemokraternes og kommunisternes unge tilhængere deltog i gadekampe mod grupper med andre politiske orienteringer. Det førte blandt andet til et voldsomt sammenstød mellem KU og unge socialdemokrater på Blågårds Plads i 1934.

Hvilken rolle spillede de totalitære ideologier i det danske kulturliv og i den offentlige debat?

De antidemokratiske vinde fik også tag i den offentlige debat, og sympatien for ”den stærke fører” og antiparlamentarismen var ofte slet skjult. I 1933 omtalte blandt andre Jyllands-Posten flere gange de nyslåede diktaturer i syd med begejstring: ”Mussolini reddede Italien fra den kommunistiske syndflod, som et udueligt parlamentarisk styre havde gjort det modent til, og ingen kan vel bestride, at hans diktatur har været en velgerning for det italienske folk. Tyskland stod foran en lignende katastrofe, da Hitler banede sig vej til magten, og det kan derfor ikke undre, at han foretager en kraftig udrensning i de marxistiske partier, der har hovedansvaret for den skæbnesvangre udvikling. De partipolitiske godtfolk, der bavler mest om demokrati og frihed, er her som alle andre steder de sletteste statsstyrere, og de må følgelig sættes helt ud af spillet, inden genrejsningen kan gennemføres.” Så udtalt lyder holdningen til det, der skete syd for Danmark i artiklen ”Krise og diktatur” i Jyllands-Posten den 17. maj 1933, knapt fire måneder efter Hitler kom til magten. Citatet understreger den skeptiske holdning til demokrati og parlamentarisme, der bredte sig i kølvandet på den økonomiske krise. Desuden viser citatet, at glæden ved nazismen og fascismen var hjulpet godt på vej af et had til kommunismen, som allerede havde vist sine skyggesider i Sovjetunionen. Ingen havde på dette tidspunkt erfaret, hvilke rædsler de to højreorienterede diktaturformer kunne føre med sig.

Flere kulturpersonligheder flirtede med nazismen i perioden. Den mest kendte af dem var digterpræsten Kaj Munk (1898-1944), Han udtrykte i flere debatindlæg i løbet af 30’erne sin tilslutning til idealet om den stærke leder frem for parlamentarismen, som han anså som et svagt statsstyre. Hans beundring af fascismen forsvandt dog efter jødeforfølgelserne og Mussolinis brutale landindvindinger, og han viste sig som modstandsmand, da tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940. Modstanden mod besættelsesmagten skulle sågar blive hans død - han blev skudt og dræbt af tyske soldater i 1944. Trods sin udprægede modstand mod besættelsesmagten har Kaj Munk været en omstridt kulturpersonlighed på grund af sin flirt med antiparlamentarisme og nazistiske idealer i mellemkrigstiden.

Kulturlivet og den offentlige debat var også præget af sympati for det kommunistiske Sovjetunionen. Mange intellektuelle sluttede sig til kommunismen, og toneangivende personligheder, som blandt andre digteren Rudolf Broby-Johansen (1900-1987) og juristen og forfatteren Hans Kirk (1898-1962), blev talerør for ideologien i den offentlige debat.

Hvilken rolle spillede ekspressionismen?

Flere unge danske digtere og kunstnere lod sig inspirere af den tyske ekspressionisme og gav strømningen en væsentlig plads i den danske kunst- og litteraturhistorie. De mest markante litterære ekspressionister i Danmark var Rudolf Broby-Johansen (1900-1987), Harald Landt Momberg (1896-1975) og Tom Kristensen (1893-1974). Digterne eksperimenterede med sproget og skrev i frie vers. I Broby-Johansens digtsamling ”Blod” (1922) skildres mødet med den rå virkelighed i en moderne storby, som digteren oplever den, med alt hvad det indebærer af prostitution, vold og triste skæbner: ”BORDELPIGE DRÆBER UFØDT / SKAMSLIDT DIVAN” (fra digtet ”Bordelpige dræber ufødt”). Denne utilslørede skildring af livet i en storby var for meget for samtiden, og digtsamlingen led samme skæbne som flere af Wilhelm Freddies surrealistiske kunstværker, der blev beslaglagt for usædelighed.

Tom Kristensens digtsamling ”Fribytterdrømme” fra 1920 er et andet skoleeksempel på et ekspressionistisk sansemættet og farverigt sprog. Hans roman ”Hærværk” fra 1930 er også spækket med ekspressionistiske træk, og den er siden blevet en nøgleroman i dansk litteraturhistorie.

Inden for billedkunsten gjorde blandt andre Harald Giersing (1881-1927) sig bemærket som ekspressionist. Han beskrev ekspressionismen sådan her i tidsskriftet ”Klingen” (1917-1920): ”At få billedet til at knalde, få linjerne til at eksplodere imod hinanden, farverne til at skratte af stejl kraft og pragt, give virkeligheden, som den er, når man oplever den stærkest (…)”. Kunstnersammenslutningen De 4, som var Wilhelm Lundstrøm, Axel Salto, Karl Larsen og Svend Johansen, repræsenterede også ekspressionismen på den danske kunstscene.

Hvilken rolle spillede surrealismen?

Surrealismen kom også til at vække postyr på den danske kunstscene, hvor kunstneren Wilhelm Freddie (1909-1995) blev et af de mest markante danske svar på den samfundskritiske surrealisme, der opstod i Frankrig. Han gjorde med sine malerier, installationer og skulpturer oprør mod især den herskende seksualmoral og kvindeundertrykkelse. Det udløste sig i et ramaskrig, da Freddie åbnede sin udstilling ”Træk gaflen ud af øjet på sommerfuglen - Sex-surreal” i København i 1937. Freddie endte bag tremmer, dømt for pornografi, og flere af hans værker blev konfiskeret.

I Danmark delte surrealismen inden for billedkunsten sig i to retninger, ligesom i Frankrig. Vilhelm Bjerke-Petersen (1909-1957) og Freddie stod for den figurative surrealisme, der benyttede sig af genkendelige, nærmest fotografiske motiver sat sammen i en ny absurd sammenhæng. Den anden linje i dansk surrealisme var den såkaldte abstrakte surrealisme, svarende til den absolutte surrealisme, der udtrykte sig gennem et samspil af farver og abstrakte former. Den var repræsenteret af malere som Ejler Bille (1910-2004) og Richard Mortensen (1910-1993).

Der var også danske digtere, som satte deres lid til surrealismen. En af dem var Gustav Munch-Petersen (1912-1938). Hans to digtsamlinger ”det underste land” (1933) og mod ”jerusalem” (1934) var stærkt prægede af det surrealistiske formsprog. En anden dansk digter, der var præget af surrealismen var Jens August Schade (1903-1978).

De danske surrealister, både billedkunstnere og digtere, samlede sig om tidsskriftet Linien (1934-1935).

Hvilken rolle spillede funktionalismen?

Funktionalismen fik en helt særlig rolle i Danmark og har siden mellemkrigstiden haft en afgørende position i dansk design- og arkitekturhistorie. Nordisk funktionalisme blev et begreb for sig selv, der er kendetegnet ved et mere blødt udtryk end den hvide og kølige byggestil, som man så hos blandt andre Le Corbusier. I modsætning til den internationale funktionalisme, der forkastede al tradition og historie, integrerede man i Danmark og det øvrige Skandinavien de nye funktionalistiske idealer med traditionelle materialer og byggeskikke. I Danmark blev funktionalismen spydspids i tidens boligtænkning og det kulturradikale projekt om en ordentlig bolig til alle. Rundt omkring i Danmark vidner boligbyggerier, som f.eks. Blidahparken i Hellerup og offentlige bygninger, som Københavns Lufthavnsterminal og Århus Universitet, om funktionalismens betydning i mellemkrigstiden.

Inden for møbeldesign vandt de funktionalistiske idealer også indpas. Den kulturradikale foregangsmand og arkitekt Poul Henningsen (1894-1967) havde den første PH-lampe på tegnebrættet i 1925. Lampen, der integrerede ingeniørkunst og design, var et led i PH’s projekt om at gøre godt design tilgængeligt for alle, ikke kun for samfundets rigeste.

Lampen er siden er blevet et symbol på den danske funktionalisme og det sociale projekt, der lå heri. Inspireret af Marcel Breuer (1902-1981, ungarsk arkitekt og møbeldesigner) eksperimenterede Poul Henningsen også med funktionalismen i sine bøjede stålrørsmøbler fra 1932. Men det skulle blive den særligt nordiske udgave, der inddrog traditionelle materialer som træ i nye forarbejdningsmetoder, der vandt den største udbredelse og anerkendelse. Mellemkrigstidens snedkeri- og møbeludstillinger blev startskuddet til dansk designs guldalder i 1950’erne, og det var på disse udstillinger, at navne som Børge Mogensen (1914-1972), Hans J. Wegner (1914-2007) og Finn Juhl (1912-1989) havde debuteret i slutningen af 30’erne.

Hvad var Kulturradikalismen?

Kulturradikalismen var en reformbevægelse, der opstod i mellemkrigstiden med arkitekten og lyskunstneren Poul Henningsen (1894-1967) som ankermand. De kulturradikales opgør rettede sig mod de traditionelle normer og tænkemåder. I det projekt smed de kulturkonservatismen og finkulturen på porten og hyldede den nye jazz, den dansende Josephine Baker i bananskørt og de nye kunststrømninger, der skyllede ind over Danmark. Ønsket om social lighed, tolerance og frisind var udgangspunktet for de kulturradikales kritik, og der var stort set ikke den del af samfundet, der ikke blev taget under kritisk behandling. Kritikken rettede sig f.eks. mod den autoritære børneopdragelse, den strenge seksualmoral og den victorianske boligindretning.

Kulturradikalismen var en spredt gruppering af kunstnere og intellektuelle, der ikke som sådan knyttede sig til noget bestemt parti, selvom tilhængerne dog primært befandt sig til venstre for den politiske midte. I tidsskriftet Kritisk Revy (1926-1928) ytrede bevægelsen sine holdninger til arkitektur og kultur, og der var snart ikke den ledende arkitekt eller institution, der ikke fik en medfart i tidsskriftet. De kulturradikale var også opsatte på at give tidens nazistiske og fascistiske strømninger kamp til stregen, og det samfundskritiske tidsskrift Kulturkampen (1935-39) blev i særlig grad talerør for bevægelsens kritik af de antidemokratiske værdier, der bredte sig syd for Danmark.

Læs mere om kulturradikalismen i Faktalink-artiklen ”Kulturradikalismen”.